Kildebeskyttelse – ædel afdækning eller lusket spin

Når TV2 påberåber sig retten til kildebeskyttelse i Lækagesagen, holder de måske hånden over spindoktorerne. Paradokset er, at demokratiet kan undergraves ved hjælp af regler, der netop er til for at sikre demokratisk kontrol gennem en fri presse
Jacob Winther, forhenværende pressechef for tidligere forsvarsminister Søren Gade (V), er en af dem, der har været under mistanke i den såkaldte Lækagesag.

Jacob Winther, forhenværende pressechef for tidligere forsvarsminister Søren Gade (V), er en af dem, der har været under mistanke i den såkaldte Lækagesag.

ERIK LUNTANG
27. januar 2011

I morgen behandles den såkaldte Lækagesag i Højesteret. Umiddelbart er spørgsmålet, om TV 2 skal afsløre, hvem der lækkede hemmeligstemplede oplysninger om, at Jægerkorpset var på vej til Afghanistan. Bag det spørgsmål ligger en langt mere vidtrækkende diskussion om det grundlæggende formål med princippet om pressens kildebeskyttelse.

Kan medierne påberåbe sig denne ret, når de får fat i oplysninger, som er røbet ud fra andre bevæggrunde end ønsket om at afdække noget af samfundsmæssig betydning? Tavshedspligten kan jo være brudt som led i aktivt spin, f.eks. for at kaste glans over nogen eller belaste modstandere.

Demokratisk misbrug

Demokratiets bygger på, at ytrings- og informationsfriheden udfoldes. En fri presse skal kunne agere som offentlighedens vagthund public watchdog. Lovreglerne om kildebeskyttelse er derfor en hjørnesten for pressefriheden.

De er imidlertid ikke til for mediernes egen skyld. Derfor kan der være pligt til at afsløre en kilde, når der er vægtige samfundsmæssige hensyn. Det er anerkendt af Europadomstolen med afsæt i menneskeretskonventionens artikel 10. I sagen Goodwin vs. UK angav domstolen kriteriet for ophævelsen af kildebeskyttelsen som »an overriding requirement in the public interest«. Spørgsmålet er, om det kan gøres gældende i Lækagesagen.

Lækagesagen handler om, hvorvidt spindoktorer og andre med luskede motiver skal kunne gemme sig bag kildebeskyttelsen. Kan de det, vil et af demokratiets ædleste principper kunne misbruges i fordrejningens og afledningens tjeneste, f.eks. til at flytte fokus fra en belastende sag ved at begunstige en pressekontakt med en god historie på bekostning af en tavshedspligt.

Tavshedsbrud

Lækagesagen startede, da TV 2 den 26. april 2007 erfarede, at Jægerkorpset skulle til Irak for at beskytte danske tropper. Forsvarschefen bad TV 2 om at afstå fra reportager, der kunne bringe soldaters liv i fare. Men da også Jyllands-Posten forberedte sig på at dække missionen, bragte TV 2 alligevel historien.

Daværende udenrigsminister Per Stig Møller beskyldte oppositionens medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn for at havde lækket oplysningerne. Men Nævnets møde om missionen fandt først sted efter, lækagen var sket, hvilket snart blev afklaret.

Næsten tre år efter fremkom journalist og dokumentarfilminstruktør Christoffer Guldbrandsen så med en opsigtsvækkende melding om, at det var forsvarsminister Søren Gades spindoktor, Jacob Winther, der havde lækket den fortrolige information til journalist ved TV 2, Rasmus Tantholdt. I filmmagasinet Ekko kritiserede han det tætte forhold mellem journalister og Forsvarsministeriet og udtalte bl.a.:

»Den 25. april er TV 2s Rasmus Tantholdt sammen med Søren Gade på besøg i den danske lejr. Under optagelserne bliver lejren angrebet, og forsvarsministeren må søge ly under et bord ... Dagen efter flyver de hjem sammen. Få timer efter de er landet, ringer Gades rådgiver, Jacob Winther, til Tantholdt Winther fortæller, at Søren Gade har besluttet, at der skal sendes jægersoldater til den danske lejr for at sætte en stopper for oprørernes angreb.«

Den hemmelige fil

Guldbrandsen havde en lydfil, der dokumenterede dette, hvilket blev bekræftet af hans advokat, Anders Németh. Herefter indgav et folketingsmedlem politianmeldelse mod Winther.

Flere pressefolk gav udtryk for, at der på TV 2 var udbredt kendskab til, at kilden ganske rigtigt var Winther. Gade afviste dog en uvildig undersøgelse, og kort efter trådte han tilbage, ligesom Winther forlod sit job i ministeriet. I lyset af en mail fra advokat Németh til politiet blev Winther senere sigtet for brud på tavshedspligten.

Det viste sig efterfølgende, at lydfilen var optaget af journalist ved DR, Nils Giversen. Da ledelsen i DR opdagede det, inddrog man materialet og bortviste Giversen. Filen blev taget i forvaring af daværende generaldirektør Plummer, der dog afspillede den for sin bestyrelsesformand, Michael Christiansen.

Som led i efterforskningen, ønskede politiet kildens identitet oplyst af nyhedschefen på TV 2, Michael Dyrby, samt journalist Tantholdt, der begge påberåbte sig ret til kildebeskyttelse. Desuden skulle lydfilen udleveres, hvilket DR nægtede. Herefter kørte sagen ved domstolene. Byret og landsret nåede forskellige resultater, hvorefter sagen gik videre til Højesteret.

Samfundshensyn?

Efter retsplejeloven må hensynet til kildebeskyttelsen vige, hvis det er afgørende for opklaringen af en alvorlig straffesag, hvor »hensynet til opklaringen klart overstiger massemediernes behov for at kunne beskytte deres kilder« (rpl. § 172, stk. 5). Der forudsættes her en strafferamme på fængsel i mindst fire år.

Retsplejeloven har også en bestemmelse om vidneansvar, når kilden har brudt en tavshedspligt (rpl. § 172, stk. 6). Denne regel gælder dog ikke, hvis det må antages, at kilden har villet »afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning«.

Byretten fandt ikke, at dette var tilfældet. Det var nemlig ikke af samfundsmæssig betydning, at videregive den fortrolige information til pressen »på det pågældende tidspunkt, hvor jægersoldaterne endnu ikke var ankommet til Irak«. Derfor nyhedschefen og journalisten blev pålagt at afgive forklaring, da offentlighedens interesse i at få kendskab til missionen bedst kunne tilgodeses, når der ikke længere var risiko ved videregivelse af oplysningerne. Så uanset hvem lækken var, kunne et brud på tavshedspligten ikke med rimelighed tilskrives et ønske om at tilgodese bredere samfundsmæssige hensyn. Lydfilen blev anset for at være af sekundær betydning, men retten tog forbehold for, at sagen senere kunne stille sig anderledes, hvis det stadig kneb med opklaringen.

Landsretten fremhævede, at offentliggørelsen muligvis havde bragt soldaternes liv og helbred i fare ved at »give de personer, som beskød den danske bataljon i Irak, mulighed for at indrette sig på ankomsten af de danske specialstyrker«. Retten fandt imidlertid ikke, at politiet havde gennemført alle relevante og forholdsmæssige efterforskningsskridt, eller at forsvaret tilstrækkeligt overbevisende havde godtgjort risikoen for soldaternes liv og helbred.

Landsrettens resultat kunne imidlertid være blevet det samme som byrettens, hvis myndighederne havde gjort sig mere umage med at få sagen oplyst.

Spindoktorer beskyttes

TV 2s nyhedschef gjorde såvel i by- og landsretten som i andre udtalelser gældende, at det var af stor samfundsmæssig betydning at bringe det omstridte indslag, fordi Danmark var i krig. Under en paneldebat ved journalisternes årskongres spurgte jeg ham, om de redaktionelle overvejelser også inddrog risikoen for et forhøjet drabstal, og om det blev set som en mulighed at vente med nyheden, indtil faren for soldaterne var drevet over. Spørgsmålet blev ikke besvaret.

Dyrby udlægger loven på den måde, at kildebeskyttelsen altid skal opretholdes, hvis offentliggørelsen af en oplysning efter redaktionens opfattelse er af samfundsmæssig betydning.

Det afgørende er imidlertid ikke, om en redaktør eller en journalist har villet afdække noget, men om kilden har villet. Loven beskytter whistleblowers, deep throats og andre, der mener at have kendskab til kritisable forhold. Formålet er ikke at give ly til spindoktorer eller andre, der lækker fortrolige oplysninger for at skaffe deres minister mediedækning og god omtale eller for at skaffe sig goodwill hos pressekontakter.

Formålet er heller ikke at beskytte pressefolk eller medievirksomheder, der lader sig spænde for sådanne personers vogn. Det giver ingen mening at påstå, at disse har villet afdække forhold, som det er af samfundsmæssig betydning at offentliggøre.

I Lækagesagen er det meget svært at se, at det skulle være af samfundsmæssig betydning at bringe soldaters liv og lemmer i fare ved på forhånd at røbe deres mission. Sagen handler derfor ikke om kildebeskyttelse i sædvanlig forstand. De implicerede har nærmest svigtet deres ansvar ved at tage imod oplysninger til baggrund, og efterfølgende dække over lækken, frem for at afdække det luskede spin.

Formålet med princippet om kildebeskyttelse er, at give plads til oplysninger, der kan være ubelejlige for nogen, ikke at beskytte magthaverne.

Jørn Vestergaard er professor i straffere ved Københavns Universitet

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Nordahl Svendsen

Det er interessant, at jurister som nu Jørgen Vestergaard, og før ham Oluf Jørgensen, rokker ved kildebeskyttelsens hellighed, når afgørende samfundsinteresser er på spil, og medierne blir manipuleret af spin. Journalister vil uden tvivl reagere skarpt. Jeg mener dog, lækagesagen giver anledning til andre overvejelser end spørgsmål om kildebeskyttelse.
Vestergaard henviser til, at menneskeretskonventionens artikel 10 kan ophæve kildebeskyttelsen. Efter min opfattelse kan artiklens ord om "ret til at modtage oplysninger" også forstås som publikums ret til information om væsentlige samfundsanliggender. I radio- og fjernsynsloven - tilfældigvis også § 10 - bliver det præciseret til, at "Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden", som gælder for DR pg TV 2. På den baggrund vil jeg hævde, at begge stationer har haft pligt til at oplyse, ikke nødvendigvis hvem der var kilden, men at kilden til lækagen ikke var fra udenrigspolitisk nævn, forudsat de lå inde med denne viden, hvilket alt tyder på, de gjorde. Det er nemlig et væsentligt samfundsforhold, om udenrigsministeren har ret i sin beskyldning mod opositionen eller ikke.
Hvis TV 2 ikke bringer denne vigtige oplysning, er det Radio- og tv-nævnet, som tilsynsmymndighed, der skal tage stilling til, om § 10 hermed er fulgt. For DR, som ikke er underlagt Radio- og tv-nævnets tilsyn, er det bestyrelsens ansvar, at loven overholdes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Sørensen

Der nævnes for så vidt intet, i lovgivningen omkring kildebeskyttelse, om kildens motiver for at vidergive oplysningerne. Derfor er spekulationerne omkring beskyttelse af kilder, hvis disse agerer som kilder i kraft af deres stilling som spinkdoktorer, direkte tåbelige - paragraffen, i retsplejeloven, der omhandler kildebeskyttelse, tager cirka 5 minutter at gennemlæse (inkl. et par minutter til reflektion over det læste). Hvorfor der naturligvis ikke er nogen undskyldning for at opbygge en hel artikel på en eklatant fejltolkning af lovgivningen og ræsonnementet bag denne lovgivning.

Den del af den såkaldte Lækagesag, der omhandler de involverede journalisters/mediers ret til kildebeskyttelse, handler sådan set udelukkende om hvorvidt (og her citerer jeg loven direkte) "det må antages, at forfatteren eller kilden har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning".
Sagen handler altså ikke og kan i øvrigt slet ikke handle om "hvorfor". Sagen handler derimod om "hvad" og hvilken samfundsmæssig betydning dette har. Der er altså en forskel og endda næppe en så subtil forskel, at man ikke skulle kunne forvente en journalist nemt kunne skelne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Sørensen

Hov... Ikke en journalist, men en professor i strafferet. Ikke at det gør det hele bedre. Man skulle tværtimod mene en professor i strafferet nemt kunne finde ud af at læse en temmeligt simpel lovtekst. Men på den anden side bliver professoraterne jo ikke altid uddelt til de forskere, der forsøger at koge mindst suppe på de intellektuelle søm ;)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tom Paamand

Professoren tramper videre i den gamle vildmand, at det "kunne bringe soldaters liv og lemmer i fare på forhånd at røbe deres mission". Missionen var ikke hemmelig, så snart kasernen og dens mange soldater var i færd med at pakke til missionen, gik der rygter i området.

Forsvarets daværende efterretningschef, Jørn Olesen har forlængst afsløret, at det var Søren Gade selv, der pralede overfor TV2-journalisten. Og uanset hvordan det foregik, så tvivler jeg på diverse oprørere i Basra kunne gøre hverken fra eller til, bare fordi de fik besked om forstærkningerne i god tid. Stråmandsforsvar...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Lom

Jeg tror aldrig nogen havde forestillet sig en situation som denne, hvor et medie dækker over kriminelle handlinger som er udført i et ministerium.
Derfor kan Vestergaard godt have ret i sit synspunkt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Nielsen

TV2 har en klar interesse i at bevare et godt forhold til forsvarsministeriet. Deres reportager fra Afghanistan afhænger af dette. TV2 har i de sidste par år satset mange ressourcer på at være førende i felten. Denne satsning er helt og holdent afhængig af forsvarets velvilje. Dette sætter man ikke på spil bare for at styrke demokratiet i DK.

Kort sagt; Tantholdt så Søren Gade skide i bukserne under et mortér angreb i Basra. Pga. et misforstået klichépræget billede af sin mandighed kunne Gade ikke risikere at denne historie kom ud. Derfor kontaktede Winther Tantholdt allerede mens denne sad i en taxi på vej hjem fra turen til Basra og forærede ham en godbid mod at hemmeligholde Gades reaktion.
Det værste af det hele er at ingen kan vide hvordan man reagerer under beskydning så lige meget hvor "umandigt" Gade reagerede ville ingen tage notits.....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars R. Hansen

DR og TV2 - bør ikke kunne påberåbe sig kildebeskyttelse i sådan en sag - det kan ikke være pressens opgave at skjule kriminelle handlinger i den slags sager.

Jens Nielsen,

ja, Gade optræder totalt hysterisk og var fuldkommen skrækslagen - det fremgår alt for tydeligt:

http://www.youtube.com/watch?v=doXvkc-lP48

Eller osse tog Gade alarmen for hvad det var - mere ubelejligt end farligt - og sammenhængen mellem jægerlækagen, raketangrebet og Gades reaktion herpå findes kun i hovederne på fantaster.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Sørensen

Lars Hansen

Omvendt er det heller ikke pressens opgave, at agere politiets eller advokaternes forlængede arm. Det er sådan set derfor man har lovgivningen omrking kildebeskyttelse.
Uden i øvrigt at forholde mig til sagens konkrete indhold, så er jeg helt på mediernes side her. Pressen har en etisk forpligtelse til altid at beskytte deres kilder - også selvom det betyder man kommer ud i situationer, hvor man prøver grænserne af for hvor langt kildebeskyttelsen rækker.
Kildebeskyttelse er jo en essentiel bestanddel af pressens rolle som den "fjerde statsmagt". Dvs. hvis man går ind og opstiller et etisk regelsæt, hvor grænserne er flydende og pressen skal vurdere hvilke kilder de vil/bør beskytte og hvilke der ikke skal beskyttes, så underminerer vi hele vores samfundsstruktur.
Med andre ord er det en kæmpe misforståelse, at stille det her op som om pressen beskytter bestemte kilder, fordi de er "venner" eller i en eller anden form for "lomme" på disse kilder. Hvis det ikke er en direkte misforståelse er det ihvertfald en totalt ubegrundet påstand, at fremstille den her sag som om at pressen har foretaget et decideret valg, i forhold til den specifikke kilde, om at "den her kilde bør vi beskytte".
Som udgangspunkt beskytter pressen ALLE kilder, også røvhullerne og de kriminelle af slagsen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Lom

Nu er der bare det ved denne sag at TV2 og DR ikke kun ønskede at beskytte deres kilder, de ønskede faktisk at beskytte befolkningen om at oplysninger overhoved eksisterede.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars R. Hansen

Kim Sørensen

Kildebeskyttelsen - er og kan ikke være total - men må eksistere indenfor lovens rammer. At kildebeskyttelse som en generel regel er udmærket og gavnlig for pressens virkemuligheder og samfundet - er der næppe mange som er uenige om.

