Kronik

Sudan sætter Kinas ambitioner på prøve

2011 bliver formodentligt året, hvor Sydsudan bliver selvstændigt. Kina har investeret kraftigt i områdets olieproduktion, og udvikler Sydsudans løsrivelsesproces sig voldeligt, bliver Kina nødt til at se bort fra sit mantra om ikke at blande sig i andre landes indre anliggender
Snart går Sydsudan til valg om landets uafhængighed af Sudan, men netop Kinas afhængighed af Sydsudans olieressourcer, kan tvinge Kinas præsident Hu Jintao til at bryde deres principper om ikke at blande sig andre landes interne politiske 
 konflikter.

Snart går Sydsudan til valg om landets uafhængighed af Sudan, men netop Kinas afhængighed af Sydsudans olieressourcer, kan tvinge Kinas præsident Hu Jintao til at bryde deres principper om ikke at blande sig andre landes interne politiske
konflikter.

Jason Lee

5. januar 2011

»Kina kan ikke redde Sudan«. Efter en længere diskussion over frokosten i en spisesal på det maleriske Peking Universitet fortæller disse fem ord fra en førende kinesisk udenrigspolitisk iagttager det meste om, hvor vanskelig Kinas stilling er blevet i forholdet til Sudan. I løbet af 2011 vil Sudan undergå kolossal politisk forvandling. Milliarder af dollars i kinesiske olieinvesteringer for slet ikke at tale om Kinas ry som det 21. århundredes nye supermagt står på spil. Og Kina vil muligvis ikke have noget andet valg end at foretage et yderligere tilbagetog fra sit hævdvundne udenrigspolitiske princip gennem årtier: doktrinen om 'ikke-indblanding' i andre landes indre anliggender.

For Sudan er det nu blevet sandhedens time. Nu på søndag, den 9. januar, skal befolkningen i Sydsudan stemme om, hvorvidt den ønsker at rive sig løs eller ej fra Afrikas største land. Folkeafstemningen om uafhængighed er et led i den omfattende fredsaftale, som i 2005 blev indgået mellem Sudans regerende Nationale Kongresparti (NCP) i Khartoum og

Det Sudanesiske Folks Befrielsesbevægelse (SPLM) i syd. Med fredsaftalen afsluttedes en 22 års borgerkrig, som kostede mindst to millioner livet og medførte fordrivelser af yderligere millioner. Aftalen garanterede også den sydlige del af landet det semiautonome styre, det har nydt godt af i de seneste seks år, foruden chancen for at blive Afrikas nyeste land. I løbet af 2010 skabte de potentielle konsekvenser af et uafhængigt Sydsudan flere overskrifter i verdens medier med gentagne advarsler om risiko for fornyet borgerkrig. Bliver dette scenario til virkelighed, vil det kinesiske interesser blive klemt midt imellem fremrykkende hære. At Kina er blevet ført ind i en så farefuld situation i Sudan skyldes olie. Efter alt at dømme vil Sydsudan stemme ja til uafhængigheden og i denne proces tage næsten 80 procent af landets olieressourcer med sig. Kina har været den største investor i Sudans oliesektor, og China National Petroleum Corporation (CNPC) har investeret milliarder af dollars i at gøre Sudan til Afrikas tredjestørste olieprocent med næsten 500.000 tønder råolie om dagen. Det regerende NCP tjener langt over halvdelen af sin årsindtægter på olieeksport. Og når fredsaftalen udløber til juli, vil partiet efter alt at dømme være stærkt modvillig over for at skulle opgive olien i syd uden kamp.

Alternativt kan rivaliserende politiske fraktioner i Sydsudan gribe til våben mod hinanden for at erobre kontrollen over den nyslåede nations pludselige olievelstand. Det betyder alt sammen, at Kinas afrikanske succeshistorie i Sudan risikerer at få en brat afslutning.

