Ingen officielle kranse på Célines grav

Efter protester fra efterkommere af deporterede jøder er Louis-Ferdinand Célines navn fjernet fra listen over franske kulturpersonligheder, der fejres i 2011. 50 år efter den verdensberømte forfatters død, vækker hans antisemitiske synspunkter atter voldsom debat om forholdet mellem kunst og moral
Kontroversiel. Efter protester fra efterkommere af deporterede jøder er Louis-Ferdinand Célines navn fjernet fra  listen over franske kulturpersonligheder, der fejres i 2011. 50 år efter den verdensberømte forfatters død, vækker hans antisemitiske synspunkter atter voldsom debat om forholdet mellem kunst og moral
4. februar 2011

Der var ikke gået 48 timer fra offentliggørelsen af et digert bind med omtale af de kulturpersonligheder Frankrig agter at fejre i 2011, før Louis-Ferdinand Célines navn var trukket tilbage.

Efter protester fra slægtninge til deporterede jøder, vendte den franske kulturminister Frederic Mitterrand på en tallerken, og det på trods af, at han selv havde bidraget til værket.

Louis-Ferdinand Céline døde i 1961. Han har ikke alene skrevet et af det tyvende århundredes litterære hovedværker Rejse til nattens ende, der udkom i 1932 og var banebrydende med sin brug af hverdagssprog og slang. I slutningen af trediverne var den erklærede anarkist og nihilist også ophavsmand til adskillige voldsomt antisemitiske pamfletter, der lige siden har kastet skygge over hans forfatterskab. Det resulterede i 1945 i, at han med kone og kat måtte flygte til Danmark. Her levede han delvis i fangenskab inden han i 1951 vendte tilbage til Frankrig til en benådning, der muligvis blev givet på falsk grundlag.

Bødler og ofre

Det er derfor ikke overraskende, at Serge Klarsfeld, ved synet af Célines navn på den prestigiøse liste øjeblikkelig satte hælene i. Klarsfeld er kendt for sammen med sin hustru Beate igennem et halvt århundrede at have trukket adskillige nazistiske bødler i retten i Frankrig.

Som formand for foreningen af Sønner og døtre af deporterede jøder, opfordrede han øjeblikkelig kulturministeren til selv at »have mod til at fjerne Célines navn«. Og han truede ligeledes med, at han ellers ville gå til Præsident Nicolas Sarkozy.

»Célines talent må ikke få os til at glemme, at han under besættelsen opfordrede til mord på jøder. At fejre ham er ikke nationen værdig,« skrev Klarsfeld i en pressemeddelelse: »Der skal gå adskillige århundreder før bødler og ofre fejres samtidig.«

Kulturministeren reagerede prompte. Følgende dag, ganske få timer inden det planlagte cocktailparty for værket, som en særlig kommission under det franske arkiv har arbejdet på i over to år, blev det trukket tilbage.

Fréderic Mitterrand gik endnu videre end Klarsfeld og understregede »at bødler og ofre aldrig nogensinde vil kunne blive fejret sammen«.

Det var ifølge ministerens udtalelser, ikke pres fra hverken personer eller foreninger, der fik ham til at ændre holdning. Det var en lang nats læsning af en af Célines mest modbydelige pamfletter, Bagatelles pour un massakre Bagateller om en massakre fra 1937. Og problemet var ifølge ministeren, at »Céline var lige så ekstremt god en skribent i sine pamfletter som i sine litterære værker«.

Det er netop denne ekstreme litterære kvalitet, der sammen med et voldsomt og aldrig fornægtet jødehad, der gang på gang har voldt det officielle Frankrig problemer. Det har nu atter lanceret en lidenskabelig debat forholdet mellem moral og æstetik, som ikke er ikke er blevet mere lavmælt, efter Célines navn er blevet censureret, fra officiel side.

Det latterlige Reich

For censur er præcis, hvad adskillige debattører kalder Fréderic Mitterands kovending. Debatten står på i samtlige aviser, og for en gangs skyld uden klart skel mellem hvilke medier, der mener, at Céline skal mindes, og hvilke, der ønsker ham censureret.

