Læserbrev

PISA mig i øret

26. januar 2011

Regeringens forsøg på at skjule, at en OECD-undersøgelse kårer de danske gymnasier som verdens bedste, er vel det nærmeste, man kan komme en tilståelse af misbrug af samme OECD's PISA-undersøgelser.

Der er ingen grund til at tro, at PISA siger noget væsentligt om den danske folkeskole. Pointsystemet er bygget op, så det kun siger noget om rangordningen - ikke om resultaterne er bedre end ved sidste måling. I alle landene deltager de 15-årige, der stadig går i skole. I Danmark er det ca. 100 procent. I Singapore, der ligger højt på listen, er der kun seks års skolepligt, så der er de svageste elever nok stoppet i skolen. Måske er det sådan i mange af landene.

I Danmark er der i den seneste prøve, der blandt andet fokuserer på læsning, en voldsom overrepræsentation af to-sprogede elever på de deltagende skoler.

Det er efterhånden blevet gentaget så ofte, at mange tror på myten, om at 20 procent af de elever, der forlader folkeskolen er funktionelle analfabeter, som ikke er i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Selv om der er overvægt af dem, der scorer dårligt i PISA's læsetest i den gruppe, der ikke gennemfører ungdomsuddannelsen, er der altså elever fra alle de fem PISA-kategorier i gruppen.

Danmark ligger i alle tre undersøgte fag i en meget stor midtergruppe, der rent statistisk må betegnes som ens. Derudover er prøverne hemmelige, så vi ikke ved, hvad der undersøges. Det er helt sikkert ikke, om vi opfylder folkeskoleloven og Fælles Mål. Der er rystende, at PISA hver gang udråbes som en katastrofe.

Og der er rystende at 'katastrofen' bruges som begrundelse for ændringer, der går stik imod PISA-eksperternes anbefalinger.

Regeringens planer om offentliggørelse at resultaterne fra De Nationale Tests og forslag til opgør med enhedsskolen går stik imod alle eksperters anbefalinger.

Pisa-problem

Det er i sig selv et stort problem, at regeringens sølle ambition på folkeskoleområdet er at ligge som nummer fem på PISA's ranglister.

Nogle af de lande, der ligger over Danmark i rangordningerne, er udemokratisk styrede lande, som vi ikke behøver at konkurrere med.

Hvis Danmark skal konkurrere med Kina om arbejdspladser, skal der ske dramatiske ændringer i den måde, løn- og arbejdsforhold aftales på her i landet. I netop Kina er der fremsat et lovforslag, der forbyder, at forældre sender deres børn til lektiehjælp senere end til kl. 22. Er det sådan et børneliv, vi skal stræbe efter?

Lyt hellere til salig Kold som sagde: »I skolen skal man træde varsomt, thi her bliver mennesker til«.

Jeg håber, det kommende valg giver et nyt flertal i folketinget, men det bekymrer mig, at nogle af partierne i rød blok også refererer til PISA-resultaterne, når de argumenterer for ændringer i folkeskolen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Christoffersen

"Derudover er prøverne hemmelige, så vi ikke ved, hvad der undersøges."

Dette er ikke rigtigt. Vi ved præcist, hvad der undersøges. Det er beskrevet i alle rapporterne - se f.eks. side 145 i PISA 2006.

PISA beskriver, hvad man mener elever bør kunne, når de forlader skolen. Disse beskrivelser er så præcise, at man kan lave opgaver, der tester om eleverne kan det, man beskriver.

PISA`S opgaver er "hemmelige" fordi bruges flere gange. Beskrivelserne af hvad opgaverne måler er ikke hemmelige, de står i rapporterne. Der står rent faktisk ”Eleven kan ...” i alle beskrivelserne.

VK regeringen har trådt i spinaten, fordi de IKKE har fortalt skolerne, hvad PISA måler, det er jo det politikerne synes at eleverne skal kunne.

PISA testen er fuldstændig uinteressant – det er bare nogle opgaver. Det testen måler er jo interessant., fordi det beskriver hvad PISA mener eleverne bør kunne for klare sig i et moderne samfund – det er en slags internationale læringsmål.

Det har regeringen med flere ikke forstået, derfor virker politikken ikke.

Lars Jorgensen

Ang. Pisa er et politisk redskab.

Nu er 'politik' jo mange forskellige ting og derfor også nogle gange noget godt.

Pisa er et politisk neokonservativt projekt, der fjerner fokus fra, at uddannelse bør handle om livs- og demokratisk dannelse.

Istedet handler 'uddannelse' i PISA's filosofi om, at børn skal være lydige tjenere til markedet. Al uddannelsestænkning der drejer sig om at skabe børn med selvtillid, livslyst og et solidarisk demokratisk livssyn er klinisk udrangeret af PISA.

Samtidig betyder den evige og i hvert fald årlige 'rangliste' kamp, at stort set alle verdens lande på nær nummer et fremstår som havende et stort og 'tydeligt' uddannelsesmæssigt problem.

Det er så fladpandet, menneskefjendsk og Idiotisk! Men det er des-værre netop hele filosofien bag projektet. For på den måde fjernes fokus fra al mulig fornuftig dannelsestænkning.

Det er et politisk projekt - ja tak. Men et uhyre menneskefjendsk et af slagsen.

Niels Christoffersen

Den tidligere undervisningsminister - BH - siger i en kommentar til kritikken af skoleloven fra 2006, at i dag er der i hver klasse fire elever, som aldrig lærer at læse eller skrive ordentligt. Det kan vi ikke være bekendt. Derfor er det også socialpolitik. Vi skal sikre, at alle elever forlader skolen på et niveau, der gør det muligt at vælge og gennemføre en ungdomsuddannelse.

Ministeren glemte at fortælle, at de fire elever for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse mindst skal kunne følgende i læsning:

Niveau 2 - PISA - OECD
ELEVEN KAN lokalisere flere forskellige informationer, som hver for sig kan være baseret på flere kriterier. Eleven skal kunne se bort fra konkurrerende information.

ELEVEN KAN forstå hovedindholdet i en tekst, forstå sammenhænge, konstruere eller anvende simple kategorier eller danne sig en mening ud fra en begrænset del af teksten, når informationen her ikke er iøjnefaldende, og der kun kræves simple følgeslutninger.

ELEVEN KAN foretage sammenligninger eller trække forbindelse mellem teksten og anden viden eller forklare et aspekt ved teksten ud fra personlig viden og personlige holdninger.

I Danmark er der tale om mellem 7000 og 12000 elever, som hvert år forlader skolen uden disse færdigheder. Siden 2001 er der altså tale om, at ca 100000 elever har forladt skolen uden, at man har givet lærerne en chance for kvalificere disse elever til at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Er der mon tale om ond vilje. Set bakspejlet kan man godt få den opfattelse, men dokumentationen, der kan findes via åbne kilder, er så overvældende, at der må være tale om uagtsomhed eller et kulturfænomen, som er lokaliseret til Danmark, som det eneste land i norden.

Læs også side 20 i rejseholdets rapport A.

Og hvem er det lige der har haft ansvaret for udviklingen af folkeskolen i i 2/3 af de sidste 30 år?
ja her skal ikke nævnes navne!

At de ikke blærer sig helt vildt over dette fremragende resultat. Ja se der ligger det store mysterie.

Statistikken i PISA undersøgelserne er helt ubrugelige. I stedet for at bruge en normalfordeling, som man plejer i den type undersøgelse, har man lavet en top 100.
Det er ikke seriøst, og som artiklen påpeger er der statistisk ingen forskel mellem de lande vi kan sammenligne os med.
I statistik kaldes den slags manipulation.

Niels Christoffersen

I Danmark bruger man absolut karaktergivning, det vil sige, at karakteren udtrykker i hvor høj grad elevens kundskaber lever op til målene – det eleven skal kunne. Det er ”forbudt”, at tilstræbe en bestemt fordeling ved karaktergivningen.

Ordningen trådte vist i kraft i 2002/2003, men UVM er vist først for nylig (maj 2009) begyndt at bruge den, blandt andet i matematik til afgangsprøverne.

Og så PISA statistikken.
Statistikken i PISA er netop brugelig til det, den skal bruges til.

For det første definerer PISA, uafhængigt af landenes læseplaner, hvad de mener, man bør kunne, når man forlader skolen.

For det andet konstrueres testopgaverne, så de måler elevernes kundskaber i forhold til definitionerne - men altså uafhængigt af landenes læseplaner.

For det tredje så benyttes formentlig en form absolut bedømmelse af opgaverne, hvor gennemsnittet vælges som 500 point.

Dette sikrer, at man kan sammenligne landenes resultater. Sammenligningen siger næsten intet om kvaliteten af lærernes undervisning, den fortæller, hvor godt landenes læseplaner stemmer overens med PISA`S opfattelse af, hvad eleverne bør kunne, når de forlader skolesystemet.

Politikerne har tilsyneladende aldrig forstået, hvad PISA måler, nemlig kvaliteten af lovgivningen, ikke kvaliteten af undervisningen. Den kan man først udtale sig om når landene, der deltager i PISA er enige om, hvad eleverne skal kunne, og det er de vel langtfra?

Jens Thorning

Danmark har jo en skygge-undervisningsminister, børnelivets fjende nr. 1, professor på DPU, Egelund. Han må da vide, hvorfor pædagogik, altså videnskaben om børn, ændrer sig løbende og lynhurtigt i takt med markedsøkonomiske forhold?

Det er da revolutionerende viden, hvis vore gener påvirkes af ændrede produktionsforhold, Karl Marx må have svært ved at få armene ned i graven.

Lars Jorgensen

Al diskussion om teknik og statistik - kritisk eller ej - arbejder på PISA's ideologiske præmisser. Og støtter dermed projektet som meningsfuldt.

PISA er et præcist eksempel på Max Webers mareridt om den moderne verdens 'rationalitetens jernbur' (som et selvdestruktivt irrationelt fænomen), fordi præmisserne er menneske- og samfundsfjendske.

Den ideologiske præmis er konkurrence for konkurrencens skyld. De nationale traditioner hvor der er store forskelle med hensyn til undervisnings- og dannelsesmål er klinisk udrenset. Det er rent teknokratiske mål, hvor landene skal konkurrere på gennemsnitsresultater. Det er naturligvis den 'amerikanske' model, hvor børn fra de mindste klasser skal konkurrere med hinanden. Grundlæggerne af tegneserien South Park forklarede engang, at det amerikanske skolesystem fungerer på den måde, at langt hovedparten af børnene i de amerikanske skoleklasser (på nær de 4-5 'bedste') føler sig som en fiasko helt fra de små klasser. Et mønster der så gentages og indprentes hvert år, når de rykker op i en højere klasse.