Men i den konkrete sag - er den kat muligvis uden af sækken - da Rasmus Tantholdt angiveligt allerede har røbet sin kilde over for Guldbrandsens mand i DR. Dermed står vi altså med sag - hvor Tantholdts åbenmundethed - egentligt har gjort spørgsmålet om kildebeskyttelse irrelevant.

Dertil kan man sætte et stort spørgsmålstegn ved DR og TV2's journalistiske væsentlighedskriterier i den konkrete sag - altså hvilken historie er det relevant at befolkningen oplyses om - at der (muligvis) er en eller flere højtstående personer i statsapparatet, der forsætligt eller groft uagtsomt røber oplysninger (som antages at bringe danske soldater i fare) må være en historie som pressen burde finde overordentlig væsentlig.

Selv mener jeg en sådan historie er så væsentlig - at hensynet til kildebeskyttelsen for sådanne personer i statsapparatet burde vige for større de samfundshensyn i den konkrete sag - og det er tilmed min påstand, at den generelle tiltro til DR og TV2's vilje og evne til at beskytte sine kilder ikke vil lide væsentlig overlast, dersom de ligger deres oplysninger åbent frem i den konkrete sag.

Under alle omstændigheder må tilliden til Tantholdts vilje og evne til at beskytte sine kilder vel siges at være tabt for længst - og det kan ikke være pressens opgave, at skjule eventuelle beviser for politi og anklagemyndighed - for at beskytte de rester af tillid Tantholdt i den forbindelse måtte have i behold.

Højesteret kommer forhåbentlig til samme slutning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Kim Sørensen påpeger meget rigtigt, at loven lægger op til en afvejning af relevansen for kildebeskyttelse - i et omvendt magtperspektiv, kan man sige, således at den mest ubekvemme kilde har størst krav på beskyttelse.
Med Kim Sørensens påpegning er der imidlertid al grund til ikke at bruge kildebeskyttelsen i denne sag,

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Sørensen

Lars Hansen

Jamen jeg er fuldstændig enig med dig i at kildebeskyttelse er noget der skal tages stilling til i det konkrete tilfælde (sag for sag). Men der hvor kæden hopper af er hvor man lægger den stillingtagen over på journalisternes/mediernes skuldre. Dels er der intet i loven, der taler for den antagelse. Dels er det i modstrid med grundlæggende presseetik - faktisk mener jeg aldrig der har været et dansk eksempel på et medie eller en journalist, der har der brudt med det presseetiske princip om altid at beskytte sine kilder... hvilket vel siger en del om hvor stor principiel betydning begrebet har for journalistikken.

De eneste, der skal tage stilling, til om kildebeskyttelsen skal ophæves i en konkret sag, er sådan set domstolene.
Med andre ord handler DR og TV2, i den konkrete sag, 100% i overensstemmelse med praksis og jura på området - så vidt jeg ved er det jo ikke strafbart, hvis et medie eller en journalist, der er dækket af lovgivningen, nægter at udlevere oplysninger om bestemte kilder, før der forelægger en dom, der påbyder dem at udlevere oplysningerne.
Derfor er diskussionen jo skudt fuldstændigt ved siden af målet. Jeg synes faktisk det er forrykt, at en så juridsk kompetent person, som en professor i strafferet må antages at være, kan finde på at rode sig ud så misforstået en polemik.

