Kommentar

Bag om frygtens mur

Mubaraks fald kan få en positiv indflydelserne på konflikten i Mellemøsten. Blandt andet må Israel til at gøre op med at være det eneste demokrati i regionen
Egyptere ved en slags minde-alter på Tahrir-pladsen i Kairo over de forsvundne og dræbte under de 18 dages folkelige protester.

Egyptere ved en slags minde-alter på Tahrir-pladsen i Kairo over de forsvundne og dræbte under de 18 dages folkelige protester.

Asmaa Waghui

15. februar 2011

Da de unge egyptere brød igennem det, som de kaldte for Frygtens mur, lod de hånt om alle undtagelseslovene, lod hånt om styrets brutale håndgangne mænd og pinslerne på politistationer og i torturkamre,og de gik forrest med et eksempel, som kan få afgørende betydning i Israel, på Vestbredden og i Gaza.

De gamle mænd i regeringskontorerne i Jerusalem har i mange år i den grad spillet på frygten. Både over for deres egne borgere og over for omverdenen.

Den lille David kunne hele tiden løbes over ende af den store Goliat. Og knap var Tahrir-pladsen fyldt, før vi fik den ene bekymrede klage over, at et egyptisk demokrati og frie valg kunne bringe væmmelige muslimer til magten og derved sætte spørgsmålstegn ved den fredsaftale fra 1978 med Egypten, som har været særdeles fordelagtig for Israel, men som de (israelerene) har udnyttet til at kunne have ufred på andre fronter og aldrig for alvor har anvendt som løftestang for en aftale med palæstinenserne om en deling af landet.

Samtidig har Israel uafladeligt spillet på at kunne beskrive sig selv som det eneste demokrati i regionen, en enlig ø i et hav af udemokratiske arabiske regimer og en front i civilisationernes krig.

Derfor er det en trussel for Israels nuværende styre, hvis demokratiet bider sig fast i Egypten, og den demokratiske bølge herfra breder sig til de andre arabiske lande.

En afmontering af argumentet om at være de eneste demokrater vil mindske den frygt, man kan spille på og vil samtidig kunne befordre en hårdt tiltrængt revolution af det politiske system i selve Israel.

Et sygt israelsk system

Jeg benægter bestemt ikke, at der i Israel formelt set er tale om et demokrati med frie valg. Men jeg er ikke ene om at betegne systemet som mere og mere sygt.

De to seneste premierministre, Ariel Sharon og Ehud Olmert, har begge været involveret i korruption, og den foregående præsident er netop blevet straffet for voldtægt af kvindelige medarbejdere.

Den nys udnævnte forsvarschef, Yoav Gallant, har fiflet med jordbesiddelser. Og sådan er det hele vejen igennem. Der rages til sig og snydes i magtens korridorer, mens de unge sendes på umulige og frygtelige opgaver i de besatte områder.

Det gamle arbejderparti, der historisk stod for en vis form for idealisme med hensyn til samfundets indretning, og som ikke mindst med Yitzhak Rabin slog ind på en jord for fred-politik, ligger i dag totalt i ruiner, og dets seneste leder, forsvarsminister Ehud Barak, ses som inkarnationen af kynisk magtbegær.

Regeringen med premierminister Benyamin Netanyahu i spidsen har sin magt ved hjælp af udenrigsminister Avigdor Liebermans araberfjendtlige parti Yisrael Beytenu.

Det lader sig gøre gennem en udspekuleret manipulation med opinionen, at skabe det, som kommentatoren Zeev Sternhell i avisen Haaretz for nylig kaldte for »det israelske flertalsdiktatur«, hvor faren for Israels udslettelse og identitet som jødisk stat sammen med holocaust og antisemitisme gang på gang bruges som angreb på alle, der tænker anderledes, og hvor et mindretal, bosætterne, sætter dagsordenen i alliance med folk, der praktiserer apartheid over for arabere.

Jeg husker stadig, hvordan borgmesteren i bosættelsen Kedumim over for mig betegnede grænsen fra 1967 som en »koncentrationslejrgrænse«.

Jeg drømmer om et israelsk ungdomsoprør, der siger nej til dette de gamle mænds regimente og er indstillet på at bryde mure ned, både den fysiske og frygtens mur.

Ligesom jeg drømmer om et oprør på den palæstinensiske side. Også her har de gamle siddet for længe og for tungt på magten.

Også her er fortiden i alt for høj grad blevet nøglen til alt. Også her er overspilles offerrollen. Også her kniber det med demokratiske menneskerettigheder fordi besættelsen bliver altings forklaring og undskyldning og også her er korruptionen en alt for velkendt plage.

Hamas demokratisk valgt

Mange af dem, som var unge under den første intifada troede, at det også var demokratiet, de kæmpede for.

Men de måtte erkende, at Arafat og de andre folk fra Tunis ved hjemkomsten efter Oslo-aftalen i 1993 straks satte sig tungt på magten og flæsket.

