Kommentar

Kulden koster dødsofre, mens energiselskaberne bliver rigere

Skiftende regeringer i Storbritannien har ladet de privatiserede energiforsynings-selskaber slippe af sted med mord
3. januar 2011

Hvis man skulle opregne de faktorer, der adskiller civilisationen fra barbariet, ville denne her være en af de første: At ældre mennesker ikke får lov til at dø af kulde. I denne sammenhæng er Storbritannien et grusomt land. Selv om briterne normalt har en af de mindste forskelle mellem vinter- og sommertemperaturer på disse breddegrader, har de et af de højeste antal ekstra dødsfald om vinteren. Sammenlignet med indbyggertallet er antallet af dødsfald omkring dobbelt så højt som i Skandinavien. Selv i Sibirien er der færre vinterdødsfald.

Mellem 25.000 og 30.000 briter bliver hvert år sendt i graven før tid på grund af kulde, og i år kan det gå meget værre.

Hvorfor? Ulighed. Storbritannien har en økonomisk elite, som er uberørt af de dårligdomme, der plager andre mennesker. Den overlever alle regeringsændringer. Dens behov for profit vejer tungere end andre menneskers behov for at overleve. Her er forklaringen på, hvordan det brutale system fungerer.

Dårlige støtteordninger

Man er ramt af såkaldt brændstoffattigdom, når man skal bruge 10 procent eller mere af sin indtægt på at holde sit hjem på en rimelig temperatur. Mellem 2003 og 2008 (de senest tilgængelige tal) steg antallet af husstande, som er ramt af brændstoffattigdom, fra to millioner til 4,5 millioner. Der er altså ikke tale om enkeltpersoner, men om husstande. 18 procent af den britiske befolkning er nu ramt af denne ulykkelige tilstand. Men siden 2000 er mere end 25 milliarder pund (218 milliarder kroner) af de britiske skatteyderes penge blevet brugt på initiativer, der angiveligt har til formål at forhindre dette. Ganske vist har en stor del af disse udgifter ikke rigtig noget med brændsel at gøre. Brændselshjælpen fungerer snarere som et generelt pensionstillæg, som folk kan bruge, som de vil, og det hjælper mange ældre med at klare sig. Men de fleste af de andre støtteordninger er dårligt udtænkte, uretfærdige og ufokuserede.

Allerede inden den nuværende borgerlige regeringskoalition trådte til, havde regeringens rådgivere anslået, at i 2016 ville syv millioner husstande være brændstoffattige. Det er tilfældigvis også det sammen år, inden hvilket New Labour havde lovet at udrydde brændstoffattigdommen. De fattiges indtægter bliver ved med at falde, og de konservative bliver ved med at deregulere, så det kan blive værre endnu.

Øget fortjeneste

Den væsentligste årsag er, at de privatiserede, liberaliserede forsyningsvirksomheder har fået lov til at slippe af sted med mord. I bogen Fixing Fuel Poverty viser Brenda Boardman, at brændstoffattigdom er steget så kraftigt, fordi den offentlige kontrol med energiselskaberne er så svag. I 2002 besluttede reguleringsinstitutionen Ofgem at stoppe med at regulere forbrugspriserne. Energiselskaberne øgede straks deres fortjeneste. I et enkelt tilfælde er fortjenesten tidoblet. Når verdens energibehov stiger, hæver virksomhederne deres takster, ofte langt mere end engrosprisen berettiger. Når priserne på verdensmarkedet falder igen, bliver priserne på hjemmemarkedet ofte på samme niveau.

Prisstigningerne forværres af politiske tiltag, der straffer de fattige. Folk, der bruger forudbetalt gas og elektricitet (ofte de fattigste), bliver afkrævet yderligere 120 pund (1.050 kroner) om året. Dem, der forbruger mest energi (som regel de rigeste), bliver subsidieret af alle de andre: Når man har brugt en vis mængde energi, betaler man en lavere takst end andre. Det burde være omvendt, så det første forbrug, var det billigste. Før valget forlangte såvel De Konservative som Liberaldemokraterne en undersøgelse af konkurrenceforholdene på energimarkedet. De gør de ikke længere.

