Kommentar

Retro-tv om Afghanistan

TV 2's Armadillo-høring bragte minder om fortiden
TV 2's Armadillo-høring bragte minder om fortiden
8. januar 2011

Der var noget betagende 70'er-retro over TV 2's Armadillo aften torsdag i denne uge. Set uppet var klassisk: Først en fremragende kontroversiel dokumentarfilm om et vigtigt emne, og så en høring med eksperter og politikere, så folket ikke var henvist til at fordøje de rystende indtryk uden hjælp.

Politikere linet op bag en disk. Højrefløjen i jakkesæt uanset køn, (forsvarsminister Gitte Lillelund Bech og udenrigsminister Lene Espersen begge med gule sløjfer i reverset) og socialisterne i casual uden chic. Eksperterne hidkaldt til en pult med front mod politikerpanelet, og et stort publikum - mange i uniform - bestående af soldater og pårørende.

Så langt så godt. Men så alligevel.

Valget af publikum og studiedekorationen med 39 blafrende lys, et for hver af de døde danske soldater, sendte et klart signal om, at det her ikke skulle handle om storpolitik, men om soldaternes indsats. 'Var det prisen værd', som overskriften manende lød. Ikke noget med, 'Hvad skulle vi dér?', 'Hvad er formålet?'

Da vi nu er i 2011 og ikke i 1975, og teknikken i dag kan så meget mere, er det klart, at man også måtte stille om til både Oksbøl og Afghanistan, ikke fordi det havde nogen relevans, men fordi det kan lade sig gøre, for at høre både hvad soldaterne i felten mente, og hvad dem, der var på vej derud, havde af forventninger. Sidstnævnte ville samstemmende gerne 'gøre en forskel'. Det vil vi vel alle sammen gerne.

En sagde lidt overraskende: »Jeg tager der ud for at få min gruppe med hjem«. Man forstår jo godt, hvad han mener, og det fremgik meget tydeligt både af filmen Armadillo og af soldaternes udsagn i løbet af aftenen, at det tætte kammeratskab og sammenhold under ekstreme og farlige forhold udfylder et behov hos de unge mennesker, der melder sig til aktiv krigstjeneste.

På den baggrund er det vel heller ikke så mærkeligt, at både de sårede og den far, som havde mistet sin søn, synes, at det var prisen værd. Hvis ikke det var det, så havde det hele jo været forgæves, og hvem har lyst/mod til at erkende, at man har mistet sin førlighed, eller endnu værre en søn, far eller mand i en meningsløs sags tjeneste.

Ærens mark

På baggrund af de nærmest surrealistiske scener fra Armadillo, vi lige havde set, virkede det endnu mere mis-trøstigt med denne insisteren på, at kampen foregår på ærens mark. Jeg taler ikke om kampscenerne, men om klippene med tungt oppakkede og bevæbnede danske soldater på patrulje omgivet af løbende og dansende småbørn, der tiggede om kiks og tyggegummi, og hvad der ellers faldt af fra feltrationerne, og de fattige bønder der undrende spurgte: »Hvad laver I her. I kan ikke slå taleban. Det er os, der bliver slået ihjel.«

For tiden er den officielle danske forklaring på, hvorfor vi er i Afghanistan, at det er for at sikre Danmark mod terror (Lene Espersen) og fordi den afghanske regering via FN selv har bedt os om at være der (Gitte Lillelund Bech). Som en af de få indkaldte kritiske vidner, Carsten Jensen, påpegede, så har argumentationen for, hvorfor vi er der - menneskerettigheder, kvinders ligestilling - skiftet hen ad vejen, og ingen af dem holder en meter. Den afghanske regering er gennemkorrupt og består i vid udstrækning af forbryderiske krigsherrer fra den berygtede Nordalliance, som, hvis man overhovedet kan værdisætte grusomheder i den skala, ikke står tilbage for taleban. Den aktuelle officielle version om, at afghanske tropper og politi trænes til at overtage landet er nærmest uanstændig. Det er tale om fattige analfabeter, hvis loyalitet ligger der, hvor det kan betale sig.

En afghansk dansker, som jævnligt besøger landet, opsummerede: NATO og dermed Danmark har titusind mål, og de skifter hele tiden. Hvert år går det dårligere og flere og flere afghanere vender sig mod de fremmede tropper.

En talsmand for de professionelle soldater gik, vist nok ufrivilligt, direkte til kernen: »De tør ikke møde os på kamppladsen, og så bruger de i stedet de der feje våben.«

Det var lige præcis det, russerne måtte erkende, dengang vi støttede dem, der nu slår danskere ihjel..

Der blev ikke talt om, hvad krigen koster det danske samfund i kroner og ører. Det kunne ellers være et interessant tema i den kommende valgkamp. Men det bliver det næppe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Thorning

Ja, det er en eminent indlæg. Et spørgsmål, der undrer mig, er, om de danske soldater af og til kommer til at se deres modstandere som røde baroner, altså ligeværdige modstandere, man ikke kan lade være med at beundre, og som nogen, der også grundlæggende kæmper for at gøre en forskel, selv om det er en anden eller flere andre forskelle end vores forskel og tarige andre forskelle.

Men det forhindrer propagandafiltrene vel. Danske tv-seere og avislæsere kommer vist aldrig til at høre eller læse en af deres soldater sige: "Man må sgu alligevel beundre Talebans strategi og udholdenhed", ell. lign. Med forbehold for at det blev sagt i udsendelsen, for jeg så den ikke.

Jeg bor i Norge og kan ikke se den TV-udsendelse, derfor er jeg glad for denne blændende artikel. Nuanceret og velskrevet typisk information. Ret ryggen og vær stolte af jer selv derinde !

"Der blev ikke talt om, hvad krigen koster det danske samfund i kroner og ører. Det kunne ellers være et interessant tema i den kommende valgkamp. Men det bliver det næppe."

Ulideligt hvis det skulle handle om hvor mange kroner og ører det koster Denmark... er der ikke nogle lidt vigtigere pointer? eller misforstår jeg noget?

Fin artikel.

Til de eventyrlystne unge mennesker, der gerne vil gøre en forskel, og som gerne vil "have holdet" med hjem, foreslår jeg bjergbestigning i stedet for krig.

Fidusen ved bjergbestigning er, at målet er klart defineret .... Desuden er alle elementer af spænding, risici, at konfrontere sig selv, gruppesammenhold, og hvad-du-ellers-vil ... der. Og så behøver man ikke slå andre mennesker ihjel.

Det ville sikkert være bedre for landets økonomi at sende de eventyrlystne på skatteyder betalt bjergbestigning fremfor at støtte USA moralsk i Afghanistan ... og det ville være bedre for afghanerne.

Kristian Jensen

TV-udsendelsen efterlod det indtryk, at den
samlede indsats i Afghanistan går dårligt, mens man isoleret set konstaterede fremskridt i dansk kontrolleret område, omend meget langsomt fremskridende. ´

At der foregår løbende ændringer og tilretninger af målet med indsatsen er problematisk i sig selv, men hvis ovennævnte forhold er rigtigt, så giver diskussionen herhjemme ingen mening, før vi stiller os selv spørgsmålet om DK skal overtage den samlede indsats i Afghanistan.

Søren Mikkelsen

“Der blev ikke talt om, hvad krigen koster det danske samfund i kroner og ører. Det kunne ellers være et interessant tema i den kommende valgkamp. Men det bliver det næppe.”

Her kan vi henvise til et sandsynligt skoen paa omkring en million dollars per soldat om aaret, plus de ekstra procenter som det koster at have et velfaerdssamfund som det danske. (Se Andrew J. Bacevich, professor of international relations and history at Boston University, "Washington Rules: America’s Path to Permanent War"). Groft sagt fire milliarder kroner om aaret i direkte omkostninger - uden at goere rede for de afledte omkostninger som formentlig er langt stoerre.

Forresten, "fordi jeg har lyst" er ikke en grund til at danske borgere skal stoette "udsendelesr", d.v.s. angrebskrig. Unge menneskers smag for forlystelser og underholdning er totalt irrelevant, og her er jeg meget venlig. Gud fri os vel, hvad bilder de sig ind!

Henrik Petersen

Islamisen nærer stor medvind i dette år. I liberal pakistansk politiker der forsøgte at forsvare en fattig kvinde imod en diskriminerende religiøs lovgivning er netop blevet myrdet. Mange i Pakistan hylder morderen som en helt. Kristne er netop blevet dræbt i Egypten som en følge af stigende religiøs vold imod minoriteter.