Klumme

Anerkendelsessyge og tørre tæsk

Yes! tænker vi som det allerførste. Redaktionsgangen på herværende klumme summer af begejstring. Slut med omsvøb, frisk luft ind i kulturdebatten, rene linjer
Yes! tænker vi som det allerførste. Redaktionsgangen på herværende klumme summer af begejstring.  Slut med omsvøb, frisk luft ind i kulturdebatten, rene linjer
Debat
25. februar 2011

Yes! tænker vi som det allerførste. Redaktionsgangen på herværende klumme summer af begejstring. Lad os endelig få lidt drengerealitet i åndslivet, det var fandme også på tide. Ikke mere pjat. Selvfølgelig skal anmelderne, de forpissede evighedsstudenter, ikke have lov til at svine vores bøger til. Og hvis de ikke vil høre, ja så må de føle. Færdig. Et par på skrinet, tørre tæsk, hvis de insisterer på deres futile, slattenpikkede, såkaldt litterære kritik af vores mesterværker. Slut med omsvøb, frisk luft ind i kulturdebatten, rene linjer.

Men med så mange medarbejdere, som denne klumme naturligt nok råder over, er der selvfølgelig også skeptikere. Forsigtigpetere, der helst ikke vil lægge sig ud med kritikerne, det kunne jo gå hen og blive ris til egen røv, uha. En af disse tøsedrenge minder om, at Ib Michael sidder i sin digterhytte ovre i Thailand, altså på en halv jordklodes afstand, og truer med at give Lars Bukdahl bank. Hvor modigt er det lige? Hvis man, desuden, kender Lars Bukdahl, så ligner han måske nok umiddelbart én, der er bedst til verbal vold, men fyren har lange arme og den slags kan være pissefarlige. Det er ikke engang sikkert, man når at komme ind på livet af dem, pludselig får man en næve lige i synet og tumler om med blodtud og det hele. Det vil jo slet ikke pynte på Ib Michael.

Medarbejderstaben flokkes om en af de lidt ældre på redaktionen. Hvad synes han? Er der andre kritikere, der også skal have tæsk? Den ældre medarbejder er lidt træls, han bliver kaldt Anekdotefortælleren, fordi han altid skal fortælle træk af sit helt usædvanligt interessante liv og levned. Han læner sig tilbage i stolen og fortæller om dengang, Henrik Bjelke spurgte ham, om han ville være med til at give Poul Borum buksevand i springvandet ved Hald Hovedgård. Borum havde kaldt Henrik for »en intellektuel spastiker med diarré«, det skulle selvfølgelig hævnes. En anden af forfatterne på Hald havde fået sin digtsamling anmeldt som »hjemmelavet rullepølse fra Århus«, også af Borum, og ham havde Henrik også spurgt. Henrik var ivrig, vi gør det fandme, sagde han, vi trækker svinet ud til springvandet, og så giver vi ham en ordentlig omgang buksevand! Digteren var tøvende, det var måske at gå for vidt, sagde han.

Jeg udbad mig betænkningstid, fortæller Anekdotefortælleren videre, for selv om Poul Borum også var ude efter mig, og bl.a. kaldte mig »Sdr. Snottelses bedste romanforfatter« en absolut tvetydig ros, må man sige så vidste jeg nu ikke rigtig. Manden kunne jo få underlivsbetændelse af alt det kolde vand, så nej, jeg var mest stemt for, at vi skulle lade være. Det meddelte jeg Henrik lidt senere. Tøsedreng! hvæsede han selvfølgelig. Hvad Poul Borum angår, så dukkede han slet ikke op. Han har sikkert siddet i sin bekvemme Østerbrolejlighed og kunnet fornemme de dårlige vibrationer ovre fra Viborgkanten. Derimod, fortsætter Anedotefortælleren, nu han er i gang, så mødte jeg engang Poul Borum ved en reception. Mærkelig nok smilede han nærmest venskabeligt til mig, som om vi var om ikke gode venner så dog hævet over almindeligt forfatteranmelderfnidder, og lænede sig ind over et bord med pindemadder, dyppelse og den slags for at lange ud efter en gratis cigaret (ja, det var dengang!) på en hylde over bordet.

Lidt fjern i blikket

Nu forholdt det sig tilfældigvis sådan nu er Anekdotefortælleren helt ivrig at jeg netop havde fået øje på en anden sladrekælling, som jeg gerne ville snakke med, og idet jeg gik hen mod ham, faldt det mig ind, at jeg sagtens kunne arrangere et lille uheld, nemlig komme til at skubbe til Borums ene fod, så han ville falde omkuld, pladask, ind over pindemadderne og dyppelsen og få den åbentstående satinskjorte pladret fuldstændig til. Anekdotefortælleren dupper rørt sine øjne af ren fortællefryd.

Når jeg tænker tilbage på det, siger han, så kan jeg næsten være ked af, at jeg ikke gjorde det. Det må have set sjovt ud. Men retfærdigvis: hvis jeg havde gjort det, så er der ingen tvivl om, at Borum ville have taget det i stiv arm. Hvorfor jeg så ikke gjorde det? Joe Anekdotefortælleren bliver fjern i blikket. Det er jo ikke så pænt, sådan noget, er det?

