Kommentar

Tuneserne må tilintetgøre det monster, Ben Ali skabte

Folket væltede selv deres diktator for første gang i arabisk kontekst. Socialister, islamister og liberale må danne en koalition, som kan skabe reelle forandringer
Debat
20. januar 2011

Få tunesere havde forestillet sig, at den præsident, som undertrykte dem og holdt dem nede i 23 år, kunne være så skrøbelig, så sårbar. Da opstanden nåede Tunis, efter have bølget landet rundt i fire uger og demonstranter belejrede det forhadte indenrigsministerium, hovedkvarter for en af regionens mest brutale sikkerhedsstyrker faldt han fra hinanden som en papirtiger.

Fra den truende tyran under oprørets tidlige dage forvandlede Ben Ali sig til en bleg og skælvende gammel mand, der i tv-taler tiggede sit folk om at lade ham sidde i Kartago-paladset bare lidt længere først i tre år, så kun seks måneder .

Hver gang brølede tuneserne tilbage: »Nej, ikke en dag længere!«. Rædselsslagen flygtede han ud af landet i nattens mulm og mørke. Først med kurs mod Frankrig, som der havde vist sig trofast til det sidste.

Men i Paris havde man nu omsider opfattet, at vinden var vendt, og i en tid måtte Ben Alis flakke planløst rundt over Middelhavet, før der endelig kom tilladelse til at lande i Jeddah i Saudi-Arabien.

Ben Ali-fænomenet dækkede i virkeligheden ikke over andet end en blanding af voldelig nedkæmpelse af al opposition, mafiøst bedrag og skamløs udenlandsk støtte. I årevis bevæbnede hans sponsorere ham og gav ham politisk dækning til kvæle sit folk. Som en god elev hos Den Internationale Valutafond, som garant for stabilitet og ihærdig bekæmper af islamisk fundamentalisme blev Ben Alis Tunesien et lysende eksempel på modernisering og succes. Med hans afgang kan den model for stabilitet, som blev købt til prisen for et underkuet folk, ikke længere forsvares, opretholdes eller udbredes.

Tunesernes revolution, som forviste Ben Ali fra deres land, giver nu genlyd i hver en by og landsby i den arabiske verden.

Første gang i arabisk land

Den fortvivlelse og ydmygelse, som araberne følte over USAs udskiftning af Saddams tyranniske regime, står i skarp kontrast til deres eufori over afsættelsen af Tunesiens diktator. Det er første gang, en arabisk nation er lykkedes med at tvinge en hensynsløs despot fra magten ved folkelige protester og civil ulydighed og det helt uden udenlandsk intervention, statskup eller naturlig død.

Men med diktatorens afsætte er tuneserne kun kommet den halve vej til gøre deres ønsker om ægte reformer til virkelighed. Despoten er væk, men den politistat, der har kunnet vokse sig stor siden landets uafhængighed fra Frankrigs protektorat i 1956, er stadig i høj grad i live.

Det undertrykkelsesapparat, som blev udviklet af Habib Bourguiba, Tunesiens karismatiske landsfader, blev opgraderet til fuldkommenhed af den general, som arvede det. Af afmontere disse indgroede strukturer bliver ikke let. Men det er den udfordring, som tuneserne er nødt til at løfte for at fuldføre deres revolution.

Hvor araberne fejrer Tunesiens Jasmin-revolution og citerer digteren Abul-Qasim al-Shabbis kendte ord: »Hvis et folk en dag ønsker at leve, vil skæbnen høre deres bøn«, får deres diktatorkollegas skæbne det til at løbe koldt ned ad ryggen på regionens øvrige herskere.

Naboerne bæver angste

En begivenhed som Jasmin-revolutionen er deres værste mareridt. Intet frygter de mere, end at den tunesiske smitte skal sprede sig til deres eget folk, så meget desto mere da de fleste af dem enten har arvet magten fra deres fædre eller forbereder sig på at overdrage den til deres sønner.

Kun Libyens Moammar Gaddafi har brudt den dødslignende stilhed og har som for at tale på alle despoters vegne truet tuneserne med, at de vil komme til at fortryde deres opsætsighed.

Men selv om Tunesien er et lille land med en befolkning på kun 10 millioner og knappe naturressourcer har landet bedre forudsætninger for demokratisering end andre arabiske lande.

Dets befolkning er socialt homogen, overvejende urbaniseret og højt uddannet. Med afslutningen på Ben Alis æra aftegner der sig to strategier:

Første scenario indebærer en genindsættelse af det gamle regime med kosmetiske ændringer. Det er strategien for den såkaldte enhedsregering under den midlertidige premierminister Mohammed Ghannouchi en mand, der tjente den nu faldne diktator i årevis. (Ghannouchi blev onsdag aften tvunget til at træde tilbage, red.) Dermed vil de kræfter, som afspejler det ændrede tunesiske politiske landskab uafhængige, socialister, islamister og liberale være sat uden for indflydelse. Den nu vaklende enhedsregering synes opsat på at sætte uret tilbage, og fører sig frem, som om revolutionen aldrig var sket og søger at geninstallere det forhadte regeringsparti, Konstitutionel Demokratisk Samling (RCD), med de samme ansigter bortset fra Ben Alis, selvfølgelig og samme sikkerhedsapparat.

Koalition er løsningen

Det tunesiske folk vil af al magt modsætte sig dette, og det er grunden til, at nye protester allerede er brudt ud i mange byer. I stedet for »Ben Ali må gå« råbes der nu »RCD må gå«.

Den bedste alternative strategi er at smede en bred koalition af de kræfter, der kan nedbryde arven fra den despotiske, post-koloniale stat og skabe den forandring, som tuneserne har længtes efter i årtier.

Et sådant samarbejde er lykkeligvis allerede under dannelse mellem Kommunistiske Arbejderparti, ledet af Hamma al-Hammami, den karismatiske Moncef Marzoukis sekulære Kongresparti for Republikken, og det moderat islamiske Ennahda, som ledes af min far, Rashid Ghannouchi, hvortil kommer en række fremtrædende fagforeningsfolk og civilsamfunds-aktivister.

Deres fælles bitre erfaringer med fængsel og eksil har gjort disse koalitionspartnere mere pragmatiske og bedre i stand til at modstå et tilbagefald til diktatur og opbygge en stærk alliance omkring kravet om reelle forandringer.

En sådan partnerskabs- og konsensuspolitik er præcis, hvad tuneserne og araberne behøver for effektivt at nedbryde de totalitære strukturer, som har holdt og stadig holder dem i et jerngreb i generationer.

Soumaya Ghannoushi er idéhistoriker, tilknyttet School of Oriental & African Studies i London, fast klummeskriver i The Guardian og datter af Tunesiens reformislamiske oppositionsleder, Rashid Ghannoushi
© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Ja, lav sådan en koalition - det er eneste mulighed lige nu. Men pas på, at det hele ikke smuldrer.

Bevar den nuværende administration (embedsmænd), bevar hær og politi, bevar det samfundbærende. Lad koalitionen udarbejde forslag til en ny forfatning, afhold valg inden for et år.

Undgå ny korruption. De nye må ikke straks træde i de gamles fodspor. Civilsamfundet skal kunne mærke, at der er sket en forandring. Den rigdom, nogle få før samlede omkring sig, skal fremover flyde ud over samfundet i form af generel forøgelse af levestandarden.

Det var et par bud. Det bliver spændende og farligt. Går det godt, får de i sandhed noget at tænke over i de andre arabiske lande

Henning Egholk

Revolution er kun godt ifald den gavner hele folket og ikke blot skaber en ny elite med privilegier. Pressefrihed i Tunis bestemt en god start. - Jeg kan godt undre mig over at EU i så mange år må have kendt tll undertrykkelsen og diktaturet og så ikke gjort en pind! Menneskerettigheder er vel ikke kun noget vi skal kæmpe for i Kina, Burma etc. Og så kæmper vi i Afganistan for demokrati, nej hvor er EU og USA nogle hyklere.

Informations yderst relevante artikel ovenfor kan suppleres med følgende Internet Breaking News:

Tunisian minister quits ex-ruling party
Thu. Jan. 20, 2011 12:26PM - klik på:
http://www.presstv.ir/detail/161080.html

A minister from the political party of ousted Tunisian President Zine El Abidine Ben Ali has resigned from his post.

The official TAP agency reported that the minister from the former ruling Constitutional Democratic Rally (RCD) party quit the bloc on Thursday.

The central committee of RDC party has now been dissolved as the remnants of Tunisia's old regime broke from their past.

The report comes as all ministers in Tunisia's transitional government have quit the party of ousted President Zine El Abidine Ben Ali.

"All the ministers of the RCD (Constitutional Democratic Rally) have resigned from the party," an official who did not want to be identified told AFP on Thursday.

