Klumme

Egypten - Irak

En verden til forskel. Nemlig værdighedens
Debat
15. februar 2011

»Hold hovedet højt, I er egyptere, lyder et af de slagord, der gang på gang gjalder ud over pladsen. Andre flokkes om journalister på pladsen, ivrige efter at få lov at få de overvældende følelser nedfældet på skrift.

»Du skriver ikke kun vores ord ned, du skriver historie!,« råber en mand, inden han forsvinder tilbage i den bølgende menneskemængde. Ved siden af ham knuger en kvinde et papirlommetørklæde i hånden.

»Vi er så stolte af det her. Vi gjorde det alene, uden hjælp fra udlandet ...«, som det hed i en eller anden reportage fra forleden.

»Vi vil påtage os vores forfædres forpligtelse til at befri verden for ondskab. Frihed og frygt, retfærdighed og grusomhed har altid været i krig, og vi ved, at Gud ikke forholder sig neutral til dem. Vi blev angrebet, fordi vi er den lyseste ledestjerne for frihed og muligheder i verden. Må Gud i alt, hvad der ligger foran os, skænke os visdom, og må Han våge over Amerikas Forenede Stater.«

Ordene er USAs præsident George W. Bush i hans tale 2004 om unionens tilstand og dens og Danmarks Irakkrig.

Den papirlommetørklædeknugende kvinde på Tahrir-pladsen er klar over forskellen. Ikke en lille forskel. Men en verden til forskel.

På den påståede og i hvert fald med også dansk krigsmagt påtvungne »befrielse« af Irak og så den befrielse, der lige har fundet sted og stadig finder sit sted i Egypten i disse dage.

Værdigheden gør forskellen.

Den britiske avis The Independents korrespondent Robert Fisks reportager fra Irak bragt i i Information for syv-otte år siden kredsede uafbrudt om fænomenet, at uanset hvor lede utallige irakerne var ved den grumme Saddam Hussein og alt hans væsen (som USA forresten havde støttet i 1980'erne), så følte de deres værdighed anfægtet.

Ved pludselig at skulle stille sig op og tiljuble os med viftende Stars and Stripsog Dannebrog i deres hænder. Da Livgarden og The Marines rullede ind med friheden og retfærdigheden, fremskridtet, udviklingen og progressiviteten, menneskerettighederne og demokratiet, kvindefrigørelsen og ytringsfriheden, markedsøkonomien og ejendomsretten og den globaliserede pengeøkonomi og DØV, Den Økonomiske Vækst. Derfor gjorde de det ikke.

Uden hjælp fra udlandet

Til Anders Fogh Rasmussens og George W. Bushs forbløffelse. Til deres nærmeste undersåtters udtrykkelige forargelse. Blev vi befriere ikke af det store irakiske flertal mødt med den taknemmelighed, vi mente at have gjort os fortjent til.

I betragtning af, at vi med vores kolossale forbrug og ødelæggelse af natur i dens materialitet og vores deraf følgende lige så kolossale udpumpning af drivhusopvarmende CO2og CO2-ækvivalenter dog må anerkendes som den lyseste ledestjerne for frihed og muligheder i verden.

Robert Fisk gjorde opmærksom på, hvordan Livgarden og The Marines i små og store, praktiske og sproglige håndteringer af krigen mod og besættelsen af Irak igen og igen sårede det irakiske folks værdighed.

»Vi er så stolte af det her. Vi gjorde det alene, uden hjælp fra udlandet ...«, kan det egyptiske folk derimod sige.

En forskel, der gør en forskel. Og så et halsbrækkende spring til noget andet. Eller rettere kun tilsyneladende noget helt andet.

For de afsluttende betragtninger er hentet fra Informations websides dialog om mit forrige Frie Ord, der også handlede om Egyptens frihed.

I forhåbentlig modsætning til vores og amerikanernes vanvittige forestillinger om fremskridt fri for naturens egne materielle grænser.

Læser Niels-Simon Larsen takker for responsen fra en anden læser Maria Francisca Torrezão de Moura F.,

»som jeg (Niels-Simon Larsen) er meget glad for. Jeg vil oprette egen hjemmeside snarest og tage debatten der. (...) Hvem kæmper mod åndelig forurening? Miljøorganisationerne tager sig mest af de håndgribelige problemer. Fint nok, men jeg savner et sted at diskutere, hvad det er for tanker om livet, der tillader os at ødelægge det. Gud er ikke miljøaktivist, og kirken heller ikke. Nu er jeg den ateisttype, der tit taler med mig selv om meningen med livet. Det vil nogle se som et strejf af religiøsitet. Jeg mener helt afgjort, at vi skal arbejde for at sekularismen får plads inden for folkekirken. For mig at se, er miljøbevægelsens folk de sande kristne. De har en klar mening om at bevare den jord, som bl.a. de kristne siger, deres Gud har skabt. Den kristne kultur har hovedansvaret for miljøødelæggelserne. Med munden synger de lovsange, med hænder udpiner de Jordens ressourcer. Præsterne beder for det bestående. De må ikke andet. Jeg ville gerne se morgenandagten bestå af små indslag af vores gode miljøforkæmpere. Også kreative indslag. Det er horribelt at høre skabelsesberetningen læst op af dem, der går ind for vækst, vækst, vækst. Det er et eksperiment fra min side at forsøge at skabe denne debat. Jeg giver den god tid. Min næse løber, så slut her og tak endnu engang.«

For også naturen har sin værdighed. Som nu slår tilbage på vores åndshovmod med mere end snue.

Så slut her og tak endnu engang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maria Francisca Torrezão

En stor tak til Ejvind Larsen for at sætte fokus på dette vidunderlige ord ”værdighed” og for dermed (forhåbentlig) at svare på denne (ligeledes vidunderlige) kommentar fra Amira Pehadzic http://www.information.dk/259335#comment-327566
”Hvilken betydning har revolutionen for verden?”
Ja, fra nu af vil værdigheden trives, ikke kun hos alle dem, der i disse dage siger nej til at lade sig ydmyge, men også hos os i den vestlige verden, for vi vil omsider indse, at vi skal lade være med at udnytte og ydmyge andre (plus naturen), hvis vi skal gøre os forhåbninger om ikke at miste vores egen værdighed for bestandigt.

Jeg vil vove den påstand, at uden USA's intervention i Irak, ville intet være sket hverken i Tunesien eller i Ægypten.

Og så er det vel nu, de mange besyngere af de spinkle forårstegn bør erindre det gamle mundheld om, at revolutionen æder sine egne børn.

Niels-Simon Larsen

Der er ikke noget, der slår revolutionen i Ægypten. Det er så ufatteligt. Ud af denne overbefolkede by med sit trafikale kaos vokser en disciplineret, demokratisk omvæltning. Ud af fattigdom og undertrykkelse kigger et menneskeligt ansigt frem og siger kloge ord. Det er bevægende.

Det bliver interessant at se, hvad der gemmer sig i ægypterne. Hvor er den islamistiske aggressivitet blevet af? I samværet med muslimer har jeg ofte oplevet en meget stor menneskelighed med lange historiske rødder. Det vil være fantastisk, hvis ægypterne kan give os endnu en lektion i god opførsel.

Den franske revolution udbrød i frustration over mangel på brød!

Den russiske revolution på grund af sult og undertrykkelse!

Alle diktatorer som kan brødføde deres undersåtter sidder der endnu - kig jer omkring!

Revolutioner opstår ikke fordi folk ønsker demokrati (så var der ligesom 40 år at handle på i Ægypten). Sig mæthed, tryghed og varme! Det handler om de basale behovs opfyldelse - Marslows pyramide´s teori!