Kære socialminister Benedikte Kiær! Tak for dit svar på min kronik Hvad fik vi ud af fattigdomsåret? Desværre har du misset spørgsmålet i overskriften.
Du skriver, at regeringen gerne vil sætte 'de rigtige' tal på fattigdommen, og at de skal hedde fattigdomsindikatorer og ikke kun handle om økonomi. Det har du sagt, siden fattigdomsåret blev skudt i gang, men vi har kun fået lovning på dine indikatorer, og vi ved stadig ikke noget om, hvad de vil indeholde.
Du opfordrer mig til at sætte mig bedre ind i, hvad der foregår i kommunerne, og så remser du op af gamle, nye og endnu ikke iværksatte initiativer. Dem kender jeg udmærket, mange af dem var også nævnt i regeringens aktivitetsprogram for året og er således ikke udsprunget af fattigdomsåret, men kan karakteriseres som landets socialpolitik, der selvfølgelig skal være med til at mindske fattigdom og social eksklusion. Derfor er det en lille smule søgt at hæfte f.eks. Barnets Reform, Psykiatriaftalen og Civilsamfundsstrategien op på Fattigdomsåret. Ikke mindst sidstnævnte, som vel snarere er blevet til i bestræbelserne på at få noget ud af Frivillighedsåret, som vi netop har taget hul på. Hvorfor fik vi ikke også en samlet Fattigdomsstrategi?
Fattigdom fremmes
Du undlader samtidig helt at nævne alle de initiativer, som har skabt større fattigdom. Jeg er helt klar over, at de overvejende ligger i beskæftigelsesministerens ressort, men ikke desto mindre er det den regering, du repræsenterer, som har fundet på starthjælpen, 225-timers-reglen (som oven i købet er en del af ghettostrategien!), kontanthjælpsloftet, ægtefællenedsættelsen og den nedsatte ungesats.
Disse tiltag modarbejder faktisk mange af dem, som du står for i Socialministeriet. Fattigdomsåret kunne have været anledning til at sikre, at det ene ministeriums opbygning af socialt udsatte ikke undermineres af det andet ministeriums benhårde sanktionerede politik. Men det blev et tabu, som kun ngo'erne turde røre ved.
Afslutningsvis spørger du mig, hvordan en 'fiktiv' fattigdomsgrænse skal hjælpe socialt udsatte på fode. Det ved jeg da virkelig heller ikke. Jeg plæderer jo netop for den sammensatte måling af fattigdom, som CASA har stået i spidsen for at formulere. Den er ikke det mindste fiktiv. Og den skal bruges til at holde øje med, om de politikker - sociale såvel som beskæftigelsesmæssige - vi vedtager, understøtter, at flere vrister sig fri af fattigdommen og den sociale eksklusion, så politikkerne kan rettes op, hvis det ikke er tilfældet. Er det i virkeligheden ikke også det, du vil? Og synes du så ikke også, at det er lidt ærgerligt, at vi ikke fik bundet den sløjfe?
Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening
