Kronik

Køn er ikke, hvad det har været

Drenge er det svage køn i folkeskolesammenlæng. Det skyldes bl.a. biologiske kønsforskelle, fastslås det i den aktuelle skoledebat. Men viden på området er langt fra så solid og entydig, som man skulle tro
Hvis drenge gennemsnitligt klarer sig dårligere end piger i skolen, kan det næppe forklares alene med biologi. Undersøgelser peger nemlig på, at kønsforskelle i mentale evner er blevet mindre de sidste 
 100 år.

Hvis drenge gennemsnitligt klarer sig dårligere end piger i skolen, kan det næppe forklares alene med biologi. Undersøgelser peger nemlig på, at kønsforskelle i mentale evner er blevet mindre de sidste
100 år.

Ulrik Jantzen

Debat
13. januar 2011

Biologiske kønsforskelle spiller en fremtrædende rolle i debatten om skolesystemet. Et eksempel er artiklen: »Drenge er sprogligt bagefter fra fødslen« (Information 26. december 2010). Her hævdes det, at skolen ikke tager højde for, at drenge fra naturens side halter efter pigerne i sproglig formåen. At drenge skule være tilbagestående fremføres som et videnskabeligt faktum.

Og der mangler bestemt ikke bud på eventuelle hjernemæssige kønsforskelle. Et af de mere sejlivede af slagsen har været, at hjernebjælken (der forbinder de to hjernehalvdele) er større hos kvinder end hos mænd. Oversigtsartikler, som sammenligner resultater fra alle undersøgelser inden for et område, har ikke kunnet underbygge denne påstand: Nogle studier finder denne forskel, andre studier gør ikke, og andre igen finder det modsatte, nemlig at hjernebjælken er større hos mænd. Samlet er der på tværs af alle disse studier ingen statistisk sikker forskel mellem kvinder og mænd. Dette gælder for langt hovedparten af de hjernemæssige kønsforskelle, som gennem tidens løb har været foreslået.

Ikke noget problem ...

Der er dog to forskelle, som er velunderbyggede og alment accepterede. Den første er, at mænds hjerner er større og indeholder flere nerveceller end kvinders hjerner. Denne forskel ses også mellem drenge og piger. Forskellen i størrelse afspejler ikke (alene) forskelle i kropsvolumen, for forskellen er også til stede i den periode af livet, hvor drengene gennemsnitligt set er fysisk mindre end pigerne. Men der er ingen, der ved, hvilken betydning forskellen i hjernestørrelse har!

Den anden kønsforskel handler om, hvor hurtigt hjernen udvikles. Drenges hjerner udvikler sig gennemsnitligt mellem et og halvandet år langsommere end pigers hjerner. Ordet gennemsnitligt er vigtigt her, for der vides ikke meget om, hvor meget hastigheden i hjernens udvikling varierer inden for hvert køn. Der kan således godt være en gennemsnitlig forskel i hastigheden af hjernens udvikling mellem de to køn, selv om en stor procentdel af drengene faktisk har lige så hurtig hjernemæssig udvikling som de gennemsnitlige piger.

Er dette tilfældet, er køn ikke nogen speciel vigtig faktor i forståelsen af de forskelle, der eksister, med hensyn til hastigheden af hjernens udvikling.

Der vides heller ikke meget om, hvordan forskelle i hjernens udvikling hænger sammen med forskelle i mentale evner. Dette skyldes det banale forhold, at de fleste studier, der har undersøgt forskelle i hjernens udvikling, ikke samtidig har undersøgt udviklingen af mentale evner.

Alligevel er det oplagt, at forskelle i den hastighed hjernen udvikles i, må betyde noget for udviklingen af mentale evner, og det er nærliggende at tro, at langsom udvikling er en ulempe. Mon ikke det er denne opfattelse, der skinner igennem i Gideon Zlotniks udsagn fra Information 26. december 2010:

»Det er veldokumenteret, at drenge udvikler den del af hjernen, der handler om sprog, langsommere end pigerne.«

Men det er ikke sikkert, at vores formodninger passer. Meget tyder eksempelvis på, at høj intelligens afspejler en langsom hjernemæssig udvikling. Det er altså ikke nødvendigvis sådan, at en langsom udvikling af hjernen er en ulempe.

