Kronik

Pakistan har begravet en liberal drøm

Pakistans liberale har længe udgjort et mindretal med ringe indflydelse, og har måtte se sig lagt for had og hånet for deres import af 'vestlige' ideer og kultur - nu er de også blevet en truet art
Pakistanske kristne beder for den afdøde Salman Taseer i Islamabad

Pakistanske kristne beder for den afdøde Salman Taseer i Islamabad

Farooq Naeem

Debat
11. januar 2011

ISLAMABAD - Tavsheden var knugende i Lahores gamle by, da Salmaan Taseer, en liberal pakistansk politiker, der var kendt for sine meningers mod, i sidste uge blev sænket ned i en alt for tidlig grav.

Soldater i orange turbaner stod ret ved den flag-draperede kiste med liget af Punjabs myrdede guvernør, mens pårørende med stenansigter så på. Kisten måtte føres til graven med helikopter fra hans officielle residens, selv om den kun lå et par gader væk: Myndighederne frygtede, at en ny fanatiker - som ham, der myrdede Taseer sidste tirsdag - kunne dukke op.

Taseers tre voksne sønner var iført sorte skjorter, og deres øjne var forgrædte. De kastede rosenblade i graven, og et signalhorn lød. Med skovle kastede gravere klumper af fugtig vintermuld på den frygtløse politikers kiste, og over hele Pakistan spekulerede folk på, hvad der forsvandt i graven med ham.

Liberale kræfter har længe udgjort et mindretal med ringe indflydelse i Pakistan, og hånes rutinemæssigt for deres import af 'vestlige' ideer og kultur. Nu er de blevet en truet art.

Ladt i stikken

Mens Taseer blev stedt til hvile i Lahore, blev også hans morder, den 26-årige sikkerhedsvagt Mumtaz Qadri, overøst med rosenblade. Det skete i Islamabad, hvor jublende tilhængere klappede ad Qadri, da han blev ført til retssalen. »Døden er acceptabel for Muhammeds slave,« råbte de.

Qadri har selv fortalt, at han dræbte Taseer - den mand, han skulle beskytte - fordi denne gik ind for reformer af Pakistans kontroversielle blasfemilov. Få andre politikere har vovet at tage til orde imod loven. De, som har, lever nu i vedvarende frygt.

Sherry Rehman, en kvindelig parlamentariker fra Karachi, der har stillet et lovforslag om reformer af blasfemiloven, er forsvundet fra offentlighedens søgelys. Tilhængere opfordrer hende til at flygte ud af landet. Kilder tæt på hende, siger dog, at hun er fast besluttet på at blive. Rehman har ikke anmodet om ekstra politibeskyttelse. »Hun er ikke længere sikker på, hvad en sådan beskyttelse indebærer,« sagde en kilde.

Taseers død er blevet mødt med koldhjertet intolerance fra ledere af højrereligiøse fraktioner, hvoraf flere insisterer på, at han fik hvad han fortjente. Andre har kaldt ham en »liberal ekstremist«. I et land som Pakistan er dette lidet overraskende. Mere påfaldende er manglen på lederskab fra landets politiske klasse.

Ledelsen fra det pakistanske Muslim League-N parti blev væk fra begravelsen i Lahore - måske havde de hørt Barelvi-mullahernes advarsel om, at enhver, som måtte finde på at kondolere Taseers efterladte, også risikerer døden. Men den trøstesløse ånd har også smittet af på det regerende Pakistanske Folkeparti, som Taseer var trofast medlem af.

»Vi skal finde ud af, om dette her er et forsøg på at destabilisere Pakistan,« sagde justitsminister Babar Awan, da han bebudede den uundgåelige retslige undersøgelse.

Den trætte retorik maskerer en beskæmmende sandhed: Taseer var ladt i stikken af sit eget parti.

Da Aasia Bibi, en kristen kvinde, 8. november blev dømt til døden i henhold til blasfemilovene, besøgte Taseer hende i fængslet for at vise sin støtte. Kort efter aktionerede en islamisk pøbel ud for guvernørens hus i Lahore, brændte hans portræt af og opfordrede til at slå ham ihjel. På tv tilsluttede fremtrædende mediekommentatorer sig koret af kritik imod ham.

Højtstående personer i hans eget parti foretog en kovending. Minister Awan udelukkede nu reformer. »Så længe jeg er justitsminister skal ingen overveje viderebehandling af dette lovforslag,« har han erklæret.

Kovendingen skyldtes en forregnelse. Ved Aasia Bibi-sagens begyndelse antydede præsident Asif Ali Zardari, at han ville benåde den kristne kvinde, hvis hun blev dømt. Men for to uger siden forbød højesteret i Lahore, som tidligere har haft flere udeståender med Zardari, ham at udstede benådningsordre.

Spørgsmålet blev nu et stridsemne mellem regeringen, domstolene og mullaherne. Zardari var magtesløs.

Og Punjab-guvernøren blev alene tilbage som forsvarer for Bibi.

Brysk politisk stil

Taseers politik og livsstil var kontroversiel i et land, som er faldet i en stigende konservatismes vold. Som søn af en pakistansk digter og en engelsk mor arbejdede han sig op fra beskedne kår til rigmand og forretningsfyrste i kraft af benhårde ambitioner.

