Kommentar

Lækken af de palæstinensiske papirer har styrket fredens chancer

Reaktionerne på de lækkede papirer viser, hvorfor også Mellemøsten behøver mere informationsåbenhed
Debat
27. januar 2011

Kritikere af The Guardians offentliggørelse af de palæstinensiske fredsforhandlingspapirer har rettet skytset i flere retninger. De har hævdet, at dokumenterne er falske; at de er ufuldstændige og derfor forvansker billedet, og at de aldrig burde være offentliggjort, fordi de hjælper Hamas, skader fredsprocessen og truer med at torpedere alle chancer for en tostats-løsning.

At papirerne skulle være et falsum, blev fejet af banen i går af Nabil Shaath, et tidligere medlem af det palæstinensiske forhandlerhold, der nu sammen med andre, som har været tæt på forhandlingerne står inde for deres ægthed. Er de ufuldstændige? Et udvalg på 1.600 ud af titusinder dokumenter vil selvfølgelig altid være fragmentarisk, og det har fået nogle til at beklage sig over, at dokumenterne kun giver indblik i, hvad der er foregået på den palæstinensiske side af forhandlingsbordet. Men papirerne prætenderer heller ikke andet. At hævde, at de derfor er uegnede til offentliggørelse, svarer til at sige, at New York Times aldrig skulle have publiceret Pentagon-papirerne uden at fremlægge en tilsvarende stabel papirer fra det nordvietnamesiske forsvarsministerium.

Men, indvender kritikerne, disse papirer er jo tydeligvis lækket af en person eller personkreds med en dagsorden. Jeg kender ikke kildens identitet, men selvfølgelig ville det være overraskende, hvis vedkommende ikke har et motiv til at lække. Skulle fravær af bagtanker imidlertid være kriterium, ville intet medium kunne gå videre med lækkede indsigter, og så ville vi aldrig få noget at vide. Desuden bør offentligheden være intelligent nok til at lægge to og to sammen.

Men hvad så med den mere alvorlige anklage om, at det ikke tilkommer The Guardian at offentliggøre papirer, hvis eksponering kan miskreditere den palæstinensiske ledelse og derved skader eller endda gør det af med fredsprocessen?

Nødt til at offentliggøre

Her er vi tilbage i den problemstilling, som var fokus for hele Wikileaks-furoren. Sagen er, at når en medie- organisation får fortrolige oplysninger i hænde som disse, så må den vælge enten at offentliggøre eller undertrykke dem. Andre mulig- heder er der ikke. Og intet nyhedsmedie, der er sit navn værdigt, ville tøve med at publicere en sådan guld- grube af dokumenter ...

Kun i sjældne tilfælde når der foreligger direkte risici for navngivne personers liv bør journalister tilbageholde oplysninger fra deres læsere eller seere. Visse personfølsomme oplysninger er da også fjernet fra de palæstinensiske papirer af både The Guardian og al-Jazeera.

Selvfølgelig får offentliggørelser af denne karakter altid politiske konsekvenser, muligvis endda dramatiske og problematiske konsekvenser. Men det kan ikke være op til journalister og redaktører at indrette sig efter spekulationer om mulige konsekvenser: Deres job er at finde ud af, hvad der sker, og at rapportere det til offentligheden så godt, de kan. At håndtere konsekvenser overlader vi til andre. Sådan må det være, for ellers ville aviserne aldrig udgive noget: En eller anden magthaver vil til hver en tid kunne hævde, at det tjener nationen bedst at holde den slags tilbage, at tiden ikke er moden til denne afsløring osv. Resultat: Offentligheden vil forblive holdt hen i uvidenhed.

Dette gælder ikke mindst for Mellemøsten, der lider under alt for lidt offentlig eksponering. Tag Tunesien. Måske er det overdrevet at kalde tunesernes folke- opstand for »verdens første Wikileaks-revolte«, men det er indlysende, at Wikileaks afsløringer af den herskende families eksorbitante luksuslivsstil var med til at nære Jasminrevolutionen. Ikke desto mindre blev offentliggørelsen af den amerikanske diplomatpost af præsident Barack Obama stemplet som »beklagelig«, mens Hillary Clinton kaldte lækagen for »et angreb på USA og det internationale samfund«.

