Kommentar

Hvorfor frygte arabernes revolutionære ånd?

De vestlige reaktioner på Egyptens og Tunesiens folkeopstande er hykleriske og kyniske landene har brug for et radikalt og definitivt brud med fortidens regimer
3. februar 2011

Noget af det mest påfaldende ved Tunesiens og Egypten opstande er, at muslimsk fundamentalisme har glimret ved sit fuldkomne fravær. I bedste sekulære demokratiske tradition har folkemasser rejst sig til oprør mod undertrykkende regimer, imod korruption og fattigdom, og krævet frihed og større økonomiske forhåbninger.

Den kyniske visdom hos vestlige liberale, der har villet bilde os ind, at et ægte demokratisk sindelag i de arabiske lande kun kan trives hos en lille liberal elite, mens befolkningens brede lag kun kan mobiliseres gennem religiøs fundamentalisme eller nationalisme, er blevet udstillet som helt og aldeles forfejlet. Det store spørgsmål er: Hvad bliver det næste, der sker? Hvem kommer til at fremstå som de politiske vindere?

Da en ny provisorisk samlingsregering blev udpeget i Tunis, blev islamisterne og den radikale venstrefløj udelukket. Reaktionen hos selvglade liberale var: Så meget desto bedre de er jo stort set ét fedt, to totalitære ekstremer. Men er det virkelig så enkelt? Består det sande og langsigtede modsætningsforhold ikke lige præcis mellem islamisterne og venstrefløjen? Selv om de for en stund måtte være forenet i deres fælles modstand mod regimet, vil deres enhedsfront så ikke gå i opløsning, når sejren er vis, og vil de så ikke involvere sig i en forbitret dødskamp imod hinanden, som kan gå hen og blive endnu mere grusom end deres kamp imod den fælles fjende?

Var det ikke netop en sådan kamp, vi så efter det seneste valg i Iran? Hvad Mousavis hundredtusindvis af tilhængere stod for, var en ny animering af den folkelige drøm, der var den drivende kraft bag Khomeinis revolution: frihed og retfærdighed. Selv om denne drøm viste sig at være utopisk, førte den til en betagende eksplosion af politisk og social kreativitet, til organisatoriske eksperimenter og til inspirerende diskussion mellem studerende og almindelige mennesker. Denne virkelige åbning, der på aldrig før set vis frisatte nye kræfter for social forandring til social transformation i en fase, hvor alt syntes muligt, blev i det videre forløb udsat for en gradvis kvælning igennem det islamistiske establishments overtagelse af den politiske kontrol.

Social komponent vigtig

Men selv når vi har at gøre med klart fundamentalistiske bevægelser, bør vi ikke tabe den sociale komponent af syne. Taleban bliver hyppigt fremstillet som en fundamentalistisk islamistisk gruppe, der håndhæver sin magt gennem udøvelse af terror. Men da det pakistanske Taleban i foråret 2009 tog kontrol over Swat-dalen, rapporterede The New York Times, at bevægelsen havde iscenesat »et klasseoprør, der drager fordel af de dybe kløfter mellem en lille gruppe af rige godsejere og deres jordløse lejere«.

Hvis Taleban med sin 'udnyttelse', som det hedder i The New York Times, af fattige bønders elendige situation »må få alle alarmklokker til at ringe om det stadig overvejende feudale Pakistan«, hvad forhindrede så Pakistans liberale demokrater og USA i på deres side at 'drage fordel' af denne situation og gøre forsøg på at hjælpe de jordløse bønder? For det er vel ikke sådan, at Pakistans feudale kræfter er det liberale demokratis naturlige allierede?

Den uundgåelige konklusion, der presser sig på, er denne: Den radikale islamismes fremkomst var altid bagsiden af den sekulære venstrefløjs forsvinden i de muslimske lande. Når Afghanistan fremstilles som et af de mest fundamentalistiske islamiske lande, har vi så allerede glemt, at det for 40 år siden var et land med en stærk sekulær tradition, herunder et magtfuldt kommunistisk parti, der greb magten helt uden Sovjetunionens hjælp? Hvor forsvandt denne sekulære tradition hen?

Det er uhyre afgørende, at vi forstår de igangværende begivenheder i Tunesien og Egypten (og Yemen og ... måske ligefrem og forhåbentlig: Saudi Arabien) på baggrund af denne forhistorie. Hvis situationen i sidste ende bliver stabiliseret på en sådan måde, at de gamle regimer overlever med en fernis af liberal kosmetisk kirurgi, vil det udløse et overvældende fundamentalistisk tilbageslag. Nøglen til at sikre, at en grundlæggende demokratisk ånd kan overleve, er broderlig hjælp fra den radikale venstrefløj.

Tilbage til Egypten, hvor en af de mest skændige og farligt opportunistiske reaktioner kom fra Tony Blair, som til CNN udtalte: »Forandringer er nødvendige, men det bør være stabile forandringer. 'Stabile forandringer' i Egypten i dag kan kun betyde en ting: Et kompromis med Mubarak-kræfterne i form af en beskeden udvidelse af de herskende kredse. Og dette er grunden til, at al tale om en fredelig overgang lige nu er en uanstændighed: Ved at have knust oppositionen har Mubarak selv gjort dette umuligt. Da Mubarak indsatte sine sikkerhedsstyrker imod de protesterende, blev Egyptens valg tegnet klart op: Enten en kosmetisk ændring, hvor der kunne foretages forandringer, således at alt kan forblive det samme. Eller også et afgørende og definitivt brud.

Glem bekymringerne

Sandhedens time har således indfundet sig: Man kan ikke hævde, som tilfældet var med Algeriet for et par årtier siden, at sande frie valg ville svare til at overdrage magten til de muslimske fundamentalister. En anden liberal bekymring går på, at der ikke findes nogen organiserede politiske magtstrukturer til at tage over, hvis Mubarak går. Selvfølgelig gør der ikke det. Mubarak sørgede for at reducere al opposition til marginale ornamenter, således at resultatet blev som titlen på den bekendte Agatha Christie roman And Then There Were None. Argumentet for Mubarak at 'det er enten ham eller kaos' er i virkeligheden et argument imod ham.

Hykleriet blandt Vestens liberale er overvældende: De støttede officielt demokratiet, men nu, da arabiske befolkninger revolterer mod tyranner på vegne af sekulær frihed og retfærdighed og ikke på vegne af religion er de alle dybt bekymrede. Hvorfor dog bekymre sig? Hvorfor ikke meget hellere glæde sig over, at friheden får en chance? I dag, mere end nogensinde, er Mao Zedongs gamle slagord relevant: »Der er et voldsomt kaos under himlen – det er en fremragende situation.«

Og Mubarak? Hvad skal der blive af ham, når han går af? Også her ligger svaret lige for: Haag. Hvis nogen leder hører hjemme der, så er det ham.

Slavoj Zizek er slovensk filosof
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Espersen fra DF er en af de der omtalte "liberale vestlige hyklere": "... Det er da tydeligt, at de har et forbandet diktator, og man skal glæde sig over, at de gør krav på reformer. På den måde kan det måske godt ligne det, der skete i Østeuropa, men der er jo bare én væsentlig forskel. Det er, at der ikke lå et eller andet muslimsk broderskab og ventede hverken i Tjekkiet, Rumænien eller Polen.
..."

"... Efter fredagsbønnen var Det Muslimske Broderskab pludselig på gaden, og der har vi ikke set dem før. Det er en helt klar ordre til, at man simpelthen skal tage lederskabet af demonstrationerne. Selv hvis det kommer til frie valg, så tror jeg, de vinder. Det er jo det ironiske i, at man næsten sidder og frygter demokratiet. ..."

"... Man ved, hvad man har med Mubarak og i øvrigt også med Ben Ali i Tunesien. Nemlig to sikre, stærke diktatorer, som ganske vist er nogle slyngler, men som jo kan holde islamisterne stangen og har gjort det meget effektivt igennem 30 år begge to. Det har været til Vestens fordel. Det er derfor, at jeg måske lidt retorisk vil sige, at jeg hellere vil have en korrupt diktator, der holder islamisterne stangen, end jeg vil have et islamistisk styre. ..."

