Kronik

Det paradoksale selvmord

Selvmordsterrorister ønsker ikke at dø. Deres aktioner er tværtimod udtryk for en både kollektiv og individuel selvopholdelsesdrift
Der er mange myter om selvmordsbombere, som ikke holder vand, og et behov for rationelt at analysere bombemændenes desperate handling. Her bliver der gjort rent efter en selvmordsaktion i Darra Adam Khel i Pakistans Khyber-Pakhtunkhwa provins.

Der er mange myter om selvmordsbombere, som ikke holder vand, og et behov for rationelt at analysere bombemændenes desperate handling. Her bliver der gjort rent efter en selvmordsaktion i Darra Adam Khel i Pakistans Khyber-Pakhtunkhwa provins.

K. Parvez

15. januar 2011

Selvmordsangreb mod civile ses ofte som et resultat af ekstreme ideologier. Og statsminister Lars Løkke Rasmussen mente ligefrem, at angrebet i Stockholm var en sindssyg handling. Men en nærmere analyse af fænomenet selvmordsterrorisme viser, at der er tale om et mere alment menneskeligt adfærdsmønster i ekstreme situationer.

På tilsvarende vis var det ikke kun japanske kamikazepiloter, som udførte selvmordsaktioner under Anden Verdenskrig. Det samme gjorde både tyske, sovjetiske og enkelte amerikanske piloter. Baggrunden for piloternes angreb var altså ikke en bestemt religion eller kultur, men en mere almen reaktion på en ekstrem situation. Alle piloternes aktioner fandt sted på tidspunkter, hvor tabstallene var skyhøje, og modparten havde overtaget.

Langt over 90 procent af alle selvmordsangreb er foretaget i ikke-vestlige lande. Det er sket i forbindelse med væbnede konflikter i eksempelvis Libanon, Irak, Afghanistan, Sri Lanka og Israel/Palæstina. Der har været tale om langvarige blodige konflikter, hvor civilbefolkningen har været udsat for grusomme overgreb. Etniske konflikter er særligt eksplosive, fordi det nemt udarter sig til kamp om demografisk kontrol med geografiske områder. En gradvis og gensidig radikalisering er i de nævnte lande endt med massakrer, etniske udrensninger og bombardementer af boligområder. Ud af Iraks befolkning på godt 30 millioner blev fem millioner drevet på flugt i årene efter invasionen, og en endnu større andel af afghanerne, palæstinenserne, Libanons shiamuslimer, og Sri Lankas tamiler blev ligeledes drevet på flugt. For konflikternes svageste part har der været tale om en eksistenskamp, hvor ingen har kunnet vide sig sikre.

Hinsides belønning

Det er i disse situationer, at væbnede grupper har taget det ultimative skridt i radikaliseringsprocessen og udført selvmordsaktioner mod civile. Det er mere end noget andet den konkrete trussel mod en befolknings eksistens som etnisk gruppe med tilknytning til et geografisk område, der udløser dette ekstreme fænomen. Uanset om der eksempelvis er tale om hinduistiske tamiler eller muslimske irakere.

For alle religioner og kulturer er selvmordsterrorisme en ekstrem handling, som kun kan komme på tale i en ekstrem situation - nemlig den etniske overlevelseskamp. Religionens vigtigste rolle er at bidrage til den martyrkult, som er knyttet til alle organisationer, der benytter selvmordsterrorisme. Et er at forsvare sit liv. At ofre det uden chance for overlevelse er noget andet.

Men martyrkulten indeholder altid et løfte om hinsides belønning. Ikke alene bliver man en del af de udøvende organisationers omfattende heltedyrkelse og dermed befolkningens minde. Man er også garanteret en plads i paradis eller en form for genopstandelse. Eksempelvis har de marxistisk inspirerede Tamilske Tigre med tiden udviklet deres egen martyrkult, og Fatah forlod sin sekulære linje inden organisationen begyndte at udføre selvmordsterrorisme.

Hjemmedyrket terror

Sådan ser virkeligheden ud for næsten alle selvmordsterrorister. Men hvad med de sidste få procent eller promiller. De såkaldt hjemmedyrkede terrorister, der efter opvækst i vestlige lande vælger at udføre selvmordsangreb i Vesten eller mod vestlige mål i fjerne lande. De er vel ikke en del af den etniske eksistenskamp og er vel ikke direkte truet på livet?