Pointen er her, at journalister ikke kan forventes at afveje alle konsekvenser af en offentliggørelse, fordi selv meget markante konsekvenser som Tunesiens Jasminrevolution meget vel kan være fuldkommen uforud- sete. Og faktisk er der allerede tegn på noget lignende med de lækkede palæstinensiske papirer.

Ligesom Tunesien

For mange iagttagere var første antagelse som muligvis blev delt af lækagens kilde at afsløringen af de palæstinensiske forhandleres betydelige kompromisvilje ikke blot ville blive oplevet som en krænkelse af den palæstinensiske stolthed, men også udløse en øjeblikkelig bølge af folkelig afsky, som kunne føre til en tunesisk-inspireret revolte imod PA, de palæstinensiske selvstyremyndigheder. Og når først PA var faldet, ville fredsprocessen være forbi og to-statsløsningen begravet for evigt.

Dette kan stadig nå at ske, især på grund af PAs i forvejen lave agtelse i befolkningen. Men i første omgang har den palæstinensiske offentlighed ikke fulgt manuskriptet. En palæstinensisk insider fortalte mig i går, at nogle palæstinensere har mistanke om et komplot mod PA, som al-Jazeeras qatarske sponsorer skulle have udklækket for at hjælpe deres Hamas-forbundsfæller. Og det kan godt være, at manden på gaden i Ramallah ikke har stor tillid til PA, men han bryder sig ikke af den grund om Hamas og slet ikke om konspiratorisk indblanding udefra.

Hvad mere er, siger den højtstående palæstinensiske kilde, kan lækken af de palæstinensiske papirer måske udrette noget, som PA aldrig har været i stand til nemlig at forberede den palæstinensiske offentlighed på de smertefulde indrømmelser, som en fredsløsning en dag vil kræve. Denne lækage har definitivt taget livet af enhver forestilling om, at en fredsaftale en dag vil kunne komme uden betaling af en smerteligt høj pris. Nu kan der netop blive taget hul på en åben diskussion om, hvordan en fremtidig forhandlingsløsning kan se ud.

Noget lignende skete i Israel efter Camp David i 2000, da en lækage afslørede, at den israelske premierminister var rede til at gå med til Jerusalems deling. Der blev ramaskrig og raseri, men et tabu var brudt. Og også i Israel har de lækkede palæstinensiske papirer allerede medført en nyttig erkendelse: Nu er de toneangivende israelske politikere nødt til at indse og nødt til at indrømme, at der faktisk er en partner på den palæstinensiske side det er simpelthen ikke længere troværdigt at blive ved at påstå det modsatte.

Jonathan Freedland er udenrigspolitisk kommentator

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maiken Guttorm

Det mest bemærkelsesværdige ved de her afsløringer er at palæstinenserne som forhandlere umuligt kan bøje sig mere, hvilket jo efterlader Israel som den største taber i sagen. Israel kan på ingen måde bortforklare deres afvisninger af så store indrømmelser.
Palæstinenserne, Abbas inklusive, har ikke mere at tabe. På den ene side kunne man forestille sig at han ville smide håndklædet i ringen, når han tidligere har været så tæt på.
Men det er også muligt at han faktisk kan gå styrket ud af den her sag - fordi PA kan ikke synke længere - Israel har indirekte sat en klods for at hans autoritet kan svækkes yderligere.
Hvis det dog viser sig at PA's ledelse bukker under pga. det her, så har vi den 3. intifada. Det værste er tanken om hvor let en sådan kunne undgås.

Jeg tror dog det er alt for optimistisk at tale om at dette vil kunne føre til en åben diskussion om en mulig fredsløsning. Kun internt i Palæstina (hvilket man heller ikke skal kimse af, men det bliver en fodnote).
For Israels ledelse er efterhånden så kolde i røven at det ikke vil røre dem en tøddel at blive udstillet som sabotører. Det booster blot Liebermann-segmentet. De få kritiske røster i Knesset er for længst miskrediteret. Der kan INGEN lid fæstes til de israelske politikere. Kun til det apatiske folk.

Maiken Guttorm

...Og kudos til Al Jazeera og The Guardian for rent faktisk at gøre _noget_!

Når skabet ryger op, kommer forandringen. Det er helt rigtigt set, at Israel er mest kompromitteret her, og det vil være meget svært for Israels støtter at bakke op om fortsat stejlhed. Dét er det langt vigtigste: det internationale pres!
Samtidig er det jo også meget løfterigt, at ihvertfald den ene part har været villig til at strække sig så langt, for det må overbevise alle om, at freden faktisk er opnåelig.

Der er så vidt jeg erindrer et flertal i den Israelske befolkning for en 'pragmatisk' løsning på denne konflikt.

Højrefløjen i Knesset har haft stor succes med at fremstille PA som en flok uforsonlige terroristsympatisører.

Det her må først og fremmest undergrave Israels højrefløjs forhandlingsposition.

Hvordan det påvirker PA's position internt, remain to be seen.

Jens Thorning

Historien og især nyere tids historie er fuld af den slags eksempler på massiv uoverensstemmelse mellem den officielle version, som vi kender den fra Discovery, History Channel og Time Magazine og så den virkelige - fredstilbud, hemmelig forståelse mellem "dødsfjender", "men det kan vi naturligvis ikke sige", aftaler og gensidig forståelse, "så deler vi Polen" etc. og man må jo spørge, hvad vi så har gjort, at vi alligevel skal udsættes for alt det, vi udsættes for. Opdragelse?

Jørgen Larsen

Israel har aldrig forhandlet fred:
http://www.information.dk/205934

Michael Thomsen

Finder det sært at blot fordi man lækker nogle af den ene parts baggrundsinformation, så syntes det givet at Israelerne skal bøje sig mere. Staten Israel blev dannet af FN og det var ikke Israelerne der startede med at blæse på den. Det er jo blot fordi at Israel forstod at fastholde sin eksistens og svare igen, at nogen syntes de begår urimeligheder.
At Israel forhindre vand i at nå frem til de besatte område, ikke er ok, er ikke det samme som alt hvad Israel gør er forkert. Syntes debatten fortjener en smule mere nuance.

Ole Halvorsen

Tjae..i et land, hvor bl.a. en tidligere statsminister gentagne gange har forsikret os om, at: "Der ikke er fejet noget ind under gulvtæppet..." mens det benævnte "tæppe" nærmest har vist sig at skjule det ene lag løgn og bedrag efter det andet, så er det vel nærmest bydende nødvendigt med den slags informationer. Så:Tak til de der turde vise, hvad de sandhedssmidige ikke ville vedstå.

Michael Thomsen

Ole: He he - ja man kan sige det er en dyd at have et alternativt forhold til sandheden,,, indimellem er anstrengelserne så store, for at undgå sandheden, at det forekommer komisk.,, selvom sandheden kan være en svær størrelse er der jo ingen grund til at anstrenge sig for at undgå den,,,

Alan Jørgensen

Og man fristes jo netop til at spørge om, hvordan Israel atter blev the bad guy ved, at man nu får udstillet forhandlerne fra selvstyreområderne!? Det er vel ikke også sådan, at interne papirer fra Israel kunne indikere, at der også her foregår mange officielle og uofficelle forhandlinger samt rænkespil på lige vilkår som det, der fremgår af artiklen ovenfor. Det har vi endnu at se fra Wikileaks side ...

De selv samme papirer har jo også indikeret, at Israel - af navngivne arabiske lande - blev opfordret til f.eks. attentat mod Irans præsident Ahmadinedjad (http://www.e-pages.dk/politiken/46363/9). Og fra Gaza har papirerne ligeledes indikeret, at Abbas i 2007 bad Israel om hjælp til at likvidere Hamas terrorister (http://politiken.dk/udland/ECE1148208/wikileaks-fatah-soegte-hjaelp-fra-...) som selvstyretoppen ikke selv kunne kontrollere.

Vi er faktisk nogle som ikke er overraskede over, at Israel også har ryddet op for de arabiske fjender i deres baggård. Fordi Israel netop har udviklet en fantastisk evne til at rydde op i egen og andres baghave ....