MP/AKM
Related Stories:

* Ministers quit Tunisian Ben Ali's party
- klik på:
http://www.presstv.ir/detail/161040.html

* Fresh violent protests erupt in Tunis
- klik på:
http://www.presstv.ir/detail/161056.html

* Ben Ali's family arrested in Tunisia
- klik på:
http://www.presstv.ir/detail/161028.html

* Tunisia to probe Ben Ali family's assets
- klik på:
http://www.presstv.ir/detail/160973.html

Per Erik Rønne

Der er dog også klare faresignaler i situationen.

Et kommunistisk parti; kan det støtte et reelt demokrati, og vil det ikke arbejde for en sovjet-republik à la Hviderusland?

Et islamistisk parti; kan det støtte et reelt demokrati, og vil det ikke arbejde for en kalifat-stat à la Araberriget, hvor embedet som kejser og pave forenes i kalif-embedets absolutisme?

Kære Per Erik Rønne,
Se YouTube:
Kommunister, islamister og andet udsat godtfolk!
Og klik på:
http://www.youtube.com/watch?v=0T3hec0mcjc&feature=mfu_in_order&list=UL

Jo, kommunister, islamister og andet udsat godtfolk kan og faktisk er allerede igang med at organisere sig ikke kun i Tunesien, men også lige her i Danmark - på Bispebjerg og i Nordvestkvarteret i København! Læs nedenfor og se interviewet på YouTube - klik på:
http://www.youtube.com/watch?v=0T3hec0mcjc&feature=mfu_in_order&list=UL

Udkast Forsamlingsrummet http://bispebjerg.gaderummet.dk

Kommunister, islamister og andet udsat godtfolk! Organisering

Løbeseddel til utilfredsheden - til etableringen af selvorganiseringssteder med udgangspunkt i unges behov.

Mødeindkaldelse senere

Det er gået hurtigt de sidste år på Bispebjerg - og ikke kun på Bispebjerg. Fattigdommen for unge og gamle er nu tydelig på gader og stier. Sulten kan høres, arbejdsløsheden ses, mens ensomheden larmer - og alligevel er alt ved det gamle. Hver især skal klare sig selv - og kan man ikke dette, så kan man få noget statslig og kommunal tvang, gennem aktivering og psykiatrisk behandling, hvor man også kan miste sin eventuelle bolig. Så man kan lære det, at indordne sig i underordningen.

Nogen håber på, at et kommende opsving vil redde dem; andre kan håbe at det ikke er dem, der står for tur i næste nedskæringsrunde, mens flere er holdt op med at håbe på forandring, eller bare en læreplads, arbejde, daglig mad og andre. Det fortælles, at det er et fælles ansvar at gøre noget til det bedre, men er det et fælles ansvar, at der altid er en overklasse, der endda i krigstid lever mere i overflod end i fredstid? Næh. Det fælles ansvar er vist afgået ved døden for flere tusind år siden. Mens den velbjærgede del af samfundet i dag bliver stadig mere massiv, udhules levestandarten systematisk for de i forvejen udsatte. Færre job at søge, og mens flere går sultne i seng, smider supermarkederne stigende mængder af mad ud i låste skraldespande. Vores 2/3-dels samfund kan snildt fungere videre, som hidtil hvor vækst og dankort-forbrug skal redde ”velfærden for os alle”, dog kan verdens ende så snart skimtes. Bispebjerg ligger højt på landkortet, og vil kunne klare 10 meters havstigning når jordens temperatur om bare 100 år er steget 2-4 grader – men hvem siger at indbyggerne også får lov at blive boede. Det vil jo blive attraktivt land for kapitalspekulanter, hvis det ellers holder til de voksende tyfoner og orkaner til den tid. Der er snart kun en frelse, livet efter døden.

Og dog er vi alle født i samfund, med behov for hinanden. Og der findes ingen klode B for vores affaldsstoffer og børn. Og når det fælles ansvar er afgået ved døden, så må det organiseres, så der kommer steder for samlet overlevelse og fælles løft. Det er ikke lokale problemer, der kan løses lokalt. Det er heller ikke kun generelle problemer, der kun har global udstrækning og ingen lokal fundering.

Det er bedre og billigere at dele dagens avis, hjælpe hinanden, uddanne hinanden, skaffe mad, tøj, teknik, løse fælles opgaver, få hinanden med – men det kræver et sted, der kan gøres til hinandens. Staten organiserer meningsløshed for at holde sammen på markedet, dét må kunne gøres uden: Organisering om opfyldelse af basale menneskelige behov, der ikke slider kloden op, men forsvarer den; og et sted der samtidig er åben for lokalområdets borgere døgnet rundt.

