Klumme

Den kroniske velfærdsbulimi

I disse for vort land så vanskelige økonomiske tider bør vi sende en særlig tanke til budgetbisserne i Finansministeriet, som på det seneste har bistået regeringen med at skifte de ansvarsløse spenderbukser ud med sort latex og pisk
31. januar 2011

I denne tid, hvor der langt om længe er kommet lidt bevægelse i det politiske landskab, og hvor regeringen som et pludseligt fremmanet nytårsforsæt har skiftet finanspolitisk kurs, må jeg tilstå, at jeg bærer rundt på et gammelt ar i min sjæl. Et uudsletteligt spor fra mine fire års ansættelse i Finansministeriet, hvor jeg i Schlütters første regeringsperiode havde en særlig jagtlicens på Undervisningsministeriets og Arbejdsministeriets budgetmarker.

For alle andre end min allernærmeste omgangskreds har det været en velbevaret hemmelighed. Men det er grunden til, at jeg stadig mange år efter føler mig som en outcast, når talen under forretningsfrokosten kommer ind på urimelige nedskæringer og brutale besparelser på skoler, plejehjem, hospitaler osv. Mens alle andre deler deres kollektive harme over den hensynsløse forarmelse af velfærdssamfundet, koncentrerer jeg mig om at pille kapers og ostestykker ud af salaten. Jeg skal ligefrem tage mod til mig for spagfærdigt at spørge, hvordan de så har det med topskatten.

Professionel glæde

I Finansministeriet anvendte vi aldrig ordet 'besparelser'. Det hed 'budgetforbedringer', ligesom finansministeren sidste år kaldte en omgang nedskæringer for »genopretning«. I Finansministeriet taler de deres egen særegne dialekt. Det er en isoleret biotop befolket med en ganske særlig 'etnisk minoritet'. De eneste i det ganske land, som helhjertet lægger sig i selen for at holde udgifternes konstante og tilsyneladende ustyrlige vækst i ave. De har ganske vist beslægtede kolleger i landets kommuner, som assisterer i den finanspolitiske distancekirurgi. Men derude gør de det af påtvungen nød og uden den professionelle glæde og stolthed, som besjæler budgetbisserne i Den Røde Bygning på Slotsholmen, hvor Finansministeriet har til huse.

Alle vi andre - ikke kun de offentlige lønmodtagere og dem på overførselsindkomster, der ellers påduttes skylden - trækker i den anden ende af rebet. Vi kan godt stemme på partier, som med mellemrum fremmaner afgrunden og hævder at ville spare. Men det afholder os ikke fra i alle mulige andre sammenhænge at stikke vores egen snabel ned i den offentlige pengekasse. Hvis vi ikke gør det personligt, så er vi alle medlemmer af en erhvervsorganisation, en patientforening eller en af de hundreder af andre interesseorganisationer, der har ansat folk til den slags, og som på vore vegne rager til sig. Vi er langt de stærkeste og har intet reelt modspil. I samlet flok skubber vi på vognen ud mod afgrundens rand, hvor Finansministeriets regnedrenge langt om længe har fundet midlertidigt fodfæste.

Denne velfærdsøkonomiske bulimi har i de seneste decenniers markedsdemokrati udviklet sig til en kronisk sygdom, i takt med at de politiske styrmænd på samfundsskudens bro har flyttet blikket fra søkort og horisont og nu stirrer stift på meningsmålingernes barometer. Hver gang lavtrykket truer, og pressen sender en bølge ind over rælingen, er der kun to håndtag at dreje på, hvis politikere vil vise handlekraft. Den ene hedder 'lav flere og mere detaljerede regler', den anden 'giv flere penge'. Begge dele tærer på finanserne. Men tilgiv dem for de kan ikke meget andet.

Efter ti år i ansvarsløse, kulørte spenderbukser skiftede regeringen i desperation nytårsnat til sort latex med håndjern og pisk under påskud af en ny økonomisk ansvarlighed. Gad vide hvor dybt den stikker? For lur mig om det var sket, hvis opinionsmålingerne hen over efteråret havde været regeringen mere gunstige?

