Bryd universiteternes monopol – og styrk mellemlange uddannelser

Universiteterne og professionshøjskolerne kæmper netop nu energisk om retten til at uddanne de store fagprofessioner, mens Forsknings- og Undervisningsministerierne spøger i kulisserne.

Præmiesummen er stor: Ansvaret for uddannelsen af de store fagprofessioner; skolelærere, sygeplejersker, socialrådgivere, terapeuter og pædagoger. Derfor spiller begge parter højt spil og satser benhårdt på den ultimative løsning: Professionshøjskolerne satser på, at politikerne ikke vil flytte professionsuddannelserne over på universiteterne, så de stiler efter at blive forskningsinstitutioner.

Universiteterne satser til gengæld på, at politikerne vil fastholde universiteternes forskningsmonopol og derfor i sidste ende vil flytte professionsuddannelserne over på universiteterne.

På den politiske scene udspilles der også hårde kampe både i forhold til ny universitetslov og endnu en omgang skolereform.

Indtil videre hænger også de dog fast i det forældede dogme om den naturnødvendige sammenhæng mellem forskning og akademiske uddannelser. Presset på politikerne er imidlertid stort, for der er stort behov for at få styrket professionsuddannelserne, men også for at få ryddet op på universiteterne, så de kan genfinde deres kerneopgaver.

Men så længe dogmet består, vil også de strukturelt betingede svagheder i det nuværende uddannelsessystem bestå. Svagheder som fastholder professionsuddannelserne som gidsler mellem et erfaringsbaseret og et forskningsbaseret uddannelsesparadigme.

Den fagligt, organisatorisk og økonomisk rigtige uddannelsespolitiske løsning er ellers ligetil, hvis man er i stand til at se ud over den nuværende fastlåste organisering af uddannelsesdanmark.

Professionshøjskolerne skal - uden at få forskningsret - udbyde akademiske uddannelser for lærere, pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere og terapeuter, m.fl.

Dårligere forskning

De mentale skridt er større end de praktiske, men det kræver et opgør med nogle vaneforestillinger, og det kræver en realisme omkring de økonomiske ressourcer, Danmark kan afsætte til uddannelsesrettet forskning.

• For det første betyder den nuværende sammenblanding af forskning og uddannelse, at vi får både dårligere forskning og dårligere uddannelser, end hvis ressourcerne og kompetencerne blev udnyttet optimalt. Det gælder både for forskningsinstitutionerne og for professionshøjskolerne.

En opdeling i akademiske uddannelser, der uddannes på university colleges,men uden forskningsret og reelt forskningsbaserede uddannelser, der uddannes på universiteter, er derfor nødvendigt fagligt, økonomisk og praktisk set.

Det vil sikre det faglige løft af professionsuddannelserne, omplacere et antal uddannelser fra universiteter til professionshøjskolerne uden at forringe uddannelsernes indhold og genskabe universiteternes uddannelser som reelt forskningsbaserede.

Det vil endvidere frigøre forskningsressourcer og dermed sikre dansk forskning i verdensklasse inden for de prioriterede områder, hvor vi vælger at have såvel grund- som anvendt forskning. Det kan virke revolutionerende, men virkeligheden har allerede overhalet den romantiske opfattelse af universitetsuddannelser. Hovedparten af undervisningen leveres enten af ikke-forskere (de såkaldte dvip'er) eller af forskere, der alene underviser i pensum.

Vi har således allerede i dag uddannelser, der de facto er akademiske uddannelser. Problemet er bare, at det er universiteterne, der leverer dem!

Saml ressourcerne

For det andet er Danmark et lille land med begrænsede ressourcer til forskning. I visse kredse florerer den anskuelse, at Danmark har nærmest ubegrænsede ressourcer og derfor skal forske i så at sige alt, som forskere tilfældigvis finder interessant.

Det er en romantisk forestilling, der næres af mantraet om, at da man ikke kan forudsige, hvorfra den næste videnskabelige landvinding kommer fra, så er al grundforskning principielt lige vigtig. Men forskning er som område ikke forskelligt fra alle andre områder, hvor vi som samfund også er nødt til at foretage hårde prioriteringer.

Forskningsressourcer skal derfor samles mest muligt. Konsekvensen er, at man ikke skal sprede forskningen yderligere, f.eks. ved at give professionshøjskolerne ret til at drive forskning. Men det betyder også en løbende genvurdering af, hvilke uddannelser, der rettelig fordrer forskningstilknytning og derfor hører til på universiteter.

Hvis man skelner mellem akademiske og forskningsbaserede uddannelser, og professionshøjskolerne opbygges til at udbyde akademiske uddannelser, bør en række nuværende universitetsbaserede uddannelser flyttes væk fra universiteterne. Det drejer sig om uddannelser inden for især de humanistiske, samfundsfaglige og merkantile områder, hvor formålet med uddannelserne primært er rettet mod undervisning, og kandidaterne primært finder beskæftigelse i gymnasier, handelsskoler, VUC'er, høj- og efterskoler mv. Ved at etablere akademiske uddannelser på professionshøjskoler optimerer man deres styrker og supplerer det med universiteternes styrker.

Det er den fagligt set rigtige løsning.

Brug kræfterne rigtigt

For det tredje skal der etableres et gensidigt forpligtende samarbejde mellem professionshøjskolerne og universiteterne. Professionshøjskolerne skal bevare deres styrker i det praksisnære og pædagogiske men tilføres yderligere akademiske og forskningsbaserede elementer. Og det er ikke gjort med en tilfældig regel om, at undervisere skal være universitetsuddannede.

Denne underlige, endimensionelle regel kan endda være kontraproduktiv, idet den gradvist kan underminere de positive sammenhænge mellem uddannelse og praksis.

Konkret skal professionshøjskolerne udbyde akademiske uddannelser på de mellemlange uddannelser, det vil sige for lærere, sygeplejersker, socialrådgivere, socialpædagoger og fysio-/ergoterapeuter samt en række uddannelser overflyttet fra universiteterne. Pensum skal udvikles i et bindende samarbejde mellem professionshøjskolerne og universiteterne.

Det er en afgørende forudsætning for de akademiske uddannelser, at pensum i en række fag reelt bliver forskningsbaserede og løbende udvikler sig i takt med forskningen. Til gengæld har professionshøjskolerne entydigt ansvaret for uddannelserne og undervisningen, ikke mindst fordi de har de praksisnære og pædagogiske kompetencer, som universiteterne mangler.

Universiteterne skal endvidere bidrage systematisk med gæsteforelæsninger i undervisningen. Til gengæld skal universiteterne optimere deres forskning samt tilpasse en række efter- og overbygningsuddannelser til de akademiske uddannelser.

Med en forsimplet brug af Occams ragekniv kan man sige, at den simple løsning ofte er den rigtige. Og den simple løsning er i dette tilfælde opbygningen af akademiske uddannelser på professionshøjskolerne, der udvikler pensum i et bindende samarbejde med universiteter.

Hidtil har alle oprustninger på uddannelsesområdet ført til et pres opad i systemet, men det er af mange årsager ikke længere den rigtige vej at gå. Enten fordi man desavouerer forskningsinstitutionernes uddannelser for at sikre, at stadig flere kan bestå, eller fordi man vanskeliggør rekruttering til professionsuddannelserne, fordi optagelses- og eksamenskrav bliver for vanskelige til, at man kan få det ønskede antal mennesker med de pågældende uddannelser.

Denne artikels forslag medfører den nødvendige styrkelse af professionsuddannelserne, den nødvendige strømlining af hvilke uddannelser, der skal leveres af universiteterne, og en opstramning af på hvilke områder, der skal bedrives statsstøttet forskning i Danmark.

Den væsentligste fordel er, at det sikrer langt bedre forskning og langt bedre undervisning at bruge de bedste kræfter, hvor de netop er de bedste.

Sven-Åge Westphalen er cand.scient.adm.