Læsetid: 4 min.

En ny tidsregning er begyndt i Mellemøsten

Efter Tahrir-pladsen er det hverken en klog eller en mulig strategi for USA at støtte sig til følgagtige undertrykkelsesregimer
Debat
16. februar 2011

Det har i nogen tid stået klart, at ingen i Mellemøsten længere tillægger det særlig vægt, hvad en amerikansk præsident siger.

I hvert fald ser risikoen ved at lade hånt om, hvad en amerikansk præsident siger, ud til at blive stadig mindre. Regimer, som i al væsentlighed har haft USA at takke for deres magtstilling, har af forskellige grunde set sig nødsaget til at kigge USA i kortene, og de har til deres forfærdelse måttet konstatere, at kortene var svage.

Dette skete senest for Mubarak-regimet i Egypten, som ellers længe troede at have USA i ryggen en tro, som det da også alt for længe blev bestyrket i. Det er således kun få dage siden, at vicepræsident Joe Biden slog fast, at Mubarak ikke var en diktator, og at udenrigsminister Hillary Clinton forsikrede os om, at det egyptiske regime var stabilt.

Så sent som i sidste uge rådede præsident Obamas særlige udsending til Egypten, Frank Wisner Jr. en mand med stærke personlige forretningsforbindelser til Mubarak-regimet præsidenten til at blive ved med at satse på Mubarak.

I valget mellem et følgagtigt undertrykkelsesregime og et endnu uberegneligt scenario forsøgte USA til det sidste at satse på følgagtigheden. Om ikke på Mubarak selv, så på en anden af regimets folk med tilsvarende stærke bånd til USA, f.eks. den CIA-skolede vicepræsident Omar Suleiman.

Nogle millioner mennesker på en plads i det centrale Kairo under direkte tv-transmission gennemskuede også dette kort. Med den konsekvens, at USA endnu en gang blev tvunget til at erkende sin aftagende magt til at påkalde sig følgagtighed i Mellemøsten.

Prisen for kynisme

Følgagtighed frem for selvstændighed har ellers været det koldt kalkulerede grundprincip for USAs interesser i Mellemøsten siden 1953, da den amerikanske efterretningstjeneste (CIA) styrtede den demokratisk valgte iranske ministerpræsident, Mohammad Mossadeq, som havde været så ufølgagtig at nationalisere Irans olierigdomme.

26 år senere, i februar 1979, betalte USA prisen for sin kynisme i form af en islamisk magtovertagelse og et følgagtighedstab af historiske dimensioner.

Siden da er USAs positioner i Mellemøsten blevet langsomt, men sikkert svækket. Støtten til Irak i den lange og blodige krig mod Iran i 1980erne styrkede kun mullaherne i Iran og fødte et politisk monster i Irak Saddam Hussein. Og den senere omstyrtelse af monstret affødte ikke en bølge af demokrati som planlagt, men en bølge af sekterisk vold og sammenbrud.

Krigen i Afghanistan og den israelsk-palæstinensiske fredsproces er blevet langtrukne opvisninger i amerikansk magtesløshed: Ingen tager notits af, hvad amerikanerne siger, eftersom de har vist sig at savne evne til at gennemføre, hvad de siger.

I dette perspektiv kan USAs paniske tvetungethed og tøven over for oprøret i Egypten komme til at blive opfattet som selve det øjeblik, da verden opdagede, at kejseren var nøgen eller i al fald uden magt til at fremmane den respekt og følgagtighed, som hører en kejser til.

Den symbolske betydning af den folkelige og fredelige omstyrtelse af USAs vigtigste allierede i Den Arabiske Verden kan under alle omstændigheder ikke undervurderes. En ny tidsregning er begyndt i Mellemøsten: før og efter Tahrir-pladsen.

Efter Tahrir-pladsen er det hverken en klog eller en mulig strategi for USA at støtte sig til følgagtige undertrykkelsesregimer.

Efter Tahrir-pladsen er det uberegnelighed og usikkerhed, som USA må forholde sig til, ikke følgagtighed.

Israels verdensbillede

I endnu højere grad gælder dette for Israel, som før Tahrir-pladsen så ud til at leve i den forestilling, at Den Arabiske Verden i al overskuelig fremtid ville blive domineret af følgagtige undertrykkelsesregimer med fuld kontrol over deres uberegnelige befolkninger.

I hvert fald lod ingen i den israelske regering til at bekymre sig om den dag, hvor dette eventuelt ikke længere ville være tilfældet.

Indtil videre er der heller ingen tegn på en omvurdering af den israelske regerings forestilling om, at Israels sikkerhed først og fremmest garanteres af Israels evne til at vinde krige (også den krig mod Iran, som der undertiden agiteres helt åbent for). Eller af den forestilling, at Israels sikkerhed kræver fortsat undertrykkelse af fire millioner palæstinensere.

Som Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, udtrykte det i det israelske parlament i ugen, før kampen om Tahrir-pladsen var afgjort:

»Det grundlæggende princip for vores fremtid og for at bevare og udbygge freden er den fortsatte styrkelse af staten Israels magt.«

Hvis den forestilling var virkelighedsblind før Tahrir-pladsen, så er den det i endnu højere grad nu. Uanset hvilken slags styre, der i den kommende tid vil udkrystallisere sig efter revolten i Egypten forsigtig renovering eller radikalt nybrud så er Israels sikkerhed blevet desto mere afhængig af magtforhold, som Israel har stadig mindre magt til at påvirke.

I særdeleshed ikke en magt, som har bygget på, at USA for altid ville være i stand til at dominere Mellemøsten, at Israel for altid ville være sine naboer militært overlegen, og at nabobefolkningerne for altid ville blive holdt i skak af følgagtige undertrykkelsesregimer, og at palæstinenserne for altid skulle holdes besatte og være statsløse.

Det er kort sagt på høje tid for Israel at søge nye grundprincipper for sin sikkerhed.

I det israelske dagblad Haaretz (den 11. februar) foreslår kommentatoren Yoel Marcus, at Israel nu bør hjælpe USA med at stabilisere Mellemøsten ved at indgå fredsaftaler med syrerne og palæstinenserne, »eftersom en stabilisering af regionen med udgangspunkt i Egypten først og fremmest er i vores egen interesse.«

Spørgsmålet efter Tahrir-pladsen er, om den nye tidsregning også kommer til at gælde for Israel.

Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information

© Dagens Nyheter og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her