Kronik

Samfundet er ramt af ADHD

Børnepsykiatrien er blevet et enten-eller-system. Enten får problembørn en diagnose, eller også stemples de som dårligt opdragede. Man fokuserer ensidigt på, om problemerne har biologiske årsager og glemmer at se på barnets og familiens psykosociale historie og situation
Hyperaktiv adfærd er en bivirkning ved vores hyperaktive samfund.

Hyperaktiv adfærd er en bivirkning ved vores hyperaktive samfund.

David Trood

15. februar 2011

Så blev der sat ord på det, som længe har været undertonen i den offentlige debat om ADHD: Hvis et barn har problemer, men ikke kan få en psykiatrisk diagnose, er det dårligt opdraget.

Det var Niels Bilenberg, overlæge i børnepsykiatri og professor på Syddansk Universitet, der stod bag udtalelsen (9. februar). Den afslører, at børnepsykiatrien mangler begreber for børns problemer, når de ikke er af psykiatrisk karakter. Man er enten syg eller dårligt opdraget. Et enten-eller, som ikke levner plads til andre forklaringer.

I børnepsykiatrien tænker man biologisk, og det skal man også. Man skal anvende WHO's diagnoseliste. En smule forenklet får et barn en ADHD-diagnose, når det har mindst 10 af i alt 18 symptomer. Et af symptomerne er, at barnet »har uro i hænder eller fødder, sidder uroligt.« Det beskrives ikke nærmere, hvor meget barnet skal bevæge sine hænder eller fødder, før det betegnes som uro. Det er op til den enkelte børnepsykiater at vurdere. Hvis vedkommende ønsker det, kan det forsvares at give diagnosen til rigtig mange børn.

Den væsentligste svaghed ved diagnosen er dog, at den kan stilles uden en undersøgelse af barnets og familiens psykosociale historie og situation. Barnets adfærd betragtes isoleret, uden at man forholder sig til, hvilke årsager den kan have.

Selvforstærkende system

Konsekvenserne af et diagnosesystem, der kun rummer to muligheder - diagnose eller stempling af forældrene som dårlige opdragere - er vidtrækkende. Det skaber forældre, der hungrer efter diagnoser. For hvem bryder sig om at blive beskyldt for at være dårlige opdragere?

Samtidig har politikere og det offentlige selv lært os alle, at vi ikke længere er klienter og patienter. Vi er blevet brugere eller kunder og skal have valgmuligheder. Derfor bestiller vi naturligvis de varer, vi ønsker i børnepsykiatrien på samme måde, som vi altid har gjort det hos tehandleren. Man kan beklage, at vi således fralægger os ansvar og blot venter på, at hospitalerne, kommunerne, børnehaverne og skolerne løser vore problemer. Men det er faktisk sådan nogle borgere, politikerne selv har inviteret os til at blive.

Kommunerne understøtter ufrivilligt forældrenes diagnosejagt. For i forsøget på at overholde budgetterne, kræver de nemlig en diagnose, før de vil hjælpe børn med problemer. De satser på, at børnepsykiatrien erklærer mange børn raske, for så behøver de ikke hjælpe dem. Problemerne fortsætter, og på kort sigt går det ikke ud over budgetterne.

Socialministeren kritiserer sjældent den fremgangsmåde. Formentlig fordi den til enhver tid siddende socialminister udmærket ved, at budgetproblemerne ville vokse drastisk, hvis kommunerne tog hånd om børnenes problemer.

Denne uhellige alliance skærper jagten på diagnoserne. For hvis en diagnose er det, der skal til for at fange kommunens opmærksomhed, efterstræber man naturligvis sådan en, hvis man er mor eller far til et barn med problemer.

Det er vigtigt at understrege, at børnepsykiatere, forældre og kommuner kun gør, hvad de nødvendigvis må gøre under de gældende rammer. De er dele af et større system og kan ikke hver for sig begynde at handle mere konstruktivt. Skal de ændre adfærd, forudsætter det, at rammerne ændres, og det sker kun, hvis regering, folketingsflertal og statslige myndigheder hjælper til. Desværre er der ingen tegn på, at der er afgørende nyt på vej fra den kant.

Travlhedens syge

Der er fart på i det senmoderne samfund. Vi skal hele tiden yde mere, hurtigere og bedre. Det er som om, det ikke bekymrer regering, folketingsflertal eller chefer for de statslige myndigheder, hvordan mennesker trives i et sådant samfund. Tværtimod bidrager de energisk til at holde farten høj bl.a. ved at fokusere snævert på økonomiske bundlinjer og nationale topplaceringer - i øvrigt lidt på samme måde, som børnepsykiatrien fokuserer snævert på biologi. Konsekvensen er, at hver enkelt af os, barn som voksen, presses til at holde flere bolde i luften, end vi magter. For at klare det, sætter vi tempoet op. Vi bliver hyperaktive.

Det betyder, at vi har mindre tid til at tænke os om, og så bliver vi impulsive. Vi har opmærksomheden flere steder på én gang og bliver uopmærksomme. De tre hovedsymptomer på ADHD er således træk ved det senmoderne samfund.

Ramt af samfundets krav

Nogle af de børn, Niels Bilenberg betegner som dårligt opdragede, har manglet regulering, måske siden de var spædbørn. Men Deres forældre gør, hvad de skal. De lever op til forventningerne i et samfund med fart på. Men spædbørnene er ikke fulgt med udviklingen. Et spædbarn er, som det altid har været og har brug for rolige forældre, der kan regulere dets ophidsede tilstande.

Mange forældre har en fin fornemmelse for den opgave, og forstår at forene samfundets forventninger og barnets behov. Andre overvældes af omverdenens forventninger, har svært ved at sætte grænser og ved at fornemme spædbarnets behov. Deres børn kommer til at mangle regulering, og det kan føre til udvikling af en ADHD-adfærd. Forældrene er ikke dårlige opdragere, men smittet af et løbsk samfund.

Erfaringerne tyder på, at disse forældre i vidt omfang kan hjælpes ad psykosocial vej. Det kræver imidlertid, at de kender til muligheden og er i stand til selv at betale. Desuden skal de i en jungle af hjælpere finde en, som kan bistå dem på en måde, der faktisk løser problemet eller dæmper det betragteligt. Alt dette fordi hjælpen ikke findes i det offentlige.

De pædagogisk-psykologiske rådgivninger (PPR) i kommunerne kan ikke hjælpe, for de skal fokusere snævert på børns problemer i institution og skole. De kan ikke tage sig af problemer, der har global karakter. Familieværksteder i kommunerne kan heller ikke hjælpe. Deres opgaver retter sig langt de fleste steder mod meget svært belastede familier.

De omsorgssvigtede

Andre af de 'dårligt opdragede' børn er omsorgssvigtede. Deres forældre beskrives hyppigt ved iøjnefaldende kendetegn som dårlig uddannelse, afhængighed af overførselsindkomst og alkoholmisbrug.

Meget ofte er disse kendetegn imidlertid følger af det egentlige problem: Forældrene har selv manglet omsorg gennem deres opvækst. På grund af omsorgssvigtet er de psykosocialt uudviklede. Det hindrer dem i at drage omsorg for deres barn, hvilket kan medføre, at barnet udvikler ADHD-adfærd.

Omsorgssvigtede forældre er ikke dårlige opdragere. De er mennesker, der ikke har haft mulighed for at udvikle forudsætningerne for at tage sig af et barn. De har ikke fået effektiv hjælp, da de selv var børn, og skaden er blevet kronisk. De synes imidlertid sjældent selv, at de har et problem. Derfor har de svært ved at udvikle sig.

Deres børn har imidlertid stadig udviklingsmuligheder, hvis de får hjælp, inden også de er blevet voksne og selv får børn. Effektiv hjælp består typisk i, at barnet anbringes uden for hjemmet og får en psykologisk begrundet behandling - såkaldt miljøterapi, som adskiller sig meget fra almindelig pædagogik, uden dog at være dyrere.

Miljøterapi vinder udbredelse i disse år, idet døgninstitutioner mv. efterspørger kurser i behandlingsformen. Men aktører som f.eks. Socialministeriet eller Kommunernes Landsforening viser ingen tegn på interesse. Det gør forskningsinstitutioner som f.eks. Det Nationale Forskningscenter for Velfærd - SFI heller ikke.

Alt tyder derfor på, at diagnosejagten og presset på psykiatrien vil fortsætte. Vi vil ikke se forandringer, så længe visse forældre betragtes som dårlige opdragere, børns problemer anskues snævert som biologiske, der ikke skabes muligheder for effektiv psykosocial hjælp, og forældre ikke guides i retning af den. Alt bliver ved det gamle, så længe forskningsinstitutioner ikke undersøger psykosociale hjælpeformer, der ifølge erfaringer er effektive, og regeringer ikke overvejer, om deres egne handlinger kan have utilsigtede skadelige virkninger for den psykosociale folkesundhed.

Lars Rasborg er cand.psych. og specialist i klinisk børnepsykologi. Han er praktiserende psykolog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Nielsen

Nu har jeg ikke læst litteratur i mange år om ADHD, for mine nuværende opgaver er af en anden karakter, selvom jeg meget ofte møder voksne med ADHD diagnosticeret eller ikke diagnosticeret.

Imidlertid var den store øjenåbner for mig i sin tid Anegen Trillingsgaards første bog. Hun har siden skrevet flere, men den første bog var skrevet på en meget vedkommende måde, og det er de andre sikkert også

Steffen Nielsen

Bill Atikins
Præcis.
Nu er det jo bare sådan, at opdragelse af børn og hunde altid kun kan gøres med de forudsætninger, som forældrene eller hundens herre har.

Jeg har i træningen af min schæferhund lært nogle teknikker i politihundeforeningen, som jeg en dag kom til at praktisere på en offentlig badestrand. Jeg blev nødt til at irettesætte den, men en tilskuer havde tolket det som om, at jeg mishandlede hunden, og det gjorde han højlydt opmærksom på

Steffen Nielsen

Bill Atkins
Det jeg prøvet at sige er, at når vi bevæger os ud i samfundet med enten vores børn eller hunde, så vil vi uvilkårligt blive observeret og være genstand for andre menneskers egne vurderinger af den rigtige opdragelsesmetode.
Der var engang for 30 år siden en ældre herre, der sagde til mig, at han havde opdraget sin søn ved bl.a. at give ham en røvfuld i ny og næ, og så fortalte manden mig, at da så sønnen fejrede sin 30-års fødselsdag, havde han sagt: "Tak far, for alle dine røvfulde"
Jeg undlod at gå ind i en videre diskussion med ham. Han skulle jo alligevel ikke have flere børn :-)

Til Steffen Nielsen:

Jeg tror noget af det helt centrale, der er kommet frem er hvor store forskelle der er på drenge og piger med ADHD, selvom de godt kan få den form der almindeligvis knytter sig til det andet køn.
Det gør at flere og flere kvinder kommer i behandling, hvorved vi bliver befriet fra et liv. hvor vi er deprimerede og selvbebrejdende. Det er som nat og dag før og efter diagnose med få hjælpemidler faktisk. Og jeg tror også at forskere og økonomer er ved at indse det kæmpe menneskelige potientiale, som derved blomstre op.

Omkring hunde: (:
Jeg har aldrig skældt min hund ud. Men jeg går ind og tager et klart ansvar for situartionen. Venlig myndighed kan man måske kalde det. Og han er virkelig en absurd glad hund.
Ikke at man skal snakke for meget om hund i den her forbindelse. Men det er da griner at vi lige alle tre er med på den med hunden i et vist omfang.

Steffen, jeg skal ikke kommentere på en overreaktion, men vil tage udgangspunkt i den nærværelse, der skal præge omgangen med et - lad os sige - forstyrret barn. Du er den voksne og du skal hele tiden 7*24 være et splitsekund foran dit barn i tankegang, du skal kunne udholde og tage alle dets hysterianfald med ophøjet ro, du skal tilbyde kontakt når du ser mulighederne, du skal lade det lege i fred når dét sker...

Den indlevelse kan ikke overlades til andre, men den kan coaches af andre og frem for alt kan den indlevelse ikke fås på piller. PS. Mine holdninger omfatter kun for børn inden førskolealderen.

Steen Uffe Tommerup

@ Onkel Anne

Jeg tror hellere du skulle oplyse din egen til 'Louise' så hun kan skrive til dig, hvis hun mener hun ikke kompromitterer sin indentitet.

@'Louise'

Jeg havde i efteråret kontakt med et forlag, som viste stor interesse i udgivelse af en bog (aflægger af et ADHD-projekt jeg var med i). Desværre ville det projekt jeg var med i ikke afgive de nødvendige rettigheder til at bogprojektet kunne realiseres.
Forlaget har jeg stadig kontakt til.

Hvis du har gode ideer (manus) vil jeg sludre med dig om disse - og måske se om der kunne opstå et samarbejde på den ene eller anden måde.

Min mail er: steentommerup@gmail.com

Skriv hvis du har lyst - fuld tavshed om din identitet loves ;-)

Bill Atkins

Når du siger at Ritalin gives ud fra en vurdering er det jo korrekt - evidensen ligger jo i, at hvis barnet reagerer korrekt på medicinen er der tale om ADHD.

Hvis det ikke reagerer, er der tale om noget andet.
Fordi Ritalin ikke virker efter hensigten på børn der ikke har ADHD.

Men det var måske lettere at forstå, hvis man foretog en hjerneskanning hver gang?

I øvrigt gør det samme sig gældende for mennesker med depression - det gives ud fra en vurdering.
Det samme for mennesker med PTSD - det konstateres ud fra en vurdering.

Hvad mener du ville være den "rigtige" fremgangsmåde?

Jeg er jo ikke ekspert - overhovedet - jeg har bare en personlig "mission", der går på at ingen børn i førskolealderen bør tildeles psykofamaka på et usikkert grundlag, og at der i det mindste bør være en på området kompetent familierådgiver, samt en småbørnspædagog inde over beslutningen, sammen med naturligvis alle de andre eksperter...

..og når jeg hænger mig i førskolealderen er det fordi vi som forældre kommer under et helt andet pres når først skolens forventninger melder sig.

Min løsning er sikkert betydeligt mere kostbar end at udskrive en recept med Ritalin, men samfundet skylder børnene den omsorg og måske kan der rettes op på nogle forældre som har foretaget den forkerte prioritering.

Mosbak
Jeg er opmærksom på din pointe med at hvis der ikke er tale om ADHD så virker Ritalin ikke, men der er delte meninger blandt eksperter om ADHD er en kemisk ubalance eller en psykisk betinget uligevægt...

Eksempelvis markerer det såkaldte kriger-gen MAOA sig først hvis den pågældende har haft en svær barndom ...

”Jeg er jo ikke ekspert - overhovedet - jeg har bare en personlig “mission”, der går på at ingen børn i førskolealderen bør tildeles psykofarmaka på et usikkert grundlag, og at der i det mindste bør være en på området kompetent familierådgiver, samt en småbørnspædagog inde over beslutningen, sammen med naturligvis alle de andre eksperter…
..og når jeg hænger mig i førskolealderen er det fordi vi som forældre kommer under et helt andet pres når først skolens forventninger melder sig.
Min løsning er sikkert betydeligt mere kostbar end at udskrive en recept med Ritalin, men samfundet skylder børnene den omsorg og måske kan der rettes op på nogle forældre som har foretaget den forkerte prioritering.”

Ja, men det er vel cirka også sådan det går til. Jeg har aldrig skrevet ud ritalin til et barn under 6 år og jeg ved at det sker meget sjældent og da på tvingende indikation. Når et barn kommer til børnepsykiatrien mødes de foruden af læge også af psykolog, pædagog og familieterapeut.

Så jeg kan glæde dig med at børnepsykiatrien – i al fald som jeg kender den - opfylder dine krav.

Desuden må jeg sige at jeg ikke kan lide at man snakker om forstyrrede børn som du udtrykker det. Jeg synes at det er stigmatiserende og ikke vise nogen forståelse for barnets vanskeligheder.

Jeg ved godt at udtrykket stammer fra psykiatrien, men jeg kan godt være kritisk til psykiatrien selv om jeg er psykiater.

I øvrigt som kommentar til dit sidste indlæg vil jag hævde at psyken er en kropsfunktion ligesom fordøjelsen og stemmen. Det er derfor ikke rimeligt at se ADHD som enten en kemisk dysfunktion eller noget psykosocialt.

ADHD er en kropslig dysfunktion som oftest har sit udgangspunkt i en genetisk sårbarhed som siden via forskellige processer herunder et bland andet eventuelt dysfunktionelt samspil i familien og i samfundet i øvrigt, men også öget risiko for ulykker og hovedtraumer mv. kan forværres.

Mange mekanismer kan lede frem til billedet ADHD.

Uanset hvilken mekanisme som leder frem til ADHD er det dog en kropslig dysfunktion og ikke en forstyrrelser som sidder i en hypotetisk gaslignende substans kallet själen.

Her er nogle lænker som bedre uddyber mine synspunkter (og forklarer at der måske er nogle svecismer i min danske tekst):

http://www.beierpsykiatri.se/Beier_Psykiatri/Foralder_-_barn.html
http://www.beierpsykiatri.se/Beier_Psykiatri/Funktionshinder_och_samhall...
http://www.beierpsykiatri.se/Beier_Psykiatri/Den_negativa_spiralen.html
http://www.beierpsykiatri.se/Beier_Psykiatri/Arftlighet.html
http://www.beierpsykiatri.se/Beier_Psykiatri/Sjalen_ar_dod.html
http://www.beierpsykiatri.se/Beier_Psykiatri/Psyket_som_kroppsfunktion.html

Endnu en länke hvor jeg vil tillade mig at citere:

http://www.beierpsykiatri.se/Beier_Psykiatri/Biologisk_psykiatri.html

Det är en paradox att det patos för en socialt bättre värld, som utan tvivel ligger till grund för uppfattningen om psykiatriska sjukdomar som orsakade av sociala faktorer, ofta bidrar till att försämra villkoren för samhällets sämst ställda. Det som i retoriken framställs som dåliga sociala villkors negativa effekt på psykisk hälsa blir i den kliniska vardagen förebråelser riktade mot föräldrarna.

I stället för att bekämpa fattigdom och andra sociala missförhållanden som kan ha negativ betydelse för psykisk hälsa splittrar man snarare än stärker de sociala nätverk som faktiskt finns.

Steffen Nielsen

Jeg var slet ikke klar over, at man udskrev Ritalin til børn i førskolealderen, men jeg har ofte tænkt på, at det er en skam, at de skulle vente så længe på, at kom i behandling, fordi dengang satte man ikke noget i gang før de var startet i skolen.

@Henning Beier
Tak for dine indlæg som jeg glæder mig til at studere nærmere. Især dine refleksioner om samspillet mellem medicinering og sind, krop og samfund fænger mig.

Jeg ved ikke om forholdene i Sverige er bedre end i Danmark (det plejer at være sådan), men en undersøgelse fortaget af Børn&Unge, pædagogernes fagblad, viser at halvdelen af alle adspurgte forældre kan kan bekræfte at deres barn - i strid med Sundhedsstyrelsens vejledning om medicinering af børn med opmærksomhedsforstyrrelsen ADHD - fik medicin uden nogen form for terapi hos psykiateren. Familierne måtte ofte i flere år kæmpe for at få familieterapi, psykologhjælp, pædagogisk støtte i daginstitutionen og i skolen eller et specialtilbud til barnet.

@Steffen Nielsen

ADHD er ikke opfundet af medicinalindustrien, den er observeret gennem mange år på børn, men de har med markedsføring gennem læger, gennem udviklingen af DSM, medier og organisationer fået os til at gå ind i troen om det der ikke kan forklares nu og her, må være genetisk. Når det er genetisk, er det også varigt.....og så er der jo penge i det, da vi har med varige patienter at gøre... Man bruger alle midler; hjernescanninger som ingen fatter en meter af, ghostwriters, betalte læger til at skrive bøger osv. Alle de gamle trics er i brug.

Mine fordomme...? hvordan kan du fortælle mig om en verden du aldrig nogensinde får et reelt indblik i? Du lader til kun at være observatør hvor du ser og hører om folks lidelser. Det du får indblik i, er folks egen forståelse af dér hvor de befinder sig nu og her, og ikke årsagen til deres symptomer.
Hvad får dig til at tro at f.eks. Novartis uddeler data'er om firmaets politik til de forbrugere man skal leve af?? Det ville nok være en dårlig forretning...

Har man kritikløst ret fordi man er professionel...? Er man ekspert fordi man har læst en masse positivistiske statistikker? -og er man ekspert fordi man kan spotte en række adfærdsmønstre, som enhver anden idiot kan spotte...??
Siden ADHD diagnosticeringen af voksne begyndte i Danmark for alvor i 2003-04 har man kunne få en diagnose på godt en ½ time så længe man havde de kendte symptomer. Ingen psykiater spurgte til fortid, barndom, identitetsudvikling, tanke- eller følelsesmæssige vaner. Så let er det!

Jeg negligere ikke faktum at børn og voksne har problemer derude, men ADHD som genetisk arvelig sygdom, er stadig ingen forklaring på noget. Men folk snakker om det som om man er psykisk syg og skal leve med dette resten af deres liv...de ser ADHD'ere alle vegne, jah selv hunden er ADHD... :oP -Det er blevet en religion!

Konflikten her er tilsyneladende, at du ser ADHD som een lidelse, eller een sygdom som forværres af samfundets udvikling, har jeg ret?. Har du overvejet at alle disse symptomer kunne komme af flere ting? At personens rygsæk er så stor at den kan være svær at komme til bunds i. Mange af de vaner der begrænser os i at nå mål, kunne evt. krydse ind over hinanden og skabe samme symptomer på samme tid, så når du arbejder på een vane og symptomerne så ikke forsvinder så giver man op og forklare dem med "dårlige" gener...? Når man så har mangel på overskud, har man lettere til at give op....eeen stor ond cirkel, og den cirkel hjælper medicin desværre ikke på...

Marini:

1) Ingen har sagt at deres hund har ADHD. Hvis man vil misforstå kan man altid misforstå. det var generelle kommentarer fra min side med hentydning til at der tilsyneladende er mere tillid til en hund end ADHD-børn.

2)Ingen har sagt at forældre og miljø ikke er en vigtig faktor

3)Ingen har sagt at videnskab er uden fejl. Individet er altid noget andet end sin diagnose og det spiller også ind.

Beier:

1) Jeg er også i tvivl om forholdet mellem arv og tidlig miljø-påvirkning. Men jeg tror at i nogle tilfæde, som mit, så er arv så klart eftersom jeg havde problemer allerede som spæd og der i den ene gren af min familie er så mange tilfælde også langt tilbage i genretionerne. Men med "velfungerende" ADHDér med gode ægtefælder og derfor ikke meget mere belastede end andre. Vi havde alle tidlige problemer med berøring, mad, søvn og energi. Og senere mareridt og voldsomme energi forandringer synes at komme helt af sig selv (eller meget utilsvarende sanseindtryk) henholdsvis hver nat og hver dag. Måske fordi jeg er så sanse-belastet.

2)I tråd med Steffen Nilelsen synes jeg at der faktisk er noget i den gamle damp diagnose, som ADHD-diagnosen ikke beskriver helt så godt. Hvordan er forholdet mellem de to i skandinavisk arbejde og forskning? Ved du det?

3)tænker du nogengange at der mangler flere underkatagorier til ADHD eller er der en fordel ved at betegne så forskellige tilstande godt nok med meget generelle kriterier som en problematik?

Iøvrigt:

1) Måske kunne det jeg sagde med hunden lyde som om at man kan ændre adfærden med venlig myndighed. det mener jeg ikke. Jeg mener bare at det er en god tilgang fra forældrenes side. Den voldsomme energi der bobler i min krop og fuldstændige overvældelse af søvn jeg oplever hver dag samt de voldsomme indtryk sanselige og tankemæssige indput har på mig. Det kan ingen tage fra mig og jeg ved heller ikke hvor meget jeg ønsker det nu. For nu er det jo mig på en eller anden måde og jeg har vel lært at leve med det. Men medicin kan hjælpe med at stabilisere det. (Jeg tænker at det virker lidt som p-piller, der jo ikke gør os mere eller mindre kvindlige, men det stabilisere østrogenniveauet- Men jeg ved ikke om det er helt forfejlet)

2) I forhold til at tage medicin vil jeg ikke forholde mig til børn og medicin da jeg ikke ved nok om en tidlig diagnose og medicins virkning på børn. Men for mig selv som voksen er medicin med dens langsigtede risici et valg jeg har taget baseret på 30 år med energisvingninger andre nok kun har oplevet hvis de tager speed eller lignende. Efter medicin har jeg kunnet være mere sikker på mit energiniveau. Så kan man diskutere om de her energisvingninger skulle have noget posetivt jeg dermed dræber. tja som ulykkelig var jeg måske mere kunstnerrisk. Men det er vel et personligt valg om vi vil være ulykkelige eller fungere så jeg ex. for første gang i mit liv kan have en kæreste, der kan lave aftaler med mig uden at vide om jeg er total gearet op eller ved at falde i søvn. Jeg kan tage til min søsters børns fødselsdage uden at jeg spilder over det hele og ender med at geare hele festen op under loftet så børene hopper rundt i sofaerne, simpelhen i min begejstring, hvor jeg igen og igen glemmer noget jeg jo skulle lade være med.

Og vigtigst af alt jeg har et arbejdsliv, der sådan nogenlunde, med mange afsagn på andre områder, kan fungerer

til steen og anne:

fedt, tak for tilliden (:

I bruger selvfølgelig bare løs af det jeg har skrevet, hvis I synes I kan bruge det til noget. Med hensyn til blog og projekt. Jeg er ikke sikker på at jeg ønsker at beskæftige mig så meget med ADHD. Jeg er ikke sikker på at jeg er rubust nok til alle de her slag man skal forsvarer sig imod og selvom jeg ved at man skal forholde sig til sin ADHD diagnose så er der noget i mig, der stadig ligesom hader den og ikke vil have noget med den at gøre, fordi den er så udskældt og "forstørret" alle steder.

Du Anne kender jo nok den inderlige længsel efter ro man har når ens hovede aldrig står stille. jeg tror det er den der trækker mig i en anden retning, mod noget mindre komplekst. Men jeg ville gerne skabe forståelse for adhd, men lige nu tror jeg ikke jeg orker det.

Jean Améry har skrevet et essay der hedder: "umuligheden og nødvendigheden af at være jøde" Selvom det selvfølgelig er en anden situartion for ham og det kræver en del at forklare præcist hvad jeg mener med det og hvem han var. Vil jeg bare sige at jeg nogengange føler det samme, altså: Umuligheden og nødvendigheden af at man har ADHD

Men jeg ville da gerne høre hvad det er for en bog og et projekt og måske læse din blog Anne (:

Nu er det tid til arbejde. Og jeg ønsker alle her en god dag (:

Liliane Morriello

Nu har jeg beskæftiget mig en del med hunde, og selv om det er muligt at forklare anormal eller afvigende adfærd hos de fleste hunde med det miljø og den opdragelse de er opvokset i og med, så er der også hos hunde en ganske lille procentdel, hvor dette ikke er muligt. Og man er nødt til at konkludere at hunden har en psykiatrisk lidelse.

Dette gøres som regel ved udelukkelsesmetoden, når hunde ikke reagerer normalt på de stimulanser man ellers kan se fungerer ved "normale" hunde. Deres sprog er underudviklet og de forstår ej heller signaler sendt i deres eget sprog. Hverken fra andre hunde eller mennesker.

Man gennemgår en hel række øvelser, over lang tid, og hvis der efter uger til måneder kan konstateres at der ingen ændringer er så må man konkludere at dette er noget medfødt.

Så ja, jeg vil sige at hunde så vel som mennesker kan have psykiatriske lidelser, nu er jeg aldrig gået så langt som til at afprøve psykofarmika på hunde, men jeg har med succes brugt alternative behandlingsformer, massage, afledning, bachblüten, homeopatiske midler, hæmoterapi, etc.

Det interessante er at det oftest ses hos hunde af racer der er anerkendt som værende dem med den højeste intelligens.

Liliane Morriello

Jeg synes det har været en rigtig fin og informativ debat at følge, og jeg har lært en del om ADHD, fra mennesker der lever med sygdommen til daglig. Enten fordi de selv har ADHD eller fordi de er forældre til et ADHD barn.

Debatten er kommet til at dreje sig om hvorvidt ADHD er en reel sygdom eller ej. Og for mig er der ingen tvivl, jeg har ikke ret til at tvivle, og ja det er ADHD, på lige fod med Fibromyalgi, Kronisk træthedssyndrom, m. fl.

Problemet med disse lidelser er dog, at de som oftest ikke kan ses med det blotte øje, og skal diagnosticeres ved at udelukke en hel række andre sygdomme og forhold.
Men det er ikke "ondt-i-livet" patienten har, og heller ikke dårlig opdragelse.
Og når andre som enten ingen rigtig viden om disse lidelser har, eller som kun har en overfladisk viden som de har fået fra medierne, der er farvet af den enkelte skribents holdning, ikke kan se at en person er syg, så er det for dem lig med pjæk.

Og at sige at disse diagnoser deles ud som bolsjer, er sludder, det tager, f.eks., i gennemsnit 7 år fra de første symptomer viser sig, til en fibromit får den endelige diagnose.

Som med ADHD er det muligt at påvise skader/forandringer/anormaliteter i hjernen/centralnervesystemet hos fibromitter, men det er en meget kostelig affære og bruges som regel kun ved forskning.

Når man møder en fibromit eller en ADHDer og de virker helt normale, så kan man dog som almindelig borger være 100% sikker på at man har truffet vedkommende på en god dag, for de dage hvor sygdommen virkelig kommer til udtryk, ser man dem nemlig ikke, da bliver de hjemme, lukker sig væk fra omverdenen, og skjuler sig.

Når alt det er sagt, og uanset hvor spændende emnet er så må man også konstatere at der er børn, og det er rigtig mange af dem, der simpelthen mangler opdragelse og socialt acceptabel adfærd. Ganske almindelige børn, hvor enten omstændighederne eller opdragelsen er løbet af sporet, og hvor forældrene har brug for en ordentlig opsang, eller for at blive taget i hånden og guidet i den rigtige retning når det kommer til opdragelsen af deres børn.

Jeg har i de sidste mange år kun mødt et barn, som jeg kan holde ud at have indenfor mine døre, og forældre medbringer ellers gerne deres børn her hos mig, så jeg har set en del. Men det jeg også ser er forældrenes "laden-stå-til", hvor børn nærmest hærger og styrer, uden at forældrene så meget som blinker.

Jeg gør lidt efter lidt dem der kommer hos mig klar over at jeg ikke bryder mig om at der kommer børn i mit hjem.

Ja der er ADHD børn, det skal man ikke tage fejl af, men der er også rigtigt mange meget dårligt opdragede børn, og der mener jeg at der også bør være en indsats, og forældre må blive mere bevidste om deres ansvar, de har en pligt til og det er deres fornemmeste opgave at forberede deres børn på voksenlivet.
Og det er der mange der ikke gør idag, re min tidligere (genbrugs)kommentar i denne debat.

Mvh

Steffen Nielsen

Man skal åbenbart være varsom, når en enkelt bemærkning om at give en hund en kommando med korte præcise sætninger bliver til, at det kommer til at handle om hunde med psykiatriske lidelser

Fra ADHD til hundepsykologi - spændende debat :)

@ Steen Uffe Tommerup

Selvom det jo egentlig er trist, er jeg glad for, at du kan relatere til min oplevelse af, hvordan folk opfatter ADHD.

Jeg kan slet ikke forstå, at det på nogen måde skulle være "trendy" at få en diagnose. For mig kom det mest som et chok, og der gik lang tid, før jeg kunne begynde at acceptere det. Og jeg er endnu ikke nået dertil, hvor jeg tør være fuldstændig åben omkring det. Jeg fik også først diagnosen som voksen og passer som før nævnt slet ikke ind i den sterotype ADHD-beskrivelse, så man kan næppe påstå, at det er min dårlige opdragelse, der kan forveksles med diagnosen. Jeg er indadreagerende, og tror slet ikke, at folk vil kunne forstå det, hvis jeg fortæller dem, at jeg har ADHD - netop fordi der er så stor uvidenhed omkring diagnosen. Det vil kræve en meget lang udredning og dermed mister jeg modet, før jeg overhovedet er gået i gang.

Jeg ved ikke, om jeg ville have haft gavn af at have fået diagnosen som barn. Èt eller andet sted tror jeg næsten, at den er nemmest at modtage som barn. Hvad jeg derimod kunne have haft gavn af var, at jeg havde haft mennesker omkring mig, der forstod sig på MINE specifikke problemer. Men fordi jeg var så usynligt et barn, var der aldrig nogen, der opdagede, at jeg i det hele taget havde problemer. I hvert fald var det ikke tydeligt for dem i hvilket omfang, de gjorde livet svært for mig.

ADHD er jo 80 procent arveligt. Jeg er ret sikker på, at jeg har arvet det fra min ikke-diagnosticerede far på 64 år. Dengang kendte man jo slet ikke til diagnosen. Min far var som barn en temperamensfuld og vild dreng, men samtidig meget følsom. I dag er han mest distræt, men har alligevel haft en rigtig fin karriere, er meget højtuddannet og meget vellidt. Úndersøgelser har vist, at mens drenge ofte får det nemmere med årene, bliver det værre og værre for piger med ADHD. Min far og jeg har desuden meget forskellige personligheder, så vores ADHD kommer til udtryk på vidt forskellige måder. Min far er meget talende og har nemt ved at gøre opmærksom på sig selv. Jeg er lige modsat. Det er virkelig vigtigt, at man forstår at ADHD kan komme til udtryk på uendeligt mange måder. Jeg er for eksempel ikke hyperaktiv udadtil. Jeg bliver i stedet fjern og drømmende, men indvendig kører min hjerne på højtryk og gør mig meget træt og udmattet. Desværre er der bare INGEN, der kan se, hvad der forgår i min hjerne. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg havde en mere synlig sygdom.

Jeg hopper lidt i mit indlæg, fordi jeg har så meget på sinde. Jeg vil lige vende tilbage til ADHD og arvelighed. Der er som sagt 80 % sandsynlighed for, at børnene arver ADHD'en fra deres forældre. Det får en mor som mig til at spekulere meget på mine børns fremtid. De er endnu så små, at jeg ikke kan se, om de har det eller ej. ( Den yngste er 20 måneder. Den ældste er 4 år. ). Umiddelbart ønsker jeg for dem, at - såfremt de har ADHD - at de ikke får diagnosen før, de bliver voksne. Jeg ønsker ikke, at de skal ses som personer med en diagnose, men som børn med deres egen personlighed. Til gengæld håber jeg, at min diagnose kan være til gavn for dem på den måde, at jeg altid vil være opmærksom på problemer, der kan ligne mine egne. Nu ved jeg jo, hvad jeg skal kigge efter og hvis jeg kan hjælpe dem til at få et godt liv uden at få påklistret en diagnose, så vil jeg langt foretrække dét.

Jeg skriver, at jeg tror, det vil være nemmest at modtage som barn. Det er en fejl - jeg tror, den vil være nemmest at modtage som voksen.....

Jeg skriver, at jeg tror, det vil være nemmest at modtage som barn. Det er en fejl - jeg tror, den vil være nemmest at modtage som voksen.....

@Louise Pedersen

Tror du misforstod min pointe. Jeg forsøger ikke at inddrage hunde, men forsøger at forklare hvordan mange lever i og med diagnosen. Vi ser ADHD alle vegne, vores børn, naboen....ja og selv hunden... Overdrivelse fremmer forståelsen ;o)

@Liliane Morriello,

Det lader til at du er een af dem der let falder for de gode gamle fælder. Det virker ikke som om at du har reflekteret nok over dine overbevisninger.

Først siger du:

"Men det er ikke “ondt-i-livet” patienten har, og heller ikke dårlig opdragelse"

Hvor ved du det fra? Hvor godt kender du diagnosticerede ADHD' ers tankemønstre og følelser til at fortælle hvad symptomerne kommer af? Utilsigtet omsorgssvigt, omsorgssvigt, eller tilknytningsforstyrrelser giver samme symptomer som beskrevet i DSM IV om ADHD. Når sykiateren kun spørger til hvordan man har det nu, hvordan man havde det sidste år og måske som barn, uden at inddrage det psykosociale aspekt, hvad får dig så til at tro han kan se forskel på f.eks. tilknytningsforstyrrelser og en reel hjerneskade?

Du siger tilmed:

"Som med ADHD er det muligt at påvise skader/forandringer/anormaliteter i hjernen/centralnervesystemet hos fibromitter, men det er en meget kostelig affære og bruges som regel kun ved forskning."

Det er korrekt at man kan scanne hjernen, men det tyder på at du kritikløst mener at når hjernen ser sådan ud, så har den ALTID set sådan ud, og så har man i dine øjne en sygdom. Kan du ikke selv høre det, hvis du siger det højt for dig selv?? Ved dem der scannede hjernen det hvordan hjernen evt. så ud år tilbage?
Hjernens funktioner og evner ændrer sig efter hvordan vi påvirkes af miljøet og hvordan vi håndtere de påvirkninger. Den er så og sige
plastisk. Lige som PTSD, hvor hjernens kemien så og sige omformes, så vi ændrer tankemønstre og adfærd. Men du kan ikke ud fra een eller flere hjernescanninger sige noget
om årsagen til symptomerne. Det er en stor misforståelse. Så at bruge hjernescanninger som bevis er kun noget medicinalfirmaer benytter for at overbevise offentligheden om at "Her har vi en reel sygdom". Det er efterhånden gamle trics, men folk falder stadig for dem...

ADHD er ikke bevist som en sygdom, så lad venligst være med at misbruge det ord... men tro mig at man gennem markedsføring, og IKKE forskning, forsøger at overbevise dig og
os andre om at det er en sygdom, da det retfærdiggøre medicinering, at MANGE børn der aldrig selv fik det valg, om hvorvidt de skulle have medicin eller ej.

@ Marini

Men hvad så med alle os, der rent faktisk har fået diagnosen og for første gang får et ordenligt liv efter at være startet på medicin? Måden hvorpå man konkluderer, at nogen har en diagnose, er jo blandt andet ved at afprøve med medicin. Er der en god effekt, så er der stor sandsynlighed for, at der er noget om snakken. Hvordan forklarer man, at medicin kan få mennesker, der er langt ude i torvene til pludselig at få et velfungerende liv - måske for allerførste gang i deres liv? Efter min mening er det for så vidt lige meget, hvordan dysfunktionen i hjernen er opstået - så længe man er i stand til at hjælpe de mennesker, der er belastede. Jeg er næsten også ligeglad med, hvad man kalder denne dysfunktion, så længe man anerkender, at der er folk, der rent faktisk har brug for medicin til at kunne klare ting, der for andre er simple hverdagsting. Jeg kan slet ikke se, at der skulle være en interesse i IKKE at hjælpe de mennesker.

