Kronik

Frygten for islamisterne er overdreven

I Vesten frygter mange, at opstanden i Mellemøsten vil resultere i islamiske diktaturer a la Iran. Men efter årtier med statslig undertrykkelse er de islamiske bevægelser begyndt at forstå fordelene ved de liberale politiske ideer. Samtidig viser erfaringen, at de accepterer demokratiske spilleregler, når de får mulighed for selv at deltage i demokratiet
Den egyptiske revolution resulterer næppe i et styre, der minder om det iranske.

Den egyptiske revolution resulterer næppe i et styre, der minder om det iranske.

9. februar 2011

Folk i de arabiske lande er begyndt at drømme om det, som den nyligt afdøde mellemøstforsker Fred Halliday tilbage i 1974 kaldte »Arabien uden sultaner«. Drømmen om et post-autokratisk Mellemøsten er ikke ny, men den virker pludselig realiserbar. Det rejser naturligt spørgsmålet om, hvilken rolle islamistiske grupper kommer til at spille.

Det er sandsynligt, at moderate islamister vil indtage en hovedrolle i Tunesien og Egypten og måske andre steder. Faktisk er det fuldt ud forventeligt, at samfund, der i de sidste årtier har gennemgået en islamisk vækkelse, også vil få en stærk islamisk stemme. Se blot på Irak og dets mange islamiske partier. Landet giver en fornemmelse af, hvordan Mellemøsten efter autokratiet kan komme til at se ud.

Rashid Ghannouchi, lederen af den tunesiske al-Nahda bevægelse, er vendt hjem fra Paris med lovninger om at tilslutte sig den parlamentariske proces, og i Egypten venter det Muslimske Broderskab i kulissen.

Bør vi så ikke være nervøse?

På den ene side skal man ikke bagatellisere den udbredte skepsis over for islamisterne, idet den grunder i reelle forhold: dels mange islamisters uafklarede holdning til politisk pluralisme, dels deres forbindelser til og fortid i grupper med voldelig ideologi og praksis.

På den anden side har de vigtigste grupper rykket sig meget i de sidste årtier. Det Muslimske Broderskab i Egypten og andre arabiske lande har fjernet sig fra tanken om en islamisk revolution som i Iran og Sudan. I stedet søger de at efterligne det tyrkiske AK-parti, der har vundet magten ved at transformere sig til et moderne politisk parti. De voldelige, ekstremistiske grupper findes, men har minimal folkelig opbakning.

Middelklasseislam

Nogle mellemøstforskere kalder den moderation, der er foregået inden for islamismen siden 1980'erne, for post-islamisme. Man har blandt andet undersøgt, i hvor høj grad deltagelse fører til moderation af islamisternes standpunkter. To positive eksempler på, at deltagelse moderere er Den Islamiske Aktionsfront i Jordan og Retfærdighed og Udviklingspartiet i Marokko. De har begge lært at acceptere spillets regler gennem erfaring med parlamentarisme.

Som et led i politiske åbninger siden 1990'erne har regimerne tilladt dem at blive en del af det politiske landskab. Gennem denne proces har de forandret sig grundlæggende. Samtidig har de været med til at præge den islamiske vækkelse i de arabiske befolkninger gennem netværk af græsrodsorganisationer.

Vækkelsen er ikke kun foregået blandt de fattige og dårligt uddannede. I modsætning til den gængse forestilling om islamister som de undertryktes stemme, er deres rolle i dag snarere at give en stemme til de arabiske samfunds islamiserede middelklasser.

Den brede islamisme tegner sig altså ikke for et socialt oprør nedefra, men snarere for en omformulering af den bredere middelklasses ideologiske præferencer. Det gør muligvis dens egentlige revolutionære potentiale større, men samtidig er det af en anden, mere bourgeois karakter.

Det er denne form for middelklasseislam, der har givet de store islamistiske partier vind i sejlene, og som i kraft af sin økonomiske magtbase udgør en reel udfordring til de arabiske landes styrer.

Den har også gjort det lettere for islamisterne at skabe koalitioner med sekulære liberale bevægelser baseret på fælles demokratiseringsagendaer.

Sådanne koalitioner er i Jordan en væsentlig årsag til, at Den Islamiske Aktionsfront modererede sine standpunkter i 1990'erne, og det samme kan man sige om Retfærdigheds- og Udviklingspartiet i Marokko.

Glem Iran 1979

Der er stadig meget ved de islamistiske bevægelser, der giver anledning til bekymring - også når det gælder det Muslimske Broderskab i Egypten.

Der foregår der en konstant forhandling mellem patriarkalske, totalitære og autokratiske hardliners og mere moderate stemmer på områder som kvinders rettigheder, graden af sharialovgivning, de ønsker indført, internt demokrati, accept af pluralisme og beskyttelse af ikke-islamiske minoriteter.

Der er stærkt illiberale strømninger i alle islamistiske grupper. Det afgørende er dog, at de ikke er alene, og at islamisterne kan rykke sig, og har rykket sig dramatisk siden 1980'erne.

Som en del af det formelle politiske landskab skal de give borgerne konkrete håb om social forbedring. Derfor kan de ikke nøjes med luftige islamiske utopier. Fuldt ud demokratiske systemer vil sikre, at vælgerne i endnu højere grad vil stille dem til ansvar for deres handlinger. I sidste ende kan man håbe, at den brede islamisme vil udvikle sig til en pendant til Kristeligt Folkeparti - altså folk der kæmper for deres (religiøse) værdier på lige fod med andre parlamentarikere.

Den ideologiske transformation er begyndt, og vi bør være meget bedre til at lytte til den og støtte den.

De brede islamistiske grupper ønsker at deltage i den demokratiske proces. Blandt andet derfor er Iran 1979 en dårlig parallel til det, der sker nu. Den systematiske undertrykkelse som islamister har været genstand for, har ikke kun ført bitterhed og militarisme med sig. Den har også givet islamisterne en større forståelse for liberale politiske ideer.

Det var staten, der tog deres rettigheder fra dem. Derfor har mange islamister forladt tidligere tiders ideal om en stærk islamisk stat a la Iran for i stedet at nærme sig den form for liberal argumentation, der lægger vægt på individ, menneskerettigheder, ytringsfrihed og civilsamfundsarbejde. Islamiske menneskerettighedsgrupper er således en vigtig del af nutidens islamistiske landskab.

Masser af modvægt

Frygten for en islamisk magtovertagelse er også overdrevet, fordi der er mange andre stærke bevægelser i de arabiske lande, der vil fungere som modvægt til islamisterne. Som vi har set det i Egypten og Tunesien har sekulære kræfter - ungdomsbevægelser, fagforeninger og venstreorienterede partier - større opbakning, end man måske havde troet.

Der tegner sig et nyt billede, nu hvor den autokratiske facade er ved at blive skrællet af de arabiske lande. Det vil utvivlsomt blive et grumset billede med mange nye aktører og en hel del forvirring. Men er det ikke netop det smukke ved demokratiet?

Når vi prøver at analysere det nye landskab, må vi også huske på, at islamisternes basale ønsker ikke altid er så fundamentalt anderledes fra vores, selv om de bliver udtrykt i religiøse termer, der ofte virker fremmede for os. Alle arabere er frustererede over fejlslagen økonomisk politik og den politiske elites kleptokrati. Og alle gør oprør imod politistaten, hvis brutalitet især er gået ud over islamisterne. Den fælles erfaring med uretfærdighed kan danne klangbund for nye nationale projekter. Det mest positive scenarie for Egypten, Tunesien og andre arabiske lande, der måtte følge i deres fodspor, er, at alle dele af samfundet bliver en del af transitionen. Vi begår en kæmpe fejltagelse, hvis vi på forhånd søger at delegitimisere bestemte grupper af ideologiske årsager.

Danske politikere taler i disse dage om at give støtte til arabiske demokratiseringsbevægelser. Hvis de vil stå ved deres ord, bør det også betyde et engagement med islamiske bevægelser.

Jeg mener, at det vil være en god ting for os og for dem. Vi har brug for at afmystificere islamismen, og islamisterne har brug for at afmystificere Vesten.

Hvis vi tror på dialog, er det især islamisterne, vi bør tale med. Vores hjemlige debat om islamisme er præget af et fuldstændig unuanceret fokus på terror. Selvfølgelig skal vi bekæmpe terrorismen, og det gør PET overordentlig godt. Men at sætte lighedstegn mellem islamisme og terrorisme eller nazisme kan komme til at koste os dyrt i forhold til at forstå Mellemøsten, og til at have relationer med det nye politiske landskab, der vil komme efter den autokratiske orden.

Sune Haugbølle er adjunkt ved Institut for Tværkulturelle og regionale studier, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

christian christensen

Puha... jeg troede lige, at vi var på vej mod et nyt præstestyre i Egypten.
Det er da godt at vi har Sune Haugsbølle til at berolige os, og gradbøje islamismen.