At professoren (og andre) så muligvis ønsker lovgivningen og/eller de presseetiske principper ændret er jo en helt anden sag. Men så må man jo argumentere herfor.
At hive påstande og antagelser ud af den blå luft er sgu for useriøst - ikke mindst for en professor i strafferet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lulu Nielsen

Hht den hellige kildebeskyttelse så undrer det mig såre at Rasmus Tantholdt afslørede sin kilde til Giversen. Det er da ikke kildebeskyttelse -med mindre at mediedanmark er blevet en stat i staten. En stat med sine egne regler, der handler om at dække over magtfordrejning og skjule sandheden for os skatteborgere der betaler deres løn. Lige meget hvordan man vender og drejer denne sag, så er noget "råddent i Danmark". I min optik har Tandholdt et forklaringsproblem og bør fjernes fra skærmen omgående. (Hvad angår Jacob Winther, så må tiden vise hvad man stiller op med ham)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars R. Hansen

Kim Sørensen,

efter nærmere overvejelser - vil jeg medgive, at du kan have en god pointe - når du fastholder at DR og TV2 som udgangspunkt altid må insistere på kildebeskyttelse så langt som loven nu tillader det.

Og vi derfor ikke bør appellere til DR og TV2, men rettens fornuft i denne sag.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Kildebeskyttelse skal ikke ophæves, hvis det er muligt at finde frem til oplysningerne på anden vis. Og der har Politiet stadig ikke taget de skridt, de kan.

Siden kan Tantholdt og TV2 ved retten blive dømt til at afsløre sin kilde. I lyset af den påståede farlighed ved den lækkede oplysninger, er sagen rigeligt vægtig til at kunne påtvinge en journalist at se bort fra kildebeskyttelse.

Det gælder for kildebeskyttelse, som for ytringsfriheden, der begge er sikret ved lov. At man skal have mulighed for at tale magthavere, magtfulde og slyngler imod, og udstille deres handlinger, uden at risikere repressalier.

Journalister er uddannet i den ærværdige metier, der handler om at oplyse, at være kritiske og det som de ved skåltaler kalder "den fjerde statsmagt". Det kan derfor undre, at journalister uddannet med disse fremragende formål og værdier, ikke finder det direkte væmmeligt, at nogle der har samme uddannelse som dem selv, lader sig bruge til at hindre og afspore de rigtige journalister i at udføre den opgave, de har.

Blandt læger, er der også enkelte brodne kar, der beskæftiger sig med doping, groteske varianter af plastikkirurgi og sikkert også tortur. Det er muligt, at der er gode penge i den slags. Men deres kollegers fordømmelse eller i det mindste misbilligelse, for at have svigtet deres professionelle og faglige ed, kan de være sikre på.

Journalister, der perverterer og korrumperer de værdier deres faglige credo hviler på, modtager derimod ikke fagfællernes fordømmelse, men anses for at være mediestjerne. De bedste blandt de bedste. De burde ekskluderes af DJ, og enhver journalist med selvrespekt burde hvis ikke ligefrem nægte at tale med dem, så i det mindste afvise at de har ret til kildebeskyttelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars R. Hansen

For DR er kilden jo (angiveligt) Tantholdt - altså kilden til, hvem der er TV2's kilde til jægerudsendelsen - ikke kilden til jægerudsendelsen.

Derfor har DR vel samme ret til at påberåde sig kildebeskyttelse som TV2 måtte have det - måske DR's sag endda står stærkere end TV2's ditto, da DR jo ikke skjuler eventuelle beviser for en persons eller personers kriminelle handlinger.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Lars,

det afhænger af hvad der er på lydbånden. Blandt de få der vides er bekendt med indholdet (Giversen, Guldbrandsen, Nemeth, Plummer, Michaelsen) har enkelte udtalt sig om indholdet - samstemmende at der er tale om at Tantholdt erklærer, at hans kilde er Winther.

Af hvilken grund og i hvilken anledning Tantholdt øjensynlig krænker kildebeskyttelsen han mener han skylder Winther, kan man spekulere sig rundtosset over, hvis man lyster.

Hvis Giversen har lokket Tantholdt til at bekræfte mistanken mod Winther, under dække af kollegial medsammensvorenhed om at holde tæt, kan jeg se, at DR kan hævde en etisk forpligtelse til at mene, at det er uegnet til offentliggørelse. Eller rettere - udlevering til Politiet, i deres undersøgelser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lulu Nielsen

Jeg synes at det er et problem for demokratiet, at magthavere der ikke vil afsløres i smudsige ting, gavmildt kan lette deres hjerter til landets journalister, og så kræve kildebeskyttelse bagefter. Når det er tilfældet så må loven snaretst laves om.

