Hvem tør gå i rette med Ungarn?

Alle parter var enige om, at der ikke var grund til opstandelse, da Viktor Orbán overtog EU-formandskabet den 1. januar. Unionens teknokrater er øjensynligt helt indforståede med at lade Orbán spille stor mand på den internationale scene, så længe han lader Bruxelles styre Europa bag kulisserne. Bruxelles har til gengæld forsikret Orbáns Fidesz- parti, at man ikke vil se alt for nøje på, hvordan han styrer Ungarn.

Begge parter vil helst fremture i den forstillelse, at Ungarn er et anstændigt demokrati og ikke diskutere, hvad det er for en hæslig lille stat, der er ved at vokse frem inden for Europa grænser. De europæiske lederes tavshed vil passe Fidesz glimrende. Siden det vandt en jordskredssejr over en korrumperet og inkompetent ungarsk venstrefløj, har det stræbt efter at forvandle Ungarn til et ... nå ja, jeg vil endnu ikke gå så langt som til at kalde det et neofascistisk land, men notere, at der udgår en ækel, gammel stank fra det 'nye samfund', som Orbáns patrioter bygger op ved Donau.

En smagsprøve på denne dunst kan opleves ved at dykke ned i Fidesz' propaganda. Partiets første aktion efter magtovertagelsen var at give ordre til, at alle offentlige bygninger skulle bringe et opslag med en passage fra dets manifest:

»I foråret 2010 samlede den ungarske nation atter sine kræfter og skabte en vellykket revolution i stemmeboksene«, var budskabet til landets borgere.

Og det burde de juble over, for Fidesz vil føre Ungarn imod en ny og lysende morgendag, som skal bygge på »arbejde, hjemmet, familien, sundhed og orden«.

Fidesz sikrede sig dernæst kontrol over private pensionsmidler, indskrænkede beføjelserne for en højesteret, der kunne have fundet på at hævde sin suverænitet, og nedsatte et medieråd, som kan pålægge alle publicister eksorbitante bøder for så diffust definerede forbrydelser som »krænkelse af den menneskelige værdighed«. Dette råd har det selvsagt fyldt med partiloyalister, og de ungarske aviser og magasiner trykker nu allerede blanke sider i protest mod tilløb til indførelse af officiel censur.

'Bøsse, pervers og jøde'

Robert Alföldi, direktør for Nationalteatret i Budapest, har på første hånd erfaret, hvilket had et Ungarn, som bygger på »arbejde, hjemmet, familien, sundhed og orden«, genererer. Før jul gik demonstranter fra Jobbik - et parti, hvis holdninger til jøder og romaer gør, at det med føje kan betegnes som neofascistisk - på gaden med kravet om, at han fjernes fra sin post. Hvorfor? Fordi han var »bøsse, pervers og jøde«, råbte de.

Nærmere kunne de ikke præcisere Alföldis brøde. At han er homoseksuel er korrekt. Han tillod også de ungarske nationalisters traditionelle bussemænd i den rumænske ambassade at reservere et lokale i teatret, men bødede siden på forseelsen ved af annullere reservationen efter voldsom protest. Det eneste gode eksempel, højreradikalisterne har kunnet finde på hans seksuelle »depravation«, var en plakat for Alföldis opsætning af Aristofanes' Lysistrate, der - helt i tråd med stykkets seksuelle tema - frem- viste en fallos.

Jobbik blev en politisk magtfaktor, man måtte regne med, da det fik hele 17 procents tilslutning ved valget i maj. Orbáns Fidesz er rede til at imødekomme dets krav. Anna Lengyel fra Budapest-produktionsselskabet PanoDrama fortæller mig, at politikere i Ungarns parlament vrængende kalder Alföldi for Roberta - han er jo bøsse, ikke sandt? - og at hun forventer, at Fidesz inden længe vil få ham presset ud. Hun understreger, at Ungarn ikke er et højrediktatur, men udtrykker samtidig bestyrtelse over, at EU ignorerer truslerne imod kunstneres, dommeres og journalisters uafhængighed.

Heldigvis bider ikke alle europæere sig i tungen. Navnlig Angela Merkels regering er trådt i karakter og har gjort sin demokratiske pligt og demonstreret. Alligevel er EU's overvældende ønske tydeligvis at holde facaden og undgå ubehagelige konfrontationer. En højt- stående EU-embedsmand udtaler til The Economist, at Fidesz jo blev valgt på et stærkt mandat om forandringer. Hvis disse forandringer involverer undergravelse af fundamentale rettigheder, kommer det åbenbart ikke Bruxelles ved.

Autoritære kræfter

For øvrigt kan man sætte spørgsmålstegn ved, om »højreradikal« nu også er det rette begreb til at forstå de skumle kræfter, som er kommet i spil i Europas periferi. Når mine kontakter i Ungarn forestiller sig en dystopisk fremtid, er det ikke et højreradikalt diktatur, de ser for sig, men snarere noget i retning af Aleksandr Lukasjenkos postkommunistiske Hviderusland, som stadig draperer sig i socialismens sprogdragt og dyrker alliancer med nominelt venstre- orienterede som Hugo Chávez. Hvad skal man efterhånden lægge i højre/venstre- termerne? Det venstreorienterede Hviderusland angriber pressefriheden med samme ildhu som det højreorienterede Ungarn - og, må vi tilføje, Chávez' Venezuela. I Ungarn går højrefløjen efter direktøren for Nationalteatret. I Hviderusland går den gamle Sovjet-elite efter Belarus Free Theatre, hvis skuespillere jeg så optræde i London i 2010, uden at ane, at de ville være på flugt fra deres hjemlands hemmelige politi i 2011.

Wikileaks' optræden i forhold til Hviderusland bekræfter det indtryk, at det er forfejlet at inddele autoritære bevægelser efter arbitrære kategorier. Jeg forestiller mig, at de fleste læsere opfatter Wikileaks som et venstreorienteret foretagende og ser Julian Assange som en fribytter, der kæmper ytringsfrihedens sag. Men i Hviderusland og Rusland lader Wikileaks sig ikke desto mindre repræsentere af en Jöran Jermas, en notorisk antisemit og Holocaust-benægter, som bestemt ikke står i første række, når de tyranniske regimer i Moskva og Minsk kunne have behov for offentlig udhængning.

Under sådanne grumsede omstændigheder er al snak om venstre og højre ren distraktion. Europa har demokratiske og autoritære kræfter. Og de autoritære lyder alle vegne ens, når de lovpriser den nationale orden og håner demokratisk regeringsførelse som bedrag. Ramt af bankkrakket, en af den vestlige kapitalismes katastrofer, og af eurozonens manglende evne til at håndtere krisen er de demokratiske kræfter mange steder trængt i defensiven. Mens dets økonomiske visheder smelter, burde EU med større styrke hævde sine liberale politiske værdier og gå i rette med alle autoritære regimer, der truer dem.

Ved 2011's begyndelse viser Ungarns ildevarslende eksempel, at EU foretrækker at dukke sig frem for at markere et principielt standpunkt. Det lover ikke godt for det nye år.

© The Observer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen