Kronik

Menneskerettighederne i Kina har det bedre end som så

Er der noget, man kan blive enige om i Vestens, så er det, at Kinas økonomiske succes bygger på systematiske krænkelser af menneskerettighederne. Men faktisk har Kina i årtier arbejdet målrettet på at sikre befolkningens civile rettigheder
Stolen, hvor sidste års modtager af Nobels fredspris, Liu Xiaobo, skulle have siddet under prisoverrækkelsen, forblev tom. Xiaobo sad fængslet i Kina. Men selv om Kina har ry for at behandle sine kritikere hårdt, er der tegn på, at landet forsøger at forbedre sit forhold til menneske-rettighederne.

Stolen, hvor sidste års modtager af Nobels fredspris, Liu Xiaobo, skulle have siddet under prisoverrækkelsen, forblev tom. Xiaobo sad fængslet i Kina. Men selv om Kina har ry for at behandle sine kritikere hårdt, er der tegn på, at landet forsøger at forbedre sit forhold til menneske-rettighederne.

Heiko Junge

Debat
8. februar 2011

Når man i Vesten siger Kina, siger man også automatisk krænkelser af menneskerettigheder. Beretningerne om tortur i Kinas fængsler, det kinesiske magtapparats voldsomme reaktion på Liu Xiaobos Nobelpris og landets hårde fremfærd i Tibet synes at berettige kritikken.

Spørgsmålet er imidlertid, om Kinas forhold til menneskerettighederne er så anstrengt, som den hjemlige debat giver indtryk af.

I mine øjne er der en stribe roser af Kinas indsats for menneskerettighederne, som mangler at blive delt ud. Min baggrund for at hævde den påstand er, at jeg har været medlem af Komiteen mod tortur (CAT) under FN's Konvention mod Tortur fra komiteen blev til i 1987, og indtil jeg som 75-årig gik af i 2000. Jeg har også arbejdet mod tortur for ngo'erne, Det danske Institut for Menneskerettigheder og Raoul Wallenberg Instituttet i Lund indtil 2006. Kinas indsats på området har været en vigtig del af min opgaveportefølje.

Kinas arbejde med respekt for sine borgeres civile rettigheder tog for alvor fart ved FN's Verdenskonference om Menneskerettigheder i 1993. Her blev kapitlet Freedom from Torture formuleret og optaget i Wien Deklarationen og Aktionsprogrammet (CAT).

På kongressen fastslog man, at »alle menneskerettigheder er universelle, uadskillelige og forbundne«.

Når Kina dengang var villig til at skrive under på, at menneskerettighederne er universelle, er forklaringen, at deklarationen samtidig fastslår, at beskyttelsen af rettighederne skal ske under hensyn til national og regional særegenhed samt historisk, kulturel og religiøs baggrund.

Mere end ord

Kina har dog langt fra brugt formuleringen som fripas til at se stort på deklarationens grundlæggende formål.

Landet har rent faktisk ratificeret CAT og indsender derfor hvert fjerde år en rapport om, hvordan CAT's bestemmelser er indført i kinesisk lov og overholdt i praksis. Rapporten behandles i flere møder mellem en kinesisk delegation og CAT's komité. Min erfaring viser, at Kina gennem årene har udviklet sig meget på dette område.

Kinas første rapport blev behandlet 1990. Den var i bogstaveligste forstand tynd. Syv sider var, hvad man kunne vride ud af styret. Til sammenligning var den danske rapport på ca. 60 sider - og Kina er altså noget større end Danmark.

På intet punkt fulgte den kinesiske rapport CAT's retningslinjer, og komiteen fastslog, at den ikke kunne behandles på grund af dens mangler.

Kineserne spurgte, hvad de så skulle gøre. Jeg foreslog, at de rejste hjem og skrev en fyldestgørende rapport, der fulgte retningslinjerne.

Formanden for den kinesiske delegation spurgte, om jeg var klar over, at jeg som enkelt person talte til en nation med over en milliard indbyggere. Jeg svarede, at så måtte der dog være én blandt den milliard, der kunne skrive en god rapport. Så udvandrede de. Attituden var totalt afvisende. Det strålede ud af dem, at komiteen ikke skulle blande sig i Kinas menneskerettigheder. De var et rent kinesisk anliggende.

Alligevel kom de tilbage året efter. Denne gang med en teknisk god rapport. Opblødningen var til at få øje på.

I rapporten indrømmede Kina, at der var tilfælde af tortur i landet - mest i Tibet. Jeg spurgte, under henvisning til CAT's artikel 14, der kræver at staten rehabiliterer torturofre, om Kina havde rehabiliteringscentre for disse ofre. Delegationen tog ideen med hjem. Fire måneder efter svarede de, at de ikke havde sådanne centre, og at de ville være overflødige, da klassisk kinesisk medicin og vestlig medicin var tilstrækkeligt. Det er let at være utilfreds med det svar. Men inden kritikken bliver for højlydt, er det værd at holde fast i, at kineserne ikke alene svarede. De gik rent faktisk i dialog.