Alan Jørgensen

Hvor bliver alle forkæmperne for selvstyreområderne af ?? Er det ikke sjovt at se, at Israel måske ikke er den største fjende i dette spil, men at man faktisk har så mange interne konflikter, at man konstant snubler over egne ben !?

Men en mur af tavshed fra folk, der hurtigt fordømmer Israel, men som ikke kan gribe i egen barm og se sine venners problemer ikke altid skyldes deres værste fjende. Særligt når det nu kommer frem, at selvstyreledelsens egen værste fjende måske er sig selv.

Og hvis vi ser til Vestbredden, har samhandel med Israel faktisk skabt en stigning i antallet af jobs og lønningerne. Der skyder nu indkøbscentre op, som faktisk minder meget om vore egne. Det er altså bemærkelsesværdigt, at dette kan finde sted, når Israel er paria på jord for mange af debattørerne herinde!

Er dette det bedste I kan præstere !?

Jens Frederiksen

@ Alan Jørgensen:

Uanset om palæstinenserne er mine venner eller ej, så er det Israel, som står bag den kyniske, brutale og målbevidste annektering af Vestbredden. Og det er Israel der, ligesom du gør det, konstant forsøger at få det til at fremstå som om det udelukkende er palæstinensernes egen skyld.

Glem de rørende historier om indkøbscentre, jobs og lønninger. Engang var det lige så rørende historier der blev fortalt, om de brave israelske bosættere, som skam allesammen så udmærket vidste, at de skulle tilbage til israel så snart der blev sluttet fred. Og som selvfølgelig var parate så snart der kom besked. Det er der dog ingen som længere vover at hævde.

Citat fra Lasse Ellegaards leder i tirsdags, som desværre ikke har være bragt her i netudgaven:

"Yassir Arafat og det styre, han efterlod, er mere arabisk end demokratisk. De, der har profiteret mest af dette (lækagerne) er ikke Erekat-typerne, men israelerne. Det vil have mere. Og helst det hele."

Vil du bryde den mur af tavshed, som Israels venner(?) omgiver sig med når de bliver spurgt om bosættelserne?

Alan Jørgensen

Lasse Ellegaard er måske ikke ligefrem kendt for at være stor fan af Israel og jeg vælger at se bort fra hans udtalelser som propaganda på lige fod med selvstyrets brug af sårede børn som er blevet placeret strategisk korrekt for at få Israel til at fremstå mere brutale, når de faktisk går ind og likviderer kendte terrorister! Dette er faktisk krig, og det må da være dejligt befriende at sidde heroppe i det kolde nord og kun bringe fordømmelser af en part i en krig, som har to sider!

Må jeg desuden minde om, at mere end 200 kassam-rakketter allerede er blevet skudt ind over Israel i 2011. Det bringer totalen op på næsten 9.000 de seneste 7 år. Jeg må konstatere, at der åbenbart ikke er bekymringer herom!? Skal Israelerne vente på, at de bliver dygtige nok til at ramme !?

Og nej, jeg vil ikke se bort fra flere jobs, højere lønninger og indkøbscentre, for det er 2010 / 2011. Det handler bestemt ikke om rørende historier fra engang for længe siden. De findes i dag og kan være med til at sikre freden. Det er det samme, der skete i Europa. Da vi alle blev fede nok, gad vi ikke slås, og det er vel kun godt, så lad os endelig få flere indkøbscentre !?

Bosættelserne er, som i øvrigt mange Israelere er enige i, ikke til fordel for andre end bosætterne. Det er et problem som Israel har skabt for sig selv og som kun Israel kan løse ... Bare fordi man sympatiserer med Israel, er man jo ikke i sagens natur enig med alt, hvad Israel gør og jeg er ikke enig i Israel bosættelsespolitik, som primært er præget af den ekstreme Israelske højrefløj som betaling for skiftende Israelske regeringers behov for flertal i Mellemøstens eneste demokrati - på godt og ondt!

Maiken Guttorm

@ Alan Jørgensen.
Nu er det jo ikke kun PA der bliver udstillet i de her papirer, men også Israels regering, der har afvist det bedste tilbud de nogensinde kunne ønske sig (som en skribent ved Haaretz skrev).

Jeg kan godt se at min sympati med israelere ikke skinner ret tydeligt igennem, men det betyder ikke at den ikke er til stede. Det er den andre steder, hvor Israel tager sig knap så kompromitterende ud.

