Det er nu, Israel skal presses

Revolutionerne i Mellemøsten får Israel til at hige efter sikkerhedsgarantier fra Vesten. Det giver god mulighed for at stille modkrav, der kan bidrage til at løse konflikten med palæstinenserne. Spørgsmålet er, om EU tør
Revolutionerne i Mellemøsten får Israel til at hige efter sikkerhedsgarantier fra Vesten. Det giver  god mulighed for at stille modkrav, der kan bidrage til at løse konflikten med palæstinenserne. Spørgsmålet er, om EU tør
22. februar 2011

Mange har spekuleret i palæstinensernes og ikke mindst israelsernes reaktion på den politiske udvikling i Egypten. Israels fjende nummer et, Hamas, er jo udsprunget af det Muslimske Broderskab, som efter revolutionen i Egypten står til at spille en afgørende rolle i landet.

Indtil videre tyder intet dog på, at broderskabets leder, Muhammed Badi'e, og hans brødre vil afbryde de varme relationer til Tel Aviv.

En ny leder af Egypten vil først og fremmest have travlt med at finde sin plads i det komplekse egyptiske samfund. Samtidig er støtten fra vestlige lande stadig afgørende for landets økonomi. Det taler umiddelbart for, at Israel ikke behøver være bange for sin store nabo mod sydvest.

Alligevel er israelerne utrygge. Derfor er premierminister Netanyahus i øjeblikket i gang med at sikre sig Vestens støtte til Israels sikkerhed.

Problemet er imidlertid, at hvis EU og det øvrige Vesten afgiver sådan et løfte, vil det være samme som at garantere, at Israels politik i de besatte områder kan fortsætte som hidtil. Israel spiller nemlig højt spil over for palæstinenserne, fordi landet er urørligt, så længe Vesten garanterer landets sikkerhed. Vestens sikkerhedsgarantier er brænde på konfliktens bål.

Vender man problemstillingen på hovedet, er revolutionerne i Mellemøsten en oplagt mulighed for at stille krav til Israel og skubbe fredsprocessen fremad. Hvis man ikke uddeler sikkerhedsgarantier med rund hånd, vil den nye situation i Mellemøsten nemlig betyde, at Israel alt andet lige vil være mere klar til at lytte til krav om at følge fredens vej. Men det kræver naturligvis, at EU er villig til at fremsætte dem.

To tunger

Ser man tilbage på EU's rolle i Israel-Palæstina-konflikten, har de sidste 30 år været præget af et meget tæt samarbejde med Israel. EU har i høj grad undladt at handle på landets manglende overholdelse af Kvartettens Køreplan for Fred. Det svækker for alvor EU's udenrigspolitiske konsistens, troværdighed og legitimitet.

Tager man EU's internationale lovkompleks i betragtning, må man undre sig over, at Unionen ikke gør mere for at presse Israel til at moderere sin politik over for palæstinenserne. Især når det drejer sig om israelernes bosættelser er situationen i dag næsten ved at udvikle sig til en farce.

Til trods for at alle EU-lande kender bosættelserne ulovlige, afslører nye facts on the ground hver måned, at det internationale forhandlingsspil næsten udgør en kulisse for Israels fremfærd. Mens EU officielt fastholder ideen om, at en overgangsregering skal bane vejen for en levedygtig palæstinensisk stat - den tanke er en integreret del af EU-udenrigsminister Ashtons repertoire, vender EU det blinde øje til bosættelserne.

Heller ikke EU's berømte naboskabspolitik synes at bidrage til en løsning på konflikten. Til trods for at EU's officielle målsætning er, at naboskabsinitiativerne skal skabe fremgang, demokrati og vækst, er det i tilfældet Israel gået i den stik modsatte retning.

For selv om EU i princippet kræver demokratiske fremskridt, god regeringsførelse og overholdelse af menneskerettighederne til gengæld for eftertragtede associeringsaftaler med lukrative handelsfordele, holder man ikke israelerne fast på principperne. Når israelerne forbryder sig mod dem kommer man højst med en spag verbal kritik.