For forfatteren Philippe Sollers, der har udgivet en bog med kommentarer til Céline, er situationen »fuldkommen absurd«. Han forklarer i avisen le Nouvel Observateur, at »hvis man endelig ville lave reklame for Céline, så er det nu gjort«.

»Det, man skulle have gjort, var at udgive en kommenteret udgave af pamfletterne,« opfordrede Sollers som utrættelig fortaler for ytringsfrihed.

Célines antisemitiske skrifter har nemlig i lang tid ikke været offentligt tilgængelige i Frankrig.

»Man kan skyde med skarpt på kulturministeriets bog, men det er absurd at censurere den,« skriver han: »Jeg har skrevet en bog om Céline, og det gør mig ikke til nazist.«

Også en anden kender af Céline, doktor i litteratur Pierre Laine protesterer i avisen Le Mondes spalter mod »små censorer«. Ifølge ham skrev Céline ganske rigtigt antisemitiske pamfletter, men i realiteten har han aldrig sendt en eneste jøde i Gestapos arme eller angivet personer, han sagtens kunne have angivet. Célines værker var, forklarer Pierre Laine, forbudte i Nazityskland, og da forfatteren sammen med andre kunstnere var inviteret til den franske Ambassade i Paris, benyttede han lejligheden til overfor en repræsentant for Tyskland at forudse det latterlige Reichs undergang. Céline kendte, understreger Laine, som alle andre almindelige franskmænd, intet til de tyske koncentrationslejre.

Det var netop den totale mangel på censur, Celine stod for; han var »først og fremmest, før under og efter krigen en fri mand, der sagde lige, hvad han ville, uden at holde sig tilbage og uden forsigtighed (...) Ministeren begår en stor fejl, og hvis han fortsætter sådan, må man også snart tage højde for Voltaire, Gide og Genets antisemitisme. Og hvorfor ikke også en Aragons stædige og uforbederlige stalinisme?« skriver Laine.

Intellektuel blodplet

I samme Le Mondes spalter bedømmer dagbladets tidligere litterære redaktør Patrick Kéchichian til gengæld samme situation stik modsat.

Nej, Celine havde ikke blod på hænderne, men der var »andet end blæk i hans pen«.

Det store problem var ifølge Kéchichian, Célines forfølgelsesvanvid. Især efter 1945 var det eneste egentlige offer ham selv, og det legitimerede stort set alt.

»Litteraturen gav forfatteren en slags principiel uskyld. Det kunne måske have været komisk, hvis skylden ikke lige præcis havde handlet om det, den gjorde, med alt det, der var på spil hvis det ikke havde været for omfanget af Shoah (Holocaust, red.) «

Kéchichian citerer Céline for i 1946 at have skrevet:

»Antisemitisme er så gammel som verden, og min har med sin outrerede, enormt komisk og strikt litterære form aldrig slået nogen ihjel.«

Problemet er så blot, understreger Kéchichian, at Céline derefter går direkte over til at fornægte, at jøderne overhovedet har været forfulgt i Frankrig . For Kéchichian er der ikke tvivl om at »manden og værket hænger sammen«, og at det diskvalificerer en fejring af Céline. Han konkluderer med et citat fra Isadore Duncan:

»Ikke alverdens havvand er nok til at rense en intellektuel blodplet.«

Mislykket

Frankrig har ikke afsluttet sit ambivalente forhold til figurer som Céline, og kulturministeren burde ifølge adskillige iagttagere have forudset den polemik, der ville opstå omkring fejringen af den skandaleombruste forfatter.

Men samtidig var det uden store protester, at den franske Stat i 2002 betalte et historisk gigantisk beløb for at få fingre i originalmanuskriptet til Rejse til verdens ende.

Én forklaring på Fréderic Mitterrands overraskende hurtige reaktion kan ifølge visse spydige tv-kommentatorer være, at der var stor polemik, da den tidligere forfatter og tv-vært selv trådte til på ministerposten.

Dengang var der polemik om, at han i sine halvt fiktive erindringer omtalte et muligvis pædofilt forhold under en ferie i Thailand.

Men var kulturministerens kovending et forsøg på ikke atter at komme i søgelyset i den vanskelige diskussion om skellet mellem fiktion, virkelighed og personlig moral, er missionen afgjort mislykket.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu