Læsetid 6 min.

Samfundet er ramt af ADHD

Børnepsykiatrien er blevet et enten-eller-system. Enten får problembørn en diagnose, eller også stemples de som dårligt opdragede. Man fokuserer ensidigt på, om problemerne har biologiske årsager og glemmer at se på barnets og familiens psykosociale historie og situation
Hyperaktiv adfærd er en bivirkning ved vores hyperaktive samfund.

Hyperaktiv adfærd er en bivirkning ved vores hyperaktive samfund.

David Trood
15. februar 2011

Så blev der sat ord på det, som længe har været undertonen i den offentlige debat om ADHD: Hvis et barn har problemer, men ikke kan få en psykiatrisk diagnose, er det dårligt opdraget.

Det var Niels Bilenberg, overlæge i børnepsykiatri og professor på Syddansk Universitet, der stod bag udtalelsen (9. februar). Den afslører, at børnepsykiatrien mangler begreber for børns problemer, når de ikke er af psykiatrisk karakter. Man er enten syg eller dårligt opdraget. Et enten-eller, som ikke levner plads til andre forklaringer.

I børnepsykiatrien tænker man biologisk, og det skal man også. Man skal anvende WHO's diagnoseliste. En smule forenklet får et barn en ADHD-diagnose, når det har mindst 10 af i alt 18 symptomer. Et af symptomerne er, at barnet »har uro i hænder eller fødder, sidder uroligt.« Det beskrives ikke nærmere, hvor meget barnet skal bevæge sine hænder eller fødder, før det betegnes som uro. Det er op til den enkelte børnepsykiater at vurdere. Hvis vedkommende ønsker det, kan det forsvares at give diagnosen til rigtig mange børn.

Den væsentligste svaghed ved diagnosen er dog, at den kan stilles uden en undersøgelse af barnets og familiens psykosociale historie og situation. Barnets adfærd betragtes isoleret, uden at man forholder sig til, hvilke årsager den kan have.

Selvforstærkende system

Konsekvenserne af et diagnosesystem, der kun rummer to muligheder - diagnose eller stempling af forældrene som dårlige opdragere - er vidtrækkende. Det skaber forældre, der hungrer efter diagnoser. For hvem bryder sig om at blive beskyldt for at være dårlige opdragere?

Samtidig har politikere og det offentlige selv lært os alle, at vi ikke længere er klienter og patienter. Vi er blevet brugere eller kunder og skal have valgmuligheder. Derfor bestiller vi naturligvis de varer, vi ønsker i børnepsykiatrien på samme måde, som vi altid har gjort det hos tehandleren. Man kan beklage, at vi således fralægger os ansvar og blot venter på, at hospitalerne, kommunerne, børnehaverne og skolerne løser vore problemer. Men det er faktisk sådan nogle borgere, politikerne selv har inviteret os til at blive.

Kommunerne understøtter ufrivilligt forældrenes diagnosejagt. For i forsøget på at overholde budgetterne, kræver de nemlig en diagnose, før de vil hjælpe børn med problemer. De satser på, at børnepsykiatrien erklærer mange børn raske, for så behøver de ikke hjælpe dem. Problemerne fortsætter, og på kort sigt går det ikke ud over budgetterne.

Socialministeren kritiserer sjældent den fremgangsmåde. Formentlig fordi den til enhver tid siddende socialminister udmærket ved, at budgetproblemerne ville vokse drastisk, hvis kommunerne tog hånd om børnenes problemer.

Denne uhellige alliance skærper jagten på diagnoserne. For hvis en diagnose er det, der skal til for at fange kommunens opmærksomhed, efterstræber man naturligvis sådan en, hvis man er mor eller far til et barn med problemer.

Det er vigtigt at understrege, at børnepsykiatere, forældre og kommuner kun gør, hvad de nødvendigvis må gøre under de gældende rammer. De er dele af et større system og kan ikke hver for sig begynde at handle mere konstruktivt. Skal de ændre adfærd, forudsætter det, at rammerne ændres, og det sker kun, hvis regering, folketingsflertal og statslige myndigheder hjælper til. Desværre er der ingen tegn på, at der er afgørende nyt på vej fra den kant.

Travlhedens syge

Der er fart på i det senmoderne samfund. Vi skal hele tiden yde mere, hurtigere og bedre. Det er som om, det ikke bekymrer regering, folketingsflertal eller chefer for de statslige myndigheder, hvordan mennesker trives i et sådant samfund. Tværtimod bidrager de energisk til at holde farten høj bl.a. ved at fokusere snævert på økonomiske bundlinjer og nationale topplaceringer - i øvrigt lidt på samme måde, som børnepsykiatrien fokuserer snævert på biologi. Konsekvensen er, at hver enkelt af os, barn som voksen, presses til at holde flere bolde i luften, end vi magter. For at klare det, sætter vi tempoet op. Vi bliver hyperaktive.

Det betyder, at vi har mindre tid til at tænke os om, og så bliver vi impulsive. Vi har opmærksomheden flere steder på én gang og bliver uopmærksomme. De tre hovedsymptomer på ADHD er således træk ved det senmoderne samfund.

Ramt af samfundets krav

Nogle af de børn, Niels Bilenberg betegner som dårligt opdragede, har manglet regulering, måske siden de var spædbørn. Men Deres forældre gør, hvad de skal. De lever op til forventningerne i et samfund med fart på. Men spædbørnene er ikke fulgt med udviklingen. Et spædbarn er, som det altid har været og har brug for rolige forældre, der kan regulere dets ophidsede tilstande.

Mange forældre har en fin fornemmelse for den opgave, og forstår at forene samfundets forventninger og barnets behov. Andre overvældes af omverdenens forventninger, har svært ved at sætte grænser og ved at fornemme spædbarnets behov. Deres børn kommer til at mangle regulering, og det kan føre til udvikling af en ADHD-adfærd. Forældrene er ikke dårlige opdragere, men smittet af et løbsk samfund.

Erfaringerne tyder på, at disse forældre i vidt omfang kan hjælpes ad psykosocial vej. Det kræver imidlertid, at de kender til muligheden og er i stand til selv at betale. Desuden skal de i en jungle af hjælpere finde en, som kan bistå dem på en måde, der faktisk løser problemet eller dæmper det betragteligt. Alt dette fordi hjælpen ikke findes i det offentlige.

De pædagogisk-psykologiske rådgivninger (PPR) i kommunerne kan ikke hjælpe, for de skal fokusere snævert på børns problemer i institution og skole. De kan ikke tage sig af problemer, der har global karakter. Familieværksteder i kommunerne kan heller ikke hjælpe. Deres opgaver retter sig langt de fleste steder mod meget svært belastede familier.

De omsorgssvigtede

Andre af de 'dårligt opdragede' børn er omsorgssvigtede. Deres forældre beskrives hyppigt ved iøjnefaldende kendetegn som dårlig uddannelse, afhængighed af overførselsindkomst og alkoholmisbrug.

Meget ofte er disse kendetegn imidlertid følger af det egentlige problem: Forældrene har selv manglet omsorg gennem deres opvækst. På grund af omsorgssvigtet er de psykosocialt uudviklede. Det hindrer dem i at drage omsorg for deres barn, hvilket kan medføre, at barnet udvikler ADHD-adfærd.

Omsorgssvigtede forældre er ikke dårlige opdragere. De er mennesker, der ikke har haft mulighed for at udvikle forudsætningerne for at tage sig af et barn. De har ikke fået effektiv hjælp, da de selv var børn, og skaden er blevet kronisk. De synes imidlertid sjældent selv, at de har et problem. Derfor har de svært ved at udvikle sig.

Deres børn har imidlertid stadig udviklingsmuligheder, hvis de får hjælp, inden også de er blevet voksne og selv får børn. Effektiv hjælp består typisk i, at barnet anbringes uden for hjemmet og får en psykologisk begrundet behandling - såkaldt miljøterapi, som adskiller sig meget fra almindelig pædagogik, uden dog at være dyrere.

Miljøterapi vinder udbredelse i disse år, idet døgninstitutioner mv. efterspørger kurser i behandlingsformen. Men aktører som f.eks. Socialministeriet eller Kommunernes Landsforening viser ingen tegn på interesse. Det gør forskningsinstitutioner som f.eks. Det Nationale Forskningscenter for Velfærd - SFI heller ikke.

Alt tyder derfor på, at diagnosejagten og presset på psykiatrien vil fortsætte. Vi vil ikke se forandringer, så længe visse forældre betragtes som dårlige opdragere, børns problemer anskues snævert som biologiske, der ikke skabes muligheder for effektiv psykosocial hjælp, og forældre ikke guides i retning af den. Alt bliver ved det gamle, så længe forskningsinstitutioner ikke undersøger psykosociale hjælpeformer, der ifølge erfaringer er effektive, og regeringer ikke overvejer, om deres egne handlinger kan have utilsigtede skadelige virkninger for den psykosociale folkesundhed.

Lars Rasborg er cand.psych. og specialist i klinisk børnepsykologi. Han er praktiserende psykolog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anne Marie Pedersen
Anne Marie Pedersen

Super god artikel. Hvor er det rigtigt, at der mangler hjælp børn, som ikke har diagnoser og som heller ikke desideret bliver slået eller lignende.

Jeg har dog to ankepunkter:

1. Om en anbringelse uden for hjemmet altid er løsningen tvivler jeg stærkt på. I mindre grelle tilfælde kunne hjælp i hjemmet måske også være løsningen.

2. Lars Rasborg overser helt den gruppe af svigtede unge, som ikke svigtes pga. socialt svage forældre; nemlig dem, som svigtes pga. karriererforældre. Veluddannede menneskers børn, som ikke får den voksentid og de grænser de burde have.

Brugerbillede for Peter Hansen

Vi har tydeligvis fået et samfund, der ikke er for mennesker. Aldrig har så mange mennesker okset af sted for at udføre så ligegyldige og futile opgaver, de fleste opstået med den begrundelse, at vi kan. Ikke et Obamas 'Yes, we can', men et administratorblik på stordrift og 'rationalitet'.

Brugerbillede for Marianne Mandoe
Marianne Mandoe

Rigtig god artikel, men som Anne Marie Pedersen skriver er der nogen anker.

Børn skal ikke placeres uden for hjemmet så længe forældrene ikke er MEGET langt ude.
De skal hjælpes. Både børn OG forældre.

Og ja. Vi har skabt et samfund der ikke er for mennesker, men robotter.
Der er ingen plads, ingen tolerance. og vi skal allesammen med djævlens vold og magt presses ned i små firkantede kasser.

Brugerbillede for Torben Larsen

Det er samfundets skyld ! ----den sang er sunget så mange gange ---- handler det ikke bare en lille bitte smule om den enkeltes ansvar ? Det løser næppe problemerne blot at give et strukturelt betinget svar hver eneste gang ---- det er dejligt mageligt, men ændrer ikke en tøddel - det gør mennesker, der gider/tør/kan tage spaden i den anden hånd !

Brugerbillede for Søren Jensen

Det er da underligt at ingen kigger mere på forholdet mellem skolen idag og så de mennesker som skal bruge skolen. Som folkeskolen er indrettet nu med ansvar for egen læring på et tidligt klassetrin - det kræver kognitiv udvikling svarende til 14 år mindst - skal børn som ikke er dresserede i middelklassen få problemer. Det er ikke nok abstrakt at se på det senmoderne samfund som system; et system har undersystemer og her kan være gnidninger, med et andet sprog: folkeskolen bliver i stigende grad en middelklasseskole for piger.

Brugerbillede for Michael Borregaard
Michael Borregaard

Samfundet er ramt af ADHD samt en demontering af velfærdsstaten - det er tragisk så godt artiklerne på kryds og tværs beskriver et stigende samfundsproblem.

Når det så er sagt, har begge tendenser den uheldige sammenhæng, at man idag forsøger at gøre børn for hurtigt voksne, og voksne indre legebarn, "dræbes" af stigende forventninger og påvirkninger.

Summen af begge er ikke et velfærdssamfund værdigt, og decideret skadeligt for økonomien og de solidariske tistande i samfundet - børn skal ikke gøres for tidligt voksne, og voksnes indre "legebarn" skal også føle sin berettigelse i dagens Danmark - vil ikke gå så langt, som at kalde det for racehygiejnisk, der er dog på mange områder tale om "aldersdiskrimination", over for begge aldersgrupper, og det er denne tendens der er skadelig for samfundet som helhed, hvilket overskrifterne, travlhedens syge og ramt af samfundets krav, i artiklen så udmærket giver udtryk for.

Brugerbillede for Mogens Michaelsen
Mogens Michaelsen

@ Torben Larsen:

Selvfølgelig kan man ikke affeje alle problemer med, at "det er samfundets skyld". Men når et problem tager overhånd, og antallet af tilfælde stiger eksplosivt (ADHD) så må der være samfundsmæssige årsager, Det kan ikke reduceres til individuelt ansvar (selv om det stadig er der).

Det samme argument kan i øvrigt bruges mod biologiske forklaringer, især hvis de er baseret på genetik. Hvis en sygdom spreder sig lynhurtigt, så kan hovedårsagen umuligt være genetisk, eftersom der er grænser for hvor hurtigt mennesker formerer sig.

På trods af det, så er forskningen i dag ret ensidigt fokuseret på netop genetiske forklaringer. Det skyldes blandt andet medicinal-industriens alt for store indflydelse. Men måske også, at en videnskabeligt mere korrekt tilgangsvinkel ville true de interesser, der gør samfundet til et "ADHD-samfund"?

Brugerbillede for Marianne Mandoe
Marianne Mandoe

´@ Torben

Sig du det til de forældre der knokler med et job hver bare for at få det til at hænge økonomisk sammen.
Der er, i mange familier, ikke plads til meget andet end overlevelse.
En magelig tilværelse hvor hastigheden bliver sat af lyst, ikke behov, er de færreste forundt.

Der er ikke blevet FLERE "underlige mennesker", der er bare blevet mindre plads og mindre accept af dem.

Hvor børn der før var en smule ud til bens fik støtte og længere snor i skolen fordi der var overskud til det (20-22 elever i klasserne. Mindre i gode tilfælde) får nu automatisk et stempel i panden fordi der er så mange elever i hver klasse at lærerne simpelthen ikke har overskud eller tid til at finde det der virker for det enkelte barn.

DET er samfundets skyld. Ikke forældrenes.
For ofte opfører de børn der er en "pest" i skolen sig ganske andeledes i hjemmet. Dette ved psykologer og psykiatere også, og de bruger lang tid på at udrede, gennem samtaler med forældrene, hvordan barnet er i hjemmet, og hvordan hjemmet fungere.

For 30 år siden, da jeg gik i skole, var den klasse jeg gik i en meget spredt klasse hvad angik evner og opførsel.
Der var meget tunge elever der, efter 6 års skolegang, stadig havde svært ved at skrive selv in simpel sætning. Der var andre der i en alder af 10 allerede havde afsluttet samtlige opgavebøger i folkskolen.
Der var børn der var stille og indesluttede, og børn der havde, ikke krudt i røven, men et missil spændt på ryggen.
Men der var PLADS til os allesammen, og til trods for vores forskelligheder var vi ikke flere i klassen end at vi følte os som EN gruppe. Med alt det fnidder der følger med i at være en gruppe. Men vi var en GRUPPE.
Ingen blev sendt til specialundervisning. Den blev givet i klasselokalet hvor vi andre også blev undervist. Og det var helt naturligt for os at sådan var det bare.
Ingen blev sendt til psykolog for var der for stort et missil spændt på ryggen af en af os blev vi sendt ud på idrætspladsen til en smule atletik, eller i gymnastiksalen for at lege i ribberne.

Nej... det er ikke kun forældrenes skyld, for forældrene har kun indflydelse på hvordan barnet trives derhjemme.
Og en meget stor del af et barns liv foregår i skole/daginstitution.

Brugerbillede for Jacob Dall

Har oplevet situationen og frustrationerne på nærmeste hold - en datter der er meget aktiv, og opmærksom/Uopmærksom, som beskrevet i artiklen, og som er meget impulsiv - ofte mere end hvad der er til hendes eget bedste; hun glemmer at tænke sig om...
Vi har været fristet til at søge en diagnose, fordi det så lå i kortene, at der ville blive prioriteret ressourcer (og interesse?) til at hjælpe hende.
Har haft samtaler med skolepsykologen (uden barn), hvor skolens holdning blev korrigeret.

Flere andre forældre på skolen har udtrykt lettelse i forbindelse med at de "endelig fik en diagnose - så gik alting meget lettere"

En ting, der dog har undret skolen meget, har været at vores datters faglige niveau ligger i den bedre ende i klassen, og det kan de ikke få til at harmonere med de sociale problemer hun har (haft).
Heldigvis har hun en lillebror, der er meget anderledes - og først efter han startede i skolen, har vi oplevet en accept af vores forældre-evner - Indtil han startede havde vi en fornemmelse af, at skolens "diagnose" var, at det var os som forældre, der var utilstrækkelige, og det gjorde det ikke bedre,a t vi forholdt os kritisk til skolens indsats...

Vil helt klart tage et print af denne artikel, og forelægge den for skolens lærere og ledelse, i det naive håb, at de besidder en vis faglig stolthed, der kan få dem til at reflektere lidt over budskabet i forhold til den måde de driver skole på.

Brugerbillede for Doris Møller

Ja, det er den bedste beskrivelser af problematikken, jeg nogen sinde har set.

Det gode ved beskrivelsen er pointeringen af, at alle gør, hvad de er nødt til at gøre, inden for de rammer, de nu engang har. Men ingen handler ud fra en helhedstænkning, for det har de ikke økonomiske ressourcer, indsigt eller kompetence til.

Alle forstår problemerne ud fra en forsimplet og alt for snæver synsvinkel, for det er de desværre uddannet til.

Dog synes jeg, at der mangler én ting i kronikken. Kronikøren lægger vægt på de samfundsmæssige årsager til, at børn har det dårligt. Og det er godt. Men de samfundsmæssige årsager forstås snævert som noget psykosocialt.

Hvad med den elendige kost og de uhyrlige mængder af slik og sodavand, som mange børn får i dette her samfund? Hvad med forureningen med kemikalier i hjemmenes møbler, tæpper og maling. Hvad med giftige kemikalier i tøj, legetøj og hudplejeprodukter? Hvorfor nævnes dette ikke? Er det ikke en skadelig og samfundsrelateret påvirkning, som kan have stor indvirkning på børns psyke?

Hvis vi skal have fokus på de skadelige påvirkninger, som børn får i vores samfund, er det ikke nok at se snævert på det psykosociale. Vi må have det hele med.

@Torben Larsen: Jo, selvfølgelig har vi som borgere og forældre et ansvar. Vi er nødt til at vælte den regering, der har præget samfundet i denne uheldssvangre retning. Vi er nødt til at vælge nogle politikere ved næste valg, som er villige til at lave dette sindssyge system om! Hvornår kommer det Folketingsvalg?

I mellemtiden må vi kæmpe for, at vores børn kommer til at leve mere sundt, beskytte dem mod reklamer for usunde ting, vejlede børnene, så de kan klare sig i et kaotisk samfund, hjælpe dem med lektielæsning, opdrage dem, og derudover knokle for at tjene penge, følge med i den politiske debat… Hjælp!

Brugerbillede for Anne Marie Pedersen
Anne Marie Pedersen

Det er jo samfundets skyld. Vi skal bare huske, at vi selv er samfundet, og vi kan stille krav til dets indretning. Vi kan starte med at kræve en ny regering. Måske bliver alt ikke lyserødt, men det kan i hvert fald ikke blive værre!

Brugerbillede for Liliane  Morriello
Liliane Morriello

Engang var samfundet baseret på familien, det var kernen.

I dag er mennesket reduceret til enheder, der skal fungere så optimalt og effektivt som muligt, og disse enheder skal bidrage til samfundet, uden hensyn til menneskelige eller familie/sociale relationer. Vi er blevet til arbejdermyrer, der kun har et formål, at arbejde for samfundet og for et mål som regering/folketing har udstukket. Humanisme er blevet et skældsord, og dem der udtrykker det betegnes som blødsødne og naive.

Vi ser ikke længere mennesket, men møtrikker og tandhjul, der kan kasseres og smides bort når de er slidt.

Der er ikke længere plads til familien eller til den omsorg som ethvert barn har behov for, som forfatteren af artiklen siger, "Omsorgssvigtede forældre er ikke dårlige opdragere. De er mennesker, der ikke har haft mulighed for at udvikle forudsætningerne for at tage sig af et barn."
De kan det ikke for de har ikke lært det, og deres børn vil heller ikke kunne det.

Det er arveligt, det går fra generation til generation, man kan ikke give noget videre man ikke selv besidder, og flere og flere kan det ikke. Og hvis holdninger, ikke mindst hos politikerne, ændre sig, så kan "det senmoderne" samfund og de holdninger der bliver lagt for dagen i samme, blive det der undergraver hele vort samfund, og får det til at falde fra hinanden, og i fremtidens historiebøger vil man kunne læse, at Danmark engang blev betragtes som et af verdens mest harmoniske lande, med et af de fineste menneskesyn, et samfund i balance, og man vil undre sig over hvad der gik galt.

Familien og mennesket skal tilbage i centrum, det er derudfra at beslutninger på alle plan skal tages.

Et samfund kan ikke i længden fungere uden at familierne fungere, familien er grundstenen, og uden den styrter alt i grus.

Mennesket skal være menneske igen og det skal alle love og regler tage hensyn til, det er på tide at vende skuden, inden den sejler ud over afgrunden.

Mvh

Brugerbillede for Mogens Michaelsen
Mogens Michaelsen

@ Lilliane Morriello:

Du har ret i at familien ikke længere er den faste basis for samfundet, som den har været det tidligere. Det er også rigtigt, at det har haft nogle skadelige virkninger - som de traditionelle velfærdsordninger i øvrigt ikke tager højde for.

Men jeg tror ikke det er muligt at "vende tilbage til fortiden" på dette punkt, og gengive familien dens rolle. Der er brug for noget nyt, med hensyn til menneskers såkaldte "sociale netværk". Hvad det mere præcist skulle være, kan jeg dog ikke uden videre svare på. Det er mere en fornemmelse. Dog synes jeg det er en dårlig ide at lægge hindringer i vejen for unge mennesker, der selv søger i den retning og "eksperimenterer".

Brugerbillede for Liliane  Morriello
Liliane Morriello

Hej Mogens,

Tak for din kommentar.

Jeg mener ikke man skal vende tilbage til fortiden, og da slet ikke med kvinden ved kødgryderne.
Men samfundet stiller efterhånden så store krav at man snart kun er forældre af navn og ikke af gavn.

Man bliver "ikke-forældre", og ja der skal fremsyn til, men først og fremmest skal man væk fra at se mennesker som numre, som enheder, og som robotter, hvilket er et mennskesyn vi er meget på vej til at få. Politikerne læser samfundet som tal, i statistikker og undersøgelser.

Og loven behandler borgerne som numre, og arbejder ud fra et usmidigt og meget kompliceret sæt regler, som end ikke administratorerne forstår.

Loven er blevet vigtigere end dem den skulle beskytte, borgerne. Og Danmark bliver med hver ny lov et mindre frit samfund, alt bliver snart reguleret ned til mindste detalje. Føler du dig fri i Danmark? Jeg ved at jeg ikke gør det!

Brugerbillede for Doris Møller

Hej Torben Larsen :o)

Ja, selvfølgelig er de dårlige betingelser for, at det offentlige kan yde en ordentlig hjælp til børn med problemer regeringens skyld! Det synes jeg, at kronikken beskriver så udmærket! Hvem skulle ellers bære skylden? Det er ganske vist ikke en flertalsregering, vi har, men den fungerer jo som en flertalsregering. (Dansk Folkeparti bestemmer det hele, og støtteregeringen bestående af V og K bakker op).

Det er mine skattepenge, der bliver brugt på et forkludret psykiatrisk system. Det ønsker jeg at lave om. Og det kan ikke gå stærkt nok.

Jeg synes, at kronikøren netop beskriver årsagerne til forkludringen på en udmærket og nuanceret måde. Jeg ønskede blot at tilføje endnu en nuance, nemlig at samfundet også er præget af en voldsom forurening, og at mange børn får masser af dårlig mad, hvilket yderligere bidrager til problemerne. Det gør faktisk ikke problemstillingen nemmere – tværtimod. Jo flere nuancer, jo mere kompliceret! Og så meget desto mere grund til at få tingene lavet om!

Jeg bryder mig faktisk heller ikke om denne tendens til at give mennesker diagnoser. En diagnose siger jo intet om, hvad årsagerne til problemet er, og hvad der kan gøres ved det. Det er blot en etikette, som kan virke stigmatiserende.

Hvordan kan det være ansvarsfraskrivelse at kræve bedre betingelser for børn? Det forstår jeg ikke! Derimod synes jeg, at det er ansvarsfraskrivelse at fylde børn med usunde ting og latterliggøre seriøse miljøforskere og ernæringseksperter, ved at kalde dem sundhedsypperstepræster.

Nej, jeg roser mig af at være en udmærket mor og farmor. Jeg har gjort mit bedste og gør det stadigvæk. Men det forhindrer ikke, at jeg ønsker bedre betingelser for andre børn.

Brugerbillede for Doris Møller

Hej Torben Larsen

Kronikken handler om samfundets hjælp eller mangel på samme til de børn, der HAR fået problemer.

Som man kan læse ud af kronikken, er hjælpen forkludret, fordi man ikke bruger helhedstænkning, fordi der mangler indsigt, og fordi samfundet ikke giver rammerne til, at uddannede folk kan bruger deres kompetencer.

Jeg synes, at kronikken er den mest nuancerede fremstilling af problemetikken, jeg har set. Jeg ønskede blot at tilføje ENDNU en nuance ved at omtale forureningens og den dårlige kosts indflydelse på psyken.

Og så kommer du og siger, at mit indlæg er udtryk for, at jeg gør tingene nemme og unuancerede! My God!

Når det er sagt, så går jeg også ind for det personlige ansvar, selv om jeg ikke bryder mig om Kierkegaard, som jeg finder vildt opreklameret :o)

Mener du slet ikke, at samfundet skal komme disse problembørn til hjælp? Skal de blot sejle deres egen sø?

Man kommer efter min mening ikke langt med at mene, at det er forældrenes skyld, for det får børnene det ikke bedre af. Desuden vil jeg garantere for, at disse problembørn på lang sigt bliver meget dyrere for samfundet, hvis ingen giver dem en virkningsfuld hjælp.

For resten er det også dine skattepenge, der bruges på at give disse børn en forkludret og i sidste ende virkningsløs hjælp. Er du ligeglad med, at dine penge anvendes så dårligt?

Hvis ikke det er de folkevalgte og i sidste ende regeringen, der er ansvarlig for det forkludrede psykiatriske system, hvem mener du så, har ansvaret?

Ville det være bedre med en anden styreform end demokrati? Det ville Kierkegaard nok mene :o)

Jeg ved for resten ikke af, at vi kender hinanden. Gør vi det, eller hvordan kan det være, at du kalder mig ved fornavn?

Brugerbillede for Flemming Kibsgaard
Flemming Kibsgaard

Psykiatrien tænker biologisk anføres der. Hvilket nok også er årsagen til den mangelfulde kompetence inden for psykiatrien. Der alene er biologisk orienteret, og mangler den social pædagogiske aspekt.

Hvilket vil giver mange fejl i behandlingen, der ikke alene bør være medcinsk, men kombineres med socialpædagogisk støtte.

Brugerbillede for Mads Kjærgård
Mads Kjærgård

Ja i min klasse i 70erne, der tror jeg at alle ville have kunnet diagnosticeres til at have ADHD, men dengang var det ikke problem, for der var plads til den slags børn og hvad mere var, der var plads til dem på arbejdsmarked bagefter. Men i det nye DanmarkDDR der skal alle være ensrettede og opføre sig ens og være 100 % dedikerede til arbejdsmarkedes behov ellers er der noget galt. For pokker da, selv børn i 1. klasse skal tage stilling til og skrive under på en handleplan. Vi forlanger mere end hvad alle mennesker kan leve op til, derfor vil flere og flere falde udenfor og blive anset for at være syge! Mht. dårligt opdragende, så tror jeg aldrig, der har været en generation af børn, hvor forældrene har været mere inddragede og brugt mere tid end den nuværende. De bliver nurset og holdt i hånden, ikke fordi vi forældre nødvendigvis vil det, men fordi at samfundet ikke giver plads til fejltrin.

Brugerbillede for Anne Marie Pedersen
Anne Marie Pedersen

Hvorfor skal nogen lave den falske modsætning mellem stærk stat - stærkt personligt ansvar. Argh. Det er jo ikke en modsætning. Børn, som vokser op i familier, som ikke fungere, skal da have hjælp. Forældrene skal da have hjælp til selvhjælp, for det er da ikke deres skyld.

Brugerbillede for Torben Ernst

Hvor langt ud kan man formulere/difinerer noget,uden at der er reel/forstandig fornuft/mening bag et så fatalt beskrevet område?
Mest af alt beskriver det hvor degadent et forgangent samfundsnormer er villig til at gå ud over alle grenser,uden forstandigt handling,for beskrevet fatale vurdering !
Alt det det blotlæger er at man sender sorteper videre,med fremtidens børn som gidsler,uden at se det sammenhengende i forhold til de belastninger man byder,nutidens familier!
DEN STØRSTE TRUDSEL FOR SAMFUNDETS FORTSETTELSE! USIVILISERET.

Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

Vil helt klart tage et print af denne artikel, og forelægge den for skolens lærere og ledelse, i det naive håb, at de besidder en vis faglig stolthed, der kan få dem til at reflektere lidt over budskabet i forhold til den måde de driver skole på.

Skriver Jacob Dall.
Så vidt jeg kan se skrives, der overhovedet ikke om skole, men om forældre i artiklen og det der står er vældig fornuftigt, men som så ofte før ender det med at tråden synes det er skolens skyld og så ER diagnosen i gen stillet. Hvad med at læse artiklen.