Christian S. Nissen er debattør og forfatter

Serie

Seneste artikler

  • Hvem stiller spørgsmålene til vore politikere?

    27. november 2010
    Tempoet i tv er opskruet i dag, og substansen, synes de fleste, er fraværende i politikerinterview i dag. For 20 år siden ville vi i hvert fald aldrig sende spørgsmålene til gennemsyn på forhånd
  • Forældre skal spille på frygt

    26. november 2010
    Frygt kan med fordel bruges i opdragelse, men vi gør det sjældent. Det er en fejl, for der er ting i livet, alle skal frygte. Som at være fysisk inaktiv - som at være for fed. Så glem den politiske korrekthed og hjælp børnene til et aktivt og sundt liv, inden sofaens fangarme får fat i dem
  • Jagt på topembedsmænd er sat ind

    16. november 2010
    Departementscheferne har i 30 år villet undgå, at politiske stabe rykker ind hos ministrene. Topembedsmændene kan selv levere politisk rådgivning, lyder det fra DJØF. Men prisen er, at de havner i den offentlige gabestok - uden mulighed for at forsvare sig
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gorm Petersen

Topskattelettelserne i 2014 er taget af bordet mig bekendt, så det med efterlønnen er blot et fordelingspolitisk stunt.

Hvis den stigning af arbejdsløsheden vi har set de seneste par år fortsætter med uformindsket hast, er de fremskrivninger der forudsiger "mangel på arbejdskraft" værdiløse.

Tilbagetrækning af arbejdskraft grundet alder, vil knap kunne ses på den konstant stigende arbejdsløshed.

Vi har valgt at udskifte retsstaten med en netværks-stat efter sydeuropæisk forbillede.

Når det er vigtigere at "kende-nogen-der-kender-nogen" end kvalifikationer (korruption), må vil forudse ogsp at komme til at opleve arbejdsløshed af sydeuropæiske dimensioner.

Toke Ernstsen

Tak for en interessant og oplysende artikel.

Ubehageligt når fordommene bekræftes. Men så meget mere trænger spørgsmålet sig på:

Hvordan få vent skuden, når hele broen, i stedet for at styre, står ved rælingen med stemmefiskestængerne?

Og endnu værre: Er der overhovedet en eneste officer ombord, som reelt ved, hvordan man i virkeligheden styrer et skib? Meget tyder på, at én eller anden ikke har fået ansat de bedste, men de mest højtråbende (selvprofilerende) i stedet.

Nå, men det skal nu nok gå - når hele skidtet er sunket og der kan bygges nyt. Historien er jo så viseligt eller brutalt indrettet, at de, der ikke vil høre eller forstå, kommer til at føle.

Lise Østerberg Bahr

Ja, fin artikel.

Mon ikke hele "skibet2 er synkefærdigt, og er

1) Skodderne (tankene) mon vandtætte - (som magtens 3-deling i Danmark )?

2) Der kul til maskinrummet til at sejle videre med - og der kan håndtere en skovl ?

3) Er stemplerne bygget af ordentligt "isenkram" eller med gratis arbejdskraft og eller genbrug i løntilskud - der sikkert ikke aner noget om sikkerhed hvis de har bagt bagerbrød tidligere eller arrangeret børnesange i børnehaven !!

4) Hvor mange redningsbåde (der duer) findes der ombord) ?

5) Hvem skal reddes ved kollission og el. når skibet synker ??

OSV. OSV: OSV:

Jeg har lidt svært ved at forstå, hvor de mange penge forsvinder hen - mig bekendt er der ikke føjet nye områder til statens pakke af tilbudte services i mange år?

Gorm Petersen

I private lommer:

Privathospitaler 25 % overbetaling.

Find-din-indre-fugl kurser - mere end 25 % overbetaling.

