Kronik

Danskerne forventer mere velfærd

Den største udfordring for velfærdssamfundet er, at forventningerne vokser. Afskaffelse af efterlønnen er ikke svar på den udfordring
Den største udfordring for velfærdssamfundet er, at forventningerne vokser. Afskaffelse af efterlønnen er ikke svar på den udfordring
4. januar 2011

De fleste mennesker bliver lykkelige af at få en uventet gave. De fleste bliver samtidig ulykkelige, hvis noget, de regner for selvfølgeligt, bliver taget fra dem.

Det er velfærdsstatens kerneproblem i en nøddeskal. For er der først indført ydelser eller service på et område, er det vanskeligt at lave om, og samtidig bliver vi ikke ved med at være tilfredse med, hvad vi har, men forventer at få stadig flere ydelser til vores rådighed. Det er det, der bidrager til presset for stadig flere udgifter, og er et af velfærdsstatens andre dilemmaer.

2011 bliver et år, hvor ordet velfærd vil blive brugt mange gange. Der vil blive givet løfter om forbedringer på en række områder især i takt med, at medierne afdækker områder, hvor der kan findes historier, som tyder på svigt i levering af service.

Afgivelse af mange løfter om forbedringer kan dog medvirke til, at skuffelserne bliver endnu større. For samtidig med et ønske om flere offentlige udgifter er den økonomiske situation af en sådan karakter, at der er blevet sparet i stort set hele den offentlige sektor i budgetterne for 2011, fordi regeringens ambition er nulvækst i de offentlige udgifter. Udsigterne for de kommende år tyder også på begrænsede muligheder for i det mindste en stærk vækst i de offentlige udgifter, da det strukturelle underskud på de offentlige finanser helst skal reduceres.

Flere penge til velfærd

Set over en længere årrække er der kommet realt set flere penge til velfærd. Det er ikke overraskende i den forstand, at når samfund bliver rigere, ønsker borgerne mere service og bedre velfærd, og dette kan finansieres, når økonomierne vokser uden ændringer i opkrævningen af skatter og afgifter.

Mere og bedre service og skattelettelser samtidigt hænger dog ikke sammen økonomisk. Men forventninger medfører også, at en opstramning og nulvækst, som der i det offentlige forbrug alene har været i 1990 (på minus 0.7 pct.), vil blive opfattet som markante stramninger og nedskæringer. Nulvækst betyder reelt også, at der set med den enkelte brugers øjne bliver nedskæringer alene af den grund, at der er en række faste omkostninger, som skal afholdes (bygninger, varme, vedligeholdelse) stort set uanset antallet af brugere. Derfor vil det for den enkelte blive opfattet som nedskæringer, medmindre den reale vækst er mellem ca. 0.5 og 0.75 pct. om året. Det er derfor heller ikke så enkelt, som det nogle gange fremstilles, blot at flytte penge fra børn til de ældre, i takt med at den demografiske udvikling ændrer sig.

Det er præcis det, der er udfordringen for velfærdssamfundet: At forventningerne vokser, og at der samtidig på grund af en ændring af befolkningens aldersmæssige sammensætning er brug for at flytte penge fra børn og unge til de ældre i de kommende år.

Private aktører

De seneste år har også set bevægelser i retning af, at private aktører spiller en stadig større rolle, eksempelvis i levering af praktisk hjælp i hjemmet hos ældre, men også privathospitaler og andre aktører spiller en gradvist større rolle på sundhedsområdet.

Der er principielt intet i vejen for, at private leverandører spiller en større rolle, hvis de kan gøre det billigere og bedre, så længe beslutningen om, hvem der skal have adgang til ydelserne, er offentlig, og så længe finansieringen for langt hovedpartens vedkommende er offentlig.

Hvis pengepungen spiller en rolle, risikerer det at føre til et brud med den danske universelle model og kan gradvist medføre, at tilslutningen til velfærdsstaten bliver mindre. Det sidste skyldes, at hvis den enkelte selv skal betale for ydelser, vil der være mindre lyst til også at betale via skattesystemet.

De seneste 20-25 års udvikling tegner endvidere et billede af, at en større del af velfærden ikke kommer fra det offentlige system, men i højere grad fra det at deltage på arbejdsmarkedet.

Det gælder især udbygningen af arbejdsmarkedsbaserede pensionsordninger, som medfører, at stadig flere danskere alene vil modtage folkepensionens grundbeløb i de kommende år.

Derved aflastes de offentlige udgifter ganske vist. Men samtidig med at en del ældre bliver rigere og mere raske, rejser det også spørgsmålet, om alder er et godt kriterium i relation til at modtage velfærdsmæssige ydelser, eller om der i langt højere grad er brug for at se på den enkelte persons samlede økonomiske forhold ved en vurdering af, om den enkelte kan modtage sociale ydelser.

En risiko herved er naturligvis, at systemet bliver mere kompliceret, og lysten til at spare op reduceret. Derfor burde der også indføres en garanti for, at den enkelte - når der ses på såvel skatter som på de sociale ydelser - altid vil have eksempelvis mindst en tredjedel tilbage efter betaling af skat og reduktion af sociale ydelser eller højere brugerbetaling.

Stadig flere sundhedsforsikringer er også et eksempel på en snigende privatliggørelse af velfærdsstaten, hvor der på ikke-akutte behandlinger klart gives fortrinsmulighed for dem, som er omfattet.

Denne opsplitning kan naturligvis have positive sider gennem flere og måske mere effektive behandlinger, men det medfører også større bureaukrati og dermed udgifter, som ikke er sundhedsfremmende, men alene beskæftigelsesfremmende for administratorer. Analytisk er problemet, at analyser oftest alene ser på et afgrænset hjørne og ikke inddrager eksempelvis øgede transaktionsomkostninger.

Efterløn

I debatten om de offentlige udgifter påstås det ofte, at hvis blot efterlønnen blev afskaffet, ville der være balance. Det er et alt for simpelt synspunkt og næppe korrekt. Det er snarere manglende incitamenter til at blive på arbejdsmarkedet i form af ordentlige arbejdsvilkår eller job overhovedet, herunder på nedsat tid, der får mange til at forlade arbejdsmarkedet. Det sker også, fordi der trods ønsker herom ikke er et tilstrækkeligt fleksibelt og velindrettet arbejdsmarked til at sikre den enkelte en glidende og ordentlig måde at kunne forlade arbejdsmarkedet på.

Dertil kommer, at mange faktisk stadig er nedslidte enten fysisk og i stigende omfang psykisk nedslidte af arbejdstempoet og vilkårene på såvel det offentlige som private arbejdsmarked.

En del af dem, der får efterløn, ville derfor skulle have andre ydelser, og en del ville uanset efterløn forlade arbejdsmarkedet alligevel. Dertil kommer, at ydelserne beskattes, og at der er blevet indbetalt til ordningerne af den enkelte. Dagpengesystemet er jo i modsætning til størsteparten af velfærdsstaten i realiteten et forsikringssystem.

Den danske model er under pres i disse år, men omvendt - det har den været tidligere, og den har overlevet de pres, der har været før.

I sidste instans er det et politisk spørgsmål om fordelingen mellem offentligt og privat forbrug og om villigheden til at finansiere velfærdsstaten, om end der er restriktioner og grænser for, hvordan dette kan gøres. Hermed ændres dog ikke ved, at der er ved at ske en grundlæggende forandring af den danske model i retning af, at stadig mere finansieres individuelt eller via arbejdsgiveren - og det kan på længere sigt betyde endnu mere alvorlige brud på den nordiske model.

Borgerne vil have mere velfærd, hvilket er forventeligt i et rigt land. Spørgsmålet er derfor i højere grad, hvem der skal betale. staten, arbejdsmarkedet eller borgeren selv? Og hvem der skal have adgang til ydelserne og på hvilke vilkår.

Vi ser brud i den danske model i øjeblikket - spørgsmålet er derfor, hvor vidtgående disse brud vil blive.

Bent Greve er professor på RUC og har senest udgivet bogen 'Et lykkeligt land'.

Serie

Seneste artikler

  • Lillebror holder øje med dig

    7. januar 2011
    Julian Assange og Wikileaks har tegnet konflikten mellem magthavernes hemmeligholdelse og borgernes demokratiske ret til indsigt op
  • Sudan sætter Kinas ambitioner på prøve

    5. januar 2011
    2011 bliver formodentligt året, hvor Sydsudan bliver selvstændigt. Kina har investeret kraftigt i områdets olieproduktion, og udvikler Sydsudans løsrivelsesproces sig voldeligt, bliver Kina nødt til at se bort fra sit mantra om ikke at blande sig i andre landes indre anliggender
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

PROLETARSNAK: Hvad forventer folk?

