Drop gummiparagraf om ministerbetjening

Læg dumstædigheden på hylden, og drop den forhadte paragraf om ministerbetjening, der risikerer at blive en del af den nye offentlighedslov. Det er afgørende for at sikre åbenhed i forvaltningen
21. februar 2011

I lovforslaget til nye offentlighedslov optræder en paragraf, der har fået os i medierne, andre organisationer og folketingspolitikere til at reagere kraftigt. En paragraf, der undtager en række væsentlige dokumenter for aktindsigt, så længe de kan siges at være til brug for betjening af en minister i den til enhver tid siddende regering: Og hvad kan ikke være til brug for ministerbetjening i en politisk virkelighed, hvor stort og småt kan havne på ministerens bord?

Den foreslåede ministerbetjeningsparagraf, der skulle skaffe embedsmænd og ministre et lukket rum må droppes. Og det samme må den såkaldte politikerparagraf, der alligevel ikke er opbakning til. For ingen af dem hører hjemme i et åbent samfund, hvor borgere og presse skal kunne følge med i de politiske beslutningsprocesser, og ingen af paragrafferne er i øvrigt ønsket af hverken borgere, embedsmænd eller medier.

Omstridt paragraf

Paragraf 24 i lovforslaget om ministerbetjening blev til i Offentlighedskommissionen, der sad i syv år og afgav betænkning i slutningen af 2009. Og paragraffen var helt tilbage i kommissionens kommissorium forudsat som et vilkår for arbejdet der, fordi Justitsministeriet havde fået til opdrag at sikre sig en moderne arbejdsgang, hvor en minister skal kunne orientere sig bredere end tidligere i de forvaltninger, der ligger under dennes ressortområde. Men ministerbetjeningsreglen skulle have haft en helt afgørende modvægt i andre paragraffer, hvor borgere og medier gennem indsigt i faktuelle oplysninger og interne faglige vurderinger, som ikke hidtil har været omfattet af åbenheden, skulle kunne følge en sagsbehandling eller tilblivelsen af en politisk beslutning.

Straks efter lovforslagets fremlæggelse tog Justitsministeriet på urimelig vis mediernes og civilsamfundets repræsentanter i kommissionen til indtægt for, at der havde været enighed om den centrale paragraf om ministerbetjening samtidig med, at alle dissenser blev negligeret. Dernæst har ministeriet senest med svarene på spørgsmålene til retsudvalget vist, at det slet ikke følger tankegangen om mere åbenhed, tværtimod.

Mørklægning

Måneders debat om ministerbetjeningen har ført til, at emnet har fået maksimal opmærksomhed og er utvivlsomt hovedårsagen til, at 2. behandlingen af lovforslaget nu er udskudt, og at der tidligst kommer en betænkning efter, at retsudvalget har været på studierejse til Norge og Finland for at se på offentlighedslove der.

Retsudvalgets åbne høring den 26. januar på Christiansborg viste også, at justitsministeren havde svært ved at forklare, hvorfor der overhovedet er behov for en paragraf 24. Samtidig understregede embedsmændenes repræsentant, at åbenhed om embedsmændenes arbejde skaber legitimitet, politisk neutralitet og effektivitet. Hertil kommer, at to professorer dybt inde i stoffet havde to forskellige udlægninger af paragraffens betydning. Der er derfor grunde nok til, at politikerne lige så godt kan droppe ideen om en paragraf, der blot vil føre til mere mørklægning.

Skræmmende er det også, at der samtidig med debatten om paragraf 24 nærmest har været tavshed om den såkaldte politikerparagraf, nemlig paragraf 27, der giver mulighed for at lukke ned for aktindsigt i dokumenter, der udveksles mellem Folketingsmedlemmer og ministre i forbindelse med det lovforberedende arbejde. En sådan undtagelsesbestemmelse vil lukke ned for udveksling af dokumenter mellem to statsmagter, den udøvende og den lovgivende. Det er et bekymrende forslag, fordi Folketinget i dag vedtager stadig flere love ved forlig, hvor en del af grundlaget vil blive mørklagt som følge af netop undtagelsesbestemmelsen. Det vil være at sætte dansk demokrati årtier tilbage.

