Kommentar

'Bonos fond i mediemøllen'

I sidste uge bragte nyhedsbureauet AP en historie, som hurtigt gav international mediegenlyd. Også herhjemme skabte den overskrifter som 'Bonos fond ramt af svindel – Danmark dropper støtten'
10. februar 2011

Den Globale Fond er en institution, der er viet til at kanalisere offentlige og private donationer til globale sundhedsformål frem for alt til at bekæmpe aids, tuberkulose og malaria.

Den er aktiv i 150 lande og har siden sin stiftelse fordelt 21,7 milliarder dollar (knap 120 milliarder kr.) til programmer for forebyggelse og behandling af sygdomme. Dermed varetager fonden den næststørste tildeling af udviklingsmidler i verden og overgås kun af FN-systemet.

Imidlertid stammer stærkt mediedækkede korruptionsbeskyldninger fra rapporter fra Den Globale Fond selv. Nærmere bestemt fra dens interne revision, som har undersøgt forholdene i 33 af de 145 lande, hvor fonden i dag fordeler tilskud, og fundet, at der her er sket uretmæssige tilegnelser af pengebeløb, der i alt andrager 34 millioner dollar (ca. 185 millioner kr.).

Fondens direktør, Michel Kazatchkine, udsendte straks en erklæring, som tog afstand fra det konstaterede kassesvig. Samtidig lovede han, at man fra fondens side ville »gøre en stærk og beslutsom indsats for at inddrive disse tab«.

Dog, pointerede han, bør man holde sig for øje, at 34 millioner dollar »blot udgør 0,3 procent« af det samlede beløb på 13 milliarder dollar (72 milliarder kr.), som Den Globale Fond har udbetalt til lande verden over. Men da de tilgængelige oplysninger er mangelfulde, og undersøgelserne uafsluttede, kan vi reelt ikke vide, om 34 millioner dollar er meget eller lidt eller repræsentativt for samtlige lande.

Straffes af donorlande

Ej heller kan vi vide, om fonden forvalter sine penge bedre eller ringere end andre donororganisationer.

Det er ikke den korruption, vi kender, der er problemet, men den korruption, vi ikke kender.

Det er ganske vist næppe realistisk at forvente, at korruption helt kan elimineres i nogen organisation, der fordeler tilskud på millionvis af dollars. Afgørende er det derfor snarere at få indført og fulgt de procedurer, der kan afsløre korruption, identificere de ansvarlige og retsforfølge dem.

Men selv om fonden vitterlig har gjort en indsats for at fremme offentlig gennemsigtighed og ansvarlighed, straffes den nu af flere donorlande: Danmark, Sverige og Tyskland har således suspenderet deres bidrag til fonden i lyset af de seneste korruptionsanklager. Hvor mange andre donororganisationer fremlægger interne revisionsrapporter på deres hjemmeside?

Tilbagetrækningen af lovede donormidler vækker da også udbredt kritik: Bl. a. har AIDS-Fondet skrevet et åbent brev til Søren Pind med en anmodning om, at fonden får sine penge tilbage, mens det britiske lægetidsskrift The Lancet har betegnet Tysklands indstilling af sine donationer som »en symbolsk pr-øvelse.«

Hvordan kan sløjfning af midler til bekæmpelse af global sygdom være god pr?

Ville verdens nyhedsmedier udvise en tilsvarende stor interesse for historier om korruption i FN eller Verdensbanken? Næppe. Den Globale Fond er imidlertid påhæftet prædikatet støttet af berømtheder, og næsten ingen nyhedshistorie om denne seneste korruptionssaga har undladt at henvise til den irske rockstjerne Bono og den berømte filantrop Bill Gates.

Fulgte desværre appellen

Berømtheder er gode til at skabe opmærksomhed og vække følelser. Siden Bono og Bobby Shriver i 2006 lancerede initiativet Product Red for at rejse penge fra forbrugerne til støtte for Den Globale Fond, har institutionen nydt godt af øget mediesynlighed.

Men nu har den oplagte medievinkel, som består i at sammenknytte en mulig dårlig forvaltning af internationale bistandsmidler med globale berømtheder, skabt en voldsomt forøget negativ omtale for fonden.

Nu vil hele verdensoffentligheden vide, hvad der dog sker med Bonos Fond.

Men som så ofte med kendisbaserede historier giver APs nyhed faktisk meget ringe indblik i, hvad der i virkeligheden foregår i Den Globale Fond, eller i de lande, hvor den virker.

Alligevel har opfordringerne til at skride ind imod pengemisbruget en stærk følelsesmæssig appel. Desværre har nogle af de vigtigste donornationer fulgt denne appel, måske uden at overveje de mulige konsekvenser i form af en generelt reduceret gennemsigtighed omkring fordeling af bistandsmidler.

Lisa Ann Richey er professor i International Udvikling på Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet
Stefano Ponte er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier
Til marts udsender de bogen Brand Aid: Shopping Well to Save the World på forlaget University of Minnesota Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu