Interview

'Ligestilling er et samfundsproblem'

Hvis man som de borgerlige feminister tror, at ligestillingskampen kan vindes af det enkelte individ, tager man fejl. Ulighed skabes af samfundsmæssige strukturer, og dem kan man kun lave om i fællesskab. Det mener lektor i ligestilling Rikke Andreassen
Debat
9. februar 2011

Når borgerlige feminister udkæmper individuelle kampe for ligestilling, skader de i virkeligheden ligestillingen i samfundet. Det mener Rikke Andreassen, der er lektor i kommunikation ved Roskilde Universitet med speciale i etnisk og kønsmæssig ligestilling.

»En af årsagerne til, at ligestillingen ikke forbedres, er, at man ser ligestilling som et individuelt problem og ikke som et samfundsmæssigt problem,« siger hun og peger på, at rettigheder historisk er opnået gennem bevægelser og grupper og ikke af individer.

»Historien viser, at vi tit når længst ved at se på det her som strukturelle problemer frem for som individuelle problemer. Kvinder fik stemmeret, fordi man så det som et samfundsmæssigt problem og et problem for alle kvinder, at de ikke havde stemmeret. Det var altså ikke et problem for den individuelle kvinde,« siger hun og nævner også borgerrettighedsbevægelsen i USA som eksempel.

»Her endte man med at få rettigheder ved at organisere sig som gruppe og ved at påpege, at der var tale om et samfundsmæssigt strukturelt problem og ikke et individuelt problem.«

Danmark sakker bagud

Men i de seneste årtier er den erkendelse gået i glemmebogen i Danmark, siger Rikke Andreassen. I de seneste 30 år er ligestilling i stedet blevet opfattet som et individuelt problem. Og samtidig er Danmark sakket bagud på ligestillingsområdet.

»Der sker ikke ret meget, og vi er blevet overhalet, ikke bare af vores nordiske naboer, men af hele EU,« siger hun.

Det skyldes, at den individuelle kamp for ligestilling ikke forbedrer den generelle ligestilling i samfundet, mener Rikke Andreassen.

»I Danmark er barsel for eksempel noget, den individuelle familie selv skal finde ud af at fordele. Men her må man konstatere, at forældre sjældent deles ligeligt om barslen, og at det betragtes som et individuelt problem og ikke som et samfundsmæssigt problem, når fædres rettigheder til barsel ikke imødekommes af deres arbejdspladser. Men det bliver et fælles problem, hvis børn ikke ser deres fædre,« siger hun.

Teoretisk ligestilling

Et af de borgerlige feministers centrale argumenter er, at alle er født lige. Ligestillingen sikres derfor ved, at man fjerner eventuelle formelle barrierer som f.eks. diskriminerende optagelseskrav til uddannelser eller bestyrelser. Men selv om Rikke Andreassen deler synspunktet om, at alle er født lige, mener hun ikke, det er nok bare at justere rammerne.

»Ligestilling handler grundlæggende om troen på, at vi alle er født lige og bør have samme muligheder, men at vi reelt ikke har det. Vi har haft en teoretisk og juridisk ligestilling i mange år, men det afspejles ikke i den praktiske virkelighed,« siger hun.

Selv om ligestillingen på papiret har det godt i Danmark, er det altså ikke nødvendigvis et udtryk for, at det forholder sig sådan i virkeligheden.

»Forestil dig en ung mand med anden etnisk baggrund, der vil på diskotek en fredag nat. Han oplever ikke, at der er ligestilling. Et andet eksempel er Dansk Supermarked, der ikke vil ansætte kvinder med tørklæde. Og på universiteterne uddanner vi masser af dygtige kvinder, inklusive masser af dygtige etniske minoritetskvinder, men det er ikke dem, der besætter forskerstillingerne eller professoraterne. Det er et tab for samfundet, ikke bare for den enkelte kvinde.«

Derfor slipper veluddannede karrierekvinder for let, når de siger, at ligestilling blot kræver lige vilkår for alle, mener Rikke Andreassen:

»Det er meget teoretisk og abstrakt. Og det er nemt at sige, når man selv er privilegeret. Men man er nødt til at kikke ud ad vinduet. Det er ikke nok, at vi alle har samme teoretiske mulighed for ligestilling, når vi mødes forskelligt ude i verden. Vi har ikke alle samme muligheder for at realisere vores ligestilling.«

Unuanceret diskussion

Rikke Andreassen mener derfor, det er forfejlet at tro, at ligestilling mellem kønnene kommer af sig selv, blot kvinderne selv kæmper for den.

»Vi venter og venter og venter, men der sker jo ikke noget. Jeg kan ikke forstå, at vi som samfund er så bange for at handle, når vi samtidig bliver overhalet af alle andre lande.«

Når der ikke sker noget, skyldes det også, at debatten om ligestilling er alt for firkantet.

»Det er unuanceret at blive ved med at tale om en borgerlig feminisme over for en venstrefløjsfeminisme. De fleste ligestillingsspørgsmål kan ikke gøres op i højre- eller venstrefløje. Det er en forældet måde at se ligestillingspolitik og ligestillingskampe på,« siger Rikke Andreassen.

Hun gør samtidig opmærksom på, at ligestilling ikke kun handler om etniske minoriteter eller kvinder i bestyrelser.

»Ligestilling handler ikke kun om veluddannede, hvide, middelklassekvinder i bestyrelserne eller om en stereotyp forestilling om, at muslimske kvinder er undertrykte. Kampene går på tværs, og det er vigtigt at tænke alle med i ligestillingen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Tendensen, hvor alle problemer gøres individuelle, kan dårligt skabe samfundsmæssige ændringer. Det er og bliver ikke særlig konstruktivt.

Og besynderligt er det også, at der slås så meget på tromme for det individuelle som løsningen på alle problemer netop i disse tider, hvor sociale medier, netdebatter m.m. prises for deres medvirken til at flere går sammen om en sag for at forandre tingenes tilstand eller for i det mindste at påvirke beslutningstagere.

Og det på lokalt plan og på verdensplan.

Så godt at høre Rikke Andreassens saglige og fornuftige tale.

Marianne Mandoe

Glimrende artikel.