Der er ikke meget "retorisk" over Søren Espersen fuldtonede frygt for demokrati, og velvilje over for diktatorer. Tortur og undertrykkelse bekymrer ham kun, hvor "islamister" er indblandet...

nu har USA og andre store vestlige lande bekæmpet nationalistiske og venstreorienterede, ja selv moderate regeringer i den tredie verden helt siden anden verdenskrig, ja i mindre målestok i meget længere tid. Radikale muslimer er slemme folk, men de andre er jo lisså slemme. Så det eneste der kan accepteres er lige netop at få det sådan som vi vil have det, og hvis vi ikke kan få det, så er vi i hvert fald bedre tjent med kaos og borgerkrig i disse lande, uanset hvor slemt det så måtte være for de pågældende lande selv. Disaster capitalism.

"de er jo stort set ét fedt, to totalitære ekstremer. "

Hvordan kan en venstreorienteret, anslås som totalitær?.

Lever vi lidt i fortidens kolde krig, eller hvad sker der lige for gravballemanden der?.

En lidt sjusket brug af begrebet, Jesper, det er der noget om :
Normalt vil man placere ikke-demokratier på en akse mellem 'autoritær' (uargumenteret kommandotyrranisk) og 'totalitær' (ideologisk argumenterende enhedsstyre), og i den forstand vil venstreorienterede diktaturer oftest være totalitære, medens højreorienterede ytrer sig autoritært. Virkeligheden bekræfter tendensen, men de fleste diktaturer benytter begge reaktionsmønstre alt efter hvor anstrengt magtens sikkerhed er.

Som sædvanlig ellers en givende læsning fra Zizek, en af mine grunde til at holde Inf. Jeg fristes dog til at spørge til den lidt umotiverede coda-markering : Hvor er folkemordet og krigsaggressionerne og alt det som skulle kvalificere til 'Haag' ?

Men den står altså på processer rundt omkring, hvor venstrefløj og islam allierer sig som alternativ, vinder - og river hovederne af hinanden bagefter. OK - sikkert godt set.

Og vi I Danmark har allerede haft alliancen ?
Og hovedrivningen kommer under næste S-regering ?
Hvilket vil gøre den regering kort og upopulær ?
Eller faktisk populær måske ?
Spændende ^^

desværre faldt denne væsentlighed ud i første del af ovenstående indlæg :
Både et islamisk og et socialistisk diktatur ville dog benytte sig af ideologisk argumentation som udgangspunkt, og vil derfor begge, som Zizek gør, i en hurtig vending kunne kaldes 'eet fedt' som totalitære.

Ja, det er utroligt at nogen frygte et islamistisk styre i Ægypten, når man påtænker at næsten halvdelen af den ægyptiske befolkning lever for under 2 US$ om dagen, med hvad det medfører af børnedødelighed, undernæring og følgeskader.

Andel af befolkningen der tjener under 2 US$ pr. dag i udvalgte lande:

Iran 7,3%
Tyrkiet 18,7%
Ægypten 43,9%

Hvis man i Vesten har et problem med at de fattige følger islamisterne, som trods alt er i stand til at etablere et samfund med en rimelig fordeling af goderne, så skulle Vesten have tænkt på det, istedet for igennem 30 år at stable militært grej op låget af trykkogeren...

..hvor uvidende har man lov at være?

Vi bør frygte dem på grund af vore egne gerninger.

De ved udmærket godt, at vi i vesten har støttet de lokale diktatorer - primært af hensyn til Israels interesser.

Længere mod vest husker de sikkert også vores støtte til annuleringen af det demokratiske valg i Algeriet.

Hvis vi kan tilgive os selv er det relevant at spørge dem, om de kan tilgive os.

Søren Espersen og DF er på ingen måde liberale.

Det troede jeg vi efterhånden var blevet enige om.

Det kunne være interessant hvad der egentligt står bag det oversatte 'liberale' i den originale artikel.

Men fraset denne detalje, så er frygten for en islamisk kabring af 'revolutionen' naturligvis til stede, ganske som en række andre udfald også er mulige.

Tunis og Ægypten er iøvigt ganske forskellige.

Og dette er heller Iran i firserne eller Algeriet i halvfemserne.

Internettet og interessant nok også Al-Jazeera er trådt ind på scenen, og der er meget andet nyt.
FX. er der ingen Sovjetunion.

Og at hive gamle Mao af stalden med »Der er et voldsomt kaos under himlen – det er en fremragende situation.«, er mig lidt kækt.

Der er rigtigt mange steder hvor det er tvivlsomt hvad kaos har ført med sig.

Somalia, Afganistan eller Irak, for nu at nævne et par steder.

Mit personlige bud er at hæren får lukket det meste ned med nogle løfter, som så indfries halvt.

Der er for mange som har noget at miste.

Til Gorm Petersen,

Jeg er enig i, at en forsoningsproces mellem Vesten og den Arabiske verden er ganske afgørende. Men hvorfra skulle den komme? Vi har jo set i karikatur-krisen at ansvar er en kompleks størrelse. Hvem skal bede om tilgivelse?

Jeg tror vestens venstrefløj, med fagforeninger og NGO'er i spidsen må tage hånd om denne opgave.

Men hvordan?

Slavoj Zizek er filosof, og det kan måske forklare hans roden rundt i begreber. Artiklen er præget af den sædvanlige filosofiske hang til overordnet båsning, der gør virkeligheden umådelig simpel og katalogiserbar, og som dermed pisser mig kronisk af. Han kaster rundt med indforståede begreber, der selv på originalens engelsk er misforståelige - måske fungerer de bedre på slovensk, men jeg tvivler.

Ikke mindst forstår jeg godt oversætterens problemer med frasen "liberal". I USA er det et skældsord, der dækker alt til venstre for... Tjah, den nemmeste måde at "forstå" begrebet på er at huske, at partiet Venstre herhjemme er Danmarks Liberale Parti, og at Venstre (overraskende nok) er venskabsparti med Obamas Demokrater - og at begge disse grupperinger med larmende USAnsk retorik beskyldes for at være liberale. Hvilket stort set anses for at være den skinbarlige socialisme.

Herhjemme er sådanne sammenligninger helt uforståelige. Slavoj Zizek gør det ikke nemmere ved at gruppere "vestlige liberale" med "en liberal elite", der består af "liberale demokrater" men også dækker alle "Vestens liberale". Og denne gruppering har følelser, for "de selvglade liberale" har "liberale bekymringer". Det hele dækker vel blot over, at filosoffen ikke har tænkt sig ordentligt om, inden han skrev og skrev, og fik lokket Information til at forsøge en oversættelse.

Det gør det selvfølgelig sværere at skrive kort, hvis filosoffen skulle spilde plads på at differentiere og eksemplificere, men så ville jeg muligvis have forstået budskabet. Lige nu er jeg bare lige så irriteret som når jeg bliver mødt med postulater som "højrefløjen i oprør", "muslimer voldtager deres børn", "venstrefløjen støttede terror" - eller i den tilsvarende grøft "København lammet" og "Århus i chock"...

Ordet liberal, som det anvendes i en amerikansk sammenhæng, volder ofte problemer, når det skal oversættes til dansk.

Politikens tidligere USA-korrespondent Børge Visby omtaler problemet i sin bog USA – de riges velfærdsstat. Han giver et eksempel, som herhjemme lyder ganske grotesk, men som i USA giver god mening.

Martha Mitchell, der var en biperson i Watergate-dramaet, ville beskrive en af de store antikrigs-demonstrationer i Nixons første præsidentperiode.

Hun sagde, at hun ikke troede almindelige amerikanere var klar over, hvor desperat det er, når ”en gruppe demonstranter – ikke fredelige demonstranter, men meget liberale kommunister – rykker ind i Washington.”

For en europæer kan det måske lyde formildende, at en kommunist er liberal, men ikke i USA, hvor begge ord er skældsord. Så ’liberal kommunist’ er altså noget meget slemt.

