Kronik

Samfundet er ramt af ADHD

Børnepsykiatrien er blevet et enten-eller-system. Enten får problembørn en diagnose, eller også stemples de som dårligt opdragede. Man fokuserer ensidigt på, om problemerne har biologiske årsager og glemmer at se på barnets og familiens psykosociale historie og situation
Hyperaktiv adfærd er en bivirkning ved vores hyperaktive samfund.

Hyperaktiv adfærd er en bivirkning ved vores hyperaktive samfund.

David Trood

15. februar 2011

Så blev der sat ord på det, som længe har været undertonen i den offentlige debat om ADHD: Hvis et barn har problemer, men ikke kan få en psykiatrisk diagnose, er det dårligt opdraget.

Det var Niels Bilenberg, overlæge i børnepsykiatri og professor på Syddansk Universitet, der stod bag udtalelsen (9. februar). Den afslører, at børnepsykiatrien mangler begreber for børns problemer, når de ikke er af psykiatrisk karakter. Man er enten syg eller dårligt opdraget. Et enten-eller, som ikke levner plads til andre forklaringer.

I børnepsykiatrien tænker man biologisk, og det skal man også. Man skal anvende WHO's diagnoseliste. En smule forenklet får et barn en ADHD-diagnose, når det har mindst 10 af i alt 18 symptomer. Et af symptomerne er, at barnet »har uro i hænder eller fødder, sidder uroligt.« Det beskrives ikke nærmere, hvor meget barnet skal bevæge sine hænder eller fødder, før det betegnes som uro. Det er op til den enkelte børnepsykiater at vurdere. Hvis vedkommende ønsker det, kan det forsvares at give diagnosen til rigtig mange børn.

Den væsentligste svaghed ved diagnosen er dog, at den kan stilles uden en undersøgelse af barnets og familiens psykosociale historie og situation. Barnets adfærd betragtes isoleret, uden at man forholder sig til, hvilke årsager den kan have.

Selvforstærkende system

Konsekvenserne af et diagnosesystem, der kun rummer to muligheder - diagnose eller stempling af forældrene som dårlige opdragere - er vidtrækkende. Det skaber forældre, der hungrer efter diagnoser. For hvem bryder sig om at blive beskyldt for at være dårlige opdragere?

Samtidig har politikere og det offentlige selv lært os alle, at vi ikke længere er klienter og patienter. Vi er blevet brugere eller kunder og skal have valgmuligheder. Derfor bestiller vi naturligvis de varer, vi ønsker i børnepsykiatrien på samme måde, som vi altid har gjort det hos tehandleren. Man kan beklage, at vi således fralægger os ansvar og blot venter på, at hospitalerne, kommunerne, børnehaverne og skolerne løser vore problemer. Men det er faktisk sådan nogle borgere, politikerne selv har inviteret os til at blive.

Kommunerne understøtter ufrivilligt forældrenes diagnosejagt. For i forsøget på at overholde budgetterne, kræver de nemlig en diagnose, før de vil hjælpe børn med problemer. De satser på, at børnepsykiatrien erklærer mange børn raske, for så behøver de ikke hjælpe dem. Problemerne fortsætter, og på kort sigt går det ikke ud over budgetterne.

Socialministeren kritiserer sjældent den fremgangsmåde. Formentlig fordi den til enhver tid siddende socialminister udmærket ved, at budgetproblemerne ville vokse drastisk, hvis kommunerne tog hånd om børnenes problemer.

Denne uhellige alliance skærper jagten på diagnoserne. For hvis en diagnose er det, der skal til for at fange kommunens opmærksomhed, efterstræber man naturligvis sådan en, hvis man er mor eller far til et barn med problemer.

Det er vigtigt at understrege, at børnepsykiatere, forældre og kommuner kun gør, hvad de nødvendigvis må gøre under de gældende rammer. De er dele af et større system og kan ikke hver for sig begynde at handle mere konstruktivt. Skal de ændre adfærd, forudsætter det, at rammerne ændres, og det sker kun, hvis regering, folketingsflertal og statslige myndigheder hjælper til. Desværre er der ingen tegn på, at der er afgørende nyt på vej fra den kant.

Travlhedens syge

Der er fart på i det senmoderne samfund. Vi skal hele tiden yde mere, hurtigere og bedre. Det er som om, det ikke bekymrer regering, folketingsflertal eller chefer for de statslige myndigheder, hvordan mennesker trives i et sådant samfund. Tværtimod bidrager de energisk til at holde farten høj bl.a. ved at fokusere snævert på økonomiske bundlinjer og nationale topplaceringer - i øvrigt lidt på samme måde, som børnepsykiatrien fokuserer snævert på biologi. Konsekvensen er, at hver enkelt af os, barn som voksen, presses til at holde flere bolde i luften, end vi magter. For at klare det, sætter vi tempoet op. Vi bliver hyperaktive.

Det betyder, at vi har mindre tid til at tænke os om, og så bliver vi impulsive. Vi har opmærksomheden flere steder på én gang og bliver uopmærksomme. De tre hovedsymptomer på ADHD er således træk ved det senmoderne samfund.

Ramt af samfundets krav

Nogle af de børn, Niels Bilenberg betegner som dårligt opdragede, har manglet regulering, måske siden de var spædbørn. Men Deres forældre gør, hvad de skal. De lever op til forventningerne i et samfund med fart på. Men spædbørnene er ikke fulgt med udviklingen. Et spædbarn er, som det altid har været og har brug for rolige forældre, der kan regulere dets ophidsede tilstande.

Mange forældre har en fin fornemmelse for den opgave, og forstår at forene samfundets forventninger og barnets behov. Andre overvældes af omverdenens forventninger, har svært ved at sætte grænser og ved at fornemme spædbarnets behov. Deres børn kommer til at mangle regulering, og det kan føre til udvikling af en ADHD-adfærd. Forældrene er ikke dårlige opdragere, men smittet af et løbsk samfund.

Erfaringerne tyder på, at disse forældre i vidt omfang kan hjælpes ad psykosocial vej. Det kræver imidlertid, at de kender til muligheden og er i stand til selv at betale. Desuden skal de i en jungle af hjælpere finde en, som kan bistå dem på en måde, der faktisk løser problemet eller dæmper det betragteligt. Alt dette fordi hjælpen ikke findes i det offentlige.

De pædagogisk-psykologiske rådgivninger (PPR) i kommunerne kan ikke hjælpe, for de skal fokusere snævert på børns problemer i institution og skole. De kan ikke tage sig af problemer, der har global karakter. Familieværksteder i kommunerne kan heller ikke hjælpe. Deres opgaver retter sig langt de fleste steder mod meget svært belastede familier.

De omsorgssvigtede

Andre af de 'dårligt opdragede' børn er omsorgssvigtede. Deres forældre beskrives hyppigt ved iøjnefaldende kendetegn som dårlig uddannelse, afhængighed af overførselsindkomst og alkoholmisbrug.

Meget ofte er disse kendetegn imidlertid følger af det egentlige problem: Forældrene har selv manglet omsorg gennem deres opvækst. På grund af omsorgssvigtet er de psykosocialt uudviklede. Det hindrer dem i at drage omsorg for deres barn, hvilket kan medføre, at barnet udvikler ADHD-adfærd.

Omsorgssvigtede forældre er ikke dårlige opdragere. De er mennesker, der ikke har haft mulighed for at udvikle forudsætningerne for at tage sig af et barn. De har ikke fået effektiv hjælp, da de selv var børn, og skaden er blevet kronisk. De synes imidlertid sjældent selv, at de har et problem. Derfor har de svært ved at udvikle sig.

Deres børn har imidlertid stadig udviklingsmuligheder, hvis de får hjælp, inden også de er blevet voksne og selv får børn. Effektiv hjælp består typisk i, at barnet anbringes uden for hjemmet og får en psykologisk begrundet behandling - såkaldt miljøterapi, som adskiller sig meget fra almindelig pædagogik, uden dog at være dyrere.

Miljøterapi vinder udbredelse i disse år, idet døgninstitutioner mv. efterspørger kurser i behandlingsformen. Men aktører som f.eks. Socialministeriet eller Kommunernes Landsforening viser ingen tegn på interesse. Det gør forskningsinstitutioner som f.eks. Det Nationale Forskningscenter for Velfærd - SFI heller ikke.

Alt tyder derfor på, at diagnosejagten og presset på psykiatrien vil fortsætte. Vi vil ikke se forandringer, så længe visse forældre betragtes som dårlige opdragere, børns problemer anskues snævert som biologiske, der ikke skabes muligheder for effektiv psykosocial hjælp, og forældre ikke guides i retning af den. Alt bliver ved det gamle, så længe forskningsinstitutioner ikke undersøger psykosociale hjælpeformer, der ifølge erfaringer er effektive, og regeringer ikke overvejer, om deres egne handlinger kan have utilsigtede skadelige virkninger for den psykosociale folkesundhed.

Lars Rasborg er cand.psych. og specialist i klinisk børnepsykologi. Han er praktiserende psykolog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg synes netop, at kronikken undgår at tale om skyld. Den peger snarere på ÅRSAGER, uden dog at nævne kludder med signalstoffer, hvilket jo også er ret formålsløst, for det vigtige er jo at finde ud af, hvad årsagerne til problemer med hjernens signalstoffer er og finde ud af, hvad der kan gøres for at råde bod på dem, sådan at signalstofferne bliver normale – helst uden brug af medicin.

Men jeg synes, at det er i orden, at kronikken peger på samfundets ANSVAR, hvad angår børn med ADHD-adfærd. Og jeg synes, at det er i orden at kritisere den mangelfulde hjælp til problem-børn. Jeg er overbevist om, at mange flere børn kunne hjælpes med de samme økonomiske ressourcer, hvis pengene blev brugt mere fornuftigt.

Mit forslag til en bedre behandling, ikke bare af børn med ADHD-adfærd, men af mange typer af lidelser, er, at de pågældende bliver henvist til et TEAM af forskellige specialister, der kan finde ud af TALE SAMMEN indbyrdes.

Teamet skulle f.eks. bestå af:

• En speciallæge i almen medicin
• En psykolog
• En ernæringsekspert/kostvejleder

Teamet kunne så udvides med en psykiater eller andre speciallæger, alt efter typen af problem. Derved undgår man, at mennesker sendes fra den ene speciallæge/psykolog til den anden og kommer hjem med vidt forskellige beskeder. For som tingene fungerer i dag, er det ikke almindeligt, at de forskellige speciallæger taler med andre speciallæger, endsige interesserer sig for de andres specialer.

F.eks. er det almindeligt, at psykiatere tage afstand fra kostterapi – på trods af den meget seriøse videnskabelige forskning, der foreligger.

Til Steffen Nielsen: Du skriver om denne debat, og jeg citerer:

” … alle ryger op i hver deres hjørne og påstår de har den endegyldige forklaring…”

Sådan ser jeg det ikke! Jeg ser, at alle forsøger at bidrage med forskellige forklaringer. På den måde får man et mere HELHEDSorienteret billede, og så vidt jeg kan se, er det også, hvad kronikken efterlyser.

Problemet er, at denne debat netop afspejler funktionsmåden i behandlingssystemet, hvor alting er opdelt og ingen arbejder sammen! I stedet for at være åben over for andres forslag og synsmåder, forsøger man at argumentere mod dem.

Og hvis jeg skulle blive endnu mere filosofisk, så må jeg sige, at netop debatformen er en dårlig måde at beskæftige sig med sundhedsproblemer på, fordi debat ifølge Christiansborg-normer går ud på at jorde hinanden, i stedet for at løse problemer!

Måske er politisk debat, sådan som den foregår i dag, endda skadelig for politikernes evne til at løse problemer, men det er jo en helt anden sag.

Frederik Bjørshol

Nu er der mange, som påstår ADHD skulle komme i gennem dårlig kost, men fakta er at diagnosen er medfødt og ikke noget, man bare lige får fra den ene dag til den anden.

jeg mener selv, at mange af de diagnoser, som bliver givet og jeg kender selv til folk, som er blevet fejldiagnositiseret. Ofte vil forældrene have, et eller andet at forholde sig til, så det er de ikke virker, som dårlige forældre, der ikke kan finde ud af at opdrage et barn, og derfor føler sig magtesløse.

@Steffen Nielsen
Ja det er fuldstændigt korrekt, at man sagtens kan have en høj uddannelse og et godt arbejde med ADHD. Jeg er selv i gang med gymnasiet og bliver færdig her til sommer, og det er selvom, at jeg har haft DAMP diagnosen, siden jeg var 7 år.

Liliane Morriello

I bund og grund tror jeg de fleste af os er enige, der skal ses på problemerne, og de skal anskues bredt og åbent uden fordomme.

Og selv om jeg ikke kan lide børn, så har jeg stor respekt for deres rettigheder, i kraft af at de er sat i verden.

Der er mange børn der er syge og lider under den udvikling samfundet har taget, om det så skyldes forurening, kostvaner, samfundets opbygning og krav, både til børnene, men også til forældrene, manglende samvær, manglende forældrerolle, osv. og hvem der har eller ikke har skylden, er vel for så vidt ligegyldigt, vi har nogle problemer og de skal løses, for barnets skyld. Men også for samfundets skyld.

Det "moderne" samfund er på vej ned ad bakke, vi har toppet vores formåen, nu må vi se på om vi kan vende nedturen eller i det mindste skabe et status quo.

Jeg ser mange af de ting som vi beskriver som problemer i medierne, ikke som problemer hos den enkelte, men som symptomer på et sygt samfund. Hvor ting som vi for 20 år siden ville have gispet over, i dag bliver stadigt mere acceptable.
Ikke mindst grundet den neo-liberalisme (man kunne næsten fristes til at sige socialdarwinisme) som sanfundet i dag lider under.

Jeg er ikke i tvivl om at de samfunds "problemer" vi står overfor er en konsekvens af den retning udviklingen har taget i samfundet, ikke blot på et, men på en hel række områder.

Jeg er chokeret over at en så fordomsfuld artikel med så dårlig dokumentation kan blive trykt i information. Jeg kan slet ikke forklare hvor hårdt det er at skulle læse flere fordomme om sin egen tilstand. Lad mig have mit handikap i fred. Der er da heller ikke nogen der argumentere med at fordi der er flere højhuse i det moderne så er det ikke et rigtigt handikap at sidde i kørestol.
Det skuffer mig virkelig dybt. Vi mangler noget biologisk i vores hjerne. Det er ikke en psykisk tilstand.
Jeg er selv journalist, har en kandidateksamen fra universitetet og så har jeg ADHD. Jeg har aldrig været og kommer aldrig til at være et "problembarn" men jeg har alligevel ADHD. Det ved jeg fordi der er tale om nogle helt specifikke fejl i de ekskusive funktioner i hjernen. Jeg har ikke brugt min diagnose til at få nogen form for hjælp, men den har ændret mit liv fordi jeg forstår at jeg har nogle helt basale andre livsvilkår end andre og min diagnose kan hjælpe mig til at forstå hvilke situartioner jeg skal passe på og hvilke reaktioner jeg kan forvente i mig selv og hvordan jeg kan håndtere det.. Derfor er en diagnose vigtig. Det behøver ikke at betyder at andre uden diagnose skal bebrejdes mere eller mindre. Der er nogle forskellige debatter, der blandes helt forkert sammen her.

Og jeg vil gerne prøve at vise hvilke områder der forfejlet blandes sammen her:

1) skaber vores samfund hyperaktive og impulsive mennesker, måske? Men det betyder ikke at de her mennesker kan få en ADHD diagnose

2) Er der en diagnosejagt blandt forældre? Måske, men det betyder ikke at der ikke er nogen der faktisk har ADHD

3)Er der nogen der fejldiognostiseres med ADHD? Måske, men for os andre gør diagnostiseringen at vores liv kan leves 90 procent bedre og det behøver ikke at koste nogen noget, faktisk gør det at vi så kan klarer os bedre og leverer mere til samfundet

4)Hvad er ADHD egentligt? Det er en diagnose, som man stadig arbejder meget med og som der trykkes mange mange fordomme om og som så genfortælles af andre journalister, der ikke gidder læse ekspertbøgerne

Jeg vil ikke som ADHDér blandes ind i alle mulige andre debatter, der ikke har noget med validiteten af ADHD diagnosen at gøre, hvis man diognoseres rigtigt.

Læs eksperterne, hvis I vil udtale jer om ADHD ellers kan vi jo også skabe debat om alle andre sygdomme, som mennesker kan google sig til at de har symptomer der matcher til.

Man har ikke ADHD fordi man kan google sig til at man har nogle af samme symptomer. ADHD er baseret på evidensbaseret forskning.
Det handler helt præcist om de ekskusive funktioner og IKKE om problemadfærd. Det er blot ved problemadfærd at man måske kan få øje på den underliggende årsag, som kan være mange forskellige ting.

En diagnose er ikke en sovepude eller en undskyldning, men et hjælpemiddel til at forklare hvorfor man er nød til at indrette sig som man er. Hvis der er nogen i Danmark, der tror at hjælpen hænger på træerne for mennesker med diagnoser, så tro om igen.

ADHD er en daglig kamp for mig og det hjælper ikke at der spredes fordomme, der gør det meget svært at forklare hvor meget man skal kæmpe og hvor meget man må ofre for at have et almindeligt liv med et arbejde. Men der er INGEN der kan se det på mig, så drop den der med at ADHD er lig problemadfærd.

I 2002 skrev de førende eksperter fra Norge, England og USA under på et fælles domument hvori de beklagede den forfejlede formidling der er af ADHD blandt almindelige læger og journalister, fordi vi dermed ikke kan blive mødt som alle andre med et handikap. Vi er ikke psykisk syge. Vi har nogle konkrete problematikker, som hvis vi får forstålelse kan kompenseres for så vi kan være en del af samfundet.

Jeg er helt med på at der er moderne problematikker og problembørn at diskutere i samfundet. Men hold ADHD udenfor og lad eksperter komme til orde fremfor alle de her fordomme.
Måske det var lettere at have ADHD engang i fortiden, men i min familie hvor vi har mange med ADHD tyder det ikke på det. Min tante, min far og min bedstefar er alle dybt plaget af deres ADHD selvom det måske er mere skjult og fyldt med skam end det er i dag.
Og vi arbejder alle hårdt for ikke at bebyrde nogen.

Læs evt. Sari Solden, hvis nogen er interesseret i en let forstålig og evidensbaseret forklaring af ADHD

Det er mennesker I taler om ikke et eller andet abstrakt begreb

Liliane Morriello

Tak til Louise,

Det var en rigtig god opsang du gav os alle der, og håber den får os alle til at tænke over det.
At jeg blandede mig i debatten, var netop fordi man ikke i "jagten" på undskyldninger for "uopdragne" børn, enten gjorde alle eller ingen til ADHDere.

Jeg har stor respekt for diagnosen, har selv usynligt handicap, og tilhører en meget udskældt patientgruppe, så jeg ved hvor du kommer fra.

Mvh

Steen Uffe Tommerup

Fantastisk med de eksempler på mennesker med ADHD, der ikke kan puttes ind i den vanlige kasse af 'utilpassede' og skole-uduelige. Dét er ellers befolkningens almindelige opfattelse, hvorfor det er svært for en højtuddannet med ADHD at 'overbevise' omgivelserne om rigtigheden af lidelsen.

Tillad mig at henvise til: http://mitadhd.dk/pg/groups/1702/akademikere-med-adhd/

Jeg, for min part, er en af de højtuddannede. Jeg ser også min lidelse som et aktiv, der er et plus. Arbejdsmarkedet synes dog at være uenig i denne betragtning og Jobcenter etc. insisterer på at tildele mig en kasse,
Således fire år efter endt uddannelse (med udmærkelse må jeg tilføje) har jeg sendt over 1200 ansøgninger.

Ikke at dét får mig til at betragte det som en lidelseshistorie - jeg ser stadig min lidelse som en gave.
En gave som samfundet blot ikke har evnet at opdage.

Hvem sagde X-men :-D

Hvad ER en ADHD-adfærd egentig? Jeg synes, det er meget problematisk, at ADHD i så høj grad bliver beskrevet som en adfærdsdiagnose. Mennesker med ADHD er ikke én homogen masse, men er som alle andre vidt forskellige. Derfor findes der heller ikke en bestemt ADHD-adfærd!

Jeg er også én af de "heldige", der har fået diagnosen, men min adfærd har aldrig været problematisk i forhold til mine omgivelser. Jeg var den stille, drømmende pige, der helst ikke gjorde opmærksom på sig selv. Jeg var med andre ord usynlig, hvilket sikkert også er grunden til, at jeg først har fået diagnosen som voksen. Men det gør ikke mine problematikker mindre belastende.

Jeg vil rigtig gerne være åben omkring min diagnose, men artikler som denne gør det umuligt for mig. Jeg passer jo slet ikke ind i det sterotype billede om den vilde dreng, der hopper rundt på bordene. Jeg ville ønske, at der blev sat større fokus på kerneproblematikkerne ved ADHD.

Liliane Morriello

Hej Alvina A,

Nej, ADHDere er ikke en homogen masse at betragte, og det er det heller ikke for en række andre sygdomme.

Måske man skulle lave en hjemmeside, hvor sygdomme ikke alene er beskrevet videnskabeligt, men også med en række patient eksempler hvor patienten selv beskriver hvordan de oplever deres sygdom, og hvilke konsekvenser den har for deres liv, netop for at vise den diversitet der også findes.

Man kunne invitere patienter med alle former for lidelser, til at bidrage, og derefter udvælge de bedste og på en vis som dækker bredest muligt.

www.patient-til-borger.dk

Mvh

Steen Uffe Tommerup

Jeg deler 100% opfattelse med Alvina.

Jeg var (og ER) også tilbageholdende (bl.a. herinde), da jeg ved i hvilke fordomsfulde stereotypiske termer ADHD beskrives.

@Lilliane

Det er en udemærket ide. Jeg ville såmænd gerne deltage i sådan et 'arbejde' for at udbrede nuancerne og viden om lidelsen. Men det vil have for store personlige omkostninger at begive sig ind i arbejdet.
Sagen er, at så længe arbejdsgivere er SÅ fokuserede på den umiddelbare økonomiske bundlinje og har SÅ store fordomme omkring lidelsen, så vil de ikke se ud over deres egen næsetip.
De vil ikke tage 'chancen' og se hvad en krøllet kyse rent faktisk kan bidrage med - af kreative forslag af enhver art - i en virksomhed. Det er synd for virksomheden og det er synd for borgeren, der rent faktisk gerne vil arbejde, længes efter at arbejde og kæmper for at få lov at arbejde. Alle mister på fordommene - samfundet som helhed...

Så er der kun tilbage for den krøllede kyse, at forsøge at spille et spil, som vedkommende måske ikke rigtig forstår. Og så får samfundet bekræftet sine fordomme: ADHD'ere er udstyret med en funktionsnedsættelse og kan ikke begå sig blandt andre borgere.

Nuvel. Jeg stopper her, da jeg ellers bare vil gå i selvsving omkring de mange vanskeligheder og problematikker der kæmpes med sideløbende - uden hoved eller hale.
Samfundet kræver nemlig at der kan sættes struktur på felterne og de kan sættes i forhold til hinanden. Dét tror jeg er største sten på vejen der skal fjernes = man må acceptere, at det ikke er alt der kan sættes struktur på og som kan sættes i pæne afgrænsede kasser.

Debatten herinde beviser dette tydeligt: Hvad er årsagEN og hvad kan der gøres? Alle spørgsmål der er stillet ud fra den betragtning at der er klare afgrænsede former for svar.

Dette svar (denne post) var sikkert ganske rodet og fyldt med mange forgreninger, halve tanker og uden rød tråd. Det skyldes at jeg endnu ikke har fået min medicin (som nogle mener er en opdigtet og forestillet hjælp), der ellers kan klare mit sind :-)

Liliane Morriello

@ Steen,

Hmm, ja det er en skam at arbejdsgiverne ikke åbner op for de muligheder der er i at skabe rammer der tilgodeser ADHDere, for de går glip af utrolig megen kreativitet. Og det sommetider på et plan som almindelige mennesker ikke kan følge.

Når jeg selv skal sige det synes jeg også ideen er god, lol. Men mit helbred skranter også og energien er knap. Så det er ikke noget jeg alene kunne påtage mig.

Gad vide om der ville være en pulje (offentlig), hvor man kunne søge midler til design og drift af et sådant website.

De kroniske lidelser jeg først og fremmest ville medtage er dem hvor der er flest fordomme og uvidenhed om. Og jeg har også det hele i hovedet hvordan det skulle gøres, med kontakt til patientforeninger, videnskabelig beskrivelse af sygdommene, og patientbeskrivelser af hvordan op til ti forskellige personer oplever og lever med deres sygdom, alt fra den der har et succesfuldt liv med arbejde til den der er helt invalideret af sygdommen, og så evt. et forum med en kategori til hver enkelt af de kroniske lidelser.

Jeg har også en webdesigner en af de dygtigste i verden som ikke koster det hvide ud af øjnene.

Hmm, lad os se.

Det er naturligvis ikke min mening, at kronikken skal være til belastning for mennesker, der har en ADHD-diagnose eller som har pårørende med diagnosen. Men sådan kan jeg se, at den virker på nogle.

