Læsetid 6 min.

Mig a/s

De ældre generationer skoser ungdommen for sin hang til selviscenesættelse. De overse, at iscenesættelsen er et vigtigt led i forsøget på at afsætte den vare, vi alle skal sælge: os selv
Amalie Shakers fra reality-programmet 'Paradise Hotel' har om nogen forstået, hvordan man iscenesætter sig selv i den moderne medieverden.

Amalie Shakers fra reality-programmet 'Paradise Hotel' har om nogen forstået, hvordan man iscenesætter sig selv i den moderne medieverden.

Sigrid Nygaard

4. februar 2011

Damen bag bardisken skruede ned for musikken, lige da Lone Kellermann var nået til omkvædet af 'Se Venedig og Dø'. Det var tid til sidste udskænkning. Fredag nat og tæt på lukketid på Guldfasanen - en lille bodega på Frederiksberg. Så blev der skruet op for musikken igen.

Over for mig sad en mand, som jeg var faldet i snak med tidligere på aftenen. Jeg vil skyde ham til at være på min fars alder. Midt i 50'erne. Han var tæt på de to meter, korpulent, havde kraftig skægvækst og en dyb og rolig basstemme, der på ingen måde havde svært ved at skære igennem Kellermanns længsel efter de sydligere himmelstrøg. Karismatisk er måske det rette ord.

»Jamen det overgår simpelthen min forstand,« sagde han. »Hvad rager det dig eller andre, at jeg skal have kylling i karry til aftensmad eller at jeg glæder mig til min næste ferie?«

Vi var midt i en længere samtale om moderne tider, og nu var samtalen nået til Facebook.

Han talte dunder imod sociale medier som Facebook og netværkssitet LinkedIn. Skød med skarpt imod tendensen til, at man som menneske ganske frivilligt lader sig selv og sin person udstille i forskellige offentlige og semioffentlige sammenhænge.

»Hvad der foregår inden for de fire vægge hjemme hos mig, det holder jeg sgu for mig selv,« sagde han, og fortsatte: »Og hvad jeg duer og ikke duer til på mit arbejde, det bliver mellem mig og min arbejdsplads!«

Han havde opfundet en særlig vending, som han brugte flere gange i løbet af samtalen. Projektørliderlighed. Den gjorde indtryk på mig. At være projektørliderlig ville ifølge ham sige konstant at forsøge at trække livets spotlight over på sig selv og på sin egen person med en iver og et begær, der i styrke svarer til det, som driver kaniner fremad i deres jagt på parringspartnere.

Han opfattede det som en sygdom. »I unge mennesker i dag, I er sgu stort set alle sammen projektørliderlige,« sagde han.

At påberåbe sin egen person opmærksomhed var for ham først og fremmest negativt. Det betød mangel på privatliv. Det kunne give uønskede kræfter færten af dig. Det stod for blottelse. For kontrol. For overvågning. »Projektørliderlighed«, sagde han igen. Jeg kunne ikke helt se mig fri for at være smittebærer.

Storebror i forandring

Bodegabordet, som vi sad på hver vores side af, med dets askebægre fulde af cigaretskodder og raflebægre med terninger til et slag Meyer, blev i løbet af samtalen til noget andet og mere end et møbel. Det markerede en kløft mellem to forskellige generationer. En kløft, som cigaretrøgen og Kellermanns stemme lagde sig som en dyne hen over, og som de to stive ungmøer i midtfyrrerne på dansegulvet måtte være påpasselige med ikke at skvatte ned i.

Den polske sociolog Zygmunt Bauman har i sine analyser flere gange bemærket, hvordan to forskellige forståelser af Big Brother kan tjene som et stærkt billede på en lignende kløft.

Den første forståelse af Big Brother er den klassiske. For George Orwell, der med sin roman 1984 fra midten af det tyvende århundred udødeliggjorde begrebet, stod storebroderen for en hensyns- og skruppelløs magt, der fastlagde de stier, alle måtte følge og knuste enhver, der vovede at nægte. Her var der tale om voldsom magtudøvelse, der ved hjælp af moderne overvågnings- og torturteknologi fra centralt hold kunne detailregulere den menneskelige krop og tanke.

Højst interessant opstår Big Brother som bekendt i en ny form ved årtusindeskiftet, nemlig som et fjernsynsprogram.

I dette tv-show, der herhjemme rullede over skærmen på TvDanmark fra 2001 og fire år frem (men som blev fundet relevant nok til genudsendelse i 2010), følger vi som seere tretten deltagere i et hus.

Uge for uge stemmes deltagerne, én for én, ud af huset, indtil vinderen står tilbage. Her er der ikke længere tale om, at én centralt placeret hersker kontrollerer det enkelte menneske og sørger for, at det gør, hvad der bliver sagt. Tværtimod. Her er det de mange tusinde øjne, tv-seernes, der nysgerrigt betragter de dystende frivillige deltagere, der på kreativ vis søger at sætte sig selv bedst muligt i scene for ikke at blive sorteret fra. Her gør den bedste spiller alt det, der netop ikke er blevet sagt, at hun skal gøre: det uventede, det kreative, det, der giver gode tv-øjeblikke.

Selvet markedsføres

Min fornemmelse er, at jeg og min nye ven på Guldfasanen fik hver vores version af Big Brother på den indre skærm, da talen faldt på tidens hang til selviscenesættelse. Han så overvågende øjne, som han helst ville være i fred for. Jeg så noget helt andet. Jeg så det, jeg har lært, at jeg bør se. Jeg så de potentielt købendes nysgerrige øjne, som jeg må gøre mig selv synlig over for, hvis jeg skal gøre mig nogen forhåbninger om at sælge den vare, jeg udbyder på livets forskellige markeder: Min egen person.

Det er to væsensforskellige logikker, og måske understregede vi dermed - ganske vist uden at sige det højt - vores tilhørsforhold til hver vores tid og hver vores generation.

Er det, når alt kommer til alt, dét centrale kendetegn, der hviler som en ånd over de liv, som generationen født i '84 og frem opmuntres til at udleve: At livet - det sociale liv, kærlighedslivet, arbejdslivet - i stadig stigende grad handler om at betragte sin egen person som et produkt, der konkurrerer i salgbarhed med øvrige produkter på markedet?

For nogle uger siden var jeg til et seminar for snartkandiderende studerende på mit universitet. Den oplevelse bekræftede, at meget peger i den retning. Et af dagens indslag var med en erhvervsrådgiver - en frisk kvinde midt i 30'erne, der smilede overvældende og klappede stavelserne i hænderne, da hun præsenterede sig selv - en kvinde, der skulle give os gode råd til jobsøgningen som nyuddannet.

Hun pegede på en tilfældig studerende fra forreste række, knipsede og spurgte: »Har du løbet maraton?«, og forsatte selv: »Så vis det!« Herefter pegede hun på en anden og spurgte: »Kan du spille guitar? Så fortæl det!« Vi blev alle opfordret til at gå hjem og oprette udførlige personlige profiler på diverse netværkssider. Det kunne, med ganske få ændringer, lige såvel have været et foredrag med en scorecoach, der gav de ensomme gode råd til, hvordan de kunne afsætte sig selv på kærlighedens marked. Logikken, der messes til spillets deltagere ser ud til at være den samme: Synliggør og afsæt dig selv som produkt på et marked med hård konkurrence.

SWOT-mennesket

Set i det lys er det næppe tilfældigt, at medarbejdere på danske arbejdspladser i dag i stigende grad opfordres til kritisk at evaluere sig selv ved at bruge evalueringsredskaber, der slet ikke er tiltænkt mennesker, men virksomheder.

Det gælder eksempelvis for den såkaldte SWOT-analyse, som jeg selv blev opfordret til at gøre brug af, da jeg tidligere studenterjobbede i et ministerium.

SWOT er et værktøj, der er udtænkt for at hjælpe virksomheden til at få øje på styrker og svagheder ved det produkt, den producerer ved at sammenligne det med produkter fra konkurrerende selskaber. Metoden vandt i særlig grad frem blandt virksomheder i 1960'ernes og 1970'ernes USA. I dag afsættes den direkte og ukritisk til den enkelte medarbejder på danske arbejdspladser, hvor den kan hjælpe vedkommende til at finde svagheder og potentialer ved egne sociale og faglige kompetencer. Du siger virksomhed, jeg siger menneske. You say tomato, I say tomatho.

Tilbage på Guldfasanen på Frederiksberg måtte jeg give manden ret. Jeg føler også, at vi unge, jeg selv inklusive, lider af det, han kaldte projektørliderlighed. Min fornemmelse er bare, at denne særlige form for liderlighed ikke så meget spirer frem som et begær fra det enkelte menneske selv. Den føles snarere som et vilkår, der hviler som en tåge over flere og flere af livets afdelinger og afkroge - tidens ånd.

Da damen bag bardisken slukkede for Jukeboxen og for lyset på bodegaen, gik jeg ud i snevejret. Manden stod i døråbningen med en for længst lunken Grøn Tuborg i hånden. »Du skal vel også hjem og skrive på Facebook, at du har snakket med sådan en gammel stodder som mig,« råbte han drillende. »Hjem og drive din egen personlige virksomhed videre - Mig a/s!«

Ekkoet fra de sidste ord gjaldede mellem parkerede biler og husmure.

Måske er tiden moden til en ny fortælling om, hvad det sociale er? En, der hverken kan fortælles med afsæt i George Orwell eller i tidens reality-tv.

Mathias Herup Nielsen er stud. scient. adm. ved Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Tom W. Petersen
Tom W. Petersen

Mig as
Hvor længe endnu vil der være nogen, der kender Orwell - og i det hele taget kan læse en bog fra før 1984, med alle de underlige ord, de dengang brugte?
Hvor længe endnu vil der være nogen, der ved, hvorfra udtrykket "Se Venedig og dø" oprindelig stammer fra? Eller "You say tomato..."
Fortiden svinder...

Brugerbillede for Rasmus Knus

Tænk sig - her gik jeg og troede at en universitetsuddannelse indeholder tilstrækkelig almen dannelse til, at de studerende kan skelne mellem skæg og snot - men nej.

Livet handler IKKE om ultrakommercielle værdier fra reality-tv eller lignende, antal venner på fjæsbogen eller idealer fra smart-i-en-fart konsulenter.

Brugerbillede for Bill Atkins

Udviklingens pendul er svinget fra fællesskabstanken over mod ærgerrighed og markedsfrihed. Unge mennesker har altid stilet mod skyerne – det er et menneskeligt træk - og Mathias har da ret i at hver enkelt tidligt må lære at kende sig selv, lære at sælge sig selv, i et fremtidens samfund hvor solidaritet og (stamme)fællesskab er væk. Østarbejderne vælter indover de vestlige grænser og tidligere så solide danske virksomheder står i kø for at søge udenlands eller lade sig opkøbe.

Fremtiden vil for flertallet være baseret - ikke på fællesskabets solidaritet - men på flertallets evne til styring af den uindskrænkede ejendomsret og markedsfrihed, som er den liberale grundholdning, og i den verden er klassekampen i høj grad et spørgsmål om etablering af - og magt over - samfundets styringsredskaber, og ikke som i det tidligere fællesskab, en tro på normer, solidaritet og historik.

Godt nok vil de unge opdage, at når de inden for en kort tid skal til at etablere og udbygge disse samfundets styringsredskaber for at redde levestandarden for flertallet...

...ja da vil de opdage at EU allerede har sat grænser for hvor meget den grådige kapitalisme må reguleres – og så er det jo muligt at i hvert fald solidaritet kommer på mode igen.

Brugerbillede for Jette Abildgaard
Jette Abildgaard

Jeg - om naesten har samme alder som den herre Mathias moedte paa Guldfasanen, sidder og funderer over mine landsmaend og, deres/Jeres maade at komme gennem udviklingen...tidens udvikling......og saa proever jeg at kigge ind i mig selv for at proeve at finde ud af hvornaar det blev saadan, at jeg kan se alt dette...med baade Mathias's og hans vens oejne....

Jeg foelger Mathias og, jeg ved at 'projektoerliderlighed' som han kalder det, til en vis grad ER noedvendig i vort samfund i 2011.......mine oplevelser fra Danmark fortaeller mig dog noget helt andet, - nemlig at Danskerne - som jeg ser Jer efter mere end 11 aar vaek fra landet - lukker mere og mere af...I 'saelger' Jer selv meget paa sociale websites, men Jeres personlighed udenfor Jeres egne doere foelger sjaeldent med.....

'Man' skal f.eks.helst ikke vaere modig nok til at tro for meget paa sig selv, og da slet, slet ikke sige ordene "jeg er god til...", for da kommer den "gode" gamle Jantelov ind i billedet, og man skal trynes....helst helt ned i kaelderen eller graven...?? Hvordan kan man vaere saadan, naar man samtidig skal ud at saelge sig selv?

Her hoerer min forstaaelse op og, jeg vil desvaerre aldrig igen kunne leve blandt Jer, for jeg ER god til de ting jeg laver...RIGTIGT GOD, men i mit faedreland er det ikke orden!?

Derfor kan jeg ikke undgaa at se Jer lidt som en splittelse mellem Jer selv, og det er paa tvaers af alder og, har - i mine ojne og, som jeg ser Jer, - intet at goere med sociale vaerdier eller udvikling, meget mere med Jeres forstaaelse af Jer selv og, jeg tror Mathias faar en meget bedre forstaelse af sig selv, end hans ven fra Guldfasanen nogensinde vil faa - HVIS han kan laere at lade Janteloven ligge i sin grav...uden at der af den grund er noget i vejen med denne herre med tuborg'en i haanden efter lukketid....han vaelger dog nok mere sansynligt Jantelovens helvede....

Og nu...en SWOT-analyse af mit projekt...efterfulgt af en Carlsberg o)

Brugerbillede for Ole Chemnitz Larsen
Ole Chemnitz Larsen

Mig a/s
Ærgerligt, men desværre nok nødvendigt under de herskende tilstande, hvor selv lovens tjenere står i kø for at bryde loven.

Brugerbillede for Jens Petersen

@Bill Atkins

Så fik du lige kørt din egen opsparede galde af på os andre. Mig A/S - hør min mening om alt. Ja, vor herre bevares.

Brugerbillede for Gorm Petersen

Det her er ikke så nyt.

For 28 år siden fik jeg mit første job i en større dansk virksomhed. Jeg deltog i projektmøder, hvor selviscenesættelse betød alt. Det gjaldt om at imponere de andre - ikke om at løse det problem mødet var sat i verden for at løse.

Derfor trak møderne tit ud.

Jeg bemærkede to navne fra oplæggene, som aldrig var til stede ved møderne. De meldte altid afbud.

Efter nogle måneder fandt jeg ud af, at de ikke deltog på grund af travlhed.

Det var simpelthen de to personer, der fik alting til at fungere. De lavede alt arbejdet - de var en slags supernørder, der glemte hvornår der var fyraften - de var så dynamiske at de ville have fået pip af at skulle deltage i de langtrukne møder.

Set i bakspejlet var møderne og de self-promotende medarbejdere overflødigt fyld.

Det var de to nørder (hvoraf den ene en gang skulle være dukket op med pyjamasskjorten på) der lavede alt det, der fungerede.

Brugerbillede for Peter Hansen

Den opførsel, Jette Abildgård, som promoveres i artiklen. Jeg holder meget af at lytte til mennesker, der har noget at sige, men den dér amerikanske tro på, at man skal sætte sig selv i forgrunden for at blive set, tåler jeg dårligt. Den forekommer mig at bunde i en manglende evne til selvreflektion.

Brugerbillede for Niels  Mosbak

Gorm

Måske kan det glæde dig, at den tid man bruger til møder her på jorden, trækkes fra den tid man opholder sig i skærsilden;-)

Brugerbillede for Jette Abildgaard
Jette Abildgaard

Peter Hansen

Vi er til en vis grad enige...jeg har arbejdet for Amerikanske virksomheder hvoraf det ene havde "keep smiling" haengende over hver doer i bygningen og jeg var oppe at ringe...og meddelte dem, at saa laenge de var i Irland, da maatte DE opfoere sig som Europaere goer her......de grinede og lod mig passe mit job....det gode er, at jeg stadig faar gode udtalelser fra dem, og.......der er nemlig ogsaa noget andet i dette her, for....jeg laerte at omgaa mig paa en meget mere positiv maade end jeg nogensinde har gjort i DK, hvilket har givet mig utroligt positive oplevelser siden da....jeg laerte at TRO paa mig selv i stedet for at tro at "jeg ikke skulle tro jeg var noget" ...og ved du hvad? DET virkede helt super.....for jeg ER nemlig god til de ting jeg laver....saa hvorfor i alverden vaere falsk beskeden om det???

