Klumme

De brændende glemte spørgsmål

Forbløffende tv-journalistisk tilbageholdenhed med dybdeborende og moralsk perspektiv
Man begriber, hvor langt ude vi er, når Bertel Haarder uden at blinke fremhæver, at han jo er valgt, det er journalisten ikke.

Man begriber, hvor langt ude vi er, når Bertel Haarder uden at blinke fremhæver, at han jo er valgt, det er journalisten ikke.

Claus Fisker

Debat
26. februar 2011

»Med dovne danske drømmesyn/ man ej beton kan vælte/ men ordet kan slå ned som lyn og gøre skvat til helte!/ Som øjenåbner, sjælespark/ skal ånden genoplives og selvgodhed fordrives« (Bertel Haarder).

Forfatteren til ovenstående lyriske mageløshed, lånt fra Højskolesangbogens nr. 385, besværede sig i et indlæg forleden over at journalisterne stiller så irriterende spørgsmål at han nå ja, at han altså lukker ting ud, som mildt sagt hører hjemme i andre munde end ministres. Haarder jamrede over at politikeres fejltrin foran kameraet gentages i ét væk, mens journalisterne klipper deres egne ud. Det sidste kan diskuteres: Hvis journalisterne klipper deres tåbeligheder ud, hvad er det så de udsender?

Haarder beklager ikke at blive spurgt om det han vil/kan svare på. Forståeligt. Hvem vil ikke gerne det? Det Haarderske gemyt mener jo ufejlbarligt at gøre det gode, som folk vil indse, når blot han får lov at forklare på egen præmis. Haarder synes styret af fast overbevisning om hjemmegroet ret til riget. Hvorfor så denne mistro og mistænkeliggørelse? Hvortil disse intimiderende mellemspil?

Så meget må man lade den furiøse mand at gængs spørgepraksis i de elektroniske billedmedier er degenereret til indhentning af bits. Den metode kan selv med den bedste vilje ikke opfattes som interviews. Faktisk er det et par generaldirektører siden at tv-nyhedstjenesterne afskaffede det klassiske kritiske spørgende indslag, hvor ansvarlige blev holdt fast på udsagn og handlinger og spurgt i bund om sagerne.

De korte udtalelser i den rådende redaktionelle praksis indhentes næsten udelukkende ved præsenter- bakkespørgsmål. Præcis sådanne, der af andre grunde end det dybdeborende, for nylig (igen igen) hensatte Haarder i berygtet raseri. Journalisten blev jo ved, fordi svaret i den slags indslag skal passe nøjagtigt ind i en sammenpuslet kontekst, hvortil journalisten skaffer brikkerne. En sådan proces med fastlagte formål kan tage sin tid at få i kassen. Det fremgik af forløbet som altså betød at en utålmodig minister, ydermere stiktosset over et uventet kritisk, men naturligt spørgsmål om en sær forvaltningsmetode i ministeriet, ikke fik sin lune risengrød. De fleste havde som Haarder ønsket plageånden hen hvor peberet gror, men jo nok behersket sig.

Fremgangsmåden bag interviews af den art hænger sammen med tv-ledelsernes afskrivning af kritik som parameter i nyhederne. Disse skal for enhver pris bevæge sig indforstået inden for magtrationalets rammer. Hvilket igen hænger sammen med en efterhånden fasthamret opfattelse af det tv-journalistiske som hjælpefunktion for det politiske, som igen hænger samen med journalisters og spindoktorers færden i et fælles miljø. Det opfattes som gotisk at mene det modsatte. Journalistens rolle er i første række fødselshjælperens og formidlerens frem for den kontrollerende kritikers. Man begriber hvor langt ude vi er, når Haarder uden at blinke fremhæver at han jo er valgt, det er journalisten ikke. Journalisten har således en begunstiget position og kan skalte og valte i modsætning til den arme politiker der ganske vist har noget at skulle have sagt, men jo kun gør det gode, og forhindres i at forklare sig af visse journalisters selvgodhed. Som altså skal fordrives ved sjælespark.

Ikke parate til valg

I en sådan kultur under stadig udvikling, og hvor forestillingen om pressen som fjerde magt, i hvert fald hvad angår de elektroniske medier, fortoner sig, dannes former og mønstre der definerer mentaliteten i miljøet og folkestyret.

I debatten om undersøgelser af ejendommelig og direkte ulovlig forvaltning i flere ministerier har politikere, der af visse årsager ikke er interesseret i at noget undersøges, udviklet de særeste begrundelser for at frede den regering, de vel selv håber på at blive del af. Simon Emil Ammitzbøll (LA) blev for eksempel spurgt, hvorfor han ikke vil støtte en uvildig undersøgelse af Rønn Hornbechs forvaltning? Ammitzbøll kunne i overensstemmelse med noget der mere ligner sandheden have svaret: Jamen, det skal ikke undersøges, vi i LA er nemlig ikke parate til et valg. Vi herser med de badegæster, vi har fisket ind som folketingskandidater, så de ikke kvajer sig, og vi skal også lige kringle et par annoncer mere fra Saxo Bank. Derfor! Et sådant svar ville være ærligt. Sporene skræmmer hvad angår uprøvede folketingsgruppers omvandrende huller i hovedet, og LAs gruppe er i så henseende ingen undtagelse. Men i stedet svarer Ammitzbøll strengt at man vil afvente ministerens svar. 14 dage får hun nu. Til ministerens undersøgelse af sig selv.

Den håbefulde ungersvend burde i den bedste af alle verdener svede tran under journalistens stædigt opfølgende spørgsmål: Hvorfor fanden afvente Rønn Hornbechs undersøgelse? Konen har jo selv sagt at sagen »aldrig« bliver opklaret. Når hun ikke kan levere en forklaring, er dette vel noget nær det bedste argument for at andre må finde den for hende! Hvordan bærer Ammitzbøll sig dog ad med at anskueliggøre sit afslag på at give den nødvendige stemme for en undersøgelse uden af dø af grin! Hvordan undgår journalisten samme skæbne?

Uvildige undersøgelser

Dansk Folkeparti har konsekvent afvist undersøgelser af kritisable forhold i regeringen. »Det må vi kigge på«, kan Peter Skaarup lige svinge sig op til, og så sker der ikke mere. Men alle ved at samme Skaarup, Kjærs- gaard, Espersen og Thulesen Dahl under et andet flertal vil stille hidsige krav om kulegravning af selv bagatelagtige sager. Med VKOs gennemført negative holdning til opklaring af det mørkelagte bør den uvildige undersøgelse afskaffes ved lov. Det er vanskeligt for ikke at sige umuligt at forestille sig sager der kunne være mere værdige til sådanne studier end den stribe, regeringen og ikke mindst DF gennem årene har afvist. At arrangere undersøgelser i eftertiden kan derfor ikke undgå at være proportionsforvrængning. Hvorledes stiller de ledende VKO-folk sig til denne logiske følge af de afviste undersøgelser? Hvordan vil VKO forholde sig, når de en skønne dag rykker ned på oppositionsbænkene?

Den slags principielle spørgsmål, hvor spørgeren bevæger sig fra det specielle til det generelle og inddrager moral, har for at sige det høvisk ikke megen plads i elektronisk nyhedsvirksomhed. Spørgsmål til politikerens inkonsekvens i udsagn og holdninger har Borte taget. TV 2 kan godt finde ud af at forevige statsministeren i familiens skød, men benytter ikke anledningen til at spørge ham lige midt i frikadellen hvordan han har det med et parti og en regering, hans egen, der først i hånlig magtfuldkommenhed sked hul i miljøet for siden uvarslet at vende på en tallerken, fordi forgængeren skulle stå sig godt i udlandet. Eller hvad han mener om at mennesker et stenkast fra Græsted sidder fast i asyllejrene med mos mellem tæerne. Eller hvordan lever statsministeren med at hans egen finansminister som beskæftigelsesminister begik klare ulovligheder. Eller sygehusene, eller bilagene, eller Rønn, eller vennetjenesterne, eller, eller, eller samt det utal af andre pinlige og grove sager der uden sidestykke karakteriserer VKO-årene.

Når den slags moralske spørgsmål ikke bliver stillet, er det da ikke så sært at Bertel Haarder bliver sur og sadler pegasen og vil have ånden genoplivet og selvgodhed fordrevet.

Men det var så ikke lige dét han mente med det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

Det er noget af det mest præcist rammende, Metz har skrevet i lang tid.
Og det siger ikke så lidt.

De brændende glemte spørgsmål

"Forbløffende tv-journalistisk tilbageholdenhed med dybdeborende og moralsk perspektiv"

Ja, Georg Metz har ret, det er forbløffende - og efter min mening også forkasteligt - at udvise en sådan...nå, ja 'tilbageholdenhed' stillet overfor det, Georg Metz kalder "De brændende og glemte spørgsmål."
Det er meget muligt, at de pågældende journalister er ansporet af frygt for at miste deres arbejde, men så har de truffet forkert valg af job, da det bl.a. - og ikke mindst - er kvaliteter som mod og ærlighed der kræves af medlemmer af den "Fjerde statsmagt."

Spørgsmålet er om medierne ikke leverer det som folk vil have.