Pt. diskuteres det stadig, om Israels fremfærd under krigen i Gaza skal have langsigtede konsekvenser. En opgradering af samarbejdet er udskudt, men i praksis møder israelerne business as usual.

Forskelsbehandling

EU's høje repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Javier Solana, udtalte i oktober 2009 til det israelske dagblad Haaretz, at Israel er medlem af EU uden at være medlem af dets institutioner.

Der er ingen tvivl om, at det er et meget retvisende billede. Israels aftaler og samarbejde med EU er væsensforskellige fra andre partnerlande.

Allerede i 1994 besluttede EU at give Israel særstatus som følge af landets veludviklede økonomi og politiske system. Det har bl.a. givet Israel afgiftsfri adgang til de europæiske markeder, EU's forsknings- og innovationsmidler, universitets- og kultursamarbejde. Også inden for sikkerhedsindustrien samarbejders der om antiterrorinitiativer og efterretningsarbejde. Sidstnævnte gennem et samarbejde mellem Europol og israelsk politi (hvis hovedkvarter stik imod alle aftaler ligger i Østjerusalem). Der er med andre ord meget, der binder EU og Israel sammen.

EU's forhold til palæstinenserne er et helt andet. De skal gøre sig fortjent til støtte gennem politiske reformer, som spænder bredt fra miljøhensyn over kvinderettigheder til antikorruption og naturligvis frasigelse af voldelige metoder.

Selvstyret er dybt afhængigt af EU og andre vestlige donorers økonomiske støtte til asfaltering af veje og kontormøbler. Selv når det drejer sig om selvstyrets optræden i internationale forhandlinger, kan palæstinenserne kun stille med kvalificerede repræsentanter, hvis de får hjælp udefra.

Desværre har EU's forsøg på at være hjælpsom i flere tilfælde været direkte undergravende for den palæstinensiske befolknings interesser. Et eksempel er EU-programmet EUPOL COPPS, som har haft til mål at træne selvstyrets politistyrker på Vestbredden. Resultatet er, at styrkerne i den grad har været med til at skabe intern splittelse. På nogle punkter har det ligefrem presset den politiske frihed på Vestbredden, hvor aktive modstandere af selvstyret får en hård behandling.

Der rapporteres løbende om tortur i palæstinensiske fængsler. I 2010 blev flere palæstinensere dræbt af palæstinensiske myndigheder end af Israel.

Åbenlyst

Den ulige behandling af de to folkeslag er efterhånden blevet så åbenlys, at selv de ellers så tavse diplomater har taget bladet fra munden.

I december 2010 skrev 26 afgåede europæiske diplomater og toppolitikere et åbent et brev til EU-præsident Van Rompuy og udenrigsminister Ashton. Her anbefalede de at lægge pres på Israel - ikke i nogen revolutionerende form, ganske vist - men blot i henhold til EU's lovmæssige og etiske rammeværk. De opfordrede bl.a. til at sikre, at EU-beslutninger overholdes og implementeres – herunder Køreplan for Fred, som kræver israelsk tilbagetrækning til 1967-grænserne. Som et minimum skulle al bosættelsesvirksomhed fastfryses.

Det foruroligende er, at man tilsyneladende skal være pensioneret for at kunne kritisere helt åbenlyse problemer i EU's politik over for Israel. Diplomaternes opråb fik ikke den store betydning. EU sætter sig stadig ikke igennem over for Israel.

Det har langt mere at gøre med manglende handlevilje end manglende handleevne. For EU kan nemlig sagtens handle, når det gælder. Det så vi ved valget i Palæstina i 2006, hvor Unionen tilføjede Hamas til sin terrorliste, og dermed fik stoppet bistanden til styret. Palæstinenserne blev endnu engang hængt ud som en ikke-partner for fred. I dag er heller ikke Abbas en brugbar 'partner for fred'. Han har nemlig mistet folkets opbakning - hvorfor mon?

