Kronik

Kvindernes litterære guldalder?

Længe blev kvinderne holdt tilbage som forfattere, men i det 20. århundrede eksploderede antallet af kvindelige forfattere. Der er ingen grund til, at den udvikling ikke skulle fortsætte. Måske bliver mændene endda inspireret til at følge kvindernes eksempel og begynder at bruge litteraturen til at udforske deres ændrede kønsroller
En kvindelig forfatter, der har sat sig spor: Suzanne Brøgger.

En kvindelig forfatter, der har sat sig spor: Suzanne Brøgger.

Sofie Amalie Klougart

19. januar 2011

En række indlæg i Information har godtgjort, at der er betydelige forskelle mellem mænds og kvinders litterære præferencer, ligesom der også er forskelle mellem det, der skrives af mandlige og kvindelige forfattere. Det er egentlig ikke nyt eller overraskende, og det er også forståeligt, når vi ser det som et resultat af en længere historisk udvikling.

Markedskapitalismen har for længst sørget for, at kvinderne kunne udgive bøger, hvis de skrev noget, som folk ville købe. I England var der før år 1800 henved 200 kvindelige romanforfattere og 100 lyrikere, og lignende tal findes for Frankrig og Tyskland. I Danmark skal vi lidt længere frem i tiden, før forfatterindernes antal stiger, men der var dog 76 i perioden 1800-70. Problemet var blot, at kvinderne manglede anseelse på parnasset, og det gør de åbenbart stadig, siden der er så få i Det Danske Akademi.

Det har rødder i det gamle skel mellem læg og lærd. I fortidens højere skoler og universiteter, som kvinder ikke havde adgang til, talte man latin, patrius sermo, faders tale, mens man hjemme talte materna lingua, mors tunge. I latinskolen opbyggede drengene deres identitet i rene mandegrupper. Kultur betyder at 'dyrke', og latinskoledrengene blev uddannet til at dyrke samfundets autoriteter, Gud og kongen.

Ministeren for undervisning og kirke, som kulturinstitutionerne hørte ind under, hed indtil 1916 kultusministeren, det vil sige ministeren for dyrkelse af 'hellige ting'. Akademikere og intellektuelle var en slags præsteskab, som i 1800-tallet aflagde præstekjolen og i stedet dyrkede litteratur og kunst. Man kunne lige så lidt forestille sig kvinder i det selskab som i præstekjoler.

I 1800-tallet voksede antallet af læsere fra nye klasser, og kvinderne, som fik mere fritid for husholdning og børnefødsler, kom til i stort tal.

'De hellige ting'

De efterspurgte fortællinger og litteratur på modersmålet. I midtårhundredet havde romanen vundet anseelse selv på parnasset, men trods de mange kvindelige forfattere mente man stadig ikke, at kvinder kunne deltage i dyrkelsen af de 'hellige ting'. Deres bøger blev ikke taget alvorligt. Det sociale mønster, hvor kvinderne passede hjemmet, og mændene tjente pengene, anså man for naturskabt. Når kvinderne krævede plads på litteraturens marked, anfægtede de mændenes rolle som forsørgere; og når de krævede at blive taget alvorligt som forfattere, anfægtede de samfundets patriarkalske struktur.

Romantikkens kvindelitteratur indeholder imidlertid indsigtsfulde skildringer af det kvindeliv i familien, som den udsprang af.

I mændenes litteratur blev det beskrevet som snævert og passivt, men det svarede ikke til kvindernes opfattelse.

Jeg har i Romantikkens forfatterinder (2009) vist, hvordan kvinderne udviklede en positiv identitet baseret på den hjemlige intimsfæres værdier og skrev ægteskabsromaner om samlivet mellem mand og hustru, guvernanteromaner om ugifte kvinders liv i fremmede familier og emancipationsromaner, der kritiserede patriarkatets kvindesyn.

Jo flere kvindelige forfattere der kom til, jo mere kritisk blev de modtaget af anmelderne, som først spurgte til forfatternes køn. »Den er åbenbart skrevet af en kvinde«, »i den velbekendte damegenre«, »utvivlsomt forfattet af en dame«, noterede 1860'ernes anmeldere uanfægtet. Kritikken var udtryk for brødnid, når en anmelder bekendte, at den »stadig voksende skare af forfatterinder har noget skræmmende for os«, men også for en følelse af hjemløshed i kvindernes bøger.

»Der optræder i fortællingen kun to mandfolk«, »begge er svage, forfængelige, vægelsindede og udygtige«, skrev en. Der er »et stærkt misforhold mellem de to køns repræsentanter i favør af det svagere«, skrev en anden.

Opgav intimsfæren

Demokratiseringen og det moderne gennembrud ændrede kønsrollerne fundamentalt. Allerede i tiårene 1870-90 var der lige så mange kvindelige forfattere, som i de 70 foregående år, det viste Pil Dahlerup i Det moderne gennembruds kvinder (1983), og i årene 1930-50 var der knap 300, skriver Anne Birgitte Richardt i Køn og kultur (2005).

