Kronik

Vredens revolution i Egypten har momentum

Mod al forventning er der udsigt til en helt ny situation i Egypten. Sker det ikke nu, er det kun et spørgsmål om tid, før forandringen kommer
Egypterne har fået nok.

Egypterne har fået nok.

Nour El Refai

28. januar 2011

»I går var vi tunesere, i dag er vi egyptere, og i morgen er vi frie«. Sådan lød det i gaderne og på Twitter forleden aften. Og Cairo koger stadig. Faktisk er det ikke alene Cairo der koger. Egypten koger. Landet koger af vrede og eufori. Over hele landet er der demonstrationer. Fra Aswan i syd til Alexandria i nord. Demonstranterne har fået momentum. Rygterne svirrer konstant. Twitter og Facebook er helt centrale redskaber. De er både rygtebørsen, og også de fora, hvor vigtige informationer deles. Derfra viden skabes.

På gaden er det helt 'almindelige' egyptere, der er mødt frem. Domineret af de sekulære. Det er de uddannede. De bemidlede unge. Det er de arbejdsløse. Det er familier. Det er både kvinder og mænd. Unge og lidt ældre. De er der faktisk alle sammen. Og de vil noget nyt.

Efter tirsdagens enorme demonstrationer, som ifølge kilder i Cairo var langt større end hvad vestlige kilder anslår - antageligt langt over 100.000 - var onsdag afgørende. Kunne momentum holdes?

Det blev gjort klart fra regimets side, at der skulle være tale om en kort fornøjelse. En enlig svale. Lidt luft ud af ventilen. Trods massivt politi i flere byer og militær i gaderne lykkedes det alligevel på ny for demonstranterne at manifestere deres massive utilfredshed. Tusinder og atter tusinder tog kontrol over gaderne. Da Tahrir-pladsen var lukket qua massivt politiopbud, var strategien at afholde små tætte protester overalt i byen og så nærme sig centrum. Det var musen, der legede med katten.

Det lykkedes over al forventning. Momentum var intakt. I Suez løb udviklingen løbsk, og hæren sat ind. Egypten havde fået sin 'Sidi Bouzid', som er navnet på byen i Tunesien, der for alvor satte gang i udviklingen.

Som situationen er lige nu, er den eneste chance for succes, er at fastholde momentum. I dag, fredag, er det drømmen at samle mere end 1 million mennesker i protest mod regimet.

Uret tikker for Mubarak

De egyptiske protester er klart inspireret af den tunesiske erfaring. Store grupper af borgere rundt om i den arabiske verden har vejret morgenluft. Der er ganske enkelt sket et skred. En ændring i mentaliteten. Folk er begyndt at tro på det umulige. På forandringen. De har fået nok. Nok. Og frem spirer en tro på, at undertrykkelsens tid nærmer sig en ende.

Men det er ikke alene udviklingen i Tunesien, der har skabt denne mentalitetsændring. Egypten har været i forandring over de seneste år, og respekten for autoriteterne har været nedadgående.

Allerede tilbage i 2004 blev den politiske Kefaya-bevægelse dannet. En bevægelse med alle politiske farver. Fra venstrefløjen til de moderate islamister. De var fælles om en ting: De havde fået nok af Mubaraks udemokratiske styre, og af udsigten til at præsidentsønnen Gamal Mubarak blev kørt i stilling som arvtager. I 2007 gik dampen af Kefeya, måske mest af alt fordi bevægelsen aldrig formåede at udvikle sig til en egentlig massebevægelse.

Året efter så 6. Aprilbevægelsen dagens lys. Den blev dannet efter massive uroligheder i industribyen Mahalla al-Kubra, hvor arbejdere strejkede for bedre løn og vilkår i øvrigt. Der blev slået endog meget hårdt ned på de lokale arbejdere og deres fagforeningsledere. Ud af disse uroligheder opstod en primært virtual ungdomsbevægelse på Facebook, som i dag har mere end 85.000 venner. Bag den stod Ahmed Maher, som er en af Egyptens mest kendte blogger.

Gruppen gjorde sig i 2008 og i dele af 2009 bemærket for en række demonstrationer mod regimets uretmæssige arrestationer af blandt andet journalister og menneskerettighedsforkæmpere. Også denne ballon mistede hurtigt luft.

Med det brutale politidrab på den 28-årige Khaled Said i Alexandria i sommeren 2010 kom nye virtuelle kræfter på banen. Facebook-gruppen We are all Khaled Said ønsker et Egypten uden tortur og politibrutalitet. De ønsker et Egypten uden undtagelsestilstand. De ønsker et Egypten uden farceagtige udemokratiske valg. I dag er deres facebookside blandt de mest aktive, i samspil med flere andre, samt tusinde af unge twittere. De deler alle sammen én ting. De vil ikke længere status quo.

For mange handler det ikke kun om manglende frihed og brutalitet. Knap 30 år med Mubarak har bragt store dele af landets indbyggere på randen af et økonomisk sammenbrud.