Forskning i etniske grupper understreger, at det etniske tilhørsforhold er emotionelt og til tider irrationelt. Den enkelte vil knytte sin egen historie til gruppens historie og sin egen overlevelse til gruppens overlevelse. Samtidig har anden- og tredjegenerationsindvandrere tendens til at knytte sig særligt stærkt til den etniske gruppe, fordi tidligere generationers øvrige identitetsmæssige holdepunkter som slægt og landsbyfællesskab ikke længere er til rådighed, uanset om der er tale om jøder i New York eller pakistanerne i Birmingham.

Derfor kan unge muslimer i Vesten føle sig mere direkte berørt af hændelser i Bagdad, end unge i Basra gør. Noget tilsvarende kan gælde for unge i eksempelvis Saudi-Arabien, hvor samfundet gennemgår en social og økonomisk forandring i et tempo, vi aldrig har oplevet.

Nogle muslimer i Vesten kommer til at stå i et ingenmandsland mellem to kulturer, og for et lille mindretal vil det få dem til at søge mod militante islamistiske miljøer. Mange har tilsyneladende været på vej mod vellykket integration. De taler sproget, har ofte taget en uddannelse og lever et meget vestligt liv med fester, kærester og alkohol, men ender i rodløshed og identitetsmæssige kriser, der bidrager til oplevelsen af eksistentiel trussel, når den blandes med konkrete overgreb i diverse konfliktzoner.

Organisationer som al-Qaeda har for længst opdaget denne sammenhæng. Tusindvis af hjemmesider med en endeløs mængde af videoer og fotos af overgreb mod muslimer i Tjetjenien, Palæstina, Bosnien og andre områder skal styrke oplevelsen af konkret trussel og etnisk eksistenskamp.

Fælles for de hjemmedyrkede selvmordsterrorister er, at de i ugerne op til aktionen - på andres eller eget initiativ - har tilbragt snesevis af timer med at studere dels disse overgreb og dels diverse martyroperationer og afskedsvideoer. For at indlejre selvmordsaktionen som den eneste løsning.

Ønsker ikke at dø

Så selvmordsterrorisme udføres ikke, fordi udøverne ønsker at dø. Tværtimod. Den skal forsvare den etniske gruppe mod en eksistentiel trussel. Og martyrdyrkelsen slører bevidstheden om det personlige offer. Samtidig er det inden for selvmordsforskningen kendt, at angsten for at dø kan drive individer til selvmord. Hvis de pågældende tørster efter kontrol over det, der truer dem, og hvis de mangler forståelse for dødens endegyldighed. En forståelse, som martyrkulten netop skal fjerne.

De fleste religioner indeholder lovprisning af martyrer og forbud mod at dræbe uskyldige. Her adskiller islam sig ikke fra kristendom. Det var ikke organisationer som Hamas, Hizbollah, De Tamilske Tigre og al-Qaeda, der startede de konflikter, de siden har deltaget i. Det er næppe tilfældigt, at sådanne organisationer først opstår, og får folkelig opbakning, på et sent tidspunkt i en lang radikaliseringsproces. I andre situationer vil deres ekstreme metoder blive afvist.

Baggrunden er politisk

Man skal derfor tage selvmordsterroristerne alvorligt, når det gælder den politiske motivation. De islamistiske organisationer er politiske organisationer i religiøs indpakning. De har politiske mål og arbejder ud fra en politisk analyse af fortid og nutid. Antallet af selvmordsangreb steg eksplosivt, globalt set, efter invasionen af Irak og Afghanistan. Så selv om Vesten var tvunget til at reagere i forhold til taleban-regimet, har krigen mod terror kun forværret problemet. Det fik da også den tidligere britiske udenrigsminister David Miliband til at afblæse krigen mod terror, fordi der var blevet satset for ensidigt på militære løsninger.

En politisk konflikt

Al-Qaedas strategi med angrebet d. 11. september var netop at lokke vestlige styrker i kamp i muslimske lande, frem for islamisternes hidtidige kamp mod vestligt støttede diktaturer.

Hvis selvmordsterrorisme og terrorisme generelt skal bekæmpes, så kræver det, at vi primært begynder at opfatte det som en politisk konflikt. Abu Ghraib, Guantanamo, bombede afghanske landsbyer og støtte til undertrykkende regimer har blot bragt os længere og længere fra målet. Hvis vi ønsker at stoppe terroristernes fødekæde, er vi nødt til at skrue radikaliseringsprocessen tilbage.