Forventningerne kommer oftest af politiske samfundskrav til den enkelte. Ole W.Bertensen skrev i går i et læserbrev om bureaukratiets følgagtige administratorer, der lukker og åbner for de basale fornødenheder.
Børnehaverne er blevet et serviceorgan for forældrene, læser man, men hører til de kreative parametre for erhvervslivet, de første år kaldet børneasyl, hvor man så børn sidde på institutionens trappesten og vente før åbningstid. Fordi børnene kom fra ludfattige hjem, hvor moderen måtte tidligt på arbejde.
Det mønster har erhvervslivet i dag sat i et gennemgribende system, tilmed sådan, at de egentlige fattige hjem i det marginaliserede samfund dårligt har råd til samfundets "service". Børnehaver, SFO'ere, skoler - altså børn - styres i dag af krav fra erhvervslederne om større produktivitet, vækst og profit frem for af personlige forventninger - og slet ikke til børnenes tarv.

Jeg er ikke sikker på, at der er et ønske i befolkningen om mere velfærd. Utvivlsomt er det problematisk, at det offentlige bredte sig på en lang række områder uden at løse de opgaver, man påtog sig, optimalt. Det er en sygdom i staten, at udbredelse af service til masserne synes at føre til udvanding af tilbudets lødighed. Det har været gældende for undervisningssystemets overbygninger i høj grad (og vil desværre blive det endnu mere), det er gældende for skolen på den måde, at man i stedet for at profitere af mindre årgange ved at gå over til tilsvarende mindre klasser med større opmærksomhed på den enkelte og dermed bedre sikring af undervisningens kvalitet, det er gældende for hjemmehjælp på den måde, at man nu ikke længere taler om tildelt timetal på ugebasis, men minuttal indenfor 14 dage eller tre uger - faktisk er det gældende alle steder.
Jeg beklager at måtte sige det, men problemet er, at en grænse et sted overskrides. Det er ikke i mange årtier, at velfærdsstaten har tilbudt universel hjælp på alle områder - og det bør den nok heller ikke, den bør kompensere dem, der ikke kan få hjælp på anden vis. Det vil alle - også den højere middelklasse - kunne forholde sig til.
Det er rigtigt, når det påpeges fra liberal side, at velfærdsstaten tilsyneladende har frembragt flere og flere ofre, der ikke kan klare sig uden hjælp. Det kan dog også godt være demografien, der er på spil: siden krigen er befolkningen vokset med 1½ mio, hvoraf mindre end en tredjedel skyldes indvandrere og flygtninge.
Historisk set blev mange - bl.a. mange i min generation - koblet af troen på nogensinde at få arbejde under nedturen i 70erne og 80erne. Efterfølgende kom det til at se anderledes ud, men ideologisk ligger det i mange - mig, f.eks. - at samfundets mål er afskaffelse af slid og slæb til fordel for demokratisk deltagelse, kulturel, filosofisk og politisk reflektion, kunstneriske oplevelser og en langt højere grad af personlig indsats for civilsamfundet, bl.a. i form af pasning af egne familiemedlemmer, når dette ikke kræver professionel indsats. Her antydes dilemmaet: at der altid vil være brug for noget arbejde, at der altid vil være nogen, hvis første incitament til at udføre de funktioner, som de i en vis grad har priviligeret indsigt til at udføre, vil være honorering. Det nytter ikke, at hjertelægen ikke føler for at operere den dag, hvor patienten har brug for det... Netop nu tales der om det på P1, så denne tirade vil blive fortsat, når gode overvejelser fra den kilde er blevet forelagt.

Karin Sørensen

@Peter Hansen:
" Det er ikke i mange årtier, at velfærdsstaten har tilbudt universel hjælp på alle områder - og det bør den nok heller ikke, den bør kompensere dem, der ikke kan få hjælp på anden vis. Det vil alle - også den højere middelklasse - kunne forholde sig til."
Det citat kunne være trukket direkte ud af flere borgerlige partiers valgprogram, men ikke desto mere utroligt sandt :o)

Problemet er, Karin Sørensen, at de borgerlige ikke for alvor vil løse det, der følger af denne indsigt: en seriøs, grundig, for alvor opgavefjernende indsats for dem, på værdig vis og med fuld respekt, der har hjælp behov.
Når vi tænker tilbage på de gode år, der blev smadret af internationale kriser, i 70erne, var systemet enkelt, fleksibelt og konkret. Hvis vi i 70erne havde haft vores egen olie, som vi fik det i 80erne, havde alt set helt anderledes og uproblematisk ud. Vil jeg mene.

