Læserbrev

Patologisk diagnosesyge

Det sygeliggør mennesket, når vi forveksler stress med travlhed, skriver Svend Brinkmann

Det sygeliggør mennesket, når vi forveksler stress med travlhed, skriver Svend Brinkmann

Lars Wittrock

25. januar 2011

Mette Klingsey retter et usædvanligt hårdt angreb mod mig i Information i weekenden.

Baseret på et enkelt citat fra Berlingske Tidende - »Hvor man før havde travlt, har man nu stress« - beskylder Klingsey mig over en hel avisside for at være kynisk og samfundsskadelig og vil lære mig »at tie stille med mit pjat«.

Klingsey fejllæser fuldstændig citatet, og misforstår dermed mine synspunkter. Citatet siger intet om, at alle mennesker med stress blot har travlt.

Selvfølgelig er der mange mennesker, som helt legitimt er sygemeldte med stressrelaterede tilstande. Klingsey gør sig skyldig i en elementær logisk fejl: Fordi alle hunde er pattedyr, betyder det ikke, at alle pattedyr er hunde.

Fordi folk, der har for travlt, i dag kaldes stressede, betyder det ikke, at alle stressede blot har travlt. Selvfølgelig ikke.

Jeg er helt enig med Klingsey i, at vi bør undgå at bebrejde individer for problemer, der har en samfundsmæssig oprindelse, og det er præcis et af budskaberne i min nye bog Det diagnosticerede liv - sygdom uden grænser.

Et af problemerne med dagens diagnoser er netop, at de ofte individualiserer sociale problemer. Det er derfor, jeg advarer imod per automatik at gribe til diagnoser og psykiatri, når mennesker oplever vanskeligheder.

Hvis f.eks. kravene på en arbejdsplads er urimelige, hjælper det jo ikke meget at sygeliggøre det enkelte menneske, der ikke kan leve op til kravene, og give det en diagnose. Det løser ikke problemet på lang sigt.

Diagnoser

Tværtimod lokaliserer diagnosen problemet i individet og ikke i det sociale. Diagnoser kommer meget let til at sygeliggøre alskens vanskeligheder og problemer som patologier, for derved at gøre problemerne håndterbare. Men dette er ikke altid til gavn for den enkelte. Problematikken er langt mere kompleks, end Klingsey giver udtryk for. Når mindst 8 procent af befolkningen aktuelt er på antidepressiv medicin, er det da fordi, vi er meget mere syge end før, eller fordi vores sygdomsbegreb har ændret sig? Eller begge dele? Vi ved det ikke med sikkerhed.

Men frem for blindt at tro på psykiatriens og medicinalindustriens påstande om, at 25 procent af befolkningen kan få mindst en psykiatrisk diagnose på et år, mener jeg, vi bør diskutere, om vi er i færd med at nedbryde grænserne mellem patologi og normalitet, psykiske lidelser og livsproblemer - og om dette virkelig er til gavn for samfundet og de psykiatriske patienter.

Dette kræver en sober debat på et oplyst grundlag, og ikke ubegrundede påstande om kynisme og samfundsskadelig virksomhed.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Holm Knudsen

Eller sagt på en enkelt form: Hvis du får ondt i røven af at sidde på en stol, er det så røven, der er noget galt med, eller stolen?

Rasmus Andersen

"Når mindst 8 procent af befolkningen aktuelt er på antidepressiv medicin, er det da fordi, vi er meget mere syge end før, eller fordi vores sygdomsbegreb har ændret sig? Eller begge dele? Vi ved det ikke med sikkerhed."

Altså, for 100 år siden brugte ingen antidepressiv medicin, ergo må der være noget galt siden hver 8. benytter dem i dag, sådan forstår jeg argumentet.

Brugte nogen kemo-behandling for 100 år siden? Betyder det kemo-terapi bør anskues på samme måde som antidepressiv medicin? "...er det da fordi, vi er meget mere syge end før, eller fordi vores sygdomsbegreb har ændret sig?"

Jeg finder altså at der er nogle seriøse fejl i din logik der. Med samme logik kunne jeg så ikke anklage kræftdiagnosen på samme måde?

Nåh, men det var så kritikken. Ja, det er da kanon med en diskussion. Jeg tror personligt vi har et stykke vej endnu, når selv eksperter fyrer op under den svære mudderkastning.

