Kommentar

Med Mubarak faldt også de folk, der piskede tegningekrisen op

Der er endnu en grund til at feste over tyrannens fald: Mubaraktegningerne
17. februar 2011

Nu faldt så Mubarak under forståelig jubel i store dele af den arabiske og vestlige verden. Også den danske verdenspresse deltager i fejringen af tyrannens fald, tilsat et drys bekymring over, hvad der nu vil komme. Én ting kalder dog på undren. Med de spaltelysår af tekst, som dansk presse har brugt på at angribe, tiljuble og kommentere Muhammedtegningerne da er det ejendommeligt, at ikke én eneste artikel nu nævner, at med Mubarak falder også lederen af den regering, der piskede Muhammedkrisen op. Det var Mubaraks udenrigsminister, Ahmed Aboul Gheit, og hans danske ambassadør, Mona Omar, der over måneders koncentreret indsats i efteråret 2005 kørte krisen op. Det var Mubaraks ambassadør Omar, der skrev det berømte brev til Anders Fogh, det var hende, der fik de andre ambassadører med på spøgen og det var hende, der formulerede brevet på en måde, så Fogh blev presset til ikke at gå ind på mødet. Det var netop Omars hensigt, at Fogh skulle afslå mødet, således at hans arrogance kunne bruges som påskud for yderligere eskalering sådan som hun længe efter fremhævede i et interview, hvor hun fortalte om, hvor nervøs hun var for, at Fogh faktisk skulle sige ja til mødet. For så kunne det være, at eskaleringen af krisen ikke kunne fortsætte.

Siden var det Omar, der arrangerede den danske imamdelegations møde med udenrigsminister Aboul Gheit og førende ægyptiske ledere i Kairo. Det var Aboul Gheit, der fik tegningerne bragt på dagsordenen ved de islamiske landes organisation OICs topmøde i Mekka i december 2005 der egentlig skulle handle om spændingerne mellem shia- og sunni-islam. Det var Aboul Gheit, der sørgede for at få runddelt dossieret med tegninger (plus de forfalskede ekstrabilleder) til mødet. Tegningernes udvælgelse som central case i OICs årtilange kampagne mod ytringsfrihed i FN skete på dette møde. Det møde, hvor de handelsboykotter blev luftet, der måneden efter eskalerede krisen og det møde hvor tegningernes eksistens blev kendt af regimerne i Syrien, Libanon og Iran, hvor ambassaderne ikke længe efter brændte som resultat af regeringsorganiserede opløb.

Så hold dog op med det!

Som det fremgår af Jytte Klausens The Cartoons that Shook the World, så var krisen ikke blevet til noget uden Mubarakregeringens sammenbidte indsats. Hvor stor vægt, man fra egyptisk side lagde på at orkestrere krisen fremgår af, at man var villig til at bide hovedet af al skam og indgå i det paradoksale samarbejde med det Islamiske Trossamfund og imam Abu Laban, der havde indrejseforbud i Egypten for sin ekstreme islamisme.

Ikke mindst Politiken fører an i fejringen af Mubaraks fald med alarmtyper på forsiden: »Diktator i 30 år: Væltet på 18 dage«. Det er ganske rigtigt værd at fejre. Men inde i bladet finder man ikke en linjes refleksion over, at netop Politiken var den største danske støtte til Mubaraks eskalering af Muhammedkrisen. Politiken gav omfattende spalteplads til Mona Omar og Aboul Gheit, der fik status af orakler, der udlagde den retfærdige islamiske vrede. Og Politiken var førende i den hvid- vaskende omtolkning af Omars brev, som man slet ikke mente krævede indgreb mod ytringsfriheden, selv om brevet lidet misforståeligt krævede, at Fogh skulle »take all those responsible to task under law of the land«.

Den egyptiske interesse i at eskalere krisen var i første række indenrigspolitisk: at vise Mubarak som islams forsvarer i konkurrence med det Muslimske Broderskab. Samtidig kunne kampagnen mod tegningerne understrege, at ytringsfrihed og demokrati ikke var noget for den arabiske verden. Men det mere afgørende formål med krisen var i Klausens analyse udenrigspolitisk. Mubarak ville sende et signal til USA, der med Clinton og Bush havde forladt den udenrigspolitiske realisme og he-may-be-a-son-of-a-bitch-but-he-is-our-son-of-a-bitch-politikken, der gerne støttede sig til diktatoriske allierede. I stedet ville USA idealistisk stille demokratiske krav til alliancepartnere, såsom dem i den arabiske verden. Mubaraks signal med Muhammedkrisen var således et svar til USA: Hvis I fortsætter med demokratisering i Mellemøsten, så vil ustyrlige oprør og islamisme blive konsekvensen. Så hold op med det!

Skal man tro Klausen, var det altså Egyptens offensive politik imod demokratisering, som Politiken aktivt støttede i sin opbakning til kampagnen imod tegningerne. Men fem år er lang tid i politik og journalistik, og det er der ikke længere nogen, der kan huske. Nu er det sjovere at kaste sig ind i festens demokratiske rus og lade som om, man hele tiden var imod Mubarak.

Flemming Rose, Jyllands-Posten og tolv tegnere stod ganske rigtigt bag de harmløse tegninger. Men det var Mubarak og hans regering, der greb dem, trak dem ud af dansk sammenhæng og gjorde dem til storpolitisk våben i en antidemokratisk og betydelig mindre harmløs sag: Mubaraktegningerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stjernfelt genbruger sine gamle artikler, fortsat uden at tjekke sine fakta, men sådan er det jo med ham. Nyheden denne gang er Jytte Klausens analyse om at Mubarak spillede op med tegningerne, for at vise sig som islamist. Men at dette samtidig skulle vise, at USA skulle støtte ham, for ikke at få islamister til magten. Logisk er det ikke ligefrem i Stjernfelts referat, men måske står rableriet klarere i hendes bog...

Dorte Sørensen

På den anden side, hvis Stjernfelt har ret så viser det da tydeligt, at Fogh Rasmussen gjorde en STOR fejl ved ikke at følge de normale diplomatiske regler og tage det møde, som 11 ambassadører bad om.

Nu er tegningerne pludselig harmløse ... "ingen, ingen kunne have forudset reaktionerne; de, der siger noget andet, lyver!" Hvor er det synd for jer! Her prøver man at oplive hverdagen med en lille sjov tegning, og straks står verden i brand .. Ih, hvor er folk dumme!

"det var hende, der formulerede brevet på en måde, så Fogh blev presset til ikke at gå ind på mødet"

Bullshit. Den beslutning var ene og alene Foghs, og det var formentlig for at score billige indenrigspolitiske point. Hvis man kan formulere et brev, så en statsleder bliver presset til en bestemt handling, er pågældende statsleder et skvat.

Morten Nygaard Christensen

Sikke en gang sludder. Det kendetegner den svage argumentation, at den er baseret på formodninger om andres intentioner. Gå ind og leg med Mogensen & Kristiansen.

Desuden, en paranoid kan godt have fjender; hvad der blev gjort mod Mubarak i egenskab af hans religiøsitet kan godt være forkert, selvom han er en skiderik.

Og det skal pressen også dække.

Martin Bæksgaard Jakobsen

En sjov argumentation, som ellers kun er at finde i retorikken omkring Irak-krigen og Saddam: "Hvis du havde et problem med Muhammed-tegningerne (og evt. Foghs håndtering af krisen), så støtter du Mubarak".
Må indrømme, at jeg ikke havde forventet så simple retoriske greb fra Stjernfeldts side...

@Øllgaard - hvilke fakta, der er forkerte?
At Mubaraks ambassadør skulle have formulerede diplomaternes brev "på en måde, så Fogh blev presset til ikke at gå ind på mødet" er ikke dokumenteret - og ville snarere vise Foghs manglende evner.
Ambassadøren er heller ikke citeret for at sige, at hun var "nervøs for, at Fogh faktisk skulle sige ja til mødet", eller at hun ønskede en "eskalering af krisen". Men derimod for, at hun frygtede at hvis Fogh blot gav en hurtig undskyldning, ville hetzen "dukke op igen senere i form af artikler eller kampagner".
Dossieret med tegninger indeholdt ikke "forfalskede ekstrabilleder", men som dets egen tekst angav yderligere billeder fra hetzen mod muslimer. Skal jeg ikke hellere vise de steder, hvor Stjernfelt ikke forvrænger fakta?

Michael Kongstad Nielsen

Hvad er det, Frederik Stjernfelt er så sur over? At Mubarak er væk? Nej, det er han vist glad for. Men det er det, at Politiken også er glad, der trykker ham. For det burde Politiken slet ikke være, da avisen jo var i ledtog med Mubarak under Muhammedkrisen. Så Politiken burde begræde hans afgang, eller i hvert fald begræde sig selv. Ak ja.

Mubarak har gjort værre ting end at medvirke til en eskalering af Muhammedkrisen. Hvad der så stort ud i Danmark, var næppe mere end en storm i et glas vand ude i verden. Men det er nok rigtigt, at de arabiske diktatorer har vippet mellem på den ene side at holde ekstrem islamisme nede, og på den anden side at holde befolkningen fast på religionen, for derved at dæmpe deres eventuelle trang til frihed og demokrati. Det var under Mubarak at grundlovens § 2 blev indført om, at islam er Egyptens religion (selvom der også er koptisk kristne og andre i landet). Den paragraf kan man håbe, de får smidt ud i den nye grundlov. Men lad nu Muhammedsagen få en pause, og lad os dog for fuld styrke glæde os sammen med egypterne over deres nyvundne frihed

Teoretisk set var det kun halvdelen af dem der "der piskede tegningekrisen op" der faldt med Mubarak-regeringen. Den anden halvdel, Anders Fogh, Pia Kjærsgaard & co, Trykkefrihedsselskabet, Gert Wilders etc etc, er stadig aktive.

Men de klarer sig åbenbart også fint uden egypterne, da de åbenbart sagtens kan optræde som deres egne modspillere:

http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1198173/wilders-vil-have-censure...

Mogens Michaelsen

Uanset hvad der kan dokumenteres, så hænger Stjernfelts argumentation slet ikke sammen rent logisk. Der er to muligheder:

1) Brevet fra den egyptiske ambassadør er IKKE formuleret i den hensigt at få Fogh til at afvise mødet. I det tilfælde medvirker Fogh til at eskalere krisen ved at afvise mødet.

2) Brevet er faktisk formuleret i den hensigt at få Fogh til at aflyse mødet, vel vidende at det vil eskalere krisen. I så fald begår Fogh den brøler at hoppe på limpinden, og medvirker altså selv til at eskalere krisen.

I begge tilfælde står Fogh med et alvorligt ansvar for at krisen eskalerer. Det centrale i sagen er:

Uanset brevets ordlyd, så er der ikke noget der forhindrer Fogh i at holde mødet uden på nogen måde at acceptere krav om indgreb i ytringsfriheden her i Danmark!

Det skulle da lige være mangel på nosser!

Henning Pedersen

Michael Kongstad Nielsen

Det der med egypternes nyvundne frihed, det er jeg sgu ikke så sikker på. Lad os lige se tiden an.

Johann Svendsen

Ja, for det var i hvert fald ikke Kaare Bluitgen, skabs-DF'eren Kurt Westergaard eller
Morgen-Fascisten Jyllands-Pesten der piskede en stemning op, vel Frederik ??