Det tænkte vi yngre medarbejdere nok! Pænt rend os! Vi går ind til ham, vi kalder Den Gamle. I almindelighed er han mest optaget af at pudse sin Akademipris, sin Kritikerpris og alle de andre priser, han har raget til sig i tidens løb, men hvis vi er heldige, kan han være sur og i ondt lune, fordi han ikke synes, han har fået priser nok, og så plejer det at være en smal sag at få ham til at rakke ned på alle og enhver. Er det rigtigt, at anmeldere er dumme? spørger vi troskyldigt. Den Gamle ser forbløffet på os. Anmeldere? Dumme? Selvfølgelig er anmeldere dumme! Også når de skriver noget pænt om én? spørger vi, fortsat troskyldigt. Ja da, svarer Den Gamle, når de skriver pænt om én, er det selvfølgelig fordi, de tror, det kan være godt for deres egen karriere der som bekendt er det eneste, der for alvor interesserer dem. Er det så i orden at give dem bank? spørger vi så endelig. Nu skal det være, nu må Den Gamle vise sig værdig til den respekt, han i det daglige kræver af os. Skuffende nok, men på den anden side ikke uforventeligt, bliver han også fjern i blikket.

Det har jeg såmænd aldrig tænkt over, siger han.

Serie

Vinn & Skæv

Forfatter Bent Vinn Nielsen skriver sig igennem tingene.

Udkom sidste gang i september 2014.

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hej.
Man skulle jo skamme sig! At være begejstret over en forfatter (som jeg har læst med stor fornøjelse) og skribent, der får mig til at le hjerteligt over vikingernes sene efterkommere. Men Bent kører sikkert i sin amerikanske halvtresser-klassiker-dinossaurus-computer-bil ud over de store vidder. Og de kan bare komme an, hver og én! Det er så befriende at se tilværelsen flettet sammen fra det store til hytten, hvor Kræn-skie holder til. Det er en erfaring, at hvor fantasien holder ind hos Fakta-Børge bliver talen måske sølv, men teksten guld. Krudt og kugler skal der til, hvis det bliver nødvendigt, som folk sagde i Han Herred, når de listede ud ad spritruterne på gamle rustne traktorer og hjem ad efter en god handel efter at have byttet en spade for en flæskesteg, mens Røde Villy sov. Og holdt fest dagen efter. Vi lever af fede historier - og nak alle klogehoveder, der svømmer på den øvrige kageflæsk. Hold krudtet tørt og hovedet koldt og festen i gang!

Hvor er det godt, at vi har Bent Vinn til at fornøje os. Han gør det fuldt så godt som hine tiders legendariske, men mere causerende Finn Søeborg. Og vi trænger til denne befriende latter.

Maj-Britt Kent Hansen

Mærkelig macho-tid, vi lever i.

Korporlig og verbal slåen-på-tæven. Trusler, fornærmelser og forhånelser. Ud mod den store verden og indad i andedammen. På blogs og debatfora.

Mellem kunstnere og kritikere. Magthavere og medier. Og mellem "almindelige" mennesker.

En rask diskussion er ikke af vejen, men verbale og korporlige kraftudladninger er i længden lidet overbevisende.

Maj-Britt

Som en mand der elsker rødt kød, at handle istedet for at snakke og andre klassiske macho-dyder, så må jeg tage kraftig afstand fra din påklistring af macho-mærkatet :)
Der er så absolut intet macho over Ib Michael, når han sidder på sikker afstand i Thailand og lover folk tørre tæsk. Sådan helt firkantet sat op er det meget umacho, at true med tæsk (ikke mindst når der er 8000-9000 km mellem næve og kæbe). Mens det i den grad er macho, at tage slåskampen, HVIS den er nødvendig :)
Men bortset fra det er jeg helt enig i dit indlæg. Tonen er blevet alt for skinger og folk møder oftere og oftere kritisk modstand ved at tabe kæden fuldstændigt i pinlige udflip - ikke mindst på nettet.
Men at beskrive det som macho, at ryge over i decideret hysteri, ved selv den mindste konfrontation, må jeg dog alligevel tage afstand fra.

Maj-Britt Kent Hansen

Kim

Jeg tænkte macho-begrebet lidt bredere - som en metafor, og et tidstypisk tegn på den aggressivitet, man dårligt kan undgå at møde som et fænomen nu om dage.

Det var ikke specielt møntet på Ib MIchael eller nogen andre konkrete mænd. Men det var så ikke klart, da udgangspunktet - og dertil en humoristisk Bent Vinn - var Michael/Bukhdahl.

Che Guevara er citeret for at have sagt, at ord uden handling er ligegyldige. Klart nok er tale om at gøre det ene og det andet - nødvendige og positive går jeg ud fra - meningsløs, hvis det aldrig fører til konkret handling.

På den anden side er ord ikke altid bare tom snak, men kan lede både til had og vold. Et folkemord i Rwanda var båret af ord og en radiosender.

Ikke dermed sagt, at vi overhovedet befinder os der, men skulle samfundet, politikken, debatten blive mindre konfrontatorisk tog ingen nok skade deraf.

Maj-Britt

Jamen jeg er rørende enig i din grundlæggende pointe. Debatten er blevet ekstremt skinger og folk farer i flint ved blot den mindste kritiske stillingtagen til deres gøren og laden - særligt her i kølvandet på web2.0, hvor alle og enhver kan sidde og ytre sig i sikkerhed bag en skærm.
Jeg synes bare det er en skam, at man sætter lighedstegn mellem afsporingen af debattonen og så maskulinitet. For det er sgu ikke macho eller maskulint, at sidde og svine folk til på nettet og det er ikke maskulint, at true folk med tæsk bare fordi de ikke roser ens bøger.
Så det var slet ikke for at kritisere din grundlæggende pointe - den er jeg som sagt meget enig i. Jeg synes bare det er en skam, at maskulinitet i dag mere og mere bliver set på som en anakronistisk tåbelighed.

Bare lige for at slå det fast med syvtommersøm: Ib Michael og andre kunne ikke opføre sig MINDRE macho, om så de iklædte sig en fin lille sommerkjole og holdt teselskab med deres udstoppede bamser :)