Alt det sagt....jeg "saelger" ikke mig selv som vaerende bedre - det er jeg ikke, blot god til det jeg kan.....men almindeligt hoeflig...og de mennesker jeg har ansat i min tid, har haft noget der ligner meget det....Ikke "oversaelge" og aldrig "undersaelge" sig selv, for hvem i alverden gider arbejde med - eller kende paa anden vis - en vatnisse??

For lidt og for meget af begge dele...haaber du forstaar hvad jeg mener!!

Brugerbillede for kim jensen

Nu er mennesket reduceret til en vare.
Eller måske ophøjet til en?
Så er man da noget?

I hvis interesse er det mon at gøre mennesker til varer, Mathias?
Giver det overhovedet anledning til (kritisk) refleksion? Eller kun en vag undren over tingenes tilstand..?

Personligt har jeg holdt fast i dette hele livet: jeg er ikke en vare. (I hvert fald ikke først og fremmest, ikke udelukkende, ikke med min gode vilje )

Da det nu er blevet en uanfægtelig sandhed at du netop SKAL være en vare (eller som det lyder: 'du er kun 'dit "personlige" brand') er jeg efterhånden blevet frataget muligheden for at forsørge mig selv. For hvem vil købe en vare der stritter imod og holder ved (og af) sit menneskelige ansigt?

Brugerbillede for Peter Hansen

Jeg forstår, hvad I mener begge to, Jette Abildgaard og Kim Jensen - men jeg tror, at jeg har min sympati mest hos Kim, fordi det efter min bedste mening er en uskik at se det som sin opgave i livet at efterkomme andres forventninger. Deri ligger for mig det egentlig personlige ansvar, i modsætning til det, der går for 'ansvar' nu om dage: at man er sig selv bekendt og møder andre udfra dén antagelse, at andre har den samme selvforståelse. På paradoksal vis udtrykker Mathias nemlig det modsatte: at man skal bringe sig i fokus, så alle kan se, at man lever op til nogle forventninger.

Brugerbillede for Jette Abildgaard
Jette Abildgaard

Tak Peter Hansen,

Blot en lille sidste kommentar herfra....

Man behoever bestemt IKKE lave sig selv om for at kunne 'fremstille' sig selv positivt....det er meget mere et spoergsmaal om at laere at TURDE tro paa sig selv - altsaa komme ud over Janteloven...den forfaerdelige lov!! Alle kan...man skal bare klappe sig selv paa skulderen og fortaelle sig selv, at man jo godt kan for, selvfoelgelig kan man det o)

Brugerbillede for Jørgen Banke

Jeg ved godt, at dette ikke har så meget med debatten at gøre, men en SWOT-analyse er altså som regel noget, man bruger i organisationens strategiudvikling - ikke et værktøj til at vurdere et konkret produkt sammenlignet med konkurrentens produkt. Når det så er sagt, så er SWOT-analysen ikke noget, der bliver taget vanvittigt seriøst i erhvervslivet længere, har jeg indtryk af. Der er jo desværre en tendens til, at fortærskede management-teorier fra 70'erne dukker op i offentlige institutioner nu til dags. Pinligt.

Brugerbillede for Mathias Herup

@peter hansen: du skriver, at jeg med min artikel promoverer en levevis, hvor mennesket bringer sig selv i fokus, så alle kan se, at han eller hun lever op til udefrakommende forventninger. Det var bestemt ikke sigtet med artiklen, og jeg er ked af at den bliver læst på den måde (om end jeg efter genlæsning ikke vil bebrejde dig det). Sigtet var eller rettere er, at forsøge at forskyde kritikkens genstand fra ’det markedsliggjorte selv’ (en individualiseret kritik) til ’de strukturer, som er medskabende for det markedsliggjorte selv’. Jeg er ikke med artiklen ude på at give det unge menneske carte blanche til at handle kynisk og projektørlideligt, ”fordi det alligevel var strukturerne, der sagde at jeg skulle”, men håbede måske at kunne åbne op for (ungdommelig) refleksion over, hvordan sociale færdselsregler, medier, sproget og idealforestillinger generelt, stærkt tilskynder et selvpromoverende, markedslignende selvforhold for tidens unge. Teksten er altså ikke en handlingsvejledning med et tilsigtet ’bør’, og det var klart ikke planen at hylde det markedsliggjorte selv.