Det er muligt, at der er for mange, der forfejlet er blevet diagnosticeret for ADHD - det skal jeg ikke gøre mig klog på - men jeg kender personligt til rigtig mange beretninger hvor en diagnose har reddet dem fra et miserabelt liv. Der viser sig ofte et helt klart mønster lige fra spædbarnsalderen. Jeg er den sidste ud af tre børn og vi har fået samme opdragelse, men hvor mine søskende var forholdsvis lette spædbørn, var jeg allerede som lille en stor udfordring for mine forældre. Jeg sov eller spiste stort set ikke, var utryg ved barnevognen, ekstremt lydfølsom, ville ikke bruge sut osv osv. Det er et mønster man ser igen og igen hos folk, der er blevet diagnosticeret med ADHD. Men det er jo kun starten. Op gennem barneårerne kan man så iagttage nogle helt specifikke forskelle mellem børn uden ADHD og børn med. Der er så også børn, der som mig, ikke har haft en påfaldende adfærd udadtil, men som gennem årerne blev mere og mere belastet. Rigtig mange lærer rent faktisk at kompensere for de ting, der volder besvær.

Når jeg læser dine indlæg, får jeg indtryk af, at du ikke rigtig har læst nogle fagbøger omkring ADHD? Du virker kun interesseret i at få dokumentation på, at ADHD findes. HVad med bare at kigge på de mennesker, hvis liv bliver markant ændret (til det bedre) ved at få denne diagnose?

Jeg synes helt klart, at diagnosebeskrivelsen har mange mangler, men heldigvis bliver forskerne klogere og klogere på området. Diagnosen er meget bred og det er muligt, at den ender med at blive splittet op i flere kategorien, hvorfra der opstår nye selvstændige diagnoser.

Liliane Morriello

@Steffen Nielsen,

Det var nu ikke din bemærkning om hunde der fik mig til at reagere. Men Mikkel Marini's.

@Mikkel Marini,

Jeg kunne godt tænke mig at høre hvad dit grundlag er for at kunne så entydigt udtale dig om andres diagnoser eller mangel på samme?

Med hensyn til scanninger og deres værdi i forhold til at se skader og diagnoser, så skal man for at et resultat kan tillægges nogen form for værdi, ikke blot teste en rimelig stor patientgruppe, men også en kontrolgruppe, af raske mennesker, derefter kan man se om der er nogle forandringer der går igen hos alle eller næsten alle af de diagnosticerede. Dette gør man i 3 af hinanden uafhængige forsøg, så det er ikke nok at et forskerhold har gjort disse fund, 3 af hinanden uafhængige forskerhold skal finde de samme resultater før de kan tillægges en videnskabelig værdi. Derfor tager forskning også sommetider meget lang tid, fra den første gang et forskerhold har gjort nogle fund, og indtil det tredie er færdigt og analyseret.

Og ja, lægerne/videnskaben kan se hvad der er variationer og hvad der er skader.

Men netop fordi de symptomer der præger ADHD, nemt kan forveksles med utilpasset og asocial adfærd, har jeg også i en tidligere kommentar foreslået at alle forældre der henvender sig, fordi de har problemer, måske i første omgang sammen med barnet, skal tilbydes et 3 måneders kursus i det at være forældre, at udvise myndig omsorg, osv. Hvis det, på trods af at forældrene gør alt korrekt, stadig viser sig at der er "problemer", så er det en god ide at gå videre med flere undersøgelser.
Men den kommentar har du vist ikke lige læst.

Jeg er vil vidende om det du siger omkring medicinalfirmaers hensigter og motiver, og at forskning ofte er finansielt støttet af medicinindustrien, men da forskning er meget dyrt, og at pengene skal komme et eller andet sted fra, så er videnskaben nødt til at have sponsorer, og selv om det skulle komme ud af offentlige midler, så kan man altid argumentere at så er forskningen ikke upartisk.

Derfor har jeg også en stor respekt for "Læger uden Sponsor", som bl.a. Bente Danneskiold-Samsøe leder af forskningenafd. for fibromyalgi på Frederiksberg sygehus, Danmarks førende ekspert/forsker i fibromyalgi er medlem af.

Som Alvina Alvina siger, så vil jeg heller ikke afvise at der findes fejldiagnosticerede fibromyalgipatienter, og jo længere siden det er at personen fik diagnosen jo større er risikoen, da man for 20 år siden ikke har den viden man har i dag. Men fejldiagnosticeringer sker hele tiden og indenfor alle sygdomme, derfor skal en læge altid være opmærksom på differentialdiagnoser, altså andre diagnoser der har de samme eller lignende symptomer.
At en patient er fejldiagnosticeret er dog ikke ensbetydende med at de er raske, men at de så nok har en anden lidelse end den de er blevet diagnosticeret med.
Fibromyalgi er anerkendt af både WHO og sundhedsstyrelsen, som en somatisk lidelse af ikke-psykogen karakter, under diagnoseklassifikationen ICD-10 med nummer M79.7.

"Forskningen viser, at fibromyalgipatienter har en række forstyrrelser i centralnervesystemet, som medfører en generel "overfølsomhed" over for smertepåvirkning. Det er påvist, at patienterne har for mange smertetransmittorer, der sender besked til hjernen om smerter, samtidig med, at man har for få naturlige smertehæmmere, der skal begrænse smerterne. Når hjernen hele tiden påvirkes af smertesignaler og ikke får tilstrækkelige pauser, skabes der en "overfølsomhed" for smerter. Dette fænomen kaldes central sensitivering og kendes i øvrigt også i forbindelse med andre kroniske smertesygdomme. De nyeste forskningsresultater viser, ved hjælp af specialscanninger af hjernen, at der forekommer en langt større og mere udbredt blodgennemstrømning i hjernen i forbindelse med smertepåvirkninger hos fibromyalgipatienter sammenlignet med raske kontrolpersoner. Helt nye specialscanninger, de såkaldte funktionelle MR-scanninger, har vist at der er tale om reelle fysiske smerter, som registreres i hjernen hos fibromyalgiramte. Der er endvidere påvist visse ændringer i immunforsvaret hos fibromyalgiramte og sammenholdt med helt nye forskningsresultater, som viser, at også hormonelle og genetiske faktorer er involveret i sygdomsbilledet, har medført, at internationale forskere i dag betragter fibromyalgi som en kompliceret multifaktoriel sygdom." (Sakset fra fibromyalgi.dk)

Som lægmand er det ikke min opgave at stille andres diagnoser i tvivl, og da slet ikke drage beslutninger ud fra en eller anden overbevisning som jeg måske af ideologiske årsager har formet.

I ethvert godt retssystem lader man tvivlen komme den anklagede til gode. Så hvis du ønsker at afvise disse diagnoser, så må du komme frem med nogle helt klare beviser på at de ikke findes, kan du det?

Mvh

Her er de seneste forskningsresultater angående behandling med diæt til børn med ADHD.

http://www.dr.dk/sundhed/ditliv/Boern/Artikler/2011/0216143055.htm

Det er bemærkelsesværdigt, at effekten af diæten omtales som dramatisk. Hos to tredjedele af børnene forsvandt symptomerne på ADHD fuldstændigt.

Jeg skal venligst gøre opmærksom på følgende: Når jeg bringer dette forskningsresultat, er det ikke, fordi jeg opfatter ADHD som en livsstilssygdom, hvilket jeg tidligere i debatten er blevet anklaget for. Jeg opfatter faktisk ADHD som en alvorlig og generende sygdom. Men jeg synes, at det er vigtigt at behandle den med metoder, der er så ufarlige som muligt.

Marianne Mandoe

@ Doris.

Hvis ADHD kan kureres med diæt, så er det ikke ADHD, men ADHD-lignende symptomer.

ADHD er en lidelse der rent faktisk kan ses i scanninger af hjernen, og som er en medfødt lidelse der er forårsaget af at hjerne er, rent mekanisk, skuret en smule anderledes sammen.

Ikke at det ikke er slemt nok at lide af ADHD-lignende symptomer, men de der lider af ADHD-lignende symptomer KAN behandles/kureres. Det kan dem der rent faktisk lider af den medfødte ADHD ikke. Hos dem kan man kun symptombehandle.
At tro noget som helst andet (for nærværende) er som at tro at lamme kan lære at gå fordi man holder om med at lade dem spise æbler.