Du har helt ret i at hele regionen er syltet ind i spændinger på kryds og tværs, og at mange af palæstinensernes traditionelle støtter er drevet af egeninteresser.

At der er samhandel er ikke noget nyt, lige som det heller ikke er nyt at folk på den forkerte side af sikkerhedshegnet ofte må stå i timelange køer for at komme på arbejde, nogle gange må de simpelthen bare vende hjem. Muren er, og bliver fortsat, sat så frugtbar jord vil kunne indlemmes på den 'rigtige' side - du gætter selv hvilken.

Der er heldigvis mange israelere der modarbejder regeringens intentioner. Det er også derfor jeg fremhæver politikerne som de er flest, og ikke israelere en masse.

Til sidst: det der med at Israel rydder op i egen baghave er desværre ikke sandt - jeg kan ikke forstå hvor du har det fra. Militæret, højtstående som fodfolk, slipper stort set hver gang med reprimande, også selvom de kendes skyldige. Det samme med bosættere der ødelægger olivenlunde.
Er der noget de ikke kan så er det at rydde op i den baghave.

Maiken Guttorm

@ Alan Jørgensen.
Nu er det jo ikke kun PA der bliver udstillet i de her papirer, men også Israels regering, der har afvist det bedste tilbud de nogensinde kunne ønske sig (som en skribent ved Haaretz skrev).

Jeg kan godt se at min sympati med israelere ikke skinner ret tydeligt igennem, men det betyder ikke at den ikke er til stede. Det er den andre steder, hvor Israel tager sig knap så kompromitterende ud.

Du har helt ret i at hele regionen er syltet ind i spændinger på kryds og tværs, og at mange af palæstinensernes traditionelle støtter er drevet af egeninteresser.

At der er samhandel er ikke noget nyt, lige som det heller ikke er nyt at folk på den forkerte side af sikkerhedshegnet ofte må stå i timelange køer for at komme på arbejde, nogle gange må de simpelthen bare vende hjem. Muren er, og bliver fortsat, sat så frugtbar jord vil kunne indlemmes på den 'rigtige' side - du gætter selv hvilken.

Der er heldigvis mange israelere der modarbejder regeringens intentioner. Det er også derfor jeg fremhæver politikerne som de er flest, og ikke israelere en masse.

Til sidst: det der med at Israel rydder op i egen baghave er desværre ikke sandt - jeg kan ikke forstå hvor du har det fra. Militæret, højtstående som fodfolk, slipper stort set hver gang med reprimande, også selvom de kendes skyldige. Det samme med bosættere der ødelægger olivenlunde.
Er der noget de ikke kan så er det at rydde op i den baghave.

Alan Jørgensen

Jeg taler om indkøbscentre på Vestbredden ... det har intet med kø ved grænsen at gøre ... frustrationen herover er en anden og i øvrigt yderst forståelig ....

Desuden må jeg jo sige, at sikkerhedshegnet ikke er kønt, men det har dæmmet effektivt op for selvmordsbomber. Derfor har det sin relevans for Israel. Hvilket andet land ville man kræve af, at de ikke skulle beskytte sin befolkning. Det er jo fundamentet for alle nationalstater. At vi sidder trygt i Danmark og fordømmer Israel er jo en luksus vi kan tillade os, fordi vi lever trygt og godt.

Og jeg mener bestemt, at Israel er dygtige til at rydde op i sin baghave. Må jeg desuden minde om, at alle de frodige olivenlunde og Appelsinplantager er noget, der er kommet til efter Israelerne kultiverede landet og hentede vand til afgrøderne .... det andet er et beduin skønmaleri, som kun i begrænset omfang har sin gang på jord ...

Jens Frederiksen

@ Alan Jørgensen:

"Lasse Ellegaard er måske ikke ligefrem kendt for at være stor fan af Israel og jeg vælger at se bort fra hans udtalelser som propaganda..."

- og dermed smyger du dig udenom, med et enormt forklaringsproblem til følge. Jeg kan levende forestille mig, at det ikke er nemt at overbevise en skeptisk offentlighed om, at det ikke er Israels hensigt at annektere Vestbredden. Men du gider altså ikke engang forsøge.