-----

Det ovenstående kan opfattes som et forsøg på et partiprogram, en pamflet, en notits på en altertavle, eller en religiøs løbeseddel – og du vil sikkert have ret i noget. Men intentionen er, hvad den enkelte efter læsning selv mener, er af betydning for sig, næsten og lokalområdet – og også handler ud fra det! Bag løbesedlen ligger at jeg synes det står forfærdeligt til, med det hele, og at ingen regering kan forandre det alene. Det er så tydeligt, nærmest, at det hele har spillet fallit - alle kan udtrykke det i detaljer - men det synes ikke at kunne udtrykkes i fælles fødder, der forandrer.

Jeg håber nedenstående kan inspirere til sammenknytning af tanke og handling. Formål: at danne selvorganiserende grupper, der arbejder for at få alle med, og hvor arbejdet tilhører fremtiden.

Konkret formål:

1. lokalt døgnåbent aktivitetssted, uden grænser på problem, alder og tilhørsforhold,

2. praksis og handling for personlig-social-faglig-politisk virksomhed;

3. skabelsen af stedet og de foranderlige diskussioner for det lokale i det globale.

Da ethvert massefænomen altid starter med et enkelttilfælde af noget fælles, må det en dag lykkes – lykkes at bryde med den globale katastrofekurs, også som den slår ned på Bispebjerg og andre steder. Det er måden i dag at danne samfund på, der er problematisk – og det må kunne gøres anderledes.

Kalle, Bogtrykkervej, Bispebjerg

http://www.gaderummet.dk

Eksempel på problemstilling

Der er – mere end nogen sinde – brug for mødesteder for unge på Bispebjerg. De jages bare rundt som kvæg og bande, fordi de er i flertal, og uden fælles sted at mødes og være virksomme inden døre. Kommunens indsat består i kr.400.000 til en ½ socialrådgiver og en ½ gadeplansmedarbejder, der som udadgående medarbejder skal vække tillid og skabe kontakt tilbage til forvaltningen – men der er tale om hundredvis af unge. Det tilgodeser dem på ingen måde som gruppe, som generation. Og heraf masser af problemer for alle, der ikke løses, og ikke kun for de unge, der bliver hårdest ramt, da de lægger afmagt, krop og fængselsstaf til. En ganske kort vandring rundt på Bispebjerg fortæller om kælder på kælder i almene boligbyggerier, der kun bruges af ganske få – og kun en gang imellem. Dem kan man som ung se udefra, boligblok efter boligblok, nogen kældre har gildesale, der aldrig bruges, andre tomme billardsaloner – men ingen adgang.

Så siger kriminalbetjenten, der tilfældigt er til stede: ”Hvis nogen kunne komme med de simple, og målelige argumenter - argumenter vi som politi har - at når der laves klubber og steder, så vil det – selv om det skaber lidt ekstra aktivitet nogen steder – hurtigt kunne aflæses positivt i kriminalstatistikken omkring hærværk, tyveri, vold mm., og større fælles livskvalitet i området”.

Men det er ikke betjenten, der kan skabe stederne. Det er dem, der kigger ned i kældrene, og støder på andre med samme behov!
-------------------------------------------------------------------
Se YouTube:
Del 1: Kommunister, islamister, unge "bander"(?), hjemløse og andet udsat godtfolk! Organisering
- klik på:
http://www.youtube.com/watch?v=0T3hec0mcjc&feature=mfu_in_order&list=UL

Per Erik Rønne

Ja, revolutionsromantikerne har jo altid haft et fristed på Information, og man ser da også her sig selv bestyrket i sin mere end mistanke om et samarbejde mellem den ekstreme venstrefløj, kommunisterne, og den ekstreme højrefløj, islamisterne.

a propos revolutionsromantikerne og civil ulydighed

scene: ufo landet på det psykiatriske hospitals græsplæne

hospitalspersonalet der jo kan se at der besøg fra det ydre rum, vil så lige forklare ufo-nauterne lidt om hvad det egentlig er der gælder på hospitalet,forklarer så: at patienterne er sindslidende

hvem er: sindslidende ? , spørger ufo-nauterne

personalet forklarer: det er sån' nogen der har forestillinger om at de er dronninger, konger, og kejsere, osv.

ufo-nauterne spørger: hvad er: konger, dronninger kejsere, osv ?

personalet forklarer så ufo-nauterne det,

ufo-nauterne spørger: og det slipper de
( dronninger, konger ,kejsere, osv. )
godt ad sted med, trods at de er så forholdsvist få ?

personalet svarer: ja

ufo-nauterne spørger: hvem er det så lige der er sindslidene ?