Da han gik ind i politik, blev hans personlige liv gransket. Facebook-fotografier viste hans familie drikke vin, fejre europæiske helligdage, svømme og danse - almindelige aktiviteter i den vestliggjorte pakistanske elite, men i hans tilfælde velegnet til at nedgøre hans islamiske akkreditiver.

Men Taseer var ikke bange for slå igen. Han havde en brysk politisk stil, kunne være uhøflig og latterliggjorde sine fjender på Twitter, et medie, han yndede som perfekt til at affyre giftpile. Forskellen mellem to rivaler var f.eks., at »den ene har fået en hårtransplantation, og den anden går med muggen paryk.«

Den attitude bragte ham i konflikt med populistiske medieskikkelser. Sidste måned spurgte Meher Bokhari, en fremtrædende kvindelig tv-værtinde, Taseer, om han med sin støtte til den kristne kvinde ikke fulgte en »provestlig dagsorden«. Taseer svarede: »Hvis De spørger mig, om jeg er liberal, er svaret: Ja - det er jeg.«

For mange viser Bibi-kontroversen, hvor tungt gårdagens helte er faldet i Pakistan. Journalister, dommere og advokater, der gik sammen om at trænge militærdiktator Pervez Musharraf fra magten i 2007 må i dag alle se sig udsat for voksende kritik for deres passive rolle i blasfemiaffæren.

Som Ayaz Amir, en progressiv kommentator, bemærker: »De religiøse partier vil altid gøre, hvad de gør. Det er op til de øvrige dele af det pakistanske samfund at stoppe råddenskaben og vende tidevandet. Men de gjorde ... intet.«

For de trængte liberale har Taseers brutale død blottet en grim tendens i samfundet, der også kom til syne i offentlighedens tvetydige reaktion, da bevæbnede mænd sidste år massakrerede en moské i Lahore tilhørende det religiøse ahmadi-mindretal.

»Det 'tavse flertal' findes ikke længere, der findes kun en bange og forvirret flok omspændt af mørke,« skrev kommentatoren Khurram Husain.

Det tavse flertal

Den skæggede 26-årige smilte lyksaligt, da han blev ført væk af politiet efter at have dræbt Taseer - han drømte måske sødt om belønninger i det hinsides. Det smil er nu blevet billedet på Pakistans nationale smerte. Hans voldshandling får endnu engang aktualiseret Pakistans ældste debat: Hvad skal islams rolle være i samfundet? Med Taseers død har slagmarken for denne ideologiske debat forskudt sig til striden om blasfemiloven. Og der er næppe tvivl om, hvem der vinder.

Blasfemiloven, som først blev indført af den britiske kolonimagt i 1800-tallet, fik skærpede beføjelser i 1980'erne, da diktator Zia-ul-Haq dekreterede, at fornærmelse af profeten Muhammed var en forbrydelse, som skal straffes med døden.

Siden er den blevet misbrugt som redskab til personopgør og til at diskriminere mod mindretal. Misbruget er let nok, da beviser ikke er nødvendige - en påstået gudsbespotter kan fængsles og endda henrettes alene på vidneudsagn. Og den påståede brøde kan aldrig refereres - det vil kun forværre forbrydelsen. Bibi, kvinden i hjertet af blasfemi-furoren, står over for at blive hængt, hvis hun ikke får medhold i sin appel. Men selv om hun måtte gå fri, vil hun blive nødt til at flygte fra Pakistan øjeblikkeligt - at forblive i landet vil være alt for farligt. Canada har allerede tilbudt asyl.

Men i det nuværende klima er det usandsynligt, at Bibi går fri. Fremtrædende menneskerettighedsforkæmpere frygter, at hun bliver dræbt af fanatikere i fængslet eller på vej ned ad trappen fra retssalen, som det er sket i andre blasfemisager.

Efter Taseers død lyder spørgsmålet: Hvem skal nu tale hendes sag? En mulighed er den islamiske reformprædikant Javaid Ghamidi. »Hvis vi ikke siger fra nu, vil vi i morgen end ikke kunne sige de få ting, vi kan i dag,« sagde han til tv-kanalen Dunya. Men Ghamidi er for længst flygtet i eksil, efter selv at være blevet truet.

På Twitter - det medie, som Taseer elskede - begræder mange liberale pakistanere nu tabet af »Jinnahs Pakistan« - det tolerante, pluralistiske land, som landsfaderen, advokaten Muhammad Ali Jinnah, så for sig i 1947. Atter andre kæmper for at huske, om det land nogensinde har eksisteret.

Og på gaderne er det berømte tavse flertal - de moderate pakistanere, der afskyr ekstremisme og vold, og kun ønsker, at deres samfund skal trives - tavst som altid. Men i Pakistan er det ikke længere godt nok. Tavshed dræber.