Jeg tror seriøs forskning, i det man tidligere kaldte "galehistorie", virker som en interessant tilføjelse til diskussionen. Hvordan har diagnoser ændret sig i forhold til samfund og tid? Er stress den nye diagnose i stedet for "dårlige nerver"?

Når alt dette er sagt, så har vi afgjort også problemer med medicinalindustrien. Tonsvis af kritik rettet mod upublicerede studier, lobbyisme for nye diagnoser og mere i den dur. Her tror jeg selvfølgelig mere regulering kan hjælpe.

Vi kunne også betragte stress, og de fysiske symptomer og konsekvenser, på lige fod med eksempelvis højt blodtryk. Som påvirket af livsstil og andre faktorer.

Liliane Morriello

Er der flere syge i dag, end der var for 100 eller 150 år siden. Det er svært at sige, men et ved vi at langt flere bliver diagnosticeret i dag, videnskaben har over de sidste 100 år udviklet sig med en hast der langt overgår den teknologiske udvikling. Og man ved fantastisk meget mere end man gjorde dengang.

At så mange færre blev diagnosticeret for 100 år siden, behøver jo ikke at betyde at de ikke var syge, eller at sygdommene ikke eksisterede.

Hvor mange mennesker i de laveste indkomstgrupper, med hårdt fysisk arbejde, led i under at leve meget ulykkelige liv, hvor druk, alkoholisme og familievold var en del af hverdagen. Hvor kvinder blev i ulykkelige ægteskaber og tyede til troen for støtte og trøst. Forventningerne til livet var små eller ikke eksisterende, udover overlevelsen.

Det er næsten umuligt at sammenligne dengang og nu.

Dengang for 400-500 år siden brændte man hekse, der var besat af onde ånder, der tog bopæl i deres krop og trods forsøgene på at uddrive disse ånder, vad nærmest at drukne den besatte, endte man på bålet.

Senere blev disse selvsamme mennesker låst inde på dåreanstalter, og jo mere de forsøgte at bedyre deres normalitet, jo mere vanvittige og udspekulerede antog man dem for at være.

I dag får de medicin, og har diagnosen epilepsi.

Men hvis det skulle være rigtigt at så mange flere er syge i dag, fysisk eller psykisk, mennesker som af den ene eller anden grund ikke kan leve op til samfundets krav om, effektivitet, viden, den konstante strøm af offentlige papirer der skal tages stilling til. Kravene om det ene og det andet, som samfundet stiller i dag.
Så er det måske på tide at man ser på hvad der er galt i samfundet, og ikke blot sende sorteper over til de der virkelig lider under det moderne samfunds krav, i form af fysisk og psykisk nedslidning, sygdomme, m.m.

morten hansen

En debat som den her er et godt-dårligt eksempel på, hvordan videnskabsfolk imellem, videnskab-politikere, politikere-medier, osv. fører en masse ikke-samtaler i offentlige rum. Man indtager en position for at skyde nogen ned for at få ret og bekræftelse.

Vi kunne i stedet have haft samtaler, hvor intentionerne kunne være at blive klogere på svært gennemskuelige emner. Og emnet stress er et sådant.

Og siden det i løbet af kanonsalverne fra disse højtuddannede kompetente mennesker ikke er forsøgt defineret overhovedet, hvad stress er, så vil jeg forsøge.

Stess kan både defineres mentalt og neurologisk. Årsagen til stress skyldes nemlig IKKE travlhed (skydeskiven for den ene part). Man kan sagtens have travlt uden at være stresset. Man bliver først stresset, når man mister overblikket. Stress er ofte et ledelsesproblem på arbejdspladserne, fordi ledelsen på et eller andet niveau ikke har taget hånd om, at medarbejderen frit kan yde sit bedste på den specialiserede post, man har har i sikker forvisning om, at ledelsen har overblik, kender formålet, mulighederne, timingen, osv. Simpel ansvarlig projektledelse. Hvilket også fra ledelsens side kræver solidt kendskab til medarbejdernes formåen.

Stress er den angst, der sniger sig ind, når man bliver forrådt af sin ledelse.

Fysiologisk eller snarere neurologisk er stress den tilstand i kroppen, hvor dens celler går i en tilstand af frygt eller selvforsvar. Det vil enten sige flugt, kamp eller sammentrukkethed. Er du en kanin, en gal vædder eller et pindsvin. Det er cellernes ene tilstand. Den anden er en tilstand af vækst, tillid og - man fristes til at bruge det dyre ord: kærlighed. Grundlæggende findes der kun de to tilstande for en celle i kroppen.

