Kommentar

Araberne er demokratiets nye pionerer

De lederløse opstande i Mellemøsten har potentiale til at inspirere frihedsbevægelser i hele verden
26. februar 2011

For iagttagere af de folkelige oprør, der breder sig over hele Nordafrika og Mellemøsten, er udfordringen ikke at læse dem lige så mange gentagelser af fortidige mønstre, men som originale og innovative eksperimenter, der åbner helt nye politiske muligheder med en relevans for frihed og demokrati, som strækker sig langt ud over regionen. Det er vores håb, at den arabiske verden igennem denne cyklus af kampe kan blive for det næste årti, hvad Latinamerika var for det forrige: Et laboratorium for politiske eksperimenter, som kan forene stærke sociale bevægelser med progressive regeringer, som vi tidligere har set det fra Argentina til Venezuela og fra Brasilien til Bolivia.

Disse oprør har straks udvirket en form for ideologisk hovedrengøring ved at bortfeje racistiske forestillinger om en uforligelighed mellem civilisationer i et permanent sammenstød, som degraderede araberes politiske modenhed til et tilbagestående stade. Menneskeskarerne i Tunis, Kairo og Benghazi har gjort det af med den politiske stereotyp, at araberes valg skulle være begrænset til at stå mellem sekulære diktaturer og fanatiske teokratier, og at muslimer på en eller anden måde skulle være ude af stand til frihed og demokrati. Også tilbøjeligheden til at kalde disse kamperevolutioner har vildledt kommentatorerne, der antager, at begivenhedernes progression må følge logikker fra 1789 eller 1917 eller andre tidligere europæiske oprør mod konger og zarer.

De arabiske oprør er blevet antændt omkring spørgsmålet om arbejdsløshed og deres centrale aktør har typisk været højtuddannede unge med frustrerede ambitioner en befolkningsgruppe, der for dens sags skyld har meget til fælles med protesterende studerende i London, Rom og Athen. Selv om råbet fra hele den arabiske verden retter sig imod ophør for tyranni og autoritære regeringer, står der bag det en række sociale krav om arbejde og et værdigt liv ikke blot for at gøre op med afhængighed og fattigdom men for at magten og selvstændigheden overdrages til en intelligent og kompetent befolkning. At Zine al-Avidine Ben Ali og Hosni Mubarak eller Muammar Gaddafi forsvinder fra magten, er kun første skridt.

Horisontalt netværk

Organiseringen af disse oprør ligner, hvad vi i mere end et årti har set i andre dele af verden, fra Seattle til Buenos Aires og Genova og Cochabamba i Bolivia: Et horisontalt netværk uden nogen enkeltstående centralt placeret leder. Traditionelle oppositionsgrupperinger kan udmærket koble sig på dette netværk, men de kan ikke dirigere det. Udenforstående observatører har forgæves forsøgt at udpege en leder for det egyptiske oprør: Kunne det være Mohamed ElBaradei eller måske Googles marketingschef, Wael Ghonim? Ligeledes frygter de for, at Det Muslimske Broderskab eller en anden tilsvarende velstruktureret organisation vil tage kontrol over begivenhederne. At så mange mennesker er i stand til at organisere sig selv uden et center, begriber de ikke. At netop indførelse af en leder eller indordning under en traditionel organisation vil underminere oprørets magt, ser de ikke.

Den fremherskende rolle, som sociale netværksværktøjer som Facebook, YouTube og Twitter har spillet, er imidlertid kun symptomer på og ikke årsager til den løse organisationsstruktur. Disse er udtryksformerne for en intelligent befolkning, der i stand til at anvende de forhåndenværende kommunikationsredskaber til at organisere sig selvstændigt.

Selv om de organiserede netværksbevægelser afviser at underkaste sig central ledelse, vil de ikke desto mindre blive nødsaget til at konsolidere deres krav i en ny konstituerende proces, som kan skabe forbindelse fra oprørets mest aktive segmenter til den bredere befolknings behov. De arabiske unges oprør stiler ikke efter en traditionel liberal forfatning, der blot kan sikre en ny magtdeling og en regelmæssig valgdynamik, men snarere efter en form for demokrati, som kan modsvare de nye udtryksformer og behov hos mængden (the multitude ). Denne må i første række sikre en forfatningsmæssig anerkendelse af ytringsfriheden ikke i den form, som er typisk for dominerende mediekonglomerater, som til stadighed er mål for regeringsmagters og økonomiske eliters korrumpering, men i en ny form, der kan repræsentere de fælles oplevelser af netværksrelationer.

Politiske krav og længsel

Og da disse opstande ikke blot er blevet udløst af ikke blot en udbredt arbejdsløshed og fattigdom, men også af en generel følelse af frustration, især blandt unge over ikke at kunne udfolde deres produktive og ekspressive potentiale, må et radikalt forfatningsmæssigt svar bestå i at udvikle en fælles plan for forvaltningen af naturressourcer og den samfundsmæssige produktion. Dette vil være en tærskel, hvorigennem neoliberalismen ikke kan passere, og hvor kapitalismen vil blive draget i tvivl. En islamisk styreform vil slet ikke have de tilstrækkelige forudsætninger for at imødekomme disse behov: Dette oprør er ikke bare et anslag imod balancerne i Nordafrika og Mellemøsten, men imod balancerne i det globale økonomiske styringssystem.

Derfor er det vores store håb, at den cyklus af kampe, der nu spreder sig i den arabiske verden, nu kan følge Latinamerikas eksempel og inspirere til nye politiske bevægelser, der kan forstærke aspirationerne efter frihed og demokrati uden for regionen. Hver eneste af disse oprør kan selvfølgelig endnu nu slå fejl: Tyranner kan reagere med undertrykkelse; militærjuntaer kan forsøge at fastholde magtstrukturer; traditionelle oppositionsgrupper kan forsøge at kapre bevægelser og religiøse hierarkier intrigere for at erobre kontrol. Men det, som ikke vil dø, er de politiske krav og længsler, som er sluppet løs og som er udtryk for en intelligent ung generation, der ønsker sig en ny slags tilværelse, hvor deres evner kan gøre fyldest.

Lige så længe disse krav og ønsker lever, lige så længe vil denne cyklus af kampe fortsætte. Hvad vil den øvrige verden kunne lære af disse nye eksperimenter i frihed og demokrati?

Michael Hardt og Antonio Negri er neomarxistiske filosoffer. De har sammen udgivet bøgerne Imperiet (er udkommet på Informations forlag), Multitude og Commonwealth

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"den politiske stereotyp, at araberes valg skulle være begrænset til at stå mellem sekulære diktaturer og fanatiske teokratier, og at muslimer på en eller anden måde skulle være ude af stand til frihed og demokrati" ...lever i bedste velgående og blev for eksempel højrøstet fremført af Morten Messerschmidt og Farshad Kolgi i DR2s Debatten. I DFs representants tilfælde både når han havde fået ordet og når andre havde det.

Morten Nielsen

Lad os da håbe, at disse begivenheder kommer til at delegitimere model Messerschmidt og Kolgi lige så effektivt og lige så længe som murens fald har delegitimeret socialistiske idéer i den offentlige debat. Et par års inerti her i andedammen skal vi dog nok regne med.