Til Marianne Mandoe

Argumentet: ”Så er det nok ikke den sygdom, der har været tale om!” er velkendt fra andre sygdomme og tilhørende utraditionelle behandlingsformer, f.eks. i forbindelse med kræft.

Jeg skal ikke gøre mig klog på disse børns diagnose. Men jeg mener, at man kan have tillid til forsøg, der har været offentliggjort i The Lancet. Når lægen, der har stået for forsøget, siger, der er tale om ADHD, så er det altså efter min mening lidt overmodigt at dige, at det ikke er ADHD!

Hvis forsøgets resultat holder stik, så er det ikke første gang, man har måttet ændre mening om sygdomme.

Det gælder f.eks. visse svære depressioner. Netop ved den type depression er der faktisk mange lighedspunkter til, hvad jeg hvad kunnet læse i denne debat om ADHD:

• Man troede tidligere, at mange svære depressioner var såkaldt endogene, altså opstået af en slags medfødt fejlfunktion i hjernen. Det tror man ikke mere.
• Man kan se sådanne svære depressioner på hjernescanninger, nøjagtig ligesom du, Marianne Mandoe, skriver, at man kan ved ADHD.
• Der er en vis arvelighed – men det kan jo lige så godt være en særlig følsomhed, der arves – en følsomhed, som man kan lære at leve udmærket med, sådan at man ikke bliver syg. På samme måde kan det, der arves ved ADHD, være manglende tolerance over for bestemte madvarer, en intolerance, der gør, at man kun bliver syg, hvis man får disse madvarer – ellers ikke.
• Også ved depressioner har sygdommen sammenhæng med bestemte signalstoffer i hjernen. Det handler om, at forskellige belastninger (f.eks. stress) medfører fejlfunktion i disse signalstoffer. På nøjagtig samme måde kan de madvarer, som ADHD-ramte tilsyneladende ikke kan tåle, tænkes at skabe ubalancer i signalstofferne.

Jeg bringer lige et link mere om den nye undersøgelse:

http://videnskab.dk/krop-sundhed/born-med-adhd-bor-have-testdiaet

Marianne Mandoe

@ Doris.

ADHD er, ligesom Aspergers, en meget veldefineret diagnose.
Ganske som det er velkendt at visse fødevareallergier kan fremprovokere de samme symptomer.

Men som ved forskellen ved forkølelse og bihulebetændelse er der en forskel mellem ADHD og påvirkningsprovokeret adfærd.
Forkølelse og bihulebetændelse har samme symptomer (i store træk) men behandlingen er vidt forskellig.

Marianne Mandoe

Og så fik jeg lige trykket på indsend inden jeg blev færdig....... :-)

Men ligesom det er to forskellige behandlinger der skal til ved forkølelse og bihulebetændelse (ikke at de to ting direkte kan sammenlignes med ADHD og påvirkningsprovokeret adfærd) skal der to forskellige tilgange til ADHD og påvirkningsprovokeret adfærd.

ADHD behandles med medicin og terapi. Påvirkningsprovokeret adfærd ved at fjerne den eller de påvirkninger der fremprovokerer adfæren.

I den situation kan man som forældre til et barn med ADHD vælge at tro på videnskaben – altså:

• de overvældende beviser, som den norske forsker Kalle Reichelt for adskillige år siden fremlagde om årsagerne til ADHD

• det nye hollandske forsøg

eller man kan vælge lægernes traditionelle opfattelse.

Når vi nu ved, at lægernes traditionelle opfattelse som regel halter langt efter forskningen, og vi desuden ved, at den nye behandlingsmetode er totalt ufarlig, så ved jeg godt, hvad jeg ville vælge.

På samme måde valgte min søster en ufarlig vitamin- og mineralbehandling mod aldersbetinget nethindedegeneration (AMD), som var på vej til at gøre hende blind, mens øjenlægen anbefalede hende at stole på den traditionelle opfattelse, nemlig at ingen behandling er mulig – og hun reddede dermed sit syn.

På hvilken måde vil det skade et barn, hvis man udelukkende giver barnet kød, fisk, æg, grønsager, frugt, kerner og nødder, altså basale fødevarer uden tilsætningsstoffer?

Hvorfor er den behandlingsmetode så forfærdelig?

Hvis det er sådan at nogle børn får en ADHD-diagnose fordi de enten er psykiskbelastede eller overfølsomme overfor mad af en bestemt slags. Så er det da fint at det kan virke med enten psykologi eller ny diæt. Jeg vil vil altså kalde de her tilfælde fejldiagnoserede og så må man dælme til at diagnosere bedre. Lad os forske i det!

Men det kan ikke og vil aldrig fjerne alle tilfælde af ADHD, fordi der også er nogle som ikke er fejldiagnoserede. Men hvor fejlene er meget godt beskrevet i den gamle DAMP diagnose.
Hvor det er dysfunktion i sansemodtagerapperatet, perseption mm.
Os der specifikt kan se at vi har de her problematikker bliver bedst hjulpet af helt konkrete, nuancerede forståelser af hvad vi kan ændre og hvad vi ikke kan.
Det er dræbende ødelæggende at begynde at forvirre folk omkring hvilke områder de skal bruge sin energi på at ændre for at få et bedre liv.

Jeg er ikke hyperaktiv, træt, aggresiv, fraværrende mm. altid, men i helt specifikke situartioner, som jeg er ved at lære at forstå. Det tager hele livet at blive klogere på. det findes ikke i en let opslags bog.

Mit problem er ikke udholdenhed eller forkert næring. Det er grundlæggende sanseindtryk, perseption, der er anderledes og energiniveauer der er meget påvirkelige.

Derfor er det især LIVSINDRETNING, der gør forskellen. (og dernæst medicin, måske som første punkt for mere hyperaktive og vrede ADHDére. Det ved jeg ikke nok om) Lad os da være dem vi er, hvorfor skal folk desperat prøve at gøre os til alt muligt andet.

Jeg har iøvrigt en tarm-sygdom der gør at jeg allerede holder mig til en stram diæt og får tjekket mine vitamin tal. Jeg kan oplyse om at har du ADHD så er det så absurd opslidende at skulle følge de her diæter, da det bliver endnu en stressfactor.

Der er også mange forskellige forsøg med fødevarer og det er total forvirrende hvilke forsøg, der er dårligt udarbejdet, forfejlede og en smule bedrende, men hvor anstrængelserne ikke fører noget med sig.

Forskning bliver brug i videnskaben generelt når det er vel bekræftiget. Jeg har selv været tæt inde på livet af forskere, min eks-kæreste, mange af mine venner og min familie. Min fætter er modtager af eliteforsker pris indenfor medicin. Der er milevidt fra grundforskningens spørgsmålstegn til dokumenteret behandlingsformer. Det går jo blandt andet langsomt fordi man ikke skal kaste folk ud i alt muligt, der slet ikke virker når det kommer til stykket.

Alle diagnoser er i forbedringsprocesser, alle forskere og forskningsresultater har store afvigelser. Alle forskere ved at INGEN finder SVARET så tydeligt som nogen bliver ved at påstå de har det her.

Os der er voksne ADHDére har jo været ADHD-børn så lad være at tale om de her ADHD-børn som om de er aliens. Vi kan tale for os selv!!!

Og vi ved hvad der virker I VORES LIV!!!

Et gammelt ord siger: Den ved bedst, hvor skoen trykker, som har den på!

Imidlertid må det vel være tilladt for os andre at debattere ADHD – lige så vel som andre helbredsproblemer.

Debatten har udelukkende omhandlet børn med ADHD-adfærd, uanset om de har diagnosen ADHD eller ikke. Den har ikke beskæftiget sig med voksne med ADHD.

Den forskning, jeg har nævnt, har udelukkende beskæftiget sig med børn med diagnosen ADHD – ikke voksne.

Jeg kan forstå på dig, Louise Pedersen, at du føler dig personligt irriteret over debatten. Når det forholder sig sådan, så forstår jeg ikke, at du læser den, for den handler jo ikke om dig eller din situation.

Da det er mig, der har ansvaret for, at debatten er blevet genoplivet, fordi jeg så gerne ville nævne de nyeste forskningsresultater, føler jeg, at du retter en kritik af mig, når at du beder os om at lade være med at tale om børn med diagnosen ADHD som om de var ”aliens”. Jeg forstå ikke din kritik. I alle de indlæg, jeg har skrevet, har jeg forsøgt at forholde mig solidarisk til børn med ADHD-adfærd, hvad enten de har diagnosen eller ikke.

Jeg synes faktisk, at debatten har været præget af, at der er nogle, der tillægger andre debattører meninger og holdninger, som de slet ikke har udtrykt. På den måde udvikler debatten sig til en spøgelsesdebat, for det er jo nemt at få andre med på, at jeg ikke må betragte børn som aliens. Men hvor er substansen i kritikken?

Jeg har på ingen måde ønsket, at nogen skulle blive generet af at læse om den forskning, der findes. Hvis du, Louise Pedersen, ikke mener, at denne forskning er relevant for dig, så spring denne debat over. Men det kan jo være, at der er andre, der finder forskningen relevant?

Marianne Mandoe

Doris.....

De børn du taler om bliver også voksne. De fleste af dem. Dem der ikke giver op på vejen fordi de føler de kæmper i evig modvind.

SKULLE der findes en kur kan jeg love dig for at både børn og deres forældre vil springe til så hurtigt at lysmuren bliver brudt.
Men indtil da udfører en ansvarlig forælder IKKE selvbestaltede, uvidenskabelige forsøg på deres børn, som allerede har mere at kæmpe med end et normalt menneske ville være i stand til at holde til.

Det er nemlig os, forældrene til ADHD og Asperger-børnene der holder om dem når de pga verdens uforstående holdning (som din nærmer sig at være), når de som 7-årige siger de ikke har lyst til at leve mere fordi de er "forkerte". Det er os der ville sælge vores sjæl og donere hver eneste dråbe blod i vores kroppe hvis bare det kunne få vores børn til at være normale BARE EN DAG I DERES LIV. En enkelt dag hvor de ikke bliver peget ud, sat udenfor fællesskabet, bliver behandler som om de nærmest er aliens.

Det er os, forældre til de børn, der har læst alt hvad vi kan få fat i af psykologi og psykiatri. Brugt ÅR på at lede selv de mest utrolige steder for et lillebitte håb.
Og så kommer du farende ind fra sidelinien og siger til os at vi fodrer vores børn forkert.
Du tror da virkeligt ikke at vi ikke både har overvejet og prøvet så meget vi ansvarligvis kunne, skåret alt hvad der indeholder tilsætningsstoffer fra. (nogle af os til et punkt hvor vores børn stadig, i voksenalderen, ikke spiser slik med tilsætningsstoffer, holder sig til juice og mælk frem for sodavand og generelt er meget bevidste om hvad de putter i munden) men når intet virker, og en fuldstændig omlægning af diæten ikke bare er virkningsløst men oven i købet giver ekstra stress i barnets hverdag......

Jeg kunne blive ved og ved.

Det virker på NOGLE børn, men det er børn der med en meget høj sandsynlighed er forkert diagnosticeret fra begyndelsen.

Men det virker ikke på vores børn. De er som de er fordi de er født sådan. Og vi holder aldrig op med at være forældre, for vores børn har brug for vores støtte, vores accept og vores kærlighed hver eneste dag så længe vi er i live. De vil nemlig altid være anderledes i en verden der ikke kan acceptere dem som de er.

Hej Marianne Mandoe

Der er to ting i dit indlæg, der siger mig, at du ikke har læst, hvad jeg skriver, men alligevel bare bliver ved med at affeje mig, fordi du tror, at du ved, hvad min holdning til børn med ADHD er, og at du på forhånd ved, hvilken information jeg kommer med.

Den første ting er, at du skriver om dine børn, at de altid vil være anderledes i en verden, der ikke kan acceptere dem, som de er.

Du tænker ud fra en erfaring om, at andre mennesker er modstandere. Det er lidt det samme som at Louise Pedersen er irriteret over denne debat, fordi hun på forhånd tror, at andre mennesker ser på børn med ADHD som aliens.

Men hvad nu, hvis det er en fejlagtig tro? Hvad nu hvis jeg er oprigtigt interesseret i problemet og solidarisk med disse børn og deres forældre?

Den anden ting er, at du skriver, at I selv har været meget påpasselige med kosten og skåret ned på sukker og tilsætningsstoffer og givet børnene mælk i stedet for sodavand.

MÆLK!!!

Jamen, det er jo netop mælk (foruden gluten) der er problemet. Det er mælk og gluten, der ifølge den norske forsker Kalle Reichelt danner disse skadelige opiumslignende peptider, som kan påvises i børnenes urin.

Det nye hollandske forsøg omtaler jo netop, at man tidligere troede, at hovedproblemet var sukker, men at man i det nye forsøg også havde udeladt mælk og gluten – med dette gode resultat.

Det unge par med en dreng med diagnosen Asperger, som jeg kender, og som jeg tidligere har berettet om i denne debat, har som sagt meget gode erfaringer med en kost, der bygger på Kalle Reichelts forskningsresultater. Jeg er personligt meget berørt over den lille drengs liv. Det var frygtelig pinagtigt at høre om, hvordan han tidligere talte om sin indre smerte, og jeg glæder mig over, hvordan drengen nu fortæller, at han har det bedre indeni.

Og det tragiske er, at det unge par oplever omverdenens reaktion, nøjagtig som du beskriver: Ingen forstår problematikken og heller ikke forældrenes anstrengelser for at hjælpe den lille dreng. Folk tager afstand fra forældrenes omsorg for at give drengen den rette kost. Selv den offentligt ansatte psykolog, som er tilknyttet drengen, modarbejder dem ved at tilbyde drengen vingummi med skadelige farvestoffer!

Du kan mene, at jeg blot er én, der kommer ind fra sidelinjen. Men som én, der kommer ind fra sidelinjen kan jeg måske netop se, hvorfor det går galt, når folk tror, at de ved, hvad andre tænker og mener og vil sige.

Fordomme behøver ikke holde stik!

Marianne Mandoe

Doris..... hvad får dig til at antage at vi ikke har prøvet at fjerne mælk og gluten?

For det har vi sandelig. Også med knægtens egen accept, for han VIL gerne være almindelig.

Resultat?
Frustrationer. Vægttab. Endnu mere udbruds-agtig adfærd. Og så taler vi endda om en ung mand med Aspergers, ikke ADHD.

Konklusion:
At fjerne mælk og gluten i en længere periode ikke bare ikke virkede, det gjorde hans situation endnu mere ubærlig.
Desuden er han testet for alskens allergier da han mor (det er mig) er laktose-intolerant og allergisk over for alskens ting og sager.
Ingen allergier. Ingen intolerancer. Ingen reststoffer i unormal mængde i urin.

Du tror da vel ikke seriøst at der er en mulighed vi IKKE har prøvet.

Fakta er at nogle børn bare er FØDT sådan, og det må vi bare acceptere.
Derfor er medicinering der justerer for den medfødte fejl i hjernen en ganske god løsning.

Alternativer er, som jeg sagde, meget gode for dem der er fejldiagnosticeret, men der er altså nogle der er FØDT med en anderledes sammensat hjerne.

Jeg synes, det er foruroligende og forunderligt, at man stadig overser sensitivitet som en stor del af årsagen til de mange fejldiagnoser på ADHD. 15-20% af alle børn er det, man kalder særligt sensitive og som kan udvise ADHD eller autistisk adfærd, når de er overstimulerede eller stressede. Hvis man nu fik gransket alle ADHD diagnoser lidt bedre igennem og prøver at lokalisere andre årsager, så er jeg sikker på, at man vil kunne reducere ADHD diagnoserne betydeligt.

Sider