Vi er et samfund af celler. Hvis hjertet og hjernen hele tiden tvinges til at fortolke situationen som farlig, får dette samfunds medlemmer at hele tiden at vide, at de skal være i undtagelsestilstand. Andre systemer skrues ned. Adrenalerne skruer op for kamp-hormonet, immunforsvaret lukker ned, for det er der jo ikke brug for, når man skal løbe fra en tiger. Det kan kroppen holde til i kort tid, og det kan den sagtens, hvis der så bliver normaliseret bagefter. Det er i virkeligheden en fantastisk mobillisering, som giver en boost i krisesituationer.

Vi har skabt et samfund, hvor mange mennesker hele tiden får signaler om, at nu skal vi være bange. Vi skal være bange for de fremmede, finanserne, terroristerne, kineserne, krigen, kollesterolet, klimaet, sin ansættelse det næste år, rockerne og indvandrerbanderne, blodtrykket, grundvandsforgiftningen. Det sidste kan vi rolig være bange for, for det er en reel trussel, da politikere i over 40 år ikke har lyttet til advarslerne fra dem, der vidste noget. Klimaet derimod er - hvilket flere og flere, der får gjort deres hjemmearbejde finder ud af - et iscenesat svindelnummer for at tjene en voldsom masse penge og for at aflede opmærksomheden fra bla. grundvandet og pesticiderne, der seriøst truer selve livets kilde: vandet.

Frygtniveauet er konstant. Når man åbner medierne og tjekker de 15 overskrifter i en gennemsnits-avis handler det om mord, voldtægt, svindel, konflikter, perversioner, korruption, utroskab, bagtalelse, politisk kynisme, kendisser sviner hinanden til offentligt. Og så videre.

Niveauet for selvforsvarsberedskab er konstant højt. Derfor bliver toleranceniveauet overfor ekstra pres i hverdagen og på arbejdet lavere. Vi får aldrig mulighed for for at komme i en tilstand af tillid og ro. Læg dertil det opskruede niveau for elektro-smog, der kører gennem vores elektriske systemer konstant og sænker vores livsenergi. Et emne som medierne stort set aldrig omhandler, og hvis de gør, er det kun for at citere en af de undersøgelser, som mobilselskaberne selv har sponsoreret og kalder for videnskab.

Politikere har i de forløbne 10 år været med til at skabe et samfund med en grundtilstand af mistillid og kontrol. De falder på stribe i grøften med at operere og regere vha. frygt, for de ved, at det virker.

Men vi betaler omkostningerne.

Psykologiprofessoren ved også godt, at man i definitionen af en depression opererer med en model, hvor der ikke må være 'stressorer' på mere end få områder af en menneskeliv. Hvis der er stressorer: usikkerhed, radikal forandring og omvæltning på flere områder, bryder systemet sammen, og så indtræffer udbrændthed, depression, kronisk stress, misbrug, sygdom.

Men samtidig har manden jo også ret i, at der findes mennesker, der lugter gevinst og påskud for at stå af. Klynkerne, iscenesætterne, offerrollerne, hverdags-neurotikerne. De er en hån og fornærmelse mod dem, der virkelig er gået ned med flaget, de er nogle opportunistiske hængerøve, der gør det dobbelt så svært for dem, der virkelig er ramt.

Men det rokker ikke ved det faktum, at vi alle lever i en tilstand af forhøjet selvforsvar og evigt lurende frygt i disse besynderlige tider, hvor alting skrider overalt. Der er stressorer på næsten alle planer, medmindre man er meget balanceret og stærk og har skabt sig frirum og overblik og har foretaget aktive valg.

Jeg kan anbefale følgende: sluk for mainstream-medierne, TV'et, lad være med at dope dig med deres frygtmageri, repekter din krop, lær at tanke dens energisystem op og rense lortet ud af det. Der findes masser af teknikker. Personligt har jeg allieret mig et par håndfulder kinesiske QiGongs. Når man har højt Qi-niveau bliver man ikke stresset. Lad også være med at æde junkfood, for meget sukker, quit smoking, styr dit alkoholforbrug og kom i form. Men hold dig fra stress--præstations-træning. Gå hellere en lang tur ved vandet - vand er super-afledende for positive ioner - vi skal have meget flere negative ioner i vores miljø.