EU taber anseelse

EU's tvetydighed og kløften mellem retorik og handling i forholdet til Israel er en kilde til frustration i hele regionen. Amerikanerne har man ikke tillid til, men man har i lang tid håbet, at EU ville være i stand til at sætte en anden dagsorden i forhold til konflikten.

Desværre opfatter stadig flere EU's politik som værende identisk med Obamas. Som en EU-diplomat på Vestbredden kynisk udtrykker det:»Med bistand gør EU på Vestbredden det, som USA gør med våben i Irak.«

Hvorfor opretholder EU denne politik? Svaret er kort og kontant, fordi det er det, Israel og USA vil. EU søger blot at gavne sine egne umiddelbare interesser.

Men skal EU tages seriøst som udenrigspolitisk aktør, skal Unionen undgå, at dens dobbeltmoral udstilles, som det skete under revolutionerne i Egypten og Tunesien. Derfor er det afgørende, at man som et minimum gør ord til handling og gør kravene til Israel til en betingelse for fortsat samarbejde. Den nuværende usikkerhed i Mellemøsten skaber mulighed for at en sådan ændring kan få afgørende indflydelse på Israel-Palæstina konflikten.

Leila Stockmarr er forskningsassistent på Dansk Institut for Internationale Studier

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Maiken Guttorm

"Der rapporteres løbende om tortur i palæstinensiske fængsler."

-Ja, og der rapporteres også løbende om tortur af palæstinensere i israelske fængsler, for ikke at tale om administrativ frihedsberøvelse af bl.a. børn.

"Det foruroligende er, at man tilsyneladende skal være pensioneret for at kunne kritisere helt åbenlyse problemer i EU’s politik over for Israel."

-Et problem der tilsyneladende ikke begrænser sig til EU - den klamme syndsforladelse.

Så vidt jeg forstår stemte EU for resolutionen (om byggestop), som USA vetoede (med en top-hyklerisk kommentar). I det mindste da, det kan jo sagtens være endnu et spil for galleriet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Hvis de “gamle diktaturer” i mellemøsten ikke erstattes af nye, men landene bliver demokratiske, så vil en del af de yderliggående islamiske bevægelser vel miste indflydelse al den stund, at disse bevægelser ikke er demokratiske, men ønsker oprettelse af “imam-styrede stater” / Kalifater ??

En situation, hvor Israels omgivelser bliver demokratiske, vil lette tilværelsen betydeligt for Israel - og Israels venner i vesten vil nok begynde at samarbejde meget intenst med de nye demokratier. Det vil helt bestemt tvinge Israel til en omlægning af udenrigspolitikken .

Hvis der derimod opstår nye benhårde diktaturer, så har Israel nærmest fuld sikkerhed for øget støtte fra USA, EU og de øvrige vestlige lande.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mansour Heydari

Et realt problem og en rettidig artikel med gode argumenter. Den er også modig. At kritisere Israel er en tabu i EU, og det er på tide at bryde den. EU’s dobbeltmoral i forholdet til Israel og Palæstina kan på ingen måde forsvares.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Wendt

"Problemet er imidlertid, at hvis EU og det øvrige Vesten afgiver sådan et løfte, vil det være samme som at garantere, at Israels politik i de besatte områder kan fortsætte som hidtil."

Som vel kan betragtes som medskyldig?

God artikel, opsummerer meget fint mine egne frustrationer i grove træk.

Det der piner mig er man jo i bund og grund lægger navn til, hvilket er uacceptabelt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John V. Mortensen

Har i tænkt over: USA er skabt af bosættere, USAs største helte "dem som drog vestud" var bosættere, som måtte undertrykke de onde indianere for at få jord.

Hvem er helte og fjender - i alle de westernfilm i har set, heltene - bosætterne, fjenden - indianerne, sådan tænker USA, de vil gå i krig for at "frelse" de israelske bosættere - i biblens hellige land.

Beviset fik vi i Sikkerhedsrådet d. 18/2-011, på grund af - eet ord "ulovlige", for - hvis Israels bo- og besættelser er ulovlige, så må de amerikanske - også være det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Erik Rønne

Først lige en rettelse til artiklen. Man kan ikke vende tilbage til nogle 1967-grænser, for sådanne findes ganske simpelt ikke. Det der tænkes på er naturligvis våbenstilstandslinjen fra 1969, som holdt i 18 år, og som var helt umulige. Med enklaver der kunne være så små som en skyttestilling, og med et forløb der krævede ændringer. Det er mere eller mindre det der er sket med Sikkerhedshegnet der sådan nogenlunde følger forløbet fra den gamle linje. Der bor i øvrigt ingen arabere i det pågældende område.

Så er der spørgsmålet om Østjerusalem som i dag har en jødisk flertalsbefolkning. Det må der også tages hensyn til.

Enhver ved at en fredsaftale må indeholde en klar grænse, hvor Israel ikke har nogen enklaver, og hvor en Palæstina-stat højst vil have to geografisk adskilte områder: Gaza-striben og Vestbredden. Derfor må alle jødiske bosættelser øst for Sikkerhedshegnet naturligvis nedlægges.

I en forhandlet fred må Østjerusalem deles, og det er da også det den palæstinensiske ledelse var ved at forhandle på plads med Kadima-regeringen. Der er således ingen tvivl heller ikke blandt de palæstinensiske politikere om hvad indholdet af en fred vil indebære.

Sikkert heller ikke blandt Hamas-ledelsen, der da også fil saboteret forhandlingerne ved at indlede et sandt bombardement af den israelske civilbefolkning fra Gaza. 10 eller flere raketter afsendtes mod israelerne, og med en usikkerhed på 10-20 km for hvor de slår ned, kan man kun tale om ren terror. Kadima-regeringen havde ingen anden mulighed end at stoppe fremfærden, og den er da også i dag sådan nogenlunde stoppet; enkelte grupper afsender stadig raketterne.

Det satte fredsprocessen på stand-by, og i størstedelen af den vestlige intelligens, især i Europa, var rutinereaktionen også værd at lægge mærke til. En stor ligegyldighed over for jødiske ofre, og tilsvarende stor medfølelse for de ofre Hamas-styrets fremfærd førte med sig. Skylden blev udelukkende lagt på jøderne.

Resultatet var at vi fik en Højre-regering med en udenrigsminister der har vist sig værre end frygtet, og hvor det eneste positive der kan siges om den er at den er morderligt upopulær i den israelske befolkning. Der dog er mere interesseret i sikkerhed end i en fred, den har svært ved at tro på.

Her kan wikileaks-papirerne komme til at hjælpe Kadima til en valgsejr ved det kommende valg. Til gengæld kan de vanskeliggøre de palæstinensiske politikeres mulighed for at bevæge sig, og indgå de nødvendige kompromiser.

Men hvis vil opnår en varig fred bør også europæerne være villige til at give israelerne den nødvendige sikkerhed. Optage Israel i NATO, og lad om nødvendigt USA etablere en flåde- og flybase i landet. Større sikkerhed kan landet næppe regne med.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kenneth James

@ Per Erik Rønne

For det første så er der ikke noget 'hegn' der adskiller Israel fra resten af Palæstina, det er en 7-9 meter høj betonmur.

Siden flygtningestrømmen til Palæstina begyndte og så mere specifikt til Jerusalem, har østjerusalem været det sted hvor araberne flyttede hen for at have et område for sig selv; man kan sige at ligesom med bosættelserne er en måde hvormed de anskaffer sig mere land, er det der samme der sker i selve Jerusalem. Desuden er der vanvittigt mange ultraortodokse jøder der flytter til jerusalem, så det er ikke underligt hvis der er en større gruppe jøder end araber i nogen del af Jerusalem længere.

http://fasttimesinpalestine.wordpress.com/2009/10/13/maps-of-israel-pale...
Jeg kan anbefale at kigge på denne side, der kan man se nogle af realiteterne i området, bare ved at kigge på nogle af billederne kan man se hvor absurd og, et eller andet sted, dobbeltmoralsk Israelerne opfører sig i området.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Erik Rønne

@Kenneth James,

Det er et hegn der adskiller Israel fra resten af Cisjordanien; der er kun enkelte steder der er tale om en 7-9 meter høj betonmur.

Angående Østjerusalem, så er der naturligvis tale om en definition om hvad der indeholdes i det. På et tidspunkt annekterede Israel Østjerusalem, og på et senere tidspunkt flyttede Ariel Sharon så grænsen mellem Jerusalem og Vestbredden mod vest. Det medførte demonstrationer da 60.000 arabere derved mistede deres israelske legitimationskort (havde de inden da accepteret israelsk statsborgerskab havde de naturligvis beholdt det), og dermed adgang til israelsk sundhed som gratis læge- og hospitalsbehandling, og adgang til at studere på Det hebraiske Universitet.

Men rykningen af grænsen gav i hvert fald et klart jødisk flertal i også Østjerusalem. Det er dog rigtigt at de sekulære jøder ikke bryder sig om de ultra-ortodokse og radikalt nationalistiske jøder, som udgør en stadig større andel af befolkningens i Israels hovedstad. Her er Tel Aviv mere moderne og sekulært.

Jeg har kigget på dit link.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kenneth James

Ja det er rigtigt at Tel Aviv er Israels interlektuelle og sekulære fyrtårn, kan dog ikke se hvad det har med diskussionen at gøre.

Altså, jeg kan på ingen se hvorfor araberne i Palæstina skulle sige ja til Israelsk statsborgerskab; de vil have deres eget land som de kalder Palæstina, ligesom staten Israel erklærede sin uafhængighed i 48´. Her fik jøderne deres længeventet land tilbage, så hvorfor skulle araberne ikke også ha lov til at få deres eget land?
http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/5/5b/UN_Partition_Plan_For...
Sådan skulle det ha set ud, men det er ikke realiteten. Selvfølgelig har det altid været tilfældet at sejrsherren kan bestemme hvilken land de vil have efter en vunden krig, men det gør det ikke mindre moralsk forkasteligt af den grund hvad der foregår i Palæstina. Jeg refererer naturligvis til diverse krige i området her.

Det er retfærdighedsprincippet hele konflikten handler om og i denne situation har Israel ikke været retfærdig.

Man kan også anskue problematikken og dens emplikationer i en mere pragmatisk optik, og herved indse at Israel nok vil få en masse problemer med deres arabiske naboer i fremtiden hvis de ikke opfører sig ordentligt, nu da den ene arabiske nation efter den anden får afsat deres tidligere despotiske diktatorer fra magten.
Altså, 'What goes around, comes around'-princippet :)
Spørgsmålet er hvllket udfald Israel er mest interesseret i? At de giver Palæstinenserne deres retmæssige land? eller at de arabiske lande på et tidspunkt, ude i den ikke ret langt væk-liggende fremtid tager deres land tilbage?
Det er det interessante spørgsmål på langt sigt; jeg håber de vælger at gøre det første.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Erik Rønne

Nu bliver jeg lidt forvirret over din sprogbrug fordi du blot bruger ordet »Palæstina« uden at definere det.

I sit udgangspunkt er Palæstina den romerske provins der blev etableret som følge af de jødiske oprør mod romernes tilstedeværelse i det romerske klientkongedømme Judæa. I moderne sammenhæng omfattede det landene på begge sider af Jordan-floden, altså såvel Transjordanien som Cisjordanien.

Noget af det første briterne så gjorde med deres nye Palæstina-mandatområde var så at udskille størstedelen af det i et nyt hashemitisk kongedømme: Transjordanien. Dermed blev det kun Cisjordanien der var tilbage som Palæstina.

At bruge ordet Palæstina for hele Cisjordanien er stadig ganske almindeligt, og når eksempelvis Hamas taler om Palæstina så tænker de også på eksempelvis Tel Aviv. For Hamas og også for andre radikale arabere skal også Tel Aviv blive /Judenrein/.

Men når du tidligere har brugt ordet Palæstina er jeg som sådan blevet forvirret; jeg kan forstå at du kun bruger det om de områder der naturligvis skal blive en del af en kommende, arabisk Palæstina-stat.

Du skriver at du ikke kan se hvorfor Palæstinas arabere skulle sige ja til israelsk statsborgerskab. Et sådant tilbud har de naturligvis aldrig fået. Jøderne kunne jo ad den vej risikere at komme til at udgøre et etnisk mindretal i eget land.

Men de Palæstina-arabere som under Uafhængighedskrigen modstod de invaderende arabiske hæres opfordringer til at flygte (så hærene kunne gøre det af med jøderne), fik umiddelbart israelsk statsborgerskab, og derfor er godt 10% af Israels befolkning da også arabisk. Da Golan blev annekteret af Israel fik Golans drusere tilbud om statsborgerskab, og de sagde ja. Derfor aftjener deres unge drenge og piger i dag værnepligt i den israelske hær. Østjerusalems arabere fik samme tilbud men har altså sagt nej, i hvert fald for flertallets vedkommende. Det er derfor de 60.000 arabere der boede i de østlige dele af Østjerusalem var så forbitrede, da Sharon flyttede grænsen mod vest. Havde de accepteret statsborgerskabet havde de beholdt deres israelske papirer.

Men når alt det er sagt så synes vi grundlæggende enige i at konflikten kun kan løses ved at der ved siden af Israel oprettes en forhåbentlig demokratisk, palæstina-arabisk stat, og at grænsen mellem de to fremtidige lande /sådan nogenlunde/ må følge 1949-linjen, altså den gamle våbenstilstandslinje.

Mellem Sikkerhedshegnet og 1949-linjen bor ingen arabere; det er derfor Sikkerhedshegnets linje der vil blive fulgt.

For Østjerusalems vedkommende er situationen lidt mere kompliceret, men her må man tale om en deling der sådan nogenlunder må følge den etniske deling der er gældende i dag. Dele af Østjerusalem vil altså komme til at ligge i Palæstina, resten i Israel der også vil komme til at eje Tempelbjergets undergrund med de store tempelrester, mens Tempelbjergets top med moskéerne vil komme under en eller anden form for international administration.

I forbindelse med wikileaks-papirerne er der fremkommet oplysninger om forhandlinger mellem den daværende Kadima-regering og de palæstinensiske politikere, og her taltes om palæstinensiske kompensationer i det sydlige Galilæa. Her ligger en række arabiske landsbyer som meget passende kunne komme til at udgøre en del af Palæstina; landsbyboerne ville samtidig skifte statsborgerskab fra israelsk til palæstinensisk, hvilket næppe alle ville blive begejstrede for.

Sådan nogenlunde vil en fremtidig fred se ud, men den vil næppe kunne gennemføres på denne side af et israelsk valg. Men med Kadima tilbage ved magten er det muligt; så er spørgsmålet blot om wikileak-papirernes offentliggørelse gør at den palæstinensiske side bagger ud af forhandlingerne. Sker det vil man kunne konkludere at Assange direkte har modarbejdet fredsbestræbelserne ...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Muligheden for retfærdighed i denne sag er vist forlængst forpasset.

I lyset af de politiske omvæltninger i regionen, var det måske en ide at overveje en helt syvende model? At Israel overtager hele området, i bytte for aftaler med et naboland, der sikrer statsborgerskab til palæstinensere, attraktive landområder til disse, samt massiv støtte og kompensation. En slags palæstinensisk zionisme by proxy.

Pragmatisme, fremfor folkeret, der alligevel i dette tilfælde ikke kan effektueres og forbliver en permanent og ødelæggende uret.

anbefalede denne kommentar