 

Declan Walsh er Pakistan-korrespondent for The Guardian

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Petersen

Udviklinglingen i Pakistan er i sandhed bekymrende. Landet går med hastige skridt i retning af den mørkeste religiøse reaktion og ingen (i Pakistan) synes at ville gå imod den strøm. Tilfældet Taseer siger det hele. Dybest set bunder problemet ud i, at landets reelle magthavere - militæret og efterretningstjenesten ISI - i virkeligheden står på de militantes side på trods af den såkaldte "alliance" med USA. Der er ingen tvivl om, at de militantes fremmarch kommer til at skabe et stort sikkerhedsproblem for omverdenen, ejheller at Danmark står i første linje, hvad muligheden for terror angår. Meget bekymrende udvikling - det ser kun ud til at gå den gale vej....

Henrik Petersen

Meget interressant. En artikkel om Danmarks krigsdeltagelse i Afghanistan bliver udsat af et sandt stormløb af debatindlæg. En artikel om hvordan en fattig kvindes forsvarer imod en formørket religiøs lovgivning bliver slået ihjel har åbenbart ingen interesse for flertallet af Informations læsere.

Søren Mikkelsen

Peter Hansen harcellerer: "...har åbenbart ingen interesse for flertallet af Informations læsere"

Jamen det er da faktuelt korrekt, Peter, og tillige ganske naturligt. Der sker forfaerdelige ting mange steder, og det kan vi begraede - men ikke noedvendigvis goere meget ved. (Du selv graeder sikkert bittert over de fem millioner draebte i Congo, men hvad goer du ved det?)

Det mest naerliggende er at fokusere paa ting man faktisk har en vis indflydelse paa. F.eks. at forhindre eens egne landsmaend i at begaa angrebskrig og andre storforbrydelser.

Pakistan er ganske rigtigt i et skraekkeligt ufoere, og det er frustrerende, men altsaa hovedsageligt et pakistansk anliggende.

Som Ayaz Amir, en progressiv kommentator, bemærker: "De religiøse partier vil altid gøre, hvad de gør. Det er op til de øvrige dele af det pakistanske samfund at stoppe råddenskaben og vende tidevandet."

Søren Mikkelsen

Jo forresten, Peter, her er noget praktisk som "vi" kunne goere for demokratiserende kraefter i Pakistan: ligesom Canada allerede har gjort for Aasia Bibi (og den canadiske regering er ved gud ikke specielt progressiv paa det udenrigspolitiske plan) kunne "vi" tilbyde asyl til truede muslimer.

Forestil dig dette uden stoette og manipulation fra DF...

Henrik Petersen

Jamen Søren, jeg er meget glad for dit klare svar mht. truede muslimer. Men du undlader kategorisk at svare på det jeg skrev om. En fattig kristen kvinde der er blevet dødsdømt pga. en reaktionær lovgivning i et land, hvor islamister en temmelig "truende". Roser for hvordan alle der er imod dig, nu automatisk brandeds som onde "DF´ere".

Søren Mikkelsen

Det passer jo ikke, Peter. Jeg sagde det er forfaerdeligt med de trusler. Og jeg sagde ikke at du er en ond DFer. Eller har jeg misforstaaet dig - ER du en ...?

Ahem ;-P

Det er vigtigt at skrue ned for adrenalinen. Ellers fungerer hjernen daarlgt.

Det gaelder ogsaa paa det kollektive plan. Hvis tingene skal blive bedre maa mange flere begynde at tale roligt og fornuftigt i stedet for at raabe hoejt og truende.

Henrik Petersen

Jeg har kommenteret på en bekymrende tendens i Pakistan. En politiker der har forsvaret en fattig kristen kvinde imod landets blasfemilovfigning, som af flere er blevet betegnet som "reaktionær" er netop blevet slået ihjel. Støtten til den myrdede politiker i Pakistan har været til at overse. Mange i Pakistan føler, at han har fået "hvad han har fortjent". Jeg håber, at mange af Informationens læsere, der er imod forfølgelse af minoriteteter, og som er imod at religion skal præge samfundet på en formørket måde, således som vi har set det i vores eget samfund, vil træde klart ud og fordømme dette mord, og den tendens i et formørket samfund, som dette mord repræsenterer.

Henrik Petersen

Sagt med andre ord, lad os støtte de politiske kræfter, der vil kæmpe for minoriteters rettigheder. Lad os støtte dem ,der er for pluralisme. Lad os kæmpe imod dem, der abonnerer på hadet. Dem er imod jøder. Dem der er imod kvinders rettigheder. Dem der opfordrer til vold imod homoseksuelle. Lad os brøle sammen i kor, løver, kammerater!

Søren Mikkelsen

Hvordan oplyser man bedst "et formørket samfund", Peter?

Henrik Petersen

Det er en svær opgave. Dem der vil en "formørket" dagsorden i Pakistan, ser ud til at have vundet. Landet bliver udsat for terrorangreb efter terrorangreb, men meget af pressen mener, at "Indien" står bag. Ergo bliver islamisterne frikendt, og kan forsætte med at slå ihjel. Hæren støtter de islamistiske kræfter, og vil man være en sand patriot i Pakistan, må man bagge op om hæren. Forrædere møder deres naturlige skæbne, Taseer har lige mødt hans for at forsvare et udsat medlem af en religiøs minoritet.