Læserbrev

Punktnedslag – et magisk ord

Jens Nauntofte har klaget til DR's ledelse over at være blevet hængt ud som rød lejesvend.

Jens Nauntofte har klaget til DR's ledelse over at være blevet hængt ud som rød lejesvend.

20. januar 2011

'Punktnedslag' er ifølge ordbogen udtryk for tilfældigheder, og det bør vække opsigt, at redaktionsledelsen bag den omstridte tv-serie Jagten på de røde lejesvende nu forsvarer sig mod klager ved at henvise til punktnedslag som redaktionelt princip. Når man tager sig ret til at behandle medvirkende, seere og kilder efter tilfældighedernes lov, så er alt muligt, men ikke alt forsvarligt.

Redaktionschef Søren Michael Rasmussen har i ramme alvor foreløbig afvist klager fra Jens Nauntofte, Ruth Sperling, Birgitte Rahbek, Kjeld Koplev og Ole Sippel med punktnedslag som det bærende argument. Dokumentarprogrammerne er ikke dokumentation, men punktnedslag, som rammer ned og stiller spørgsmål.

Det lyder skræmmende for redaktionsprocesserne, hvis ikke netop DR2s dokumentarchef, Mette Hoffmann Meyer, nu lægger afstand til punktnedslag. Hun forsvarer DR2-chefen Arne Notkins henlæggelse af et Israel-kritisk program med, at det byggede på punktnedslag. Det er ikke den rigtige ramme for en dokumentar, og derfor skal det repareres inden visning, eller som hun skrev i Politiken:

»Udfordringen har været, at præmissen for filmen ikke er særlig klar. Filmens instruktør har valgt at undersøge antisemitismen - ikke systematisk, men gennem en række punktnedslag. Og som seer efterlades man med en uforløst følelse af, at filmen ikke i tilstrækkelig grad når hele vejen rundt om sit emne«.

Tilfældets princip

Det var netop sådan en følelse, mange af de få seere til lejesvendene sad tilbage med. I september i fjor brugte DR2-chefen Arne Notkin i Deadline punktnedslag som et trylleord, der gjorde enhver kritik forfejlet. Som deltager i samme program gik jeg hjem og slog ordet op i ordbogen; ak, det var tilfældighedernes princip, Notkin havde forsvaret.

Efter nu at have hørt om DR2s officielle svar på klager ved vi, at Notkins medarbejder Søren M. Rasmussen har taget punktnedslag til sig som et trylleord og redaktionel metode i dokumentarprogrammer, mens Mette Hoffmann Meyer forklarer, at punktnedslag ikke er den sikre metode i dokumentarprogrammer, fordi systematikken er smidt ud.

Man må håbe, at DR ved andenbehandlingen af klagerne afstår fra tilfældigheder som et redaktionelt princip. Jagten på de røde lejesvende var endda skadegørende tilfældig, fordi gode DR-journalister blev gjort til terroristsympatisører og på billedsiden medansvarlige for Blekingegadebandens politimord.

Sagt på en anden måde: En gruppe journalister, som Arne Notkin har haft et horn i siden på i 30 år, fik et hak med spredehaglenes tilfældige punktnedslag. Dette redaktionelle princip bør ikke overleve, slet ikke efter dokumentarchefens kloge ord.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak til Poul Smidt Specielt er det skræmmende, at DR med Arne Notkin i front nu benytter punktnedslag både til at forsvare udsendelser med og ikke mindst til at afvise en international anerkendt film med.

Interessant artikel om når journalistik bliver til propaganda. Tak for den Poul Smidt .

Et er at der i ordbogen står at punktnedslag er udtryk for et tilfældighedens princip, noget andet er hvordan dette tilfældighedsprincip forvaltes. Det er en kendt sag at vi mennesker er rigtig dårlige til at generere tilfældigheder, og når man ser overordnet på informationsformidlingen i DR, er det da også tydeligt at der er et tendentiøst mønster i tilfældighederne - et mønster som træder tydeligt frem efterhånden som vi tæppebombes med disse såkaldte punktnedslag.

Begrebet punktnedslag imødegår kritk af metoden og metoden besværliggør den enkelte sags belysning. Ren WinWin...

...men en helt igennem uverderhæftig propagandistisk redaktionel og journalistisk metode, som ikke høre til i et licensfinansieret mediehus.

DR som politisk redskab.
Claus Hjort Frederiksen har helt ret i den vurdering, han kom med i forbindelse med udsendelsesrækken om ’de røde lejesvende’: ”Der er kommet en anden ånd ind i DR.”

I en avis (måske JP?) forsvarede Arne Notkin beslutningen med, at filmens instruktør kun havde undersøgt antisemitismen i USA. Og på den baggrund erklærede, at der stort set ingen antisemitisme var og er. Arne Notkin mente så, at hvis man f.eks. under-søgte forholdene i Europa, ja så ville man finde ud, at i Europa var der tale om antisemitisme.

Udover at Notkin slet ikke skal blande sig i, hvordan en instruktør vælger at skrue sin film sammen, så er det jo ej heller sandt, det med Europa. Der er måske nok en mere kritisk tilgang til staten Israel i Europa end andre steder, men det er således ikke nødvendigvis sammen-faldende med at der mere antisemitisme i Europa end andre steder.

Maj-Britt Kent Hansen

Kreativiteten fejler sandelig ikke noget i DR. Ikke mindst den sproglige stortrives, og det endog i forbindelse med en tv-serie, som mange seere vil have opfattet som en "dokumentar".

Nu bliver der forhåbentlig sat en stopper for "punktnedslag" som redaktionelt princip.

Tak til Poul Smidt for en glimrende belysning af miseren.

Der sker stadig meget spændende her i landet i demokratiets og humanismens navn.

De røde var engang jagtet vildt med dødstrusler, og efter krigen fik systemet mange flere røde udryddet, resten sker nu med justitsminister Barfoeds retsanklage. Men for at fuldstændiggøre kapitalismens monoteisme kommer også lejesvendene under den borgerlige folkerets behandling. Måske er de slet ikke røde.

Henning Hansen

Helt ærligt ----lad nus være med at se spøgelser ved højlys dag !
Fint nok debatten rejses, og udsendelserne viste, at der måske har været noget slagside and so what !?

Fantatsisk, at det kan få så mange til at fare i blækhuset --- serien var en parantes, som alle har glemt inden året er gået !

Til Henning Hansen

Udsendelsesraekken svaertede en raekke gode journalister som terrorist-sympatisoerer paa et grundlag, der har vaeret anfaegtet i 30 aar. Det er mere end " slagside", som kan laegges til side med et "so what."
Baade medvirkende og seerne har krav paa, at man ikke tillader en grov stempling af ordentlige mennesker, fordi man bruger tilfaeldigheder som redaktionelt princip.
Hvis journalistik ikke er sandhedssoegende, saa foreligger der et problem, der fortjener mer end et
so what. Og jeg mener, at der er staerke holdepunkter for, at udsendelsesraekken ikke var sandhedssoegende, og at DR-cheferne efterfoelgende har afvist kritikken, som om det er ligegyldigt om journalistik er sandhedssoegende eller udgoeres af tilfaeldigheder.
Der er ingen grund til at betale licens til tilfaeldighedernes princip, men god grund til at betale for den sandhedssoegnede journalistik som public service stationer kan drive uafhaengigt af oekonomiske, politiske eller personlige interesser. vh

Det, som vietnameserne sagde til franskmændene og senere o.1970 til amerikanerne, og det som afghanerne siger i dag, og som blev sagt på Det kgl.Bibliotek i aftes, er, hvad modstandsfolkene sagde under besættelsen af Danmark. At forsvare sig er en ret, og angribes man med våben, må man forsvare sig med våben.

Siden Fogh Rasmussen omfortolkede besættelseshistorien til en samlet dansk modstand mod nazisterne, har unge venstrefolk rejst rundt med løgnen om, at Venstre deltog i frihedsbevægelsen fra 9.april. Partiet Venstres frivillige hær og frihedsstrang, var den, som vi kaldte Frikorps Danmark.