Kronik

Dyr støtte til diktatorer

Ukritiske diplomatiske relationer til Mellemøstens magtmænd har muligvis gavnet oliepriserne og dansk eksport. Men på lang sigt har de kostet os dyrt. Vi har både givet køb på vore egne frihedsværdier og på muligheden for at opbygge netværk med landenes kommende magthavere
Debat
26. februar 2011
Ser man stort på menneskerettighederne for at beskytte eksporten af fetaost, slår udenrigspolitikken med sikkerhed fejl.

Ser man stort på menneskerettighederne for at beskytte eksporten af fetaost, slår udenrigspolitikken med sikkerhed fejl.

Joy Skipper Food

Den danske ambassadør i Iran tager telefonen. I den anden ende hører han udenrigsministerens stemme hjemme fra København: »Selvfølgelig skal han have asyl,« siger hun. Tonen er bestemt, og der er ingen tvivl. Ambassadøren ånder lettet op. Han tager sin jakke, sætter sig ud bilen og drager af sted mod et hemmeligt sted i Teherans smalle gader. Det glade budskab skal overdrages.

Året er 2020. En systemkritiker i Iran - lad os kalde ham Hamed - står til dødsstraf i sit hjemland. Siden de demokratiske revolutioner i Egypten og Tunesien, har det iranske styre slået ned med stadig hårdere hånd på kritiske ryster. Hamed kan ikke længere kæmpe sin kamp inden for Irans grænser.

Sammen med sin kone og to børn har han igennem et halvt års tid boet i kælderen hos en god ven. Dagslys er der intet af. Mad og drikke får de på vennens nåde. Og børnene klarer deres rastløshed ved at rulle de to gule legetøjsbiler rundt i det trange rum. Dækkene er næsten tyndslidte. Øjnene er trætte, men ved tanken om dagslys, en gåtur og lyden af børnenes leg i det fri holder Hamed og hans kone håbet oppe.

Den danske ambassadør nærmer sig skjulestedet. En trang sidegade gør, at han må gå det sidste stykke - alligevel løber han. Udenrigsministeren har givet grønt lys, og Hamad og hans familie kan endelig se frem til et liv i sikkerhed. På vej ned ad kældertrappen strejfer tanken ham: »Hvad ville der være sket den lille familie, hvis det her var for ti år siden?«

Tilbage i 2011 måtte en dansk ambassadør ikke selv tage initiativ til at få dødsdømte systemkritikere ud. I dag er det heldigvis anderledes. I dag er ambassaderne pålagt at gøre det. Han banker på kælderdøren.

Hameds eksempel er måske tænkt, ja, men ikke usandsynligt. Der er mange som ham. Deres ytringsfrihed knægtes. Faktisk risikerer de livet ved at tale om deres politiske overbevisning.

I fremtiden håber jeg, at Danmark bliver bedre til at hjælpe personer som Hamed. Personer, der ikke kan hjælpes i nærområderne. Personer, som kæmper for deres folks frihed, men ikke længere kan gøre det fra deres eget land. Personer, som kæmper med livet som indsat for de frihedsrettigheder, vi andre tage for givet. De skal have vores hjælp og støtte. Også inden de er blevet stærke nok til i fuld offentlighed at rejse sig mod det diktatoriske regime, som holder dem nede.

Støt de progressive

Vi behøver ikke tage flere flygtninge, end vi allerede har forpligtet os til. Men vi skal turde skabe en asylpolitik, en udenrigspolitik og en udviklingspolitik som - fordi den støtter og beskytter progressive kræfter - ikke kun er til gavn for de heldige udvalgte, men for hele befolkningen i de lande, flygtningene kommer fra.

Hvis der er en ting, man kan være næsten sikker på - så er det, at diktatorer og udemokratiske regimer forgår over tid. Men hvad der afløser dem, og hvor de nye magthavere kigger hen i jagten på støtte og inspiration, afhænger i vid udstrækning af hvordan vi reagerer på den nuværende situation i Mellemøsten

Når befolkningerne gør op med deres diktatoriske regimer, skal støtten til progressive kræfter i Egypten, Tunesien, og Libyen være massiv - og hurtig. Men endnu vigtigere er de signaler, vi sender til befolkningerne og moderate kræfter i lande som Iran, Kina og Saudi- Arabien. Også her skal det være tydeligt, at vi er på deres side, på folkets side - ikke på de undertrykkende magthaveres side. Ikke på nuværende og ikke på kommende diktatorers side!