1900-tallet blev en blomstringstid for kvindelitteraturen. Romantikkens forfatterinder havde taget de første skridt til at erobre en plads i offentligheden for deres bøger og livssyn. Nu fik kvinderne uddannelse og arbejde på lige fod med mændene, om end i begyndelsen kun med de lavere placerede mænd.

Betingelsen for dette fremskridt var dog, at de opgav væsentlige sider af den intimsfæreidentitet, som de foregående kvindegenerationer havde bygget op. For at varetage mændenes arbejde måtte de overtage dele af deres karakteregenskaber med udsigt til at blive en slags andenrangsmænd, kvinder i jakkesæt.

Kvinderne ville imidlertid både realisere sig selv som kvinder, hustruer og mødre og have borgerlige rettigheder på lige fod med mændene. Derfor har feminismen spaltet sig i to retninger, forskels- og lighedsfeminismen. De er ofte blevet fulgt ensidigt hver for sig, men det er to parallelle spor, der kun sammen kan føre til det fælles mål, som Gyrithe Lemche skrev i Dansk Kvindesamfunds Historie: Anerkendelsen af kvinden som mandens ligestillede i familie, samfund og stat.

At indhente sig selv

Kvindebevægelsens hovedspor har været ligestillingsprojektet, men forbindelsen til intimsfæreidentiteten er blevet fastholdt som en progressiv undergrundsbevægelse i kvindelitteraturen. Kvinders anderledes læsemønstre kan vidne om, at de kvindelige livssammenhænge, der udspringer af intimsfærens kvindekultur, fortsat trænger sig på som vedkommende temaer. Det kvindelige dannelsesperspektiv tegner gennem århundredet en karakteristisk udviklingslinje i forhold til den traditionelle kvinderolle. Dagsordenen for den første generations forfatterinder var at emancipere sig fra de begrænsninger, der var defineret af mandssamfundet. Deres relative succes åbnede i den næste generation for det klassiske perspektiv at overvinde fremmedgørelsen og indhente sig selv. Den tredje generation satte den genfundne identitet som forudsætning for emancipation af kvindeligheden, både med hensyn til kønslige ligheder og forskelle og i ønsket om at forbinde det private og det politiske.

Problemorienterede

Populære forfatterinder fra Thit Jensen og Karin Michaëlis til Kirsten Thorup og Hanna-Vibeke Holst har været og er talerør for den nye kvinde i den offentlige debat.

De har ydet væsentlige bidrag til at mobilisere den kvindelige selvbevidsthed og give den et fremadrettet og dynamisk indhold ved at udfolde vitale problemer omkring seksualitet, skilsmisser, børn og psykiske lidelser, længe før de blev taget op politisk eller gjort til genstand for videnskabelige studier.

Mens mændene udviklede romanformen og fordybede sig i æstetiske formeksperimenter, fastholdt kvinderne i højere grad romanens og især dannelsesromanens oprindelige funktion som problemorienteret og erfaringsformidlende. Det er en af grundene til, at de tiltrækker mange læsere. En anden grund er, at det har været nyt at se kvinder i traditionelle mandlige roller, deraf måske de kvindelige krimiers øjeblikkelige succes.

Endelig måtte den ændrede kvinderolle også fremkalde en ændring af manderollen. Indtil for nylig blev ligestillingsspørgsmålet alene forstået som kvindernes retmæssige krav på et liv magen til mændenes. Først i de senere årtier har mænd taget deres identitet op til revision. Når den nye mandlige selvforståelse får tydeligere litterære udtryk, vil det sikkert tiltrække læsere af begge køn.

Lise Busk-Jensen er dr.phil. i litteraturvidenskab og har bl.a. skrevet disputatsen 'Romantikkens forfatterinder'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan H. Hansen

"Mens mændene udviklede romanformen og fordybede sig i æstetiske formeksperimenter, fastholdt kvinderne i højere grad romanens og især dannelsesromanens oprindelige funktion som problemorienteret og erfaringsformidlende. Det er en af grundene til, at de tiltrækker mange læsere."

Skriver Lis Busk-Jensen. Og hun skriver videre, at det stadigvæk er sådan. Altså er der intet der er ændret, og alt er som det plejer. Kvinderne skriver best-sellerne og mændene skriver de smalle eksperimenter. En af grundene til det er sådan, er at kvinderne i høj grad skriver på "identifikation", mens mændene skriver på det modsatte altså "afstandtagen". Kvinderne vil nemlig helst identificere sig med deres heltinder mens mændene helst vil lægge afstand til dem. I en kort periode i 90´erne var dette billede vendt om. Kvinderne skrev eksperimenterne (f.eks. Christina Hesselholt) mens mændene (Peter Høeg, Carsten Jensen) skrev bestsellerne. Men i dag er alt ved det gamle igen.

Ministeren for undervisning og kirke, som kulturinstitutionerne hørte ind under, hed indtil 1916 kultusministeren, det vil sige ministeren for dyrkelse af ‘hellige ting’
---

'hellige ting': såsom penge ?