Læsetid 1.1685714285714 min.

Grønland jager ubæredygtigt

19. januar 2011

I dag inviterer de nordatlantiske folketingsmedlemmer til konference på Christiansborg om fangst af havpattedyr. Det sker under overskriften Bæredygtighed eller barbari?

I konferencens oplæg står der, at de grønlandske fangere og politikere er vrede. Vrede over at blive angrebet af dyreværns- og naturbeskyttelsesorganisationer. Vreden skyldes, at fangerne og politikerne mener, de kommer fra »samfund, som lever af ressourcerne i havet, og som i generationer har formået at udnytte dem bæredygtigt«.

At den grønlandske jagt på sæler, hvaler og havfugle i generationer har været bæredygtig, er en meget sejlivet myte. bestandene af hvalros, hvidhval, narhval, lomvie, edderfugl og ride er derimod faldet drastisk de seneste 50-100 år. I dag er dyrelivet i de grønlandske fjorde en bleg skygge af, hvad det var engang. Hvalrosserne i Vestgrønland blev udryddet af fangerne allerede i forrige århundred. I dag er det Canada, som meget modvilligt lægger hvalrosser til en grønlandsk jagt på mere end 100 hvalrosser årligt.

Den nye jagt

Jagten i Grønland har ikke været i nærheden af at være bæredygtig i årtier. Efter år 1900 fik fangerne ny teknik. Ud røg kajakkerne, og ind kom motorbåde og rifler. Havfugle, sæler og hvaler kunne nu jages endnu længere oppe ad kysten og stadig dybere inde i fjordene.

Samtidig blev den grønlandske befolkning femdoblet. Resultatet af denne usunde cocktail skal man ikke være atomfysiker for at udregne. Men alle advarsler blev overhørt af de grønlandske politikere.

Først inden for de seneste år har Grønland langsomt nærmet sig noget, der kan kaldes bæredygtig jagt. Og det kun i kraft af forskning, viden og politisk vilje. Nu er der indført fangstkvoter og kortere jagtsæson. Edderfugle må bl.a. ikke længere skydes, mens de ruger på deres æg.

I dag er der under 1000 reelle erhvervsfangere tilbage i Grønland - ud af en befolkning på 56.000. Og der bliver stadig færre. Jagt i Grønland er i dag enten et bijob for fiskere eller en fritidsbeskæftigelse for skolelærere og landsstyremedlemmer.

Alt dette får dog ikke bestandene tilbage til fordums storhed. Men tilbagegangen er stort set stoppet. Desværre er der stadig en del af jagten, man endnu ikke har styr på. I Grønland anskydes, såres og tabes stadig 25-35 procent af de skudte havpattedyr. Desuden smides meget af fangsten ud.

I Mellem- og Sydgrønland, uden for hundeslædedistrikterne, kan næsten kun sælskindene sælges. Her er der ikke kunder til det friske sælkød, som derfor dumpes i de grønlandske fjorde.

Grønlandsk presse beretter jævnligt om sådanne hændelser. Det er hverken bæredygtigt eller barbarisk. Men det er til at blive vred over!

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Claus Oreskov
Claus Oreskov

I går fik vi Thor Hjarsens indlæg i Politiken og nu i Information. Ser ud som om han føre, en regulær krig imod Grønlands befolkning. Han er ikke den første, og sikkert heller ikke den sidste qallunaaq, som mener han ved bedre, om grønlandske forhold, end landets egen befolkning. Thor Hjarsens gør hvad han kan for, at nedgøre grønlandske fangere, og afviser på det bestemteste at de nogensinde har fattet hvad bæredygtig fangst vil sige. Ren etnocentrisme vil jeg sige. At man gør tingene på en anden måde, og også har en andet forhold til naturen, end mennesker fra industrisamfund vil Thor Hjarsen ikke anerkende. Måske er grønlandske fangere ikke så sentimentale omkring naturudnyttelse som Thor Hjarsen, men de er heller ikke grådige mennesker, der bare dræber dyr for fornøjelsens skyld – eller for ren profit. Du aner ikke hvor mange fangere, jeg kender der bare er sejlet forbi en sæl, fordi vejret var så flot, og solen skinnede, så hvorfor dræbe den sæl, der sad på denne isskosse, og så fornøjet ud! Eller fangerne i Nanortalik der for nogle år siden styrtede ned på stranden, og fodrede nogle isbjørne, som var kommet på afveje. Og så er grønlandske fangere og fritidsfangere lige så forskellige, som alle andre mennesker. Den situation hvor fangst dumpes er ikke, den samme fra gang til gang, som oftest er det vejrforholdene der spiller ind. Ligesom den enkelte fanger selv vurdere hvad han vil gør – de er ikke alle sammen ens! Det er egentlig sjovt med Thor Hjarsen, han skræpper op om bæredygtig fangst og selv har han ikke forstået begrebet bægerdygtighed. Det kan man læse ud af hans sidste sætning:
”I Mellem- og Sydgrønland, uden for hundeslædedistrikterne, kan næsten kun sælskindene sælges. Her er der ikke kunder til det friske sælkød, som derfor dumpes i de grønlandske fjorde.
Grønlandsk presse beretter jævnligt om sådanne hændelser. Det er hverken bæredygtigt eller barbarisk”.
Ifølge Brundtland-rapporten så handler bæredygtighed udelukket om en population ikke udsættes for større udnyttelse end den kan reproducere sig! Bæredygtighed er altså ikke den måde, man enten æder, smider væk eller sælger produktet eller dele af produktet. Som Thor Hjarsens sikkert ved, så er der alt for mange sæler i Syd- Grønland. At udrydde nogle af dem er bare vildt pleje, kan fangeren så sælge skindet samtidig er det da godt. Vil Thor Hjarsen også have, at danske minkavlere æder minkene?

