Oprøret på Inönü-pladsen

Den 28. januar blev der holdt en massedemonstration med anslået 40.000 deltagere på Inönü-pladsen i den tyrkisk-cypriotiske del af Nicosia, hovedstaden for den delte ø. Protesterne var rettet mod nedskæringer i det offentlige budget, som Det Nationale Enhedsparti (UBP), som administrerer Nordcypern, havde aftalt med den tyrkiske regering, og som indebærer nedskæringer på indtil 40 pct. i de ansattes lønninger.

Demonstrationen afslørede ikke bare tyrkisk-cyprioternes underliggende utilfredshed med den tyrkiske besættelse, men også afhængighedsforholdet mellem Nordcypern og Tyrkiet. Efter den tyrkiske invasion i 1974 og den efterfølgende besættelse af 37 procent af Cypern blev den nordlige del i 1983 udråbt til en selvstændig republik, Den Tyrkiske Republik Nordcypern (TRNC). Men Tyrkiet er det eneste land, der anerkender TRNC's selvstændighed.

En illusion

TRNC's selvstændighed er en illusion, eftersom Nordcyperns økonomi er afhængig af Tyrkiet. Eksporten er langt mindre end importen, hvoraf det meste kommer fra Tyrkiet.

I det, der engang var et frugtbart landbrugsområde, bliver 80 procent af behovet for frugt og grøntsager nu dækket af Tyrkiet. Som en tyrkisk kommentator har skrevet:

»Nordcypern er som en vandmølle, der ikke kan køre, uden at man selv henter > vandet.«

Det offentlige står for 70 pct. af Nordcyperns økonomi, og det er Tyrkiet, der dækker 40 pct. af budgettet. Under AKP-regeringen er Tyrkiets bidrag til TRNC tredoblet, således at Nordcypern sidste år fik 600 mio. dollars i tilskud, hvoraf det halve gik til at dække budgetunderskuddet. Alligevel var der en del af underskuddet, der ikke var dækket, og derfor blev der aftalt tilsvarende besparelser med TRNC's administration.

Tyrkiets minister for Cypern, vicepremierminister Cemil Cicek, har understreget, at hvis denne protokol ikke overholdes, går TRNC fallit til oktober. Sidste august førte den økonomiske stramning i Nordcypern til en generalstrejke, men i slutningen af januar udviklede den sig til en massedemonstration ikke bare mod stramningerne, men også mod Tyrkiets besættelse af Cypern. Demonstrationen blev organiseret af en platform, der består af 35 fagforeninger og andre organisationer, og blandt opfordringerne var der en klar besked til Tyrkiet om at overlade Cypern til cyprioterne.

Oprør

Det er ikke første gang, Nordcypern har oplevet den form for oprør. I juli 2000 var der en massedemonstration under slagordet »Dette land er vort«, som fagforeningerne samt andre organisationer også stod bag. Et brev blev sendt til FN's generalsekretær, hvor kravet blev fremsat om en føderal løsning i modsætning til den konføderale løsning, som den tyrkisk-cypriotiske leder, Rauf Denktash, og Tyrkiet stod bag. Demonstrationerne fortsatte i 2002 med øget styrke og kulminerede i en demonstration i februar 2003, hvor deltagerne forlangte Denktashs afgang.

Denktash, som engang sagde, »jeg gør, hvad Ankara siger,« blev væltet, og grænsen mod syd blev åbnet to måneder senere for at undgå en eksplosion. Et år senere stemte 65 procent af tyrkisk-cyprioterne for en føderal løsning i henhold til Annan-planen. Som Sener Ercil, generalsekretær for de tyrkisk-cypriotiske læreres fagforening KTOS, har forklaret, er opbakningen til en føderal løsning ikke længere så entydig.

»Selvom vi kæmper for én løsning og et forenet føderalt Cypern, er nogle af de andre fagforeninger tilfredse med den nuværende situation, og nogle støtter dannelsen af en separat stat.«

Rauf Denktash blev erstattet med Mehmet Ali Talat, der ligesom den græsk-cypriotiske præsident, Dimitris Christofias, har sin baggrund i fagbevægelsen. Inden de nuværende forhandlinger begyndte i september 2008, blev de to ledere enige om én suverænitet og ét borgerskab for et forenet Cypern, men siden den nye tyrkisk-cypriotiske leder, Dervis Eroglu, kom til magten i april sidste år, er enigheden hørt op.

FN genovervejer

Eroglu insisterer på, at det nye Cypern skal bestå af to stater med hver deres suverænitet, og det førte til, at FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, under topmødet i Genève mellem Christofias og Eroglu den 26. januar spurgte, om Eroglu betvivlede det aftalte forhandlingsgrundlag. Hvis det var tilfældet, måtte FN genoverveje sin position. Officielt støtter Tyrkiet FN's kriterier for en føderal stat, men regeringens retorik siger noget andet. Vicepremierminister Cicek har erklæret, at to separate stater, to separate republikker og to ligestillede befolkninger er parametrene for en løsning på Cypern-problemet. Og Tyrkiets EU-chefforhandler, Egemen Bagis, gentager som et mantra:

»Hver morgen, når solen står op, skinner den på to separate stater.«

Tyrkisk reaktion

Den tyrkiske reaktion på massedemonstrationen på Inönü-pladsen lod ikke vente på sig. På karakteristisk vis truede premierminister Recep Tayyip Erdogan med repressalier.

»Hvem er disse mennesker? Vi har videooptagelser. Retten skal tage affære.«

Og han understregede, at tyrkisk-cyprioterne var afhængige af Tyrkiet for deres levebrød. Samtidig lod han en bemærkning falde, som viser Tyrkiets reelle hensigter med Nordcypern.

»Jeg har strategiske inte-resser.«

I 1956 anbefalede professor Nihat Erim, regeringens rådgiver, øens deling, da Tyrkiet rent juridisk ikke kunne gøre krav på hele øen. Og det er den politik, Tyrkiet sidenhen har ført helt konsekvent. Den græske juntas kupforsøg mod præsident Makarios i 1974 gav Tyrkiet en kærkommen anledning til at gribe ind, og siden besættelsen er den oprindelige tyrkisk-cypriotiske befolkning kommet i mindretal i Nordcypern på grund af en massiv indvandring fra fastlandet. Tyrkiet har ignoreret gentagne opfordringer fra FN og EU om at trække sine tropper tilbage, og premierminister Erdogan har trodsigt erklæret:

»Tyrkiet vil ikke aflevere et eneste gram af Nordcypern tilbage.«

Fagforeningerne har bebudet en ny demonstration den 2. marts, og Ankara har svaret igen ved at udnævne arkitekten bag de økonomiske stramninger til 'ambassadør' i Nordcypern. Den tyrkisk-cypriotiske avis Afrika kalder ham »en provinsguvernør«, og overskriften i den tyrkiske Hürriyet var »Jernhånd på Cypern«.

Efter demonstrationerne på Tahrir-pladsen har Erdogan givet Hosni Mubarak følgende råd:

»Lyt til folkets råb, deres ekstremt menneskelige krav. Imødekom uden tøven folkets ønske om forandring.«

Når det drejer sig om Cypern, bør Erdogan følge sit eget råd.

Robert Ellis kommenterer jævnligt tyrkiske forhold i dansk og udenlandsk dagspresse og er rådgiver for Turkey Assessment Group i Europa-Parlamentet