Sudans største aftager

I Kinas bestræbelser på at finde naturressourcer, der kan nære dets blomstrende økonomiske fremgang, har landet markant forøget sin tilstedeværelse på det afrikanske kontinent gennem det seneste årti. Kina var Afrikas største handelspartner i 2010, hvor der blev udvekslet værdier mellem begge svarende til 115 milliarder dollars. Kina aftager langt hovedparten af den sudanesiske olie, og i 2009 tegnede Sudan sig for omkring seks procent af den samlede kinesiske olieimport. Det er en kolossal mængde, når man tager Kinas enorme efterspørgsel på olie i betragtning. For Kina har Sudan hidtil stået som selve skoleeksemplet på dets vellykkede kommercielle engagement i Afrika. Det hele begyndte med, at dets største olieselskab, CNPC, etablerede sig i landet, fortsatte med omfattende dæmningsprojekter på Nilen, og nu er også investeringer i Sudans enorme potentiale som landbrugsland kommet til. Sudan er et lysende eksempel på, at Kina kan bringe økonomisk vækst til verdens mest forarmede kontinent. Det potentielle tab af disse kommercielle interesser og det tab af politisk kapital, som vil ledsage det, har vakt bange anelser blandt Kinas ledere. Kina har dog på ingen måde lukket øjnene for truslen mod dets interesser, som en ny borgerkrig i Sudan vil indebære. Da præsidenten for Sydsudan, Salva Kiir, besøgte Kina i juli 2007, havde han to budskaber med til den kinesiske præsident, Hu Jintao: For det første at hovedparten af Sudans olie befinder sig i syd, og for det andet, at Sydsudan er opsat på at udøve sin ret til selvbestemmelse, hvis folket giver den sit mandat hertil i 2011. En prås må ved den lejlighed være gået op for den kinesiske præsident, for i årene siden da har Kina optrappet sit politiske engagement i Sydsudan betragteligt. I september 2008 åbnede det et konsulat i sydens hovedstad, Juba, ligesom det kinesiske kommunistparti knytter stadig stærkere kontakter til SPLM. Sydsudanesiske embedsmænd er blevet fløjet til Beijing, bespist og beværtet i håbet om at forbedre relationerne mellem Beijing og Juba. Og diplomatiet ser ud til at have virket. I oktober sidste år forsikrede SPLM's generalsekretær, Pagan Amum, om, at de kinesiske olieinvesteringer vil være garanteret beskyttelse i syd, også efter folkeafstemningen. Grundlæggende har Kina altså på det seneste valgt at satse alt på et ja ved den kommende folkeafstemning og dermed placeret sig i en optimal position for at engagere sig med det potentielt uafhængige Sudan efter i forgangne årti at have koncentreret sig om at knytte stærke bånd med Nordsudan. Men Kina kan kun drage fordel af sin vanskelige balancegang, hvis fremtidig konflikt undgås. Sudan har været en af det moderne Kinas første store udenrigspolitiske udfordringer.

Indblanding

Det var Sudans anden borgerkrig - i den vestlige Darfur-region - som fik Kina til at genoverveje sin holdning om at aldrig at blande sig i andre landes indre anliggender. Dette skete, da Kina fulgte USA's og Europas eksempel og sluttede sig til presset på regimet i Khartoum for at acceptere tilstedeværelsen af en fælles fredsstyrke bestående af tropper fra Den Afrikanske Union og FN i 2006 - en klar afvigelse fra Beijings konventionelle ikke-indblandingsprincip. Sydsudans sandsynlige løsrivelse i 2011 kan meget vel presse det kinesiske diplomati ud i nye grænseoverskridelser.

Kina ønsker at forblive gode venner med både det herskende regime i Khartoum og det forventeligt uafhængige Sydsudan. Men det er svært at forholde sig neutral i en strid mellem fejlende brødre. Hvis borgerkrig bliver resultatet af Sydsudans folkeafstemning på søndag, vil Kina være nødsaget til at slå ind på en taktik, der på samme tid kan beskytte dets kommercielle interesser og sikre, at landet bliver opfattet som en ansvarlig aktør i Sudan af resten af verden. Hidtil har Kina presset på for at finde en gensidigt fordelagtig løsningsmodel for både nord og syd ved at opmuntre til en forhandlingsløsning for, hvordan landet skal opdeles efter en folkeafstemning. Men Kina kan gøre mere for at hjælpe til at afværge en fremtidig borgerkrig. I de kommende måneder kan Beijing lægge pres på både NCP og SPLM om at respektere folkeafstemningen og finde frem til de endelige rammer for nationens deling efter en velstruktureret tidsplan. Det vil også kunne spille en rolle sammen med Sudans øvrige internationale og regionale partnere om at sikre en bæredygtig fred fremover.

Lange køer vil snart tage opstilling i Sydsudan. Dets befolkning er ivrige efter at gøre brug af sin ret til at skabe en uafhængig nation. Kina vil følge begivenhederne nøje. En fornyet borgerkrig vil bringe dets kommercielle og politiske interesser i fare. Men Kina kan ikke redde Sudan. Det vil i sidste ende være Sudans politiske ledere selv, der kommer til at afgøre det i så lang tid så plagede afrikanske lands fremtid. Hvad Kina kan gøre, er at spille en rolle i at støtte Sudans politiske ledere i bestræbelserne på at finde en løsning, der kan imødekomme begge parter. Til gengæld vil en fredelig udvikling efter Sudans folkeafstemning for alvor kunne højne Kinas status som det 21. århundredes nye supermagt.

Luke Patey er projektforsker ved Det Danske Institut for Internationale Studier

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Seneste artikler

  • Lillebror holder øje med dig

    7. januar 2011
    Julian Assange og Wikileaks har tegnet konflikten mellem magthavernes hemmeligholdelse og borgernes demokratiske ret til indsigt op
  • Danskerne forventer mere velfærd

    4. januar 2011
    Den største udfordring for velfærdssamfundet er, at forventningerne vokser. Afskaffelse af efterlønnen er ikke svar på den udfordring
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu