Kronik

Afrika snydes for skattemilliarder

Korruption og ringe økonomisk politik holder Afrika i fattigdom trods kontinentets enorme natur­ressourcer, mener man i Vesten. Men med til forklaringen hører, at ressourceudvin­dings­firmaer bevidst laver uklare kontrakter med regimerne, så det bliver nemt at unddrage sig skattebetaling
I Afrika efterlades lokalbefolkningen ofte tomhændet, når multinationale selskaber har været på oliejagt.

I Afrika efterlades lokalbefolkningen ofte tomhændet, når multinationale selskaber har været på oliejagt.

ADRIAN ARBIB

15. februar 2011

Hvorfor får Afrika ikke mere ud af sine ressourcer? Svaret ligger lige for: ressourceforbandelse hjulpet på gled af lokale lederes korruption.

Wikileaks har afsløret nogle dubiøse transaktioner, hvor multinationale selskaber er initiativtagere snarere end ofre for korruption. Og herhjemme har Ibis påvist, at de multinationale selskabers skatteunddragelse dræner udviklingslandene for ressourcer.

Olie er en af de ressourcer, der fører mest forbandelse med sig. Ifølge almindeligt anerkendte internationale retsprincipper er olie statens ejendom. De fleste afrikanske stater har imidlertid ikke teknisk og finansiel kapacitet til at lede efter og udvinde olierigdommene. Så efter positive forundersøgelser kommer fortropperne i form af de såkaldt uafhængige udenlandske selskaber anstigende og indgår aftaler om udforskningslicenser og fremtidig produktionsdeling.

De uafhængige skiftevis under- og overdriver, hvad de tror, de kan finde, og de store olieselskaber, der følger efter, understreger vanskelighederne og omkostningerne. De høje investeringer afskrives dog hurtigt, og forskellen mellem produktionsomkostninger og markedspris er betragtelig. Det er den 'rente,' slaget står om. Og jo mere autoritært et land er, desto nemmere er det at bestikke de herskende med en latterligt lille sum i forhold til de enorme formuer, der kan hives op af undergrunden. På den måde kan olieselskaberne skaffe sig favorable vilkår i form af lave skatter og royalties.

I de lande, hvor olieindustrien er ny, er der ofte et ufuldstændigt lovgrundlag. Derfor udfylder de ofte hemmelige kontrakter hullerne. Parlamenterne har ofte ikke noget at skulle have sagt - og hvis de har, er de allerede taget i ed.

Da olieselskaberne også står for salget, kan de altid påstå, at olien er af dårlig kvalitet, eller at prisen, de sælger til, ikke er baseret på verdensmarkedsprisen. I praksis privatiserer selskaberne olien og håndterer suverænt indtægterne.

Imidlertid vil selskaberne af skattemæssige grunde gerne have det til at se ud, som om indtægterne tilfalder oprindelseslandene. Derfor er de glade for økonomernes yndlingsdiagnose af udviklingslandenes økonomiske formåen - hollandsk syge. Den antager nemlig, at olieindtægterne overføres korrekt, men at de pga. dårlig økonomisk politik skævvrider økonomien.

Det er rigtigt, at olie har en tilbøjelighed til at skabe isolerede booms i f.eks. byggeriet. Det er også rigtigt, at nogle af de penge, der er tiltænkt statskassen, utvivlsomt sluses over til privatiserede lokale interesser. Ingen vil heller benægte, at de officielle indtægter til tider anvendes ufornuftigt. Men mens den offentlige debat under vores himmelstrøg fokuserer på de to sidste punkter, ignorerer den, at de afrikanske landes problemer også skyldes, at de får for ringe betaling for deres ressourcer pga. af skyggeaftalerne.

Århundreders udnyttelse

Da de afrikanske olieeventyr startede for 30-40 år siden, havde selskaberne reelt frie hænder. Det er kendt, at franske præsidenter havde nære forhold til diverse statsoverhoveder i Centralafrika, ligesom de fleste erindrer det lette spil, det dengang statsejede olieselskab Elf (nu Total) havde i Gabon og Congo-Brazzaville.

I Angola fortsatte olieudvindingen relativt uanfægtet under borgerkrigen (1975-2002), og franske interesser med kontakter til Elyséepalæet fik returkommission fra våbensalg mod oliekontrakter med den vindende side.

