Kronik

Globalisering er krig med andre midler

Globaliseringen har skabt et overdrevent fokus på teknologi som nøglen til velstand. Politik er reduceret til økonomi i kampen for at være forrest i den internationale kappestrid. Men hvis vi glemmer vores eget kulturelle særkende og blot går efter at adoptere konkurrenternes fordele, skaber vi et samfund uden evne til fornyelse og politisk lederskab
De politiske ledere synes at mene, at globaliseringens vinder er den, der mestrer teknologien. Her afprøver besøgende 3D-briller ved udstillingen 'Japan Experience - Ideas into reality' i forbindelse med APEC-mødet i november .

De politiske ledere synes at mene, at globaliseringens vinder er den, der mestrer teknologien. Her afprøver besøgende 3D-briller ved udstillingen 'Japan Experience - Ideas into reality' i forbindelse med APEC-mødet i november .

Indranil MUKHERJEE

Debat
19. februar 2011

Budskabet fra ledende politikere og internationale institutioner er enkelt: Globaliseringen er et af de vanskeligste og farligste politiske projekter, man kan forestille sig.

Barack Obama, Angela Merkel og Lars Løkke Rasmussen kæmper alle med det samme problem. Efter i en årrække at have klaret sig fremragende med en vestlig udgave af markedsøkonomi og en vestlig model for forskning og teknologi står vækstnationer som Singapore, Indien og Kina klar til at overtage førerskabet i den globale konkurrence.

Da Obama i januar holdt sin State of the Union- tale var målet klart. Amerikanerne skal forstå, at konkurrencen fra andre nationer er så stor, at det er en reel trussel imod USA's fremtid. Nu som tidligere er der kun to måder at sikre konkurrenceevnen: krigerisk erobring eller fredelig globalisering. Hvis vi vil forstå, hvilken vej udviklingen går, er det nødvendigt, at vi aflægger os den uvane at adskille sikkerhedspolitik og økonomisk politik.

Politik er økonomi

USA og Europa står over for svære udfordringer. Og uanset om afsenderen er Washington, Bruxelles eller Beijing er strategien skåret over samme læst: Færre reguleringer og mere teknologi skal føre til vækst og udvikling. Denne handlingslammelse skyldes hverken midtersøgende politik eller mangel på politisk fornyelse. Globaliseringen har skabt et vakuum i selve mulighederne for politisk handling.

Hvor politik tidligere var et spørgsmål om kulturelt og moralsk lederskab, er den med nationalstatens krise udelukkende reduceret til økonomi.

Vi er på få årtier gået fra homo politicus - det politiske menneske - til homo economicus - det økonomiske menneske. Det har forandret vores måde at tænke det politiske system på.

Baggrunden er et historisk skred imod den nyliberale tankegang, der i dag dominerer. Nyliberalismen er tømt for politik. Den er baseret på en mekanisk forståelse af samfundets udvikling. Modsat af hvad mange antager, deler nyliberalismen flere præmisser med sin politiske modstander, socialismen.

For det første er de to ideologier enige om, at politik stort set udelukkende handler om økonomi. I deres syn på økonomien hænger de begge fast i den klassiske opfattelse af en erhvervsvirksomhed, der frembringer produkter og videresælger dem.

For det andet deler de to ideologier samme syn på, hvad der driver samfundsudviklingen. Begge er enige om, at teknologisk udvikling er den vigtigste enkeltstående faktor. Den teknologiske udvikling afgør historiens gang. Politiske idealer spiller kun en mindre rolle i den samfundsmæssige udvikling. Overensstemmelsen mellem USA's frimarkedstænkning og Kinas statskapitalisme er påfaldende.

Kun teknologien tilbage

Som den amerikanske politiske teoretiker Francis Fukuyama har gjort opmærksom på deler den vestlige-liberale konsensus socialismens forestilling om, at historiens udvikling styres af teknologiske og videnskabelige fremskridt. Men hvor den vestlige model forkaster socialismens forestilling om konkurrence mellem forskellige sociale klasser, hævder den modsat, at der foregår en udbredt konkurrence mellem de forskellige stater.

Fukuyamas påstand er som bekendt, at konkurrencen med tiden vil føre til udbredelsen af demokratiske institutioner, fordi demokratiske samfund er bedre til at udnytte befolkningens viden og talent.

Uanset udsigterne til denne optimistiske forudsigelse (Fukuyama glæder sig formentligt over de seneste ugers opstand i Egypten og Tunesien, som han vil hævde bekræfter tesen), er resultatet et politisk system, der først og fremmest er orienteret mod teknologi som drivkraft i økonomien.

Obama fejrede i sin State of the Union-tale det igangværende paradigmeskifte. Med henvisning til den sovjetiske satellit, der i 1957 skabte panik i USA og fik supermagten til at starte rumforskningsprogrammet og månekapløbet, understregede Obama, at »dette er vor generations Sputnik-øjeblik«. Den politiske kappestrid mellem konkurrerende samfundssystemer er forbi. Tilbage er kun det teknologiske kapløb.

Sammenligningen er velvalgt. Det oprindelige Sputnik-øjeblik var netop det øjeblik, hvor den Kolde Krig ændrede karakter. Fra at være en moralsk kamp om at skabe de bedste samfundsbetingelser, blev striden alene en kamp om at vinde det teknologiske kapløb. De politiske idealer forsvandt i baggrunden.

Kina som forbillede

I dag er stort set alle OECD-lande enige om, at det teknologiske og økonomiske fremskridt er det vigtigste politiske projekt. Menneskerettigheder og traditionelle solidaritets- og lighedsidealer kommer i anden række. Det samme gør viden og uddannelse, der ikke bidrager direkte til konkurrenceevnen.

Den globale vidensøkonomi efterlader nationalstaten i en fundamental krise. Nationalstaten og den demokratiske proces er blevet en hæmsko for den økonomiske udvikling. Det er vanskeligt at handle hurtigt og træffe de nødvendige beslutninger.

Løsningen i alle avancerede økonomier er tilsyneladende den samme: at forbedre nationens konkurrenceevne gennem strategiske satsninger inden for de samme tre-fire teknologier.

Sammenligninger og evalueringer blandt OECD-landene får karakter af et mimespil, hvor nationalstaternes fortrin og særkender udviskes, og hvor alle søger den samme vej imod en vækstdagsorden baseret på sundhedsteknologi, informationsteknologi og energiteknologi.

Det er paradoksalt. Som Fukuyama har gjort opmærksom på andetsteds, er en af det 21. århundreds globale udfordringer 'hvordan vi kommer til Danmark' (How to get to Denmark?). Men alt imens Kina og Singapore langsomt arbejder på at inkorporere elementer af den europæiske velfærdsmodel, arbejder Danmark og Europa på at forstå, hvordan vi kommer til Singapore og Kina. Følgerne er ikke svære at forudsige.

I stedet bør vi skele til USA, der holder fast i forestillingen om, at et amerikansk særkende er en stat, der garanterer bestemte rettigheder og traditioner.

Et forsvar for et europæisk særkende i den internationale konkurrence vil bestå i at støtte udviklingen af den europæiske model, den kulturelle sammenhængskraft og erkende det forhold, at økonomien kun er et understøttende princip i rækken af mål, der gør samfundet værd at leve i. Det kræver blandt andet mere forskning i social- og humanvidenskaberne, der bidrager til vores kulturforståelse.

De fleste økonomer har for længst accepteret, at serviceydelser og sociale rammer som tillid og lighed spiller en lige så væsentlig rolle i økonomien som teknologi. Alligevel er den aktuelle økonomiske politik formet af marxismens og liberalismens fælles menneskesyn, der kun forstår værdi som økonomisk værdi og udvikling som teknologiudvikling. Resultatet er foruroligende for samfundets evne til at skabe fornyelse og tage politisk lederskab.

David Budtz Pedersen er ph.d.-stipendiat ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det, der umiddelbart falder mig som læser mest i øjnene ved dette noget ”famlende” og dermed også noget uigennemskuelige og selvmodsigende forsøg på at karakterisere den ’global-politiske situation’ ud fra en europæisk/USA’nsk ’opdateret’ kulturkonservativ synsvinkel (tilsyneladende inspireret af USA’neren Fukuyama, :-)), under det noget utydelige begreb ’sammenhængskraft’ og indholdsbestemt som værende i modsætning til ’neoliberalisme’ og ’socialisme’(’marxisme’ og ’liberalisme’), er, at ’Naturen’ og dermed de globale såvel som de regionale og lokale økologiske problemer er totalt fraværende fra problemstillingen, og det selvom stadig flere mennesker (og vel især blandt nærværende dagblads læsere) begynder at forstå, at netop disse planetomfattende problemer allerede ligger, og i stigende grad vil komme til at ligge, til grund for de kommende års interne, politiske kampe hos planetens dominerende pattedyrsart, homo sapiens, her ved starten af, hvad der vel rammende er blevet benævnt biosfærens ’antropocæne’ tidsalder (http://en.wikipedia.org/wiki/Anthropocene ) .

Ang. det ’uigennemskuelige og famlende’:

Hvordan skal man forstå begrebet ’handlingslammelse’ i følgende:
”Færre reguleringer og mere teknologi skal føre til vækst og udvikling. Denne handlingslammelse skyldes hverken midtersøgende politik eller mangel på politisk fornyelse”?

Hvad betyder at Nyliberalismen og Socialismen begge hænger fast i ”den klassiske opfattelse af en erhvervsvirksomhed”?

Hvorfor og hvordan efterlader den ”globale vidensøkonomi’ nationalstaten i en fundamental krise”?

Ang. det ’selvmodsigende’:
På den ene side skriver kronikøren:
” uanset om afsenderen er Washington, Bruxelles eller Beijing er strategien skåret over samme læst: Færre reguleringer og mere teknologi skal føre til vækst og udvikling.”
Og på den anden side, at
”vi bør skele til USA, der holder fast i forestillingen om, at et amerikansk særkende er en stat, der garanterer bestemte rettigheder og traditioner.”

Er det, der karakterisere de senere års USA’nske regeringspolitik, ikke netop yderligere militarisering og nedbrydning af denne ’forestilling’?

Det, der synes at trænge til uddybet forståelse hos kronikøren, er, at selve ’økonomi’-begrebet må differentieres, så real-økonomiens transnationale økologiske og fordelingspolitiske problemer kan bevidstgøres politisk, hvad de fleste fag-økonomers monetære begrebsverden synes at forhindre.

Så undgås også uunderbyggede og tvivlsomme påstande som for eksempel, at
”de fleste økonomer har for længst accepteret, at serviceydelser og sociale rammer som tillid og lighed spiller en lige så væsentlig rolle i økonomien som teknologi”, :-).

Sætningen om, at
”globaliseringen har skabt et vakuum i selve mulighederne for politisk handling”,
kunne da, i stedet for at medføre et tilbagefald i overleverede, arts-opsplittende kultur-’identiteter’, danne udgangspunkt for overvejelser om mulighederne for opbygningen af nationalstats-overskridende og så vidt muligt demokratisk funderede og/eller perspektiverende politiske institutioner til at tackle de udfordringer, der i stigende grad kommer til at udgå fra den ”globale vidensøkonomi”.

Altså mere ’erkendelse’ og mindre ’konserverende propaganda’ under navn af ’formidling’, :-).

Med venlig hilsen

thomas bak jørgensen

Rigtig god og vedkommende kronik.