Peter Andersen

Anders Fogh skulle naturligvis ikke holde møde om noget så absurd som avis-tegninger. Tag jer dog sammen folkens. Selvfølgelig var det hele da politisk. Det skal man da være dum for ikke, at kunne se. Og det kunne de fleste da også ret hurtigt - undtagen Politiken-segmentet. Nu falder de så over hinanden for, at hylde "demokratiet" i Egypten. Hvis de gad sætte sig ind i landets historie, ville de også hurtigt kunne se hvor fejlslagent det har været, lige siden faraonerne. Demokrati?.. Jo, jo...

jan henrik wegener

Hvis en kommende regering, uanset om den måske bliver en helt anden, kommer i en lignende situation begynder at give efter for alle mulige tvivlsomme krav er det da en alvorlig fejl. Hvad kan et møde i en sådan situation tjenme til andet end en eller anden form for ydmygelse? Man må da gå ud fra at de pågældende ambassader udmærket kender til de forhold der ligger bag, så det kan da ikke være en orientering.

Søren Mikkelsen

"Selvfølgelig var det hele da politisk. Det skal man da være dum for ikke, at kunne se."

Jamen er det ikke fantastisk! Rent ud blaendende!! Politik er POLITISK! Handler om POLITIK!

Jeg er simpelthen maalloes af beundring. Peter, hvor har du dog ret. Tak, tak for denne dybe indsigt. Nu har jeg det meget bedre...

Men bortset fra det kan jeg ikke moenstre andet end foragt for professor Astrocampus' tankelaeser-logik: "Det var netop Omars hensigt, at Fogh skulle afslå mødet". Som om professoren kunne vide hvad Omar skjulte inde i sit hovede. Og som om skjulte tanker inde i Omars hovede skulle kunne faa indflydelse paa Rasmussen II og hans gerninger. Ren hokus pokus abracadabra; hvordan kan man blive professor med saadan noget juks paa prent?!

Det eneste fornuftige Anders Fogh foretog sig i sin statsministertid, var at afslå at diskutere dansk ytringsfrihed med repræsentanter for en flok diktaturstater.
I den sammenhæng virker hans efterfølger ynkelig, når han - efter Mubaraks fald - godt kan se at han skulle væk.'
Hvad med at anvende den tankegang overfor Saudi Arabien eller andre af de diktaturstater, der findes i området - inkl. Bahrain, som da vist lige har haft besøg af den danske dronning.

Med den detaljerede historie, som her gives en redegørlse for, lykkes det dog at skjule og blande forskellige motiver. Stjernfelt sammenblander diktaturets politik og religion og påstår, at Mubarak ved nogle polititske formaliteter kunne få millioner muslimer på gaden, en bevægelse, som rækker langt dybere ned i den muslimske tradition..
Hvis det tilsvarende i den nye amerikanske æra lykkes Hillery Clinton at aktivere muhammedtegninger i den vestlige verden og bevægelser i den muslimske verden, som hun kalder demokratiske frihedsbevægelser, sker det i så fald på et langt større historiske og religiøst grundlag, der har forbindelse til de kristne prælæters indflydelse. Bemærk Søren Krarups umiddelbare reaktion på, at palæstinenserne får indfødsret, nemlig, at så må konventionerene suspenderes.
(Som et appendix: justitsministeren har rejst en antiterrorsag gennem det hemmelige politi mod Horserød-Stutthof-foreningen for at støtte en anden frihedsbevægelse, palæstinensernes i Israel, hvilket af regeringsmagten anses for kriminelt.)

Tegning-sagen er en kalkuleret myte inspireret af jødestjernen, kong Christian X tog på under sin daglige ridetur i København og straks blev kopieret af indbyggerne. Myten skal dække over, at den tyske kommandant i København advarede om overfaldet på jøderne, men som tysker ikke må få æren ude i poulærkulturen.

Myten er: Danskerne ler hjerteligt af de uskyldige tegninger. Imamerne sladrer, og til forbløffelse for alle danskere begynder de at brænde ambassader af rundt omkring. Danskerne reagerer storladent ved IKKE at gå løs på herboende muslimer. Sådan!

I Nordicom Review, 2007, kan man læse en rapport, som det danske udenrigsministerium selv bad om, og som uafhængige forskere stod for:

"Maybe the lack of recognising the fact that individuals may have a different view on freedom of expression than Jyllands-Posten and the Danish government made the drawing-case escalate as drastic as it did. By completely rejecting that there could be other points of view than the unlimited freedom of expression the dialogue was blocked. This may have been the real offence in the drawing case: Not that the prophet was insulted, but that the offence caused by the insult was not recognised.”

På det tidspunkt hvor Anders Fogh Rasmussen ikke ønskede at møde de 11 ambassadører, modtog den daværende danske ordinære ambassadør i Bruxelles en gruppe fra det flamske ultra-højre parti Vlams Belang, der kom for at vise deres sympati. De medbragte skilte, hvorpå der stod: “Vi er alle danskere”. Det kunne man læse i den belgiske avis Le Soir. Vlams Belang er holdt uden for politisk samarbejde i Belgien via en aftale "Le cordon sanitaire".

Jeg er ikke i tvivl om at JP forsøgte at gentage succesen fra 30´erne, Jøderne var dengang bare et lettere offer end Muslimerne er i dag.

Se det havde Morgenfacisten JP ikke forudset.

Religion og racisme.

Semiter er fællesbetegnelsen for folkene i navnlig Syrinen, Jordan og Palæstina, inklusive jøder (alle stammer fra Sem), men jøderne bruger i dag betegnelsen som udtryk for et angreb på dem.

I 1930'erne pustede en stor del af dansk borgerskab til jødehadet, var i nævnte forstand antisemiter(-tister), en opfattelse, som ændredes til den modsatte følelse efter sejren over nazisterne.

Dette for at påpege en væsentlig forudsætning for holdningen til jøder (altså den racistiske i og med den religiøse). Jyllandsposten, bl.a.Kaj Munk, gjorde som bekendt tidligt honnør for nazismen, dog aldrig heilhilsen som DNSAP og DF, men selv da sindelaget skiftede i overensstemmelse med krigslykken, skete det ikke på krigens overordnede antifascistiske men på et nationalistisk grundlag fælles det øvrige borgerskab, hvilket også de danske nazister tilsluttede sig! Sådan sad vi sammen til alsang og forstod hver sit. I 'ubi bene, ibi patria' (hvor jeg har det godt, har jeg hjemme) var Kaj Munk og Valdemar Rørdam enige såvel som adskillige andre antikommunister - det politiske træk, der fortsatte under Den kolde Krig til i dag, hvor hedonismen blandes op med egoisme.

Vores holdning til de muslimske folk er således en blanding af religiøs, racistisk og national tænkning, der har umådelig indflydelse på dagens politik, til muslimer såvel som zionister, og sætter USAs' udenrigspolitik i vildrede, når landet vil beskytte egne interesser, en slags national imperialisme
- imponerende, at Stjernfelt kan forenkle århundrers modsætning til en lille knast i træet.

Send Kurt Westergård gennem Cairos gader.

Han vil blive hyldet som en befrier - den der bragte ytringsfriheden til den muslimske verden.

Bortset fra jøder skal alle kunne tåle man laver lidt fis med dem.

Overhovedet at bruge udtrykket "piske op" i forbindelse med krisen svarer til at sige:

Det var mikrofonerne og højttalerne, der "piskede" Hitlers taler op.

Ergo var Hitler selv skyldfri.

Masseødelæggelsesvåben.
"... bortset fra jøder..." er den af Gorm nævnte skjulte racisme, er indtoget i Jerusalem og Vestens forpost i et angreb på muslimerne og den tjenstvillige Mubaraks fald.