Kommentar

Mens verdens øjne er rettet mod Kairo, er Tunesien stadig i oprør

Sammenstødet mellem et såret gammelt regime, der kæmper for sin overlevelse, og en ny orden, der smerteligt og møjsommeligt bliver til under vedvarende folkeligt pres, er historien om Tunesien i dag
Tuneserne har ikke stillet sig tilfredse med Ben Alis afgang - de vil have et systemskifte.

Tuneserne har ikke stillet sig tilfredse med Ben Alis afgang - de vil have et systemskifte.

Fethi Belaid

Debat
17. februar 2011

Uanset hvor man bevæger sig hen i Tunis, ser man mennesker, der demonstrerer i lufthavnen, foran posthuse, skoler, ministerier, fabrikker, ja simpelthen overalt. Protester og blokader er blevet faste indslag i dagligdagen. Folk sidder på cafeer og drikker og snakker med demonstranter, der råber slagord om forandring. Selv små børn er blevet til politiske analytikere og affyrer hånlige kommentarer om Ben Ali, den afsatte diktator. Jeg så en demonstration, som roligt delte sig i to, så en sporvogn kunne passere forbi, og straks derefter samlede sig igen. Tuneserne ser ud til at være som fortryllede af gadeprotesternes magt, og kan i deres frihedsberuselse slet ikke holde op igen.

Gå af, alle sammen

Efter tre årtier med påtvungen tavshed, selvcensur og undertrykkelse oplever Tunesien nu en eksplosion af sociale krav fra alle sektorer. Selv politifolk har marcheret i optog med krav om deres egen fagforening, der kan forsvare deres rettigheder. Tunesiens nye magthavere er som belejrede af disse ustandselige krav, som de hverken kan imødegå eller afvise åbent. Det franske ord dégage (gå af), som første gang blev brugt af den menneskemængde, der omringede indenrigsministeriet den 14. januar, bliver nu brugt konstant og i flæng som selve det slagord, der definerer landets nye æra. Det råbes imod alle dem, som er belastet af fortidige forbindelser med Ben Alis regime politiske personligheder, ledere af statslige og private virksomheder, højtstående embedsmænd, ansatte i sikkerhedsapparatet og skaber dermed et klima, som er præget af vedvarende spændinger og vrede og endnu hjemsøges af frygten for en tilbagevenden til tyranniet. Protestbevægelsernes endnu fredelige karakter har dog sikret, at landet stadig er relativ stabilt, selv under disse meget sprængfarlige forhold.

Total opløsning

Tunesien efter Ben Ali formes lige nu af to modsatrettede dynamikker: forandring og inddæmning. Den første, som er gadens dynamik, næres af de krav, som artikuleres af ungdommen og den uorganiserede opposition. Den anden udspringer af den politiske elite, der har det statslige bureaukrati, sikkerhedsapparatet og store pengeinteresser på sin side. Nutidens Tunesien defineres ved disse to polariserede logikker.

Kort efter Ben Alis flugt begyndte tusindvis af mænd og kvinder, som var oprørte over det gamle systems fortsatte eksistens, at sætte sig i bevægelse mod hovedstaden. Hundredvis af kilometer rejste de fra landets marginaliserede byer i de centrale og sydlige egne, nogle til fods, i en strøm af mennesker, som kaldte sig forFrihedens karavane. De omringede premierminister Mohamed Ghannouchis kontor i hovedstadens Kasbah-distrikt og iværksatte en åben blokade med krav om at omstyrte interimregeringen, som de afviste som en rest fra Ben Alis diktatur. Men samtidig med at hele verdens opmærksomhed var rettet mod Kairo, blev deres protestaktion, som varede i over en uge, til sidst slået i stykker af politiet med stor brutalitet og flere sårede og dræbte til følge. Det offentlige ramaskrig, som fulgte, tvang dog Mohamed Ghannouchis administration til at foretage en række uønskede indrømmelser, der begyndte med, at alle ministre, der tilhørte Ben Alis RCD-parti, trådte tilbage og til sidst kulminerede i total opløsning.

Kontrolleret forandring

Sidste uge blev der udpeget 25 guvernører, de 19 af dem RCD-medlemmer, men de fleste af dem blev igen tvunget fra embedet af nye protester, der blussede op i byer landet over, herunder i Gafsa og Gabelli i syd og Nabeul og Sousse i nord. For et par dage siden blev parlamentet skyndsomst indkaldt for at give den midlertidige præsident som var en tro politisk tjener under både Ben Ali og dennes forgænger myndighed til at regere pr. dekret uden at rådføre sig med parlamentet. Sådanne skridt har imidlertid kun giver næring til opfordringer om at afskedige hele interimregeringen og udskifte den med et forfatningsråd, der kan tilse overgangen til ægte demokrati. Dette sammenstød mellem et såret gammelt regime, der kæmper for sin overlevelse, og en ny orden, der er smerteligt og møjsommeligt bliver til under vedvarende folkeligt pres, er historien om Tunesien i dag.

Denne udvikling er også en vigtig indikator for, hvad der kan ligge forude for Egypten, dets arabiske sværvægtssøster, nu da Mubarak omsider har trukket sig. Den inddæmningspolitik, der er blevet forsøgt i Tunis, er nu også i gang i Kairo. Der er en stædig vilje, indadtil og udefra, til at redde et system, der til sidst måtte opgive sin galionsfigur.

Dette er netop, hvad Barack Obama forstår ved »kontrolleret forandring«, og hvad David Cameron betegner som »velordnet overgang«. Ved brug af et usædvanligt tilbageholdende og ikkeprovokerende sprog forsøger amerikanerne at undgå en gentagelse af 1979, da de fik positioneret sig i åben konfrontation med de iranske masser.

Men ud over retorikken består strategien i at tømme forandringerne for deres hovedindhold og i stedet begrænse dem til en omlægning af de eksisterende magtcentre.

Forfængeligt håb

Virkeligheden kan dog vise sig at være for broget og sammensat til, at denne strategi kan lykkes. USA risikerer at måtte se magtesløst til, ude af stand til at kontrollere begivenhedernes rytme og retning. På samme måde som Tunesiens protestbevægelse ikke sluttede med afsættelsen af Ben Ali, er det usandsynligt, at de millioner, som fyldte Tahrir-pladsen i over to uger, nu vil anse deres mission for fuldført med Mubaraks afgang. De kræfter, som disse revolutioner har udløst, kommer ikke til at fortone sig, men er opsat på at erobre det politiske centrum i såvel Egypten som Tunesien inden for en overskuelig fremtid.

Bestræbelserne på at inddæmme de revolutionære begivenheder i disse lande klynger sig til et forfængeligt håb om, at de blot er forbigående bølger af vrede, der vil gå i sig selv igen med Ben Alis og Mubaraks forsvinden fra scenen. Sandheden er imidlertid, at det, vi nu bevidner, er revolutioner, der udspringer fra samfundets dybeste lag. Vi har at gøre med et politisk jordskælv, som aldeles vil forvandle regionen. Det vi ser, er intet mindre end det nye Mellemøstens fødsel.

Soumaya Ghannoushi er idéhistoriker, tilknyttet School of Oriental & African Studies i London, fast klummeskriver i The Guardian (og nu også Information) og datter af Tunesiens reformislamiske oppositionsleder, Rashid Ghannoushi
© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her