Hvis jeg var udenrigsminister, ville vi føre en udenrigspolitik, hvor Danmark kompromisløst talte imod brud på menneskerettighederne. En udenrigspolitik, hvor vi ikke plejede ukritiske diplomatiske relationer med diktatorer og udemokratiske ledere, fordi det pynter på handelsbalancen på kort sigt. Ingen flatterende kommentarer om styret i Bahrain. Ingen officielle ordener til verdens diktatorer.

Minus på lang sigt

Kort sagt: Der skal ændres i prioriteringerne. Naivt, vil nogen måske sige - politisk uigennemførligt. Men jeg er uenig. Lodret uenig. For hvad er de langsigtede konsekvenser af den politik, vi fører i dag?

Da Saddam Hussein, en nu så udskældt eks-diktator, brugte giftgas imod den kurdiske befolkning i Nordirak, prioriterede udenrigsministeren ikke en markant kritik af det irakiske styre. Tværtimod plejede man relativt venlige relationer til den olierige stat, blandt andet gennem officielle statsbesøg. Det var en forkert prioritering.

På kort sigt har det muligvis sikret Danmark adgang til lukrative handelsaftaler, men hvad har det ikke kostet os i menneskeliv og krigsmateriel at udkæmpe en langstrakt krig i Irak? Vi kan selvfølgelig aldrig vide med sikkerhed, om krigen kunne være undgået. Men der er ingen tvivl om, at chancerne havde været større, hvis vi havde støttet en intern demokratisk opposition og arbejdet for en gradvis transition af regimet.

Forhåbentlig har Danmark allerede om få måneder igen en regering, der vil være med til at påtage sig et globalt ansvar og række hånden ud til systemkritikere og frihedskæmpere, der risikerer livet for demokrati og medindflydelse på eget liv. Forhåbentlig har vi også en regering, der kæmper for menneskerettighederne og markerer sig skarpt over for regimer, der ikke gør nok. Når det kommer til menneskerettigheder, skal vi i et Danmark anno 2020 ikke længere gå på kompromis.

Tom retorik

Regeringen har siden 2001 præsenteret sig som forsvarer af ytringsfrihed og de grundlæggende menneskerettigheder. Men samtidig har man systematisk set igennem fingre med alvorlige menneskerettighedsovergreb i andre lande. Også i lande vi har nære relationer til.

Vi har med andre ord en regering, hvis handlinger sætter spørgsmålstegn ved menneskerettighedernes universalitet, mens de ser igennem fingre med, at stoltheden over at have et dannebrogsflag på sin rejserygsæk er forsvundet. Ja, mange steder i verden er det direkte farligt.

Regeringens udenrigspolitik er ikke bare kortsigtet, men også uklog. På den lange bane er det nemlig ikke problemfrit, at Danmark - eller andre for den sags skyld - tilsidesætter menneskerettighederne og internationale organisationer af hensyn til kortsigtede taktiske overvejelser. Tværtimod!

For hvordan skal vi kunne promovere menneskerettigheder i Kina eller Iran, når vi samtidig støtter diktaturer i andre lande eller sender danske soldater i krig på falske forudsætninger? Hvem vil tage os alvorligt?

Danmark er et lille land, som ikke kan eller skal gennemtrumfe en dagsorden alene. Derfor har vi så meget desto større interesse i at understøtte de internationale organer som FN-systemet, hvor vi får mulighed for at udøve indflydelse uproportionalt til vores ringe økonomiske og militære vægt.

Vi oplever i øjeblikket, at det kan lade sig gøre at gå forrest og gøre en forskel. Det viser kampen for klimaet f.eks. For bare 25 år siden var klimaet i international sammenhæng groft sagt noget med et blåt flag på Balka Strand og en vindmølle på en mark uden for Holstebro. Dengang var klimaet ikke noget, man talte højt om. Men ved COP15 mødtes mere end hundrede statsledere og hele den samlede verdenspresse i København. Den kamp er ikke vundet endnu. Men den er heller ikke ovre endnu.

Over de næste 10 år skal menneskerettighederne sættes på den internationale dagsorden - og hvem ved? I 2020 huser København måske endnu et topmøde.

>Kamal Qureshi er SF's menneskerettigheds- og udviklingsordfører

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kamal Qureshi har helt ret I at det kan blive meget dyrt for Danmark og EU med accept af diktatoriske styreformer. Hvis der udvikler sig borgerkrig i Libyen, kan EU ikke længere undslå at give politiske asyl til politiske flygtninge fra Libyen og måske andre lande styret af diktatorer.