Brugerbillede for Svend Erik Sokkelund
Svend Erik Sokkelund

Når børnene får en diagnose som ADHD, frikendes forældrene så dejligt behageligt for dårlig opdragelse. Er det derfor, diagnoser m. tilhørende usundt medicinforbrug er stigende?
Eller er det en bivirkning ved 'curling' børn, der aldrig får lov til selv at tackle en udfordring i deres liv? For lidt ujævnt underlag, for få træer at falde ned fra? For mange timer overgeared tv underholdning?

Brugerbillede for Liliane  Morriello
Liliane Morriello

Emnet har væert oppe at vende for ganske kort siden, og nu da vi er i gang med skylden, vil jeg tillade mig at copy/paste min daværende kommentar:

http://www.information.dk/258931?page=1

Liliane Morriello siger:

Lad mig starte med at sige noget, der nok vil bringe en del forargelse, jeg kan ikke lide børn.

De fylder for meget, er egocentrerede, de larmer og forstyrrer og de er generelt en pestilens. Jeg bryder mig ikke om, at folk bringer deres børn med til mit hjem, i supermarkedet og på restauranter, hvor jeg oplever dem som destruktive, og uden den mindste form for pli eller opdragelse. De er asociale og mangler sociale færdigheder.
Børn er i mine øjne og ører rædselsfulde, jeg ved det, jeg var selv barn engang.

Når det er sagt, så vil jeg dog vende bøtten, og spørge, er dette forældrenes skyld?

Ja og nej, en ting kan aldrig stå alene, min generations børn, som netop er forældre i dag, var den første generation, hvor opdragelse blev taget meget lemfældigt, fokus var på barnets rettigheder som individ, og de gamle dyder var lagt på hylden, den sidste rest af kæft, trit og retning var for altid (gudskelov) væk. Børn skulle nu gerne ses, og beundres.

Men i hele denne nye ånd, glemte man en ting, at viderebringe viden, om de forpligtigelser og det ansvar der følger med det, at være forælder.
“At blive mor eller far er pærelet, at blive forælder er en livslang opgave og kræver stor læring”.

Det skulle være sjovt at være forælder, og min generations børn ville have det sjovt, og de ville være deres børns venner, deres konfidente.

Men mor og far skal ikke være børnenes venner, endsige konfidente, de skal være forældre. Deres fineste opgave er at forberede børnene på livet, at give dem færdigheder socialt, der sætter dem i stand til at begå sig blandt andre mennesker, der lærer børnene tolerance og empati med andre, og som giver dem værktøjer til en dag selv at blive forældre, og til at give arven videre. At være forælder er ikke en popularitetskonkurrence.

Forældrene svigter kort og godt deres børn, deres opgave, og det kan de ikke være bekendt, for de fejler både børnene, der af omverdenen vil blive betragtet som asociale og lidet elskelige.

Så det er altså forældrenes skyld, dagens forældre som har svigtet, nej det er det heller ikke. Min generation, dem der er vore dages forældres forældre, de havde nogle gode ideer, børnenes skulle opdrages til at være selvstændige og stærke, til at kunne tage vare på sig selv, og til at have et højt selvværd. Min generations opdragelse drejede sig om frihed, selvstændighed og styrke.

Dog manglede min generation de rigtige værktøjer til at opdrage børnene i netop denne ånd. Man var blevet bange for at sætte grænser og for at disciplinere. Man var blevet bange for at blive beskyldt for at bruge kæft, trit og retning metoder. Så vi, min generation gav børnene alle frihederne uden ansvaret, og nu har vores børn ingen føling med, hvad ansvar i børneopdragelse betyder.

Så det er altså bedsteforældrenes skyld, nej det er det heller ikke, man må ikke glemme den udvikling samfundet har gennemgået igennem de sidste 60 år, for 60 år siden gik de fleste mødre hjemme, de passede hjemmet og børnene og opdrog dem. Tingene gik langt mere roligt på hjemmefronten og i samfundet. Der var tid til børnene og til familien, familien var i centrum.

Med årene og kvindefrigørelsen kom flere og flere kvinder på arbejdsmarkedet. Og med årene er der, på trods af kortere arbejdstider og flere ferie- og fridage, blevet mindre og mindre tid til familien, kvalitetstid er noget man planlægger, alt er blevet sat ind i et skema, uden mulighed for spontanitet.
Børnene aktiveres igennem fritidsordninger og fritidstilbud, som er designet til, forhåbentligt, at gøre børnene så trætte at de hurtigt kan komme i seng efter aftensmaden, så forældrene kan få den ro og fred de også har brug for.

Fint, men det børnene virkelig har brug for er samvær med deres mor og far, og tilstedeværende forældre. Og det mangler ofte i dag, fordi hverdagen i dag stiller så store krav til begge forældre, at der så at sige ikke er tid eller overskud til at påtage sig det der essentielt er ens fornemste opgave i livet, nemlig at være forælder. Der findes ingen finere opgave i livet, der findes intet mere prisværdigt, eller noget som giver en større anerkendelse. Men samfundet lader ikke familierne have denne tid. Så de kostbare minutter, den time man har med barnet skal være positiv, og i denne korte tid, ønsker mor eller far at vise sin kærlighed. Og alt hvad barnet vil eller peger på det bliver der sagt ja til, og i samme åndedrag har man overgivet opdragelses ansvaret til børnehaven, skolen, fritidshjemmet, men det er ikke børneinstitutionernes opgave at opdrage børnene, det er og bliver forældrenes, og børnene skal have sociale færdigheder med hjemmefra.

Så er det altså samfundets skyld, nej ikke alene, men samfundet bærer en stor del af skylden, sammen med udviklingen. Man kan nok ikke pege fingre af en enkelt skyldig, men klart børnene er ofre for noget, der nok er en kombination af alle de ting der nævnes ovenfor.

Konsekvensen; vi har en kæmpestor børneflok der er rodløse, de higer og søger, ikke i gamle bøger, men efter en far og en mor, der ikke er bange for at være forældre, der ikke er bange for at sætte grænser og sige fra, men det de finder er forældre der forsøger at være deres venner og ligemænd, som erstatter den tid, den opdragelse og den kærlighed de ikke magter (grundet samfundets krav) at give, med materielle goder, og barnet er stadig lige så alene og lige så søgende. Det er overladt til sig selv, svigtet af alle.

Vi har fokuseret meget på, at børnene skal blandes med andre børn for, at lære sociale færdigheder. Dette er meget fejlagtigt, du kan ikke lære noget af andre, som heller ikke ved hvordan man gør, det er ikke institutionernes opgave at opdrage børnene, så det børnene lærer på lejepladsen eller i skolegården er ikke sociale færdigheder, men det allermest basale i menneskelig adfærd og deres værktøjer bliver instinkter, ulv æder ulv, og den stærkeste vinder (socialdarwinisme). Alt i alt, “jeg skal være egoist og have rundsave på albuerne, og hvis tingene ikke går som jeg vil have dem så får jeg bare et hysterisk anfald.”

Hvorefter forældrene forsøger at få en diagnose, så de kan fralægge sig ansvaret, og disse fortabte børn, ender med at tage specialisternes tid, og de børn der virkelig er syge, og virkelig har behov for hjælp, skubbes ned i køen, og deres sygdom får lov til at udvikle sig i en grad hvor det bliver stadigt vanskeligere at hjælpe dem, og fremtiden, når skole og uddannelse (hvis de når så langt) hedder førtidspension. Hvorefter samfundet skælder ud over, at så mange er på overførselsindkomst.

Det er simpel matematik, kvantefysik, det behøver man ikke være videnskabsmand for at regne ud.
Intet kommer af intet, er der en reaktion, så har der nødvendigvis også været en aktion.

Selv en sommerfugls vingeslag på den anden side af kloden, vil en dag berøre dit liv.

Og vi er ved at ofre en hel generation af børn, som forældre, som pædagoger, som samfund.

Er det børnenes skyld at jeg ikke kan lide børn, nej de er ofrene, og de gør mig uendeligt ondt.

Genbugskommentar ;)

Brugerbillede for Hanne Koplev

Tak til Lars Rasborg for artiklen.

Jeg mangler endnu engang, at også miljøgifte f.eks. tungmetaller tages med i betragtning som mulige årsager til afvigende mental adfærd.

Brugerbillede for Svend Erik Sokkelund
Svend Erik Sokkelund

Vi skal turde stille rimelige krav til vores børn. Vi skal lære dem at stille krav til sig selv, for at opnå det de ønsker.
Man bliver ikke suveræn til nogetsomhelst uden at arbejde for det, øve sig, igen og igen.

Brugerbillede for Doris Møller

Hej Onkel Anne

Kronikken er jo en kritik af den utilstrækkelige behandling, som børn med problemer får, hvad enten de får diagnosen ADHD eller ikke – en kritik, som jeg umiddelbart finder helt berettiget.

Din tilgangsvinkel er en anden. Du lyder, som om du er tilfreds med den behandling, du har fået. Det lyder dejligt :o)

Du skriver, at du har fået en forklaring på, hvorfor du altid har følt dig anderledes, og at du har fået viden og indsigt. Af kronikken fremgår det ellers, at psykiatrien slet ikke beskæftiger sig med årsager til ADHD. Det er heldigt, at vi nu har en ekspert, vi kan spørge:

• Hvad er årsagen eller årsagerne til ADHD?
• Er årsagerne psykosociale?
• Skyldes ADHD miljøfaktorer, forkert kost, tilsætningsstoffer eller farlige kemikalier i nærmiljøet?

Jeg venter spændt på svar. På forhånd tak.

Brugerbillede for Marianne Mandoe
Marianne Mandoe

@ Svend Erik Sokkelund

Jeg tror slet ikke du er klar over de ENORME krav der bliver stillet til børn (og voksne) med ADHD eller Aspergers.
For det første så kræves det at de, til trods for deres handikap, lærer præcist det samme som andre børn. På den samme tid.
For det andet bliver de trænet og undervist i social "opførsel" sideløbende med den almindelige undervisning.
Der ud over skal de, som en del af "socialiseringsprocessen" lære at være langt mere tolerante end andre børn og unge. Af den simple årsag at når samfundet ikke kan være specielt tolerant over for dem, så skal de lære at være tolerante overfor den intolerance de møder i deres liv.