Det er patetisk at se den lille Simon Emil (LA) lege politiker - nu i jakkesæt og slips - og give venskabelige råd til regeringen. Den lille Simon Emil har aldrig haft et arbejde i det private erhvervsliv, det er måske derfor han råber og skriger om, at efterlønnen skal afskaffes.

M.h.t. Birthe Rønn Hornbech's "undersøgelse af sig selv" var der på et blokindlæg en glimrende sammenligning. Kunne man forestille sig, at en dommer bad Erik Skov Pedersen om at udarbejde et notat om hans egen økonomi og så lagde dette
notat til grund for, hvilken straf han evt. skulle idømmes ?

@Søren Lom

Jeg kan naturligvis ikke svare for Georg Metz, men selv om TV selvsagt interesserer sig for "hvad seerne gerne vil have," så udelukker det jo ikke muligheden for også at benytte sig af journalistik med det, som Georg Metz kalder et :"dybdeborende og moralsk perspektiv”

Ole, min første tanke var at "folket" måtte straffe de medier som ikke leverede, men bare snakker magthaverne efter munden. Og så var det jeg tænkte, at det måske er det som folk ønsker. Og hvordan kommer man så videre, uden det bare bliver et elitært projekt.

@Søren
Ja, men så forstår jeg, hvad du mener. Men jeg tror nu, at faren for, at en TV journalistik, som de Georg Metz efterlyser, behøver at blive til et 'elitært projekt' er betydeligt mindre overhængende, end faren ved den 'tandløse' form for journalistik som ofte serveres for os. .

Jeg tror, meget er gået skævt siden politikerne lod sig dække af journalister på deres side, "spin-doktorer". Hér startede aftalte scripts og aftalte spørgsmål og ideen om ikke-svar: bare sig det vi har besluttet, du skal sige.
Og senest har det forvirret højesteretsdommere, som tror kildebeskyttelse dækker journalister, spin-doktorer
Andre lande end Danmark har regler, som bedre forhindrer et lignende moralsk morads

@Per Møller

Ja, og forholdene er noget lignende, "Embedded journalism,"hvilket var hvad de i USA kaldte det, når journalister blev fast tilknyttet militære enheder.

Og at der også her var tale om “Forbløffende tv-journalistisk tilbageholdenhed med dybdeborende og moralsk perspektiv” behøver vist ikke at understreges.

Henning Pedersen

Søren Lom, medierne kan vel ikke rigtig vide om det er det folk vil have. Folk får det medierne sender og her er journalisterne en del af pakken. Jeg tror at mange foruden mig selv, tit sidder og overværer en eller anden journalist med en mikrofon, stille spørgsmål i forbindelse med et eller andet emne og man sidder afmægtigt og råber til skærmen, "jamen så stil dog for helvede spørgsmålet", men nej, det virker nærmest som om man vil skåne seerne, for alt for kontroversielle spørgsmål til diverse kombatanter. Jeg så i dag programmet "Mogensen og Kristiansen", hvor de havde Birthe Rønn Hornbech som gæst. Hold da kæft en gang tomgang, hvor ministeren bare fik lov til at plapre løs, om vind og vejr inden for forvaltningslovgivning, nærmest uden at trække vejret og studieværterne var vel nærmest målløse og fik ikke meget af deres agenda igennem. I sådanne tilfælde bør studieværten gøre seeren opmærksom på at ministeren udelukkende, tilsyneladende, ønsker at snakke udenom.

Henning, du har ret, jeg er bare kommet videre end at råbe til TV-skærmen, jeg er holdt op med at se TV-journalistik, det er for deprimerende. Og det er vel den eneste måde at ændre tingene, hold op med at se på det.

Det som DR i denne weekend har blæst op fra Copenhagen Consensus, opfatter jeg som bestilt arbejde og ukritisk leflen for bestemte synspunkter og spekulative problemstillinger.

Jeg håber på mere kritiske udlægninger senere. Måske information vil berette historien og specielt navn og status på de medvirkende..

Vi kan sagtens uden at tale ned til vores medmennesker ønske os flere tænder og mere bid i medierne. Hvad folk vil have..? Jammen hvad er der at vælge imellem? Vi har jo ingen veldrejede kritiske nyheder om relevante emner at holde nutidens mikrofonholderi op mod.
Nuvel:
Igen Metz i topform. Man kunne ønske sig, at Metz også skrev og sendte dine ting til fagbladenes redaktioner - små og store bidder: godbidder.
Jeg er så fri at tænke, at de folk jeg til dagligt taler med - og som ikke ved at Information findes - at de meget vel kunne tænkes at synes godt om at få lov at kigge i Metz' noter til tidens skræmmende gang.

At kritikken er gået fløjten er også sket siden der kom konkurrence indenfor tv-nyhedsformidlingen. Konkurrencen affføder at journalisterne opfører sig som de tror andre godt kan lide, i mange tilfælde på bekostning af sandheden.