Vesten har støttet disse diktatoriske styrer for sikre ”stabilitet” i denne region, for at sikre olieforsyninger til vesten. Vesten har støttet disse regimer med direkte økonomiske støtte og samhandel med firmaer der er ejet af diktatorerne. Vi har ganske simpelthen vendt det blinde øje til hvad der er sket i disse lande.

Det kan også blive dyrt for nogle politiske partier, der har ført had kampagner mod folk der har islam som religion. Nu viser det sig, at det er folk med islam som religion, der kæmper den hårdeste demokratiske kamp. DF gør alt hvad de kan for at ligge islam for had. Nu bliver det totalt forvirrende, når det er folk der tror på islam, der står i front for demokratiet, og med livet som indsats.

DF hovedsag som kamp mod islam, er og bliver en taber sag. Vesten kan ikke være bekendt med denne direkte og indirekte støtte til disse arabiske styrer, og kan heller ikke være bekendt med den islamfobi der er herskende.

ja det skal der nok være noget om, hvis man prøver at sætte sig i den menige mands spor i mellemøsten, har de nok nemmere ved at se det hykleriske i at lande som kalder sig selv demokratiske lande som kæmper for universal frihed alle steder, støtter anti-demokratiske regimer i mellemøsten som de skal leve under, og hvis de brokker sig, får de en kinesisk-omskoling-light.

Dobbeltmoralen må stoppe et sted og anstændigheden må tage over, de demokratiske værdier og menneskerettigheder må og skal ikke ofres i mellemøsten så vi kan få billig olie, selvom det er surt at sku af med mere for benzinen hva så?, det er den pris vi skal give for at få demokrati i mellemøsten, og ikke bare et pseudo demokrati for så er folk dernede lige dårligt stillede som før og det vil bare føre til endnu mere uro.

Jeg forstår ikke rigtigt det dér med olien, som vi jo er mere end selvforsynende med - er vi ikke?

ja Peter det kan godt være at Danmark er det men det er resten af verden ikke nødvendigvis, tror du at jeg snakker om at Danmark har ført imperialistisk korstog for verdens olie ressourcer ?

Christian Holm

Jeg tænkte nok jeg tidligere havde læst den fuldstændige dilettantiske og 007-agtige opfattelse af hvordan udenrigstjenesten (og procedurer i forhold til asylpolitik) burde fungere.

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE894832/hvis-jeg-var-udenrigsminister/

Udover ønsket om at natkikkerter øjensynlig skal være standardudrustning på de danske diplomatiske repræsentationer i fremtiden, er Qureshis forståelse af udenrigspolitik ikke prangende. Parallellen til klimapolitikken er forvrøvlet, og SFs seneste udmelding om at Danmark på eget initiativ skulle indsætte orlogsfartøjer som hospitalsskibe i borgerkrigen ( http://www.information.dk/telegram/260496 ) i Libyen en katastrofe. Hvis SF gerne vil besætte udenrigsministerposten i en kommende regering, skal partiet nok ikke hente substansinput fra Qureshi i udenrigspolitiske meldinger – I så fald vil Lene E i bakspejlet komme til at virke uhyre kompetent.

Omvendt er det svært at være uenig i Qureshis kritik af den siddende regerings udenrigspolitik, men det ville være befriende at læse SFs bud på en ny politik. Eks. Hvordan sikres et aktivt FN? Behøver Danmark overhovedet et FN mandat før Danmark kan gå i krig? Hvordan håndterer vi kritisable ”indre anliggender” hos fremmede nationer? Hvornår går vi fra ”kritisk dialog” til sanktioner?

Anders Fogh har været en udenrigspolitisk katastrofe for Danmark og der er i den grad brug for et sporskifte. Men det kan ikke alene bygges på velmenende lommeuldsbetragtninger og Søg-og-erstat kronikker.

Jomen, hvad kan man forvente af en borgerlig regering, hvis udenrigspolitik er synonym med en bekvem tankeaflastning? Samt en oversøisk reference til ansvarspådragelsen. Som om DK ikke kunne vælge sit eget selvstændige standpunkt? Det hár man jo præsteret førhen. Og som vel at mærke kunne holde os fri af problemerne med at overholde de væsentligste internationale konventioner, som det kniber gevaldigt med for øjeblikket.

Og udtrykket for en blåstempling af anliggendet er jo gentaget til ulidelighed: "hensynet til 'vores' vigtigste alliancepartner, som vi ikke for nærværende har grund til at mistro". Men jowtak, det skvalder er man jo nærmest kommet til at forvente som automatreaktion fra de implicerede ministre.