Lærevillighed

Dialogen fortsatte i de kommende år.

Fra 1999 har Dansk Institut for Menneskerettigheder arbejdet for menneskerettighederne i Kina. Man har bl.a. haft et tæt samarbejde med det svenske Raoul Wallenberg Institut. Både i Sverige og i Danmark har der været afholdt træningsseminarer for udvalgte grupper: politi, anklagere, dommere, retsmedicinere og fængselspersonale har været på skolebænken for at blive klogere på, hvordan torturproblemer kan tackles og undgås.

I Kina har jeg deltaget i adskillige konferencer om tortur og bl.a. haft diskussioner med 30 universitetsprofessorer fra hele Kina. Jeg har undervist nogle dage på Fudan Universitetet i Shanghai både på det juridiske og medicinske fakultet, og jeg har været gæstelærer ved Hunan Universitet midt i Kina. De oprettede et åbent universitet med emnet menneskerettigheder. Jeg holdt den første forelæsning - om tortur.

Jeg var sidst i Kina i 2006, inviteret af staten til at deltage i en konferencen Kampen mod terror, respekt for forbuddet mod tortur med undertitlen Implementering af CAT's anbefalinger. Der var en helt åben diskussion. Souschefen for politiet i Kina deltog positivt, men påpegede, at der var 1,3 milliarder indbyggere, og der var langt fra ministeriet i Beijing til den fjerneste lille politistation.

Med andre ord er Kinas interesse for menneskerettighederne betydelig. Den gængse vestlige forestilling om, at landet ikke respekterer sine borgeres civile rettigheder, holder ikke. Kina var en perfekt deltager i menneskeretskonferencen i Wien i 1993. Landet sender nu gode, åbne rapporter til CAT. Kina har også vist åbenhed over for undervisningen i menneskerettigheder. Jeg har haft fuldstændig frie hænder og har kunnet sige, hvad jeg ville på konferencer om forebyggelse af tortur indkaldt af den kinesiske regering.

Jeg kan ikke svare på, om Kinas optræden over for FN-organer og ngo'er har været et narrespil, men åbent har det været.

Sociale rettigheder

Ud over Kinas indsats for de civile menneskerettigheder er det værd at bemærke, at landet gør store fremskridt, når det gælder de social/økonomiske menneskerettigheder samt retten til udvikling. FN besluttede allerede i 1993 at sidestille disse rettigheder med de civile, og organisationen opfatter de tre rettigheder som sideordnede, gensidigt afhængige og universelle.

Derfor vil det være på sin plads ikke kun at måle Kinas fremskridt på det civile område. Man bør også notere sig landets fremskridt på de to andre menneskerettigheder. Et af parametrene for succesraten for retten til udvikling er, hvor mange der er bragt over fattigdomsgrænsen. I løbet af de seneste 10 år har Kina bragt 100 millioner mennesker over fattigdomsgrænsen. Det er væsentlig flere end resten af verden tilsammen. Til sammenligning har Danmark i samme periode ladet 50.000 glide under grænsen.

Nogle kritikere hævder, at udvikling kun finder sted på bekostning af de civile rettigheder. FN mener det modsatte: De tre former for menneskerettigheder er uadskillelige, forbundne og gensidigt afhængige.

Deraf følger naturligt, at hvis man ønsker at sikre mennesker udviklingsmuligheder, skal man sikre dem civile og økonomiske rettigheder. Ønsker man at forbedre de civile rettigheder, skal man også tage hensyn til de økonomiske og retten til udvikling. Ønsker man at forbedre de økonomiske rettigheder, skal de civile og retten til udvikling tilgodeses .

I Kina er man begyndt at forstå sammenhængen.

 

Bent Sørensen er professor, dr.med. og tidligere medlem af FN's komité mod tortur (CAT). Han er formand for Inge Genefke og Bent Sørensens Anti Tortur Fond.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vesten er, og med god grund, nervøse, for ikke at sige skræmte, over Kinas udvikling. Det er så bekvemt at bruge 'menneskerettigheder' som et våben mod dem, for man har ikke rigtigt noget andet.

Mærkeligt nok bruges det aldrig mod Saudi Arabien og andre olieproducerende og menneskerettighedsbrydende lande, som Vesten er afhængig af. For slet ikke at tale om alle elendighederne i visse dele af Mellem- og Sydamerika og hele Afrika, som vi ikke er så afhængige af, så de ignoreres simpelt hen. Ikke værd at bruge tid på.

Kineserne ved godt hvad de vil opnå, og hvordan det skal ske. Det har de ikke tænkt sig at lade Vesten, eller FN, blande sig i. Sådan er det bare.