Brugerbillede for Thor Hjarsen

I dag på den grønlandske avishjemmeside sermitsiaq.gl, kan man læse at der er flere fritidsfangere end erhvervsfangere, som skyder narhvalerne i Østgrønland: " - De tidligere erhvervsfangere har fået nye job på land og dermed udfører deres fangergerning som fritidsjægere, hvilket gør antallet af erhvervsjægere færre og færre".

Den grønlandske statsradiofoni KNR.gl prydede igår deres omtale at mit læserbrev med fotos af flåede sælkroppe på en strand.

I 2008 berettede KNR om 2000 flåede sælkroppe, der på 14 dage var blevet dumpet i havet i Sydgrønland. Kun skindene var blevet brugt, da de opkøbes af hjemmestyret gennem GG.

Slutteligt tror jeg du skal læse lidt nyere referencer end Brundtland kommissionens rapport, hvis du vil være opdateret på bæredygtighedsbegrebet anno 2011. Der er løbet meget vand i elven siden 1989...

Brugerbillede for Claus Oreskov
Claus Oreskov

Hvad er det du prøver at sige: ” flere fritidsfangere end erhvervsfangere, som skyder narhvalerne i Østgrønland”. Hvad galt er der i det? Narhval er både sund og velsmagende kost, og fritidsfangerne har hårdt brug for den ekstra subsistens, de få gennem fangsten. Du skal også huske, at man stædig har tradition for at give kød gaver. Kødet bliver gennem gavegivning og gengivning fordelt ud til mange forskellige husholdninger. Jeg få selv nu og da kød fra Grønland og det betyder meget for min familie. Fritidsfangsten har ligeledes en stor kulturel og social betydning. Se f.eks.:
Finn Lynge: ”Kampen om de vilde dyr”.
PS: Du skriver at der er sket meget siden 1989. Åbenbart ikke! For mig ser det ud som om repræsentanter for kolonimagterne stædig føre en uklædelig hets, imod de arktiske folk!

Brugerbillede for Thor Hjarsen

Claus, det handler ikke om for eller imod fangst/jagt. Det handler om hvor meget fangst og jagt - og den manglende regulering i Grønland. Alle biologiske opgørelser viser tilbagegang på en række "kernearter", som er vigtige for fangerne: hvalros, hvidhval, narhval, ride, edderfugl, lomvie, etc. Det har derfor været at gøre fangerne en enorm bjørnetjeneste IKKE at sikre en biologisk og økologisk bæredygtig fangst. I dag sidder fangerne derfor i saksen: ingen fangstdyr, ingen mulighed for afsætning, ingen ordentlig løn, og social armod.
Sælskindsindhandlingen er en ren social ordning, hvor sælskind opkøbes til lager.
Fangersamfundenenes miserable tilstand kunne alverdens kloge antropologer, etnografer, økonomer, sociologer med indsigt i arktiske, oprindelige folk have set får årtier siden, og hjulpet hjemmestyret med en fornuftig fangstpolitik (ja, Knud Rasmussen udtrykte bekymring for rensdyrene med den mængde rifler man havde i Grønland allerede dengang).
I stedet har man fastholdt et billede og en selvforståelse af det oprindelige, bæredygtige fangersamfund højt mod nord.
I øvrigt spiser jeg selv masser af sæl, sildepisker, fjeldørred når jeg er i Grønland - for det smager pragtfuldt.
At rubricere mig som uvidende etnocentrist (eller etno-kolonialist), som kører en hets mod arktiske folk er simpelthen for billigt og langt under den standard for debat, som burde foregå her.
Uanset dette, vil jeg meget gerne fortsætte debatten - og gerne i et andet forum.

Brugerbillede for Claus Oreskov
Claus Oreskov

Jeg beklager, at jeg befinder mig” langt under den standart for debat som burde forgå her”, men det er jo den risiko, du må løbe når du bevæger dig ud i en offentlig debat! Jeg forstå ikke hvorfor du har behov for at udstille fangerne med diverse stereotype klicherer! Og nej jeg mener ikke, at alverdens kloge ”antropologer, etnografer, økonomer, sociologer”, skulle have ” hjulpet hjemmestyret med en fornuftig fangstpolitik” som du skriver. Jeg mener nemlig at grønlandske politikere, sammen med fangerne og KNAPK sagtens selv kan holde orden i deres eget land. Antropologer med indsigt i arktiske forhold har en helt anden funktion. Vi skal formidle viden til vores egen politiske verden, og bekæmpe overtro og stereotyper om fangerne og deres erhverv.
Så skriver du: ” Knud Rasmussen udtrykte bekymring for rensdyrene med den mængde rifler man havde i Grønland allerede dengang”. Det er både rigtigt og forkert. For det første var det ikke Grønland som sådan, men Thule kommune der var tale om. For det andet var det ikke Knud Rasmussen der udtrykte bekymring, men fangerne i Thule. De troede fejlagtigt at tilbagegangen af ren estanden skyldtes indføring af rifler. De var nemlig ikke i stand til at gennemskue de natrrlige op – og nedgange i renpopulationerne, idet disse svingninger i renbestanden, forgår i cyklusser som svinger i op til 100 år eller mere. Se Morten Meldgaards forskning desangående!