Fire udenrigsministre fra Sverige, Italien, Storbritannien og Finland har talt for Tyrkiets medlemskab i The New York Times, men hvis de henvendte sig til amerikanerne, talte de for døve øre, Wikileaks eller ej.
En af de fire tenorer, den italienske udenrigsminister, Franco Frattini, har fornylig indrømmet i et interview, at det ikke går særlig godt og talte om »dårlige resultater«. Det må siges at være en underdrivelse. På grund af Tyrkiets fortsatte afvisning af at opfylde sin forpligtelse om at udvide toldunion til den cypriotiske republik, blev otte ud af 35 forhandlingskapitler blokeret af Det Europæiske Råd i 2006. Frankrig har blokeret yderligere fire og Cypern seks. Kun et kapitel er blevet lukket, og 13 bliver forhandlet. I virkeligheden er der kun tre tilbage, som kan åbnes.
Til trods for det belgiske formandskabs forsøg på at skabe bevægelse har Tyrkiet nægtet at flytte sig og »forkæle« græsk-cyprioterne. Som følge heraf har EUs udenrigsministre »med stor beklagelse« noteret, at Tyrkiet fortsat nægter at opfylde sin forpligtelse til at implementere tillægsprotokollen til associeringsaftalen af 1963.
Og som udenrigsministrene har advaret: »Da der mangler fremskridt på dette punkt, vil Rådet opretholde sine foranstaltninger fra 2006, hvilket vil have en kontinuerlig påvirkning på forhandlingernes fremskridt.«
Samme frustration deles også af FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, som i sin rapport til Sikkerhedsrådet i november skrev, at siden den nye forhandlingsrunde mellem de græsk-cypriotiske og tyrkisk-cypriotiske ledere begyndte i september 2008, og efter 88 møder, har fremskridtet været »frustrerende langsomt«. Og hans konklusion var: »Et kritisk window of opportunity er hurtigt ved at lukke«.
Stridsspørgsmålet
Ban Ki-moon nævnte dog, at ud af de seks områder, der bliver forhandlet (styreform
og magtdeling, økonomi, EU, ejendomsforhold, territorium, og sikkerhed og garantier), er dét vedrørende ejendomsforhold det mest komplekse, hvor de to forhandlingspositioner for tiden er uforenlige.
Dette problem vedrører 165.000 græsk-cyprioter og 45.000 tyrkisk-cyprioter, som efter den tyrkiske invasion i 1974 måtte forlade deres ejendomme i henholdsvis det nordlige og det sydlige Cypern. Ifølge artikel 159 af Den Tyrkiske Republik Nordcyperns forfatning (TRNC blev ensidigt erklæret i 1983) blev alle græsk-cyprioternes ejendomme konfiskeret, hvorimod i syden bliver tyrkisk-cyprioternes ejendomme forvaltet af staten indtil en løsning på øens deling bliver fundet.
Efter et antal vellykkede henvendelser til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor Tyrkiet blev holdt ansvarlig for at have frataget græsk-cypriotiske statsborgere deres ejendomme, etablerede TRNC i 2005 en ejendomskommission til at behandle græsk-cypriotiske klager. Sidste marts afgjorde Menneskerettighedsdomstolen, at denne klagemulighed først må udtømmes, inden der bliver klaget til domstolen. Imidlertid stadfæstede domstolen, at denne afgørelse ikke betød »en indirekte legitimisering af et regime, som ifølge international lov er ulovligt«.
I begyndelsen af december havde kommissionen modtaget 785 henvendelser, hvoraf 134 er blevet afgjort, i de fleste tilfælde igennem erstatning, selv om tilbagelevering og udveksling foreligger som muligheder. Men et af FNs parametre for en løsning på Cypern-spørgsmålet er etableringen af to zoner, hvilket i praksis vil begrænse antallet af græsk-cyprioter, som vil kunne vende tilbage til deres ejendomme, da dette vil formindske det tyrkisk-cypriotiske flertal i deres zone.
Stridsspørgsmålet er den græsk-cypriotiske insisteren på, at det er de juridiske ejere, som skal kunne vælge mellem tilbagelevering, udveksling eller erstatning, hvorimod den tyrkisk-cypriotiske side insisterer på de nuværende ejeres rettigheder. Den Internationale Krisegruppe (ICG), som har udarbejdet en rapport om dette problem, efterlyser nye forslag til en løsning, men det kan godt være, at selve rapporten indeholder løsningen.