Midt i processen om den nye lov er der dog grund til at rose den politiske proces om offentlighedsloven, for vi har oplevet, at der er kommet redelige svar fra Justitsministeriet på centrale spørgsmål vedrørende ministerbetjening, at de retspolitiske ordførere har taget behandlingen særdeles seriøst, lyttet til de mange repræsentanter, der har ytret sig, gennemført en åben høring og som nu vil foretage yderligere studier.

Med en sådan fortsat tilgang er der håb om, at vi alligevel får en tiltrængt ny offentlighedslov med blandt andet aktindsigt i helt eller delvis ejede offentlige selskaber, en lettere adgang til aktindsigt uden at skulle fortælle præcis, hvilket dokument, man ønsker at se og med bedre muligheder for anvendelse af det digitale værktøj - men uden de forhadte paragraffer.

Mogens Blicher Bjerregård er formand for Dansk Journalistforbund

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Borregaard

En minister er en tjener, og borgerne er hans arbejdsgiver. Derfor skal befolkningen kunne kontrollere ministre og deres embedsmænd.

Troværdighedsbarometeret viser dog, at politikkernes hører til i den kolde ende, som følge af, at befolkningens tillid til politikkerne kan ligge på et meget lille sted.

Politik er et ”brutalt” erhverv, og det skal foregå for åbent tæppe, ellers ville meningen med demokrati, forfalde.

Dette må ikke glemmes. Det er solidariteten samt fortolkningen af underkastelsesgraden i Grundlovens § 75, stk. 2 som er grundstenen, for velfærdssamfundets hus.

Ej heller må glemmes, som artiklen så udmærket fortæller, Regeringens "seneste" stunt, forsøget på, at lukke for gennemsigtigheden gennem en revision af offentlighedsloven, syv års arbejde. Et lovforslag, specielt paragrafferne 24 samt 27, som hvis de gennem afstemning opnår flertal, vil indebære, at ministre og deres embedsmænd fremover selv kan bestemme om offentligheden kan få aktindsigt i deres interne dokumenter.

Justitsminister Lars Barfoed, betegner lovforslaget som værende næsten en grundlov for den offentlige forvaltning. Tja, måske det er en god idé at acceptere forslaget, Jesper Tynell havde ikke fået Cavlingprisen i 2009, hvis Hjorten samt hans embedsmænd havde kunnet klassificere de misvisende beregninger som interne arbejdsdokumenter. Vi havde nok heller ikke fået nogen Tamillsag m.fl - På mange områder, er gummiparagraffen, synonym med en Hornbech - tavshed er guld når man har fejet noget ind under gulvtæppet.

Disse sager, samt andre mindre væsentlige uheldige kommenterede ”fakta”, er blot med til at visse, at politikere nogle gange er un merde en bas-de-soie (en lort i silkestrømper).

Danske Lov fra 1683 fastslog, at aftaler skulle holdes, for så vidt de ”ikke er mod loven, eller ærbarhed”;.

Vi forsøger os lige med en lille Berlusconi, for at måle naturens temperatur.

De omtalte paragrafer i lovforslaget, er på mange områder i strid med almindelig hæderlighed og rimelighed, og svarer vel til formuerettens generalklausul i Aftalelovens paragraf 36 fra 1975, hvilket må indebære, at paragraferne, er udtryk for en ugyldighedsgrund, dog med omvendt funktion, nemlig at beskytte magthaverne ved, at gøre aktindsigt umulig, som en gyldighedsgrund ved behag.

Hvordan skal man hvis offentlighedsloven bliver vedtaget, fange dem der gør uret? Et fintmasket nets funktion, er det samme som et kontrolsystem, og er til for demokratiet. De omtalte paragrafer, gør det dog sværere for dem som fisker, at fange torsk.

Paragraferne samt lynbehandling af love ”sprænger” sku på godt gammelt dansk formålet med rettidig omhu. Det er lidt ligesom mobberne, som for første gang får bank i skolegården, så løber de til lærerne og beder om hjælp, i dette tilfælde symboliseret ved regeringens ønske om en ændring af offentlighedsloven.

Hvad ærbart ligger der i, at begrænse adgangen til ministeriernes betjening, og hvori ligger politikkernes ret til at detailstyre de spørgsmål de må stilles af journalister og til debatter? Vi ved godt hvorfor Berlusconi forsøger at gemme sig bag loven, hvad har politikerne at skjule, ud over det der endnu ikke har set dagens lys, og højst sandsynligt aldrig kommer til det, fordi de gulvtæpper de er skubbet ind under, for længst er udskiftet, grundet pladsmangel.