Jeg siger ikke, at der ikke findes tilfælde, hvor ADHD fx skyldes en medfødt afvigelse i generne eller en rent fysisk påvirkning, som fx iltmangel under eller efter fødslen. Jeg fokuserer blot på mulige psykosociale komponenter - og forsøger dermed at åbne for, at ADHD måske i virkeligheden bruges på en række helt forskellige tilstande, der rent adfærdsmæssigt ligner hinanden.

Sat lidt på spidsen: Et symptom som kvalme fører ikke til, at man får en diagnose a la 'kvalmesyge.' Man ved, at kvalme kan være et symptom ved mange forskellige tilstande, og derfor leder symptomet til nærmere undersøgelser af, hvad der i det enkelte tilfælde kan ligge til grund.
Det er det samme med fx opmærksomhedsproblemer - det er et symptom, som kan have helt forskellige grunde i forskellige tilfælde.

Problemet er så, at inden for somatikken har man en mere eksakt og sikker viden om alt det, som et symptom kan pege i retning af. Og man har en masse muligheder for objektiv undersøgelse vha. blodprøver, hjerneskanning mv. Man har ikke noget tilsvarende i psykiatrien, hvorfor man dér er på langt mere gyngende grund med hensyn til, hvad symptomer og adfærd kan være forårsaget af.

ADHD-diagnosen stilles med vidt forskellig hyppighed i børnepsykiatrien i forskellige dele af Danmark. I 2004-2007 fik 29,1% af patienterne diagnosen i Augustenborg, mens tallet var 3% i Esbjerg. Professor Niels Bilenberg siger, at det skyldes en forskellig diagnostisk kultur, og ikke at der er store forskelle på antallet af henviste børn med ADHD i forskellige dele af landet . Mange andre siger det samme, og jeg er enig.

Dette siger noget om, at diagnosen ikke bruges på en klar og entydig måde, men snarere er en rodekasse for mange forskellige tilstande. Det betyder, at vi egentlig ikke ved, hvad der tales om, når vi siger, at et barn har ADHD.
I videnskabeligt sprog benævnes det, som at målesikkerheden (reliabiliteten) er lav. Når den er så lav, som her, kan man ikke stole på målingerne (de er ikke valide).
Dette viser tilbage til at måleinstrumentet (som er WHO's diagnoseliste) i hvert fald for ADHD's vedkommende ikke måler godt. Reglerne siger imidlertid, at psykiaterne skal anvende dette måleinstrument i deres arbejde. Og diagnoselisten fungerer da også helt anderledes godt, når det gælder alle de somatiske lægespecialer.

I øvrigt kunne man overveje, hvorfor det egentlig er værre at have opmærksomhedsforstyrrelser på psykosocialt grundlag end på fx genetisk grundlag ..?
Føler vi os mere ansvarlige for de psykosociale påvirkninger, vi fx blev udsat for som børn, end for det genetiske materiale, vi fik?
Eller frygter (eller erfarer) vi, at andre uberettiget vil betragte os som ude af kontrol og blive bange for os?
Eller frygter (eller erfarer) vi, at andre vil betragte os som drenge, der hopper på bordene? Og hvis dette sidste er tilfælde, ligger der mon så heri en negativ, moralsk vurdering, måske også hos os selv ..? Dvs. en vurdering, som ikke tager i betragtning, hvordan den urolige adfærd kan forstås som en forventelig og meningsfuld reaktion på belastende påvirkninger .

Søs Dalgaard Jensen

Jeg synes dette er en af de mest spændende og relevante debatter om ADHD jeg har længe har læst.

Dog er jeg HELT på linie med Lars Rasborg - der er helt sikker en masse med ADHD - men der er også en masse med ADHD-lignende symptomer . Lad os da bruge ALLE redskaber til rådighed: kost, medicin, psykolog, ,psykiater osv. osv. med det formål at hjælpe FLESTE mulige mennesker. Intet behøver at være lavere rangerede end andet og ingen ser vel ned på diagnosen ADHD bare fordi de foreslår forskellige behandlingsmetoder.

Og fordi ensidig biologisk/genetisk fokusering ikke eksisterer alle steder inden for psykiatrien, så er det vel ikke et argument for, at det overhovedet ikke findes - for det gør det jo !!!! Men dejligt at der også findes steder med mere helhedsorienteret tilgang til diagnosticering. Mere af det tak :-)

Jeg kan godt forstå jeres debat og kan se hvor I kommer fra.
Det er selvfølgelig mange problematikker i forbindelse med en korrekt diagnosering. Og debatten om ADHD er vigtig. Men den retorik der bruges i journalistikken her er farlig.

Jeg vil prøve at forklare jer så godt som muligt hvorfor det er vigtig for mig at se ADHD som et handikap og ikke en psykisk tilstand. Det handler ikke om at det ene er bedre end det andet eller skal have mere ret til det ene eller andet.

Det handler simpelhen om at det er forskellige hjælpemidler man har brug for. Mange af de ADHDére jeg kender har hele livet bebrejdet sig selv at de ikke kunne løse sine (fra samfundets vinkel psykiske problematikker) Men det er ikke noget man kan læse i psykoterapi eller lignende lige så lidt som autister eksempelvis kan.
Men både autister og Adhdér har godt af ændrede fysiske livsindretninger. Det vil ikke hjælpe hvis det er en psykisk problematik.

Eksempelvis kan jeg ikke (det er forskelligt for ADHDére) handle ind i bilka eller ikea for det er de FYSISKE sanseindtryk der overvælder mig.

Jeg kan ikke sidde stille om drikke te med min veninder og jeg kan ikke sove igennem om natten fordi mit hovede ALDRIG er stille. Det kan ikke slukkes.
Jeg slapper af med svær matematik eller svære filosofibøger, men kan ikke tage i biografen, da jeg ikke kan fokusere og slappe af når andre lamer.

Det er ikke en undskyldning, men en lettelse at lære at man så kan gøre noget andet, ændre fysiske ting og så fungere man fint.
Så ved jeg at det ikke er eksempelvis en veninde der keder mig, men at jeg simpelhen ikke kan sidde stille så længe uden at blive verdensfjern

Jeg går i seng hver dag kl 18 og laver aldrig aftaler om aftenen. For jeg bruger al min energi om formiddagen.

Det er ikke ens for alle med ADHD. Men prøv at forstå at der altid har været ADHDére, men vi skjuler det for det er en meget skamfuld lidelse.

Mit navn er ikke Louise Pedersen. For jeg er en dygtig journalist og vil ikke have et ry som adfærdsforstyret. Vil I det da? vil I det når I ikke er det?
Jeg ser ikke ned på adsfærdsforstyrede, men jeg vil ikke være noget jeg ikke er. Jeg vil være mig selv.

det handler selvfølgelig altsammen om at der skal være større accept for de mennesker vi nu er. Men skal vi være noget vi ikke er? det er misforstået tolerance

Jeg ved I ikke er mennesker, der er ude på at ville os noget ondt. Men det vil være fedt hvis I lytter. Jeg tror at om 20 år vil de her problematikker være mere på plads i tråd med autismens historie.
Det er vigtigt at udtrykke sig så klart så muligt når potientielle fordomme er på spil.
Medierne har jo en kæmpe magt.

Men fedt at I svarer på vores indlæg (:

Steffen Nielsen

Da jeg for en del år siden arbejdede i Viborg amt røg jeg ind i en diskussion med en kontorchef om hvorvidt Viborg amt burde oprette skole og behandlingssteder for børn med DAMP, som det hed dengang.
Det var han imod, for som han sagde, så stiger antallet af DAMP-tilfælde i amtet.

Liliane Morriello

Den kontorchef havde vist en mærkelig tilgang til tingene. Man skulle jo netop synes, at hvis antallet er stigende ville der være et endnu større behov for netop noget sådant.

Liliane Morriello

Nu ved jeg ikke om man kan sige at skoler og institutioner skal være behandlingssteder, men institutioner der kan rumme ADHD'er, med alle deres forskellige behov, og de rammer der er nødvendige for at man kan udvikle sig med sit "handicap" (jeg mener her i forhold til samfundet.

Så vidt jeg har forstået er ADHDer ofte meget højt intelligente, somme tider blot på et enkelt område, somme tider på flere.

Og når deres evner udtrykker sig kunstnerisk, besidder en ADHDer normalt et talent, der får andre til at blegne.

Jeg tror, at givet de rette omstændigheder og rummelighed, så kunne mange ADHDere virkelig bidrage med mange positive ting til samfundet og omverdenen.