For børn, unge og voksne der lever med en diagnose så som ADHD og Aspergers er alene det at de ER anderledes et fuldtidsjob. Bare et fuldtidsjob de skal tage sig af sideløbende med deres almindelige job eller uddannelse.

Der er nok ikke nogen børn der bliver stillet så høje krav til som dem de fleste ser som helvedes uopdragne.

Brugerbillede for Doris Møller

Hej Onkel Anne Fin

Mange tak for oplysningerne. Når jeg skriver ”ekspert”, så er det, fordi vi andre kun kommer med gætterier om, hvad børns problemer skyldes. Jeg har ingen særlig viden om ADHD, ud over hvad jeg kan læse mig til, så derfor har jeg omtalt børns problemer generelt, hvad kronikken jo også gør, altså uanset om de faktisk får diagnosen ADHD, eller de ikke gør. Pointen i kronikken er jo, at problembørn må have kvalificeret hjælp, uanset om de får en diagnose eller ikke.

Du skriver, at ADHD skyldes problemer med signalstofferne serotonin og dopamin. Det er da en vigtig oplysning. Men set ud fra mit synspunkt forklarer den ikke ret meget! For hvad er årsagen til problemerne med serotonin og dopamin?

Ved flere andre sygdomme, f.eks. skizofreni, depression og Parkinsons syge er der problemer med signalstoffer i hjernen. Ved depression og skizofreni er det nu anerkendt viden, at årsagerne til kludder med signalstofferne er belastninger af forskellig art, f.eks. stress og traumatiske oplevelser, og en medvirkende årsag til begge dele kan være mangel på f.eks. D-vitamin, B3-vitamin eller jern.

Og når du taler om arvelighed, så er det jo lidt på samme måde med ovenstående sygdomme. Men er der faktisk tale om arvelighed på en sådan måde, at der er en genetisk arvelighed, eller er der snarere tale om, at forældre, der har en bestemt psykisk sygdom, har svært ved at give deres børn den støtte og den omsorg, der er nødvendig, for at man kan udvikle sig normalt? Ovenstående kronik peger jo på det sidste, når der er tale om børn med problem-adfærd.

Jeg ved godt, at dette er et følsomt emne. Jeg ved, at der er mennesker, der bliver sårede, hvis man siger, at der i virkeligheden nok er ganske gode grunde til kludder med signalstofferne: enten psykosociale grunde eller forkert kost eller miljøgifte.

Hvad angår ADHD ved jeg, at der er blevet forsket meget i årsagen eller årsagerne. Jeg kan pege på den norske læge Kalle Reichelt, hvis viden hjælper mange, sådan at de kan undvære medicin.

Jeg ved godt, at det vil vække et ramaskrig, at jeg henviser til Kalle Reichelt. Men hvorfor er det så forfærdeligt? Er det ikke fint, hvis der er nogle med ADHD, der kan blive raske af at spise en mælke- og glutenfri kost, i stedet for at tage en medicin, der griber ind i hjernens funktion?

Jeg bringer lige en henvisning, så man kan se, hvad det er for oplysninger, jeg taler om – i hvert fald hvad kosten angår. Hvad de psykosociale tiltag angår, ved jeg ikke ret meget.

http://www.adhdblog.dk/adhd-og-kost.html

Brugerbillede for Frederik Bjørshol
Frederik Bjørshol

Man får ikke bare ADHD fra den ene dag til den anden, ADHD er noget medfødt, typisk først kan tydes omkring i en alder af 6-7 år. Det at man i samfundet giver diagnoser til højre og venstre er en forfærdelig ting, fordi en fejldiagnorisering kan føre til fejlmedicinering, det er meget farligt når man taler om medicin der på normale (hvad så end normalt er) mennesker fungerer, som speed.

At kost skulle have en indflyldelse på ADHD ?
Altså jeg kan sige fra mig selv, at sukker har en beroligende effekt på mig, men for 10 år siden var det en anden historie.

@Marianne Mandoe

Det du siger med, at passe et barn med diagnosen ADHD er et fuldtidsjob, er fuldstændigt korrekt. Når jeg tænker over, de år jeg har levet i og med alt det mine forældre har og stadigvæk ofre, for at min hverdag fungerer nogenlunde, så er det nogle kolossale ofringer de har taget for mig.

Jeg ved godt, at mange er jer, som skriver her inde er belæst omkring diagnosen ADHD, men det her indlæg kommer fra en med diagnosen og kæmper med den hver dag.

Brugerbillede for Doris Møller

@Frederik Bjørshol:

Hvilke fejl kan du pege på i den norske læge Kalle Reichelts forskning om sammenhængen mellem kost og ADHD?

Hvad mener du, er årsagen til ADHD?

Hvis du mener, at årsagen er kludder i signalstofferne, hvad er så årsagen til problemerne med signalstofferne?

Brugerbillede for Liliane  Morriello
Liliane Morriello

I min sidste kommentar i forbindelse med denne artikel, henviser jeg til en anden artikel der handler om problemet med at netop normale uopdragne børn, optager al for megen af psykiatere og behandleres tid, på bekostning af de børn der virkelig har behov for hjælp og behandling.

Og uden at være uenige med nogen, så tror jeg der er nogle punkter der skal medtages, og jeg er personligt ikke i tvivl, der er:

Rigtig mange uopdragne børn i Danmark (men også andre steder).

Der er mange forældre der ikke er sig deres ansvar bevidst og deres opgave voksen.

Der er mange forældre der jagter en diagnose, som f.eks. aspergers eller ADHD.

Forældre hvis børn får en diagnose bliver skyldfrie.

Dette er ikke en bevidst, men ubevidst handling.

Forældre der jagter en diagnose, og deres børn, koster dyrt og optager plads, på bekostning af de børn og forældre der virkelig har behov for hjælp.

Diagnoser givet af lægevidenskaben, som f.eks. ADHD og Asperger, har vi som lægmænd ikke lov til at stille i tvivl, vi har end ikke forudsætningerne for det. Vi må blot konstatere at der er noget som vi endnu ikke helt forstår.

Og de børn der virkelig har en sygdom, hvor tiden inden diagnosen trækkes ud og ud, grundet ventelister, lider. Og det bliver stadigt sværere at hjælpe disse børn.

Det koster, ikke blot for samfundet, men hvad der er langt vigtigere, de menneskelige omkostninger det har for barnet og for familien.

Derfor mener jeg at, forældre der henvender sig til lægen om, at de har problemer med deres barn/børn, som det allerførste, skal tilbydes et intensivt kursus i det at være forældre, rollen, ansvaret og opgaven. Hvis der så ikke er nogen effekt af dette, indenfor en rimelig periode, så kan man måske se på, hvorvidt der skal en psykiater på og en evt. udredning af diagnose. Og ingen er bedre til at undervise i dette end Norton Nannies.

For det andet skal vi alment lære at være mere åbne, tillidsfulde og have tiltro til, at når en person udtrykker at have problemer, så er det fordi der ER problemer, om de er af den ene eller den anden art.

For det tredie, er der ingen der som lægmænd, kan sidde og bedømme den enkelte situation, og man skal passe utroligt på med at afvise diagnoser, man ikke helt forstår, med at gøre dem til skraldespandsdiagnoser eller trøste diagnoser.

At vi og selv videnskaben ikke helt forstår disse lidelser endnu, gør dem ikke mindre reelle. Dette gælder ikke blot ADHD og asperger, men også en lang række andre lidelser, såsom fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom, osv.

For 400 år siden blev mennesker besat af onde ånder, de kunne i værste fald ende på bålet, for 150 år siden, blev lignende tilfælde, lukket inde på dåreanstalter, i dag bliver de diagnosticeret med epilepsi, som er en diagnose der vel ingen er, der betvivler nuomstunder?

Brugerbillede for Emma Platz

En sjælden god artikel om børnepsykiatri i Danmark!

En lige så god artikel om det LIBERALT-KONSERVATIVE danske samfund i dag.

Centralt i liberal tænkning står konkurrence, og at enhver skal klare sig selv.

Centralt i konservativ tænkning står, som Lars Barfoed så krystalklart har udtrykt det mange gange, at velfærd kun er til de allersvageste.

Derfor, du skal race rundt i konstant konkurrence og kamp for at leve op til forventningerne, og du skal sørge for at blive rigtig syg og få en diagnose, før vi vil hjælpe dig.

Lad os igen få en regering, der tænker på børn og mennesker, og handler til fordel for dem. Lad os få en S-SF ledet regering!!

Vi kan ikke mere nøjes med fine ord, hensigtserklæringer og spin.

Brugerbillede for Liliane  Morriello
Liliane Morriello

@ Doris Møller

Hvorfor der somme tider sker skader på signalstofferne og det dermed udløser en lidelse, er noget der også undrer lægevidenskaben. Derfor forskes der konstant på at finde svarene. Men i mange tilfælde må man her og nu blot acceptere at skaderne sker, men vi ved ikke helt hvorfor.

Men lægevidenskaben kommer videre, men fra at videnskabelige undersøgelser og forsøg giver resultater og til disse resultater bliver almen viden og indtil at denne viden accepteres alment i befolkningen, kan der gå rigtig mange år.

Så længe en lidelse er meget diffus uden mulighed for at vise biologiske fund, så er der helt sikkert flere end dem der rent faktisk har lidelsen der diagnosticeres med den.

Ser man f.eks på fibromyalgi, så vil man se at det årlige antal af nydiagnosticerede, falder proportionalt med den øgede viden og mulighed for at teste.

Og jeg tror man skal passe meget på med at tro at alt kan blive godt, bare ved at ændre kost, indtage flere vitaminer eller andre kosttilskud. Eller hvis det ikke er det så må det være miljøet.

Det er ikke alle sygdomme der er livsstilssygdomme, som forresten er et meget misbrugt begreb der betyder at man kan skylde skylden over på den person der har denne lidelse.

F.eks. ved man at ca. 70% af alle fibromyalgi patienter lider af D-vitaminmangel i svær grad, mod at almen befolkningen lider 40% i svær til mindre grad. Derfor er der nogle der har ment at hvis bare fibromyalgi patienter fik D-vitamintilskud så ville de blive raske. Men det gør de ikke, men ved at normalisere D-vitaminniveauet, kan man forebygge yderligere komplikationer.

