Klumme

Populitik

Er demokratiet truet? Af mediernes sort-hvide portrættering af politik som en retorisk sportsgren; af politikerne, der varetager deres hverv, som var det en karriere - eller måske af folket selv, med dets manglende politiske udsyn?
Debat
5. februar 2011

Den, der vil tage temperaturen på det danske folkestyre, kan starte med det paradoks, at mens den nyligt offentliggjorte rapport af International Civic and Citizenship Education Study viser danske skoleelever som nogle af de allermest velinformerede angående demokrati og samfundsforhold, så påviser den samtidig, at opfattelsen af vigtigheden af politisk deltagelse og engagement hos de danske elever høster den samlet laveste score blandt alle lande. Når den såkaldte undervisningsminister Tina Nedergaard i Information den 20. januar hævder, at undersøgelsen viser, at »danske (og finske) børn er blandt dem i verden, der har størst forståelse for politik, demokrati og samfundsforhold«, er det derfor egentlig kun den halve sandhed. Danske børn viser i den selvsamme måling meget lidt forståelse for politisk engagement og handling.

Det kunne synes mærkeligt, at det demokratiske engagement er så lavt, som det er. For gør de danske medier ikke deres yderste for konstant at bombardere os med nye historier fra Borgen, nye debatter mellem kaffekopsknugende politikere, der for åben skærm ryger i totterne på hinanden eller sågar går løs på journalister? Hvor mange dage går der mellem offentliggørelsen af en ny meningsmåling, der skal vise den øjeblikkelige stilling i landskampen mellem blå og rød blok? Og hvad med værdikampen? Har den ikke formået at vække danskernes sans for politisk deltagelse?

Tilsyneladende ikke. Det bedste eksempel på politisk deltagelse, der umiddelbart melder sig, er den bølge af højreorienteret populisme, som i de sidste årtier er skyllet ind over Europa. Lad os gå videre end Tina Nedergaard her, for at prøve at vurdere en sådan populistisk bevægelse.

Den vrede pøbel

Filosoffen Jacques Ranciére havde for nylig i en artikel i det franske Libération en interessant karakteristik af den berygtede populisme. Her konstaterede han, at begrebet populisme typisk sættes i forbindelse med tre fremtrædende karakteristika: For det første den populistiske politiker, der er kendetegnet ved at tale direkte til den brede pøbel, uden hensyn til deres sædvanlige repræsentanter (traditionelle politiske tilhørsforhold, fagforeningsmedlemskab osv.). For det andet karakteriseres populismens retorik ved dens argument om, at moderne politikere har glemt folket og i alt for høj grad er blevet rene karriere- og magtmennesker. Sidst men ikke mindst kendetegnes populismen ved en tale fokuseret på identitet, der baserer sig på en frygt for og modvilje mod fremmede.

Rancière går imidlertid videre og påpeger en manglende klarhed omkring det populistiske. For det er klart, at populismens tre kendetegn ikke behøver at optræde sammen. Det første at folkemassen adresseres og adresserer sig selv uden om de normale parlamentariske forhindringer er i virkeligheden blot politikkens oprindelige idé. Og også de to øvrige kan udmærket optræde uafhængigt af hinanden man kan f.eks. udmærket kritisere karrierepolitikeres fjernhed fra den virkelighed, de forvalter, uden at abonnere på en nationalistisk, fremmedfjendtlig politik. I sidste ende konkluderer Rancière derfor, at populismebegrebet snarere end at karakterisere en bestemt politik, egentlig gemmer på en skjult fordømmelse af folket.

Angsten for herrefolket

Fordømmelsen af folket udtrykker i dag formentlig en forsværgelse af enhver lighed med det folk, alle skoleelever er blevet advaret mod de sidste 70 år, det tyske herrefolk, nazisterne. Men tanken går længere tilbage og findes i skrifter af Sigmund Freud og Gustave Le Bon. Det er den vedholdende forestilling om, at enhver forbindelse af større menneskeskarer nødvendigvis må være præget af de mest primitive, brutale og idiotiske personlighedstræk. Det er massen karakteriseret, som man siger, ved den laveste fællesnævner, og det er forestillingen om, at der aldrig nogensinde vil kunne finde noget sådant som en tænkende masse sted. Dertil er blot to ting at nævne:

Hvem siger, det skulle være sådan?

Måske er det netop dét ovennævnte, som de danske elever har lært, når de pludselig fungerer så fantastisk godt i de nyeste demokratitests, samtidig med at folkestyret nedvurderes. Måske tænker unge i dag oftest netop, at man for at være demokratisk ikke skal engagere sig i en folkelig bevægelse? At masse er lig med hovedet under armen. At masse er lig med ren idioti og ingen tænkning.

DF som simulakrum

Men hvor skulle en sådan tænkende masse da finde sit momentum? Det er klart, at Dansk Folkeparti, som er vore dages populistiske alternativ, ikke formår at indfri idealet om den tænkende masse. Spidserne hos Dansk Folkeparti vil massen men de vil selv definere massen (som vi f.eks. så det i Deadline for nylig, hvor Søren Espersen godt ville tillade sig at tvivle på den egyptiske revolution, for »vi ved jo ikke, hvad vi får«). Dansk Folkeparti går rent faktisk skridtet videre end skrivebordsdemokraterne, men satser samtidig entydigt på det ifølge Rancière perverterende tredje kendetegn ved populismen: identitetspolitikken. Partiet er netop strengt topstyret og ekskluderende over for både landsbytosser, fremmede, kunstnere og folk med mærkelige ideer. Mere eller mindre bevidst repræsenterer Dansk Folkeparti simpelthen ideen om, at det folk, de er sat i verden for at repræsentere, er dumt dvs. at de ikke kan finde ud af, hvem de selv er.