Pisa er grundlagt på denne konkurrencens blindt ideologiske værdipræmis, hvor man får alle på nær vinderne til at føle sig som klare tabere. Og så på latterlige tal, tal, og tal, uden hensynstagen til, at mennesker kan tænke kvalitativt og nyt. Hvilket aldrig kan fanges af de latterlige tal.

Den menneskefjendske og i realiteten meget lidt konkurrencedygtige konkurrenceideologi gælder for børnene i amerikanske skoler; den gælder for landene i Pisa; og den gælder efterhånden også i den danske folkeskole, hvor den borgerlige regering som bekendt indædt har arbejdet for at indføre test til 'måling' af børn og skoler. Men test lærer ikke nogen noget som helst. Test måler kun.

Det er en tragisk udvikling, der absolut ikke gavner skolekundskaber, selvtillid og et optimistisk livssyn hos flertallet af eleverne. Tværtimod. For slet ikke at tale om de bogligt svageste elever, der i mange tilfælde idag, hvor selv håndværk kræver boglighed, har en stor risiko for at ende i eksistentiel håbløshed og selvmordstanker. Hvis de da ikke ender med at tage sagen i egen hånd og besøge skolen med deres egen helt (socialt forståelige) hadefulde dagsorden...

Hvordan tage ansvar for skolebørns massakrer på deres egen skole, når 'individet' er den eneste forklaringskategori? Det er umuligt. Amerikanerne kan da generelt heller ikke forstå, hvordan det kan ske. Kun en sociologisk forklaring kan vise de sociale processer, der leder frem til håbløshed, selvmord og skolemassakrer.

Når politikere fra forskellige partier elsker at tage PISA, alvorligt, så er det fordi de på den måde så besvimende let kan udvise handlekraft,. Da projektet ikke kræver nogen som helst dybere forståelse for dannelses- og uddannelsestænkning kan alle være med. Det kræver ingen hjerne.

Nå ja, og så hænger det selvfølgelig også sammen med, at oppositionen tydeligvis hverken har en særlig stor social intelligens eller moral, der ville tvinge dem til at sætte foden ned over for projektet. Og indsætte en helt anden dagsorden imod de latterlige - men forfærdelige - præmisser indbygget i projektet.

En dagsorden der bør handle om meningsfuld læring. Om hvordan man bedst og stadig bedre sikrer, at ALLE børn lærer det, som de har brug for. Ingen har brug for fiasko. Slet ikke nationer. Slet ikke forældre. Slet ikke lærere. Og da slet ikke skolebørn.

Stop idiotien og skab en ny meningsfuld dagsorden!

Så skal vi vise amerikanerne, hvordan de kan lære noget. Også erhvervslivet vil straks være med, hvis de får forklaret idiotien i det igang værende og fornuften i en sådan ny dagsorden.

Kun sammen skaber vi et bedre samfund og en bedre verden.

Lars Jorgensen

Nå ja, det skal lige med, at vinderne selvsagt har vundet på de samme falske præmisser.

Dermed har vi ingen som helst garanti for, at der virkelig er tale om 'vindere' på intelligens. Snarere tværtimod. For Pisa præmisserne indebærer absolut ikke, at skoleelever opildnes, motiveres og belønnes for at tænke nyt og kritisk omkring problematiske præmisser.

Derfor kan amerikanerne (som det fremgik af medierne i sidste uge) skabe stadig mindre kritisk og nytænkende unge mennesker med stadig større selvtillid.

På den måde er vinderne sådan set mest til grin i denne helvedesmaskine af tallenes evige endimensionelle: Vis mig dit tal og nummer i rangordenen og jeg skal fortælle dig, hvem du er, hvad du kan og hvad du er værd.

Latterlige selvsikre vindere, der totalitært velskolede end ikke tænker på at tænke ud af boksen....

Christina Laugesen

Tak Lars Jørgensen.
Måtte begavede politikere læse din tekst og fatte dit budskab.
Jeg undrer mig generelt over, at det er så enormt svært at forstå, at kæden ikke er stærkere end det svageste led; at dårlig social tilstand hos den enkelte får negative konsekvenser for mange.
Kold havde fat i noget og han forsøgte at brede det ud i sin samtid. Han har sat sig spor i dansk skolevæsen, som vi profitere af (har glæde, gavn og fremgang af) den dag i dag.
HVORFOR vil man denne fremgang og positive udvikling til livs med PISA-pis?
(Evnerne hos danske skoleelever til at tænke selvstændigt og innovativt kigger kineserne jo langt efter og ønsker at efterligne...).
I virkeligheden ligger mulighederne for velfærd og velstand jo her.

Knud Jespersen

Dette partsindlæg er jo helt forventeligt fra en lærerorganisation, som med næb og klør kæmper for ikke at komme til at undervise for meget.

Lærerne vil sande før eller siden, at deres indsats skal effektmåles, og deres mere og mere desperate kamp imod dette, giver jo en anledning til at tro, at de har noget at skjule !!

PS I øvrigt kan Finalnd vel næppe kaldes et udemokratisk land, og de er sandt for dyden i førertrøjen her !

Lars Jorgensen

Ja lad os få nogle hurtige sammenligninger og nogle overfladiske kommentarer - a la Egelund - om at vi da bare lige skal gøre som Finland...

Tænk hvis verden virkelig var så enkel... Det vil vel i bedste fald tage nogle årtier, hvis vi skal have skabt en kultur, hvor det giver høj status at være folkeskolelærer, fordi det (så) kræver uddannelse på universitetsniveau at blive folkeskolelærer.

Med hensyn til folkeskolelærernes undervisningstid så er også den dagsorden totalt vendt på hovedet. Man kan ikke have et sekunds erfaring med undervisning endsige vide det mindste om at tilrettelægge undervisning, hvis man mener, at folkeskolelærerne underviser for lidt.

Lad mig lige slå fast, at kun en teknokratisk og uansvarlig hjerne vil mene, at det giver mening at 'optimere' det sidste kvarter af lærerens time. Sådan at hverken lærere eller elever får denne klart logiske pause i forlængelse af hver time. Det ser måske fint ud i rene tal, men det giver et kontant realitetsproblem. Og ja så har vi it-folk, skemalæggere, specialklasselærere, bibliotekarer osv. Men de er jo alle lige så nødvendige som alt andet i folkeskolen.

Alle vil gerne have en god folkeskole. Men hvordan i alverden skal det kunne lade sig gøre, når folkeskolelære ikke får noget, der minder om en anstændig forberedelsestid?

Jeg har arbejdet som folkeskolelærer nogle år, hvor jeg skulle undervise op til 28 timer om ugen og så gå til møder. En almindelig uge er længere tid pga. folkeskolens megen ferietid. Men forberedelsestiden er virkelig yderst begrænset og faktisk klart for ringe i forhold til andre steder i uddannelsessystemet.

sådanne realiteter forstyrrer (heller) ikke den herskende dagsorden, hvor de kloge har 'regnet ud', at lærerne kan være mere effektive og undervise mere.

Faktisk er dagsordenen med at lærerne skal undervise mere klart kontraproduktiv ift. at skabe en bedre velforberedt og dermed mere interessant undervisning. Hvilket netop er nødvendigt hvis vi skal have de mindst interesserede elever med...

Hvis vi får de mindst interesserede elever med, så er alle med. Med synergieffekter for alting i folkeskolen.

Knud Jespersen

@Lars
Hvordan kan det være, at lærere andre steder kan have langt mere konfrontationstid med mindst ligeså hæderlige resultater, når der måles på elevernes færdigheder, hvilket er det eneste relevante parameter ?

Lærenes kamp for det bestående (findes der nogen mere konservativ faggruppe ??) er patetisk ----det gode er, at mange af de unge lærere, man møder i det daglige er langt mere fremme i skoene end dem, som har siddet fast alt for længe i vanetænkning i den danske folkeskole.

Lars Jorgensen

Jeg har en enorm respekt for langt hovedparten af de ældre lærere i folkeskolen. Uden tvivl fordi de generelt var ganske fagligt dygtige og behagelige mennesker.

Ligesom de fleste af de unge lærere. Og de fleste af dem midt i mellem.

Hvis lærernes organisation kæmper for det bestående, er det vel mest for at bevare det gode i det bestående. Herunder de bedst mulige arbejdsvilkår, så lærerne kan gøre deres arbejde bedst muligt og fungere bedst muligt.

Hvori skulle det 'nye' fornuftige bestå, hvis ikke i netop at forbedre disse vilkår? Så vi får en stadig bedre folkeskole...

Nutidens 'rationelle' forbedrere af folkeskolen hjælper absolut hverken lærere, elever, forældre eller nationen!

Hvis der er visse lande der 'statistisk' viser sig at få bedre resultater med flere konfrontationstimer, så siger det intet som helst om nogen kausal sammenhæng. Og da Pisa aldrig nogensinde har udforsket endsige forklaret en eneste minimal kausal sammenhæng, så kunne vi lige så antage en sammenhæng, såsom at elever i lande med flere solskinstimer ligger højere på pisa rangordenen end elever fra lande med få skildpadder og endnu færre skolelærere med tre bryster og rødt hår.

Flóvin Eidesgaard

JØRN KOKKENDORFF skriver:
Der er ingen grund til at tro, at PISA siger noget væsentligt om den danske folkeskole. Pointsystemet er bygget op, så det kun siger noget om rangordningen - ikke om resultaterne er bedre end ved sidste måling.

Jeg må korrigere denne påstand. Man kan godt sammenligne resultaterne fra to forskellige runder og man kan godt sige, om eleverne i PISA klarer sig bedre end ved sidste måling. Pointskalaen er netop konstrueret så der kan sammenlignes over tid.

