Kommentar

Et manifest for forandring i Egypten

Det er intet alternativ til Mubarak-regimets afgang, og det må USA og Europa forstå, skriver den nobelprisvindende tidligere chef for FN's atomenergiagentur som i dag er samlingsskikkelse for den sekulære del af den egyptiske opposition
29. januar 2011

Da Egypten for to måneder siden holdt parlamentsvalg, var svindelen massiv. Præsident Hosni Mubaraks parti overlod oppositionen blot tre procent af pladserne. Tre procent! Og hvad var den amerikanske regerings reaktion? Washington udtrykte sin »skuffelse«. Ærlig talt, var det for mig en stor skuffelse, at alt hvad Washington følte var »skuffelse« - det er ikke just et dækkende udtryk for, hvordan det egyptiske folk følte.

Og da de første protestdemonstrationer så begyndte at samle sig i Egyptens gader efter den tunesiske diktators fald, hørte jeg USA's udenrigsminister Hillary Clinton udtale, at Egypten har en »stabil« regering, som »afsøger mulighederne for at imødekomme den egyptiske befolknings legitime behov og interesser.«

Pseudostabilitet

Jeg blev lamslået. Og forvirret. Hvad mente hun med »stabil«, og til hvilken pris er den påståede stabilitet købt? Er det stabiliteten ved 29 års 'nødretslove', en præsident med enevældige beføjelser igennem 30 år, et parlament, der nærmest er en hån, en dømmende magt, der ikke har en flig af selvstændighed? Er det hvad De kalder stabilitet, fru Clinton? Det kan ikke være Deres alvor. Og jeg føler mig overbevist om, at det ikke er sådanne kriterier, USA normalt bedømmer andre lande efter. Hvad vi ser i Egypten er pseudostabilitet, for sand stabilitet kan kun komme med en demokratisk valgt regering.

Dobbeltstandarder

Hvis De gerne vil vide, hvorfor USA ikke har troværdighed i Mellemøsten, så er svaret lige præcis her. Den egyptiske befolkning blev utrolig skuffet over den måde, USA reagerede på Egyptens sidste valg. Det bekræftede dem i deres opfattelse af, at amerikanerne anvender dobbeltstandarder, når de bakker op om et autoritært regime, alene fordi de tror, det tjener deres interesser bedst. Hvad vi ser i Egypten i dag er en nation i social opløsning, økonomisk stagnation og politisk undertrykkelse, men det taler amerikanerne - eller for den sags skyld europæerne - meget nødig om.

Så når Hillary Clinton hævder, at Egyptens regering afsøger sine muligheder for at imødekomme sin befolknings behov, får jeg lyst til at sige: »Desværre, det er for sent!« Og det er heller ikke engang god realpolitik. Vi så, hvad der skete i Tunesien, og før det i Iran - begivenheder, der burde gøre det lysende klart for alle, at der ikke findes stabilitet, hvis en regering ikke er frit valgt af sit folk.

Fredelig forandring

Selvfølgelig har den idé vundet indpas i Vesten, at den arabiske verden kun har to valgmuligheder: autoritære regimer eller islamiske jihadister. Det er en åbenlys forvanskning af realiteterne. Når vi taler om Egypten, findes der en hel regnbue af forskellige aktører - sekulære, liberale, markedsorienterede osv. - og hvis blot de får chancen, vil de også forstå at organisere sig for at vælge en regering, der er moderne og moderat. De ønsker desperat at komme på omgangshøjde med resten af verden.

I stedet for bestandig at sidestille politisk islam med al-Qaeda, så se dog på realiteterne. Historisk set blev islam kapret omkring 20 eller 30 år efter profeten og fortolket på en sådan måde, at de til hver en tid siddende herskere skulle have den absolutte magt og alene stå til ansvar over for Gud. Det er naturligvis en meget bekvem fortolkning for en hvilken som helst regent. For kun et par uger siden udstedte lederen af en gruppe af ultrakonservative muslimer i Egypten en fatwa, der opfordrede mig til at »angre«, at jeg har opildnet til offentlig modstand mod præsident Hosni Mubarak, og erklærede at herskeren har ret til at dræbe mig, hvis jeg ikke viger tilbage fra yderligere opsætsighed. Den slags ting fører os tilbage imod den mørke middelalder. Men hørte vi et eneste ords protest eller afstandtagen fra den egyptiske regering? Nej.

Trods alt dette, er det mit håb, at der kan findes en vej til forandring gennem fredelige midler. I et land som Egypten er det ikke nemt at få folk til at sætte deres navne og offentlige ID-numre på et dokument, der opfordrer til grundlæggende demokratiske reformer, men en million mennesker har gjort netop dette. Regimet der som aben hverken ser eller hører, ignorerede os simpelt hen.

Tilbage på gaden

Som et resultat af dette har Egyptens unge tabt tålmodigheden, og alt hvad vi har set på gaderne i løbet af den sidste uge, har de organiseret. Jeg har frem til torsdag valgt at opholde mig uden for Egypten, da det var den eneste måde, hvorpå jeg kunne blive hørt - de egyptiske medier nægter mig fuldstændig taletid, når jeg er i landet. Men jeg vil tilbage til Kairo, og jeg vil tilbage på gaderne, for i realiteten har jeg intet andet valg. Jeg er nødt til at være med på gaden sammen med disse massive menneskemængder, og jeg må bare håbe på, at situationen ikke udvikler sig til noget grimt, for hidtil ser regimet ikke ud til have fattet folkets budskab.

En ny begyndelse

Dag for dag bliver det sværere at samarbejde med Mubaraks regering, selv i en overgang, og spørger man mange af de almindelige egyptere, så er dette heller ikke længere nogen mulighed. De tænker, at nu har han været der i 30 år, han er 83 år gammel, så nu må det være tid til forandring. For dem er eneste mulighed en ny begyndelse.

Hvor længe det kan fortsætte, ved jeg ikke. I Egypten, som i Tunesien, er der andre kræfter end præsidenten og folket. Hæren har indtil videre været ret neutral, og jeg forventer, at den fortsat vil holde sig i baggrunden. Egyptens soldater og officerer er en del af det egyptiske folk. De kender dette folks frustrationer. De ønsker at beskytte nationen.

Men i denne uge brød egyptiske folk igennem frygtens mur, og når den først er gennembrudt, er der intet, der vil kunne stoppe egypterne.

Mohamed ElBaradei blev i 2005 tildelt Nobels fredspris sammen med FN's Internationale Atom-energiagentur, som han stod i spidsen for på daværende tidspunkt. Siden sin afgang fra IAEA i 2009 har han i stigende grad søgt at markere sig som samlingsskikkelse for den sekulære del af Egyptens opposition.

© The Daily Beast og Information. Distribueret af Washington Writers Group.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mohamed ElBaradei.

Tjae, man må jo gå ud fra, at dit kendskab til magtfilosofien, efter en international karriere, er begrænset. Så du kan jo henvende dig efterfølgende...

Med venlig hilsen