I Nigeria, hvis olieeventyr faktisk daterer sig til 1913 med Shell som primusmotor, har naboerne til olieboringer længe lidt under hensynsløs forurening af Nigerdeltaet. Regulære guerillakrige er udbrudt, hvor oprørerne har ødelagt olieledninger og kidnappet oliefolk.

I stedet for at indgå forlig med de lokale har olieselskaberne foretrukket at købe private sikkerhedsvagter med en selvretfærdig henvisning til, at de jo betalte skatter og royalties til føderalregeringen. De kunne jo ikke gøre for, at pengene ikke blev brugt på deltaet.

I dag er der tegn på, at regeringen vil overføre en del af indtægterne til deltabefolkningen, men samtidig har den krævet mere af olieselskaberne. 'Ressourcenationalisme' snøfter man forarget i oliekredse, men som sagt bygger denne nationalisme på et knæsat internationalt princip.

Langsom opvågnen

De afrikanske regeringer er ved at blive klogere. Det kan en række aktuelle sager illustrere. Uganda befinder sig i overgangsfasen mellem udforskning og udvinding. Reserverne anslås til et par milliarder tønder olie. Heritage, den ene udforsker/licensholder, solgte sin del til den anden, Tullow, der havde sikret sig forkøbsret. Handlen indbragte Heritage 1,35 milliarder dollar i gevinst, og den ugandiske regering krævede straks 400 millioner dollar i kapitalvindingsskat af Heritage og satte samtidig en stopper for produktionen af de forventede 200.000 tønder olie om dagen, indtil selskabet betalte.

Heritage betalte en tredjedel af beløbet, men smuttede så. Ugandas svaghed er den sædvanlige mangel på lovgivning og sløseri ved indgåelse af den oprindelige kontrakt, der i øvrigt er forsøgt hemmeligholdt.

Tullow er nu i gang med at videresælge Heritages del til CNOOC og Total. I den forbindelse har den ugandiske regering annonceret, at de nye partnere mod at betale restancen får lov til at modregne skatten i fremtidige indtægter. Den løsning er imod ugandisk lov. Så når præsident Musevenis påstår, at han kan håndtere olieselskaberne, triumferer han måske for tidligt.

Det er i stigende grad udlændinge, der anklages for korruption. Olieserviceselskabet Halliburton, franske Technip og to andre firmaer er dømt for at have betalt 180 millioner dollar under bordet i Nigeria i forbindelse med deres forsøg på at vinde kontrakter til en værdi af seksmilliarder dollar. Mønstret er klassisk: En lille sum bruges som løftestang for store kontrakter. Offentligt udbud garanterer altså på ingen måde et godt resultat. Ingen ringere end USA's forhenværende vicepræsident Dick Cheney er anklaget for at have medvirket i denne sag.

Hos den vestlige konservative presse reagerer man voldsomt på de afrikanske regeringers stigende selvbevidsthed. Wall Street Journal beklager sig ofte højlydt over, at den nye ghanesiske regering blander sig i olieselskabernes handel med hinanden. Da et 'uafhængigt' Texas-olieselskab, Kosmos, ville sælge sin andel af et oliefelt til ExxonMobil for fire milliarder dollar, krævede regeringen, at Ghana National Petroleum fik en bid til en fair markedsværdi. »At skræmme nye investorer ved at bryde kontrakter vil hurtigt ruinere landets udsigter til langsigtet udvikling«, moraliserede avisen ... som om udenlandske olieselskabers hidtil uantastede handel med afrikanske landes olie mellem sig selv har ført til udvikling! En mere fair udlægning ville have slået på, at Ghanas regering omsider har indset, at selskaberne opfører sig som kapitalfonde. Ved at sælge dyrt til hinanden skruer de omkostningerne op og skattegrundlaget ned.

Ulige kamp

Olieselskaberne har al mulig interesse i at cementere vestens yndlingsforestilling om, at de er så korrupte i Afrika. Det siger i øvrigt sig selv, at så længe al ekspertisen - også til at udforme kontrakter - ligger i olieselskaberne, er det svært for regeringerne at hamle op med dem. Derfor understreger selskaberne altid på 'kontrakters ukrænkelighed'.