Kristian Rikard

Tak for et meget velskrevet og vidende blogoplæg.
Jeg kan absolut ikke være uenig i Bent Greves overordnede betragtninger. Og især ikke omkring den forkætrede efterløn.
Men jeg fæstner mig ved sætningen "....på grund af en ændring af befolkningens aldersmæssige sammensætning er brug for at flytte penge fra børn og unge til de ældre i de kommende år". I perioden fra ca. 1950 til 2009 er børnetallet faldet fra ca. 95.00 til ca. 60.000 (og vil falde yderligere efter en opbremsning). Samtidigt er antallet (og andelen) af ældre steget enormt (jeg behøver næppe undersøge det faktiske numeriske tal). Og det går vældigt hurtigt nu om dage, da det er nøjagtigt 52 år siden "den endelige demografiske transition" satte ind i Danmark. Numerisk tåler de to tal slet ikke
sammenligning. Derfor kan Bent Greves sætning let misforstås, hvis man udleder, at det er "spares" på børn og unge kan finansiere "ældrebyrden".
For mig at se, er det helt nødvendigt med overordnede tanker som Bent Greve fremsætter dem. Jeg tror dog ikke, at det kan stå alene, hvis man ikke samtidigt ser på de enkelte store poster på finanslovens udgiftsside (og indtægsside) i kr. og øre. Det jeg savner i den løbende diskussion er en slags "Hans Bischof" anskueliggørelse af talstørrelserne. Og SÅ svært ville det ikke være, hvis man forsøgte.
Såvel finansloven som årets nationalregnskab er trods alt ikke meget sværere at forstå end hver enkelt families husholdningsbudget. Forskellen er blot, at to første indeholder en allerhulens masse enkeltposter, medens min husstands årlige budget vel kun indeholder 10-12 overordnede poster.

med venlig hilsen

Det er som der i ordet forventning i denne emnekreds ligger en egoisme, en griskhed, en krævermentalitet...... Hvor er den kommet fra .
Mine bedsteforældre forventede ikke noget.
Urtidsmennesket gik på jagt og forventede at skaffe føden. Ved egen indsats !
Kampen for tilværelsen idag går over socialkontoret, over statens forsørgelsessystem.
Vi betaler jo til det, derfor forventer vi. Vi kræver ligefrem.
Skal det vendes til noget positivt, er vi nød til at skære fedtet fra, stoppe med den generelle uddeling og begrænse os til at give/forvente hvor det er nødvendigt.
Et oprør mod den 50 år gamle lovgivning med den deraf følgende moral/forventning er den nødvendige politiske dagsorden.

Kristian Rikard

Er det ikke tankevækkende, at netop de urealiske forventninger er vokset så markant gennem de 10 år, efter en liberal regering gik til valg i 2001 på to og kun to hovedpunkter: Den offentlige sektor og værdidebatten. Ordet værdidebat betyder vel grundlæggende - når alt flommen er skåret væk -
ønsket om, at der blandt andet er overensstemelse mellem den enkelte borgers og samfundets interesser og synspunkter.

Med et af de højeste skattetryk i verden, kan man vel ikke forvente andet. At den offentlige sektor er vokset de seneste 10 år, har intet med ydelser at gøre, det modsatte var hensigten, men det gav så bagslag for de borgerlige. Servicen er på retræte, mens mistro, kontrol og mistænkeliggørelse er det der tegner dagens Danmark i offentligt regi.

Vidensadministrationen - den kollektive - og hvordan den ser ud inde i det individuelle hovede :
Den samlede pulje af 'viden'incl. 'empiri/erfaring', og i en eller anden grad underbygget 'tro' har det jo med at gro meget konkrete resultater, mulighederne for at sprænge kloden i luften - muylighederne for global velfærd - og lignende lækre attraktive ting vi alle drømmer om i deprimerede eller lystige øjeblikke.
Der er bred enighed om at eksempelvis atombomber er en nyttig ting for menneskeheden at have i sin videnspulje, men ikke et gode, som alle og enhver skal kunne benytte sig af i deres såkaldte 'selvrealisering' eller 'kamp for tilværelsen', som det kaldtes tidligere.
Det kunne godt forholde sig lignende med andre samfundsgoder, omend årsagerne vil være andre.

