Kronik

Samfundet er større end staten

Socialministeren har netop skudt det europæiske frivillighedsår i gang. Håbet er at få flere til at lave frivilligt arbejde. Men så længe civilsamfundet bare opfattes som et støtteben til markedet og den offentlige sektor, vil det ikke forløse sit potentiale. De tre bør arbejde ligeværdigt sammen
Else Jensen (th.) hjælper frivilligt andre pensionister med indkøbene. Skal der være flere af hendes slags, skal beslutningstagerne i højere grad anerkende det civile samfunds værdi, mener dagens kronikør.

Else Jensen (th.) hjælper frivilligt andre pensionister med indkøbene. Skal der være flere af hendes slags, skal beslutningstagerne i højere grad anerkende det civile samfunds værdi, mener dagens kronikør.

SØREN STEFFEN

31. januar 2011

'Samfundet er større en staten', lyder en svensk talemåde. Med samfundet menes civilsamfundet, hvor man lever den del af livet, som ikke er styret af det offentlige.

Det dominerende politiske mantra i den danske politiske andedam står i høj grad for den modsatte betragtning. Her er staten og markedet de vigtigste samfundssektorer, fordi de tilsammen er forudsætningen for at generere den vækst, som livet i civilsamfundet skal bygge på. Hvis ikke vi er konkurrencedygtige, er alt liv ude. Målet er økonomisk vækst, midlet er, at vi som borgere først og fremmest skal indstille os på at være i stand til at producere og forbruge. Vi er vigtigst som arbejdskraft og forbrugere.

Risikoen er imidlertid, at den civile borger glemmes. Hvis ikke du fungerer som arbejdskraft eller forbruger, er du primært en udgift og dermed ikke en værdi, men en belastning for samfundet. Den konstatering tegner uhyggelige perspektiver i en tid, hvor statsministeren konstaterer, at over halvdelen af befolkningen ikke producerer økonomisk værdi. For er de så en belastning?

Statsstøtter

Det europæiske frivillighedsår er netop skudt i gang. I den forbindelse har regeringen lanceret en ny civilsamfundsstrategi, som angiveligt skal styrke det frivillige arbejde og de frivillige organisationer. Det kan vi som frivillige organisationer selvfølgelig kun hilse velkomment. Måske giver det os lidt bedre arbejdsvilkår som organisationer.

Men dybest set lægger strategien ikke op til nogen opvurdering af civilsamfundet. Hovedsigtet er først og fremmest, at få borgerne til at hjælpe det offentlige, staten, regionerne og kommunen med at holde samfundsmaskineriet i gang. Ud over at være en god borger som arbejdskraft eller forbruger vil du nu også kunne høste point som god borger ved at være en aktiv frivillig.

Tilbage står at give de arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagerne, pensionisterne, de sygemeldte, efterlønnerne og indvandrerne værdi. De får ingen værdighed gennem de frivillige organisationers julehjælp. Tværtimod er det en ydmygelse at skulle gå tiggergang for ikke at skuffe sine børn.

Her er der behov for noget langt større, nemlig civil værdighed. En værdighed, som bygger på tillid til og en anerkendelse af menneskeværd og borgerværd uanset evnen som arbejdskraft eller forbruger.

Det er her, en civilsamfundsstrategi må tage sit udgangspunkt, i den civile borgers værdighed og i de civile borgeres fælles liv. Og set i dette perspektiv er samfundet langt vigtigere og større en staten.

For os i de frivillige sociale organisationer er en sådan civilsamfundsstrategi en meget stor udfordring, som kræver politisk opbakning. Vi hjælper de såkaldte ressourcesvage som ressourcesvage, og vi anerkender deres menneskeværd på egne vegne, men dybest set ikke på samfundets vegne.

Tværtimod er de ressourcesvage i høj grad blevet ressourcesvage som følge af samfundets administrations- og sorteringsmekanismer. Hele det sociale ydelsessystem er baseret på mistillid til, om den civile borger er ude på at udnytte og bedrage arbejdskraft- og forbrugerfællesskabet. En civilsamfundsstrategi bør derfor indebære et politisk paradigmeskifte, hvorfra politisk hold sker en fornyelse af italesættelsen.

Drop skåltalerne

En ny strategi bør bygge på en politisk programudmelding, som opvurderer den civile borgers og civilsamfundets grundlæggende betydning og værdi for den fælles samfundskonstruktion.

Der findes ganske vist allerede et charter på området - det såkaldte Charter for det frivillige arbejde udarbejdet af nogle ministre og generalsekretærer i 2001. Det siger i nogle overordnede skåltalevendinger nogle vigtige pointer om det frivillige arbejdes vigtige demokratiske og kritiske betydning. Men charteret er ganske uforpligtigende og har da heller ikke haft nogen betydning for udviklingen af civilsamfundet og det frivillige arbejde i de ti år, det har eksisteret.

En af de væsentligste årsager til det, er den stadige misforståelse, at frivilligt arbejde lever bedst i frihed og uden indblanding fra det offentlige. Det er en fatal misforståelse. Den bidrager til stadighed til, at der ikke tages klar politisk stilling til civilsamfundet og den civile borgers betydning for en menneskeværdig samfundskonstruktion. I stedet for at stikke hovedet i busken og lade civilsamfundet og det frivillige arbejde leve i frihed, bør politikerne tage ansvar for at justere samspillet mellem de tre sektorer; civilsamfundet, staten og markedet.

Det paradoksale er, at beslutningstagerne for længst har indset behovet for den slags tiltag ... bare ikke lige når det gælder vores egen hjemmebane. Det er således interessant, at Danmark i forhold til samarbejdet med u-landene har en civilsamfundsstrategi - Dansk støtte til civilsamfundet i udviklingslandene (Danida 2008). Heri hedder det bl.a.: »I lande med ressourceknaphed, social ulighed og svage institutioner udfylder mange civilsamfundsorganisationer en vital rolle, fordi de arbejder for, at marginaliserede befolkningsgrupper kommer til orde ( ...). Et stærkt civilsamfund skaber ydermere en nødvendig balance i samfundsudviklingen, der ellers kan blive domineret af den private sektors økonomiske ressourcer og statsmagtens ønske om at stadfæste kontrol og autoritet.«

I Danmark har vi ganske vist ikke ressourceknaphed i u-landsk forstand. Men det er alligevel den truende ressourceknaphed, som regeringen hele tiden refererer til i jagten på de udsatte og ikke-arbejdende borgere. Hermed kommer man indirekte til at smide den civile borger og civilsamfundet ud med badevandet, fordi man ikke har en fokuseret politik på området.

Nødvendig afklaring

Der er altså behov for en klarere politik, der manifesterer den civile borgers værdighed og det civile samfunds nødvendighed for at skabe balance i en ellers meget statsligt styrende og markedsorienteret politikudvikling.

Manifesteringen kunne, som vi har set det i Norge, have karakter af en hvidbog, som indgående beskriver civilsamfundets forskellige sektorer og særlige kvaliteter. Efterfølgende bør en sådan hvidbog vedtages af Folketinget med en række anbefalinger og opfølgende lovgivning om, hvordan civilsamfundet og den civile borgers værdighed sikres i den løbende lovgivning og administration.

For at manifestere en sådan ny civilsamfundspolitik, bør der samtidig nedsættes en kombination af et uafhængigt etisk og retspolitisk råd på det sociale område. Det skal have til opgave at vejlede de statslige og kommunale forvaltninger i deres administrative procedurer. Både den sproglige og retssikkerhedsmæssige behandling af udsatte borgere bør således hele tiden vurderes kritisk.

I forordet til regeringens civilsamfundsstrategi står der, at civilsamfundet er en værdi og en ressource for det øvrige samfund. Den slags ord er taknemmelige. De er ofte aldeles uforpligtigende. Ikke mindst det frivillige arbejde er af politikerne fra næsten alle fløje udsat for en stadig saliggørelse.

Imidlertid må vi kræve indhold i ordene i en civilsamfundsstrategi. Hvilke værdier og ressourcer er det, vi taler om? Hvad er det, vi skal samarbejde om? Hvad betyder det, at civilsamfundet har værdi for det øvrige samfund? Vi er nødt til at få beskrevet værdierne, hvis vi sammen skal stå vagt om dem. Er grundlaget for et godt civilsamfund baseret på værdier om, at enhver bør være sig selv nærmest og have mindst mulig støtte af fællesskabet? Eller er det baseret på en fællesskabstanke, hvor vi som samfund sikrer, at civilsamfundet er et trygt sted at være, også for dem, som ikke kan bidrage til arbejds- og forbrugsfællesskabet?

Johannes Bertelsen er forstander for Kristeligt Studenter-Settlement og formand for Frivilligt Forum, Landsforeningen for de frivillige sociale organisationer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg kan ikke helt finde ud af om Johannes Bertelsen mener at frivillige skal erstatte offentlige tilbud, når hun taler om ressourcemangel, eller frivillige fortsat skal være et alternativ og noget ekstra.