"Må jeg desuden minde om, at mere end 200 kassam-rakketter allerede er blevet skudt ind over Israel i 2011."

Du understreger netop min pointe: At det altid fremstilles som om det udelukkende er palæstinensernes egen skyld. Israelerne kunne gøre andet end blot at vente på, at raketterne flyver længere og rammer mere præcist. De kunne for eksempel begynde at spekulere over, hvorfor de raketter bliver skudt afsted. I det ærlige svar på det spørgsmål - det er jo nok noget med at en desperat situation afføder desperate reaktioner - ligger også kimen til en løsning. Medmindre selvfølgelig der er israelere, som er så kyniske, at de foretrækker propagandaværdien i angrebene - de kan jo fx se, hvordan deres protagonister rundt omkring behændigt kan bruge dem. Den mulighed kan vist ikke helt udelukkes.

"Og nej, jeg vil ikke se bort fra flere jobs, højere lønninger og indkøbscentre, for det er 2010 / 2011."

En opdateret version af den gamle historie om at israelerne bragte udvikling og velstand til de stakkels tilbagestående palæstinensere, som ikke selv formåede at løfte sig ud af armoden. Lige så gammel som historien om de friske bosættere, som var helt klar over, at de skulle hjem igen, når freden og ordren kom. Hvis israelerne i ramme alvor mente, at økonomisk udviking kunne bringe fred, som du så rørende beskriver det, ville de nok også gøre noget mere effektivt ved det. Og til gengæld holde lidt igen med annektering af land, bosættelser, tyveri af vandresourcer, vejspærringer, annekteringsmuren, nedrivninger osv osv.

"Bare fordi man sympatiserer med Israel, er man jo ikke i sagens natur enig med alt, hvad Israel gør..."

Ligesom de, der sympatiserer med palæstinenserne heller ikke nødvendigvis er enige i alt, hvad PA, PLO, Hamas m.fl. foretager sig.

"Jeg er ikke enig i Israel bosættelsespolitik..."

Så kunne man jo passende spørge: Og hvad har du så tænkt dig at gøre ved det? Du kunne jo til en begyndelse fortælle lidt om, hvad du mener at Israel rent faktisk kunne gøre. Udover at skyde hele skylden på palæstinenserne.

Jens Frederiksen

@ alan Jørgensen:

Så fik vi lige et par klassikere mere med.

Den om sikkerhedsmuren/annekteringshegnet::

"Hvilket andet land ville man kræve af, at de ikke skulle beskytte sin befolkning."

Af ethvert land vil man, som noget helt selvfølgelig, kræve at de bygger langs grænsen, og ikke inde over den. Selv om mange ihærdigt forsøger at forsvare hegnets/murens placering med besynderlige myter om grænsedragninger, som aldrig er foretaget og andre fantasifulde historieforfalskninger, som skal dække over brutalt tyveri af land.

Ingen protesterer over at Israel beskytter sin egen befolkning. Protesterne går alene på de grove og langvarige overgreb på en anden befolkning, som linieføringen indebærer.

Og så den om de flittige israelere overfor de primitive indfødte:

"Må jeg desuden minde om, at alle de frodige olivenlunde og Appelsinplantager er noget, der er kommet til efter Israelerne kultiverede landet og hentede vand til afgrøderne …. "

Igen er problemet, at israelerne ikke kunne nøjes med det land, som FN havde tildelt dem, men i strid med folkeretten fortsatte med at kultivere annekteret land og vande det med stjålent vand.

Alan Jørgensen

@ Jens Frederiksen:
Nu vil jeg lige minde om, at det var selvstyrets arabiske brødre, der beredvilligt angreb Israel af flere omgange. Da Israel i 1967 sagde nok er nok og besatte nogle landområder, var det for at etablere en sikkerhedszone. Det har været nødvendigt, da det har været umuligt for FN at garantere Israels sikkerhed. Jeg har ovenfor medgivet, at bebyggelse af de besatte landområder er dybt forkerte og ikke kan accepteres.