At afrikanske lande er blevet klogere og er begyndt at gøre modstand skyldes, at selv den værste autokrat kan regne ud, at både han og sine plus statskassen kan få mere, end hidtil. Måske er demokratiet i afrikanske lande mangelfuldt, men ingen regeringschef kan længere sidde befolkningens basisbehov overhørig.

Der er tegn på forbedring, men forbandelsen stikker dybt. Viden om skatteunddragelse forudsætter kendskab til de oprindelige aftaler, og at kræve respekt for dem giver kun mening, hvis de er fair.

 

Karen Helveg Petersen er Konsulent i udviklingsarbejde, ph.d.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johannes Nielsen

Mage til tendentiøs artikel - alt er formuleret i generelle vendinger: de multinationale gør dit, de multinationale gør dat. Hvis ikke det var for de multinationale ville Afrika sikkert have en blomstrende økonomi. Nonsens.

Hvis det ikke havde været for de multinationale olieselskaber ville der være sket en af to ting:
1) Olien ville stadig ligge under Afrikas jord, eller
2) De afrikanske lande ville selv have hevet olien op.

Om de afrikanske landes økonomi ville have været blomstrende, kan man ikke sige noget som helst om.

Det har nu ikke at gøre med et enten/eller. Spørgsmålet er, hvordan det sker. Tendentiøs eller ej: i så og så mange år har vi hørt, hvor pænt det er af de multinationale at hive olien op, og hvor er det mærkeligt, at der så ikke kommer noget bedre ud af alle de mange penge, de får nede i Afrika. Og så kalder man det en ressourceforbandelse og prøver at finde forklaringen. Ordet ressourceforbandelse er accepteret af alle.
Det er pointen. Hvis olien var blevet liggende i jorden, havde det uden tvivl været bedre for de her lande, f.eks. Nigeria, hvis vi endelig skal komme med et kontrafaktisk udsagn. I mit kendskab er den beskrevne adfærd typisk. Der kommer ikke olieselskaber og siger, at de gerne vil have lov til at betale en masse i royalties. Til Johann Svendsen: jeg går ud fra, at det er en joke du skriver, men for nu at tage den alvorligt, så betaler DUC faktisk pudsigt nok en del i skat i Nordsøen, selvom jeg og nogle andre gerne ville have det betalte mere. Det kan du snart se noget mere om på www.clarte.dk/portal.

Et lands rigdom og velfærdsniveau er typisk en funktion af befokningens uddannelser og erhvervskompetencer samt god regeringsførelse. .

En dansk arbejdstager producerer mange gange større værdier pr time end f. eks en arbejdstager i Nigeria eller i et andet udviklingsland - og det uanset at arbejdstageren i udviklingslandet fysisk og nok slider hårdere i det end danskeren.

Hvis ikke de afrikanske råstoffers værdi omsættes til uddannelse af befolkningerne, så bliver landene ikke rigere på den rigtige måde - d v s den måde, der sikrer, at de den dag råstofferne slipper op, kan klare sig uden denne indtægt.

( F eks vil Saudi Arabiens befokning nok blive hammer fattig den dag olien slipper op, eller vesten 100 % bruger alternative energikilder - de har ikke relevante uddannelser i Saudi Arabien til at kunne klare sig uden olien.)). .

Michael Borregaard

Landbrugsjord er blevet et investeringshit. Danske landmænd, rige oliestater og internationale firmaer opkøber i stor stil. Både i Østeuropa og i Afrika - her er jorden nemlig både billig og nem at få fat i. Horisont er i denne uge taget til Rumænien og Madagaskar. I Rumænien møder vi de to danskere, Bo Hansen og Henrik Hansen, der opkøber jord for mange millioner kroner. Jorden kan købes for ca. en tiendedel af hvad den ville koste i Danmark, og købet sker med velsignelse fra de lokale myndigheder.

Ovenstående er fra artiklen; Muld er det nye guld fra 2009.

Derudover er artiklen: Bill Gates, Bono og den fuppede fond, også meget rammende, på korruptionens tilstande og liv. Ud over eksemplerne, i de to omtalte artikler samt ovenstående, er det vist meget rammende, når man læser, at Hosni Mubaraks` samt families formue opgøres til 200 - 380 milliarder kroner, hvor størstedelen, langt størstedelen stammer fra korruption snarere end forretningspli.....