Lilliane Morriello

Du har ganske ret i dine betragtninger - ADHDere har ikke en intelligens defekt, men er ofte ganske intelligente, men bl.a. på grund af adfærd i skolen kan dette komplicere et normalt skoleforløb, og medvirke til at de ikke opnår den tilsvarende viden som andre børn, hvilket naturligvis er med til at forstærke det handicap som ADHD er.

Og det er heller ikke alle ADHDere der ender som misbrugere eller kriminelle, selv om disse risici er større end for befolkningen som helhed.

Når de forskellige deltagere i debatten der har ADHD fortæller om deres symptomer kan jeg, fordi to af børnene har ADHD, nikke genkendende til det.

De blev imidlertid først diagnosticerede som voksne eller halvvoksne, og i modsætning til tidligere, hvor man troede at børnene voksede sig fra ADHD, har de i dag som voksne gavn af medicin.

I øvrigt ved jeg at psykiatere anvender den metode i forbindelse med medicinering, at de under samtalen stikker barnet eller den voksne et af præparaterne i Ritalin-gruppen, og hvis de efter et stykke tid kan sidde stille på stolen, lade være med at vippe med fødderne, er i stand til at koncentrere sig osv., er den god nok - de har gavn af præparatet, og har givetvis ADHD fordi de i modsat fald ville blive en smule mere speedede, for det er jo sådan præparatet normalt ville virke.

Men givetvis er der en masse voksne ADHDere der ikke er blevet diagnosticerede, men som på grund af mange års træning har tilpasset sig deres handicap og kompenserer for det, men som også ville kunne få en lettere tilværelse med den korrekte behandling, idet det jo anslås at ca. 3 procent af en befolkning har dette handicap.

Liliane Morriello

Hej Niels,

Tror du ikke at når en ADHDer griber til kriminalitet, at det så på en eller anden vis skyldes udstødelse af samfundet?

Egentlig tror jeg at de allerfleste kriminelle i første instans griber til kriminalitet, fordi de er udstødte, omgivet af fordomme og de mangler ressourcer, de er arbejdsløse, har ingen værdig indkomst fordi de er på en eller anden overlevelsesydelse, osv. jeg tror da det er de allerfærreste der vokser op med en ambition om at blive kriminel.

Måske findes der enkelte kriminelle der er det af ren og skær grådighed, men de har vel for det meste et slips på.

Mvh

Jeg synes at den kritik som Lars Rasborg kommer med mod børnepsykiatrien er uretfærdig.

Jeg synes definitivt ikke at børnepsykiatrien bare stiller diagnose og siden skriver recept på medicin samtidigt som vi glemmer den psykosociale situation. Vi er meget opmærksomme på den psykosociale situation og hele målet for behandlingen er jo at skabe et fungerende liv for barnet med vanskeligheder.

Da er det vigtigste at normalisere barnet sociale relationer i familien, i børnehaven og i skolen. Det gör vi dels ved at mindske symptomer med hjælp af medicin hvis der er nödvendigt, dels ved at arbejde med familie, børnehave og skole.

Det er vigtigt at forandre negative holdninger til barnet i familien, i børnehaven og i skolen.

Betændte relationer må gives hvile så at de kan læges. Barnet må komme ind i en livssituation hvor det kan vokse og udvikle sig, føle at det duer til noget, at det lykkes. Det er det som børnepsykiatri går ud på og i nogle situationer kræves der medicin for at nå disse mål.

Det er muligt at samfundet har ADHD. Den tanke har også slået mig. Men det gør ikke det enkelte barns biologi irrelevant – for de børn som slås ud i et givet samfund er de börn som bland andet på grund af sin biologi ikke klarer sig i det samfund. I et samfund som kræver at man kan sidde stille 6 timer per dag i 9 år for at komme ud af skolen er det soleklart dem som ikke kan koncentrere sig og som er urolige.

Jeg synes heller ikke man kan stille det op på den måde som Lars Rasborg gör, at der på den ene side findes børn med ADHD som kommer fra socialt velfungerende hjem og på den anden side dårligt opdragede børn som er omsorgssvigtede.

ADHD er arveligt og derfor er det ikke usædvanligt at forældre til børn med ADHD selv har lignende problemer, hvilket kan, men ikke behøver, nedsætte deres omsorgsevne. Det udelukker således på ingen måde at et barn som kommer fra et kaotisk hjem har ”biologisk ADHD”. Det er tværtimod meget sandsynligt.

Når man overser dette risikerer man at diagnosticere på en måde som bliver socialt uretfærdig.

Velfungerende familier med ADHD-börn får adgang til samfundets hjælpeindsatser, medens socialt dårligt fungerende familier udsættes for mere social kontrol og indgreb der risikerer at splitte det eneste naturlige netværk som barnet har.

Jeg arbejder selv med børn som er placeret uden for det egne hjem. Jeg har set utroligt mange børn som har fjernets først fra sin familie og siden omplaceres fra det ene familiehjem til det andet for at ende på døgninstitution. Det er frygteligt at se dette og det skylde næsten altid at man har ”glemt” at diagnosticere barnets egne problemer og i stedet bare fokuseret på misforhold i hjemmet.

Og jeg må her sige at jeg synes at Lars Rasborg i sin artikel går lidt letsindigt forbi det traume, som det er for et barn at placeres uden for sin familie.

Lilliane

Der er tale om såkaldt "risikobetonet" adfærd, altså impulsprægede handlinger.
Hvis man undersøgte indsatte i landets fængsler, ville man sikkert nå frem til at en del af dem havde ubehandlet ADHD.
Ligeledes er risikoen for brug af stoffer større, til en vis grad formentlig p.g.a. selvmedicinering.

Super Artikel! :)

Problemet med ADHD er jo nok at folk antager "lidelsen" som en endestation og ikke et midlertidigt stoppested...

Tak til medicinalindustrien der står bag den så fremragende markedsføring og endnu et tak til de fantastiske læger der er hoppet i lommen på dem, og tak til de såkaldte selvudråbte ADHD coaches der tror de er ADHD specialister og reklamere med at HELE familien er ADHD og kan derfor stolt fortælle at man derfor har et helt unikt indblik i ADHD, og "coacher" derved deres klienter inden for ADHD rammerne...
Tak til jer alle....bliv ved for der er masser af penge i ADHD. ADHD er i dag et produkt, og børnene og deres forældre er dem der trækker det tunge læs med medicin og en fin lille diagnose det lille barn kan identificere sig med resten af livet.. fantastisk!! Lad os da endelig indoktrinere det lille barn med at det er hjerneskadet og at det kun lidt kan bedre symptomerne

Der er og bliver kun een vinder....og det er medicinalindustrien og dem de samarbejder med!

Desto flere der får diagnosen desto mere sand bliver det tydeligvis..!?!?(Masse hypnose)

Vågn op!

Onkel Anne Fin, både sakasme og ironi er overbygninger på indsigt og når den ikke er til stede ender du åbenlyst i ren Amalie-retorik...

Atkins:

1)Der er jo noget der hedder syndebuks-psykologi. Amalie og ADHDére bliver i din bevidsthed forstørret op til at være meget mere end det er så du du kan aflede din vrede fra noget andet tydeligvis. Det er jeg ked af på dine vegne og jeg håber at du finder ro i din sjæl og lader os andre om at finde vores

2)Sakasme og ironi er ikke det samme. Ironi er et spændende begreb der rummer stor filosofisk indsigt. Eksempelvis i kirkegaards bøger kan man se hvordan ironi rummer selvindlysende sandheder som ikke går op med hinanden. Menneskelivet er grundlæggende ironisk. Sarkasme er jo noget helt andet. Det kan blandt andet bruges til at forstørre små fejl og søre dem til noget andet end de er og altså en forsvarsmekanisme. Så måske du skulle få styr på dine begreber før du anklager Amalie eller ADHDére for at have misforstået noget.
Jeg kan anbefale Kirkegaards Enten-Eller hvis du vil forstå de fantastiske nuancer i ironi som andet end sarkasme.

3) Igen må jeg sige at al tvivl om medicinalindustrien, lægers pålidelighed og diagnosering kan diskuteres. Men det kan ikke på nogen måde gøres så destruktivt entydigt som du gør det. derfor kan din kommentar jo ikke bidrage til noget i sammenhængen. Hvis du vil være en del af en debat bør du sætte dig ind i konstruktiv samtaleteknik.

Og så vil jeg ønske dig en god dag, solen skinner, gå en tur eller læs en bog, men lad være at være så vred på debatter du slet ikke har sat dig ind i. Jeg er sikker på at du er et smukt mennesker, hvis du bruger dine posetiv sider mere end dine her tydeligevis negative attityde

Til ADHD debatten:

1) spørgsmål om lægers troværdighed, medicinalindustrien og diagnoser til børn. Kan måske distuteres. Men det ændre ikke at der er en eller anden lidelse som altså nu går under betegnelsen ADHD

2)Der er mange voksne der diagnoseres og vi er jo ikke "ødelagte" af en tidelig diagnose, men blomstre tværtimod op ved at få den. Den er IKKE en endestation. Alt forskning i arbejdsmarkedet tyder eksempelvis på at hvis man har en ren ADHD diagnose så kan man forholdsvis let integreres fordi de faktisk er så små tiltag der skal til så vi kan fungere. EX. hjemmearbejde, eget kontor, fleksible arbejdstider.
Det betyder ikke at vi arbejder mindre, men at vores energi fungere anderledes og at vi ikke kan lukke af for sanseindtryk, så alt går lige ind: Parfume, snak, larm, telefoner, stærkt lys.
Det er i alle situartioner: arbejde, hjemme, fest mm. at de her ting sætter ind og det er ikke noget man kan tage fejl af hvis man selv havde prøvet at have ADHD.
Fordi jeg ikke blem diagnostiseret som barn udviklede jeg så voldsomme depresioner at jeg mistede evnen til at lugte og høre ordentligt. Jeg prøvede selvmord i starten af folkeskolen mm. Jeg kommer fra et velfungerende hjem som søgte hjælp for min depresion, men først som voksen havde de gode behandlere fået forståelse for at ADHD ikke handler om at hoppe på bordene, men om et manglende filter i hjernen. Med alt psykologi i verden kan jeg ikke skabe et filter jeg mangler mod sanseindtryk.

3)Hvis mennesker bliver ved i deres fordomme at insisterer på at ADHDére hopper på bordene og lignende så er I jo med til at opretholde billedet om at adfærden er en problematik ADHdere ikke kan lave om op. Det kan vi, men kun hvis vi får lov at lukke af for de egentlige problematikker, som handler om manglende filter, ekskusive funktioner, sanseindtryk, energioverskud og underskud. Hvorfor er det så svært at tro på at vi gør vores bedste? Hver dag går pligtopfyldende, hårdtkæmpende ADHDére på arbejde og kompensere ved ikke at hove overskud til andet overhovedet, men bruger aftner og weekender på kun at planlægge og sove for at kunne overleve. Hvorfor er det så svært for jer at sætte jer ned og læse en bog om ADHD skrevet af de veldokumenterede forskere?

4) Ofte har folk med ADHD følgesygedomme. Lad være at blande det sammen med den "rene" ADHD for dermed overses, misforståeas og bebrejdes ADHDére alt muligt.
Følgesygedommene handler jo ofte om at der er mange måder at kompensere for ADHD på. Man kan skabe forskellige kunstige filtre eller selvdestruktiv adfærd og mange ADHDére er følsomme netop fordi vi mangler nogle filtre i hjernen. Det gør ikke at vi ikke kan arbejde eller gå i skole. Men vi skal have lov at udtrykke det vi har brug for for at overleve ellers skaber I jo de her vrede børn.
Jeg har aldrig været vred på andre end mig selv, men skal børn forsøge selvmord heller end man må blive skærmet for sanseindtryk og overbelastning fra omverdnen, fordi nogen vil have deres vrede og filosofiske ideer igennem.

5) Idéer, selvkontrol og holdninger kan skabe et bedre liv med ADHD. Men vi kan altså ikke skabe de her filtre lige så lidt som en kræftpatient kan tænke sig til behandling, men en posetiv indstilling hjælper og det hjælper altid at vedkende sig ansvar og kampvilje. det kan vi og det skal vi. Men for..... det ændre ikke på at vi har de her problematikker. Hvorfor er det så uforståligt?

6) Samfundet er ramt af mange ting: præstationsræs, stress mm. Og det kan måske ligne ADHD. Men er det ikke!!! Behandlingen af "rene" ADHDére viser jo at det er noget andet vi har brug for. Jeg er ikke stresset over at skriver speciale, men jeg bliver stresset af ustrukturede dage og ferier.
For en ADHDér er det nok at komme igennem dagen, hvis nogen får stress af det moderne samfund så er det ikke ADHDére vi er allerede stået af det der hvis vi skal overleve.
Det er hverdagen og ikke almindelige stressfaktorer, der giver os stress!!!

Louise Pedersen
Vrede mod ADHDére ... sikke en gang forvrøvlet sludder. Fordi jeg har en kritisk tilgang til den eksploderende anvendelse af omsorgserstatningen Ritalin på børn helt ned til spædbørnealderen ... så er det ikke nødvendigvis et udtryk for vrede.

Med hensyn til Amalie så fører hun sig frem i medierne netop på sine kiksede/naive formuleringer og må derfor affinde sig med at blive forbundet med denne iøvrigt meget alment menneskelige side. Jeg synes faktisk hun er ganske sød, omend jeg ikke ville bringe mere komplekse emne på bane i hendes selskab... og hvorfor jeg netop kom til at tænke på hende da jeg læste dit indlæg, tjhaa

...og din kiksede belæring om sarkasme og ironi vil jeg under henvisning til min analyse af Amalie-analogien slet slet ikke hænge dig op på.

Hvis man skal opsummere omkring diagnosen er denne jo første gang beskrevet i 1902 - det er altså ikke noget "nyt".
Og hvis man skal se på behandlingen er denne iværksat med held siden 1930'erne.

Så det er altså ikke noget modefænomen, omend muligheden for behandling med bedre midler, og større opmærksomhed i medierne har fået visse til at slå kors for sig over at man behandler børn med amfetaminlignende præparater.

Og hvad er problemet - at medicinal industrien tjener penge på medicin, eller at man fejlagtigt tror at det er en omsorgserstatning?

ADHD findes, kan erkendes og kan behandles - og det ville dog være mærkværdigt om man ikke hjalp de børn og voksne der lider under det, til at få en bedre og mere værdig tilværelse.

Steffen Nielsen

Bill Atkins
Det er korrekt, at brugen af medicin nærmest er eksploderet, ikke bare i forhold til Ritalin, men også i forhold til diverse antidepressive midler og meget andet medicin.
Imidlertid er det en utidig forvanskning af debatten at bringe en ultraliberal ideologi ind i et spørgsmål om hvorvidt mennesker, der har gavn af medicinen, ikke skal have medicin. Den diskussion hører mere hjemme i en debat om sundhedsøkonomiske prioriteringer.

For et par år siden blev en indsat fra et fængsel overført til os. Han kunne ikke holde ud at sidde ret længe, og møder med mere end 3 personer gik han i panik over. Han havde aldrig læst sine domspapirer selv, men måtte have læst dem op i små bidder.
Vi fik en mistanke om ADHD og begyndte en medicinsk behandling, og allerede fra dag 1, hvor han kun havde fået en meget lille dosis, kunne man fornemme, at noget af det desperate blik i øjnene ændrede sig.
Dosis blev forøget og for første gang i sit liv var han i stand til at læse en hel A4-side.

Mosbak jeg tror at Ritalin-tilhængere overser at der på grund af omgivelsernes pres går inflation i forældres forventninger til en diagnose - selv til spædbørn. Ritalin gives ikke udfra en videnskabelig evidens men udfra en vurdering...

Steffen Nielsen, jeg taler ikke om at begrænse Retalinbehandling til de der har behov. Kun taler jeg om, at de der vurdere et barn lige prøver at løfte blikket og se en ekstra gang på forældrene bag...

...jeg har mødt flere små kandidater til Ritalin hvor jeg har tænkt: Det er sgu da forældrene der er problemet...

Ritalin gives ikke udfra en videnskabelig evidens men udfra en vurdering.

Atkins:

Jeg har sagt det jeg har at sige.

Hvis man kun kan forhold sig til et emne ved at gå til angreb så kan man jo ikke kommunikerer.

Du må gerne kalde mig kikset. På universitetet gav samme analyse af kirkegaard, der selvfølgelig her er total hurtigt gengivet et 13-tal. Hvad er det du forventer af mennesker for at de ikke skal forvente nedgørende bemærjninger fra dig?
Kiksede formuleringer eller sjuskefejl er noget man kan rode bod på ved længere projekter og det siger ingenting om indhold og intelligens (igen misforståelse af ADHDére), men hvis du vil afvise mennesker, når de laver små fejl, så har du jo kun bevidst min poiente.