At være sig selv, at stole på sin egen kritiske sans, i samarbejde med sine kollegaers, er forduftet lidt. Et humanistisk oplysningsideal er stadig mere nødvendig end nogensinde. Især hvor magten og pengene konkurrerer.

Er fremtiden: Mere personlig ærlighed kombineret med denne høflighed?
For kritisk journalistik kan være meget ophidsende, især i disse reality-tv tider, hvor det private mere og mere bliver vist på åben skærm. Og derfor forøges følsomheden.

Camilla Brodersen

Nej, Søren. Vi skal ikke slukke for TVet og lukke øjnene. Vi skal derimod insistere på, at niveauet bliver hævet, og vi skal gøre det uden at skamme os!

Vi skal turde blive mødt med fornærmede tilråb, der kalder os elitære, og vi skal ignorere dem.
Vi skal gøre op med den fordom, at dannelse er noget snobberi. Dannelse er en værktøjskasse, redskaber, vi kan bruge til at forstå vores omverden og hinanden med.
Dannelse er ikke noget, vi skal bruge til at slå hinanden oven i hovedet med. Den skal derimod være grundlaget for gensidig forståelse og være vores værn mod undertrykkelse og manipulation, uanset om vi er akademikere eller arbejdere.

Det ubehagelige går ikke væk, fordi vi lukker øjnene. Det går kun væk, hvis vi kæmper imod. Lukker du blot øjnene, bidrager du indirekte til at fastholde tingenes tilstand, og på den måde kæmper du på fordummelsens side. Er det det, du vil?.

John Houbo Pedersen

Tak for artiklen, vær bare klar over at journalisters første prioritet ikke en sandheden men salgbarheden.

Hanne Christensen

Jeg har læst Georg Metz artikel et igen og igen. Skrevet et indlæg og slettet det igen. Hvad er galt? Jo, Georg Metz har ret en del af vejen, men det er alt for pænt.
Er der blot tale om ændret journalistisk spørgeteknik kommanderet oppefra i DR og TV2?
Nej. Hvorfor fik så SF og i særdeleshed Enhedlisten så lidt sendetid, og NA og DF så relativt meget? Altså lige indtil SF meldte sig ind under Socialdemokraternes højrefløjs faner. Den fløj, som et langt stykke af vejen går ind for den såkaldte fair og stramme udlændingepolitik, stramme arbejdsmarkedspolitik, stramme retspolitik, skattestop osv.
Hvorfor blev mikronen først tændt for SF, da S og SF indgik alliancen S-SF.
Hvis der var tale om en tilfældighed, hvorfor har DR og TV2 så valt under de sidste 3 valg at fokusere på præcis de valgemner, som Venstre lagde op til?
Hvorfor er DF igen og igen inviteret til mikrofonen, mens det tidligere var en sjælden fornøjelse at kunne lytte til SF eller Enhedslisten. Jo, af og til hørte man da lidt fra disse partier, men det var sjovt nok omkring de emner, hvor de faktisk var totalt enige med VKO.
HV-ordene fylder for meget til, at DR og TV2s journalistiske indfaldsvinkel alene kan begrundes i spørgeteknik. Den journalistiske linie har været så ensidig, så højtråbende, når det gik godt for regeringen, og så fortiende, når det gjaldt ofrene for VKOs kontroltyranni og besparelser, at der fra min mund lyder et rungende NEJ.
NEJ, der var ikke bare tale om spørgeteknik, men om direkte mikrofonholderi over for VKO og om reel manipulation med befolkningen.

Tak Camilla fordi du forsøget at trække mig ud af vintermørket. Måske det mest konstruktive ville være at befri DR fra politikkerne, så det kan genindtage sin plads som journalistikkens højborg.
Jeg kan konstatere at svensk TV ikke er degenereret i samme grad som DR, så det kan lade sig gøre.

Der skal indføres demokrati i DR, bestyrelsen skal vælges direkte af dem der betaler, og politikere skal udelukkes fra dobbeltmanater.

@Hanne Christensen

Når du bl.a. spørger:" Er der blot tale om ændret journalistisk spørgeteknik kommanderet oppefra i DR og TV2?2" så er jeg sikker på,at dit svar vil lyde: Nej!
Og fordi de eksempler,du nævner jo tydeligt understreger, hvem de egentlige 'afsenderne' må være, får jeg nok ingen "Pulitzer pris" for at hævde, at der her er tale om poltisk indblanding.

Det er naturligvis noget svineri, men da politisk indflydelse ikke er identisk med intelligens, har vi heldigvis - i de fleste tilfælde- mulighed for at komme til at opleve den slags politikere i en selv afslørende udgave af "Moralsk Striptease."