Få renset dine indre organer for affald. Find fx Hulda Clark's lever-udrensning på nettet. Den er overstået på 20 timer, og det er ret smertefrit, bortset fra at man skal på tønden. Du vil blive overrasket at se, hvor mange hundrede sære grønne kapsler af affald, fossilerede parasitter, galde m.m. der kommer ud.

Tjek evt. Dr. Manfredd Doepp's de-switching-øvelser på nettet. Lær yoga, men hold dig fra præstationsprægede former som Astanga og find nogle gode yin-yoga-øvelser. De er på nettet. Lær at meditere. Der findes mange former, hvor man ikke behøver at sidde i lotus med et mantra. Tai-Chi er meditation i bevægelse.

Lad være med at dope dig med dommedagsprofetier. Der er nogle klamme herrer højt på strå, der er helt vilde med, at vi skal købe den slags for tiden. Gi dig tid til at tale med din nabo. Gå en tur med hunden eller endnu bedre tag en snummer med katten - den er ekspert i af afstresse. Dyrk noget god sex, og giv dig god tid.

Og lad være med blot at dukke nakken, når den stressede chef igen kapper hovedet af dig og giver dig sit ny-sprog og afglidende management-pis. Jeg ved, det er svært. Men lad være med at tro, at du er alene.

Man skal ikke finde sig i stress.

"Man kan sagtens have travlt uden at være stresset. Man bliver først stresset, når man mister overblikket. Stress er ofte et ledelsesproblem på arbejdspladserne, fordi ledelsen på et eller andet niveau ikke har taget hånd om, at medarbejderen frit kan yde sit bedste på den specialiserede post, man har har i sikker forvisning om, at ledelsen har overblik, kender formålet, mulighederne, timingen, osv. Simpel ansvarlig projektledelse. Hvilket også fra ledelsens side kræver solidt kendskab til medarbejdernes formåen.

Stress er den angst, der sniger sig ind, når man bliver forrådt af sin ledelse."

Nedenstående link beskriver hvilke metoder organisationerne griber til, når der ikke er sammenhæng imellem mål, prioriteringer og metoder, som i sidste ende giver medarbejderne en oplevelse af kaos. Også i den proces står coaches og psykologer velvilligt til rådighed.

http://www.information.dk/224648

Lone Løvstad

Jeg kan ikke fortså at psykologien ikke har større selverkendelse og selvindsigt m.h.t. " at man er ved at nedbryde grænserne mellem patalogi og normalitet.Lige siden psykolgiens start i begundelsen af 1900 tallet og med possitivismen i 30érne (man nægter troen på Gud og sjæl) indtog i lægestandens tankesæt og psykologien, har behandler systemet "båret disse mørke briller" for at se på menneskeheden i et sort/hvidt lys og det virker destruktivt på mig.. For normaliet er kun en mindre pct del forundt i folge denne ideolgi..Okay der var nogle der tog farvede briller på en overgangsperide og var langt mere rummeligeDet korte af det lange er at kun få vil tage ansvar for den destruktivietet der lægges for dagen det er bekvemt at hænge sin identet op på at være behahandler.Skredet fornormaitet/ forpatalogi er forlængst overkredet kun få hørte "alarmklokerne".
Det er en del af Vestens tragedie.

Ursula. Stress er ikke angst. Det er heller ikke at have travlt. Stress er heller ikke dårligt.

Hvor meget stress man kan tåle uden at over skride den patologiske grænse er individuelt og afhænger af den enkeltes "sårbarhed". Sårbarheden kan igen opdeles i den enkeltes genetisk betingede sårbarhed og den socialt betingede sårbarhed.

Den genetiske sårbarhed kan man endnu ikke gøre meget ved. Den anden sårbarhedskategori kan behandles. Medicinsk og terapeutisk.

Den praktiserende læge ordinerer ofte medicin uden terapeutisk opfølgning. Det gør psykiaterne ikke. Derfor er de nyeste tiltag for psykiatrien velkomne. Så kan flere få den rigtige behandling i tide. Og unødvendig medicinering undgås.

http://www.information.dk/telegram/257155

At organisationer må ansætte coaches og psykologer for at folk kan fungere "ustressede" i miljøet, taler sit eget sprog. Det er lige som landmænd der forsøger at forhindre grisene i at bide haler ved at klippe dem af.