Teknologi:
I/ Alle teknologier er menneskelige opfindelser. De er produkter af kreativ menneskelig intelligens uanset under hvilke økologiske, sociale og kulturelle rammer og forhold de er frembragt under. Derfor kan det med rette siges, at alle produktionskræfterne i sine materialiseringer er resultatet af menneskelig "åndsvirksomhed". Det er derfor produktivkræfterne som bestemmer produktionsforholdene

II/ Det er aldrig den givne teknologi der uanset hvor færdigudviklet den fremtræder, og hvilket potentiale der ligger i den, som bestemmer måden hvorpå den anvendes eller videreudvikles. Et eksempel herpå kan fx. være atomenergi

Ud fra et samfunds- og kulturhistorisk perspektiv vil teknologi altid være underlagt kulturelle og sociale forhold.

Kultur- og samfundsudviklingen vil altid være det komplekse resultat af menneskelig praksis, udtrykt som samspillet af de myriader af handlinger og valg, mennesker foretager på alle niveauer i samfundslivet nationalt såvel som globalt.

Det er i mellemtiden ikke en populær "vare" at skulle sælge i en verden hvor definitionen af samfundet og sociale relationer af politikere bliver reduceret til et spørgsmål om hvad der umiddelbart lader sig måle og veje.
Men den voksende kompleksitet i de kulturelle og samfundsmæssige forhold i globaliseringen har ikke per se tendens til fremmedgørende effekter på mennesket.
Det kunne derfor være ønskeligt hvis politikerne fik flere farver på paletten når de diskuterer planer for og løsninger på fremtidens nationale såvel som globale udfordringer

En meget interessant og aktuel kronik.

Dog, ser vi på liberalismen og socialismen, som de to ideologier findes i Danmark lige nu, synes jer, der er stor forskel på dem i praksis:

Liberalismen v/Venstre, Liberal alliance, Radikale og på slæb Dansk Folkeparti og Konservative satser meget på konkurrence. For mig at se har konkurrence langt flere bagdele end fordele. Nuvel, mennesker opper sig, hvis de skal kæmpe for at overleve. Men der bliver alt for mange tabere, alt for meget dårligt udført arbejde, og alt for hårdt et klima mellem mennesker.

Socialismen v/Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten satser på at skabe mere lighed, mere solidaritet. At uddanne og forebygge, så alle borgere kan bidrage.

I aktuel dansk politik synes jeg, de to blokke helt tydeligt repræsenterer forskellige menneskesyn og forskellige samfundsmodeller.

Kurt Jørgensen

"Fukuyamas påstand er som bekendt, at konkurrencen med tiden vil føre til udbredelsen af demokratiske institutioner, fordi demokratiske samfund er bedre til at udnytte befolkningens viden og talent."
Det er måske dannelse af demokratiske institutioner vi ser i Mellemøsten i øjeblikket - forhåbentligt.
Det er dog paradoksalt, at især demokratiske samfund, fx det danske, britiske, amerikanske, for tiden skærer ned på uddannelserne (reformerer med besparelser som mål), samtidig med politiske taler om netop det ultimativt vigtige: at skabe og vedligeholde viden og talent.
Vi lever i en tid, hvor de ældre generationer er bedre uddannet end de yngre! Når resultatet af den aktuelle videnskonkurrence engang kan gøres op, hvor mon så vores del af verden står?
Kronikøren har helt ret i konstateringen af, at det ser ud som om alle konkurrerer i de samme discipliner - vil gøre sig til de bedste i at gøre det samme.
Et lille land som Danmark burde have politikere og erhvervsfolk, der kan se, at det vil være meget bedre - og også økonomisk mere fordelagtigt at finde nogle nicher, som andre ikke har fået øje på, og så opdyrke dem, sådan som det blev gjort under den store landbrugsomlægning sidst i 1800tallet eller som med vindmøllerne efter oliekrisen i 1970erne.