Der finder en høj grad af kontrol sted. Dette har primært sikkedshedpolitiske aspekter, og med såvel mur som høj sikkerhed, har Israel formået at gøre sit land til et godt sted for sine borgere at opholde sig! Der er ikke længere en daglig frygt for, hvor næste selvmordsattentat finder sted. Det var dagligdagen i alle Israelske byer tidligere.
Nationalstaterne har jo i sit udgangspunkt til formål at sikre ro og stabilitet. Der er jo helt åbenlyst tale om en krigserklæring fra Hamas (og Iran), som Abbas intet har kunnet stille op imod. Derfor er Israel tvunget til at træffe sine forholdsregler. Intet land i verden mødes af så massivt et pres som Israel, men Israel har desværre ikke råd til at være velmenende i denne sammenhæng. Det er også et spørgsmål om Israelske statsborgers menneskeliv. Og intet land i verden er udsat for så markant et pres for at sætte sine egne borgeres liv på spil som Israel, hvis de skulle gøre sig de indrømmelser som det internationale samfund kræver. Det er dybt urimeligt, at Israelere forventes at vende den anden kind til, når der er kastet mere end 8.500 kassam-rakketter ind over Israel de seneste 7 år. Hvilket andet land skal acceptere de vilkår som FN og det internationale samfund kræver, mens bomberne falder ind over det sydlige Israel. Det er altså krig og ja krig medfører tab og har menneskelige omkostninger ... Israel har ikke valgt, eller ønsket, krig fra mange sider af flere omgang, selvmordsbombere eller kassam-raketter. Hamas kan jo starte med at anerkende Israel og stoppe raketterne, så kan det jo være, at Israel kan have en begrundet tro på en varig fred ...

Den kultivering af land (Israel) og brug af vand fandt sted længe inden 1967, og kultiveringen af Israel er ikke med stjålent vand. Det er en løgnagtig påstand. Hvad angår de annekterede områder er en anden snak og det har jeg på intet tidspunkt forsvaret ...

Jens Frederiksen

@ Alan Jørgensen:

Ak ja...

"Jeg har ovenfor medgivet, at bebyggelse af de besatte landområder er dybt forkerte og ikke kan accepteres."

Og alligevel gentager du ukritisk alle de påstande, byggende på alt fra behændige fortielser til grove løgne, som i tidens løb er blevet fremført for at få det til at se ud som om det handler om alt andet end ulovlig annektering af besat land.

Blot et par eksempler:

"da det har været umuligt for FN at garantere Israels sikkerhed."

Når Israel ikke ønsker en international styrke - FN, NATO, whatever - til at bevogte 67-grænsen, så kunne det jo være fordi man ikke har den ringeste lyst til at nogen blander sig i hvad man foretager sig på Vestbredden?

"med såvel mur som høj sikkerhed, har Israel formået at gøre sit land til et godt sted for sine borgere at opholde sig!"

- hvilket man naturligvis lige så effektiv kunne have opnået med hegnet/muren langs 67-grænsen. Nu lå der bare så mange rare bosættelser (og vandresourser) lige på den anden side...

"Og intet land i verden er udsat for så markant et pres for at sætte sine egne borgeres liv på spil som Israel, hvis de skulle gøre sig de indrømmelser som det internationale samfund kræver."

Det internationale samfund kræver blot, at Israel overholder international lov. Med hensyn til den beskyttelse, som det internationale samfund, eller dele af det, kunne tilbyde, se ovenfor.

"Israel har ikke valgt, eller ønsket, krig fra mange sider af flere omgange,"

Israel har på intet tidspunkt foretaget sig noget som helst, der af modparten kunne tolkes som et ønske om fred. Selv under Oslo-processen i sin tid modsagde man de modstræbende udtalte ord om fred og forsoning med kontinuerlige udvidelser af bosættelserne. Det seneste nej til at fortsætte stoppet for bosættelser, de sølle ni måneder, bekræfter kun, at det hverken er et tilfælde eller palæstinensernes skyld. Det er fortsættelsen af en bevidst og kynisk politik, som nu har stået på i over fyrre år.

Der findes i politisk terminologi et grimt ord for velmenende folk, som tror at de støtter en god sag, men som på det groveste udnyttes af kyniske kræfter, der vil noget ganske andet. Du ved sikkert, hvad jeg tænker på.