Privatiseringerne kan i sig selv forklare det økonomiske amokløb:

Det var da til at forudse, at når det samme arbejde skulle laves af de samme mennesker på samme måde, og der også skulle være penge til at tilfredsstille aktionærernes hæmningsløse gridskhed, måtte de offentlige udgifter gå amok.

Gorm Petersen:

Privathospitaler 25 % overbetaling:
Hvor stor en del af de samlede udgifter tror du selv betalingerne til privathospitalerne udgør ????

Hint: www.statistikbanken.dk.
Kig under antallet af offentligt ansatte, og du er nok nærmere en løsning.

Find-din-indre-fugl kurser - mere end 25 % overbetaling:
Fjern dem gerne for min skyld, men forvent ikke at det kan ses i den samlede økonomi.

Gorm Petersen

De offentligt ansatte er under demokratisk kontrol og forpligtet til at arbejde for deres relativt beskedne løn.

Private er folk som Stein Bagger og Klaus Riskjær, der ikke gider røre en finger, laver fiduser, skiftes til at give hinanden "gyldne håndtryk" o.s.v.

Det nye forbryderkaste opstod da pensionskasserne og dermed lønmodtagerne skulle til at lege "kapitalister". Det ville jo være ren marxisme, hvis de penge, der var frarøvet arbejderne, vendte tilbage til deres egne lommer.

Derfor opstod den nye kapitalisme, hvor gigantiske lønninger (to cifrede millionbeløb - om måneden) plus bankgaranterede gyldne håndtryk (når det lykkes at køre et firma i sænk)
sikrede, at arbejderne - trods formelt ejerskab - igen ikke får lov at beholde en krone af de penge der blev frarøvet dem.

Struktur reformen sluger vel en del. Kommunalt bureaukrati(kontrol og indberetning til staten) 60E6 timer eller godt 32000 fuldtidsstillinger.

Kristian Rikard

Kære Christian Nissen, du er sikkert meget klog og nogen erfaring har du jo også erhvervet gennem livet - går jeg ud fra?
Jeg er helt enig med dig i "ondets rod". Man kan kalde det bulimi eller ansvarsløshed eller hybris, eller alt muligt andet, men tilbage står din overordnede pointe, hvor jeg mener du tager helt og aldeles fejl.
Det relativt hurtige skift i ansigtsfolder som udspillede sig for os mellem november 2009 (de 10 visioner) og omkring marts/april 2010, mener jeg ikke var betinget af meningsmålinger, men det faktum, at Claus Hjort Frederiksen og embedsmændene blev kaldt til Bruxelles til det første af vistnok 3 møder ialt. Som flere, der behersker fremmedsprog har bemærket, så er Grækenland gået fallit, Irland er på skideren, Portugal trækker næppe hørligt vejret og England fik ny regering, der straks efter reducerede det offentlige forbrug med 40%. I Frankrig, hvor
de taler fransk, har de voldsom gang i diskussionen om tilbagetrækningsalderen. Ganske voldsomt ville nogle jo mene - især
økonomer. Men vor statsminister og finansminister er ikke økonmer men jurister, og så må man gå til manuduktion. I dette tilfælde foregår det hos ECOFIN i EU. Efter 3 manuduktioner, og velvillig hjælp fra embedsmændene (dine gamle kolleger), så er det nu så småningsom gået op for de to jurister, at det ikke er så godt alt sammen.
Men så spørger man bare sin kommunikationsafdeling, og de har altid svar på rede hånd. "GØR EN DYD AF NØDVENDGHED". Ældgammelt trik du gamle!

Hanne Christensen

Jeg har lidt svært ved at se det interessante i artiklen!

Ja, regeringen har måske brugt mange penge, men det er da på krige, politi, private sygehuse, kontroltyranni og skattelettelser.

Måske har hr. Christian Nissen ikke fulgt helt med i, hvad der sker på samfundets bund, men her har pisken været i sving i hele VKOs regeringstid..