Køn og mentale evner

Det er også vigtigt at bemærke, at den gennemsnitlige forskel mellem drenge og piger i hjernens udvikling udlignes i slutningen af teenagealderen. Så selv hvis der skulle være en sammenhæng mellem hjernens modning og udvikling af sproglige færdigheder, og at denne sammenhæng vel at mærke udgør en ulempe for drenge, så lader det til, at drengene overkommer problemet med tiden. Er dette tilfældet, er det svært at se, at der overhovedet er et (køns)problem, vi bør forholde os til. Og faktisk er der meget, der tyder på, at der ikke er noget problem ...

Selv om vores viden om hjernemæssige kønsforskelle er sparsom, er kønsforskelle i mentale evner godt belyst. Kønsforskelle i kognitive funktioner (sprog, hukommelse, tænkning etc.) er et populært emne, og den videnskabelige litteratur på området er omfangsrig. En søgning i PsycInfo, der er den største database for psykologiske tidsskrifter, returnerer i skrivende stund 92.143 (peer-reviewed) artikler, der indeholder følgende kombination af søgeord: køn & forskelle & kognition/mental (sex/gender & differences & cognition/mental).

Det er en umulig opgave at opsummere denne litteratur her, men det er værd at se nærmere på de oversigtsartikler, der findes. Jeg vil her begrænse mig til oversigtsartikler, der har set på forskelle, der må være interessante i skolesammenhæng. Det vil sige kønsforskelle i matematiske evner (matematisk beregning, matematiske begreber, problemløsning etc.) og sprogfunktioner (læseforståelse, sprogproduktion, ordforråd etc.). Er der noget at komme efter?

Hjernen er formbar

Svaret synes at være nej. Selv om de fleste oversigtsartikler peger på bedre sproglige evner hos piger/kvinder end hos drenge/mænd, og bedre matematiske evner hos drenge/mænd end hos piger/kvinder, så er forskellene særdeles små. Faktisk så små, at de fra et statistisk synspunkt må betragtes som ubetydelige (for den statistisk interesserede læser kan det oplyses, at man ikke finder effektstørrelser på over 0.45 målt ved Cohens d). I det tilfælde, hvor forskellen mellem kønnene er størst, og det er med hensyn til staveevne, kan køn kun forklare godt seks pct. af de forskelle, der ses i staveevne generelt. De resterende 94 pct. handler om andet end personens køn.

Studierne viser dog en anden interessant ting, nemlig at kønsforskelle i mentale evner har aftaget gennem de sidste 100 år. Dette understreger, at man skal være forsigtig med at konkludere, at kønsforskelle nødvendigvis afspejler biologiske (genetiske) forskelle. En sådan udlægning kan simpelthen ikke forklare, hvordan kønsforskelle kan aftage i styrke over så relativ kort tid.

Et lignende problem gør sig gældende for hjernemæssige kønsforskelle. Selv hvis sådanne forskelle eksisterer på andre områder end de ovenfor nævnte, er det ingen garanti for, at de er medfødte. Hjernen er formbar og tilpasser sig sine omgivelser. Altså kan hjernemæssige forskelle godt afspejle miljømæssige forskelle; eksempelvis forskelle i hvordan piger og drenge behandles.

Kønsbriller

Men der er da forskelle på piger og drenge. Denne indvending har jeg ofte hørt, når jeg har fortalt om kønsforskelle i hjernen og mentale evner på skoler rundt om i landet. Og det er der selvfølgelig. Men disse forskelle handler efter alt at dømme ikke om forskelle i pigers og drenges hjerner eller i kønnenes grundlæggende mentale evner; i hvert fald ikke når det kommer til skolemæssige færdigheder. Hvis der overhovedet eksisterer sådanne skolemæssige forskelle mellem kønnene, så afspejler de givetvis noget andet: Sandsynligvis hvilke forventninger, vi møder piger og drenge med, og hvordan vi opdrager dem.

Derfor er det også ekstra vigtigt, at vi omgår den viden, vi har om kønsforskelle, med forsigtighed. For den viden, vi har, synes at farve det, vi ser, hvilket måske ikke er så overraskende. På denne baggrund skal man være varsom, inden man tager »kønsbrillerne på«, som Zlotnik ellers mener, at der er behov for.