Lars Jorgensen

I forbindelse med et debat møde i 2005, mellem Egelund og Lindeskov fra Pisa på den ene side og Staff Callewaert og Erik Jørgen Hansen på den anden, skrev jeg et længere indlæg til (dansk Bourdieuforening) HEXIS' hjemmeside. Det er (for) langt men kan findes på http://www.hexis.dk/hexis-nyhedsbrev-nr22.pdf. Nedenfor findes nogle relevante uddrag fra teksten:

En måde at demonstrere forskellen til hvordan en sand videnskabsmand tænker er at sammenstille Egelund med Carsten Elbro, der tydeligvis er tynget af sin viden om sin uvidenhed, om den komplekse virkelighed og sin forståelse for videnskabeligt metode, når han udtaler sig om forskellen på videnskabelige forklaringer og løsrevne statistiske sammenhænge, og om hvor vanskeligt det er at afklare hvilke faktorer, der påvirker læsefærdighederne:

"Elever, der får hjælp til læsningen derhjemme, er dårligere læsere end andre, viser international
læseforskning. Tidlig skolestart giver ikke bedre læsere, viser internationale sammenligninger. Og hvad kan vi så bruge det til? Ikke til ret meget, siger Carsten Elbro, læserforsker og professor ved Københavns Universitet. For sammenligninger viser ganske vist noget. Men de forklarer det ikke. Og i dag – ti-tolv år efter at internationale læsesammenligninger placerede danske elever i bunden – ved vi stadig uhyre lidt om, hvordan forskellige måder at undervise i læsning på virker. Men tilbage til paradokset med svage læsere, der
får hjælp hjemme: Det kunne se ud, som om lektiehjælp giver svage læsere. I hvert fald viser internationale undersøgelser, at der er en sammenhæng. (…) »Tallene viser, at elever, der modtager meget lektiehjælp hjemme, klarer sig dårligere end andre elever. Der er en negativ korrelation – et negativt talmæssigt sammenfald mellem meget lektiehjælp og dårlige læseresultater«, siger Carsten Elbro. »Men«, understreger han, »talsammenhængen forklarer ikke noget. Den viser ikke, hvad der er årsag, og hvad der er virkning«. Kunne forklaringen være, at hvis mit barn klarer sig godt, slapper jeg af og hjælper ikke med lektierne? Men hvis mit barn klarer sig dårligt, så forsøger jeg at hjælpe? »Det er muligt«, svarer Elbro. »Men det er en
fortolkning«. »En anden forklaring kunne være, at forældre, der gør meget ved hjemmearbejdet, ødelægger barnets skolelyst. Det er også en mulighed. Tallene kan ikke forklare os, hvilken fortolkning der er rigtig. De viser bare, at der er en negativ sammenhæng«. Og den slags fælder går vi nemt i, når vi diskuterer, hvad der bør gøres ved læseproblemerne og bruger internationale sammenligninger som »beviser«, advarer Carsten Elbro. »Lektie-eksemplet demonstrerer, at disse korrelationer er livsfarlige, fordi de ikke fortæller, om
der er årsagssammenhænge«." (fra Fagbladet Folkeskolen, 13. 08. 2004; LJ fremhævning)

Hvis korrelationerne er livsfarlige, hvad siger det så om de folk, der fører dem frem som beviser?
Måske er den dybereliggende sandhed, at Pisa hviler på en implicit neoliberal dagsorden med fokus på den mindste fællesnævner, de mest basale færdigheder som læsning, regning osv. Og at de politisk-institutionelle støtter bag Pisa er så sikre på deres dagsorden, at de er mindre interesserede i at forstå end i at påvirke. Og at
man derfor er mindre interesseret i at vide, at selv de basale færdigheder indeholder kulturelle forskelle, og at forklaringer på forskelle i færdigheder må søges gennem kulturelle forklaringer. I så fald er Pisa perfekt til at indfri dagsordenen og Egelund perfekt til at fortolke, hvad der må gøres. For uden en teoretisk begrebsramme er man nødsaget til at tolke baggrunden for resultaterne lige så tilfældigt og løsrevet som folk er forskellige og kan derfor fæstne sig ved de mest indlysende forklaringer, sådan som Egelund gør. Når han f.eks. mener, alene fordi han ser en sammenhæng mellem en høj placering på en rangstige og et højt forventningspres, at et stærkere forventningspres er et oplagt middel at indføre i den danske folkeskole.

Uanset om det er hensigten eller ej, så er konsekvensen af at opstille ranglister på baggrund af Pisa med dens manglende forståelse for videnskab, kultur og kulturel læring, og hvor der kun er et land, der kan ligge nummer et, at fokus i uddannelsespolitikken aldrig kan lande på andet end et snævert og ensidigt fokus på faglighed, faglighed, faglighed. For så kan man kun finde ud af, at de fleste ikke ligger i toppen; altså at der
er noget galt med fagligheden. Og så er der kun ét at gøre: forbedre fagligheden. Derfor Pisa’s succes i forhold til politikernes tilsyneladende uantastelige dagsorden: faglighed, faglighed, faglighed. Der er bare det problem, at det er en tom melding. Paradoksalt samtidig med at Pisa på ingen måde kan forklare, hvad og hvordan man skal gøre, hvis man vil forbedre fagligheden. (Her skal man gå til forskere som Elbro.)

Derfor opnår man blot at presse skolen, lærere og elever med en uholdbar idé om, at vi skal tilbage til 50’ernes skole. Mens politikerne bekræftes i deres salige tro og udstråler handlekraft. Forhåbentlig var det ikke det, politikerne oprindelig mente med, at Pisa skulle kunne bruges uddannelsespolitisk!

Synd at Pisa folkene ikke har formået at gribe chancen og gøre os alle klogere på vores egen kultur, historie og skole. Også set i forhold til andres landes skole, kultur og historie. Måske ville danskerne blive stolte af sådan en udforskning.
Måske ville man finde ud af, at danske unge er nogle af verdens bedste til at samarbejde. Måske ville man finde en sammenhæng mellem den begrænsede brug af formelle test i den danske folkeskole og en veludviklet samarbejdsevne og udpræget lyst til at gå i skole; og omvendt en sammenhæng mellem det stærke pres på (finske og) amerikanske skolebørn med mange test og en svag evne til samarbejde og en udpræget mangel på glæde ved at gå i skole. Forhåbentlig ville man så lettere forstå, at når man går tilbage er
der tale om tilbageskridt, og at en meningsfuld udvikling af den danske folkeskole derfor må tage
udgangspunkt i, at vi har gennemgået den autoritære revolution og må finde nye veje i den nye situation.

Lars Jorgensen

Man behøver ikke at være sociolog for at forstå, at når man massivt kopierer det amerikanske skolesystems evige 'testning' af elever mv. - ja så får man massivt de samme sociologiske (patologiske) konsekvenser. Det er blot at vente og se...

Medmindre der snart findes nogle politikere med så megen fornuft og samfundssind, at de vil stå inde for den danske folkeskole og tage totalt afstand fra Pisa.

Pisa forklarer intet om, hvordan et eneste skolesystem fungerer.

Pisa forklarer intet om, hvilke faktorer der fører til hvilke resultater.

Pisa kan ikke lære os noget som helst. Men forhindrer os paradoksalt direkte i at udforske og forstå, hvad der idag fungerer godt henholdsvis mindre godt i den danske skole (og i andre landes skoler) og blokerer derfor for, at vi kan blive klogere på hvordan vi skaber en bedre skole.

Vi er nødt til at skabe en forskning med videnskabelige ambitionom at klarlægge kausale sammenhænge.

Problemern i Pisas 'videnskabelige'grundlag gælder uanset hvilken dagsorden, man har. Selv den mest kliniske rene fagligheds-dagsorden undergraves af Pisa's totalt overfladiske og pseudovidenskabelige 'forklaringer'' og 'hvad man skulle-tro' sammenligninger..

Lars Jorgensen

For de interesserede - tillader jeg mig at citere lidt jangt afslutningen af min gamle artikel (nedenfor). Især fordi min argumentation på den måde underbygges af Erik Jørgen Hansen og Staf Callewaerts videnskabelige kompetence:

"Forhåbentlig er ovenstående gennemgang en hjælp til at forstå kritikernes engagement: derfor relevansen af EJH retoriske spørgsmål, at Pisa vel ikke blot skulle dreje sig om at rangordne lande, men vel var tænkt at skulle måle de unges færdigheder?; derfor hans udsagn om, at når man ikke måler ift. uddannelsesplaner er det umuligt at sammenligne mellem landende i de 15-åriges færdigheder; derfor CS’s udsagn, at Pisa
undersøgelserne ikke er komparative men ’competitive’, ikke komparative men transnationale, samt at ’Pisa ved intet og indeholder intet nyt, Pisa er ingen videnskab, ingen politik og ingen pædagogisk praksis men en
hybrid’, ’Pisa lyver, for de viser ikke hvad børnene har lært, men måler ift. hvad eksperterne synes de skal kunne’’; derfor CS om, at Pisa hviler på den præmis, at skal den neoliberale dagsorden herske i uddannelsessystemerne, skal man nulstille pædagoger, forskere osv. og finde folk, der vil stille op på disse præmisser, og ’videnskaben ikke skal gå politikernes ærinde, det her er ikke redeligt, konsulentfirma!’; derfor EJH’s beklagelse af, at denne type eksperter får frit løb og det uforståelige i at skoler stiller op til Pisa; derfor CSs udsagn at Pisa betyder, at det bliver vrøvl, der bliver udgangspunkt for de daglige faglige
diskussioner; derfor begges konklusion: Pisa-undersøgelserne er værdiløse og ubrugelige, ’lad dem ligge’.

Problemerne i Pisa gør, at man uden at snyde meget på vægten kan sige, at det er ligegyldigt, hvilke resultater de unge fra Danmark opnår på forskellige ’rangstiger’. Uanset om det er højt eller lavt, er der kun ét at sige: ja og? Ligesom forældre kan sige til deres børn, når de henviser til, at naboens forældre gør og tillader andre ting: ja og? Menende at de bestemmer og har deres grunde til, at tingene foregår på en bestemt måde. Tilsvarende kommer Pisa forskerne med alle mulige løsrevne rapporteringer om forskelle til hvad
andre lande gør.

Gid skolen og dens folk vil sige som forældrene, når Pisa-bureaukraterne kommer med nye tal og rapporteringer: Ja og? Vi gør som vi plejer, indtil I forstår vores baggrund og kan dokumentere, at der findes bedre veje til at nå de mål, vi ønsker."

Knud Jespersen

@Jørgensen
Mener du oprigtigt talt, at den vej, som Bondo og hans venner hele tiden forfægter giver de bedste resultater ?
Kan lærerene ikke gøre det bedre unde de givne rammer ?

I givet fald, må man jo bøje sig i støvet ;o)

Dine indlæg viser desværre en himmelråbende mangel på selvkritik på din stands vegne, og det blokerer for udvikling af folkeskolen ---- nøjagtig samme suppedas Bondo sidder i !

Flóvin Eidesgaard

JØRN KOKKENDORFF skriver:
I Danmark er der i den seneste prøve (...) en voldsom overrepræsentation af to-sprogede elever på de deltagende skoler.

Jeg spørger: Og hvad er pointen?

Lars Jorgensen

Jeg har en universitetsuddannelse i statskundskab og sociologi. Lærerstanden er ikke min stand.