Økonomisk sammenbrud

Som indbyggerne i alle de øvrige arabiske stater er egypterne unge. Omkring halvdelen af befolkningen er under 15 år. Og flere millioner af landets unge befinder sig i det, forskere har døbt 'waithood'. De venter og venter. De venter på jobs.

Egypten har en ungdomsarbejdsløshed på over 50 pct. De venter på at bliver gift. I dag er mere end 55 pct. af de 29-årige fortsat ugifte. De har ganske enkelt ikke råd til at stifte familie. Dette sammenholdt med strenge social normer har medført en enormt frustration. Samtidig har de ingen tillid til, at deres ideer og meninger tages alvorligt. Landet ledes af gamle mænd. Så de venter.

Og mange venter i slum. Mere end 40 pct. af de egypterne, der bor i de store byer, lever nemlig i slum. Ifølge FN lever 25 pct. under fattigdomsgrænsen. I Cairo er indbyggertallet fordoblet gennem de seneste 20 år. Og udviklingen fortsætter. Flere millioner af disse sårbare befolkningsgrupper lever uden sundhedsforsikring. Og det offentlige system er brudt sammen. Samtidigt er fødepriserne de seneste par år steget og steget. Hele 50 pct. Og priserne på hvede, ris og majs er mere end fordoblet. Næsten 3 millioner børn mellem 6-14 år arbejder i dag i den uformelle sektor, hvor de sælger lommetørklæder eller smøger på gaden.

Staten har spillet fallit. Den har i bedste fald uendeligt svært ved at levere til folket. Det er det mange er vrede over.

Vestens troværdighed

Muligheden for forandring er pludselig opstået. Efter lang tids venten. Den er der. Og det sker uden vestlig indgriben. Alligevel er det klart at dømme fra flere kommentarer på arabiske hjemmesider, at det ville være klædeligt, om de vestlige lande, der konstant taler om demokrati og ytringsfrihed, melder rent flag.

»Jeg fornemmer et mindre skifte i USAs ståsted ... Det er givet deres efterretningstjeneste, der fodrer dem«, står der på en side på twitter.

Det statement kom umiddelbart efter, USA's udenrigsminister Hillary Clinton i en kommentar til pressen gjorde gældende, at den egyptiske regeringen lige nu har en god mulighed for at implementerer social, politiske og økonomiske reformer, der svarer til befolkningens legitime krav.

Frygten hos mange iagttagere er ellers, at Obama-regeringen foretrækker den djævel, de kender frem for den, de ikke kender. Egypten er trods alt USA's væsentligste moderate allierede. Garanten for USA's fortsatte hegemoni i hele regionen. Men tonen er blevet en kende skarpere.

I tilfældet Tunesien blev EU til det sidste ved at med at holde hånden over præsident Ben Ali - ikke mindst fra fransk side. Med demonstrationerne i Egypten har tonen været mere åben overfor demonstranternes krav. EU's udenrigspolitiske chef Lady Ashton har gjort det klart. Hun understregede og anmodede forleden Mubarak regimet om at respektere og beskytte egypternes ret til at manifestere deres politiske ønsker. Spørgsmålet er, om ordene nogensinde leder til handling.

Sikkert er, at mentaliteten i Mellemøsten er forandret. Det er kun et spørgsmål om tid, før omvæltningen kommer. For den kommer. Det er svært ikke at blive grebet af en sjælden høj grad af entusiasme, selv om al erfaring fra regionen fortæller, at regimerne vil gøre alt for at overleve, og at deres vilje til at gøre brug af magt enorm.

Netop derfor handler det om at gøre alt for at støtte udviklingen i Egypten - uden helt at glemme foregangslandet Tunesien. Det kan vel ikke fortsat være sagen at sikre en 'stabilitet' i Mellemøsten, som bygger på undertrykkelse af befolkningernes legitime rettigheder?

Michael Irving Jensen er ekstern lektor ved Københavns Universitet og indehaver af Middleeast Awareness, Denmark

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rene Kofoed Hansen

Mit hjerte græder for Egypten. Jeg husker tydeligt den varme og gæstfrihed jeg er blevet mødt med,lige siden jeg var der første gang i 1984. Ja korrekt, da hed præsidenten sgu også Mubarak.
Nok må være nok. Yngre kræfter må til. Og Marianne mandoe har ret: hold religion udenfor.

Lise Østerberg Bahr

Også herfra skal lyde en opmuntring; måske den egyptiske sanger Iman El Bahr Darwish igen vil udgive et "følsomt" stykke musik og video omkring det demokrati - og menneskeværd - der altid har været Darwish´ernes ( hans bedstefars) ønske !!

Enig Marianne..

Hvis det så sprider sig i mellemøsten, må vi leve med at olie prisen stiger til >200USD/tønde.. jeg betaler gerne prisen..

Lise Østerberg Bahr

I.ø. var det jo Iman´s bedstefar Sayed Darwish der komponerede melodien til den egyptiske nationalsang der synges nu, Bilady, Bilady, Bilady.