Mogens Blichers` artikel er udmærket, belyser noget relevant, nemlig tavshedens pris og den slukkede mikrofon - det mest rammende er, at uden håb kan vi ikke danse - spørgsmålet er dog hvordan det ender, er politikerne i den sidste ende, villige til at stille op til dans med befolkningen uden at forsøge, at skjule sig bag det mak(rækværk) som paragraferne er udtryk for?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hugo Barlach

Så melder Journalistforbundet klart ud i debatten.

Som i Information allerede har været repræsenteret af en pæn klat af stemmer for den helt afgørende instans i problematikken, nemlig offentligheden selv.

Og kravet i den forbindelse har i langt overvejende grad været, at få demonteret dét makværk, som L 90 har været et beklageligt udtryk for (sammen med justitsministerens forslag til ny forvaltningslov, i øvrigt).

Så offentligheden hár faktisk også selv taget stilling og generelt forkastet VK-forslaget med en ofte indgående kritik af forsøget på at afvikle transparencen i Statsforvaltningen. Samt den negative konsekvens for det traditionelt åbne og aktive danske demokrati.

Man har for nylig med Integrationsministerens uforståelige afslag på at offentliggøre en undersøgelse internt i Ministeret af de statsløses situation omkring en ulovlig praksis i Integrationsministeriet (som samtidig yderligere er blevet forholdt Folketinget); fået en ganske uhyggelig forsmag på, hvad Lars Barfoeds forslag betyder, såfremt det går igennem over det siddende VOK-flertal, der ikke har udvist nogen form for akceptabel blusel på offentlighedens vegne, når det gælder de liberalt-ideologiske kæpheste.

Tværtimod forekommer det temmeligt åbenlyst, at man i alvorlig grad roder med de grundlæggende magt-principper her til lands uden at vedgå, at offentligheden af gode grunde er blevet en tydelig belastning for samme VOK-flertal.

Samt at manøvren faktuelt går ud på under ly af mørklægning at skille sig af med princippet om, at magt-forholdene på erfaringsbasis hár et fornuftigt behov for en rimelig kontrol, der ikke tager udgangspunkt i magten selv, men netop i den artikulerede erfaring af dens konsekvenser uden en sådan balancerede instans.

Det er imidlertid glædeligt, at Journalistforbundet åbent bekender sin naturlige forankring i den instans, som offentligheden selfølgeligt udgør for folkestyret. Alt andet ville såænd også undre. Ikke mindst for et kommende alternativt flertal. Der i sine udmeldinger da også har lagt afstand til at snige magt-relationerne udenom offentligheden.

Der er åbenbart kun VK-løvernenes selvhøjtidelige opfattelse af, at den liberale ideologi på spinvilkår skulle kunne erstatte det tomrum, som en vingeskudt offentlighed efterlader sig, at man ikke ser nogen problemer med, dels forsvaret for det nuværende åbne og gennemsigtige demokrati, dels fortsættelsen af udviklingen af den moderne demokratiske værdimasse.

Man kan kun stille sig undrende overfor, hvad det egentlig er for nogen forestillinger, som VK læner sig hjemevant opad DF med. Men under alle omstændigheder er de klækket i en tankemasse, som ikke er afstemt med hverken udbygningen af den nuværende tradition eller med den offentlighed, som man tydeligvis ønsker sig hen, hvor pebberet gror. Forslaget stiller ubehageligt nok DK på linie med Italien, Hviderusland og Ungarn i Europa, samt de stater i tredielande, som kendetegnes af magtrelationer, som ikke respekterer befolkningerne. Selv i den relativt lukkede arabiske verden har begivendederne vist, at offentlighederne ikke akcepterer at blive fejet af.

I en moderne verden må DK nu også påtage sig at protestere imod en udvikling, hvor de gældende magt-relationer presser udviklingen baglæns imod lukkede tilstande - og i DK's eksempel helt unødvendigt.

Erfaringen af de seneste ti år komprimeres i L 90 på vilkår, som den borgerlige presse ikke har bidraget til en fornuftig erkendelse af. Så stor tak til Information for den stædige omgang med emnet...

Med venlig hilsen

anbefalede denne kommentar