Sagen er, imidlertid, at der ikke ér nogen betydelig substans i udsagnene. Man lægger sig ned på forhånd fra regeringens side, og har da heller ikke en tøddel at skulle have sagt i sammenhængen. Men tilsyneladende heller ikke nogen alvorlige indsigelser på trods af, at der indføres det ene forbehold efter det andet, når det drejer sig om konventions-forholdene.

Forstå det hvem den kan. Dansk udenrigspolitik er for tiden deponeret i forholdene omkring krigsindsatsen i Iraq og Afghanistan, i NATO og benovelsen over generalsekrætærtitlen og i, hvor amerikansk udenrigspolitik tilfældigvis fører hen (tilfældigvis fordi CIA heller ikke forudså opgøret i den arabiske verden).

Altså i realiteten fortsat grundlagt i sit mangeårige traditionelle Napoleon-syndrom, som foreskriver, at en stædig og indædt benægtelse af fakta, er den eneste rekurs, når man ikke selv magter at begribe, at der er mulige alternative positioner for DK's internationale status som medspiller.

Magt-relationerne er for den siddende Regering blevet til en relation indadtil i samfundet. Som nu snarere handler om at mistænke al opposition for at være en udgave af 'kommunisme', som man end ikke kan præstere en artikuleret forståelse af, end om at markere DK som et internationalt aktiv med egen udenrigspolitisk agenda. Også her er Regeringen gået alvorligt i stå på vilkår, som ikke rummer blot en enkelt nyhed, når man anskuer den historisk eller idehistorisk. Ukuelig måske, men ikke sej eller bare en kende åben for de realistiske muligheder, som en moderne verden tilbyder...

Med venlig hilsen

Hvor er det billigt at score point ved at fremmedgøre Iran. Især når det kommer fra Qureshi. Er det den nye "Nasser" i spring?

Jeg forslår at du næste gang, ligesom resten af din "tanke", vælger at lade være med at nævne en bestemt land. For ser du, det er kritisabelt at mens mange arabiske lande er i oprør, pga det elendighed "danske ambassader" og lig. andre ambassader har påført dem, at du vælger lige netop Iran som centrum i dit tekst. Lige det land hvor "ambassader" gør det de faktisk skal og ikke influerer holdninger i de pågældende lande.

Men måske skal man som en politikker nu om dage spille efter reglerne andre stater har påbudt os.

Hvad der virker mærkværdigt er at Qureshi ikke nævner Pakistan, hvad er hans holdning til det?

Eller hvad med at NATO gør sig klar til at "støtte progressive kræfter" i Libyen, med endnu en besættelse?

Hvad der er sikkert er at Qureshi her prøver at score billige point fra alle vegne. Om det er dronningens gøren eller Irans "tænkte" opstilling gør for ham ingen forskel. Når han spiller "dronning" kortet er det som om han ikke forstår at det er danske politikere der har gode relationer til Bahrain og derfor hun i første omgang rejser dertil. Det er som om Qureshi tror at dronningen af egen fri og uafhængig vilje vælger at rejse forskellige lande. Ej det er for billigt!

Hvad Qureshi burde forstå er at hvis han blev udenrigsminister, burde han rydde op i dobbeltmoralen der eksistere i ministreret. Han burde prædike for at han ikke så forskel på nogen stater, at han ikke ville gå ind for at diktere og tvinge stater i nogen retning. At han som den eneste ville RESPEKTERE andre staters suverænitet.

Jeg føler den samme arrogance findes i Qureshis tanker som mange andre af regerings ministers. Kære venner vi ved ikke bedre end andre. Hvad vi burde lade være med er at blande os i andre landes interne affære. Hvorfor har vi blandet os så meget i arabernes liv? Hvorfor har vi blandet os og hold diktaturer oppe i de arabiske lande?

At Qureshi filosofere over om krigen i Irak var uundgåeligt, er klart en dobbeltmoral der ikke adressere at Saddam var kommet til magten gennem vores støtte. Dvs havde vi ikke "blandet" os, havde vi ikke en Saddam vi var "nødt" til at gå i krig mod.

Det kan aldrig være sundt at glemme historie. Min konklusion er at Qureshi her prøver at gå på "kompromis" med kræfter der dominere vesten i dag. Og disse kræfter ser det kun positivt at man drysser ord som Iran i sine tekster.

Billigt!

- Arash