Ifølge en undersøgelse erklærede 73 procent af de adspurgte græsk-cyprioter, at de helt sikkert eller sandsynligvis ikke vil vende tilbage, hvis det skulle betyde, at de ville komme under tyrkisk-cypriotisk administration. På samme vis har kun 24 procent af tyrkisk-cyprioterne sagt, at de ville vende tilbage til deres ejendomme, hvis de skulle komme under græsk-cypriotisk administration. Det kan godt være, at en pragmatisk løsning ligger inden for denne margin, da den er forbundet med forudsætningen i Annan-planen fra 2004, at der skulle være et maksimum på en tredjedel af beboerne i den tyrkisk-cypriotiske delstat, der ikke havde tyrkisk som modersmål.
Separate stater
Den græsk-cypriotiske leder, Dimitris Christofias, har fremlagt en række forslag, deriblandt om at forbinde forhandlingerne om fast ejendom med det territoriale spørgsmål, at aflevere Famagusta tilbage under FN og EU kontrol og endelig en international konference til at behandle spørgsmålet om sikkerhed og garantier.
Den Internationale Krisegruppe har faktisk i sin rapport bekræftet, at en løsning på det territoriale spørgsmål ville fremme en tilbagevenden af græsk-cyprioterne til de overdragne områder.
Det næste topmøde mellem de to cypriotiske ledere er planlagt at finde sted i Geneve i slutningen af denne måned, og dette mødes udfald vil, som FNs generalsekretær udtrykker det, »hjælpe FN med at bestemme sine næste skridt«.
Sikkerhedsrådet har endnu engang Tyrkiet stemte imod fornyet FNs fredsbevarende styrke UNFICYPs mandat på Cypern i yderligere seks måneder. UNFICYP har nu været på Cypern siden marts 1964.
Men det er ikke kun Cyperns fred og sikkerhed, der står på spil. NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, har også udtrykt betydelig frustration over konfrontationen mellem Cypern og Tyrkiet, som forhindrer Tyrkiets integration i det europæiske forsvarsagentur (EDA) og samarbejde mellem alle EU medlemsstater og NATO.
FNs parametre for en løsning omfatter en føderal stat med én suverænitet og én international identitet, men ikke desto mindre insisterer Tyrkiet på oprettelsen af to adskilte stater. Egemen Bagis, Tyrkiets EU-chefforhandler, bliver ved med at sige: »Hver morgen, når solen står op, skinner den på separate stater«.
Og i 2007 talte Tyrkiets præsident, Abdullah Gül, om »to virkeligheder på Cypern, to demokratier, to stater, to sprog og to religioner«.
Hvis det er tilfældet, så har Tyrkiet ikke bare ødelagt udsigten til genforening, men også sit eget argument for EU-medlemskab.
Robert Ellis kommenterer jævnligt tyrkiske forhold og er rådgiver for Turkey Assessment Group i Europa-Parlamentet
Det var EU (under dansk formandsskab v/ Anders Fogh) der optog Cypern i EU selvom de græske cyprioter havde stemt nej til Kofi Annans genforeningsplan. Det var altså ikke hele Cypern, der kom med i EU, men tog man ikke så tungt. EU kunne have sagt nej, og ventet på, at en genforening kom i stand. Så var der nok kommet lidt mere gang i forhandlingerne.
Nu ser det sejt ud. Tyrkiet har åbenbart ikke travlt hverken med EU eller cypriotisk genforening. Man skal nok være varsom med at lægge al skylden på Tyrkiet (de tyrkiske cyprioter stemte for øvrigt ja til genforeningsaftalen dengang)
De eneste der er rigtigt interesserede i det ægteskab er vist Nato.
EU's ledere ved godt at folkestemningen og økonomien ikke rigtigt er til optagelse af et kæmpestort, og stadig relativt fattigt islamisk Tyrkiet.
Og jeg ved helt ærligt ikke hvor interesseret AK er at rode sig ind i et kristent/sekuleret EU.
Men EU fortsætter forhandlingern i håb om bedre tider, og mon ikke forhandlingerne er ret bekvemme for AK-regeringen i opgøret med militæret og den sekulære forfatning.