Men småborgerligheden træder i karakter, når VK vil ramme efterlønnen. Uha-da-da. Nu har de ældre ellers været tro stemmer over for VKO og givet halleluja råb med, når pisken blev tvunget over særligt udlændinge, dernæst kontanthjælpsmodtagere, dernæst syge og endelig over for ledige dagpengemodtagere.

For her har de ædlre tænkt - som Chr. Nissen nævner det - på topskatten. Og ja, hellere et fattigt barn mere, end en krone ekstra i topskat.

Men midt i piskefråden ramte VKO de ældre med piskeslaget på efterlønnen. Uha-da-da. Deet kan da ikke være meningen, at ældre skal behandles, som de mener yngre skal behandles. Uha-da-da. Hvem skal de nu stemme på. VK og særligt O har jo forrådt dem. Uha-da-da.

Søren Kristensen

Jeg må give Hanne Christensen ret. Artiklen er ligeså politisk idéforladt, som den er velskrevet - og den er meget velskrevet - lige til en julefrokost i Finansministeriet, selv om timeingen ikke kunne være dårligere.

Det ufattelige ved erhvervslivet er, at det eneste, de ikke ønsker at betale, hvis de kan slippe, er den udsøgte og ubegrænsede service, det offentlige leverer. Realiteten er, at erhvervslivets berettigelse i det samfund, vi har, er dets evne til at betale ved kasse ét - ellers har vi simpelthen brug et andet erhvervsliv!

"Det etniske mindretal i finansministeriet" (også kaldet regnedrengene): hvor var de og hvad lavede de under regeringerne Fogh? Var de bare skræmt fra at udføre deres job?

Peter Hansen: Helt enig!

En ikke uvæsentlig del af en helt ny reformpolitik ville netop være at få skabt en sund balance mellem det økonomiske liv og samfundets materielle behov.

Jeg har før tilladt mig at antyde, at en virksomhed aldrig burde kunne eksistere kun for sin egen skyld. Dens reelle eksistensberettigelse burde kun kunne afgøres ud fra samfundets behov. Derfor vil det, som du også er inde på, Peter, være nødvendigt at få ændret bruttoskatten til en nettoskat på omsætning/afkast. Derved kommer alle virksomheder til at bidrage til samfundets underhold. Kan en virksomhed ikke overleve det økonomisk, har den således heller ikke samfundsmæssig relevans og må dø!

Og når det er sagt, skal jeg skynde mig at tilføje, at jeg selv har været selvstændig gennem mange år.

Enig Christian Nissen!
Jeg synes nu nok, han har fat i en yderst interessant pointe! Nemlig at dyden i dag er at tænke (og udføre) hvad kan jeg få?, hvad er min rettighed? i stedet for at tænke hvad kan jeg bidrage med i dette samfund, som kan være til fælles berigelse? Og nej, jeg må nok skuffe nogen når jeg siger, at jeg ikke højreorienteret. Tværtimod! Men det ændrer ikke ved det faktum, at jeg giver Christian Nissen ret i, at vi som befolkning set er blevet en samling krævende og forkælede borgere. Jeg synes sådan set, at vi skulle skamme os! (Og ja, jeg ved godt at der kommer et råbekor efter mig nu, men jeg er godt nok træt at visse venstreorienterede og socialkammerater er fastlåste i synspunkter, der nok holdt under industrialiseringen, men som for længst er passé) Og når vi så er kommet os over det med at skamme os, så burde vi tage ansvar for os selv og vores medmennesker . Og vende tankesættet. Hvem siger f.eks., at vi skal holde op med at arbejde på et fast defineret tidspunkt? Det er bestemt nogle, som fysiske og/eller psykisk ikke kan holde til at arbejde et helt liv, MEN hvorfor tager vi altid udgangspunkt i dem, der ikke kan, og gør det til en generel ting? Det er jo at vende tingene på hovedet! Kom nu, vær lidt kreative og vis de der højrefolk, at man også som socialist kan tænke progressivt og være handlende og initiativrig og udførende og værdiskabende på det fælles bedstes præmisser!