Hvad der må genindføres, er således den tænkende masse. En ikke let, men strengt nødvendig opgave, hvis vi vil sprænge skalaen i de demokratitests, som egentlig bare måler, hvor dumme vi nu er blevet. Hvad der må genindføres, er populitik!

Center for Vild Analyse

CVA er et sted for tænkning, som har eksisteret siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen hvis du vil vide det modsatte, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Startede populismen ikke under Romerriget, arenaerne taler vel næsten for sig selv... Det var klassekampen, fattigdomen, de udstødte.

Så kan man tale for, den er blevet sofistikeret over de sidste 1500 år eller mere. Eller endnu mere blodig, alt efter hvilket land man bor i, jeg er sikker på en Iraker har en anden version end den jeg sidder med.

Men demokratiet er ikke truet af ligegyldighed, staten har ganske enkelt tabt magten i de vestlige lande, til multinationale selskaber.

De unge er sikkert klar over det, eller fornemmer deres mening ikke tæller, hvilket jeg delvist er enig i. Så allerede her dør demokratiet, når håbet er væk, og fortvivlelsen tager over.

Så nytter fine ord ikke meget, når man taler for døve ører, og det er præcis det politikerne gør. Derfor ender det i ligegyldige mærkesager, hvor de massive vigtige spørgsmål er udliciteret.

Skal man rede demokratiet i Europa skal der handles snart, et land, et styre, og en lovgivning der sikrer at multinationale selskaber ikke kan køre rundt med staten.

Søren Kristensen

Jo, nu vil statsministerens teenagedatter angiveligt også være politiker og fred være med det, men der bliver tilsyneladende flere og flere "levebrødspolitikere" og man savner lidt folk, som fx. Kresten Poulsgaard eller Preben Wilhjelm, der tydeligt og først og fremmest var drevet af en eller anden form for indignation.

John Houbo Pedersen

Danmark skal IKKE styres af karriereryttere og spindoktorer, men af ærlige mænd og kvinder der kan hjælpes af indsigtsfulde embedsmænd

Meget interessant indlæg, der peger i en rigtig retning. Vi har jo kendskab til flere systemer, hvor folket ikke viser sig 'dumt', men netop opretholder sig som fælles grundlag for politiken, og det var vel også det, vi var på vej til, indtil New Public Management satte prop i systemet med netop en mistillid til folket.
Schweiz er et fremragende eksempel på folkeligt demokrati, og det er altså ikke så konservativt, som man vil gøre det til - f.eks. vedtog man allerede for år tilbage et egentligt ægteskab for homoseksuelle. I virkeligheden er den schweiziske ånd meget socialdemokratisk, forsikrer en herboende schweizer af mit bekendtskab mig.
Athen er selvfølgelig det ypperligste eksempel. Når man siger Athen, bliver debatten desværre afsporet af folk, der ikke anerkender, at et samfund, især på et tidligt tidspunkt i historien, opererer efter andre sociale skillelinjer, altså f.eks. kvinders, slavers og fremmedes manglende deltagelse i politikken. Det ændrer ikke på, at frie mænd, i en vis forstand repræsentanter for deres husstand, samledes og vedtog love for samfundet i et system, der økonomisk sikrede alle adgang til at udøve denne indflydelse (honorar!). Selvfølgelig udartede det til tider - det kendte eksempel læses hos Thukydid: Arginusserprocessen, hvor staten er i opløsning pga. et tabt søslag med mange omkomne; men gennemgående foregik det hele vist helt rimeligt, som det kan læses i pseudo-Xenofons "Om Grækernes Demokrati", udgivet og kommenteret af Hartvig Frisch som hans disputats i - 1940!

PS.: Måske tiden er til en neo-rousseauisme?

"Er demokratiet truet? Af mediernes sort-hvide portrættering af politik som en retorisk sportsgren; af politikerne, der varetager deres hverv, som var det en karriere - eller måske af folket selv, med dets manglende politiske udsyn?"

Hvilket demokrati?

Christel Werenskiold

Eller: den manglende deltagelse kan også handle om et mediebillede der i stigende grad er fordummende. Diverse "analytikere" fortæller ikke hvad et givet politisk forslag går ud på, hvilke konsekvenser det vil få for hvem, hvilke sammenhænge forslaget indgår i og påvirker, hvad det koster og hvordan det skal finansieres, hvad vi skal gå på kompromis med for at opnå det, hvilket ideologisk grundlag der er i spil (hvis noget overhovedet...)
NEJ - det, der fortælles er: hvordan forslaget påvirker styrkeforholdet mellem rød og blå stue. Og hvordan de involverede hovedpersoner "klarer sig" i debatten. - Altså ren performanceanalyse.
Ikke et ord om indholdet...
Et ex: Brian Mikkelsen slap godt fra at sige at halveringen af dagpengeperioden vil forbedre beskæftigelsen. Ingen journalister afkrævede manden et svar på, hvordan det skaber flere arbejdspladser at ændre forsøgelsesgrundlaget for ledige???
Når offentlighedens politik handler om performance, stil og point så tror da fanden at ungdommen hellere vil heppe på håndbold - her giver det mening...
De eneste medier der er en velkommen udtagelse til fordummelses-tv er Weekendavisen, P1 og naturligvis den mindst ringe...
Som desværre også er de medier som færrest bruger.

the times they are changin',
but when the changes
are leading to communism,
the socialdemocrats would rather
commit any crime
than commit a change.

have you commited a change today ?

8 år på borgen og ud.