Det skulle være ret beskrevet f.eks at social lighed i samfundet er ret entydigt positivt for det pågældende samfunds indre tilstande - og at jo mere 'internationalt orienteret' et samfund gør sig, jo ringere har denne sociale lighed det. Man kan ikke med socialistiske indgreb eliminere fattigdom, kun rigdom.. ja øv....
Men skulle man fornægte hvad der er solidt socialpolitisk beskrevet af den grund ? Det gør man bredt i den borgerlige, og det er det væsentlige problem med dens 'bal'.

Når engang vi har fået kaldt de marginale sexuelle orienteringers libido'er til orden kan vi formentlig også henlægge kunstfærdige forplantningsmetoder i samme bunke som atombomben : kan komme ind handy en dag i sære tilfælde for menneskeheden - men et forbrugsgode ?
Der er en milliard forældreløse derude ....

Illustrartionen af artiklen her ang. kravet om mere velfærd er illustereret af en eller anden che-romantiker med banner. Det er ironisk, for det skulle jo være en socialistisk sag at moderere dette område jhinsides det egoistiske eller interesse-gruppe-mæssige krav. Måske man på venstre-'fløjen' har vanskeligt ved at se at en interessegruppe er også hvad man kunne kalde en 'mig-først-organisme' på fuldt lige fod med Den Blå Flodhest Dolph.

Etuden : At Gøre Forskel Så Forskellen Er Ens For Alle fortsætter ..

Demografiske betragtninger er aldrig anvendelige, lad kvinderne om, hvornår og hvormange børn, der skal fødes, men også de er under indtryk af samfundsomvæltninger.
Min årgang blev til i et år med den laveste fødselsrate i mands minde, mens krigen satte fødselstallet op, og de sidste ti år har jeg måtte læse om den store ubærlige ældrebyrde. Min folkepension er ikke steget nævneværdigt de senere år med skiftende konjunturer, og min generation har aldrig kendt til efterløn og førpensionering, men finder, at nyordningen må være en god lønforbedring. Nogle af os har endnu fornemmelsen af aldersrente og rationeringsmærker siddende i bevidstheden, asyler og værneskoler, lange køer og beskyttelsesrum, men befinder os vel og spekulerer på, om de nye forbrugsgenerationer har fået så megen smag for krig og kriser, at de sætter alt over styr.
Hvad forventes?

Anne Marie Finne

Hvorfor skal de velstillede ha grundbeløbet af folkepensionen - gratis hjemmehjælp - kørsel - børnepenge - jeg kender en, hvis far er mangemillionær - de får gratis hjemmehjælp hver dag + rengøring og kørsel - de har mange millioner - så der er da virkelig en del penge, som kan hentes der - men det tør de ikke røre ved og hvorfor?????

Anne Marie Finne

Der er i dag vikelig mange velbjergede mennesker med kæmpe pensioner - så er problemet virkelig så stort, som det blir blæst op til? Ældrebyrde - hvordan kan de være det - de har været med til at bygge samfundet op til de egoistiske mennesker, som findes i dag! De har også betalt skat til hospitalsindlæggelser osv. - ja John Mogensen - Der er noget galt i Danmark!

Når jeg læser alle disse indlæg, som alle taler om velfærdsstatens groteske, uhæmmede og uretfærdige vokseværk, bliver jeg virke optimistisk. Indlæggene er fornuftige og beherskede i sproget. Anderledes er det med vore modstandere. De bliver mere og mere hysteriske og ubehagelige.
Jeg kan kun opfordre til at sprede budskabet overalt hvor I færdes.
Og naturligvis til at stemme på Liberal Alliance
Godt valg nytår.

@Leo Nygaard

hvad er liberal alliance? er det en sammenslutning af partierne, venstre, konservative og de radikale?

Og hvis de er det, hvorfor så stemme på et parti der på blot ti år har handlet uansvarligt og kørt landet uansvarligt for nu at bruge Løkkes egne ord.

Knud larsen - Vi står med disse idiotiske to betonblokke. Det kan vælgere ikke gøre noget ved.
Jeg synes du skal stemme FOR noget i stedet for IMOD noget.
Ved du ikke hvad du kan stemme FOR, har du et problem. Men du kan jo blive hjemme.