@kim: Jeg kan rigtig godt lide din kommentar. Du vil helt sikkert være stærkt uenig, men jeg tænker at du meget præcist skitserer det som jeg beskriver, blot med et lidt andet perspektiv: fordringen om vareliggørelsen af selvet strømmer som en tidevandsbølge ind over selvet, og man må have et ret vægtigt anker for ikke at lade sig rive med. Du fokuserer på menneskets ’pligt’ til ikke at lade sig rive med, jeg fokuserer på bølgens kraft og beskriver – med eksempler fra min egen dagligdag – hvordan bølgeskvulpene slår ind over individet. To sider af samme mønt?
Ift. det konkrete spørgsmål som du adresserer mig: jeg giver en række konkrete og (synes jeg selv) skræmmende dagligdagseksempler på, hvordan magt i dag virker på en anden måde og med et andet sigte end hos fx Orwell. Hvad konsekvenserne er, hvem der profiterer af det, osv., er relevante spørgsmål som ligger klart udenfor, men i forlængelse af teksten. Derfor er jeg glad for at du stiller spørgsmålet, men ked af, at du bare lukker af ved at slå det tilbage i hovedet på mig.

mvh
Mathias

Brugerbillede for Jette Abildgaard
Jette Abildgaard

Jørgen Banke

o)o) det var ment som en joke....sorry ....mit projekt sejler fint derudaf uden den form for analyser o)

God weekend

Brugerbillede for kim jensen

# Mathias
Tak for ordene.
Og ros til dig for at fortælle om dit møde på værtshuset.
Jeg lukker ikke spor af.
Ku bare mærke at jeg lige måtte sige hvad jeg mener.
Forestiller mig at nogle af jer unge måske ellers kunne leve et helt liv uden at høre en sådan stemme overhovedet. Så hvorfor ikke fyre den af i min vanlige, fyndige stil, før jeg ikke er her mere anyways.

Jeg dømmer ikke nogen. Og aner ikke hvad der er nogens pligt. Kun at det der af nogle opfattes som min pligt/opgave: at sælge mig selv, lader mig aldeles kold, fordi jeg ikke føler at jeg en vare, der skal købes af nogen. (med penge og magt).
Jeg siger bare åbent at det - mildt sagt - ikke er min kop te og siger måske også at dét standpunkt langtfra er gratis, som tiden er.
Men klart: jeg opforder - alligevel - til kritisk refleksion af magtforholdene bag alt dette.
Og det store, svære spørgsmål: hvad er forskellen på en vare og et menneske?, står måske stadig og blafrer lidt?

At "reality"tv og "sociale" netværk på nettet er blevet virkeligheden(s målestok) og af så mange ses som en reel mulighed for at udstille - og dermed realisere - sig selv, tror jeg er en farlig narresut, som jeg helt oprigtigt ville ønske at - især den velnærede ungdom, fremtiden - ikke gumlede helt så lystent henført på.
Jeg tror egentlig at 'man' glemmer noget/nogen undervejs; at al den eksponeret- og synlighed som opnås af de få skaber en hærskare af usynlige, hvis - muligvis værdifulde, legitime eller ligefrem afgørende - bidrag til livet og samfundsudviklingen risikerer at blive overset. Hvilket muligvis vil vise sig at blive kilde ti stor elendighed og ærgelse i sidste ende.
Jeg opfordrer vel til at man i stedet forsøger at skabe menneskelige fællesskaber og moderne liv ude i den underlige zone man engang kaldte virkeligheden. Det er givetvis en del vanskeligere end det lyder, men 1:1 forholdet kan måske give nogle væsentlige erfaringer, sansninger, oplevelser at trække på..?
Så man har noget at sammenligne med, når det kommer i en app. på mobilen måske.. ?
Igen: det er ikke personligt, polemisk eller et forsøg på at fornærme nogen; sådan udtrykker jeg mig bare. Kan nok ikke andet.