Men jeg har studeret/arbejdet med uddannelsessociologi de sidste ti år efter, at jeg blev færdiguddannet. På et tidspunkt efter min kandidateksamen arbejdede jeg nogle år som folkeskolelærer. Altså en kombination at teoretisk og praktisk kundskab om uddannelses- og skoleforhold. Samtidig er videnskabsteori og (u-)holdbar epistemologiske argumentation min største interesse.

Folk som bliver ved med at tale om Pisa som et meningsfyldt projekt fatter ikke, hvor dybt problematisk projektet er. Det er pseudovidenskab, men fordi det læner sig så gevaldigt op ad, hvad man skulle tro - og hvad man kan se: At skolen ikke skaber den ene klasse fyldt med 100% professorbørn mv., så må der jo være noget galt. Ja, der er helt sikkert mange ting, der kunne gøres bedre i folkeskolen. Men Pisa forklarer intet, intet om hverken hvad der fungerer eller om, hvad der ikke fungerer. Faktisk er der ingen tvivl om, at Pisas fuldstændigt videnskabeligt funderede anbefalinger og projektet som helhed 'blot' skaber flere problemer for skolens virke.

Men da alle taler om skolen og skolen tester på livet løs, og Pisa 'undersøger' på livet løs - så er det selvfølgelig vanskeligt at se, at der ikke sker noget gavnligt. Men det svarer til, at kvaksalveren besøger landsbyen i 'det lille hus på prærien' (på et tidspunkt hvor der huserer en influenza) - og ordinerer sin hjemmelavede kvaksalve i forvisning om, at det plejer et hjælpe på kvaksalverens egen mave. Og så går hele landsbyen ellers igang med at spise kvaksalve. Fyldt af et falsk håb.

Hvis Pisa var et medicinsk projekt ville lægernes stærke faglighed gøre dem i stand til at fratage Pisa-kvaksalverne bestillingen og dømme dem til at betale store erstatninger til patienten. Vihar desværre ikke et tilsvarende stærkt samfundsvidenskabeligt felt. Endnu...

Knud Jespersen

Sorry Jørgensen ----troede du var skolelærer, men det ændrer ikke rigtigt ved mine spørgsmål !

Skal der ikke fektsmåles i folkeskolen og kan det ikke gøres bedre under de givne rammer ??

Lars Jorgensen

Dansklæreren tester dagligt sine elevers 'standpunkt' som det hed i gamle dage afhængigt af klasseniveau ift. læsning, skrivning, stavning, analyse osv.
Matematiklæreren tester dagligt sine elevers standpunkt ift. tilsvarende relevante ting indenfor det område. osv.osv.
Læring og bedre 'standpunkter' øges ikke gennem mere testning, men ved at gøre eleverne mere interesserede i fagene - og vel at mærke sørge for, at de kommer med så tidligt som muligt og ikke bliver sat af mht. kompetencer og (dermed også) motivation.

Børn er jo også en slags mennesker, så de elsker også at lære og se, at de bliver stadig dygtigere og kan stadig mere. Den bedste naturlige måde børn lærer det vanskeligste i verden - nemlig at tale og tænke på deres modersmål - sker ved at børnene ser en succes, ved de ting som de udtaler rigtigt. Det skader børns udvikling og selvtillid, hvis man hele tiden retter dem. Fejlene i sproglig udtale mv. forsvinder af sig selv med tiden indtil stort set alle børn lærer at tale perfekt.

Testning indebærer præcist den modsatte strategi - på nær for de allerdygtigste, der ikke oplever negative rettelser. For alle de børn med en del eller mange fejl mister både modet, selvtilliden, lysten og troen på, at de faktisk er i fuld gang med at udvikle sig. Og da ingen lærer noget ved testning, så er det et skidt regnestykke rent læringsmæsigt, motivationsmæssig og selvfølgelig også kognitivt at indføre stadig mere testning. Hvem skal det gavne?

Den sociologisk og læringsmæssige konsekvens af mere testning er, at man sætter nogle dybt kontraproduktive processer igang.

Eleverne og lærerne har en særdeles udmærket fornemmelse for elevernes 'standpunkt' for det testes sådan set hver dag. Forældrene bliver informeret ved møder og kan selvsagt selv følge med, hvis de kigger på deres børns lektier en gang imellem. At der så helt klart er en del elever (alle), der har et langt større potentiale end både de selv, deres forældre og lærerne er klar over (mens de går i skole) ændrer ikke ved denne pointe.

Spørgsmålet er, hvordan man gøre børnene interesset i det 'boglige'. Sådan at man kan få dem til at arbejde med interesse og sådan, at lærerne kan få grunde til at rose dem. Det er den gode cirkel. At ikke alle kommer ind i denne cirkel - Det er hverken noget nyt og selvsagt ikke en let ting at løse... Men det er skolens evige udfordring. Og jo mere tid og midler lærerne har til det, jo bedre kan de løse den. Uanset om der er tale om uddannede lærere, vikarlærere fra universitetet eller andre.

Men testning er absolut ikke vejen frem her. Testning fjerner fokus fra læring og udvikling. Istedet kommer skolen til at handle om at undervise og lære ift.de ting, som testene snævrer hele intellektet ind til. Det er fantasiløst og det skaber en McDonaldsmotivation af fantasiløs motivation. Samtidig med at testning som nævnt ikke medfører nogen som helst læring...

Lars Jorgensen

nå ja, jeg glemte at sige at mere testning selvfølgelig gavner politikere, der ønsker at fremstå som handledygtige og ansvarlige.

Men det er kun skin. For ingen politikere kan tage ansvar for de titusinder af lærere, der dagligt bruger alle deres arbejdskræfter på at lære hver enkelt elev at læse og regne.

Tværtimod dækker politikernes patetiske forsøg på - tilsyneladende - at stå med hele ansvaret for, at skolen fungerer bedre. Det reelt latterlige forsøg på at fremstå godt, dækker jo helt oplagt over en næsten utrolig dyb mistillid til de tusinder af lærere, der hver dag gør, hvad de kan for at motivere og lære vores børn så meget som muligt.

Der findes dårlige lærere. Selvfølgelig gør der det. Men politikernes massive mangel på tillid til hele folkeskolen og titusinder af lærere er dybt patetisk - for ikke at sige patologisk.

Især når man har børn i skolen eller har arbjdet der, og ved hvordan lærere som de fleste andre i samfundet hver dag og hele tiden gør sig umage med at gøre deres abejde bedst muligt.

Giv dem dog noget fred - og betal nogle virkelig kompetente forskere til at finde ud, hvordan vi får om ikke alle elever, så i hvertfald flere elever bedre med.

ingen har glæde af de mange unges fiaskoer på ungdomsuddannelserne... mv. ...

Knud Jespersen

Undskyld mine stavefejl ---effektmåling kan vel være andet end test eller ?

Jeg er bange for, at virkeligheden for altid bliver, at hvis vi bruger offentlige milliarder på noget, så må vi have kvantificerbart belæg for, at vi får noget ud af det.
Vi kan ikke nøjes med at dem, som har snablen i kassen (ironi anvendt), blot siger, at det er helt fantastisk det, som de går og bedriver....... det gælder i skolen, sundhedsvæsenet, militæret og andre offentlige institutioner.

Når dette er sagt har jeg dyb tillid til langt de fleste af folkeskolens standhaftige "soldater", men specielt DL må oppe sig og have en mere konstruktiv tilgang til nytænkning.

Lars Jorgensen

Jeg synes Bondo gør det virkelig fornuftigt. Jeg ville faktisk ønske, at han ville være mere agressiv med sine fornuftige argumenter. Angreb er nogle gange det bedste forsvar. Og som det er nu, er Bondo og lærerstanden som regel i forsvar - på ting som er idiotiske fx Pisa og timeforbrug. Hvor det er angrebet der er idiotisk. Mens det relative passive forsvar ser ud som om, der er dem, der har problemer med fornuften og argumenterne. Det er det ikke!

Test eller effektmåling kald det hvad du vil - effekten af effektmålingen er det store problem.

Det er jo new pubnlic management - slipsedrengenes historiske fejltagelse. Som alle dele af det offentlige lider under og som er så stor en tragedie, at almindelige mennesker ikke kan forestille sig, at det kan være en fejl.

Men forskningen har vidst det længe og slipsedrengene har jo indrømmet, at hele konceptet var en fejl i en berømt artikel for et par år siden. Men alle virkningerne og bivirkningerne plager alle steder i samfundet. Hvor man tænker i test og kontrol istedet for at helt grundlæggende at tro på mennesker i alle positioner.

Vi er dybt afhængige af alle mennesker i det offentlige fra pædagogen i vuggestuen til sygeplejersken på hospice. Men når disse mennesker skal tænke mere på, at de kontrolleres og skal huske at stemple hvert femte minut mv. - så kan de ikke fuldt koncentrere sig om at gøre deres arbejde bedst muligt.

Og så bliver jeg nervøs for min lille dreng i vuggestuen og min gamle mormor på hospice...

Men det er slipsedrengenes ansvar. Stop det!

Jeg synes det er ærgerligt, at fakta som dem Niels Christoffersen leverer ikke fylder mere i debatten.

Jeg kan specielt godt lide der, hvor han skriver, at PISA er en måling af lovgivningen mere end en måling af undervisningen.

Personligt er jeg uafklaret mht hvad målinger af eleverne gør godt.

På den ene side kan man vel på overordnet plan finde ud af, om der er fremgang og så er det jo altid sundt at få teste ens holdning om, at man er verdens bedste - og det sker vel kun ved
at stille op til verdensmesterskaberne.

På den anden side kommer jeg til at tænke på en forelæser fra Handelshøjskolen i Arhus, som bad nogle studerende måle kvaliteten af en stol med en lineal.

Kære alle. Når vi som samfund deltager i PISA-undersøgelser, må det vel være et krav, vi som samfund kan få at vide, hvordan de her undersøgelser også rent teknisk bliver til.
Således at andre (danske) forskere kan gå PISA efter i sømmene og finde ud af, om tallene nu også viser det, som de påstår at vise.

Rent teknisk er der jo i PISA-undersøgelsen 2009 jo rent faktisk en overrepræsentation af to-sprogede (cirka 33% af eleverne er to-sprogede mod ca. 10% i Danmark som helhed); I Danmark går tæt ved 100% af alle 15-årige i skole, i Singapore, Kina og Hong Kong er det måske knap så mange. Og meget bliver der talt om placeringen. Sandheden er dog denne gang (i 2009-under-søgelsen), at DK har fået 3 strafpoint, fordi man har haft for mange ordblinde med, nemlig 8% mod de tilladte 5%.

For mig at se vidner det om at Egelund m.fl. ikke vil have, at det går Danmark (for) godt i PISA. Hvis det gør det, altså går godt i PISA, kan politikerne jo ikke længere kræve ændringer af den danske folkeskole - ændringer som vil føre skolen tilbage til 1950erne...