Mikkel W. Kaagaard er cand.mag. i historie og samfundsfag og har skrevet speciale om selvmordsterrorisme

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spændende vedkommende kronik.

Specielt vil jeg fremhæve udsagnet: De islamistiske organisationer er politiske organisationer i religiøs indpakning.

Højreorienterede debattører har det med i den offentlige debat at angribe venstreorienterede for at optræde som hallalhippier, men her mangler der netop en erkendelse af islamisme som klassekamp, og en forståelse af de mekanismer - i de sekulæres islamistiske diktaturer - der tvinger klassekampen ind i religiøs indpakning.

Gorm Petersen

Jesus var den første marxist.

Hans martyrer havde blot misset pointen med at tage andre med sig i graven.

Tre ud af 4 potentielle terrorister i arabiske eksilsamfund, bruger Israel-Palæstina konflikten som vigtigste grund. At blive fordrevet fra hus og hjem - gennet sammen i flygtningelejre, og i perioder blive udsat for "målrettede drab" (MOSSAD) kan åbenbart virke provokerende.

Klassisk klassekamp (økonomisk funderet) spiller også en rolle - men de samfund de ønsker at sætte i stedet (Kalifatet) rummer ikke særlige garantier om social retfærdighed - i modsætning til eksempelvis Ny Testamente.

Det er nu ikke kun islamister der griber til selvmordsaktioner - det gør kristne såmænd også hvis desperationen er tilstrækkelig stor.

Arkadiklostret på Kreta er en sådan manifestation, hvor knap 900 kretensere, og 1500 tyrkere mistede livet i 1866.
Tyrkerne havde belejret klostret og efter et artilleriangreb brød de klosterporten ned - den græske kommandant Konstantinos Giaboudakis antændte herefter krudtdepotet, der eksploderede.

Man kan sige at eksplosionen gav genlyd i Europa, idet stormagterne nu begyndte at interessere sig for forholdene for den undertrykte kretensiske befolkning.

http://en.wikipedia.org/wiki/Arkadi_Monastery

Gorm,
På en eller anden måde føler jeg at du overser at langt størstedelen af alle selvmordsangreb sker i de islamiske lande, som et redskab i en intern magtkamp eller som kampform mod en teknologisk overlegen besættelsesmagt... her tror jeg ikke palæstinasagen spiller den store rolle.

PS. Jeg føler mig rimelig bibelstærk. Hvor i dnt sikres den sociale retfærdighed - ud over opfordringen til at give almisser.

Gorm Petersen

Hvis jeg skal skelne mellem "social retfærdighed" og at "give almisser" har vi begge et problem.

Er skattebetaling at give almisser ?

Hvis der med almisse forstås noget man ustraffet kan vælge ikke at give, var det ikke almisser, men social retfærdighed Jesus forkyndte.

Det mest direkte og aggressive angreb på kapitalisme og udbytning af markarbejdere finder man imidlertid i Jakobsbrevet (Jakob var bror til Jesus og fungerede som leder af menigheden i Jerusalem). Det er ikke Jesus-ord, men det har været en del af Ny Testamente lige fra starten. Her tales om at kapitalisterne vil blive ført til slagtebænken.

Er skattebetaling at give almisser?

...med almisse følger fornedrelse.

Og så ved jeg godt at liberalister taler taler om slavesind i velfærdsstaten, men omtalte slavesind er så absolut også en del af vores arbejdsmoral, uden at vi af den grund behøver at føle os fornedret af vores arbejde.

Troels Ken Pedersen

@ Johannes Aagaard:

Jeg tror du misforstår noget. Den etniske eksistenstrussel behøver ikke at VÆRE valid. Den skal bare opfattes som sådan af selvmordsangriberen.

Mogens Michaelsen

Jeg er enig i at islamistisk terror er politik i religiøs indpakning, og at det altså ikke er religionen som sådan, der er hovedproblemet.

Men det fragår jo ikke, at religionen rent faktisk kan misbruges på denne måde. Det kan den først og fremmest på grund af en bestemt religiøs forestilling, der er knyttet til de fleste religioner: Forestillingen om, at "evigt liv" betyder at man helt bogstaveligt lever videre efter døden, altså med den samme individuelle identitet.