Der er sandelig meget at stemme for, Leo Nygaard, først og fremmest afslutningen på den ubetinget værste periode i politikken i den tid, vi har haft et demokrati. Måske var Madsen-Mygdal værre, men han sad så kort.

Det hidtil indløbne her, Leo Nygård, kan jeg sige er :

Et plagsommeligt banner der afbryder visse internetsider med Samuelsen der snakker uopfordret ud i min stue.

En kandidat der ikke kan andet end vippe nervæst med foden og grine fåret igennem et helt langt interview, og som begår kontraktbrud for at lege med LA.

En anden kandidat som nævner slavestatsøkonomier og fascistiske diktaturer som sine 'foregangslande'.

Et parti der er til salg for penge. Og gerne tager udenlandsk valuta. Trods det, at partiet gør et stort nummer ud af at intet er gratis etc....

Det kniber med at finde det man virkelig MÅ skal stemme for, - medens det som vist hellere bør stemmes imod vælter frem på skærmen.
Så nok er LA måske en anderledes fisk i dammen, men fremstår alligevel på det sæt fuldkommen som resten af populationen.

Skal det forestille at være en version af Socialdemokratiet, som ikke bare svajer som et siv efter folkemassernes diller, så er det naturligvis fint med sådan een. LA er konciperet for højreorienteret så.

Alt er som bekendt relativt. Er man for noget , er man imod dets modsætning. Så meget for ordkløveriet, Peter.
Jeg synes heller ikke vkO se for kønne ud ( det store O er med vilje) . Men da jeg i 45 år har været overbevist liberal (Retsforbundet) har jeg ikke noget problem med at stemme på LA (Bjertnes, selv om noget heller ikke er så kønt, pga en marketing styret valgpropaganda). Tværtimod er jeg dejlig fri for vkO. Og så alligevel, for LA knytter sig jo til blå blok, nøjagtig som R til de røde.
De, der i forvejen er røde, har heller ikke noget problem. Mange radikale må derimod ha` et problem.
Derfor kalder jeg blokkene idiotiske.

Jeg har et luftkastel : R og LA løsriver sig, går sammen og danner en tredje blok. Måske endda Enhedslisten vil være med (personligfrihed, antistatskontrol, osv !!) . Derved har de en chance for at sabotere de to andre og skabe en helt ny politisk mosaik.

Ebbe Mortensen

Staten har billedligt talt forvandlet befolkningen til en redefuld fugleunger, der med vidt opspilede næb sidder og venter på, at maskineriet skal smide nogle flere velfærdskrummer ned i gabet på dem.
Politikerne svigter. Der er kun den enkeltes oprør at håbe på.

den følgende skitsrede politik sku' ellers nok ku' sikre samtlige danskere's eller samtlige protestanter's velfærd

-----

øv

det præsterne mener med: jesus er forbilledlig, er at: han er et forbillede for hvordan det bør gå hver den som modstrider at præsthverv må være lønnet.

for protestanter er sagen jo ellers så oplagt ikke at nægte præstehverv skal have løn: hver protestant skal have mindst samme løn som en biskop, for protestanter hævder jo at hver er lige dårlige/gode som præster.

Liberal alliance er i hvert fald liberal med sig selv. At partiet, som her fremgår, udspringer af De Radikale og Retsforbundet, må betyde, at når skatten for milionærerne er sat derned, hvor restskatten kan konverteres til aktier, kan jordskatten klare et par sociale udgifter, og fanden tager de sidste.

Diepgen - LA har intet udspring i Retsforbundet. Det var en personlig bemærknng og hvor mange vælgere, der kunne tænkes at at være i samme situation som mig, er helt ukendt.
Det øvrige, du skriver, forstår jeg ikke noget af, beklager.

På den ene side er man (i Retsforbundet / Gerorgismen/ liste E) tilhænger at fuldstændig personlig frihed (også kaldet anarki) og på den anden side skal samfundet drives økonomisk på fuld grundskyld. Også Glistrup mente noget derhenad og ofte i overensstemmelse med ligugsterpartiets stifter Erhard.

Morten Løkkegaard

Kære Anne Marie Finne
Dine indlæg er bekymrende. De 'velbjergede' som du vist kalder dem skal da om nogen have adgang til de services som de i højere grad en nogen andre har betalt til via marginal beskatning af deres høje indtægter... Top 10 pct af skatte betalerne står jo for en uforholdsmæssig solidaritet allerede... jeg har ikke tallet men de må have deltaget med flere gange deres 10 pct af de totale indtægtsskatter.... forklar lige igen hvorfor de så ikke skulle have hjemmehjælp betalt? de burde da få 5 hjemmehjælpere hvor andre får 1 !!!