Adskillige gange har der siden været tilløb til et oprør mod den ældre generation, men graden af uforsonlighed hos de israelske regeringer har gjort det svært at etablere et yngre politisk alternativ og har samtidig splittet palæstinenserne på et afgørende punkt: Skal man forhandle en to-statsløsning eller vente på, at den demografiske bombe bringer jøderne i mindretal i det Storisrael, som bosætterne drømmer om?

Ironisk nok fandt det første frie valg i den arabiske verden sted i Palæstina, og til mange demokraters forfærdelse gav det et flertal til Hamas og derefter den hykleriske afvisning af resultatet, som i sig selv var med til at forværre situationen.

Tilstanden i Gaza efter Hamas overtagelse af magten i området har i den grad kunnet bruges som skræmmebillede.

Menneskerettigheder som politisk og religiøs frihed har det ikke for godt i det belejrede område. Derfor ville det også her være gavnligt med et ungdomsoprør, der insisterede på demokrati, og på at ens religiøse værdier nok kan være en inspiration til, hvordan man ønsker lovene indrettet, men aldrig være en legitimering af dem og den endegyldige indretning af samfundet i form af kalifatet.

Er dette naivt? Men hvis man ikke skal have lov til at have drømme sig om bag en frygtens mur i disse dage, hvornår skulle man så? Vi som ikke har andet at miste end håbet.

Det håb, vi selv gennem generationer har stået på.

Jørgen Flindt Pedersen er journalist, forfatter, filminstruktør. Han har bl.a. modtaget Cavlingprisen og Krygerprisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bente Simonsen

Stabile demokratier i de arabiske lande afhænger helt af, om Israel kan holde sig i ro. Nye angreb på palæstinenserne kan hurtigt øge islamistiske krafter t.ex. Ægypten.

Israelerne har skudt sig selv i foden for mange gange,

Nutidens unge israelere er stadig hjernevaskede med holocaust og den egne overmægtige ret til alle de overgreb de foretager mod den palæstinensiske befolkning (retten til at forsvare sig, selvom det virkeligheden er Israel, som er provokatøren og angriberen).

OK - men lad os nu lige se, om Ægypten får lov til at blive et demokrati.

De autoritære mellemøstlige stater ( Syrien, Saudi Arabien , Libyen, Iran, Jordan o s v) arbejder givet på at undgå en demokratisering af Ægypten - demokrati smitter jo .

Lige p t har hæren magten i Ægypten, og hele det administrative apparat er også som under Mubarak.

Om Ægypten ender som et nyt militærdiktatur eller som et diktatorisk "præstestyre" er nok ligegyldigt for de andre autoritære regimer - de vil bare undgå demokrati for nær sagt enhver pris.

Jeg håber Ægypten får held med at bliove et demokrati.

John Houbo Pedersen

Der er også et spinkelt håb om at mennesker kan se at terrorisme ikke fører til andet end had og frygt. Og at vesten ikke blander sig ved at støtte diktatorer og dermed skabe terrorister der bliver det af afmagt.

Israel er ikke et demokrati da 1,4 mill. Palæstinensere i Gaza og 3,4 mill. på Vestbredden er under Israels juridiktion uden stemmeret og der er yderligere 3,4 million Palistinænsere der ikke kan vende tilbage til dette 'Stor Israel'.

Israel har holdt Palæstinenserne, Mellemøsten og hele verden i en limbo med illusionen om en mulig to statsløsning med en kombination af skiftende skinforhandlinger og agressiv ekspansion.

Der er ingen mulig Palæstinensisk stat da der ikke er noget landområde. Vestbredden er annekteret af Israelske ekstremister og Gaza har blot fået illusionen om selvstændighed uden råderet for at forsinke den omtalte demografiske bombe.

Revolutionen i Egypten bringer ikke 'stabiliteten' i Mellem Østen i fare, men tværtimod håb om at Israel bliver nødsaget til at igangsætte en afvikling af det zionistiske apartheid styre. Dét ville fremme en virkelig stabilitet ikke blot i Mellemøsten, men i hele verden.

John Houbo Pedersen

Det er muligt i alle har ret, men jeg har kun haft dårlige oplevelser med arabere, der er sikkert flinke også, har
bare ikke mødt dem. Ikke alle er terrorister, men de der er er muslimer,selvom de bor i vesten.

Bente Simonsen

"Revolutionen i Egypten bringer ikke ‘stabiliteten’ i Mellem Østen i fare, men tværtimod håb om at Israel bliver nødsaget til at igangsætte en afvikling af det zionistiske apartheid styre.
- Dét ville fremme en virkelig stabilitet ikke blot i Mellemøsten, men i hele verden."

Den sidste sætning siger det hele.
Men jeg har nok svært ved at tro det vil ske.
Der skulle et helt nyt menneskesyn til.