I den danske folkeskole har man i mange år (og i hvert fald siden 1975/1980) lagt vægt på elevernes umiddelbare glæde og oplevelse ved at læse skønlitteratur, og man taler med dem om dette.
Æstetik-læsning af skønlitteratur, hvor læseren selv går i dialog med teksten er afgørende for, hvordan læsning foregår i Danmark i dag. I andre lande, sikkert i Hong Kong, Kina og Singapore, er der mere tale om at eleverne konkret lærer betydningen af enkelte ord i teksten, men måske så ikke helt formår at sætte de enkelte ord ind i en tekstens kontekst (sammenhængen i teksten). Og desværre for DK er det netop betydningen af enkeltord som PISA bl.a. måler.

PISA mener (citeret fra et andet indlæg fra kommentarerne) at man skal kunne dette, hvis man skal bestå en ungdomsuddannelse:

"Niveau 2 - PISA - OECD
ELEVEN KAN lokalisere flere forskellige informationer, som hver for sig kan være baseret på flere kriterier. Eleven skal kunne se bort fra konkurrerende information.

ELEVEN KAN forstå hovedindholdet i en tekst, forstå sammenhænge, konstruere eller anvende simple kategorier eller danne sig en mening ud fra en begrænset del af teksten, når informationen her ikke er iøjnefaldende, og der kun kræves simple følgeslutninger.

ELEVEN KAN foretage sammenligninger eller trække forbindelse mellem teksten og anden viden eller forklare et aspekt ved teksten ud fra personlig viden og personlige holdninger."

Og det, mine damer er hvad vi herhjemme kalder for at læse mellem linjerne og bagom linjerne.
Og det er aldeles ikke noget, 15-årige bør kunne. De bør kunne det, når de er færdige med deres ungdomsuddannelse, dvs. når de 18-19 år-

Et af problemerne med PISA er jo også det, at i f.eks. Singapore er der 6. klasses uddannelse til alle. De bogligst dygtigste elever fortsætter så. Og dem kan man forkæle og lære dette, da de har forudsætninger dertil (altså at lære at læse mellem linjerne og bagom linjerne).

Et andet problem er at PISA sammenligner lande, hvor uddannelses-strukturen er totalt usammen-lignelig. High School i USA f.eks. vil jeg vurdere til at være på niveau med 10.klasses udvidede niveau i Danmark. Og det samme er gældende i Tyskland f.eks. - og sikkert også i Singapore, Hong Kong og Kina og Korea. I Holland ved jeg, at man starter i skole, når man er 5 eller 6, så går man i folke-skolen, indtil man er 17 eller 18. Og så starter man på universitetet.

Pointen er at det synes som om at PISA undersøger det man skal kunne ud fra college-level, dvs. gymnasie-level i Danmark, når man er færdig med sin ungdomsuddannelse, ikke hvad man skal kunne for at starte på en ungdoms-uddannelse. Det er som at folkene bag PISA har glemt, at eleverne rent faktisk går i skole for lære noget - bl.a. at lære at læse, både på, mellem og bagom linjerne.

jens peter hansen

Tak for en række velskrevne og velargumenterede indlæg fra Lars Jørgensen. En lille anekdote. Jeg var i England på et EU-seminar for 25 år siden. Alle andre deltagere underviste på gymnasie- eller overbygningsniveau og var alle uddannede fra et universitet. Kun de danske var seminarie-uddannede. Hollænderne kunne naturligvis engelsk og tysk og nogle sågar fransk, tyskerne kunne noget engelsk, mens resten kun talte deres modersmål, undtagen altså fransklæreren, tysklæreren og engelsklæreren. De danske lærere talte alle engelsk og de fleste også tysk. Jeg spurgte nogle englændere om de ikke havde lært andre sprog i skolen. Jo sagde en . " I used to be very good in french". Han var ikke i stand til en simpel samtale på dette sprog , som han havde haft i 5 år i skolen, men han havde klaret sig fint i alle de test, som engelske elever hver 7 uge havde i hele kongeriget.
Jeg tror ikke prøver kun er noget skidt, men enhver kan regne ud at, hvis undervisningen kun eller i høj grad tager bestik af, at kunne klare sig i en uendelige række af test, så reduceres undervisningen til en række færdigheder uden forbindelse med en større indsigt.
Det er derfor også farligt, når danske undervisere den ene gang efter den anden søger inspiration i UK eller USA for at finde metoder til at forbedre fx indvandrerelevers standpunkt. Det er ofte den samme historie om, at denne skole gik fra at være nr. sjok til at være blandt de 3 bedste i byen i en evig konkurrrence om, hvem der klarer sig bedst læse-, regne- og hvadvedjegtest.
Folkeskolen må og skal finde inspiration og alt kan gøres bedre, men som det er nu bliver der ikke givet ro til at udvikle noget som helst. Allermindst tryghed, tillid og omtanke.

Lars Jorgensen

Hvis man vil beskrive, hvor skævt projektet er, så er det et fint billede at betragte Pisa som et forsøg på at måle kvaliteten af en stol med en linial.

Problemet med linialen er, at fx Danmark jo har hele folkeskolens undervisning bygget op omkring historiske kulturelle traditioner om, hvad det er vi som samfund mener børn skal lære i skolen. Det eneste fornuftige er så selvfølgelig at lave en 'linial', der er skabt så præcist som muligt til at teste ift., hvor godt eleverne opnår de ting, der er indeholdt som værdifulde netop ift. vores historiske kulturelle tradition og altså ift., hvad eleverne har arbejdet på at lære hver eneste skoletids time.

Til det har vi jo netop folkeskolens afgangsprøver, hvor vi tester elevernes 'standpunkter'. Man kan diskutere om disse prøver skal gøres bedre eller ændres. Men de er grundlæggende altid skabt ud fra hele folkeskolens historie, kultur og undervisningsmål. Dermed er de et mere eller mindre ganske rimeligt og fornuftigt testredskab.
Det kan jo netop kun være rimeligt og fornuftigt at teste ift. de mål og værdier, som eleverne er blevet undervist til og har arbejdet på at lære.

Nu kommer Pisa så med deres (slipsedrengenes abstrakte) helt egen 'linial', der er totalt uvidende om hele fx den danske folkeskoles undervisningsmål, idé og værdigrundlag og stjæler eller underminerer hele meningen med hele folkeskolens rationale - et rationale alle skolebørn har brugt hver eneste dag i 9 eller 10 år på at tilegne sig.

Pisa linialen er skabt af lille hold slipsedrenge fyldt med den uforgribelige selvsikkerhed, der kommer af ikke at vide noget som helst - om skoletraditioners betydning for at kunne skabe en fornuftig linial tilpasset det specifikke skolesystems undervisningsmål og mening.

Pisalinialen er grebet ud af luften og totalt uvidende om den danske folkeskoles tradition, værdier og mål og dermed et rent spekulativt eksperiment, hvor alle skolelæreres og skolebørns bestræbelser på at lære og undervise ift. folkeskolens undervisningsmål bliver mindre vigtigt end Pisas linial. Men det er et forræderi imod alle skolelæreres og skolebørns daglige bestræbelser hver dag i ni til ti år - og endda nu også fra nulte klasse.

Hvis Pisa vil være lige så fornuftig i sin testning som folkeskolens afgangsprøver, så skal hele folkeskolens undervisningsmål tænkes om ift. Pisas linial. Det kan selvfølgelig godt lade sig gøre.

Men her er så et andet basalt problem ved Pisa, nemlig at undervisningsmålene er så indskrænkede og fantasiløse, at de ikke når folkeskolens formålsparagraffer og undervisningsmål til sokkeholderne med hensyn til fornuftige mål for skolebørns psykologiske, sociale og kognitive udvikling.

Lad dog for guds skyld skolelærerne og skolebørnene være i fred og lad dem koncentrere sig om det arbejde, som folkeskoleloven strengt påbyder dem. Ld være med at stresse dem med en ekstra dybt stressende dagsorden, der underminerer hele det daglige arbejde og hele meningen med det, som loven påbyder.

Pisa er slipsedrenges spekulativt udtænkt linial skabt uden den mindste respekt eller forståelse for alle nationale skolers historiske meningsfulde rationaler. Pisa bliver derfor totalt overfladisk (mindste fællesnævner) og skæv ift. ethvert lands gennemtænkte lovgivnings formål og mål. Måske med undtagelse af USA, hvis skolelovgivning og praksis måske ligger nær Pisas overfladiske testtænkning.

Grunden til at det er så vanskeligt for almindelige mennesker (herunder slipsedrengene i ministerier mv.) at forstå kritikken af Pisa er uden tvivl netop, at de generelt har så lidt forståelse for, hvor uhyre megen historisk fornuft og intelligens som hele skolesystemet er bygget op af. Dermed kan lægman let tro, at det selvfølgelig er en god idé at teste og teste. Almindelige mennesker har jo kun oplevet at være i folkeskolen og har derfor kun en flygtig anelse om hele det dybere faktisk filosofiske grundlag, som skolen bør teste på. Og som skolen jo allerede tester på ved folkeskolens afgangsprøver.

Kritikken af folkeskolen og af dens testmetoder - eller mangel på samme - må nødvendigvis ske i relation til folkeskolelovens historiske idégrundlag. Det er vanvittigt at se bort fra dette (fx fine danske) gennem generationer gennemarbejdede, kritiserede og gennemarbejdede rationale. Det er præcist, hvad Pisa gør.

Men det er selvfølgelig så uhyre og forjættende fristende at se bort fra historiske tradition, fordi det giver plads til alle og ikke kræver den mindste forståelse for vores skolesystem. Så kan nutidens overfladiske 'generalister' djøfere mv. (netop den type folk som er Pisas grundlæggere) kloge sig på, hvordan man bedre og bedste tester skoleelever. De aner ikke, at de ikke aner noget om skolesystemets dybereliggende filosofi og funktionsmåde. Ligesom fx Egelund der intet forstår om videnskabelig metode. Og som jo som bekendt i årevis har været ude med sine uforgribelige private meninger om skolelærer og skoleelever forklædt som 'videnskabelig forskning'. Den mand (som så mange ministreslipsedrenge) er så overfladisk, at han slet ikke ved, at der er mere (videnskab og kultur) at forstå. Derfor er det er fejl at skyde ham andre negative motiver i skoene, såsom at han ikke er interesseret i at det skal gå DK godt i Pisa. Selvfølgelig vil han som alle andre, at det skal gå Pisa godt. Poroblemet er, at han ikke aner, at det er ligegyldigt om det går DK godt i Pisa.