I en tv-debat sagde Robert Solé, journalist på Le Monde, at man ikke skal dæmonisere Det Muslimske Broderskab. De er både stærke og svage: Stærke fordi de er den eneste organiserede bevægelse i oppositionen, stærke på grund af deres tro, og fordi de har lidt virkelig meget. Men også svage, fordi de ikke har noget forslag til at regere landet. De har ingen økonomisk politik, ingen udenrigspolitik, og det ved folk. Der er også flere strømninger inden for Broderskabet.

Robert Solé har også chattet med Le Mondes læsere. Det kan læses her. Her giver Solé udtryk for, at det De Muslimske Brødre først og fremmest ønsker er anerkendelse.

Jeg er lidt træt af at høre om al den frygt og bæven, vi forventes at lide under. Personligt gør jeg det ikke og har ikke på noget tidspunkt gjort det. Jeg forstår ikke rigtigt, hvad folk er bange for - vil et behjertet menneske forklare mig det?

Bente Simonsen

Det her den sande revolution, folkets stemme for forandring. Den kommer når tiden er moden, ikke som en påtrykning udefra, udfra mere eller mindre suspekte motiver som hævn, olie etc. (Irak).

Kan bare (den oftest uvidende) Vesten (uvidende om andre kulturer) lade processen foregå uden indgriben, vil den finde sit leje. Det samme vil ske i Iran o.a. arabiske lande før eller senere.
Ingenting er konstant.

Michael Kongstad Nielsen

Rashid Ghannouchi, lederen af den tunesiske al-Nahda bevægelse, har udtalt, at der ikke er noget i islam, der er uforeneligt med demokrati. Han mener i øvrigt ikke, at præsterne ikke skal lovgive.

Den folkelige protestbølge kommer fuldstændigt bag på de islamiske kræfter. Det er ikke deres oprør eller befolkningspres. De er målløse tilskuere til det. Selvfølgelig kommer de sig af chocket og begynder at navigere i det nye billede. Men de er og bliver ikke ledere af det. Iøvrigt har Det Muslimske Broderskab mig bekendt kun opbakning fra 10-15 % af befolkningen, og de er indbyrdes uenige. Mon ikke den brede befolkning efterhånden har et forhold til islam, der minder om vores til kristendom.

Enig med Michael.

De 4 eksperter i den debat, jeg henviste til, sagde, at det, der sker nu i Egypten, ikke har noget med islam at gøre. Det er de unges råb om frihed, værdighed og selvrespekt. De unge er moderne og forener islam og det moderne i noget, der kan sammenlignes med vores protestantisme, sagde en af deltagerne.

Men vestens frygt dukker op nu. Sammenlign evt. hvad Anders Fogh Rasmussen sagde ved folketingets åbning i 2006 og i forgårs ved NATOS pressekonference:

http://anne.eftertanke.dk/2011/02/08/friheden-og-demokratiet-vil-sejre/

Siden krigen sluttede i 1945 synes folk at være blevet mere og mere bange for at dø, nogle mere end andre, og livet er derved blevet mindre og mindre betydningsfuld. Man har omstillet tilværelsen til et forsikringssamfund over for alskens forestillede onder, men kræver samtidig frihed, to modsætninger, der kun kan opfyldes på andres bekostning og gennem den religiøse overtro.

Frygten optræder i holdnigen til andre, i de senere år overført på muslimer, som det høres og læses i de daglige hadetaler, udspilles gennem erklæringer af religionskrige og indførelse særlove, i bund og grund den racisme, som vi i 1945 håbede var gået i graven med nazismen.

Det ultimative krav om frihed, trykke- og ytringsfrihed, manet frem af anfægtelser, der tilsidesætter hensynsfuldhed, fører til anarki og fascisme og overmenneskets verdensanskuelse. Frygten for, at et muslimsk herredømme kunne rende den tusindårige vesteuropæiske kultur overende fik racismen til at blomstre i de særeste udtryk og med de særeste sikkerhedsforanstaltninger og tillagde næppe vesteuropæisk kultur stor værdi
. Hver dag ses skriften på væggen. Bladtegneren, der var bange for at blive slået ihjel, sikrede sig i et sikringsrum og lod barnet tilbage i stedet for at skærme det, giver billedet på vor tids tidlstand. Frygtens mure bygges overalt.

Med andre ord, i den nye krig må man som i den tidligere være villig til at risikere livet i en modstandskamp over for frygtens apologeter.

Så er jeg helt rolig.

Spørgsmålet er om ikke der sker en sammenblanding af forhåbninger og forventninger.

Der er jo f.... ikke nogen som ved hvad der kommer til at ske.

Indrøm det nu bare.

Vi håber, men vi VED ikke en skid.

Orv jo, vi ved at USA og EU vil få skylden hvis det går galt ;-)

Iøvrigt underligt at der ikke er nogen der prøver at se lidt på hvad der sker (og er sket) i Libanon.

Et af de mest sekulariserede samfund i Arabien, med en kæmpe middelklasse for 30 år siden.

Jeg TROR personligt at et godt bud på udviklingen i Ægypten kunne blive en parallel til udviklingen i Libanon, selvom der også er store forskelle på de to lande.

ja, i Algeriet krævede det 200.000 døde. Min algierske ven siger en halv million. Forbavsende lidt vi hørte om det i 90erne.
Rune synes at glemme militærets rolle i Tyrkiet. Fundamentalisternes frygter det og en gentagelse af blodbadet i Algeriet. Den samme frygt vil moderere det muslimske broderskab i Ægypten.

I 30'ernes Tyskland var det en udbredt opfattelse i borgerskabet, at selv om Hitler var slem, så var han dog et værn mod noget, der var langt værre: bolschevikkerne og Stalin.
Det ser ikke ud til at den vestlige magt- og medie-elite har lært ret meget siden da. Bare se til DR2's Deadline, hvor der aften efter aften tændes advarselslamper om et nært forestående statskup, anført af de fæle "islamister". Og det til trods for at en række indsigtsfulde kendere af Egypten forgæves forsøger at tale Adam Holm, Breum, Notkin m.fl. til fornuft.

Peter Hansen

Hvad du skal/burde frygte:

1. Olie/gas priser der stiger.
2. Priser på rejser til Egypten stiger.
3. Prisen for vand stiger. (Langt ude i fremtiden, pga Nielen)
4. Prisen på alt der kommer gennem suez-kanalen stiger.
5. Konkurrencen i diverse industrier vil stige. Mange vestlige virksomheder vil få det sværere ved at sælge deres produkter til overpris.
osv osv.

Hvad vi har at tabe er vores levevilkår. Op indtil nu ejede vesten (20% af planeten) 80% af verdens rigdomme. Dette vil langsomt blive spredt ud og udlignet.

At der er nogen der er faldet for propagandaen mht at religionen eller anden ideologi er årsag for vores frygt, er der ikke så meget at sige til. Disse mangler perspektiv og overblik over verdenspolitik. En hurtig skitsering af historien viser klart at det er penge og ejendom folk kæmper for.

- Arash

Arash Shariar, det er jo kun en velkommen udvikling, som vil presse vesten til nogle helt nødvendige investeringer i innovation, vedvarende energi m.m.m.

Peter Hansen

Det har du fuldstændig ret, men det er bare ikke sådan "folk" (dem med virkelig mange penge) tænker.

Jeg hilser også disse udviklinger velkommen. Og mener at det er på tide at de tidligere kolonier begynder at vise suverænitet og uafhængighed.

For menneskelighed er dette vejen frem.

- Arash

Peter Hansen, jeg tillader mig at forsøge et lille svar på dit spørgsmål ovenfor.

Flere større tænkere, bl.a. forfattere og filosoffer, har peget på, at frygten er et stort våben, og anvendt 'rigtigt', opnås en form for potens, nemlig frygten for frygten. Set fra mit lille udkigsvindue, er det netop den manøvre, der er lykkedes.

Stærke kræfter arbejder utrætteligt og globalt på at skabe fjendebilleder, på at hadet erstatter forståelse og tolerance. Derved lammes vi som mennesker i vores indre og og accepterer, uden at se det, at lade os drive af krigeriske kræfter, frem for opbyggelige. Disse kræfter er ofte stærke i formulering og intelligens, og har en ganske særlig evne til at nå dybere ind, endda forbi svinehunden, end almindelig sund fornuft har. Det mellemmenneskelige aspekt kaldes hånligt pladderhumanisme, og i et intelligent korstog, angribes alt, der kan føre mennesker sammen.

Når påvirkningen har varet længe og stærkt nok, indtræder en ny fase, dog helt ubevidst, nemlig at den velsåede frygt bliver til frygt for frygten. Derved kan hele nationer holdes i et lammende greb, hvor overvågning og kontrol synes at blive eneste værdifulde livsgrundlag for den almindelige borger, og hvor bl.a. indbyrdes angiveri bliver retfærdigtgjort.

Kræfterne bag den tyske nazisme i sin tid er ikke uddøde, men lever i bedste velgående, blot nu forklædt i tilsyneladende humanistiske gevandter. Det er blevet virkeligt svært at skelne snot fra kanal.