Ida Beck: Det er da godt at du lige får nævnt at du som de fleste her er lægmand. Specielt når de 8% ikke er medlem af din familie.

Brinkmann mener at psykiatrien og medicinalproducenterne er upålidelige... Industrien er givet inhabil. Psykiaterne er vel ikke mere inhabile end psykologerne. De sidste er vel den gruppe der tjener mest på "disharmonierne" i samfundet.
Hvor meget af debatten skyldes psykologers brødnid??

Ida. Det jeg mener er at du generaliserer mht. behov for medicin på baggrund af dine nære relationer.

Mit udgangspunkt er, at den enkeltes behandling må afgøres af kliniske undersøgelser og diagnoser udført af fagfolk i samarbejde med patienten/klienten.

Ikke af lægfolk der kender nogen, der kender nogen... og derudfra udtaler sig generelt om hvorvidt medicin er nødvendig eller ej.

Cecilie Jacobsen

Jeg tror, mange glemmer, at der er brug for alle diagnosererne - ikke fordi vi skal bruge dem i et væk, men fordi de hjælper de enkelte folk, der har sygdommene. En diagnose er en hjælp. Det er ikke en dom.
Et eksempel er at være højre-venstre konfus. Det er den mest almindelige hjerneskade, men det er en hjerneskade, og der er ikke noget galt med at diagnostisere det, hvis der er behov for det.
Det er ikke diagnoserne, der gør os syge, men generne og miljøet.

@ Torben Skov: Tak for din grundige og pædagogiske udredning af, hvad stress består af. Jeg hæfter mig ved, at der er en medfødt og en social del. Det fik mig til at tænke på en undersøgelse af vuggestuer, som Ph.d Ole Henrik Hansen har foretaget. Jeg hørte ham i et radioprogram, og jeg bed mærke i at han sagde, at pædagogerne ikke kan levere den ”selvværdsproducerende” ydelse. At stimulere børns selvværd kræver kontakt, og det får de kun 3 min. pr. dag i vuggestuerne. Da jeg hørte programmet, tænkte jeg om der mon er en sammenhæng mellem stigningen i antal depressioner og børns indtræden i institutionerne? (Hvis der altså er en stigning i depressioner - der er jo nogen der mener, at det bare hed noget andet før)

Det, du kalder den sociale del, handler vel (også) om vores forventninger til os selv, og de krav omgivelserne stiller til os. Og her synes jeg at @Morten Hansen kommer med gode input til hvad vi kan forholde os til i den henseende.

Jeg ved ikke om hele diskussionen skyldes psykologers brødnid. Psykologer er vel grundlæggende lige så ukritiske overfor deres fag, som så mange andre faggrupper. Det er derfor, jeg hilser Svend Brinkmann velkommen i debatten, for han forholder sig (efter min mening) kritisk til sit fag og det samfund det praktiseres i. Jeg hører desværre aldrig en psykiater forholde sig kritisk til samfundsudviklingen, og den rolle de spiller i den.

@Cecille Jacobsen. Ups... den sved, for jeg er stærkt højre-venstre konfus. Så jeg har altså en hjerneskade.

Jeg vil ønske at der snart er een eller anden der fortæller mig (os), hvad der skal til for at være et toptunet, ikke behandlingskrævende og normalt menneske.

Ursula. Jeg vil ønske at der snart er een eller anden der fortæller mig (os), hvad der skal til for at være et toptunet, ikke behandlingskrævende og normalt menneske.

Skal jeg give et bud vil jeg foreslå:"psykopat".

Normalt betyder ikke rask, men nærmere hvad der er flest af. I en anden tråd benyttede jeg flg. definition: Normal er hvad alle er tilsammen, men ingen er hver for sig.

Det er ikke stress der er "opdelt", men sårbarheden overfor stress. Den sociale del er en akkumulation af livets påvirkninger til nu. E.g. hvis man tidligere har haft depression øges sårbarheden og risikoen for igen at få depression vokser.

Stress er ikke sygdommen. Stress er naturens måde at hjælpe til overlevelse. Ved stress udskilles hormoner og stoffer i organismen som sættes i "alarmtilstand". Eksempelvist gnuer på sletten som ved at løverne er tæt på. Stress øger årvågenheden. Dyrene er i alarmtilstand, parat til flugt. Når løverne har snuppet en gnu bliver der atter fred og stresshormonerne nedbrydes. Alt er igen roligt.

Langvarig permanent stress er til gengæld skadelig og misforhold mellem mellem evner og krav kan sikkert føre til en permanent stresstilstand. Om man bliver syg afhænger af den enkeltes sårbarhed.

En kort betragtning vedr. arbejdsmiljø.
Mange arbejdspladser har et hakkeordenssystem der i bund og grund er uhensigtsmæssigt. Før i tiden var ansvaret ikke uddelegeret. Derfor ingen stress. Nu uddelegeres ansvar, men hakkeordenen bevares og på mange niveauer. Mange føler stress. En påvirkningen kraftig og langvarig nok bliver man syg.
Der vil vise sig symptomer undervejs. Disse bør man nok reagere på og søge hjælp. Nogle firmaer kan tilbyde psykologhjælp til ansatte.

Først tak til Morten Hansen for dit interessante og livskloge indlæg.
Når det er sagt, så synes jeg at debatten i denne tråd er røget lidt ud af en tangent. Som jeg forstår det, så handler det helt generelt om det, at vi i dag diagnostiserer såsnart noget træder udenfor 'normalsfæren' og at denne 'normalsfære' er indskrænket godt og grundigt i de seneste årtier.
At vi blander livsvilkår (som per definition ikke kan ændres) sammen med ting som det står i vores magt at ændre på. OG at vi i dag har en forventning om, at livet på ingen måder må gøre ondt eller være ubehageligt! Kort sagt, at vi ikke har lært at håndtere/ikke vil acceptere, når livet ikke går vores vej. At eksempelvis være ramt af en stor sorg ikke er det samme som at være deprimeret. At være et uroligt utilpasset barn ikke nødvendigvis betyder at man har damp og at være genert ikke nødvendigvis er det samme som at have asberger syndrom. Jeg siger ikke, at disse sygdomme ikke eksisterer, men jeg er enig i at vi bør stille spørgsmålstegn ved at diagnosticere alt som ligger udenfor rammerne af en 'normalsfære', der i dag synes meget snæver. Vi hylder den individualisme, hvor alle dybest set alligevel skal ligne og være som alle. Det er dét der er problemet, og dét der er så trist. Det ville være så fantastisk, hvis vi kunne rumme og hylde mangfoldigheden, forskelligheden og alt farverne i spektret. Dét er kærlighed!

1: At man som professor korrekser på en artikel der repræsenterer de synspunkter man fremlægger tæt på diamentralt modsat er vel næppe mudderkastning.
2: At pointere det debatværdige ved, at det defineres at 25 % af os kunne diagnosticeres med en lidelse, er ikke at sige at hele medicinal industrien er inhail. Faktisk udtrykker Svend generelt en nuanceret stillingtagen, og anderkender der er et behov, men problematiserer den markante stigning. Men hvis normaliteten defineres således, at en 4 del falder udenfor, kunne det vel være nærliggende at kigge lidt på definitionen af normalitet? Naturligvis også på de vilkår der gives det moderne menneske, der medfører definitionen. En diagnose defineres " diagnose sb. fk. (se hele artiklen i DDO)
bestemmelse af hvilken sygdom en patient lider af, ud fra dens symptomer og andre tegn;
● bestemmelse af årsagen til en unormal tilstand, fejlslagen udvikling e.l. (kendt fra 1960); ."
Men er også et øjebliksbillede. Hvis 25 % er i en unormal tilstand/lider af en sygdomstilstand - så må der da være noget galt med enten definitionen og/eller samfundets tolerencetærskel.
3: Jo stress og "travlhed" eller mængde af krav er forbundet, overdrevet niveau af performence muliggøres midlertidigt at "stress" (som Torben Skov også skriver)- der hvis der ikke gives de nødvendige pauser - som Svend omtaler, - over tid medfører sygelig stress.
Det er ikke stress at have travlt, - stress er at have for "travt" for længe; og jeg har ikke fundet noget sted hvor Svend udtrykker, at dem der lider af stress er "pivskidder", - eller giver de syge skylden, snarere tværtimod.

Dan Johannesson

@A. Jensen - helt enig.

Fremragende slutpointe:

"Vi hylder den individualisme, hvor alle dybest set alligevel skal ligne og være som alle. Det er dét der er problemet, og dét der er så trist. Det ville være så fantastisk, hvis vi kunne rumme og hylde mangfoldigheden, forskelligheden og alt farverne i spektret. Dét er kærlighed!"

Kunne ikke sige det bedre selv.