Det vigtige spørgsmål om det danske skolesystem handler absolut ikke om, hvorvidt det går godt i slipesdrengenes overfladiske Pisalinial. Det virkelig vigtige spørgsmål handler om, hvorvidt skoleeleverne lærer det, som den danske folkeskolelov påbyder; og dermed også om hvordan det går vores elever tll folkeskolens afgangsprøver.

Under alle omstændigheder kræver det langt , langt mere videnskabelig og kulturel forståelse samt uddannelsesmæssig indsigt at kritisere og udvikle det uhyre intelligente eksisterende folkeskolegrundlag end slipsedrengenes tyveri af hele grundlaget og deres spekulative linial som erstatning.

De fleste skoleelever får så megen ballast med hjemmefra og udefra, at de nok skal klare sig. Men når Pisa går ind og saboterer folkeskolens arbejde, så er de mindst ressourcestærke elever, der kommer til at betale prisen. Og så vil vi vedblive med at få problemer på ungdomsuddannelserne, kriminalitet, stoffer og andre former for negativ 'social arv'.

Forestil dig en samtale mellem Kold og Egelund. Hvad vil Kold betone som vigtigt for en skole og hvad vil Egelund og Co. forklare, at vi er i gang med med Pisa undersøgelserne?

Det er muligt, at det lyder romantisk - fordi vi idag har så klart behov for, at børn har nogle 'tekniske' kompetencer, som Pisa tilsyneladende er bedst til at måle. Men den indvending er lige så totalt overfladisk som den falder let. For idag som på Kold's tid handler skole om hele mennesker. Vi kan umuligt - dengang som nu - indpode tekniske kompetencer, hvis vi ikke har hele menneskets sociale og kognitive udvikling indedholdt i vores uddannelsestænkning og i skolesystemets mål og formål.

Pisa ligner måske et rationelt projekt. Men det er et teknokratisk projekt, der er totalt ude af stand til at gennemskue folkeskolens nødvedige sociale og menneskelige præmisser herunder gennemskue sine egne rent teknokratiske præmisser. - og faktisk menneskefjendske præmisser. De Max Webers, Wright Mills og Bourdieus 'mareridtsrationelle' bureaukrater.

Drop diskussionen af Pisa - drop Pisa og lad bedre vidende folk med forstand på videnskab, menneskelig og kognitiv udvikling komme til med diskussioner af folkeskolelovens funktionsmåder, problemer, mål og formål.

Og lad os istedet bruge penge på at udforske, hvordan vi får de mindst interesserede børn fra de mindste klasser komme bedre med fra starten. Den dagsorden - ved vi fra de sidste halvtreds års uddannelsessociologisk forskning - handler om elevernes 'socialt arvede' kulturelle kapital. Det vil være en dagsorden på de mindst priviligeredes præmisser, der er helt modsat den herskende dagsorden, der handler om, hvor synd det er for de dygtigste og mest privligerede skolebørn.

Men det vil være en dagsorden, der vil gavne både skolens lærere, både de mindst og de mest priviligerede, forældrene, erhvervslivet og nationen.

I sidste ende vil det også gavne verden - for vi med verdens bedste folkeskole (endnu mere kritiseret, gennemforsket og udviklet) vil kunne vise resten af verden vejen. Vi har faktisk en tradition for, at skolebørnene i Danmark generelt er glade for at gå i skole. Hvilket er et fantastisk udgangspunkt - som vi desværre er ved at undergrave med Pisa.

Hvis vi følger en sådan opskrift vil vi kunne underminere den amerikanske testideologi i en grad, så man i resten af verden vil blive inspireret af den danske folkeskole.

Lars Jorgensen

Hvordan vil Pisa forholde sig til, at danske skoleelever skal lære at fortolke folkeviser, forstå Steen Steensten Blicher , Per Højholt samt fortolke reklamer og en for børnene aktuel sangtekst af fx Nick og Jay?

Ja, så glemmer jeg jo alt om de 'hårde tekniske' kompetencer. Men læsning og virkelighedsfortolkning indebærer jo netop en evne til at læse og tænke sig til en dybere forståelse og et dybere virkelighedsnivea.

Jeg er en fanatisk tilhænger af læringsteknik og teknologi - hvis det er virker. Fx findes de dygtigste læselærere ofte blandt ældre lærerinder i læsehjælpen. Send dog nogle af disse superdygtige lærerinder på seminarierne de sidste ti femten år af deres arbejdsliv, så de kan undervise nye lærere og øse af deres viden og erfaring med at få de bogligt svageste med og til at tro på deres egne evner for udvikling.

Udforsk tilsvarende hvordan man lærer lærere bedste muligt at undervise i regning og matematik, så alle kan komme med så hurtigt som muligt. Det er simpelthen en falliterklæring, når en del skolebørn ikke kan procentregning, når de skal afgangsprøve i niende. Det er simpelthen for pinligt for os alle sammen....

Men drop alle de formelle test - forstå dog at lærere tester hver elev hvert minut! - for formelle test lærer ikke nogen noget som helst. Og lad børnene 'nøjes' med folkeskolens afgangsprøver, når der ikke er længere tid tilbage til at arbejde med at udvikle børnene i folkeskoleregi.

Test lærer ikke nogen noget, men er ofte direkte kontraproduktiv fordi alle på nær vinderne får en fornemmelse af, at de ikke er gode nok.

Der er ingen grund til at skabe mere konkurrence i folkeskolen. Der er rigelig konkurrence, sådan som skolen fungerer automatisk. Børn - som andre mennesker - måler konstant sig selv i forhold til dem, som de omgås. De hehøver (absolut) ikke nogen ekstra tyngende 'objektiv' formalia test til at slå fast, at de elever som plejer at have flest rigtige og blive mest rost af lærerne har det bedste standpunkt.

Mens de dygtigste på den måde ekstra, ekstra roses for, at de kommer fra hjem med mest kulturel kapital, oplever resten af klassen sig selv som mere eller mindre mindreværdige mennesker.

Problemet er desuden, at test grundlæggende lyver i den måde, som de opfattes på. For test prætenderer at måle standpunkter, men praktisk talt alle mennesker opfatter test som målere af udviklingspotentiale om ikke 'intelligens'. Det er den dybeste fejlagtige positivisme, for test tager ikke det mindste hensyn til social og kulturel (priviligeret) baggrund. Netop det som en virkelig objektiv test ville medregne, hvis man skulle 'udregne' udviklingspotentiale og 'intelligens' på - for så vidt dette er muligt (hvilket jeg personligt ikke tror, at det er).

Især børn opfatter let test som sandheden om, hvad de kan udvikle sig til. Men sandheden er den omvendte, at test kun måler, hvad de har været udsat for af fornuftig og rammende læring. En test er hensynsløs i forhold til om et barn kommer fra et totalt (uddannelses- eller 'kulturelt) upriviligeret henholdsvist totalt priviligeret hjem - men det ser desværre hverken, børn, forældre eller skolelærere. Jeg har erfaret dette som tidligere praktiserende skolelærer - oven i købet med en sociologieksamen fra universitetet i baghovedet. For dagligdagen for en skolelærer er så hektisk, at man praktisk talt kun når at registrere, at der er nogle elever, der er klart mere interessede og dygtige end andre...

Den udfordring . hvordan vi får alle med - er fremtidens udfordring, hvis vi vil arbejde for verdens bedste skole.

Men netop den udfordring er - paradoksalt - helt modsat den herskende dagsorden med stadig flere test. For test smadrer selvtilid og motivation hos dem, der har mest behov for hjælp.

Selv de bedste intentioner om at test skal hjæle især de svagest elever går totalt i opløsning, når de virkelige uintenderede konsekvenser af testene rammer især de bogligt svageste som tunge hamre i hovedet. Dårlige testresultater fortæller de 'dårlige', at de ikke er dygtige - og bliver oven i købet underforstået som at der er tale om, at de dårligste resultater ikke har potentiale.

Testenes resultater er på den måde løgnagtige og kontrarproduktive ift. at skabe motivation og udvikling hos de børn, der (socialt) tilfældigvis kommer fra mindre priviligerede hjem.

Flóvin Eidesgaard

@Karsten Aaen: Der er nogle misforståelser, som jeg vil rette.

- Der er ikke 33% tosprogede elever med i PISA Danmark, men knap 25%. Dette er i øvrigt sket efter dansk ønske som en oversampling af en undergruppe for at få BEDRE data om denne gruppe, og har ingen indflydelse på det nationale gennemsnit eller andre resultater.

- Danmark har ikke fået nogen strafpoint

Jeg forholder mig blog og udelukkende til det som der har stået omkring PISA Danmark i 2009, i medierne. Og her har det været fremme, bl.a. i en artikel i JP, en artikel i Politiken, at DK har fået tre straf-point for at for at have for mange ordblinde elever med. Derudover er cirka 25% af eleverne to-sprogede, og alt andet lige, og også konkret og principielt er det horribelt statistisk at påstå, at der hermed er tale om sammenlignelige størrelser rent statistisk altså.

Og selv om man korrigerer for dette ved eksempelvis at trække to-sprogede elever ud af testen, så deres antal kommer ned på cirka 10% ved vi jo ikke noget om, at pisa-testerne ikke lige sorterer de bedste to-sprogede fra. Fordi selve testene er hemmelige, hvordan resultaterne bliver til, er hemmelige.

Men derudover står jeg stadig ved min kritik af pisa; testene måler kun eet: faktuel, konkret viden om ords betydning i f.eks. læsning. Noget, man, altså de sidste 30 år cirka, er gået bort fra i Danmark. Og derudover tester de her pisa-test jo 15-årige i Kina, Shanghai, Korea og Hong Kong. I Danmark går næsten 100% af alle 15-årige i skole; I Singapore, hvor mange 15-årige går mon i skole der...

Og jeg vil på at effekten af den danske folkeskole, ja den ser vi altså i de her dage udfoldet foran øjnene foran os: På håndboldbanen i Sverige.
Kigger man på semi-finalen mod Spanien var og er det tydeligt, at spanierne intet modtræk havde, da danskerne fik spillet sidelæns og lukket af for deres langskytter. Og hvorfor? Jo, fordi de kun havde deres systemer at spille indenfor...

Og netop derfor anede de ikke, hvad de skulle gøre ved eksempelvis Hans Lindberg skud fra umulige vinkler eller ved Mikkel Hansens underhånds-skud. Og hvorfor? Fordi de som hold og individuelt aldrig ville gøre det.

Og det vidner om kreatitvitet, selvstændighed og original innovativ tænkning hos de her danske håndboldspillere - som alle har gået i den danske folkeskole.