Aktuelt findes der ikke viden, der på solid og overbevisende måde demonstrerer, at der overhovedet findes kønsforskelle i mentale evner, som kan forklare de forskelle, der måske eksisterer mellem piger og drenge i skolen. Og langt mindre støtte er der for antagelsen om, at sådanne forskelle skulle afspejle medfødte hjernemæssige kønsforskelle.

Indtil sådanne forskelle er demonstreret på overbevisende måde og det bliver de måske en dag vil jeg lade min (biologiske) kønsbrille ligge i skuffen.

Til gengæld håber jeg, at jeg bliver set, hvis jeg en dag tager den på, og ikke blot bliver overset, fordi folk mener at have set kejserens klæder før.

Christian Gerlach er dr. psych., ph.d., cand.psych. og lektor i kognitiv neurovidenskab ved Institut for Psykologi på Syddansk Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg har sendt følgende læserindlæg til Information. Desværre har jeg fået afslag på at få det optaget, men jeg lægger det så i stedet her.

KØN ER STADIG, HVAD DET VAR
Dr. Psych. Chr. Gerlach skriver i kronikken 13./1., at køn er ikke, hvad det har været.
På visse punkter har Gerlach ret. Forskelle i hjernebjælken er faktisk ikke påvist sikkert, og langsom udvikling af hjernen kan faktisk være et godt tegn.
På andre punkter har Gerlach ikke helt ret. Modsat hvad han siger, er der faktisk en hel del tegn på, at forskellene bl.a. i sprogsans er medfødte. For eksempel: mindre end 2 dage efter fødslen kan detaljerede elektriske målinger af babyers hjerneaktivitet vise at piger viser udpræget evne til at skelne visse bestemte konsonanter (b versus g) i venstre hjernehalvdel, mens drenge endnu ikke er i stand til dette. Der er meget store forskelle i hvordan og hvor hurtigt sprogcentrene i venstre hjernehalvdel udvikles hos små drenge og piger. Og hos voksne viser der sig også forskelle, hvoraf nogle er store. Effektstørrelsen kan nå højere op end det tal på d=0,45, som Gerlach nævner, ja op på langt over 1,0. F.eks. når det gælder evnen til at finde synonymer, tendens til at stamme, og tendensen til at indskyde `øh. .´ i sætningerne.
Det er ikke generelt rigtigt, at kønsforskellene i mentale evner har aftaget igennem årene. Kønsforskellen i løsning af sprogligt formulerede algebra-opgaver hvor man selv skal finde frem til løsningsmetoden, var f.eks. den samme i 1980erne som i 1950erne. Det er rigtigt at der findes review-artikler, der tilsyneladende dokumenterer at forskellene er aftaget. På visse punkter kan det være rigtigt, men nogle af review-artiklerne er tendentiøse, måske påvirket af et ideologisk udgangspunkt. Det er f.eks. sådan, at kønnene er meget mere ens m.h.t. regning end med hensyn til mere avanceret matematik. I en review-undersøgelse handler de ældre undersøgelser mest om matematik, men de nyere mere om regning, og på den måde får man en falsk tendens til aftagende forskel. I et andet tilfælde handler de ældre undersøgelser mest om unge i puberteten – hvor kønsforskellene er ret store – mens de nyere undersøgelse mest handler om børn i før-puberteten – hvor kønsforskellene er meget mindre. De artikler bliver således misvisende. Desværre angiver Gerlach ikke referencer, så vi ved ikke, om det er disse (temmelig kendte og omtalte) tendentiøse review-artikler, han citerer.
Til sidst en mere generel bemærkning: De problemer som drenge har i skolen i dag, har efter min formodning ikke ret meget at gøre med forskelle i evner. Jeg tror derimod, de har at gøre med forskelle i interesser, motivation og mentalitet. Den moderne skole er indrettet så den passer mere til pigers og kvinders mentalitet, og mange drenge reagerer næsten instinktivt imod at skulle indordne sig under vilkår der er fastsat af kvinder og (om end ubevidst) for kvinder.