Grøn uretfærdighed

Der burde være en perfekt synergi mellem klimaændringer og en politik om social retfærdighed. Som energi- og klimaudvalget i det britiske parlaments underhus påpeger, er »forbedringer af energieffektiviteten i boliger den mest effektive måde at tackle brændstoffattigdommen«. Men regeringens grønne politik er uretfærdig og tilbageskuende: Alle betaler det samme for at reducere udledningen af drivhusgasser, men dem, der har mest brug for hjælp til at gøre deres hjem grønne og nedbringe deres omkostninger, får den ikke. Politikker som den europæiske ordning med handel med udledninger, målene for reduktion af udledningen, incitamenter til produktion af grøn energi vil ifølge regeringens udvalg for klimaændringer kaste yderligere 1,7 millioner mennesker ud i brændstoffattigdom inden 2022. Det er en skandale.

Det vigtigste initiativ til forbedring af de brændstoffattiges boliger, Warm Front, er så utæt og dårligt konstrueret, at det ville blive kondemneret og revet ned, hvis det var et hus. Kun 25 procent af de penge, som agenturet bruger, går til at afhjælpe brændstoffattigdom. Der er ingen krav om, at de dårligste boliger bliver gjort mere energieffektive. Brenda Boardman har fundet ud af, at »den del af udgifterne, der går til de brændstoffattige, er mindre end den, de bidrager med«. Nu er ordningen sat i bero . Regeringen har nedsat et udvalg, som skal undersøge, hvordan det kunne fungere bedre, når det kommer i gang igen, men det bliver for langt færre penge. Selv hvis det begynder at virke, vil det kun løse en meget lille del af problemet.

Labours svigt

Der bliver ikke gjort noget for at reducere brændstoffattigdommen, før regeringen gør noget for at disciplinere et af de mindst regulerede energimarkeder i den rige del af verden ved kontrollere forsyningsfirmaernes overskud og priser og dermed hjælpe dem, der har mest brug for det. Grønne initiativer må finansieres ved at overføre penge fra rige til fattige forbrugere. Det er en skandale, at Labour-regeringen ikke tog fat på dette. Det ville næsten være et mirakel, hvis De Konservative tog fat på problemet. Men indtil der bliver gjort noget, vil kulden blive ved med at dræbe i et omfang, som folk i Sibirien ikke skal stå model til.

© Guardian & Information 2010

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Her ser vi liberalismen blottet i al sin usle rædsel. Liberalismen er denne verdens største svøbe, og måske skulle vi overveje, et forsknings og dokumentations center, for liberalismens ofre!

Søren Kristensen

Privatisering er en god ting, bare ikke når det gælder sundheds-, energi- og den kollektive del af transportsektoren. Det handler om forsyningssikkerhed. Lad dette være et lærestykke.

Ja, det er liberalisme, at priserne på mad og brændstof stiger når menneskeheden sulter og fryser. Og det sker hver eneste vinter...

Andreas Trägårdh

I Sverige var kW prisen ca. 0.- kr før de privatiserede markedet. Man betalte sædvanligvis kun for transporten af el. Privatiseringen medførte en stigning på 13.000% (trettentusinde) Den stigning kan vi mærke i danmark for den er vi med til at betale til de nye ejere.

Værd at bemærke;
Et enkelt svensk kraftværk skaffer sig årligt af med overskudsenergi ved varmeudledning f.eks. i østersøen, svarende til et helt svensk forbrugsår af energi, for både industri og befolkning vel at mærke.

Det er dog en "markedsregulering" der vil noget!
At bemøde nøgletal er blot en manipulation af markedets knaphedprincip - og frontalt, må det siges at være profitmagerens adelsmærke.