Niels Christoffersen

Catch 22.

Politikerne har brugt PISA resultater som argument for en ny skolepolitik.
Jørgen Søndergaard – Skolens Rejsehold – skrev en kronik i Politiken i marts 2010. Han siger, at et centralt problem er, at skolen udstyrer danske børn med kundskaber i læsning, matematik og naturfag, der ikke er gode nok efter international standard.

Det er en konstateret kendsgerning, at der ikke eksisterer en dansk standard for hvad eleverne skal tilegne sig af kundskaber i læsning, matematik og naturfag (OECD 2004, Skolens Rejsehold 2010).

Politikerne har altså vurderet skolens resultater i forhold til en standard, der ikke findes i skolen. Det har de gjort i 2000, 2003, 2006 og 2009.

De har også besluttet ikke at indføre en dansk standard for, hvad eleverne skal kunne – rapport fra ministeriet om opfølgning på de 35 OECD anbefalinger fra 2004)

Så længe der ikke er defineret en dansk standard for hvad eleverne skal kunne i fagene, så længe er folkeskolen fanget i en catch 22 fælde. Lige meget hvad der gøres, så bliver PISA resultaterne ikke bedre. de bliver kun værre.

Andre land fx Norge har opdaget at, elevernes PISA resultater bliver bedre, hvis man fortæller lærerne, hvad eleverne skal kunne, for at klare sig godt i PISA testen. Det er fuldstændig ligesom hvis man fortæller de studerende, hvad pensum er, så klarer de eksamenen bedre end, hvis de ikke kender pensum.

Det man burde debattere er ikke om vi skal være med i PISA, men om eleverne skal kunne det PISA måler. Altså læs PISA`S kompetencebeskrivelser og tag stilling til om det er noget eleverne i skolen skal kunne, når de går af skolen

Lars Jorgensen

Til N. Christoffersens indlæg.

Det er jo et i dobbelt forstand forfærdeligt enkelt spørgsmål - Pisa eller folkeskolens hundrede årige skoletradition?

At vi skal debattere, om eleverne skal kunne det Pisa måler og ikke, hvorvidt vi skal være med i Pisa - er selvsagt en falsk modstilling. Hvis nej til det ene, så er det logisk også nej til det andet.

Selve spørgsmålet fungerer på -. magtens og - Pisa's præmisser. Som sædvanlig) uden mindste forståelse eller respekt for dansk skoletradition og skolepraksis. På den måde foreslås, at man med et slag afskaffer alt det, der fungerer godt i den danske skole - uden at man aner, hvad det er. Og uden at man aner, hvad indførelse af Pisa vil indebære af 'amerikanske tilstande'.

Som om Pisas mål og den konkurrence-filosofi som den indebærer er en værdig konkurrent til al den skoletænkning, der er indeholdt den danske skoletradition. Det er at sammenligne McDonalds filosofi med en kokkeviden på linje med den, der indbygget i Michelinstjernerne.

Selve det forfærdeligt enkle spørgsmål illustrerer den overfladiskhed, der præger debatten om Pisa. Samt at indførelsen af Pisa-undersøgelserne fra begyndelsen har sat hele vores skoletradition på spil.

Lars Jorgensen

Forstå nu - at foden skal sættes ned en gang for alle overfor PISA!

PISA mig i øret skal være fremtidens skolemotto.

Martin Vindum

@Lars Jørgensen
Tusind tak for dine meget lærerige indlæg, når man engang tger sig sammen til en total revudering af folkeskolen, håber jeg du vil være en af de medvirkende, din hjælpelærerinde ide er jo helt suveræn, og mange andre.
Pisa mig i øret !!!
Martin Vindum

Knud Jespersen

@Jørgensen
Respekt for dine holdninger, men det ændrer ikke ved det problematiske i, at vi ikke må vurdere kvalitet og outcome af skolen, og blot skal lade lærerne definerer succeskriterierne - det duer ikke i min bog.
Du kan kalde dem slipsedrenge (pudsigt begreb for øvrigt), men vi er pinedød nød til at kunne verificere, at vi får noget for alle de skillinger, vi sender efter den skole ----- jeg er indifferent overfor om det hedder Pisa eller noget andet........ men det skal ikke være et teg-selv-bord uden nogen form for evaluering.
........ over-and-out, enige bliver vi ikke, men godt med nuancering af standpunkterne :o)

Lars Jorgensen

Det er ikke holdninger.

Det er en sociologs forsøg på at forklare og give mening til den sociale historiske kulturelle skolevirkelighed.

I 1962 blev der udgivet en bog af den engelske filosof Michael Oakeshott 'Rationalism in Politics', der havde set at moderne politik havde en tendens til at udstikke nye 'rationelle' projekter uden forståelse og respekt for den sociale virkelighed.

Der er intet lettere end at udstikke nye planer og projekter forklædt som fornuft. Fra oplysningstidens tænkere til de fremmeste sociologer som Norbert Elias og Pierre Bourdieu handler en fornuftig politik om, at man først begriber den sociale historiske virkelighed, så man har et oplyst vidensgrundlag at skabe en fornuftig politik på,.

Hvis man blot udstikker planer og projekter uden en sådan dybere forståelse for, hvem vi er og hvad vi kommer fra, så svarer det til, at vi som samfund hele vågner op til en ny dag, hvor vi skal opfinde alt forfra (som i filmen med Bill Murphy).

Det lyder måske ikke slemt, men på den måde kommer nye planer, der ikke indeholder den eksisterende erfaring til at gentage alle gamle fejltagelser. Og vi går så hele tiden hundrede år tilbage mv.

Nye projekter og planer er at betragte som - med Durkheims ord - rene ideologiske 'analyser'. Til forskel fra det levede livs tendens til at hæge sig fast i sine 'værdier' og sikre overbevisninger handler Sociologi om at overgive sig til realiteterne; undersøge, forstå og forklare dem.

Pisa er et sådant nyt projekt, hvor ophavsmændene intet forstår af den sociale og kulturelle historiske virkelighed. De aner endda ikke, at de ikke aner det. Thi de ikke vide...

Det lyder måske heller ikke så slemt. Men det er i så fald fordi, at man slet, slet ikke medtænker de sociale realiteter. Jeg var tilfældigvis skolelærer i de år, da Haarder og Co. begyndte at indføre nye test i folkeskolen. Også fordi ministeriet aldrig havde styr på tingene inden, de sendte nye ordrer ud til skolerne var alle de højere klasse i hele Danmark i årevis vildt forvirrede og frustrerede over, at det var umuligt at gennemskue, hvad der skulle prøves i og hvornår. Vi taler om tusinder af lærere og titusinder af elever, der blev holdt i usikkerhed og frustration i årevis...

Det var for mig en dybt rystende oplevelse. At et ministerium i den grad kunne optræde så uansvarligt og irrationelt.

Men det var 'rationalism in politics' når det er værst. Derfor taler jeg om 'slipsedrengene' med en let hånlig undertone...

Jeg har jo læst sammen med flere af de slipsedrenge, som i dag befolker ministerier, rigsrevision mv. Så jeg ved, hvor lidt social forståelse og sociologisk forstand man som regel slipper ud af universitet med.

Den moderne Djøf'er er en overfladisk 'generalist', der generelt ikke forstår den sociale virkelighed - men er tilfreds med at få en god løn og være en del af den nye 'statsadel', som Pierre Bourdieu kalder fænomenet.

Djøf'ere - uhæmmede af forståelse og respekt for de sociale realiteter og konsekvenserne af deres handlinger - har skabt New Public Management og PISA mv. Alene de to 'rationelle' projekter skaber til stadighed problemer, ufornuft og mistillid overalt i det offentlige system og i skolesystemet - så vores børns skolevirkelighed bliver langt mindre fornuftig og mere usikker end den burde være.

Djøferne skaber og befolker 'Rationalitetens jernbur' som Max Weber kaldte problemet. Behøver jeg at minde om, at Djøfere også befolker folketinget?

Hvordan så skabe en mere fornuftig og tillidsfuld (offentlig) verden?

Ja, det kan kun lade sig gøre, hvis vi får erstattet slipsedrengenes spekulative projekttænkning med videnskabeligt velfunderet viden som grundlag for al politik. Men det kræver selvsagt en kulturkamp og et opgør for fornuftige 'systemer' og for 'bedre viden'...

Lars Jorgensen

Det er ikke holdninger.

Det er en sociologs forsøg på at forklare og give mening til den sociale historiske kulturelle skolevirkelighed.

I 1962 blev der udgivet en bog af den engelske filosof Michael Oakeshott 'Rationalism in Politics', der havde set at moderne politik havde en tendens til at udstikke nye 'rationelle' projekter uden forståelse og respekt for den sociale virkelighed.

Der er intet lettere end at udstikke nye planer og projekter forklædt som fornuft. Fra oplysningstidens tænkere til de fremmeste sociologer som Norbert Elias og Pierre Bourdieu handler en fornuftig politik om, at man først begriber den sociale historiske virkelighed, så man har et oplyst vidensgrundlag at skabe en fornuftig politik på,.

Hvis man blot udstikker planer og projekter uden en sådan dybere forståelse for, hvem vi er og hvad vi kommer fra, så svarer det til, at vi som samfund hele vågner op til en ny dag, hvor vi skal opfinde alt forfra (som i filmen med Bill Murphy).

Det lyder måske ikke slemt, men på den måde kommer nye planer, der ikke indeholder den eksisterende erfaring til at gentage alle gamle fejltagelser. Og vi går så hele tiden hundrede år tilbage mv.

Nye projekter og planer er at betragte som - med Durkheims ord - rene ideologiske 'analyser'. Til forskel fra det levede livs tendens til at hæge sig fast i sine 'værdier' og sikre overbevisninger handler Sociologi om at overgive sig til realiteterne; undersøge, forstå og forklare dem.

Pisa er et sådant nyt projekt, hvor ophavsmændene intet forstår af den sociale og kulturelle historiske virkelighed. De aner endda ikke, at de ikke aner det. Thi de ikke vide...

Det lyder måske heller ikke så slemt. Men det er i så fald fordi, at man slet, slet ikke medtænker de sociale realiteter. Jeg var tilfældigvis skolelærer i de år, da Haarder og Co. begyndte at indføre nye test i folkeskolen. Også fordi ministeriet aldrig havde styr på tingene inden, de sendte nye ordrer ud til skolerne var alle de højere klasse i hele Danmark i årevis vildt forvirrede og frustrerede over, at det var umuligt at gennemskue, hvad der skulle prøves i og hvornår. Vi taler om tusinder af lærere og titusinder af elever, der blev holdt i usikkerhed og frustration i årevis...