Andre der virker i Statens tjeneste ( Psykologer, læger, præster, socialrådgivere etc, har ikke tavshedspligt, hvis deres viden kan forhindre kriminelle handliger, eller hvis Statens sikkerhed er på spil.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Ursula Nielsen:
"Andre der virker i Statens tjeneste ( Psykologer, læger, præster, socialrådgivere etc, har ikke tavshedspligt, hvis deres viden kan forhindre kriminelle handliger, eller hvis Statens sikkerhed er på spil."

Er du sikker på det?

Uden at have undersøgt det nøjere, mener jeg at tavshedspligt gælder for mange grupper, hvor det handler om at varetage klienters interesser. Som læge, sygeplejerske, advokat, revisor, psykolog, præst eller anden sammenhæng. Der er tale om så godt som en ubetinget pligt, som man kun under helt særlige omstændigheder kan og skal give køb på.

F.eks. er der ikke anmeldepligt i kongeriget, men der er en regel om, at hvis er vidende om, at en person er blevet uretmæssigt dømt for en forbrydelse, har man pligt til at anmelde det. I sådan en situation, er det formodentligt helt på sin plads at afveje tavshedspligten, og sørge for at myndighederne informeres om den uretmæssigt dømte, på en måde så man ikke bringer ens klient i uføre.

Som nævnt, er jeg ikke helt sikker på, om det forholder sig beskrevet. Jeg lader mig meget gerne oplyse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Sørensen

Man har i visse tilfælde pligt til at anmelde forbrydelser. Hvis man f.eks. har kendskab til en endnu ikke udført forbrydelse, der er til fare for andre mennesker, så har man faktisk pligt til at anmelde det til politiet. Men generelt er det rigtigt, at der ikke er anmelderpligt i Danmark.
Der Ursulas misforståelse opstår er i forhold til de særlige pligter og ansvar, folk ansat i visse fag har. Dvs. det er ganske rigtigt, at visse faggrupper, i kraft af deres job, pligt til at anmelde visse former for forbrydelser - også efter de er sket. Men det betyder ikke, at alle mulige andre mennesker har pligt til at anmelde de samme ting... og i den forbindelse er journalister at betegne som almindelige borgere.

Det der er det essentielle og også der Ursula går galt i byen, er at anmeldepligt og vidnepligt er to vidt forskellige begreber.
Anmeldepligten er jo ret begrænset i Danmark, for almindelige borgere (og journalister) - med visse undtagelser har INGEN anmeldepligt i Danmark. Mens vidnepligten er ret udstrakt - med visse undtagelser har ALLE pligt til at afgive vidneforklaring.
Det er med andre ord vigtigt, at man skelner mellem vidnepligt, anmeldepligt og særlige pligter pålagt bestemte faggrupper - ellers bliver det umuligt, at forholde sig emnet, på noget der bare minder om en saglig måde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Sørensen

Søren

Det er ikke sandt. Men nok om det - anmeldepligten er jo ikke relevant for indeværende diskussion.

Bare for at få den helt ud af verdenen vil jeg lige henvise til straffelovens § 141, hvor man kan finde ud af hvornår man har anmeldepligt i Danmark.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Straffelovens § 141:

Den, som er vidende om, at nogen af de i §§ 98, 99, 102, 106, 109, 110, 111, 112 og 113 omhandlede forbrydelser mod staten eller de øverste statsmyndigheder eller en forbrydelse, der medfører fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier, tilsigtes begået, og som ikke gør, hvad der står i hans magt, for at forebygge forbrydelsen eller dens følger, om fornødent ved anmeldelse til øvrigheden, straffes, hvis forbrydelsen bliver begået eller forsøgt, med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Stk. 2. Den, der undlader at foretage sådanne forebyggelseshandlinger, straffes dog ikke, hvis deres foretagelse for ham selv eller hans nærmeste ville medføre fare for liv, helbred eller velfærd.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

NB:
Personligt er jeg skyldig ikke at have anmeldt de ja-agiterende politikere i 1993, der med Maastricht ratifikationen fik afstået magt til EU i ubestemmeligt omfang (Straffelovens § 141, 99 og Grundlovens § 20, stk 1). Eller det aktuelle misregimentes uansvarlige dispositioner (§ 141).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lulu Nielsen