Rigtig mange fibromyalgipatienter lider af depressioner, men fibromyalgi er ikke en psykisk sygdom, og er ikke forårsaget af depression, men omvendt. Fibromyalgi er en somatisk lidelse af ikke-psykogen karakter og opført på WHOs liste over anerkendte lidelser under IC10. Den er ligeledes anerkendt af sundhedsstyrelsen, og skyldes skader på centralnervesystemet. Disse er måske genetisk betinget, men man ved at sygdommen er arvelig.

Men jeg synes at vi som almene borgere skal passe utroligt meget på med at stille os tvivlende overfor andres lidelser, og afvise dem som reelle eller ondt-i-livet. Eller hvad ved jeg.

Brugerbillede for Liliane  Morriello
Liliane Morriello

Helt enig Emma,

Vi har brug for en ny regering, en S-SF ledet regering, men man kan fordoble værdien af sin stemme ved at stemme på EL. Da man ved at de netop vil støtte en sådan regering, men at de også vil være med til at holde to store partier, der jo også er skredet meget til højre, i ørerne.

Brugerbillede for Frederik Bjørshol
Frederik Bjørshol

@Doris Møller

Jeg taler om mine egne erfaringer med kost, jeg mener at der er flere forskellige slags ADHD og jeg kender selv til andre unge med ADHD, som for eksempel ikke kan spise hvad de vil, fordi de "damper" af det og derfor bliver hyperaktive. Derfor mener jeg ikke, at der nogle decideret fejl i lægens rapport.

Hvad jeg mener omkring hvordan ADHD udvikles? Jamen der findes ikke noget korrekt svar på dette endnu, min egen overbevisning er for eksempel fødselskomplikationer, mange af dem jeg kender, som har diagnosen DAMP eller ADHD (kommer and på hvornår diagnosen er givet), har haft fødselskomplikationer eller har været udsatte under graviditeten, som for eksempel store mængder alokohol eller narkotiske stoffer.

Jeg er også overbevist om, at det netop er de kemiske signalstoffer i hjernen, der blandt andet hæmmer mennesker med ADHD, det resulterer i at personer med ADHD, har problemer med at producerer dopamin selv, hvilket også kan ses i medicinen, som er Amfetaminske stoffer eller lignende (Amfetamin udleder dopamin).

Brugerbillede for Doris Møller

Til Liliane Morriello:

Du skriver, og jeg citerer:

”Og jeg tror, at man skal passe meget på med at tro at alt kan blive godt bare ved at ændre kost, indtage flere vitaminer eller andre kosttilskud.”

Hvorfor det? Hvis en behandling er totalt ufarlig, hvad kan der så ske ved at afprøve den?

Jeg giver dig ret i, at der kan gå mange år, før videnskabelig forskning giver fremskridt, der kan tages i brug som almindelig behandling for en sygdom. Og det er jo, fordi lægerne er nødt til at være helt sikre på, at forskningen holder vand. Men jeg kan altså ikke se, hvad det kan skade at bruge Kalle Reichelts forskningsresultater. Hvilken skade kan det gøre at spise kød, fisk, æg, grønsager, frugt, nødder og frø, men udelade mælk og glutenholdigt mel?

Hvis årsagen til, at der er kludder i signalstofferne faktisk ikke skyldes, at barnet ikke tåler gluten eller mælk, men noget helt andet f.eks. psykosociale årsager eller vitaminmangel, så er der jo ikke sket nogen skade ved at prøve kuren. Så må man gå videre til næste uskadelige behandlingsmetode.

Videnskaben har altid bevæget sig frem i ryk. Det er en kendt sag, at nye metoder først er udsat for afstandtagen og latterliggørelse. Og så går der et stykke tid, og så bliver de indoptaget som almen viden.

Sådan var det med den ungarske fødselslæge Semmelweis’ tanker om, at lægerne ikke burde gå fra dissekering af lig og direkte til de fødende kvinder, uden at vaske hænderne. Kvinderne døde som fluer af barselsfeber. Semmelweis blev latterliggjort og udsat for bagvaskelse. Nu er det ganske almindelig viden, at lægens hænder kan være smittebærere, hvis de ikke bliver desinficeret.

Sådan var det med et videnskabeligt forsøg fra USA, der påviste at tilskud af bestemt vitaminer kunne standse den stærkt invaliderende øjensygdom, der før i tiden blev kaldt forkalkning af øjnene og nu hedder AMD. Min søster har sygdommen og spurgte sin øjenlæge, om han kunne råde hende til at tage dette vitamintilskud.

”Nej”, svarede øjenlægen. ”Vi er nødt til at afvente yderligere forskning!”

Det havde min søster ikke lige tid til, for hun var ved at blive blind! Derfor tager hun tilskuddet og reddede dermed sit syn.

Jeg synes altså ikke, at der er noget mærkværdigt i tanken om, at kosten har en stor betydning for dannelsen af signalstoffer. Det er direkte logisk, for disse signalstoffer dannes ud fra madens proteiner, under medvirken af bestemte vitaminer og mineraler.

Jeg synes også – ligesom du - at vi som almindelige borgere skal passe på med at stille os tvivlende over for andres lidelser. Men har jeg gjort det? Tværtimod!

Min deltagelse her i debatten skal forstås som en opbakning til kronikken, hvis synspunkter jeg deler. Det er virkelig for dårligt, at der ikke gives en bedre hjælp til børn, som har problemer, hvad enten diagnosen er ADHD eller ej.

Derudover har jeg i mine sidste indlæg givet udtryk for, at man skal søge forklaringer på børns problemer, hvad enten de har diagnosen ADHD eller ej. Jeg synes, at man skal tage fat i årsagerne til problemerne og gøre noget ved dem, snarere end at give medicin, der griber ind i hjernens virkemåde. Jeg har på intet tidspunkt kaldt ADHD for en livsstilssygdom.

Brugerbillede for Hanne Koplev

Om ADHD og diæt.

Der er interessante aspekter i en diæt med kød, fisk, æg, grønsager, frugt, nødder og frø, men uden mælk og glutenholdigt mel.
Det første afsnit er uddrag fra mail-korrespondance med en speciallæge, som arbejder bl.a. med autistiske børn (her i oversat / redigeret form)

Gluten skal nedbrydes af et enzym DPP4 (Dipeptidylpeptidase 4).
Dette enzym er i hjernen "geografisk" - organisatorisk bundet til Dopamin-receptorene. i en receptor - enzymkompleks
Kviksølv hæmmer DPP4 hvorved der bl.a. dannes gluten-peptider, som har en effekt via opiat-systemet på immunforsvaret ved at forskyde immunitet fra cellulær til humoral immunitet, hvilket medfører øget hyppighed af autoimmune og allergiske (og kræft) sygdomme.

Også fejlagtigt nedbrudt mælkeproteiner bliver til opiat-lignende stoffer.
Det står beskrevet, at disse opiat-lignende stoffer har en effekt på mental adfærd.

Det er kendt blandt kviksølvforgiftede patienter, at mælkeprodukter og glutenholdige produkter ofte ikke tåles.

Det skal bemærkes, at belastningen med tungmetaller i vores miljø formentligt er så højt, at genetisk følsomme individer kan ophobe tungmetaller og dermed udvikle tungmetalforgiftninger.
Symptomerne ved tungmetalforgiftning kan være mangfoldige.
Man bør også være opmærksom på, at eksponering overfor tungmetaller kan inducere (som nævnt) immunologiske sygdomme og dertil kommer, at man kan udvikle allergier overfor tungmetaller / toksiske metaller. Herunder er nikkel-allergi nok den mest kendte, men man kan udvikle allergier overfor mange andre toksiske metaller. Visse toksiske metaller (f.eks. Titandioxid. Det hvide farvestof i f.eks. piller, tandpasta m.v.) er næsten umuligt at undgå.

Man kan læse på Internettet, at kviksølv hæmmer produktionen af visse signalstoffer (også benævnt neurotransmittorer) bl.a. dopaminproduktionen.
Også andre stoffer (fødevarer) har betydning for hjernens neurotransmittorer.
Jeg kan anbefale, at man læser materiale om Excitotoxiner af Dr. Russell L. Blaylock.

Brugerbillede for Lars Rasborg

Jeg vil forsøge at forholde mig til enkelte af de mange spørgsmål og kommentarer, som min kronik har affødt.

En kommentar drejer sig om, at jeg ikke omtaler karriereforældre, der ikke giver sig tid til børnene og ikke sætter grænser for dem.

I kronikken omtaler jeg to typer af mulige psykosociale grunde til ADHD-adfærd. Den førstnævnte drejer sig bl.a. om sunde forældre, der fungerer godt i et højt tempo, som imidlertid kan være for højt for deres barn. Det kan være svært, når man selv fungerer godt i højt tempo, at mærke, hvornår barnet har brug for hjælp til at finde ro. Hvis de mærker barnets uro, kan det være svært for dem at give sig den fornødne tid til at hjælpe barnet med at finde ro. Barnet er derfor for ureguleret og lærer for lidt om at regulere sig selv, hvilket kan føre til ADHD-adfærd.

Disse forældre kan fx selv godt lide at have mange bolde i luften, og de kan være dygtige og succesrige i arbejdet. I nogle tilfælde har de også været sådan som børn, og det har fungeret godt for dem. Det kan derfor være meget overraskende for dem, at det ikke fungerer godt for alle børn. De bliver opmærksomme på, at deres barn har et problem, fx fordi børnehaven eller skolen fortæller dem om de vanskeligheder, som barnet kommer ud for dér.

I min bog, Sunde børns problemer (Akademisk Forlag, 2009) giver jeg et eksempel på dette, som viser, hvordan problemet blev løst ad psykosocial vej.

.............

Kronikkens fokus på psykosociale grunde til ADHD-adfærd betyder ikke, at der ikke også/samtidig kan være biologiske grunde til en sådan adfærd. Man kunne fx forestille sig to (søskende)børn, hvor den ene har ADHD-adfærd (eller har diagnosen) og den anden slet ikke er under mistanke for noget i den stil. Forældrene fungerer i et højt gear, og forskellen mellem børnene kan tænkes at have baggrund i forskelle i den medfødte sårbarhed, således at det høje gear er et problem for det ene barn, men ikke for det andet.