Islam, ideologier og antisemitisme.

En stor del af ikke blot det tyske men også store dele af det danske borgerskab i 1930'erne følte sig ganske godt tilpas med den nye fører i Tyskland. I dag forsøger det samme borgerskab meget bekvemt at påvise en ideologisk forbindelse mellem nazisme og islam!

I Information er forekommet indlæg, der snart fortæller, at danske kristne er konverteret til islam, og snart den anden vej fra islam til kristendom.
I Peter Tudvads sidste store bog om Kierkegaard og Stadier på Antisemitismens Vej gennemgår han sådanne tilfælde, bl.a. Ingemanns digt Renegaten fra 1838 (altså om den, der fornægter eller frafalder), der handler om en jøde, som først har ladet sig døbe, men senere går over til islam. I øvrigt findes flere kendte sådanne tilfælde i den nyere danske historie, f.eks.brødrene Brandes.Og hvem kender i øvrigt alle sine forfædre?

We (Iranian people) have seen and suffered from an ugly corrupt religion-based regime here. Lots of our girls and boys have been murdered, raped, and tortured since 1987 and especially after the last (so-called) presidential election. We are educated, nice, forward-thinking young men and women who believe in separation of “church and state”. we have seen many brutality from this regime in the name of God and Islam. We have dream and we never give-up. I never forget my young fellow-country men and women who were murdered in Tehran streets in months after so-called presidential elections. I never forget Neda, Ashkan, Sohrab, … We do not care about “Islamic Republic”, it’s an Obscene terminology. We have seen it’s meaning here for our entire life. We are sick and tired of the lies and crimes and savage that is happening to our people. All the miserable state that our people have in spite of all the natural resources and wealth of this land.

-All the time it was those savage animals that started to drive cars and motor bike through the dense crowd of people, families, ladies who were demonstrating peacefully.

I have witnessed all these sights with my own eyes. It happened to my best friend who got arrested just because he was crying freedom. no weapon, not even a stone in his hand.

This Islamic corrupt regime in Iran do not want to see even a little word against itself and agianst Khamenei. it is called “religious Fascism”

Oh, GOD, there have been so many human disasters in this country, so many savages throughout these years, Oh God, help me to survive this anger, give me patience.

this regime has all the media, TV (all the
Iranian channels), radios, newspapers for three decades, all run by the money and wealth of this country.

They have filtered all the websites and personal pages and web blogs you couldn’t tolerate. They even imprisoned a 16 year-old high school blogger. just search in internet.

They can’t even tolerate a paragraph, even a sentence against themselves. They have many many political prisoners.

They have slaughtered, tortured, imprisoned lots of writers. Can you imagine that? all this because they were writing sentences!

anyone who says sth against them, either gets in prison=rape, torture, not just keeping away from society. or they just hang them accusing them with the plot against God and state.

Moshti's frygt.

Frygten for det ukendte er al nogle blevet vendt til frygten for muslimer og islam, vendt af dem, der i den danske besættelses dage af frygt kastede sig i armene på verdens stormagt, nazisterne. Dengang kendte også vi til modstand, og forfattere skrev digte om at skulle marchere som gestapo:

Jeg dyrker en sport,
som jeg træner i - tit:
Jeg øver mig i
at gå ude af trit.

Skrevet i 1941 i dagbladet Politiken af Piet Hein, som var ansat i stedet for Poul Henningsen (PH), der var blevet afskediget, fordi redaktionen var bange for nazisternes reaktion på hans artikler.
PH er senere af den muslimsk hadefulde DF-folketingsmand, Søren Krarup, i et par af hans bøger gjort medansvarlig for den danske nazisme!! Forstå det, hvem der kan, for selv danskere kan undre sig over, hvordan forfølgelse og frygt bliver vendt og drejet i en racistisk forstand.

@ Arash, Mansour and other “Sandis-drinkers”

This is a voice from inside Iran.

Arash, Mansour and IR’s fellas:

From now on, you are not alone here to deceive Danish people with your sick mentality, and lies and to feed the West with your total nonsenses… You are getting paid by this corrupt and murderer “Islamic Republic” regime in Iran (Oh, this obscene terminology) to spread your lies and false propaganda.

Here is the link for you Danish people, for a fairly full description of people like Arash and Mansour:

http://www.information.dk/259194

Enough information to get a proper image of these creatures whose colleagues are raping, killing, and committing the worst of what you might think, back home in Iran, and of course getting paid for it. btw, You can find a good definition for the word "Sandis-khor" or "Sandis-drinker" there.