Det var for mig en dybt rystende oplevelse. At et ministerium i den grad kunne optræde så uansvarligt og irrationelt.

Men det var 'rationalism in politics' når det er værst. Derfor taler jeg om 'slipsedrengene' med en let hånlig undertone...

Jeg har jo læst sammen med flere af de slipsedrenge, som i dag befolker ministerier, rigsrevision mv. Så jeg ved, hvor lidt social forståelse og sociologisk forstand man som regel slipper ud af universitet med.

Den moderne Djøf'er er en overfladisk 'generalist', der generelt ikke forstår den sociale virkelighed - men er tilfreds med at få en god løn og være en del af den nye 'statsadel', som Pierre Bourdieu kalder fænomenet.

Djøf'ere - uhæmmede af forståelse og respekt for de sociale realiteter og konsekvenserne af deres handlinger - har skabt New Public Management og PISA mv. Alene de to 'rationelle' projekter skaber til stadighed problemer, ufornuft og mistillid overalt i det offentlige system og i skolesystemet - så vores børns skolevirkelighed bliver langt mindre fornuftig og mere usikker end den burde være.

Djøferne skaber og befolker 'Rationalitetens jernbur' som Max Weber kaldte problemet. Behøver jeg at minde om, at Djøfere også befolker folketinget?

Hvordan så skabe en mere fornuftig og tillidsfuld (offentlig) verden?

Ja, det kan kun lade sig gøre, hvis vi får erstattet slipsedrengenes spekulative projekttænkning med videnskabeligt velfunderet viden som grundlag for al politik. Men det kræver selvsagt en kulturkamp og et opgør for fornuftige 'systemer' og for 'bedre viden'...

Lars Jorgensen

Det bedste aktuelle eksempel på DJØF'ernes usolidariske samfundssyn - hvor det først og fremmest handler om, at det skal gå djøf'ere godt - var naturligvis, da formanden for DJØF offentligt blandede sig i debatten om efterlønnen.

Hvor han totalt politiserede IMOD en fornuftig solidarisk og socialt ansvarlig politik.

Som 'højt uddannet' og medlem af DJØF skammer jeg mig dagligt over den melding.

Formanden fatter tydeligvis ikke, at det er muligt at være veluddannet og tænke på hele samfundets vegne - fremfor blot at tænke på sine egne...

Begrebet kvalitet er nok et nøgleord, eller keyword, her. Og hvad er det? Er det f.eks. kvalitet at en leverpostej (selvom den smager nok så grimt) er lavet efter forskrifterne, og er iso-9000 certificeret?
Eller er det kvalitet, at den smager godt...

Og for at fortsætte lidt i denne analogi (sammenligning) og måske også ud i metaforerne:
Mange folk tror at det at undervise er det samme som at lave en leverpostej; indput ind, output ud.
Og at man kan lave den samme leverpostej, eller undervisning hver gang...med samme resultat.

Newsflash: Det kan man ikke. Alle skoler er forskellige, alle klasser er forskellige, alle elever er forskellige. Kort sagt: målgrupper er forskellige. Leverpostejen er jo den samme, uanset om den bliver købt af fattig eller rig. Så kan der godt være, der er forskel i markeds-føringen af den til de rige elelr de fattige, men basalt set er det jo det samme ens produkt....

Og slipsedrengenes drøm har jo længe været at også skolen skulle kunne lave et sådant ens produkt: Så kunne man nemlifg teste dette produkt og brugedet til at sige noget om kvaliteten af undervisningen. Og man kunne så gøre det med forskellige tests, som sikrede, at eleverne nu også lærte det, de skulle. Og siden man kun kan teste fakta, data og information, så er det man måler på.
Altså om eleverne ved, hvad et bestemt ord betyder, eller om eleverne kan finde et bestemt ord i en (faglig) tekst. Eller om eleverne kan formlen for Ohms lov, eller om de ved hvad 3 gange 3 er.
Intet om deres talforståelse, deres sans for at bruge ohms lov i praksis, eller at sætte ordet i teksten ind i en sammenhæng.

Men som en skrev på en anden blog: de små gulerødder (eleverne) vokser jo ikke hurtigere, hvis man hele tiden hiver dem op for at se om de vokser
- udtrykket stammer vist fra Christen Kold. Og for at blive i leverpostejanalogien: det nytter ikke at åbne ovnen hele tiden for at se om leverpostejen er bagt.

Tilbage til målgrupperne: Der er forskel på at undervise børn fra 1-4.klasse og så på at undervise børn (eller unge mennesker) fra 14-18 år. Og så på at undervise voksne... Og selv indenfor de her brede målgrupper er det sådan, at man ikke kan undervise i det samme i to forskellige klasser. Og hvis man kan det, kan man som lærer ikke undervise i det på samme måde...

Og der tror jeg, at man skal have prøvet at være lærer i nogle år, før det går op for een at det altså er sådan, det er.....

Lars Jorgensen

Tak for linket - Interessant artikel.

Det største problem for os universitetsuddannede er måske, at vi bliver bildt ind af 'systemet', at vi per definition er mere 'rationelle' end alle andre længere ned i uddannelses- og positionshierarkiet. Dermed mister vi tilliden til andre menneskers fornuft på alle andre poster i systemet - og vi lærer at tro, at når fx folkeskolen ikke skaber den ene klasse fyldt af 'professormateriale' (med et iidt ringe billede), så må det være fordi, at lærerne ikke er kloge og dygtige nok.

Men vi overser, at det faktisk er noget af en kunst fx at være en dygtig lærer, der er istand til at lære og motivere sine elever. Det er absolut ikke en kunst, som nogen - heller ikke en universitetsuddannet automatisk besidder. Det kræver uddannelse, engagement og længere erfaring som underviser. Hvis det blot i en nogenlunde fornuftig grad skal lykkes. Men den respekt og forståelse for 'praktisk viden', hvad det kræver fx at være skolelærer er klinisk udrenset fra de universitære uddannelser. Derfor lærer vi implicit, at når den sociale verden ikke fungerer perfekt, så er det fordi folk generelt ikke er 'rationelle' nok. Rationelle som 'os' med en universitetsuddannelse. Alle universitetsstuderende burde sendes i praktik i folkeskolen og andre steder, så de lærer, at verden ikke er så enkel.

Homo akademikus uden forståelse for den sociale virkeligheds problemer, social arv mv. oplæres til at mistro alle andre faggrupper og til at tro, at hvis blot DE laver tilstrækkeligt rationelle planer, så kan alle andre længere 'nede' løse alting mere 'rationelt. Men der er jo lige den sociale virkelighed knudrede og rubbede tyngdekræfter, der stiller sig på tværs....

Når der er grund til at nævne denne implicitte læring på universitetsuddannelserne som et alvorligt socialt problem, så skyldes det, at rigtig mange af vor tids problemer kan henføres til en overdreven 'rationalitetsopfattelse' og en overdreven mistillid til alle mulige faggrupper i det offentlige system. Dermed har vi den sociale historiske baggrund for, at vores offentlige systemer er dybt infiltreret af new public management: 'Rationelle' planer, testning, kontrol - og altså mistillid...

Problemet er 'blot', at man ikke kan passe sit arbejde særligt godt i en atmosfære, hvor 'big brother' hele tiden følger med. Dertil kommer, at det er et totalt forrædderisk menneskesyn, der overser det antropologiske faktum, at alle mennesker har brug for mening i deres arbejde (i modsat fald er der tale om 'sygdommen til døden' som Kierkegaard kaldte det). Rengøringsdamen finder mening i at alt skinner, sosu'en i at hjælpe den ældre, skolelæreren i at se elever lyse op, vokse i intellekt, præstere osv. osv.

Den almindelige mistillid til alle mulige faggrupper udtrykker med andre ord et falsk, sygt og kontraproduktivt menneskesyn. Og det er med til - for så vidt som det bygges ind overalt i det offentlige system - at skabe en stadig dårligere kvalitet i arbejdet og underminere meningen med tilværelsen for diverse faggrupper.

Nedenfor har jeg kopieret de konkluderende linjer fra den anbefalede artikel (Gert Hjembæks) af den tidligere amerikanske undervisningsmiister, fordi de viser, at dette problem også gør sig gældende i USA:

"Ingen av de skolepolitiske tiltakene som fokuserer på testing og ansvarliggjøring av lærere, vil gi oss en bedre offentlig skole. Vi trenger en langsiktig plan som styrker offentlig utdanning og gjenreiser læreryrket. Vi trenger bedre utdannede lærere som faktisk har utdanning i de fagene de underviser i. Vi trenger skoleledere som selv har lærerbakgrunn, ettersom det er de som skal evaluere og støtte lærerne. Og vi trenger inspek-tører som er kunnskapsrike på utdanningsområdet, siden de skal ta viktige avgjørelser når det gjelder pensum, opplæring og personale.
Vi må sørge for at alle elever får undervisning i et sammenhengende pensum, et pensum som omfatter historie, litteratur, geografi, sam-funnsfag, naturfag, kunst, matematikk og gymnastikk. Og vi må være opptatt av hvilke forhold barna lever under, fordi deres evne til å gå på sko-len og lære henger nøye sammen med hvordan familiene deres har det."

Niels Christoffersen

Til Lars Jørgensen.
Lad mig illustrere hvad det betyder IKKE at debattere det, PISA mener, eleverne bør kunne for at klare sig i et moderne vidensamfund.

I et åbent brev til de danske lærere – dagbladet Folkeskolen nr. 24 den 14 okt. 2010 – beskriver ministeren hvorfor partnerskabsdrøftelserne med DLF måtte bryde sammen. Undervisningsministeren skriver bl.a.

”En regering skal vide, hvornår midlerne og metoder kommer i vejen for målet.”

Regeringens mål er ikke en bedre folkeskole, men en konkurrerende folkeskole. Regeringen har brugt PISA resultaterne til at fremme dette mål.

Men da PISA undersøgelserne er et stykke værktøj, kan de også bruges på andre måder fx. til skabe en folkeskole, der giver eleverne bedre forudsætninger for klare sig godt, når de har forladt skolen.

PISA påstår, at elever, der ikke kan klare testen på niveau 2 og derover, sandsynligvis ikke kan gennemføre en ungdomsuddannelse. De data - der eksistere i dag - viser, at PISA i det store og hele har ret.

Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at man debattere om det PISA måler, er det eleverne skal kunne.
Der er ingen modsætning til dansk skoletradition og skolepraksis bortset fra et punkt, nemlig at man i dag ingen steder kan tjekke hvad man præcist kan forvente, hvad eleverne kan i fagene – Skolens Rejsehold side 20 rapport A.

Med venlig hilsen

Niels Christoffersen

Sider