Man kan naturligvis også forestille sig børn, der har ADHD som en medfødt hjernedysfunktion eller som en dysfunktion, erhvervet under en kompliceret fødsel, fx med iltmangel.

Hermed antyder jeg kraftigt den mulighed, at ADHD bruges om forskellige tilstande. Når man læser diagnosekriterierne, vil man kunne se, at de er meget brede. Når vi er vrede, stressede eller bange, vil vi alle kunne have en ADHD-adfærd. Det er derfor en nærliggende tanke, at diagnosen samler en række forskellige biologiske, biopsykosoiale og psykosociale tilstande.

..........

Som nævnt udelukker min psykosociale vinkel ikke andre synsvinkler på ADHD. Andre faggrupper bidrager med biologiske aspekter, og naturligvis kunne det også være aspekter, som har med kost og miljøgifte at gøre. Kunsten vil være at få aspekterne til at mødes i et samlende biopsykosocialt syn ikke blot på ADHD, og heller ikke blot på menneskets psykiatriske tilstande, men helt bredt på det psykiske.

Brugerbillede for Pil Lenau

Det er en fremragende artikel og man bider sig straks fast på udtrykket "adfærd" altså ADHD adfærd. Måske man skulle redefinere ADHD diagnosen så den kun gælder det biologisk for det psykosociale kan og skal man gøre noget ved og da er det så at adfærds betegnelsen kommer ind i billedet. Jeg synes at Lars
Rasborg gør rede for problematikken på en vedkommende og saglig måde.
Hvad jeg er stor beundrer af er at kosten spiller så store en rolle i dagligdagen for børnene. Væk med tilsætnings stoffer chips og cola og ind med groft og fibre, grøntsager osv. Børnene kan klare meget mere end når de er dulmet af junk food. Det er bevist i en stor kommune i England.
Hvis vi havde mere fællesskabs følelse var der flere ressource stærke voksne til at tage sig af de svagere familier og det behøvede ikke at være indenfor systemet men os allesammen. Lissom de ressource stærke børn der tar sig af de svagere i skolen. Nogle vil forstå det men andre vil ha en kæmpe modstand i sig- at vi ikke skulle blande os eller at de nok skal klare tingene hvor børnene så blir sorteper.
Hvis vi kunne gøre de overflødige diagnoser til samfundsopgaver. Og som nævnt samfundet er os alle.

Brugerbillede for Liliane  Morriello
Liliane Morriello

Kære Doris,

Prøv lige at læse det du citerer mig for at sige igen. For jeg skriver intet om at det kan være farligt, og jeg skriver intet om at man ikke skal prøve på at spise sundt, eller at udelade visse fødemidler, hvis man har mistanke om at det gør det værre.

Det jeg skriver er at man skal passe på med at tro at der kan ske mirakler, på den bekostning.

Hvis man mener at kosten kan helbrede, tror man jo indirekte at det er livsstilen, eller i hvert fald at man ved en livsstilsforandring kan bedre eller helbrede, nej du siger ikke at det er en livsstilssygdom, som jeg egentlig nævner i forbindelse med andre sygdomme, men ved at indikere at man ved at forandre kosten så måske kan ændre sygdommen, så har du alligevel sagt det.

Jeg ved ikke hvor mange syge, der er godt og grundigt trætte af at få råd om dit og dat, som de for det første ikke har bedt om og for det andet ved det ikke hjælper.

Og når de så siger til vedkommende, "ved du hvad, tak for rådet, men det hjælper ikke i mit tilfælde". Og så tænker rådgiveren at vedkommende slet ikke vil være rask, og at vedkommende ønsker at blive i en offerrolle. Det var det jeg mente.

De fleste kronisk syge, har prøvet det meste, har været på nettet og set og afprøvet alt hvad der er af både konventionelle og alternative metoder. Og som sagt, bliver de trætte af andres velmente råd, for de kan som regel ikke bruge dem til ret meget.

Jeg mener sandelig også man skal søge efter årsagerne til sygdommene, og det gør videnskaben også det bedste de har lært.

Mvh

Brugerbillede for Karsten Olesen
Karsten Olesen

Dopamin og serotonin er neurotransmittere - elektrisk ladede molekyler, der overfører signaler mellem nervecellerne.

Forstadierne til disse neurotransmittere - er fødens aminosyrer tyrosin og tryptofan.

Tyrosin findes navnlig i bønner, spirer, kød og ost.
Tryptofan i f. eks. bananer, mælk og kød.

Da området er uudforsket, må man prøve sig frem - men en af kilderne siger:

http://www.medhelp.org/tags/health_page/216/Nutrition/NATURAL-SOURCES-OF...

"Mental performance or relaxation can be controlled by choosing the right combination of foods. L-tyrosine and L-tryptophan are two amino acids which compete with one another to control brain functions. L-tyrosine is used by the brain to synthesize the neurotransmitters norepinephrine and dopamine, both of which are critical to clear, quick thinking; long-term memory; and feelings of alertness and stability.

L-tryptophan is used by the brain to make the neurotransmitter serotonin, which is responsible for slowing down reaction time, imparting satiety after a meal and inducing sleep."

Brugerbillede for Michael Borregaard
Michael Borregaard

I videnskab.dk kunne man igår læse at: Et nyt studie offenliggjort i det ansete medicinske tidsskrift Lancet afslører en mulig sammenhæng mellem vores kost og ADHD.

Artiklen har overskriften - Børn med ADHD på speciel diæt.

Brugerbillede for Steen Uffe Tommerup
Steen Uffe Tommerup

@Doris Møller
m.f.

Der spørges: ”Hvad er årsagen til ADHD?”.

Det er et ganske umuligt spørgsmål at svare på, da det er stillet som ental. Årsagen! Dét fordrer, at der et ét svar, hvilket der ikke er.

Svaret er: Årsagerne er mange og ikke entydige for alle. Men hvis man følger én del af udredningen og den følgende behandling, kan man komme et svar nærmere ental.
Hvis medicinen (et af de amfetaminlignende stoffer: Ritalin, Concerta, Motiron etc.) virker beroligende på personen, er der tale om ADHD.

Med beroligende menes flere ting, men primært: falder vedkommende til ro fysisk eller stopper det enorme tankemylder der huserer i knolden.

Den store problematik med udredning og behandling er, at Danmark ikke er gearet til at se holistisk på lidelsen. Man vil have folk puttet i kasser, så de kan hjælpes og støttes.
Vanskeligheden med især ADHD er, at lidelsen har grene ud i rigtig mange kasser. ADHD’ere har ofte en snert af aspergers. Der kan også være en snert af autisme eller tourette. Ca 80% oplever middel til svær depression (ofte afledt af miljøbelastninger). 50% kan siges at have generaliseret angst etc. etcetera.
Som det kan ses, er der mange biprodukter (comorbiditet) med andre mentale problematiker.

Denne kroniks fokus ligger på de psykosociale tilgange og er meget væsentlige, da mange ADHD-børn har forældre med samme lidelse. Disse er desværre bare ikke til at tvinge i behandling, men er ofte forstærkende til barnets mangeartede problematikker.

Hvilket konglomerat af årsager, der kan være, kan jeg foredrage om. Jeg vil drage alt fra fagforeningers, skolers og beslutningestageres medvirken ind i fortællingen – alle nogle som er medvirkende til, at vi i dag ser den store stigning i diagnosen ADHD.
De er nemlig alle dele af samfundet – et samfund som muligvis ikke har ADHD, men som bestemt har DAMP (på)…

@Lilliane Morrello

Du skriver at fibromyalgi er anerkendt på WHO’s ICD10-liste over anerkendte lidelser.

Det samme er ADHD – som skjult handicap.

Balladen er bare, at mange danskere og danske myndigheder de facto ikke anerkender WHO’s og FN’s liste. For dem er ADHD bare et spørgsmål om ansvarsflugt og 'at tage sig sammen'.

Brugerbillede for Doris Møller

Kære Liliane Morriello

Jeg har ikke påstået, at du siger, at de af mig foreslåede behandlingsmetoder er farlige.

Det er mig, der hævder, at de er ufarlige, og at der derfor ikke er noget forgjort ved at prøve, hvor du, så vidt jeg kan se, advarer mod det.

Og nej, jeg har ikke sagt, at alvorlige sygdomme, der muligvis kan kureres ved hjælp af en ændret kost, eller ved tilskud af vitaminer og mineraler, er livsstilssygdomme. Set fra mit synspunkt har kosten stor betydning for både sygdom og sundhed. Forskere har således påvist, at D-vitamin-mangel kan være (medvirkende) årsag til både skizofreni og depression. Jeg mener ikke, at en sådan forskning dermed reducerer skizofreni eller depression til en livsstilssygdom. Det er stadig alvorlige sygdomme. Og min søster ville blive blind af AMD, hvis hun ikke tog det stærke vitamin-præparat. Det reducerer heller ikke AMD og deraf følgende blindhed til en livsstilssygdom.

Meget misforståelse sker, fordi man forventer, at andre tænker på en bestemt måde. Og sådan, som du forestiller dig det, tænker jeg altså ikke ;o)

Jeg kan da godt forstå, at folk føler sig irriterede, hvis de hele tiden bliver præsenteret for en masse irrelevante forslag til helbredelsesmetoder. Men her taler vi jo generelt og ikke individuelt. Og jeg har ALDRIG hævdet, at diæt kan hjælpe på alle slags ADHD. Det afhænger selvfølgelig af, om årsagen til det enkelte barns ADHD er, at barnet ikke tåler bestemte ting i kosten, eller om dets ADHD skyldes helt andre ting.

Når jeg skrev, at der nok ville komme et ramaskrig, når jeg nævnte disse ting, var det, fordi jeg vidste, at der var folk, der ville blive sårede over, hvad de opfatter som en nedvurdering af deres sygdom. Jeg troede at jeg kunne afbøde det, ved at skrive på den måde. Det kunne jeg altså ikke :o(

Når jeg overhovedet bragte kost og forurening på bane, var det, fordi jeg i kronikkens i øvrigt meget nuancerede skildring savnede, at disse ting blev nævnt.