I et samfund - hvem ejer midlerne, siden nogen får en større del af kagen end andre og alligevel tilbage har en rest, som langt overgår andres del?

(Ved at formindske i stedet for at forøge marginaliseringen i samfundet kunne mageligt hentes den manko, som statsministeren tror kan tages fra førtidspensionisterne i et regnestykke, som alligevel ikke vil give staten en øre mere i kassen, måske tværtimod.)

Morten Løkkegaard, kan du så forklare mig, hvorfor nogle mennesker, der i realiteten kan tage selv, er villige til at ansætte deres egen arbejdskraftværdi til mange gange andres?

Morten Løkkegaard

At nogen tjener mere end andre mener du? du mener vel ikke at alle fortjener at tjene det samme gør du? undskyld hvis jeg misforstår

Mvh

Nej, jeg er ikke rabiat - men jeg mener måske, at man kunne nøjes med 2-3 gange en almindelig løn, 10-20 gange finder jeg faktisk temmelig umoralsk.

Morten Løkkegaard

Kommentaren var til Peter....

Til Per kan jeg kun sige at jeg mener vores ulighed allerede er på et unaturligt stade og det er imod menneskets natur hvis den kontribuere mere end andre os får mere ud af det... alle har adgang til skole og uddannelse og så må de med lidt mindre evner jo så arbejde så meget hårdere... idag er det sjovt nok de med de største evner inden for deres felt der ligeledes arbejder hårdest... det kan der kun laves om på hvis gevinsten ved en ydeliger indsats i forhold til ingen og minimal 'deltagelse' ikke er værd at skrive hjem om...

Mvh

Morten Løkkegaard

det gik for stærkt

Til Per kan jeg kun sige at jeg mener vores ulighed allerede er på et unaturligt højt stade og at det er imod menneskets natur, hvis den der kontribuerer mere end andre ikke også får mere ud af det…

Alle har adgang til llge skole og uddannelse og så må de med lidt mindre evner jo så arbejde så meget hårdere… idag er det sjovt nok de med de største evner inden for deres felt der ligeledes arbejder hårdest… det kan der kun laves om på hvis gevinsten ved en ydeliger indsats i forhold til ingen og minimal ‘deltagelse’ ikke er værd at skrive hjem om… Mvh

Lars Peter Simonsen

Peter Hansen: Grådighed, egoisme,manglende realitetssans, mangel på empati, uvidenhed om visse befolkningers livsvilkår, kendetegnermange personer af det befolkningssegment som bl. a.Bak og Løkkegård tilhører, og de svarer som regel ikke på det de bliver spurgt om, men fordrejer og manipulerer med fakta. Og det kniber ofte med stavningen, for nu at være rigtig perfid...

Morten Løkkegaard

Hej Lars
Det er unødvendigt at blive personlig blot fordi du ikke helt er inde i de makroøkonomiske realitieter vi i hele vesten står over for i disse dage. Jeg ønsker det samme som dig men jeg tvivler på vi kan beskatte og 'fordele' os ud af det faktum af verden ikke står stille rundt om os og at vores velfærdsmodel af igår kun kan betales ved låntagning... olieindtægterne som APMøller (som typer som du uden tvivl ser som symbolet på den store kapitalistiske fjende) har garanteret er ved at rinde ud og det er de indtægfer der har forlænget vores sociale experiment i Danmark med 20 år mere end der ellers var råd til.

Det var dejligt så længe det varede men nu må vi vågne op og se realiteterne iøjnene... og acceptere at vores velstand som vi kender det er noget vi skal arbejde for selv på et nedskruet blus... Det forstår alle i folketinget, men der indtil videre ingen der tør forklare dette til den uforstående befolkning

Så lad os nu holde os til emnet... Egoisme er jo desværre i menneskets natur og Kina's og Indiens voksende middelklasse vil ikke lægge deres begærlighed på hylden blot fordi vi skulle gøre det....

Det synes åbenbart at forholde sig sådan, at det ligger i den menneskelige natur at mene, at kulturelle fortrin bestemmes af det, som man fødes til (evner, intelligens, arveforhold, fødested o.a.)