Anne Marie Pedersen

Super god artikel. Det er dejligt at nogle er modige nok til at gå imod "den almene viden" om at drenge og piger har nogle særlige kendetegn. Velskrevet artikel.

God artikel. Det er blevet en anelse trættende altid at høre om kønsforskelle og om at piger på grund af deres køn foretrækker lyserød eller drenge lyseblå. Det er kulturbestemt og børn bliver i dag ligesom tidligere i det sekund de kommer ud af mors mave og i nogle tilfælde allerede før socialiseret ind samfundets positioner. Og disse er det uhyre vanskeligt at sortere fra i bestræbelserne på at finde biologiske forskelle. Da selve vores forskningssyn allerede er indlejret i denne kulturbestemte position.

Forskellen mellem køn er dybest set uinteressant i skolesammenhæng. Det interessante er, hvilke miljøer der stimulerer os som mennesker, når vi skal sætte os ind i nye fag. Der er mange forskelle på hvordan piger imellem lærer eller reagerer på forskellige læringsmiljøer ligesom der er forskelle mellem drenges reaktioner.

Kønsdebatten skjuler og tilslører både læringsomstændighedernes og de sociale forskelles indflydelse på læring. Begge udstikker et mulighedsrum, som elever allerede inden de kommer i skolen er konditioneret til. Så udfordringen er, hvordan læringsmiljøerne skal være, og hvilke mål læringen har. Begge spørgsmål er komplicerede.

Herudover er de områder af hjerneforskningen, der er optaget af at finde frem til hvordan hjernen altid fungerer dømt til at fejle. Den vil aldrig kunne finde et sikkert udgangspunkt i og med at vi er forskellige og derved har forskellige hjerner. Vi udvikler dem simpelthen forskelligt alt afhængig af, hvordan vi bliver påvirket. Hermed ikke sagt, at sociale aspekter er altafgørende, blot at de er uhyre vanskelige at se forbi. Sådan en tilgang afspejler drømmen om en og kun en menneskelig ontologi. Men den findes ikke og det ved vi allerede.

Til Hans Hansen
Er det noget du tror, eller noget du ved? I sidste tilfælde, hvor ved du det fra? Hvilke kilder har du til det?

Elisabeth Rift

I snart en del år har påstanden, om at folkeskolen feminiseres, været udbredt, en teori som Gideon Zlotnik (og nu også Kåre Fog) ofte har fremført i bogform og presse; men det er noget værre sludder.
Sagen er at drengene er mest apatiske, urolige og aggressive i de store klasser (udskolingen) hvor der generelt er lige mange mandlige og kvindlige lærere.
Så hævdes det at lærere møder drengene mere fordomsfuldt end de møder pigerne. Vrøvl! Det er der absolut ingen dokumentation for.
Måske, måske er drengene urolige, utålmodige - til tider aggressive- fordi folkeskolemiljøet ikke har ændret sig i snart 200 år. At skulle sidde på en stol ved et bord i 6 (ofte 7) gange 45 min. hver dag i skoler hvor der sjældent er adgang til pc'ere eller andre moderne hjælpemidler, gør måske at drengene opponerer langt oftere end pigerne - som nok er noget mere konservative.
Der er lukket 22-28 elever ind på ganske få kvadratmeter, hver på en elendig stol og ved et halvt bord. Hvor sjovt er det?
Og der undervises stadig vha. "tankpassermodellen", dvs. at læreren står og dosserer ved tavlen og eleverne hejser armen hvis de vil sige noget.
Alle andre i samfundet, små og store, har meget, meget mere plads end skoleeleverne, og ingen skal som de sidde på deres bag så længe, så mange år!

Per Henriques

@Rift
Dine generaliseringer om, hvordan der undervises afslører afgrundsdyb uvidenhed om, hvad der foregår i skolen i dag ---- det bygger på fordomme, som ingen baggrund har i den danske skolevirkelighed anno 2011.

Elisabeth Rift

Jeg er folkeskolelærer og har undervist siden 1970 (flere steder i DK).
Der er andre undervisningsformer her og der, men ikke noget der batter, ikke noget der ænder det generelle billede som jeg har beskrevet ovenfor.