Brugerbillede for Per Thomsen

»De overser, at iscenesættelsen er et vigtigt led i forsøget på at afsætte den vare, vi alle skal sælge: os selv«

Det forudsætter naturligvis at man er villig til at acceptere det neoliberale paradigme, og begynde at opfatte sig selv som en vare, der skal sælges.

Længe leve den totale fremmedgørelse...

Brugerbillede for Gorm Petersen

Behagesyge er umiddelbart et negativt ladet ord.

Når jeg tænker tilbage på min egen ungdom, kan jeg godt se, at jeg var en smule latterlig.

Påvirket af diverse film-klicheer om den "ensomme hævner der gik imod strømmen" var jeg ekstremt lidt behagesyg. Ingen skulle kunne mistænke mig for spytslikkeri, men hvad jeg selv troede var en "mandig afvisning af at ligge på maven for nogen" blev af mange opfattet som noget helt andet - nemlig arrogance.

Jeg blev set som en med primadonna-nykker. Hvad jeg gerne ville have signaleret, blev opfattet helt, helt anderledes.

Så mit ønske om at være helten i filmen tog ligesom overhånd. Jeg blev en latterlig bifigur.

Måske er det film og romaner, der styrer unge menneskers væremåde ?

Måske fortsætter det højt op i alderdommen ?

Brugerbillede for Karsten Aaen

-øh-

Arbejderne har kun en vare, de skal sælge, dem selv og deres arbejdskraft. Lettere parafraseret over Karl Marx.

Forskellen er måske den, at i dag skal man ikke kun sælge sin arbejdskraft, man skal også kunne fremstille sig selv på en speciel måde, så det bl.a. fremstår som om har travlt eller har styr på det. Og det er dem, som kan det, som er vinderne her. Men dem, der leverer rugbrødsarbejdet, det daglige arbejde, uden at puste sig op som en alfahan, ja de bliver som regel ikke hørt. De personer, som regel mænd, der formår at fremstille sig selv som, værende bedre end de er, ja de formår nogle gange at få alt...

Brugerbillede for Anonym

Rigtigt, som der tidligere er skrevet, kan det undre universitetsuddannede ikke er nået længere.
Betragtningen af mennesket i vores samfundsstruktur består ikke i personligheden. Men i arbejdskraften.
Problemet for kapitalismen er naturligvis hvis arbejdskraften har en viden om, at kapitalismens ikke er den eneste indretning der kan danne grundlag for et samfunds produktion og udvikling.

Brugerbillede for Gorm Petersen

WJ:
"Problemet for kapitalismen er naturligvis hvis arbejdskraften har en viden om, at kapitalismens ikke er den eneste indretning der kan danne grundlag for et samfunds produktion og udvikling."

GP:
Mange af dem tror at, truslen fra folket forsvandt med Berlinmurens fald. Tidligere tiders incitament til at opføre sig ordentligt synes forsvundet.

Direktørlønningernes eksplosion, gyldne håndtryk, Klaus Riskjær, Stein Bagger, privatiseringer o.s.v. er et tydeligt tegn på, at den opdragende frygt for et folkeligt oprør er forsvundet.

Det eneste der forstyrrer kapitalisternes nattesøvn, er dengang folket stemte nej til EU - på trods af den borgerlige presse mente at have kontrol over masserne.

Der skal en ny nattesøvns-forstyrrende begivenhed til for at få kapitalisterne til at moderere sig.

Hvis en af-pamperficeret fagbevægelse kan starte en uafhængig presse op, som folk stoler mere på end kapitalens, kunne det være en begyndelse.

Brugerbillede for Bill Atkins

Demokrati der ikke omfatter folkets arbejdspladser og landenes ressourcer er intet værd. Demokrati og ejerskab hænger uløseligt sammen, men verdensbefolkningerne - forført af ungdommens udlængsel, flugt fra de tyngende forventninger og trang til fornøjelse, New York, New York - har overgivet ejerskabet til nogle få rigmænd, for et løfte om borgerligt demokrati og en håndfuld papirdollars - samfundenes oligarkisering. Nu er kapitalisterne ved i terrorlovgivningens navn at lukke ned for demokratiet ...startende med den personlige frihed.

"Hvad sønnike vil" er absolut ikke altid det rigtige...

...uanset hans høje uddannelse...