Det er specielt denne forestilling, der kan misbruges politisk, og ofte er blevet det. Men da det netop er en forestilling, der findes inden for mange religioner, mener jeg det er forkert at fokusere på islam, selv om det aktuelt mest er islamistiske organisationer, der udnytter det.

Jeg er selv religiøs, men har en anden fortolkning af meningen med "evigt liv". Det er dog netop ikke blot et spørgsmål om den enkeltes fortolkning af religionen. Så længe de fleste religiøse ligger under for den naive fortolkning af "evigt liv" er der behov for religionskritik.

Mikkel W. Kaagaard

Det er helt rigtigt set Troels. Jeg vil mene, at vi alle er motiveret af vores analyser, opfattelser af situationen og det vi oplever som erfaringer. Uanset om vi objektivt har fat i den lange ende eller ej. De fleste nazister var overbeviste om at jøderne stod bag alvorlige forbrydelser og de fleste amerikanere var overbeviste om at Saddam Hussein samarbejdede med al-Qaeda osv osv. Det har været afgørende for amerikanernes holdning til Irak-krigen og for nazisternes holdning til jøder. Og det har herefter været afgørende for handlinger. Eksempelvis en amerikaners beslutning om at melde sig frivilligt til krigstjeneste.

I dette tilfælde er der for langt de fleste selvmordsterrorister og tilhængere af selvmordsterrorisme tale om personlige erfaringer med krig, borgerkrig, menneskerettighedskrænkelser osv. Disse er reelle. Men det har stor betydning hvilken kontekst disse oplevelser placeres i. De udøvende organisationer tilbyder en politisk analyse, en fortolkningsramme. Hvem truer os? Hvad er deres mål? Hvad kan vi forvente i fremtiden hvis vi ikke slår igen? Osv.

Helt generelt er min vurdering, at de udøvende organisationers analyser bygger på en blanding af objektivt korrekte og objektivt tvivlsomme/forkerte opfattelser. Og hvis vi i Vesten giver organisationerne for mange reelle og rimelige kritikpunkter, så bliver det også lettere for organisationerne at smide et par fordrejede og løgnagtige påstande oven i bunken. Men det er sådan set en anden diskussion end den der handler om at forstå fænomenet selvmordsterrorisme.

Jakob Andersen

Mikkel Kaagard skriver:

"Det er mere end noget andet den konkrete trussel mod en befolknings eksistens som etnisk gruppe med tilknytning til et geografisk område, der udløser dette ekstreme fænomen".

Hvad angår Irak, så synes jeg det er en meget underlig konklussion, især i lyset af at de fleste selvmordsangreb blev foretaget af Al Qaeda og deres støtter. Er Al Qaeda en undertrygt etnisk gruppe i Irak og med tilknytning et et specifikt geografisk område i landet?

'De islamistiske organisationer er politiske organisationer i religiøs indpakning'. Vrøvl! Lige som mange af kommentarerne. Venstreorienterede udlægninger for at undskylde religionen islam og dens outrerede udskejelser. Siden hvornår er nogle af Informations læsere blevet religiøse apologeter?

I islam skelner man ikke mellem politik og religion. Religionen er det altfavnende element, der styrer mennesket og samfundet. Mange muslimer er kommet under et gevaldigt pres p.g.a. globaliseringen og informationsteknologiens fremmarch, som forbindes med Vesten, og som er en direkte udfordring til det liv ummaen bør leve. Samtidig, og på grund deraf, har vi de sidste 40 år set en islamisk vækkelse og fundamentalisering.

Arash Shariar

Dette er ikke nyt. Problemet er at medierne eller politikkerne ønsker at gøre folk opmærksomme om bevæggrundene bag terrorisme. Det er lettere for den almindelige borger at pege fingre og kalde det irrationel handling for man ønsker selvfølgelig ikke at sætte sig ind i at disse mennesker lever i elendighed og en pres der ville få enhver til at blive skør. Her er det ikke fordi at spørgsmål om skyld ikke er vigtigt, lige ledes det faktum at terrorisme etisk og moralsk er forkasteligt. Hvis tanken er at stoppe disse individer at udfører sådanne handlinger må vi begynde at forstå deres bevæggrunde og ændre på de elementer der starter gnisten hos dem.

Men Mikkel W. Kaagaard får i i hvert fald min anbefaling for sin tekst.

- Arash