Og jeg har intet sagt om at man ikke må være skeptisk overfor retalin. Men jeg beder om nuancer. Noget jeg selv er klar over at både mine og alle andres sprog altid vil mangle, men man kan vel prøve.

Eller forventer du at jeg skal kalde dig noget tilbage igen. Det vil jeg ikke.
Hvis man holder op med at have så travlt med at afvise og nedgøre så kunne vi måske lære noget af hinanden.

jeg har ikke mere at sige til denne debat. Da jeg simpelhen bliver for ked af det og jeg har selv artikler at skrive til mit arbejde.
Hvordan har nedgørende mennesker fået så meget magt i vores samfund at man skal skjule alle fejl for at blive taget seriøst som menneske, der kan redegøre for sin egen situartion?

Jeg synes at nogle af de sidste indlæg viser hvorfor vi som ADHDére må skjule hvem vi er og vores iver, der kan ende i småfejl.

Jeg siger bare her til sidst: Lad os da alle have fejl, men lad os prøve at holde os til emnet med mindre man må gå til forsvar mod bevidste forsøg på at fornedre en og man specifikt må afvise det forsøg.
Læs de evidensbaserede bøger, som i alle andre debatter og lyt til de mennesker der erkender sine svagheder og prøver at få styr på sit liv. Skylder vi ikke hinanden det?

Læs: Sari Solden: "kvinder med ADHD" hvis I vil forstå hvor jeg og mange andre Kvinder med ADHD kommer fra når vi debaterer

Nu vil jeg prøve at ligge den debat bag mig, men jeg håber at mine kræfter ikke er helt spildt.

Steffen Nielsen

ADHD og kriminalitet.
ADHD udvikler IKKE kriminelle mennesker, men ubehandlet ADHD giver ofte nogle nederlag i forhold til uddannelse og arbejde, fordi nutidens samfund ikke på samme måde som før, kan rumme mennesker, der har de typiske symptomer i svær grad.
Til gengæld har jeg mødt mennesker med en mild form for ADHD, der ubevidst har vendt det til en fordel, fordi de havde et overskud af energi til at have flere bolde i luften. Deres koncentrationsevne var ikke nedsat, men deres måde at arbejde på ville for mange andre give luftmangel.
Jeg har haft en mistanke om, at deres koncentrationsevne har de kunne øge ved ubevidst også have en stor trang til sportslige udfoldelser, men det er kun en teori fra min side.

I forhold til intelligens er det ikke mit indtryk, at mennesker med ADHD har en større andel af højintelligente mennesker. Der tror jeg de ligger fuldt ud på linie med andre, men til gengæld findes der ligesåvel blandt dem, som alle andre, mennesker med et højt potentiale altså intelligens, der ville være til stor gavn for os alle, hvilket vil sige, at hvis absolut skal se det fra en samfundsøkonomisk side, så ville det være en stor fordel, at de får den hjælp.

Det vil imidlertid også være en lige så stor samfundsøkonomisk fordel, at børn i det hele taget, uanset om de har ADHD eller har været udsat for diverse andre miljømæssige faktorer i form af opdragelse eller mangel på samme, altså det man populært kalder den sociale arv, at der bliver investeret i at de får al den nødvendige hjælp til at blive voksne ansvarlige mennesker, der kan fungere i det nuværende samfund.

Steffen Nielsen

Det omgivende samfund
En dag var jeg i svømmehallen med en lille gruppe børn med ADHD. Da vi skulle købe billet, spurgte en af børnene høfligt billetdamen om et eller andet. Tilfældigvis stod svaret på ruden til kassen med tydelige bogstaver, hvorpå hun svarede ham meget surt: "Det står jo der, kan du ikke læse?".

Nej, han kunne ikke læse ret godt på trods af sin alder på 13 år, hvilket var et problem for flere af dem. Skal lige gøre opmærksom på, at det var børn med svær ADHD.
Jeg gik hen til kassedamen og hviskede til hende, at børnene havde et skjult handicap, og de kunne faktisk ikke læse. Hun blev meget flov.

@Louise Pedersen

Diagnoser er blevet trendy, og vi lægger ansvaret over på samfundet. Det er dem der skal ordne os. Vi ser ikke indad mere, og kan ikke overskue kompleksiteten i os selv.
Der er ingen evidens for at ADHD er genetisk, den påstand er markedsføring. Det ville da være dejligt hvis man havde svaret, men det findes ikke... Så indtil videre er ADHD kun en betegnelse på en række symptomer, og altså ingen forklaring.

Desværre er ADHD blevet en religion, noget man ikke må kritisere for så træder man på dem der gennem en kort eller længere og lettere overfladisk udredning har fået diagnosen ADHD. De tests der findes er kun baseret på adfærd, og de fleste forældre har utroligt svært ved at observere sig selv fordi deres adfærd er en del af den sociale arv. De test forklarer intet, kun at der er et problem nu og her.
Folk lærer at forklarer deres adfærd med ADHD'en som undskyldning og årsag, uden at tænke over hvorfor de gør det. "Jeg har jo diagnosen, så jeg gør det jo bare....!?!?" Man kunne håbe at de en dag vil vågne op til livet og mærke det.

Intet forklarer i dag det flere og flere kalder ADHD, men alligevel falder de fleste hen til den mest uhelbredelige og sygelige forklaring; at det er genetisk. Hvorfor....? Hvoraf kommer det behov??

Rammerne for sygdomsbilledet indskrænkes for hver gang vi acceptere en sygdom på baggrund af en række symptomer opstillet af professionelle. Med tiden bliver denne "sygdom" mere og mere accepteret og flere penge kan tjenes på medicin!

Det er ikke noget nyt at medicinalindustrien står bag markedsføringen af sygdomme, og det er vel heller ikke for sjovt at medicinalindustrien samarbejder med ADHD foreningen.... Dette giver troværdighed til en branche der mangler det, men det er også skjult reklame... Og det er heller ikke for sjovt at man tager fat i toplæger, da de kan påvirke andre læger samt offentligheden. Dette er en del af den helt almindelige markedsføring, og den sniger sig ind ad bagdøren, og uden at vi ved det har det fået os "til at have lyst til det de vil have os til at gøre": at hige efter en diagnose, fordi der i reglen ikke tilbydes andet end kortvarig symptom behandling(medicin) samt hvordan vi kan lære at leve MED ADHD. Derfor kan "lidelsen" komme til at virke varig. Så længe man kan holde folk inden for ADHD rammerne er der penge at tjene. Ikke kun for det enkelte individ men også den reklame der ligger at man som glad og tilfreds "kunde" giver budskabet videre, hvilket er den bedst tænkelige reklame et firma kan tænke sig. Se DET er magt! ;o) og derfor er vi her i dag...

Jeg kan jo kun sige at det simpelhen ikke passer. Men redegørelsen for alle de forskellige forsøg, afvigelser og undtagelser fylder en hel bog derfor kan jeg kun sige til dem der gerne vil forstå:

Læs nyere litteratur fra de førende forskere med forklarede forsøg og undersøgelser. Selvfølgelig er ingenting klokkeklart. Det er det ikke ved nogen diagnoser.

Nu vil jeg gå ud og kysse min fantastiske kæreste og iøvrigt også har ADHD og håbet at I får læst de bøger.

Hvad nogle forældre gør eller ikke gør kan man forholde sig til som et emne.

Men jeg og de to mennesker jeg kender skjuler deres diagnoser. Det er vel næppe et modefænomen, men noget der hjælper os til at fungerer i vores hverdag.

Læs de bøger, eller skal vi afvise alle eksperter!!!

Jeg kan jo kun sige at det simpelhen ikke passer. Men redegørelsen for alle de forskellige forsøg, afvigelser og undtagelser fylder en hel bog derfor kan jeg kun sige til dem der gerne vil forstå:

Læs nyere litteratur fra de førende forskere med forklarede forsøg og undersøgelser. Selvfølgelig er ingenting klokkeklart. Det er det ikke ved nogen diagnoser.

Nu vil jeg gå ud og kysse min fantastiske kæreste og iøvrigt også har ADHD og håbet at I får læst de bøger.

Hvad nogle forældre gør eller ikke gør kan man forholde sig til som et emne.

Men jeg og de to mennesker jeg kender skjuler deres diagnoser. Det er vel næppe et modefænomen, men noget der hjælper os til at fungerer i vores hverdag.

Læs de bøger, eller skal vi afvise alle eksperter!!!

