Kronik

Tyskland er fanget mellem europasind og indenrigspolitik

Et økonomisk stærkt og efterspørgselsorienteret Tyskland er en medicin, som ville gavne alle i eurozonen lige nu. En sådan medicin kunne både hjælpe Merkel i de sløje meningsmålinger hjemme og give hendes europæiske kritikere mundkurv på
Angela Merkel er langt mere styret af meningsmålinger, tabloidpresse og indenrigspolitik, end hendes forgængere var.

Angela Merkel er langt mere styret af meningsmålinger, tabloidpresse og indenrigspolitik, end hendes forgængere var.

Markus Schreiber

Debat
6. januar 2011

De færreste var overraskede, da afsløringer fra Wikileaks for nylig beskrev den amerikanske opfattelse af den tyske forbundskansler som »Angela 'Teflon' Merkel«. Merkel betragtes tilsyneladende af amerikanske diplomatiske kilder som en lidenskabsløs og meget lidt risikovillig europæisk leder. Hun går aldrig ind i en debat, uden at alle aspekter ved en sag er undersøgt til bunds, og hun er sikker på, at hun har ret. Hun styrer slet og ret Tyskland med lidenskabsløs videnskabelig præcision, hedder det.

Også blandt europæiske eksperter og kommentatorer var beskrivelsen af den tyske leder i kriseåret 2010 mange steder ubarmhjertig. Som den tyske kommentator Michael Meyer-Resende formulerede det i en artikel i EU Observer den 16. december, så er problemet med Merkel, at hun er pragmatiker og ikke har de store visioner. Og det går simpelthen ikke, når Europa er i krise, siger han. Trouble shooting eller feberredninger a la det, vi har været vidner til med hjælpepakker og halvhjertede forsinkede udmeldinger om ekstra penge, der - måske - kommer, overbeviser hverken de finansielle markeder, befolkninger eller ministerkollegerne i de andre europæiske hovedstæder.

Ingen tvivl om at 2010 har været et test-år for ikke bare Merkel, men hele EU og i særdeleshed naturligvis eurozonen. Men spørgsmålet er, om Merkel kunne have gjort meget andet end det, hun rent faktisk gjorde, og - ikke mindst - om man fortsat kan stille de helt ekstraordinære krav til tysk selvopofrelse, som man gjorde de første 40-50 år efter Anden Verdenskrig. Ifølge Meyer-Resende og mange andre er der ingen tvivl. Tyskland er pinedød nødt til at fortsætte med at ydre ofre på Europas alter - ellers bryder fællesskabet simpelthen sammen. Der er da heller ingen tvivl om, at anklagen for at være ueuropæisk i en tysk kontekst er noget nær det værste, man kan forestille sig (i hvert fald i det tyske establishment).

I sin nytårstale skyndte Merkel sig derfor også at understrege, at Europa kommer først - eller som hun formulerede det:

»Vi må styrke euroen. Det handler ikke blot om vores penge. Euroen er langt mere end en valuta. Den er grundlaget for vores velstand. Tyskland har brug for Europa og vor fælles mønt. Af hensyn til vor egen trivsel og for at kunne overvinde de store globale udfordringer vil vi tyskere påtage os ansvaret, selv om det sommetider er meget hårdt.«

Appellen var klar og tydeligt rettet mod de dele af befolkningen - efterkrigsgenerationen - som har stadig vanskeligere ved at forstå, at Tyskland fortsat skal holde for, når det gælder om at redde gældsplagede europæiske brødre og søstre. Senest viste en meningsmåling i Bild da også, at hver anden tysker ønsker D-marken tilbage!

Kritik fra alle sider

Både i det tyske parlament og Europa-Parlamentet har utilfredsheden med den tyske regerings håndtering af krisen ligeledes været stor. Op til og efter EU-topmødet i december om en kommende traktatændring, der skal gøre EU's finansielle redningsmekanisme permanent, argumenterede Merkels tidligere vicekansler og udenrigsminister Steinmeier, at hun slet ikke havde forstået alvoren i den finansielle krise. Han opfordrede hende til at restrukturere gælden i Grækenland, Irland og Portugal helt, øge redningspuljen for resten af eurozonen, udstede euro-obligationer og indføre en langt tættere koordinering af den økonomiske og finansielle politik mellem EU-landene. Også Europa-Parlamentets socialistiske og grønne grupper var nådesløse i deres kritik. De mente, at konservative regeringer i hele Europa burde tænke langt mere på Europas fælles interesser end på deres egne nationale. Formanden for de europæiske socialdemokrater, Poul Nyrup Rasmussen, pointerede, at det efter hans mening var både ansvarsforflygtigende og ikke mindst ueuropæisk af Merkel at modsætte sig udstedelsen af euro-obligationer (euro bonds). Merkels afvisning på dette punkt har imidlertid været ret klar. En udstedelse af euro-obligationer ville ikke alene gøre det dyrere for Tyskland selv at finansiere sin gæld (her kommer egeninteressen så måske ind), men det ville også ophæve de nationale reformincitamenter i de mest gældsplagede europæiske lande. Med euro-obligationer ville hele euro- området blive garant for de lån, som de dårligste økonomier skulle optage, og dermed ville presset for mere langsigtede reformer i netop disse lande forsvinde. Dette ville ikke blot sende et uheldigt signal til de tyske skatteydere, men også så tvivl om den fælles mønts overlevelse på længere sigt.

Svinger taktstokken

Selv om Lissabontraktaten, der trådte i kraft den 1. december 2009, havde det overordnede formål at styrke Europas fælles stemme i verden, så viste den økonomiske og finansielle krise i 2010 om noget, at det er Tyskland, der svinger taktstokken i dag. Europæisk sindelag eller ej, peger alle analyser ydermere på, at Tyskland selv har haft en klar interesse i at få den græske økonomi tilbage på sporet - særligt fordi tyske banker har 45 mia. euro i klemme netop der. Der er heller ikke tvivl om, at Tyskland i det lange løb - hvis altså grækerne (og irerne) betaler lånene tilbage - vil undgå betydelige tab ved denne redningsmanøvre. At egeninteresse her kan kombineres med en fælles europæisk interesse er vel ikke umiddelbart problematisk - snarere tværtimod. Men også disse ellers skatteydervenlige pointer blev dårligt kommunikeret ud til vælgerne af Merkel.

Merkel er presset

Hvad er det så, der har forandret sig i Tyskland? En af de afgørende forskelle på kansler Merkel og den tidligere kansler Kohl er deres håndtering af (og manøvrerum i) den indenrigspolitiske situation. Kohl var aldrig særlig optaget af folkelig popularitet, men var også kansler i en tid, hvor det betød langt mindre. Som Daniel Cohn-Bendit sagde i Der Spiegel for nylig, var Kohl aldrig i tvivl om, hvad der i sidste instans var vigtigt, nemlig Europa. Perspektivet var og blev for ham europæisk. Han arbejdede uophørligt for et europæisk Tyskland snarere end et tysk Europa. For Merkel står denne vision næppe helt så stærkt. Selv om hun bestemt heller ikke kan beskyldes for at være særlig folkelig, er hendes regering langt mere styret af meningsmålinger, tabloidpresse og indenrigspolitik, end Kohl nogensinde var. For en politisk leder er det en svaghed, og dette har sandsynligvis været baggrunden for den tøven og usikkerhed, som hun i øjeblikket beskyldes for.

Og Merkel vil også i 2011 være under pres. Hun står således over for intet mindre end syv delstatsvalg, samtidig med at hendes partnerskab med FDP vakler. Hertil kommer, at oppositionen fører i de seneste meningsmålinger. Man kan derfor frygte, at hendes dagsorden - også i det kommende år - vil handle om at bevare national opbakning omkring sin økonomiske politik. Men det er måske særligt her, at kæden hopper af, for netop Tyskland burde - i den nuværende situation med en massiv eksportdrevet vækst - have råd til en ekspansiv økonomisk politik til gavn for hele Europa. I stedet er der meget der tyder på, at Merkel vil fortsætte den tilbageholdenhed og selvdisciplin, som man hidtil har styret efter. Tyskland når måske ikke op på de 3,5 procents vækst for 2010, som man havde håbet på, når tallene skal gøres endeligt op, men man forventer stadig en økonomisk fremgang, som ikke er set magen til siden genforeningen i 1990. Denne vækst kunne - fordi den netop repræsenterer et stort overskud på handelsbalancen - med andre ord i 2011 bruges til at stimulere forbruget i Tyskland og dermed skabe forøget efterspørgsel i hele Europa. Et økonomisk stærkt og efterspørgselsorienteret Tyskland er en medicin, som ville gavne alle i eurozonen lige nu. En sådan medicin kunne både hjælpe Merkel i de sløje meningsmålinger hjemme og give hendes europæiske kritikere mundkurv på - i det mindste for en stund.

Marlene Wind er ph.d., professor og leder af Center for Europæisk Politik, Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kristian Rikard

Marlene Wind skriver, at "problemet med Merkel er, at hun er pragmatiker og ikke har de store visioner. Og det går simpelthen ikke, når Europa er i krise, siger han". Jeg ville vende det om og sige "Merkel store styrke er, at hun er pragmatiker, selv om hun muligvis ikke har de store visioner". Det er da svært heldigt, at der er een europæisk leder, der trods alt er pragmatiker - specielt da hun sidder på pengekassen. Blot forestille sig at det var vores statsminister eller Grækenlands eller Irlands (eller Berlusconi), der sad for bordenden og endnu vildere - at de overhovedet tænkte på andre end sig selv og blot nævnte Europa og EUROEN lejlighedsvist. Jeg synes MW og diverse kommentatorer stiller enorme krav til Mutti Merkel, ja vel nærmest overmenneskelige, når man ser på den økonomiske historie over såden 250 år siden
den insustrielle revolution.