Jeg har skrevet, at jeg ikke personligt kender til børn med ADHD, men jeg kender faktisk et veluddannet forældrepar med en dreng, der har diagnosen Aspergers. Forældrene har ikke krævet nogen diagnose på ham. Tværtimod strittede de længe imod, men børnehaven forlangte at få ham undersøgt, fordi han var anderledes.

Disse unge forældre er begge i job, men begge på nedsat tid, faderen på grund af særlige vilkår inden for hans fag, og moderen er det af hensyn til drengen.

De unge forældre fandt ud af, at drengen blev dårligere, når han fik visse madvarer og især slik med farvestoffer. Derfor har de nu i flere år givet ham en sukker-, mælke- og glutenfri kost, og gradvis er drengen blevet roligere og mere harmonisk, og ikke mindst: Drengen giver selv udtryk for, at han har det bedre! Desværre bliver den lille familie i høj grad kritiseret af folk, der synes, at det er synd for drengen, at han skal spise anderledes. Og når familien indkaldes til kontrol hos den offentligt ansatte psykolog, byder psykologen drengen på vingummi med disse skadelige farvestoffer i! Forældrene tør ikke protestere over for psykologen, af frygt for at blive mistænkt for manglende samarbejde!

Så de erfaringer, jeg kender til, er snarere, at forældrene bliver mobbet, når de gør deres bedste for deres dreng, sådan at han har fået det bedre!

Brugerbillede for Steffen Nielsen
Steffen Nielsen

Når jeg læser nogen af de indlæg, der forsøger at pege på hvem eller hvad, der er skyld i at børn får udviklingsforstyrrelser og hvem skal nu betale, bliver jeg umådelig trist.

Jeg siger ikke, at vores samfund ikke altid har inddelt befolkningen i A- og B-grupper, men det forekommer mig at diskussionen er blevet mere skinger.
Hvis forældre har nogen børn, der ikke opfører sig som man forventer, så er det forældrenes skyld, og så kommer uvilkårligt det modsatte argument om, at det er samfundets skyld.
Stop dog med at skyde skylden på snart den ene og snart den anden, for det får børnene det ikke bedre af.
Hvis jeg får et barn, der er blindt eller døvt, så har jeg naturligvis et ansvar for at støtte mit barn så meget som jeg evner, og evner som forælder er forskelligt, som Lars Rasborg skriver og heldigvis har samfundet fundet ud af, at samfundsøkonomisk vil det være en god forretning, hvis den træder til med støtte, således at mit barn kan få en fremtid, der ikke ligger samfundet til last og helst også bidrager til samfundet.
Hvis jeg derimod får et barn med et skjult handicap som f.eks. ADHD, så skal jeg dels mistænkes for at være en dårlig forælder, men jeg skal også mistænkes for at jeg har fået gennemtvunget en diagnose, så jeg kan få snablen ned i de offentlige kasser. Det er muligt, at jeg er en dårlig forælder, men jeg har nu kun de evner, som jeg besidder.

Samfundsøkonomisk er det imidlertid en lige så god forretning, at børn med enten en ADHD-diagnose eller adfærdsmæssige problemer, der ligner en ADHD-problematik uden at være det, at børn får den nødvendige støtte til at udvikle sig til voksne ansvarlige mennesker, der ikke ligger samfundet til last, men kan bidrage med sine evner.
Børn er, uanset om de er nogle "møgunger" eller er fornuftige artige middelklassebørn, en investering i fremtiden.

Hvis vi kunne blive enige om det, så kunne næste skridt være at finde ud af årsagerne til, at nogen børn er født med et mere eller mindre skjult handicap eller udvikler en uhensigtsmæssig adfærd og samtidig tage et fælles ansvar for, at disse børn kan udvikle sig til at være en ressource fremfor en belastning.
Jeg ved, at der er massevis af teorier om årsager lige fra ernæring, kemiske påvirkninger i vores hverdag til arvemæssige faktorer, der både går på den biologiske og den sociale arv.
I stedet for at alle ryger op i hver deres hjørne og påstår, at de har den endegyldige forklaring, så ville vi komme længere ved at være åbne overfor, at menneskets udvikling aldrig kan forklares entydigt. Der er alt for mange faktorer, der kan have vidt forskellig indflydelse, og hvis der ikke var det, så ville verdens 6-7 mia. mennesker være fuldstændig ens.

Daginstitutionerne og skolernes evne til at rumme og håndtere de mange vidt forskellige børn med alverdens diagnoser og ikke-diagnoser ville være en af de mest rentable investeringer, som menneskeheden nogensinde ville kunne opnå.

Jeg har arbejdet med børn med en ADHD-problematik og i mit nuværende arbejde, møder jeg jævnligt de voksne, der ikke i tide fik den nødvendige hjælp, fordi de aldrig blev henvist i tide. Nu er en del af dem ikke bare en stor udgift, men de er også til stor belastning for samfundet og vigtigst af alt, så har mange af dem et kummerligt liv, der så sendes videre til den næste generation.

Hvis vi vil have et super liberalt samfund, hvor enhver er sin egen lykkes smed, og skat reduceres til et absolut minimum, vil 90% af os om få år leve i dyb fattigdom, fordi vi ikke sørgede for at udvikle de skjulte ressourcer, som disse mennesker repræsenterer

Brugerbillede for Steffen Nielsen
Steffen Nielsen

PS
Man kan godt have en ADHD-diagnose og få en høj uddannelse. Jeg har en bekendt, der er økonom, og jeg ser jævnligt i TV mennesker, der er videnskabsfolk, musikere og kunstnere, hvor jeg sidder og får en stærk mistanke om en eller anden "diagnose"

Brugerbillede for Liliane  Morriello
Liliane Morriello

Kære Doris,

Hele din forrige kommentar, er skrevet som en række spørgsmål, og da mit navn er øverst. Så må det jeg være fordi du har ment du vidste hvad jeg mente.

Men nok om det, vi er enige, og nej der sker ingen skade ved det. Men det er ikke sikkert at man kan forvente mirakler. Jeg har i hvert fald ikke oplevet et sådant endnu.

Sjovt at du nævner D-vitamin niveau i kroppen som mulig årsag til depression.

Om der skulle være en mulig sammenhæng, skal jeg ikke kunne sige, jeg ved at min D-vitaminmangel kom efter jeg havde fået depression, nemlig i forbindelse med at jeg flyttede fra et tropisk land og tilbage til Danmark. Men depressionen kom før det.

Personligt skal jeg tage 32 X anbefalet daglig dosis, bare for at holde mit D-vitamin niveau indenfor normalområdet.
At tage denne mængde D-vitamin har dog ikke kureret andet end de symptomer jeg havde, grundet manglen på det.

@ Steen Uffe Tommerup

Du skriver til mig: "Du skriver at fibromyalgi er anerkendt på WHO’s ICD10-liste over anerkendte lidelser.

Det samme er ADHD – som skjult handicap.

Balladen er bare, at mange danskere og danske myndigheder de facto ikke anerkender WHO’s og FN’s liste. For dem er ADHD bare et spørgsmål om ansvarsflugt og ‘at tage sig sammen’."

Og jeg kan kun være enig, og det er nok det jeg er ude efter, er denne afvisning af en sygdom, både hos det offentlige og i befolkningen generelt, blot fordi den ikke umiddelbart kan ses, og fordi man måske ikke helt forstår den.

Jeg synes det er trist, når mennesker skal stigmatiseres på grund af at omgivelserne ikke forstår eller ikke kan se sygdommen.

Det gælder jo for en lang række lidelser, at de ikke umiddelbart kan ses, og en del end ikke måles. Men det gør ikke lidelserne mindre reelle.

Og der mangler en accept i samfundet, og hvis nogen mener det modsatte, vil jeg da gerne have en forklaring på hvorfor syge mennesker ofte mister deres venner, deres omgangskreds, sågar i nogle tilfælde vil deres familie trække sig væk fra dem, selv den nærmeste familie.

Og hvis der var en accept var det ikke sikkert der var så mange velmenende men i mange tilfælde ubrugelige råd.

Jeg har bl.a. lupus, en anden, for det meste usynlig lidelse, og hvad jeg har modtaget af gode råd, fra velmenende mennesker, kunne der skrives tykke bøger om.
---------------------------------------------------------------

Der findes mange orakler, selv blandt læger, der får en teori om at det kunne være det ene eller det andet der er årsagen til en sygdom, og de sætter sig for gennem selektiv forskning at bevise deres egen teori, og derigennem sikre at deres navn går over i historiebøgerne.

Fremfor at forske efter hvorvidt der rent faktisk er hold i denne teori.

Jeg mener da helt sikkert at man skal prøve alt hvad man kan af både mulige og umulige forslag, man skal spise sundt og varieret, og man skal sørge for at ens niveauer af vitaminer, mineraler, enzymer, m.m. er i balance. Men det er ikke ensbetydende med at man kan kurere sygdommen.

Hvis der er en ubalance i et stof, så er det da meget fint at vide hvilke fødevarer f.eks., der øger stoffet og hvilke der f.eks. nedbryder stoffet. Men det er meget fint at vide at der i gulerødder findes et stof der kan dræbe orm i tarmene, men for at få nok af dem skal man spise 3 kilo daglig.
Det ville blive en noget ensidig og dermed usund kost.

Så ja stoffer kan påvirkes af kosten, men der er f.eks. ikke nogen som helst måde, med kost eller solbadning, jeg kunne højne min krops produktion af D-vitamin nok med, andet end ved brug af meget høje koncentrerede doser i form af kosttilskud.

Mvh

Brugerbillede for Martin Mortensen
Martin Mortensen

Giv nu børnene noget ordeligt at æde og ikke alt det sukker og hvide brød. Giv dem opmærksomhed og lad drengene larme og slås. Fortæl dem historier om livet og tag dem med på eventyr.
Mht de voksne, så lær at se lidt mere ind i jer selv og arbejd med psyken. Selvudvikling stopper man aldrig med i sit liv. Det er en del af livet at arbejde med sine svage sider konstant.
Glem nu aldrig at forkert kost og stimulanser, ofte er årsager til depressioner og sygdomme.
Især kosten, mere end stimulanserne, da kosten er noget man konstant fylder i sig. Man kan forvandle sig selv med den rigtige kost.
Amen.

Sider