Steffen Nielsen

Bill Atkins
Du peger lige præcis på det største problem for forældre til børn med ADHD:
"…jeg har mødt flere små kandidater til Ritalin hvor jeg har tænkt: Det er sgu da forældrene der er problemet…"

Jeg har så mødt de forældre, der har kæmpet en hård ensom kamp med at opdrage deres børn til ikke at være så h....... uvorne.
Imidlertid kan man med et rimelig trænet øje ret hurtigt få en mistanke om, at det handler om noget helt andet end dårlig opdragelse.
Jeg har set børn helt ned til 3-4 års alderen, hvor jeg har haft mistanken, men hvor de først bliver diagnosticeret 3-4 år senere.
Problemet er for alle andre, der ikke er vant til at arbejde med børn med ADHD, at de har ikke blik for nuancerne og selv blandt professionelle kan der være tvivl.
Når man kommer med sit "normale" barn hen i svømmehallen eller i legestuen og oplever et barn, der helt umotiveret går rundt og slår på de andre børn, skubber helt fremmede børn ned i bassinet og i det hele taget opfører sig uartigt, så retter vreden sig mod forældrene, fordi de ikke har lært deres barn at opføre sig ordentligt.
Efter at have arbejdet med disse børn i en årrække, har jeg imidlertid kunne se de små nuancer, der gør, at jeg mange gange har kunne se, at det handlede om noget andet.
Selvfølgelig kan jeg ikke og må heller ikke stå og diagnosticere helt fremmede børn, som jeg kun har betragtet i en kort periode, men fordi jeg har været vant til at arbejde med disse børn, er min opmærksomhed skærpet, så samtidig med at jeg holder øje med mit eget barn, så kan jeg ikke lade være med at observere det andet barn.
Nogen gange er jeg så faldet i snak med oftest moderen, og her kan jeg heller ikke lade være med at analysere.
Det ligger på rygraden.

Helt enig i Steffen Nielsen´s indlæg

Hvis du er trænet eller ved meget om ADHD, så er der bare nogen, der ved nærmere undersøgelse er så clear cut ADHD. Både drenge og piger, der ofte reagere forskelligt.

ADHDére skal vel ikke forsvarer alle der nogensinde har fået eller ønsker en diagnose.

Vi kan jo kun tale for os selv og dem vi kender. Jeg prøver at se om jeg kan finde ord for den ubalance der er mellem intentioner og evner stillet overfor resultater og udførsel.

Jeg bor i nærheden af et børnehjem og leger derfor tit med en dreng derfra. Og jeg har aldrig spurgt, men jeg kan se han har ADHD. Det er noget med at jeg kan se hans evner og se hans vilje, men det falder sammen for ham.
Jeg er så heldig at jeg kan sidde stille når jeg læser. Og jeg håber bare at min lille makker ikke skal møde de her nedsættende bemærkninger i sit liv fordi han ikke kan læse og fordi hans begejstring tager over og han så igen og igen vælter på cyklen eller smadrer ruder med boldten.

Men i den sidste ende er det nok tillid det handler om. Der er altid nogen der ikke trækker deres del af læsset eller leder efter undskyldninger.
Men hvorfor skal det kobles det dem der kæmper og kæmper og kæmper. Du kan se det i folks øjne. Det chok, der sætter ind når han igen har smadret noget i sin begejstring. Det ligesom om han vågner op og hans øjne forvandler sig. Men han kunne ikke bræmse sin energi før.

Jeg har ikke ord til at forklare det simpelhen. Men jeg er meget taknemlig for Steffen Nielsen. Tak (:

Ja jeg roder nok. Jeg ville bare så gerne, så gerne sikre ham et så godt liv som muligt!!

Som jeg måtte sige til et forældrepar, der var over deres børn ved selv den mindste aktivitet: "Sådan taler jeg ikke en gang til min hund" (naturligvis ikke, men jeg kunne ikke finde på andet i situationen).

Steffen Nielsen

Mikkel Marini
Det er noget forbandet vrøvl, at ADHD er opfundet af medicinalindustrien og jeg synes nærmest at det er uartigt, for hermed underkender du også alle de professionelle, der har forsket i problematikken i årtier.
Det er rigtigt, at det er en diagnose, der baserer sig på symptomer, men kravene er også så høje, at det er vanskeligt blot at diagnosticere ud fra en dårlig opførsel.
Det er populærvidenskab af værste skuffe, der kun kan medføre bl.a. dine fordomsfulde betragtninger.

Det minder om den heksejagt, som visse små lokalsamfund driver på mennesker, der er kommet på førtidspension, fordi de har en eller anden lidelse, der gør dem uarbejdsdygtige, men som umiddelbart virker til at fungere udmærket.
Nogen gange kunne man ønske, at disse børn udover at have ADHD også havde et synligt handicap eller så mærkelige ud i forhold til "normalbefolkningen".

Vi kan ikke bortforklare, at vores industrielle udvikling, udviklingen af undervisningsmetoder har medført, at der er børn og voksne, der har et sæt problemer, der kan medføre en udskilning, medmindre at vi kan skabe nogle miljøer, der også kan inkludere mennesker med diverse problematikker, og det er lige fra folk med ADHD til mennesker med væsentlige psykiske og fysiske funktionsnedsættelser.

Det er jo fuldstændig vanvittigt, at der går mennesker rundt, der enten sidder i fængsel eller bare aldrig har kunne passe et almindeligt arbejde, hvis de blot skulle have en smule hjælp i form af pædagogisk/psykologisk behandling og eventuel medicinsk.
Jeg synes ikke, at Ritalin skal være en sovepude til ikke også at yde hjælp på anden vis.

Steffen Nielsen

Bill Atkins
Sjovt at du nævner det med at tale til en hund, for det er rent faktisk hvad der til tider kan være nødvendigt. (Dog i stærkt modereret form)
Da jeg arbejdede med børn med ADHD sammenlignede vi ofte vores måde at informere børnene med den måde, som man taler til en hund. Korte klare beskeder og undgå alle længere udredninger. Derudover forsøge at aflede, når børnene havde bragt sig op i en tilstand, der skulle standses på en eller anden måde.

PS
Hundeopdragelse er heller ikke som det var før i tiden. I dag bruger man jo lige præcis positiv kontakt og korte kommandoer :-)

..og frem for alt interesserer man sig for sin hunds signaler for derigennem at lære dens personlighed at kende - så er det en ren fornøjelse at have hund :o<

Enig omkring det med hunden. Sjovt at vi kan blive enige om at man skal behandle hunde ordentligt og gøre hvad der er bedst for dem. Det samme mener jeg om mennesker. Tålmodighed og tillid!

Eksperter om ADHD:
Sari Solden er god til at forklare helheden.

Men eksperterne er mange af dem der har underskrevet dette dokument(men de gengives forkert mange steder, så helt til kilden er mit råd):

http://adhd.dk/foreningen/organisation/politik-papirer/konsensusdokument...

Steffen Nielsen

Louise Pedersen
Tusind tak for din ros. Jeg har været meget betænkelig ved at deltage i denne debattråd, for jeg ved, at siden jeg arbejdede med DAMP-børn, som de hed dengang, så er der sket så uendelig meget indenfor forskningen.
Dengang kendte vi også til ADHD-begrebet, som var så vidt jeg husker en amerikansk definition og som var væsentlig bredere end DAMP. Derfor har jeg tit tænkt på om det ikke var en kæmpe fejl, at man her i norden også har overtaget ADHD-begrebet, fordi jeg er bange for at det kan være med til at udvande problemstillingen.

Jeg har tit og ofte tænkt på, at mange af de ting, som børn med DAMP sloges med, havde vi andre også en "lille rem af huden af". Forskellen er bare, at vi er i stand til at analysere situationen og vurdere hvordan vi skal tackle den.
F.eks. når man får uventet besøg en søndag eftermiddag, hvor man ellers havde planlagt noget andet, og så pludselig kører en bil ind af indkørslen. Man oplever lige en kort snert af frustration, ofte så kort, at man næsten ikke lægger mærke til den, og så omstiller man sig lynhurtigt til en anden søndag eftermiddag og glæder sig istedet over det uventede besøg.
Dagligt oplever man det, når man kører på arbejde og tænker, at i dag er det tirsdag og din dag kommer stort set til at se sådan og sådan ud, hvis morgenen så starter helt anderledes, så mærker man en større eller mindre frustration over at skulle omstille sig.
Selvfølgelig kan man jo have et arbejde, hvor man aldrig kan forudse dagen, men der kan vi jo også se at det har sine omkostninger i form af stress og meget andet.
Hvorfor sætter vi os næsten alle sammen på den samme plads i lokalet? Fordi vi alle har brug for en vis forudsigelighed

Sider