Visby forklarer, at ordet ’liberal’ derovre ikke, som i Europa, forbindes med økonomisk liberalisme. Mens ’liberal’ i Europa er modsætningen til ’socialistisk’ så er det i USA modsætningen til ’konservativ’.

En liberal i USA opfatter sig som progressiv – for mere uskolede amerikanere betyder 'liberal' derimod nærmest socialistisk eller venstreorienteret - og de anser derfor progressive reformer (som Obamas sundhedsreform) som skinbarlig kommunisme.

Hvis Vesten skal undgå en udvikling som i Iran - og der er intet, der tyder på en sådan udvikling under opsejling, men man kan jo klumre i det og fremkalde den - så skal man OMFAVNE ønsket om demokrati og frihed og give Mubarak et los bagi. Det sidste er der særlig grund til, da han nu på vej ned begynder at vende sig imod borgere fra sine allieredes hjemlande. USA vil næppe kunne holde til overgreb mod sine journalister, og desuden har de jo undsagt manden allerede.

Den klassiske manøvre for en kolonimagt (USA) er at udskifte den upopulære marionet med en ny.

Så må vi jo se, hvad masserne siger til den nye marionet.

Jg blev lidt tabt i Jeres diskussioner frem og tilbage om "liberal" og den filosofiske forfatters jungleren med begreber. Men jeg mener at kunne læse: fundamentalister har været fraværende under starten af de lokale oprør i Tunesien og Egypten. Den folkelige venstrefløj, står egentligt dårligt, fordi de siddende diktatorer har forhindret opbygning af strukturer. Det må betyde, at Det Muslimske Broderskab i Egypten har et forspring, fordi de har haft en eller anden organisering. Til gengæld ser det ud til at USA ikke kan få held med at indsætte en marionet.
Men det ser ud til at USA's betaling for at have en loyal agent i mellemøsten lider skibrud.
Vi får se, hvor det går hen

Selvfølgelig skal vi frygte revolutionen - af nøjagtigt de samme årsager som magthaverne bad os frygte den franske revolution, den spanske, den kubanske, den amerikanske revolution o.s.v.

Revolution sker når befolkningen har blevet undertrykt for længe af magthaverne og den indeværende kontrolsystem, repræsentativt demokrati, religiøsitet (monoteismerne), totalitarisme, kapitalisme (usa, sovjet, nazi-tyskland)

Sagen er blot at når befolknignen ikke længere følger partimusikken fra DR eller TV2 eller hvad de nu ser rundt om i verden, så kan de finde på at kræve ligestilling, ligeværd, ligeløn og andre absurditeter.

Lægges det sammen med de 99% som samlet ejer mindre end 1%,så sker forandringerne alt for hurtigt fra magthavernes side, hvilket indebærer alt for stor risici for at de må afgive magt, jord, kapital m.v. til befolkningen.
Det er samtidig årsagen til de fleste magthaverne idag råber op om at nedsætte farten på forandringerne, så de kan indsætte et "nyt" repressivt styresystem. De to ligestillede repressive systemer er religioøsitet eller repræsentativt demokrati men desværre repræsenterer de to forskellige grupper magthavere.

Det er vores job at sikre egyptere får vælge selv og holde magthaverne for døren. Jeg håber egypterne en dag vil returnere tjenesten et andet sted på jorden.

En opstand vælter magthaverne, så følger et magt-tomrum, fordi oprørerne sjældent har forberedt en præcis vej, men er enige om en fjende.
I den situation kan "nogen" slå til og dreje opstanden i en eller anden retning (som vi måske ville bryde os mindre om). Hvad "vi" kan gøre i Egypten er et stort spørgsmål: historien har formentlig diskvalificeret os for en lang fremtid

Bill Atkins

Du skriver:

"

Andel af befolkningen der tjener under 2 US$ pr. dag i udvalgte lande:

Iran 7,3%
Tyrkiet 18,7%
Ægypten 43,9%

"

Jeg er bare nysgerrig hvor har du disse tal fra? Vil nemlig gerne have kilden. :) Taaak!

- Arash