@ Heinrich Jørgensen. Det er længe siden jeg virkede i et fag hvor der var tavshedspligt, så §§erne er ikke helt presente:-) (Og det er muligt at både straffelov og forvaltningslov er ændret med VKO regeringen)

Men her er et citat fra et af dagens telegrammer:

"Dommen, som blev afsagt den 13. december, pålægger, at en psykolog i forsvaret ikke lovligt kan bruge sin tavshedspligt til at beskytte sin klient. Psykologen skal fortælle, hvad klienten har fortalt hende om tortur og mishandling af krigsfanger i Afghanistan, skriver Politiken."

http://www.information.dk/telegram/258115

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Sørensen

Ursula

Ja og hvad har det at gøre med indeværende diskussion? Der er jo ingen der påstår journalister (eller andre) har en ukrænkelig ret til ikke at vidne. Pointen er sådan set bare at journalister ikke har samme vidnepligt som "almindelige" mennesker og der skal særligt juridiske omstændigheder til, før man kan pålægge journalister at afgive vidneforklaring omkring deres kilder... At andre brancher så er omfattet af loven på en tilsvarende måde og at der er eksempler på andre fagpersoner, der er blevet pålagt af en domstol, at vidne i visse sager... ja det altså ikke videre interessant for indeværende diskussion.

Jeg kan sådan set godt følge dig og forstå hvorfor du går galt i byen. Men hvis du sætter dig ind i presseetik og den relevante lovgivning, så vil du også se det er æbler og pærer du sammenligner :)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lulu Nielsen

@Kim Sørensen. Jeg kan også sagtens følge dig :-)

Det jeg bemærker er at både Vestergård og Oluf Jørgensen argumenterer for at kildebeskyttelse ikke er en nagelfast størrelse, idet det aldrig har været meningen at beskytte magthaverne.

Denne argumentation er logisk for mig, set i lyset af at alt for meget i dansk politik handler
om smudskampagner og spin.

Jeg overvejer om vi mediebrugere ikke bør kræve at medierne (Bladhuse, Tv- stationer etc) offeltliggør deres etiske overvejelser omkring brug af kilder. Så kan sådan een som mig sortere de medier fra der i min optik er med til at undergrave demokratiet idet de er forlovet med satsmagten.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Sørensen

Ursula

Jamen der er slet ingen tvivl om at kildebeskyttelsen aldrig har været tænkt som en beskyttelse af magthaverne. Kildebeskyttelsen handler i bund og grund om at beskytte ytringsfriheden.

At man så er bekymret for at kildebeskyttelsen kan tjene som et værktøj til at vildlede befolkningen kan jeg da godt forstå. Men at gå fra erkendelsen om at vildledning er ærgeligt og til konklusionen, at journalisternes ret til kildebeskyttelse skal indskrænkes eller ligefrem helt fjernes, i et enkelt ureflekteret spinr...ja det synes jeg altså ikke der er grund. For har folk overhovedet tænkt over hvad konsekvenserne ville være og hvad pressens begrundelse for at vogte så nidkært over kildebeskyttelsen rent faktisk er?
Skærer man i journalisternes muligheder for kildebeskyttelse vil det utvivlsomt lede til at de får adgang til langt færre pålidelige kilder... og du kan kalde mig Mads, hvis færre pålidelige kilder skulle være lig med mindre vildledning.
Med andre ord er jeg overbevist om det ville lede til mere bevidst vildledning, hvis journalisterne i større grad skal til at basere deres arbejde på anonyme henvendelser og officielle pressemeddelelser.

Det korte af det lange er derfor, hvor hårdt det end må lyde... Hvis man agiterer for at pressens kildebeskyttelse skal indskrænkes, med henvisning til at styrke demokratiet og mindske omfanget af bevidst vildledning, så har man altså ikke forstået en klap af hvad det her handler om. Man kunne i princippet lige så godt tale om et forbud mod computere og mobiltelefoner, fordi det typisk er computere og mobiltelefoner spindoktorere benytter til at påvirke presse og befolkning med.

anbefalede denne kommentar