Kommentar

Jerusalem er ikke verdens navle

Tuneserne og egypterne viste sig i 2011 klogere end geopolitikere med universitetsdiplom. For de revolutionære på Tahrir-pladsen var konflikten med Israel ikke central
Debat
28. februar 2011

En begivenhed, som ikke indtræffer, skaber sjældent store medieoverskrifter. Journalister vil hellere beskrive, hvad der sker, end det som ikke skete. Enkelte har dog bemærket, at ingen i de demonstrerende millionskarer i Tunesien, Egypten osv. drømte om at afbrænde det amerikanske flag eller en dukke af Netanyahu til ære for kameraerne og under ledsagelse af hævnlystne tilråb som Død over Israel eller Palæstina vil sejre.

Hvad skal vi lægge i, at den evige konflikt mellem Israel og Palæstina er blevet fortrængt til en randzone? Var den ikke så stort et problem alligevel? Var den slet ikke det, de arabiske masser havde i hovedet, da de fik nok af at bøje nakken?

Et portræt af Hosni Mubarak blev overmalet med davidsstjernen, CBS-reporteren Lara Logan blev tævet under tilråb som jødeso! (men reddet af en gruppe kvinder og nogle soldater), synagogen i Tunis blev angrebet af en obskur fraktion af islamister (som derpå blev spredt af menneskemængden). Men disse få episoder står jo på ingen måde mål med, hvad man kunne have forestillet sig ske i langt større skala, i det øjeblik at millioner af revolterende af arabere fik frihed til at bevæge sig og ytre såvel gode som dårlige tanker.

En sådan ikkebegivenhed er i høj grad en begivenhed. Siden staten Israels oprettelse har det gjaldt for etableret kendsgerning, at Jerusalems, de palæstinensiske flygtninges og de besatte områders skæbne er regionens altoverskyggende spørgsmål. Det var heri, at vi skulle finde forklaringen på diktaturernes nødvendighed, manglen på frihed i den arabiske verden og legitimiteten i de antivestlige forurettelser i den såkaldt islamiske verden. For slet ikke at tale om årsagen til kulturelt bornerte og mandschauvinistiske holdninger, hvis udbredelse har holdt sig op igennem første, anden og tredje generation af indvandrere til de europæiske storbyers forstæder. At løse denne gordiske knude var derfor vigtigst af alt.

Ikke verdens navle

Fra venstre til højre fik vi tudet ørene fulde om, at uden en ægte fred mellem Jordan og Middelhavet ville intet fremskridt hen imod demokratisk modernitet være mulig for de 300 millioner arabere, ja end ikke for klodens en milliard muslimer.

Relationerne mellem Israel og Palæstina befinder sig i dag i et historisk lavpunkt. Ikke siden før Oslo-aftalerne har parternes gensidige løfter fremstået så hule. Og ikke desto mindre er der i netop denne fase i den arabiske gade blevet antændt en fuldkommen uventet eksplosion af frihedstørst. Men tro nu ikke, at alt er glemt mellem jubel og tårer, og at masserne i deres sejrsfester og angstøjeblikke har fortrængt den omgivende virkelighed. Hvad vi ser, er ikke et blackout. Oprørerne gransker løbende deres bevægelses fremgang og tilbageslag på satellitkanaler som al-Jazeera, hvor de også kan få besked om de seneste Wikileaks-afsløringer, om de palæstinensiske selvstyremyndigheders hemmelige forhandlinger og om Hamas protester. Det er med velberåd hu, at de revolutionære ikke har tillagt det spørgsmål, som i over et halvt århundrede skulle forestille at have været en besættelse for de arabiske masser, nogen afgørende væsentlighed.

I 2011 har tunesere og egyptere vist sig i besiddelse af større realitetssans og intelligens end geopolitikere med universitetsdiplomer: For de revolutionære på Tahrir-pladsen var Jerusalem ikke verdens navle. Og da den provisoriske regering tog over efter Mubarak, præciserede den straks, at den vil respektere alle internationale aftaler, også freds- aftalen med Israel. Ingen opfordrede til krig, selv ikke Det Muslimske Broderskab. Der var endog tilslørede kvindelige demonstranter, som råbte, at de ønskede sig »et egyptisk demokrati som Israel«. For alle er den mellemøstlige dagsorden nu vendt på hovedet og det palæstinensiske spørgsmål udskudt til senere, berøvet sin status som selve det omdrejningspunkt, der bestemmer verdens gang.

For 20 år siden, da jeg skrev om nødvendigheden af at støtte de algeriske demokrater, deriblandt journalister og kvindesagsforkæmpere, som faldt som ofre for islamistisk vold men også de utallige bønder, som blev massakreret bemærkede jeg, at vi måtte lære at tælle til tre for at forstå konflikten: Den Islamiske Frelserfront og GIA (Den Islamiske Kampgruppe, red.) + hæren + de civile frihedskæmpere, som satte livet på spil for frihed, en sekulær statsorden og menneskerettigheder. I lange forfærdelige år var denne tredje part ved at blive kvalt mellem militærapparatets og de økonomiske monopolers fysiske politistat på den ene side og moskeer-prædikanternes åndelige politistat på den anden.

Ikke tabt på forhånd

Deres kamp blev videreført i Tunesien og Egypten, hvor en ny generationskløft har åbnet sig. Med hjælp fra Google, Facebook, Twitter osv. har de unge for første gang tvunget samfundet til at tælle helt til tre. Hverken militæret eller Brødrene har kunnet annektere webbets riddere, som kræver åbning mod verden, frihed til at kommunikere, lighed mellem kønnene og en indsats imod den udbredte fattigdom. Er Palæstinas skæbne dem ligegyldig? Nok ikke helt, men det får vi at se. Sikkert er det, at det palæstinensiske spørgsmål ikke længere er besættelsen over alle besættelser, der skal forklare alle ulykker, undskylde tyrannier og dække dem med et slør af løgne og mental og materiel elendighed. Om de er propalæstinensiske eller proisraelske, er alle vores diplomatiske autoriteter faldet i Huntingtons civilisationsfælde.

I vestlige og muslimske regeringskontorer med Quai dOrsay (Frankrigs udenrigsministerium, red.) i spidsen insisterede alle på, at kun det palæstinensiske spørgsmål kunne mobilisere masserne.

Længe motiverede dette spørgsmåls absolutte forrang en uforståelig forståelse for appeller til terrorisme på dele af venstrefløjen. For Israel, så det indædte had, som tilsyneladende så uovervindeligt og uafrysteligt beherskede Mellemøsten, ud til at retfærdiggøre såvel barske og nytteløse militæroperationer som forhalinger af udsigtsløse fredsforhandlinger. Nu må vi omstille urene. Der findes ingen tvang til underkastelse, hverken fra naturens eller kulturens side: Folkeslag er ikke dømt til at føre krig imod hinanden, de kan selv tage et ansvar for deres skæbne. Intet er garanteret endnu, hverken demokratiet indadtil eller den fredelige sameksistens udadtil, men ej heller er alt tabt på forhånd, som vi bildte os ind i går.

André Glucksmann er fransk filosof

© Le Monde og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her